Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Cofidis?

Nedenfor giver vi en analyse af Cofidis.

Ryttere, der bliver på holdet

Piet Allegaert, Francois Bidard, Andre Carvalho, Thomas Champion, Davide Cimolai, Simone Consonni, Bryan Coquard, Alexandre Delettre, Ruben Fernandez, Eddy Finé, Simon Geschke, Jesus Herrada, Jose Herrada, Ion Izagirre, Wesley Kreder, Victor Lafay, Guillaume Martin, Anthony Perez, Pierre-Luc Perichon, Alexis Renard, Remy Rochas, Benjamin Thomas, Hugo Toumire, Jelle Wallays, Max Walscheid, Axel Zingle

Nye ryttere

Jonathan Lastra (Caja Rural-Seguros RGA), Christophe Noppe (Team Arkea Samsic), Axel Mariault (Team U Natens Atlantique), Harrison Wood (nyprofessionel)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Davide Villella (?), Sander Armee (stopper karrieren), Kenneth Vanbilsen (stopper karrieren), Tom Bohli (Tudor Pro Cycling Team), Szymon Sajnok (Q36.5 Pro Cycling Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Cofidis er måske nok et af sportens ældste, men bestemt ikke et af sportens største mandskaber. Det franske hold har været at finde i feltet i en lille menneskealder, men de har ikke altid haft det nemt. Selvom de var en del af ProTouren, da den blev indført i 2005, blev holdet degraderet i 2010, og herefter fulgte hele 10 sæsoner uden for det fineste selskab. Først frem mod 2020-sæsonen lykkedes det for mandskabet atter at blive en del af det fine selskab, men med indførelsen af det nye op- og nedrykningssystem stod det også klart, at det kunne blive en kort fornøjelse for Cedric Vasseurs tropper på højeste niveau.

Ambitionerne var imidlertid store, og forud for den første sæson på WorldTouren satsede man stort med investeringen i to store kaptajner i form af Elia Viviani og Guillaume Martin. Håbet var, at det ville bringe holdet sikkert igennem den første treårige cyklus på det højeste niveau, og særligt Vivianis tilstedeværelse skulle sikre, at holdet både vandt en masse cykelløb og også ville kunne hævde sig langt fremme på ranglisterne. Som bekendt gik det slet ikke sådan. Hvor erhvervelsen af Martin med nogen ret kan betegnes som en pæn succes, endte Vivianis eventyr i Frankrig som en gedigen fiasko, og da 2022-sæsonen startede, var det franske hold et af de mandskaber, der var i størst fare for at ende med en nedrykning.

Så galt gik det heldigvis ikke. Forud for sæsonen foretog Vasseur en gedigen hovedrengøring af sin trup, da han sagde farvel til hele 10 ryttere og goddag til intet mindre end 13 nye navne. Ud røg Viviani, der blev direkte erstattet af Bryan Coquard, og derudover blev Ion Izagirre hentet ind som et supplement til Martin i de kortere etapeløb.

Det var modigt at rense så markant ud i truppen forud for så vigtig en sæson, men missionen lykkedes. Cofidis WorldTour-licens blev reddet, og selvom man i tillæg til Viviani havde mistet Christophe Laporte efter dennes indtil da bedste sæson, blev 2022 en stor succes. Efter en 19. plads på verdensranglisten i 2020 og en 14. plads i 2021 endte holdet i den netop afsluttede sæson højst overraskende i top 10 på en fornem 10. plads, og de bare to sejre i 2020 og 12 triumfer i 2011 blev langt overgået med ikke færre end 19 sejre med hele 10 forskellige ryttere. Izagirre, Coquard og Martin havde ellers ikke deres bedste sæsoner - selvom de stod for i alt seks af de 19 sejre - men selvom heller ikke Jesus Herrada, der ar været en af de mest pålidelige ryttere, havde noget stort år, viste særligt erhvervelserne af Benjamin Thomas, der med sine fire sejre blev den mest vidende rytter, og kometen Axel Zingle, der med tre trumfer endte som en delt nr. 2 på sejrslisten, sig som så store succeser, at Cofidis endte i den øvre halvdel blandt de 18 WorldTour-mandskaber.

