Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af UAE-Team Emirates?

Nedenfor giver vi en analyse af UAE-Team Emirates.

Ryttere, der bliver på holdet

Fabio Aru, Sven Erik Bystrøm, Simone Consonni, Valerio Conti, Rui Costa, Roberto Ferrari, Alexander Kristoff, Vegard Stake Laengen, Marco Marcato, Dan Martin, Yousif Mirza, Manuele Mori, Simone Petilli, Jan Polanc, Edward Ravasi, Alexandr Riabushenko, Rory Sutherland, Oliveiro Troia, Diego Ulissi, Kristijan Durasek

Nye ryttere

Sergio Henao (Tem Sky), Fernando Gaviria (Quick-Step), Jasper Philipsen (Hagens Berman Axeon), Radej Pogacar (Ljubljana Gusto Xaurum), Tom Bohli (BMC Racing Team), Juan Sebastian Molano (Manzana Postobon), Rui Oliveira (Hagens Berman Axeon), Ivo Oliveira (Hagens Berman Axeon), Cristian Camilo Munoz (Coldeportes Zenu Sello Rojo)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Ben Swift (Team Sky), Przemyslaw Niemiec (stopper karrieren), Darwin Atapuma (Cofidis), Matteo Bono (stopper karrieren), Filippo Ganna (Team Sky), Anass Ait El Abdia (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Et hav af arabaiske oliemillioner gør i sig selv ingen sommer. Det måtte de ambitiøse folk bag UAE Team Emirates indse, da de forud for den forgangne sæson gik på indløb i et sjældent sent omfang. Med en klar ambition om i løbet af få år at blive verdens bedste hold, skrev man kontrakt med tre af sportens allerstørste navne i form af Fabio Aru, Dan Martin og Alexander Kristoff, og med en sejrskandidat til snart sagt ethvert WorldTour-løb lå det i kortene, at holdet skulle være blandt de dominerende i 2018.

Sådan gik det som bekendt slet ikke. Aru havde en decideret katastrofesæson, og selvom både Martin og Kristoff vandt Tour-etaper, skuffede de også begge i store dele af sæsonen. Holdets ”gamle” kaptajner, Diego Ulissi og Rui Costa, havde ligeledes et år, der bedst hører hjemme i glemmebogen, og UAEs sæson blev dermed en fornem understregning af, at man heller ikke i cykelsport alene kan købe sig til succes.

Det har imidlertid ikke stoppet araberne. I stedet for at forsøge at få de etablerede stjerner til at blomstre i de nye omgivelser har man igen gravet dybt i lommerne ved at sikre sig en af sportens absolutte superstjerner. Da Quick-Steps fremtid var truet, var de ikke sene til at lægge en millionkontrakt på bordet foran Fernando Gaviria, og der er helt sikkert ikke blevet holdt igen med nullerne på lønchecken. Således valgte colombianeren alligevel at skrive under, selv da hans gamle hold fik fremtiden på plads og gav ham mulighed for at fortsætte på sportens mest succesrige mandskab.

Det er derfor svært at se det som andet end en beslutning om at ofre sportslige resultater for ussel mammon. For en mand, der kommer fra fattige colombianske kår, er det naturligvis ikke helt uforståeligt, men set ud fra en sportslig vinkel er det en skam. Det virker i hvert fald stærkt usandsynligt, at han vil komme i nærheden af det samme antal sejre på et hold, der ikke just har vist sig brillante i den svære kunst at få det maksimale ud af deres chancer, og hvor han må se meget langt efter et tog, der blot når hans gamle til sokkeholderne.

Alligevel er der naturligvis tale om en markant forstærkning. Hidtil har man været vant til med Kristoff at spurte for sekundære placeringer, men med Gaviria kan man gå ind til enhver massespurt med sejren som mål. Selvom mange hans sejre kan tilskrives Maximilano Richeze, og selvom han ofte selv har svært ved at holde hovedet koldt i finalerne, er han samtidig så stærk i positionskampen, at han ikke som en anden Marcel Kittel vil falde helt igennem uden et supertog. Han har samtidig et uudforsket potentiale i brostensløbene og har som et af sportens supertalenter fortsat masser af udviklingspotentiale.

