Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af Trek-Segafredo?

Nedenfor giver vi en analyse af Trek-Segafredo.

Ryttere, der bliver på holdet

Jon Aberasturi, Filippo Baroncini, Julien Bernard, Marc Brustenga, Dario Cataldo, Giulio Ciccone, Kenny Elissonde, Tony Gallopin, Amanuel Ghebreigzabhier, Asbjørn Hellemose, Markus Hoelgaard, Daan Hoole, Alex Kirsch, Emils Liepins, Juan Pedro Lopez, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Mads Pedersen, Quinn Simmons, Mattias Skjelmose, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Antonio Tiberi, Antwan Tolhoek, Otto Vergaerde

Nye ryttere

Natnael Tesfatsion (Drone Hoppe-Androni Giocattoli), Mathias Vacek (Gazprom-Rusvelo), Thibau Nys (Baloise-Trek Lions)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Gianluca Brambilla (Q36.5 Pro Cycling Team), Alexander Kamp (Tudor Pro Cycling Team), Matteo Moschetti (Q36.5 Pro Cycling Team), Simon Pellaud (Tudor Pro Cycling Team), Jakob Egholm (Restaurant Suri-Carl Ras)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der er løbet meget vand gennem åen, siden Trek-mandskabet havde store drømme om at blive verdens bedste cykelhold. Det var dengang, Segafredo blev hentet ind som sponsor, og budgettet kraftigt blev forøget. Navne som Alberto Contador og John Degenkolb, der med to nylige monumentsejre dengang stadig var et stort navn, blev hentet ind, og målet var at opbygge en trup, der kunne køre med om sejrene i alle slags store løb og dermed nærme sig de allerbedste hold i toppen af ranglisterne.

Den ambition hører man ikke meget til længere. Efter Contadors karrierestop har man ellers også fået fingre i flere store navne i form af først Richie Porte på et tidspunkt, hvor han var verdens måske bedste rytter i ugelange etapeløb, og senere Vincenzo Nibali, der jo for Segafredos mange italienske kunder varr en megastjerne, men kan man stole på de opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter, der af og til kommer frem, ligger Luca Guercilenas tropper i dag langt nede på listen over de rigeste mandskaber. På den seneste liste var de helt nede som nr. 15 blandt de 18 mandskaber, kun undergået af EF, Intermarché og BikeExchange, og de mange penge, der engang blev kastet i ambitionen om at skabe verdens bedste cykelhold, kan umuligt længere falde i Guercilenas lommer. De dage, hvor holdet kan være med i kampen om at tiltrække de helt store stjerner i Contador-klassen, er ovre, og det er formentlig derfor, at ambitionsniveauet er kraftigt justeret.

Alligevel er det svært ikke at sidde med en undren over, hvor pengene er blevet af, hvis altså ikke budgettet er blevet kraftigt nedjusteret. I de seneste år er der nemlig gradvist blevet ryddet ud i stjernerne, men de er kun meget sjældent blevet erstattet. Porte kom til holdet et års tid efter Contadors karrierestop, men da den lille australier for to år siden rejste hjem til Ineos, blev der ikke indhentet nogen erstatning. Sidste år var det så Nibali, der efter bare to år på holdet, vendte hjem til Astana og efter al logik burde frigive yderligere midler i tillæg til dem, der burde være blevet tilovers efter Portes exit. Heller ikke han blev dog erstattet.

Det tyder i hvert fald på, at Guercilena opererer med et kraftigt nedjusteret budget, for ellers havde han formentlig været meget aktiv på transfermarkedet op til denne sæson. Holdet er bestemt ikke nødlidende, for en 12. plads er med den nuværende og relativt stjernefattige trup, der er afhængige af få topnavne, ganske pænt, men hvis holdet skal avancere mærkbart, er der brug for flere topnavne til at supplere Mads Pedersen, Jasper Stuyven, Bauke Mollema, Giulio Ciccone, Juan Pedro Lopez og Mattias Skjelmose, der må regnes som holdets nuværende kaptajner. De er imidlertid ikke kommet, og i stedet har Guercilena været en af de mest passive på transfermarkedet, hvor han mest har koncentreret sig om at forlænge kontrakterne med kaptajnerne.

Det har han til gengæld også haft stor succes med. Ciccone forlængede sin kontrakt til 2024 allerede sidste år, og i løbet af denne sæson satte Mollema sin underskrift på en forlængelse i maj, Stuyven gjorde det i juni, Pedersen skrev under i juli, Skjelmose forlængede sit ophold i august, og slutteligt valgte Lopez efter sæsonens afslutning at blive helt frem til 2025, selvom han allerede havde papir på forholdet også for 2023-sæsonen. Med andre ord er holdets kerne nu intakt med kontrakter, der løber indtil enten 2024, 2025 og 2026, og det har nok slugt en del af hans budget.