Derfor er det ikke mærkeligt, at Vasseur har været noget mere afdæmpet på transfermarkedet denne gang, hvilket ellers ikke er hans stil. Siden han forud for 2018 kun hentede fem nye ryttere til holdet, har han skiftet voldsomt ud hver eneste gang. Inden 2019-sæsonen var der plads til 9 nye navne, frem mod WorldTour-comebacket i 2020 hentedes 10 nye mand, inden 2021 var der igen 9 nyerhvervelser, og op til den seneste sæson var det altså 13 nye navne, der skulle indpasses på holdet. I det lys er det lidt af en revolution, at Vasseur denne gang kun har hentet fire nye ryttere - det laveste antal siden optakten til 2003-sæsonen - og det endda efter en transferkampagne, hvor han er gået helt uden om nye store navne.

Nej, Vasseur vil satse på den strategi, der fungerede så godt i 2022, og derfor vil det igen være primært Martin, Coquard, Thomas, Zingle, Izagirre, Herrada samt den stadig mere lovende Victor Lafay, der med gode bidrag fra Simone Consonni, Max Walscheid, Piet Allegaert og Remy Rochas, skal levere resultaterne. I stedet har Vasseur kun justeret ganske marginalt i truppen ved at hente et par solide hjælperyttere og et par unge navne samt at rydde lidt ud i de lidt for mange ryttere, der ikke rigtigt bidrog med meget i den forløbne sæson.

Den mest interessante nyerhvervelse er Jonathan Lastra, men det er næppe ham, der sikrer, at holdet tager yderligere et skridt mod toppen. Ganske vist er spanieren en ganske solid rytter, der særligt i foråret 2021 lignede en mand med kurs mod en lovende fremtid, men efter et sløjt 2022, hvor hans ellers lovende momentum forsvandt, og hvor resultaterne i de mindre 2.1-løb, hvor hans hæderlige klatreevner har givet ham en række fine top 10-præstationer, var betydeligt færre, lå det ikke i kortene, at det var nu den efterhånden 29-årige Lastra skulle op på højeste niveau. Han er da også mest hentet til holdet som hjælper for særligt Martin, mens han måske stadig kan få lov at få efter egne resultater i nogle af de mindre etapeløb og måske jagte en etapesejr i en grand tour undervejs. Klatre kan han bestemt, men det er mere i eksplosivt terræn end i de høje bjerge, og han er derfor ikke den mest åbenlyse støtte til Martin på de sværeste dage i de lange etapeløb.

Ikke desto mindre må han regnes som en forstærkning. Holdet har været en smule tyndt besat, når det går opad, og i det spil vil Lastra helt sikkert kunne bidrage med noget. Det skyldes også, at der ikke er de helt store tab i holdets klatredivision. Mest markant er det, at man siger farvel til Davide Villella efter bare en enkelt sæson. Det kan på papiret ligne et betydeligt tab, når vi taler om en tidligere vinder af bjergtrøjen i Vueltaen og en mand, der har været i top 5 i Lombardiet, men i de senere år har det været sløjt. I sit eneste år i fransk tjeneste har han været helt anonym, og selvom tålmodigheden var kort, kan man på baggrund af 2022 sagtens forstå, hvis Vasseur har siddet med fornemmelsen, at han havde kurs mod at blive en af de mange veteraner, der mest af alt bidrager med sin erfaring. I det lys er erstatningen med Lastra utvivlsomt en fordel.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Den rolle som anonym veteran har Sander Armee haft i nogen tid. Det er mange år siden, den engang så solide belgier var på toppen, og allerede da holdet for et år siden kastede en livline efter Qhubekas kollaps, lignede det en investering, der næppe ville give det helt store udbytte. Det gjorde det da heller ikke i en helt anonym 2022-sæson, hvor han end ikke fik lov at køre en grand tour, og da han aldrig blev den støtte i bjergene for Martin, som han var tiltænkt, er det ikke mærkeligt, at han kun fik et enkelt år på holdet. Måske mister man to veteraner, men der synes at være mere musik i en fremtid med Lastra som bjerghjælper, selvom det altså næppe er dette bytte, der vil føre til helt anderledes resultater i de hårde løb.

Også i fladlandet er der blevet ryddet lidt op i hjælperne og indhentet en erstatning. Sidstnævnte er Christophe Noppe, der startede sin karriere som en af den efterhånden endeløse serie af sprintere på Sport Vlaanderen, men som i sine tre år hos Arkea glemte alt om de personlige ambitioner for at agere lead-out man og hjælper i brostensklassikerne. Den rolle har han udført ganske anonymt, men åbenbart så godt, at Vasseur har set en ide i at hente ham til holdet, angiveligt primært som en støtte til Zingle i endagsløbene. Noget skyldes sikkert også venskabet med Allegaert, men for et hold, der satser relativt meget på massespurter, er han en pæn forstærkning af toget, ligesom Zingle utvivlsomt kan have gavn af lidt ekstra belgisk erfaring, når han skal kaste sig ud i de store endagsløb.