Det kan derfor ikke diskuteres, at der er tale om en markant forstærkning, mens hvis de tror på en succesrate som hos Quick-Step, bliver de nok skuffede. Hvordan sameksistens med Kristoff i Milano-Sanremo og Touren skal spænde af, er et foreløbigt uløst problem, men Gaviria burde i hvert fald være garant for, at sejrskontoen vil være knap så slunken i 2019.

Modsat sidste år har ledelsen trods alt vist et vist mådehold i indkøbspolitikken. I stedet for at jagte den ene etablerede stjerne efter den anden har man denne gang primært satset på talenter, hvilket utvivlsomt er en klog beslutning for et hold, der som sagt har meget højtflyvende langsigtede ambitioner. Således er der i tillæg til Gaviria blot blevet plads til en enkelt stjerne i form af Sergio Henao, mens de øvrige syv nyerhvervelser alle falder i talentkategorien.

Mens Gaviria er en vis garant for succes, er kontrakten med Henao til gengæld et sats. For et par år siden ville der have været al mulig grund til at juble over at sikre sig en af sportens allerbedste puncheurs, men desværre er der ikke længere grund til samme begejstring. Siden sejren i 2017-udgaven af Paris-Nice har Henao nemlig været en skygge af sig selv, og faktisk har han aldrig rigtigt været sig selv siden det grimme styrt i Tour de Suisse for efterhånden mange år siden. I 2018 blev han nærmest blot dårligere og dårligere, som året skred frem, og det virker langt fra oplagt, at det skulle være hos netop UAE, at han kan rejse sig igen. At tro at Henao kommer til at bidrage med mange personlige resultater vil derfor nok være uklogt. Til gengæld kan han som hjælper i både Ardennerne og grand tours nok have en vis berettigelse på et hold, der i hvert fald efterlod Martin temmelig alene i bjergene under årets Tour.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Blandt de mange nye talenter skiller særligt to sig ud. Tadej Pogacar og Jasper Philipsen har begge haft et fremragende 2018 og har helt sikkert stået højt på ønskesedlen hos mangen en sportsdirektør. Slovenerens sejr i Tour de l’Avenir er alt rigeligt til at vække interesse, men han var fremme i mange andre U23-løb også. I Tour de Slovenie viste han med 4. pladsen, at han også allerede kan begå sig på professionelt niveau, og derfor kan han måske allerede i 2019 levere resultater i mindre etapeløb. Philipsen har længe fremstået som en af sin generations mest spændende sprintere og brostensryttere og har allerede i år fået lovning på et omfattende brostensprogram, hvor han i skyggen af Kristoff kan lære de store løb at kende.

Sammen med Philipsen kommer også de to Oliveira-brødre Rui og Ivo fra Hagens Berman Axeon. Begge har de vist fornuftige takter som puncheurs og på banen, men man skal helt sikkert ikke have samme forventninger som til Philipsen og Pogacar. Mere interessant er måske Cristian Munoz, der vandt en etape og blev nr. 7 i Baby-Giroen, men som i Europa fortsat er temmelig uprøvet.

Endelig har holdet også sikret sig et par professionelle, der fortsat er temmelig unge. Det gælder særligt Juan Sebastian Molano, der virkelig fik sit sprintergennembrud i Asien i år. Han har imidlertid altid haft det svært i Europa og synes ikke umiddelbart at have den nødvendige fart til at blive en topsprinter. Til gengæld burde han nok kunne spille en rolle i Gavirias tog, hvor deres colombianske baggrund måske kan hjælpe på samarbejdet. Tom Bohli kommer til holdet fra BMC, hvor han flere gange viste sit store potentiale som prologrytter. Hos araberne vil han primært være en kærkommen forstærkning i holdløb, hvor holdets problemer blev udstillet under årets Tour de France.