Hans fokus i løbet af transfersæsonen har derfor været langsigtet, og han har alene været på jagt efter talenter, der kan sikre holdets langsigtede fremtid. Her har han også haft en ganske heldig hånd, for det er lykkedes ham at få kontrakt med tre meget spændende navne.

Den mest erfarne af dem er Natnael Tesfatsion, og han har allerede vist sit potentiale. Det har han gjort i flere italienske endagsløb, hvor han som klatre- og spurtstærk har vist sig skabt til de kuperede endagsløb, men han har også givet uventede løfter i de rigtige bjerge. Det gjorde han i Giroen, hvor han var aktiv i udbrud, og ikke mindst, da han vandt kongeetapen på Monte Grappa i Adriatica Ionica Race. Sidstnævnte var relativt svagt besat, og det samme gælder om Tour of Rwanda, som han har vundet to gange, og derfor mangler han stadig den store sejr. Han har allerede været pokkers tæt på flere gange, og det skal blive meget interessant at se, hvor langt Trek kan føre ham. Det er ardennerløbene, der umiddelbart burde ligge bedst til ham, mens han i grand tours vil være en glimrende etapejæger, og det gør ham ganske velegnet til holdet, der ikke har nogen skræmmende ardennertrup og plejer at give en del frihed til at jagte etaper i grand tours.

Mest hype har der dog nok været om Thibau Nys. Det er klart, at noget af omtalen kommer automatisk, når man er søn af alletiders vel nok bedste crossrytter - vi venter lige lidt med at give Mathieu van der Poel eller Wout van Aert den status, indtil deres karrierer er slut - men han også vist, at han er mere end bare et kendt navn. Hans sejr ved U23-EM sidste år var vel det store gennembrud, men han var også tæt på at blive U23-verdensmester sidste år, ligesom han tog en uhyre overlegen samlet sejr i Fleche du Sud i år. Han er desværre meget svingende, både på cross- og landevejscyklen, og han skuffede derfor i mange løb i år, ikke mindst Belgium Tour, der var et stort mål, men han nåede også at vise sine evner mod eliten, da han blev nr. 3 i grusvejsløbet Antwerp Port Epic, hvor han kun blev slået af Florian og Gianni Vermeersch - to ryttere, der begge har været i top 10 i brostensmonumenter. Han kører en fuld crosssæson denne vinter, men det skulle også være den sidste, inden han vil neddrosle sine crossambitioner for at jagte mere succes på landevejen efter en model, der vel vil minde om den, vi kender fra Van der Poel og Van Aert, og det gør det endnu mere interessant at se, hvad han kan levere i Trek-trøjen. Han er åbenlyst lynhurtig, men har altså også vist sig frem i hårde endagsløb med grus, og det er derfor nok som holdbar sprinter og brostensrytter, at han har sit potentiale. Han synes i hvert fald at kunne se frem til en betydeligt bedre landevejskarriere end farmand.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Den sidste af de nye ryttere har faktisk allerede vundet på WorldTouren. Mathias Vacek skabte en mindre sensation, da han snød sprinterne på en pandekageflad sprinteretape i UAE Tour tidligere i år, inden Gazprom-miseren satte hans karriere lidt i stå. Det lykkedes ham dog stadig at køre løb, og det gjorde han med stor succes. En tredjeplads i Fredsløbet, der er et af de større U23-løb, blev fulgt op af sølv ved både U23-EM og U23-VM, og han viste også sine klatreevner med en samlet 10. plads i Tour de l’Avenir. Han sluttede endda det hele af med som stagiaire for Trek at blive en fornem nr. 6 i det knaldhårde Veneto Classic og fik dermed bevist, at han også kan levere resultater mod eliten. Det var egentlig hans tempoevner, der i første omgang skabte overskrifter, da han blev europamester i 2020, men dem har vi ikke set meget til siden dengang. Nu er det derimod hans styrke i linjeløbene, der har imponeret. Man skal nok ikke lægge alt for meget i hans 10. plads i l’Avenir, for han klatrer ikke godt nok til at blive en rigtig etapeløbsrytter, men med en god spurt og evner i kuperet terræn synes han bestemt at blive interessant i klassikerne. Og kan han genfinde sine enkeltstartstakter, er kortere etapeløb måske også en mulighed.