Til gengæld mister holdet også noget på de samme områder, da kontrakterne med Szymon Sajnok og Kenneth Vanbilsen ikke bliver forlænget. Det er nu næppe det helt store tab, selvom de begge faktisk tidligere var ganske lovende. Vanbilsen har igennem årene vundet to 1.1-løb og var i sin tid hos Topsport Vlaanderen for efterhånden mange år siden et af de mere spændende navne, men i de seneste mange år har han været helt, helt anonym. Sajnok var i sin tid hos CCC både en løfterig banerytter og sprinter, men efter at han blev hentet til Cofidis som en del af Vivianis nye tog, er han faldet helt hen i glemslen. I de seneste år synes han end ikke at have været del af lead-outet for holdets mange sprintere, og selvom noget måske skyldtes, at han begik en fejl ved så tidligt at lægge egne ambitioner på hylden, er det svært at se, at der skulle være megen fremtid i at fastholde ham.

Meget af det samme kan siges om Tom Bohli. Schweizeren bragede ind på scenen som en uhyre lovende temporytter, der blandt andet var meget tæt på at tage en WorldTour-sejr på prologen i Romandiet Rundt, men nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt tempoevnerne totalt. Siden da er han alene blevet brugt som trækkraft i feltet, og da hans holdbarhed tillige har været ikkeeksisterende, ligner også han et talent, der slet ikke blev til det ventede og sagtens kan erstattes af mere spændende navne.

Den oprydning blandt holdets anonyme hjælpere har givet plads til, at man igen i år har kunnet investere i et par unge navne. Blandt de to nyerhvervelser er det Axel Mariault, der er mest interessant. Med sin alder på 24 er han bestemt ikke det mest lysende franske talent, men han har udviklet sig ganske lovende i år. Særligt hans 4. plads på kongeetapen i Limousin, hvor han blandede sig med nogle af verdens bedste puncheurs, var lovende, men han viste også sin fart med en 5. plads i en stigende spurt i Route d’Occitabie og en 5. plads i en flad spurt i Ain. Han blev endda nr. 6 på den svære stigning La Planche des Belles Filles i det lidt svagere besatte Tour Alsace, og han er således en meget alsidig rytter, der beskriver sig om en blandt af en puncheur og en klatrer. Hans resultater indikerer nu nok, at det mere er ardennerterræn end bjerge, der vil passe ham, og man skal nok også være varsom med at tro, at han vil brage ind på scenen i de kuperede endagsløb, men han er bestemt en rytter, der har fortjent at få sin chance - endda på et hold, hvor han ville kunne få lidt plads til sig selv i de mindre franske 1.1-løb.

Den anden unge rytter er Harrison Wood, og selvom han er en glimrende banerytter, må han betegnes som et mere overraskende valg. Han er stort set blottet for resultater, og holdet beskriver ham da også som en rytter, der primært ventes at agere hjælper. Det er overraskende, at han i en sådan rolle og med et så beskedent generalieblad hentes til et tophold uden for sit hjemland, men lad os give ham chancen for at overraske positivt i den første sæson på højeste niveau.

Det er måske i virkeligheden et passende sted at runde af, nemlig med en nyerhvervelse, der næppe vil skabe de store overskrifter. Det er nemlig temaet for Cofidis, der efter nogle år med stor udskiftning både i truppen generelt og blandt holdets topnavne, har været sjældent passive. Det har alene handlet om at skifte lidt ud i hjælperstaben, hvor man har ryddet ud i den anonyme del af truppen og indhentet Noppe og Lastra som erstatning, hvoraf det kun er spanieren, der måske kan vise sig lidt frem i den kommende sæson. På talentsiden er Mariault bestemt spændende, men næppe et navn, der vil fylde alt for meget i avisspalterne, og det er derfor et Cofidis-mandskab, der vil være ganske identisk med det, der gjorde det så fint i 2022.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Man forstår godt, hvis Cedric Vasseur ærgrer sig guld og grøn. Netop som Christophe Laporte pludselig sørgede for, at Cofidis spillede en rolle i brostensklassikerne, forsvandt franskmanden, der ellers havde været loyal mod holdet i en menneskealder. Nu står holdet igen uden de helt store klassikerprofiler, og derfor var det heller ikke overraskende, at de var temmelig usynlige i klassikerne i 2022.