Mens der blandt nyerhvervelserne er flere meget interessant navne, er tabskontoen ikke nogen stor hovedpine. Det mest markante farvel skal sendes til Ben Swift, der imidlertid slet ikke slog til i den frie rolle hos araberne, og som hensygnede som regulært fyld. Det samme var desværre tilfældet for Darwin Atapuma, der er endnu et eksempel på en rytter, der aldrig slog til i de arabiske omgivelser. Efter et drømmeår hos BMC i 2016 forsvandt han næsten helt fra rampelyset i 2018. Talentet er dog uomtvisteligt, og hans tilstedeværelse på et ikke alt for bjergstærkt hold havde nok været at foretrække, men hvis ikke der er bedring i vente, kan han sagtens undværes.

Holdet ville helt sikker gerne have holdt på Filippo Ganna, der blev lokket til Sky, men ser man alene på hans udvikling i de første år som professionel, er der intet, der tyder på, at han kan leve op til det ellers meget løfterige potentiale, han viste som U23-rytter. Det er først og fremmest ærgerligt, at holdet mister en temporytter, der kunne have hjulpet Martin og Aru i holdløbene. Przemyslaw Niemiec og Matteo Bono kører cyklen i garagen, hvilket er meget passende efter nogle temmelig anonyme sæsoner, og endelig vinkes der farvel til Anass Ait El Abdia, der egentlig viste ganske lovende takter, men som aldrig ville være blevet til andet og mere end en anonym hjælper.

Igen i år har UAE således markeret sig som et af transfersæsonens mest markante mandskaber og står igen bag det måske mest omdiskuterede og iøjnefaldende holdskifte. Man kan diskutere strategien om blot at hente den ene stjerne efter den anden, og særligt på Gaviria egne vegne er der grund til bekymring for den sportslige fremtid på et hold, der slet ikke kan give ham samme støtte som tidligere. Denne gang har der dog været udvist et fornuftigt mådehold, og Gaviria ankomst er utvivlsomt en garanti for markant flere sejre i 2019. Da holdet samtidig har haft en meget heldig hånd på talentfronten, burde de være kommet et skridt nærmere drømmen om at blive et af verdens førende cykelhold.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Med Alexander Kristoff til brostensklassikerne og Dan Martin til Ardennerne lignede UAE-Team Emirates et hold, der ville spille en dominerende rolle i stort set alle de store endagsløb, men sådan gik det som bekendt slet ikke. Nordmanden fandt aldrig formen og opnåede kun en 4. plads i Milano-Sanremo i et generelt forfærdeligt forår, og ireren blev sat ud af spillet af både styrt og punkteringer. Klassikerne markerede derfor et foreløbigt lavpunkt i holdets forfærdelige sæsonstart.

Det er derfor med en sult efter revanche, at araberne i 2019 går ind til forårets store endagsløb, og skal man vitterligt indfri ambitionerne om at blive et af verdens allerbedste hold, kræver det, at der leveres i både etape- og endagsløb. Heldigvis har holdet fortsat en af de mest lovende trupper, og kan de vitterligt få kaptajnerne til at præstere på deres højeste niveau, har de potentialet til at blive en nøglespiller i foråret.

Sværest ser det nok ud i brostensklassikerne, hvor det fortsat er Kristoff, der er hovedmanden. Sandheden er nemlig, at nordmanden kun i jubelåret 2015 var i stand til at køre med om sejrene i de hårdeste af de flamske klassikere. Siden dengang er han bestemt ikke blevet stærkere, og det virker stærkt usandsynligt, at han vil kunne vinde løb som Omloop Het NIeuwsblad, E3 Harelbeke og Flandern Rundt. Mindre kan nok også gøre det, og rammer han formen, er Kristoff fortsat så råstærk, at han i hvert fald i de to brostensmonumenter, hvor hans dieselmotor virkelig kommer til sin ret, nok kan gøre sig gældende.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Bedst chancer har han i sprinterløbene Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Særligt i Sanremo er han næsten altid med i kampen om podiet, for der er fortsat ikke mange, der har Kristoffs spurt efter 300 km. I disse løb opstår imidlertid de første konflikter med nytilkomne Fernando Gaviria, der aldrig har lagt skjul på, at han drømmer om at blive en stor klassikerrytter. Han har da også vist et vist potentiale i sine få brostensløb, ligesom han som bekendt var ganske tæt på at vinde Milano-Sanremo i allerførste forsøg.