Guercilena har altså haft en heldig hånd med sine nye talenter, men han må også notere sig nogle tab. Mest ondt gør det nok at sige farvel til Matteo Moschetti. Verden så ellers ud til at ligge for hans fødder, da han som U23 lignede en kommende sprinterstjerne, hvad han blot bekræftede med sin fremragende start i 2020, men efter det grimme styrt, der indtraf bare få uger senere, er han aldrig blevet sig selv igen. Allerede i 2022 blev holdets ellers tidligere ret målrettede satsning på ham nedskaleret ganske kraftigt, og det var slut med at have et dedikeret tog for ham. Nu om dage er det Pedersen, der er holdets klare førstesprinter, og fokus på massespurter synes derudover at blive nedskaleret. I det lys er det vel meget naturligt for begge parter, at Moschetti prøver at rejse sig selv i nye omgivelser.

Det er også et tab, at de siger farvel til Alexander Kamp. Danskeren lykkedes jo aldrig med at levere de stabile resultater, man kunne have forventet efter hans uhyre flotte 2019-sæson, men at han er en pokkers talentfuld, fik han jo vist med særligt sit forrygende Amstel Gold Race og i mindre grad med også med sin podieplads på WorldTouren i Bretagne. Desværre var der alt for langt mellem snapsene, og der findes få, der har haft så stor forskel på top- og bundniveau som Kamp. Det ændrer dog ikke på, at det er helt umuligt for et ikke alt for stærkt hold som Trek at se det som andet end et tab, at man mister en rytter, der blev nr. 3 og 5 i to WorldTour-løb i den forgangne sæson. Måske var toppræstationerne få, men den slags resultater har bestemt ikke hængt på træerne for Trek i de senere år.

Det tredje tab er Gianluca Brambilla, men det er nok ikke noget større problem, at han siger farvel. Den efterhånden 35-årige veteran synes at have toppet, og det er efterhånden længe siden, at vi har set den bedste udgave af ham. Hans 2022-sæson var bestemt ikke noget at skrive hjem om, og da holdet i forvejen ikke har det allerstørste fokus på klassementer, hvor han kunne være en god hjælper, er det ikke nogen katastrofe, at han rejser videre. Skjelmose og Lopez er ganske vist meget lovende og skal sammen med Ciccone drive klassementssatsningen, men da ingen forventer, at Trek tager det store ansvar, lever de nok med, at bjergtruppen ser en smule tynd ud.

De sidste to ryttere, der siger farvel, har langt færre resultater. Det gælder for udbryderkongen Simon Pellaud, der efter bare en enkelt lidt uheldig sæson blev enige med holdet om at ophæve kontrakten, så han kunne rejse hjem til sit schweiziske hjemlands nye store satsning, og det er næppe noget, der vil kunne mærkes alt for meget. Det vil det desværre heller ikke, at Jakob Egholm tager hjem til Danmark for at genstarte sin karriere på kontinentalniveau, for danskeren blev aldrig andet end hjælperytter i sin tid på holdet.

På den baggrund kan Guercilena ikke være alt for utilfreds med sin transfersæson. Tabene af Moschetti og Brambilla er ikke så alvorlige, som de havde været for nogle år siden, og de bidrog med meget lidt i den netop afsluttede sæson. Det gjorde Kamp til gengæld ikke, men selvom hans to topresultater vil blive savnet, var de også så sjældne, at vi vel ender på plussiden, når holdet får tilgang af tre meget spændende talenter. Selvom de vil kunne levere resultater allerede i den kommende sæson, er det dog i første omgang holdets nuværende kaptajner, der skal løfte fanen i 2023, og gør de det med samme succes som i 2023, vild det være en ganske hæderlig sæson for holdet, der ikke længere gør sig forhåbninger om at være med helt i toppen af WorldTouren.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Lige siden årene med Fabian Cancellara har brostensklassikerne været et særligt fokusområde for Trek. Oprindeligt var det John Degenkolb, der var udset til at skulle overtage stafetten fra Spartacus, men desværre slog tyskeren aldrig til i amerikansk tjeneste. Han er nu for længst rejst videre, og i stedet føres holdet i de fladeste af klassikerne nu an af to ryttere, de i et vist omfang selv har udviklet, nemlig Jasper Stuyven og Mads Pedersen.

Resultaterne har været temmelig svingende med mange skuffelser undervejs, men samlet set har det været en pæn succes. Det hele kulminerede i 2021, hvor Jasper Stuyven vandt et monument i Sanremo, men Pedersen har også bidraget med sejre i Gent-Wevelgem og Kuurne og en 2. plads i Flandern Rundt (samt naturligvis en VM-titel, der dog ikke blev opnået med firmaholdet). Den seneste sæson var som bekendt en stor succes for Pedersen, men lige netop i klassikerne udeblev de store resultater, og Trek havde bestemt ikke deres bedste klassikersæson.