I lyset af den begrænsede aktivitet på transfermarkedet vil det være en overraskelse, hvis det ændrer sig i den kommende sæson. Holdet får det ganske svært i de hårde flamske løb som Omloop, E3 og Flandern Rundt, men de har en mulig juvel i Axel Zingle. Franskmanden levede i den grad op til de store forventninger i 2022, og han har kurs mod at blive holdets nye mand til endagsløbene. Hidtil har han vist sig mest som puncheur, og det er uklart, om han satser på brostensløbene, men holdet har tidligere indikeret, at det er en ambition. Det er klart, at han mangler en pokkers masse erfaring i løb, hvor den slags er meget vigtigt, men skulle han give brostenene et skud, skal det blive interessant at se, hvor langt han kan komme.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Bedst chancer har holdet dog i de mere sprintervenlige løb. Bryan Coquard har før gjort det ganske pænt i brostensløbene, og selvom han ikke har farten til at vinde spurter i det selskab, vi finder i klassikerne, kan han levere resultater i løb som Gent-Wevelgem, Kuurne og Dwars door Vlaanderen, som han tidligere har været meget tæt på at vinde. Det samme kan Simone Consonni, der før har imponeret med sin holdbarhed, samt Piet Allegaert, der dog ligeledes mangler den fornødne fart, og sammen med Max Walscheid kan de også alle gå efter top 10-placeringer i de helt rene sprinterløb som De Panne og Scheldeprijs. Derudover har Walscheid vist et ganske fint potentiale i Roubaix, hvor han i 2021 blev nr. 12, og efter at have misset løbet grundet et styrt i 2022 er det forhåbentlig et potentiale, han kan bygge videre på.

Coquard og Consonni er også bud på top 10-placeringer i Milano-Sanremo, hvis det skulle ende i en massespurt, mens det kunne være interessant at se, om Zingle kan blande sig med de andre puncherus på Poggio. Han kunne også være ganske velegnet Strade Bianche, der burde passe ham glimrende, og her kunne Victor Lafay og Jesus Herrada også have så gode evner, at de måske kan stræbe efter en top 10, men sejren burde være uden for rækkevidde. Efter at han fandt sig selv igen i 2022, kunne det faktisk også være ganske interessant at se Simon Geschke på de italienske grusveje, da han tidligere har leveret ganske pæne resultater i Ardennerne og satset meget på endagsløb.

Netop Ardennerne bliver også en udfordring for det franske hold. Zingle må nok sande, at Fleche og Liege kan være for hårde, men Amstel og Brabantse Pijl passer ham storartet - og på sigt kan han måske også begå sig i Fleche. Guillaume Martin elsker endagsløb og vil formentlig gøre Fleche og Liege til store mål, men hans resultater er ganske beskedne, og han synes ikke længere at klatre godt nok til for alvor at kunne blande sig i kampen om de sjove placeringer. Herrada er også altid kommet lidt til kort i løbene, og det vil han formentlig fortsat gøre, nu hvor hans niveau ikke er det samme som tidligere, og selvom han har fundet sig selv igen, må Geschke nok sande, at heller ikke hans klatreevner bør række til et absolut topresultat i de to løb. Her har Ion Izagirre før gjort det ganske godt, men også han synes så meget i tilbagegang, at det vil være overraskende, hvis han leverer et stort resultat.

Langt mere interessant er Lafay, der viste nogle fornemme puncheurevner i Tirreno sidste år, hvor han blev nr. 3 bag Pogacar og Vingegaard i en puncheurfinale, men det er tvivlsomt om den svingende franskmand kan finde formen. Særligt i Fleche kan han måske overraske, men også i Liege vil han have muligheder. Endelig har holdet Remy Rochas, men hans potentiale i endagsløb er nok begrænset.