Konflikten er knap så oplagt i de hårdeste løb, hvor benene vil gøre forskellen, og hvor man nok fortsat må tvivle på Kristoffs holdbarhed. Til gengæld venter der et opgør i de mere sprintervenlige løb, særligt i Sanremo Skal man satse på Gaviria, der har det med at løbe helt tør for energi i spurter efter lange løb, men som omvendt er klart hurtigere end Kristoff? Eller spiller man sikkert og satser på nordmanden, der får sværere ved at vinde, men har langt større sandsynlighed for at køre på podet i kraft af sin pålidelighed? Foråret vil give os de første svar på, hvordan de to sprintere finder sammen,

I Ardennerne kan holdet stiller med et regulært drømmehold bestående af Martin, Sergio Henao, Diego Ulissi og Rui Costa, der alle har været med helt fremme i nogle af sportens største endagsløb. Det er dog Martin, der er den eneste reelle vinderkandidat, og efter en Tour, hvor han på Mur-de-Bretagne atter viste sine evner i eksplosive finaler, fortjener han den fulde opbakning. Det er klart, at Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde er hårde nødder at knække, men rammer Martin topformen, kører han helt sikkert med sin snilde og sit overblik med om sejren i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege.

Om Costa kan finde sit gamle niveau, er fortsat tvivlsomt, men hans præstationer i Romandiet og ved VM giver håb. Henao har som nævnt været en skygge af sig selv i de senere år, men endte trods alt i top 10 i Liege i år. Til gengæld har Ulissi aldrig slået til i Ardennerne, hvor han fortsat har sin første top 10 til gode, men alligevel kan han blive et vigtigt kort. Martins største chance er nemlig holdets kollektive styrke, og det skal blive ganske interessant at se, hvordan de griber tingene an især i Amstel Gold Race og Liege, hvor taktik ofte spiller en ret stor rolle.

I efteråret har holdet også store muligheder med både Kristoff og Gaviria, der atter skal finde ud af at fordele opgaverne i løb som Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, som de begge kan vinde. Martin skipper sandsynligvis de canadiske løb, men her har både Ulissi og Costa før vundet, og det bør i hvert fald kunne komme hjem med hæderlige resultater. Endelig har Martin som bekendt før vundet i Lombardiet, hvor han atter vil være en af topfavoritterne, hvis han fortsat har energi og kræfter, og her har Fabio Aru faktisk ikke før spillet en rolle, da han ofte har kørt stærkt sidst på året.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Et af vinterens store samtaleemner har været den potentielle konflikt mellem Fernando Gaviria og Alexander Kristoff, der som nævnt for første hang vil komme til udtryk i klassikerne. Lige så tydelig bliver den i Touren, men her synes der ikke at være tvivl om hierarkiet. Ganske vist vandt Kristoff på Champs-Elysees i år, men kun efter at hovedparten af sprinterne var rejst hjem. Kristoff er ganske enkelt ikke hurtig nok til at vinde de meget rene spurter, der ofte kendetegner Touren, men det kan Gaviria. Det synes derfor hævet over enhver tvivl, at Gaviria bliver holdets vigtigste mand i verdens største cykelløb, hvor målet må være at fortsætte hans stime af grand tour-etapesejre.

Hvor det efterlader Kristoff, er uklart. Meget peger på, at han bliver sendt til Frankrig som lead-out man for Gaviria og som en plan B, hvis colombianeren atter skulle udgå undervejs. Det er imidlertid bestemt ikke utænkeligt, at han kunne kombinere den opgave med en rolle som førstesprinter i Giroen. I de sidste mange år har han satset alt på Touren, men Kristoff bør om nogen med sin motor være en mand for at køre to grand tours. Og på de hårdere ruter i Italien burde han også have langt bedre chancer for faktisk at vinde en etape. Gaviria har imidlertid også leget med tanken om at bruge de første 10 dage af Giroen som Tour-forberedelse, hvilket vil køre Kristoff helt ud på et sidespor i grand tour-sammenhæng.