I efteråret bliver det ikke meget længere. Coquard, Consonni, Allegaert og måske Walscheid kan alle drømme om en top 10 i Hamburg, og i en sprintervenlig udgave af Bretagne bør også de tre førstnævnte kunne levere resultater. Bliver løbet hårdere, vil det i stedet være meget interessant at se Zingle i et løb, der burde passe ham, og det gælder i endnu højere grad i de canadiske løb, hvor hans puncheurevner virkelig kommer til sin ret. Det kunne også være interessant at se, hvad en formstærk Coquard kan levere i det lidt lettere løb i Quebec, og hvad Lafays puncheurevner rækker til, måske særligt i det hårdere løb i Montreal, hvor også Herrada måske vil kunne levere et resultat. I San Sebastian er det nok primært Lafay og Herrada, man skal satse på, da ruten nok er en anelse til Zingle, mens holdet får det svært i Lombardiet, hvor Martin i den bedste af alle verdener kan drømme om en top 10 og nok er holdets bedste kandidat på en rute, der er for hård for Zingle, Geschke og Herrada. Til gengæld kan man ikke udelukke, at Lafay vil have visse muligheder, selvom også han nok vil finde ruten en anelse for hård, og så viste Rochas sidste efterår, at han har visse evner i de italienske efterårsløb.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Hvor holdet kan ventes at få det svært i klassikerne, er perspektiverne bedre i de tre grand tours. Omdrejningspunktet er holdets største stjerne, Guillaume Martin, der endte i top 10 i både Touren og Vueltaen i 2021, men til gengæld slet ikke havde samme succes i 2022. Desværre står det nu også klart, at han nok aldrig igen genfinder det forrygende niveau, han havde lige efter nedlukningen i 2020, og de yderligere top 10-placeringer, han sikrer sig via udbrud, synes efterhånden at være det maksimale, han an stræbe efter.

Efter eksperimentet med Giroen i 2022 er det i år tilbage til den mere vante rytme med et fuldt fokus på Touren for Martin. Det skyldes naturligvis den enkeltstartsfattige rute, der giver ham en sjældent god chance for at jagte endnu en top 10. Ruten passer ham glimrende, men medmindre han pludselig skulle genfinde de 2020-takter, der synes at forsvinde længere og længere væk, er hans eneste vej til en top 10 formentlig den klassiske taktik: at gå i udbrud. Den har også fungeret storartet flere gange, og man kan da ikke udelukke, at det vil lykkes igen - og så kan det måske endda også endelig kaste en etapesejr af sig, selvom han har for vane at skuffe, når han rammer et udbrud, hvor chancerne på papiret ser gode ud.

Da Touren er det altoverskyggende fokus, taler meget for, at Bryan Coquard skal til Frankrig som holdets sprinter. Vi ved, at han ikke har farten til at vinde klassiske massespurter, og årets rute med mange lettere sprinteretaper synes ikke at passe ham. Top 10-resultater kan det sagtens blive til, men det vil være en overraskelse, hvis han endelig får den Tour-etapesejr, han var så pokkers tæt på for nogle år siden.

Etapesejre vil være et stort fokus, og holdet har da også nogle glimrende kandidater. Victor Lafay havde et forfærdeligt løb i 2022, men vender han tilbage til Touren i 2023, ved vi, at han i sin bedste udgave kan gøre det færdigt, som vi så, da han vandt i Giroen i 2021 - særligt fordi han i Tirreno viste, at han har forbedret sig yderligere. Også 1. etape burde kunne få ham til at drømme. Det kunne også være uhyre interessant, hvis de allerede kaster Axel Zingle ud i løbet, da der er flere etaper, som passer her, herunder endda også den 1. etape. Benjamin Thomas var slet og ret fremragende i 2022 og var også ganske synlig i Touren, og også han har bestemt evnerne til at vinde en etape, hvis alt flasker sig. Remy Rochas så uhyre lovende ud i et 2022, der blev ødelagt af uheld, og fortsætter han den udvikling, vil han være et godt bud på en vinder i bjergene, ligesom man må formode, at mindst en af veteranerne Ion Izagirre og Jesus Herrada skal til start. Begge er dog i kraftig tilbagegang, og det skal flaske sig, hvis det skal lykkes, men Herrada viste trods alt i Vueltaen, at det kan lade sig gøre. Endelig havde Simon Geschke en stor Tour i 2022, hvor han i sin anden ungdom var meget tæt på at vinde bjergtrøjen, og kan han nok engang finde det niveau trods sin fremskredne alder, kan man da ikke udelukke, at en anden Tour-etapesejr venter på ham.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Hvad holdet skal i de øvrige grand tours, er mere uklart. Martin var i 2022 frisk på at køre tre grand tours, og det vil være meget overraskende, hvis ikke han melder sig til Vueltaen. Her vil målet være det samme, nemlig som i 2021 at gå i top 10, og her vil strategien igen formentlig gå via udbrud. Chancerne for, at det kan give den forløsende etapesejr er naturligvis større i det spanske løb, og man kan vel heller ikke helt udelukke, at han vil gå efter en bjergtrøje, han tidligere har vundet.

Holdet vil formentlig også komme med en sprinter. Det er tvivlsomt, om Coquard kører to grand tours, men det kan bestemt ikke udelukkes, da han i 2022 var ganske tæt på at vinde en etape i et løb, hvor der ofte er hårdere finaler for en type som ham (ruten er i skrivende stund ikke afsløret). Alternativet vil være at stille med Simone Consonni, Max Walscheid og Piet Allegaert, men de får alle meget svært ved at gøre sig gældende i kampen om mere end top 10-placeringer. Det er også ganske sandsynligt, at det er her, Zingle skal have sin grand tour-debut, da det er den grand tour, der passer ham bedst, og han vil være etapevinderkandidat, som det også kunne gælde for Lafay, der vil elske de mange eksplosive afslutninger. Det vil også være overraskende, hvis ikke Herrada skal jagte en tredje etapesejr i løbet, og Izagirre må også regnes som kandidat. Det samme må Rochas, der måske endda kunne prøve at køre lidt klassement. I 2021 blev han nr. 15, og han synes at have udviklet sig ganske meget siden dengang. Jonathan Lastra må også formodes at skulle køre på hjemmebanen, men selvom han tidligere har været tæt på en etapesejr, var hans niveau i 2022 så skuffende, at det er svært at tro på, at det skal lykkes denne gang.

I Giroen vil holdet formentlig stille med et relativt svagt hold uden alt for mange chancer. Det er sandsynligt, at holdets sprinter igen vil være Consonni, der vil få støtte fra Davide Cimolai, som synes helt at have lagt sine egne sprinterambitioner på hylden. Farten rækker næppe i de klassiske massespurter, men i år er ruterne generelt hårdere, og det giver ham i hvert fald mulighed for at levere flere topresultater. Derudover så vi i 2021, at han jo faktisk var ganske tæt på at vinde fra udbrud, og det vil han måske prøve igen.

Klassementsambitioner har holdet næppe, men man kan vel ikke helt afvise, at den spændende Rochas vil give den et skud, selvom den tempotunge rute slet ikke passer ham. Måske er det her, Zingle skal have sin debut, og han vil i givet fald være bedste bud på en etapevinder. Det er også sandsynligt, at Lafay efter den dårlige Tour-oplevelse måske vil køre løbet, hvor han tog sin karrieres største sejr, og så kan man vel ikke helt afvise, at Herrada og Izagirre i deres karrieres efterår har lyst til at ruske lidt rundt i kalenderen. Det er dog tvivlsomt, om holdet giver dem lov. Det har Geschke til gengæld fået lov til. Han har i hvert fald udtrykt ønske om at køre Giroen, og med det niveau, han havde i 2022, kan han meget vel ende med at være holdets bedste etapevinderbud i Italien, hvis de stiller med en relativt svag trup.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Når Cofidis nærmest sensationelt endte som nr. 10 på verdensranglisten, skyldtes det hverken klassikerne eller de tre grand tours. Det skyldtes derimod alle kalenderens øvrige løb, og det var i høj grad uden for WorldTouren, at de opnåede deres mange resultater. Holdet har nemlig haft det svært med at køre klassement i de største ugelange løb, men de havde alligevel to stjernestunder, da Simon Geschke helt sensationelt blev nr. 3 i Romandiet og Ion Izagirre med en 2. plads nok engang endte på podiet på sin baskiske hjemmebane i Baskerlandet Rundt.

Det er svært at tro, at de igen får to så flotte podieplaceringer. Det er lidt utroligt, at Izagirre blev nr. 2 i Baskerlandet, for det var vel nærmest det eneste løb, hvor han ikke var langt fra fordums styrke. Det er ikke videre sandsynligt, at han igen kan hive ”en sådan outlier” ud af ærmet, men helt afskrive ham kan man dog ikke. Han var trods alt tidligere en mindre konge af ugelange løb, men desværre lider han ikke blot under et generelt niveaufald. Hans tempoevner er nu også nærmest helt væk.

Samme tempoevner er problemet for Guillaume Martin. Han er holdets bedste klatrer, men ugelange løb har aldrig været ham, fordi hans enkeltstart er så uhyre svag. Man kan da ikke udelukke, at han alligevel kan jagte yderligere top 10-placeringer, men skal han længere frem, skal det formentlig være i Catalonien, hvor der heller ikke denne gang er en enkeltstart.