Holdets klassementsambitioner centrerer sig atter om Dan Martin og Fabio Aru. Rollefordelingen synes helt klar, selvom der endnu ikke er en officiel udmelding. Martin skiftede blandt andet væk fra Quick-Step for at satse mere entydigt på Tour de France, og det er derfor hævet over enhver tvivl, at han igen i år skal satse alt på det franske løb. I de seneste to år har han været med helt fremme, selvom han i begge tilfælde har kørt rundt med slemme skader efter styrt. Det viser, at han faktisk bør have en reel chance for at køre med om podiet, ikke mindst på årets rute, der ikke byder på mange enkeltstarter.

Mens Martin skal bygge videre på nogle gode præstationer, jagter Aru revanche. Det virker indlysende, at det skal ske i Giroen, hvor løbsdirektør Mauro Vegni mere eller mindre allerede har bekræftet hans deltagelse. Normalt vil forventningen være, at en tidligere Vuelta-vinder kan køre med om sejren, men i lyset af omstændighederne må det være en succes, hvis blot han rejser sig igen og måske kan klemme sig ind i top 5. Denne gang vil holdet dog næppe være bygget 100% op om ham, og det bør efterlade plads til, at enten Kristoff eller Simone Consonni kan få chancen som sprinter.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Hvad der skal ske i Vueltaen, er mere uklart. Det virker sandsynligt, at Aru vil gå efter klassementet, og at Martin også vil være til start, dog muligvis kun med etapesejre for øje. Det burde også være på tide for Gaviria endelig at satse på to grand tours, ikke mindst fordi Vueltaen faktisk burde passe ham ret godt. Om det sker, er dog usikkert, og Consonni eller Juan Sebastian Molano kunne være en plan B, hvis man ønsker at stille med en sprinter.

Holdet har så mange kaptajner, at der næppe bliver plads til mange andre. Holdet har dog et par stærke etapejægere i Diego Ulissi, Rui Costa og Sergio Henao. De skal nok primært agere vigtige bjerghjælpere, men det kan ikke udelukkes, at de kan få lidt frihed undervejs. Costa ligner en vigtig mand for Martin i Touren og Ulissi for Aru i Giroen. Hvor Henao sendes hen, er til gengæld mere åbent.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Skal UAE ende nær toppen Af WordlTour-ranglisten - og det er som bekendt målet - skal de køre med om sejren i de ugelange etapeløb. De har da også et solidt arsenal af klassementsryttere, men de er alle hæmmet af deres manglende evner på enkeltstarten. Derfor bliver det svært for dem at vinde de ugelange etapeløb, men en vis pointhøst burde der være basis for.

Det bedste kort er naturligvis Martin, der før har været på podiet i Paris-Nice og Criterium du Dauphiné samt vundet Volta a Catalunya. Det synes da også givet, at netop de tre løb vil udgøre hans etapeløbsfokus inden Touren. Aru derimod vil sikkert satse på Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Tour of the Alps, hvoraf særligt de to sidstnævnte passer ham.

Costa var tidligere decideret specialist i de ugelange etapeløb, men har slet ikke været på samme niveau som tidligere. I årets udgave af Tour de Romandie var der dog tegn på oprejsning, og han burde i hvert fald kunne køre i top 10 i Paris-Nice, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Tour de Suisse, der altid plejer at være en del af forårets planer. Endelig kan man drømme om, at Sergio Henao atter kan finde sig selv og dermed være med i Paris-Nice og ikke mindst Vuelta al Pais Vasco, hvor han i utallige udgaver har været en dominerende skikkelse på de stejle mure. Derudover kan der måske blive plads til, at holdets unge klatrere Tadej Pogacar, Edward Ravasi og Simone Petilli måske kan få lov at forsøge sig, ikke mindst i mindre etapeløb især i Italien.