Af samme grund er det også løbet for Remy Rochas. Franskmanden er inde i en spændende udvikling i bjergene, men hans enkeltstart er om muligt ringere, end den er for Martin. Det skal dog blive interessant at se ham på stigningerne i WorldTour-løbene, hvor Jesus Herrada altid har klatret en anelse for svagt til at være fremme. Spændende er også Victor Lafay, men også han lider under sin enkeltstart, og de høje bjerge er for svære. Det er lidt svært at se Geschke gentage Romandiet-miraklet, men måske kan han lave et resultat i Tour Down Under, hvor han før har gjort det godt. Endelig burde BinckBank Tour være et løb for Benjamin Thomas, men da hans enkeltstart efter holdskiftet synes forsvundet, bliver det næppe til det helt store resultat.

Holdets succes kom i høj grad i mindre etapeløb i Frankrig, hvor Thomas tog to samlede sejre og Martin en enkelt. Særligt Thomas har med sin nyfundne spurtstyrke vist et flair for de puncheuragtige etapeløb i hjemlandet, mens Martin har vinderpotentiale i bjergløbene. Her kunne Remy Rochas formentlig også være et godt bud, og Victor Lafay har i Arctic Race også vist, at han kan køre klassement i mindre løb uden en enkeltstart og alt for lange stigninger. Det samme har Jonathan Lastra, hvis han kan få sin chance, men hans niveau var aftagende i 2022. Axel Zingle synes som skabt til de puncheuragtige løb som eksempelvis Mayenne, Dunkerque og Limousin - tre løb, han utvivlsomt kan vinde. Her kunne det også være interessant at se unge Axel Mariault, der var med helt fremme på kongeetapen i Limousin i 2022. Endelig viste Ruben Fernandez i oktober pludselig takter, vi ikke har set i lang tid, så måske han kunne snige sig frem i bjergrigt 2.1-løb undervejs.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

En anden grund til holdets succes var de mange mindre endagsløb, herunder Coupe de France-løbene. Her så vi, at Bryan Coquard fortsat kan vinde, og det lykkedes endda også for Max Walscheid og Simone Consonni. Det kan bestemt lykkes igen i den kommende sæson, og også Piet Allegaert kan, hvis alt flasker sig, være med i de halvhårde sprintervenlige løb - og måske kunne Davide Cimolai også overtales til at køre en spurt igen. De samme fire ryttere vil også kunne spurte i etapeløbene på WorldTouren, men her bliver det meget svært at vinde mod hurtigere sprintere. Coquard viste dog i 2022, at han har chancer også på den store scene, hvis vi taler om spurter, hvor det stiger ganske kraftigt.

I de lidt hårdere endagsløb i Belgien og Frankrig vil Zingle være som en fisk i vandet, og det vil næsten være overraskende, hvis ikke han vinder mindst ét 1.1-løb undervejs, som han også gjorde det i 2022. Også Thomas og Anthony Perez, der ligeledes tog en 1.1-sejr i seneste sæson, samt unge Mariault bør kunne køre med om sejrene i den slags begivenheder. I de mere klatretunge løb har holdet Martin, Rochas, Izagirre, Geschke og ikke mindst Herrada, der netop vandt et sådant løb i 2022.

Endelig er der enkeltstarterne. Både Benjamin Thomas og Max Walscheid måtte sande, at et skifte til Cofidis’ materiel kan ødelægge enhver lovende tempokarriere, men nu hvor holdet skifter cykel til den kommende sæson, kan man håbe, at det kan rejse sig lidt. Begge havde i hvert fald kurs mod noget meget lovende, inden de skiftede til Cedric Vasseurs hold.

Hvem kan overraske?

Cofidis har ikke haft samme succesrate som andre hold med at opfostre egne talenter, men efter et år, hvor man ikke har investeret meget i nye ryttere, vil et gennembrud til en ung rytter være kærkomment. Det kan der også meget vel være kurs mod. Allerede sidste år blev Axel Zingle fremhævet i disse spalter som en mand, der skulle holde øje med, for den eksplosive puncheur havde netop leveret resultater, man kun sjældent er for en stagiaire. Heldigvis viste det sig, at der ikke bare var tale om nogen tilfældighed. Zingle leverede i sit første år som professionel fremragende resultater med ikke færre end tre sejre.

I det lys er det ikke mærkeligt, at holdet ser et stort lys i ham og har udset ham som deres kommende klassikerstjerne. Holdet har indikeret, at han også skal køre flamske løb, men foreløbig er det mest som puncheur, han har vist sig. Det er derfor stadig lidt uklart, om hans spidskompetence vil være de flamske klassikere eller ardennerklassikerne, men det vil den kommende sæson forhåbentlig gøre os klogere på. Hvor langt han kan komme i de største løb, når han mangler erfaring, er lidt uklart, men man skal ikke blive overrasket, hvis han stikker næsen frem. Som minimum kan man forvente sig flere sejre i mindre løb i Belgien og Frankrig, som han allerede leverede det i 2022, og han har også vist, at hans puncheurevner er så brede, at han kan blande sig i og vinde stigende massespurter, men også gøre sig gældende i mere klassiske puncheurfinaler, hvor sprinterne er ude af billedet. Et år med sejre på lavere niveau og en udforskning af potentialet i de store klassikere gør ham til en uhyre interessant herre at følge.

En anden rytter, det kan være værd at holde øje med, er Remy Rochas. 2022 gik aldrig som ønsket, men det skyldtes i høj grad styrt både i foråret og under Vueltaen. Når han endelig havde mulighed for at finde bare en smule form, så han meget overbevisende ud, ikke mindst da han eskorterede Guillaume Martin til den samlede sejr i Tour de l’Ain. Allerede i 2021 blev han nr. 15 i Vueltaen, selvom han var ren hjælper for samme Martin, og i 2022 så det ud til, at han havde lagt yderligere et lag til. Hans enkeltstart er mildt sagt ikke god, og derfor er han ikke den indlysende klassementsrytter, men det skal blive meget interessant at se, hvor tæt på eliten han kan være i bjergene, både i forhold til at alligevel at køre klassement - det kan som nævnt ovenfor både være i en grand tour og i kortere løb - og måske som etapejæger i den grand tour, der ender med at være på hans kalender.

Victor Lafay er på grænsen til at være vokset ud af denne kategori, men han fortjener nu alligevel en omtale. Franskmanden vandt allerede en Giro-etape i 2021, men selvom det er svært at læse af resultatlisten, virkede han langt, langt stærkere i 2022. Mest imponerende var han, da i et uhyre stærkt TIrreno blev nr. 3 i en puncheurafslutning bag Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, men også i Baskerlandet efterlod han et uhyre positivt indtryk, ligesom han gjorde, da han knuste al modstand på kongeetapen i Arctic Race. Desværre viste sæsonen også, at der fortsat er en problematisk stor forskel på hans top- og det bundniveau, han alt for ofte har - blandt andet i den for ham så rædselsfulde Tour-debut - men lad os håbe, at stabiliteten kommer med alderen. Han kan køre klassement i kortere etapeløb uden enkeltstart og med puncheuragtigt terræn som eksempelvis Arctic Race, men det er som puncheur og etapejæger, han for alvor bliver spændende at følge. Det fortalte hans Tirreno-etape os alt om.

Hvor god er unge Axel Mariault? Han fremstår ikke som et talent i nærheden af Zingle, men uinteressant er han bestemt ikke. Det var særligt hans fornemme 4. plads på kongeetapen i Limousin, der gav anledning til at spærre øjnene op, men generelt havde han et ganske flot år med mange flotte placeringer i skrapt selskab. Han klatrer faktisk ganske udmærket, men det er som puncheur og i Limousin-terræn, han må formodes at have sin spidskompentence. Med andre kan han minde lidt om Zingle, men selvom vi i Ain så, at han er en ganske glimrende afslutter, har han nok ikke helt sin holdkammerats fart og afslutterevner. Det er hans første sæson på WorldTouren, og derfor skal vi give ham tid til at finde sig selv, men ligesom Zingle i 2022 kan han forhåbentlig køre med om nogle sejre i mindre endagsløb i Frankrig og Belgien samt køre klassement i puncheurvenlige etapeløb som netop det løb i Limousin, hvor han imponerede så stort i 2022.

Man kunne være fristet til at nævne Benjamin Thomas, der måske tabte sin tempoevner efter skiftet til Cofidis, men til gengæld klatrede på et helt nyt niveau, som vi så det i blandt andet Touren, og som vandt hele to mindre etapeløb i Frankrig. Den positive udvikling kan formentlig fortsætte, men det er svært at se ham præstere væsentligt bedre i 2023 end i det allerede flotte 2022. I stedet nævner jeg Hugo Toumire, men det er med meget store tøven. Den franske klatrer havde det nemlig uhyre svært i sin første sæson som professionel, og det er svært ikke at betegne ham som en skuffelse. Han er dog kun 21 år, og selvom der lige nu synes lang vej til toppen, må vi hellere give ham lidt tid til at tilpasse sig niveauet. Han blev trods alt nr. 5 i Tour de l’Avenir i 2021 og forhåbentlig kan i den kommende sæson bekræfte de klatreevner med et par resultater, måske i første omgang primært i mindre løb i Frankrig.