Ser man bort fra klassikerne og Tour de France, bør der ikke være problemer mellem Alexander Kristoff og Fernando Gaviria, der kan fordele etapeløbene mellem sig. Eksempelvis virker det oplagt at sende Kristoff til Paris-Nice og Gaviria til Tirreno-Adriatico. Om der venter mange spurtsejre i Kristoff er nok tvivlsomt, men for Gaviria er det vigtigt at vinde i alle de etapeløb, han kører. Det gælder fra første fløjt i Vuelta a San Juan over Tour Colombia og ikke mindst holdets hjemmebaneløb i Abu Dhabi - hvor de i øvrigt ventes at komme med det absolutte A-hold - og helt frem til årets allersidste løb. Simone Consonni vil helt sikkert også få sine chancer og vil have en reel chance i løb som Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie, hvor sprinterfelterne ofte er knap så stærke. Her kunne nytilkomne Juan Sebastian Molano og måske unge Jasper Philipsen også få en chance som holdets sprinter.

Holdet er også altid aktive i en serie italienske endagsløb, hvor særligt Ulissi plejer at være stærk, men hvor der også kunne blive åbninger for folk som Consonni, Molano og Philipsen. Endelig vil Gaviria sikkert varetage holdets interesser i Tour of California, og skipper han Giroen, kan Kristoff derfor endelig få chancen for atter at booste sejrskontoen i de norske løb, som han i de senere år har været tvunget til at negligere.

Hvem kan overraske?

Hvert år er der store forventninger til den seneste vinder af Tour de l’Avenir. Det vil der naturligvis også i 2019, og denne gang er det UAE, som derfor tiltrækker sig rampelyset. Det lykkedes nemlig holdet med de stærke slovenske forbindelser at få fingre i Tadej Pogacar, der vandt de franske løb for et par måneder siden, og som fremstår som et af tidens allermest lovende etapeløbstalenter. Pogacar har nemlig allerede to gange vist, at han også kan blande sig med WorldTour-rytterne i Tour de Slovenie, og han har generelt leveret et hav af topresultater på U23-scenen.

I år var det Egan Bernal, der var den regerende l’Avenir-vinder, og alle ved, hvordan han tog cykelverdenen med storm. Vi skal ikke forvente, at Pogacar kan gentage de bedrifter. Ikke blot er han kun lige fyldt 20, han har heller ikke som Bernal været professionel tidligere. I 2019 vil han derfor primært skulle lære, men forvent alligevel at se ham fremme i mindre etapeløb som netop Tour de Slovenie, Coppi e Bartali og Adriatica Ionica Race. Og måske kan han også få lov at forsøge sig i mindre hårde WorldTour-løb som Tour of California og måske endda i holdets hjemme løbet i Abu Dhabi, hvor han dog helt sikkert vil have selskab af flere af holdets stjerner.

Et andet meget eftertragtet supertalent er Jasper Philipsen. Han har allerede fået lovning på deltagelse i de store brostensklassikere, der er som skabt til ham, men her vil han primært være med for at lære. Allerede i år var han imidlertid på podiet i 3 Dage ved Panne, ligesom han vandt en etape i Tour of Utah. Derfor burde han helt sikkert kunne få sin chance i flere mindre endagsløb, hvor han vil kunne være holdets beskyttede sprinter, ligesom der burde være chancer i massespurter, når Gaviria og Kristoff begge er fraværende.

Endelig vil vi også for allersidste gang fremhæve Edward Ravasi. Den tidligere nr. 2 i Tour de l’Avenir har bestemt ikke slået til i sine første år som professionel, men han fortjener en chance til. I hvert fald var der i blandt andet Tour of California bedring at spore, og talentet kan ikke diskuteres. I de store løb får han næpe mange chancer, men ligesom Pogacar kan han forhåbentlig vise sine klatreevner i nogle af de mindre etapeløb.

Du kan se optakterne for de øvrige hold her.