Det håber de naturligvis at ændre i 2023, og chancerne er gode. Det skyldes Pedersen. Danskeren hævede sit niveau ganske enormt i 2022, og selvom hans klassikersæson som sagt ikke gik helt, som han havde håbet, viste han sig for første gang i stand til også at begå sig i de hårdeste af de flamske løb. I Flandern Rundt kunne han ganske vist ikke følge de allerbedste, men han var en af de stærkeste blandt forfølgerne, og også i Gent-Wevelgem imponerede han, når Wout van Aert trykkede til på Kemmelberg. Vi har længe vist, at han kunne vinde de lettere flamske løb som Gent-Wevelgem og Kuurne, men nu synes det ikke længere helt umuligt at tro på, at han også kan komme til tops i løb som Omloop, E3 og Flandern Rundt, hvis det hele flasker sig. Optimismen øges kun af, at han i Vueltaen gav indtryk af at have forbedret sin klatring yderligere siden foråret. Dertil skal naturligvis lægges Paris-Roubaix, der stadig på papiret er et løb, som synes skræddersyet til ham, selvom succesen hidtil er udeblevet. Naturligvis er det stadig pokkers svært at vinde i løb, hvor Wout van Aert og Mathieu van der Poel er naturlige favoritter, men Pedersen kan bestemt have legitime drømme om en sejr i et eller andet større endagsløb og i hvert fald at forbedre resultaterne i forhold til 2022.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Om han bliver en dansk enmandshær, har vi til gode at se. Stuyven har efterhånden noget en alder, hvor de fleste i moderne cykelsport begynder at aftage i niveau, og hans knap så gode 2022 kunne indikere, at den regel også gælder for ham. Han vandt ganske vist Sanremo i 2021, men selvom han kørte et flot Roubaix i Roubaix og var tæt på at gå på podiet i den taktiske finale i Gent-Wevelgem, er det efterhånden længe siden, at han for alvor har lignet en potentiel topkandidat i de største brostensløb. Han og Pedersen udgør imidlertid stadig en meget stærk duo, der - hvis de begge endelig lykkes med at formtoppe simultant - kan spille deres kort klogt i den slags taktiske afslutninger, som var så tæt på at give Stuyven sejren i Wevelgem sidste forår. Rækker Stuyvens ben ikke længere helt, er han som minimum en god hjælper.

Resten af brostenstruppen er knap så stærk. Quinn Simmons har stadig til gode at finde formen til brostensløbene, som længe har været end drøm for ham, men han har stadig til gode at bevise, at han faktisk kan spille en rolle i dem. I 2023 kan man håbe, at han kan sidde længe hos Stuyven og Pedersen og indikere et potentiale. Man an også håbe, at Markus Hoelgaard kan overvinde sin krise og genfinde de takter, han særligt viste ved det flotte VM i 2021, hvor han viste evner også over lange distancer, ligesom det burde være løb for den stadig meget lovende Filippo Baroncini, der jo fik ødelagt en stor del af 2022 af skader. Alex Kirsch var i 2022 bedre end længe, og sammen med Toms Skujins udgør han ganske solide hjælperyttere, der kan komme langt, ligesom Daan Hoole, der stadig mangler rutine, kan være det. Edward Theuns har erfaringen, men er i dag næppe stærk nok til at være med så langt fremme som tidligere, og Thibau Nys er fortsat for ung til at blive kastet ud i de store løb, der ikke indgår i hans program.

Et andet stort mål må være Milano-Sanremo. Det er ganske vist Stuyven, der er tidligere vindere, men skal han gentage den bedrift, skal det hele flaske sig på en måde, der næppe forekommer to gange. Til gengæld bragede Pedersen ind på scenen, da han sidste år i sidste øjeblik valgte at gøre debut, og det står helt klart, at det er et løb, han har gode chancer for at vinde. Faktisk må netop det løb nok betegnes som Treks bedste mulighed for at vinde en stor klassiker, for en formstærk Pedersen vil med 2022-niveauet næsten uundgåeligt være en af de helt tunge favoritter. Danskeren kan også begå sig i de mere udprægede sprinterløb som De Panne og Scheldeprijs, som han dog næppe køer, og her kunne det i stedet være Theuns, der fik en chance for at jagte lidt personlig succes.

I de mere kuperede løb står holdet betydeligt svagere. Det starter allerede med Strade Bianche, men her har de et ganske fremragende kort i Simmons, der elsker løbet og har gjort det fornemt de seneste to gange. Nu synes hans klatring endda yderligere forbedret, og det gør ham blot endnu mere interessant. Det kunne også være et løb, Bauke Mollema vil give et skud, men han er næppe længere stæk nok til faktisk at vinde det. Også Mattias Skjelmose kunne have evnerne, hvis han vælger at give det et skud, ligesom Skujins bude kunne gøre det ganske pænt.

I Ardennerne må man formode, at Mollema er kaptajnen, men han er efterhånden svær at blive klog på. Han viste i San Sebastian og Lombardiet, at han fortsat godt kan køre gode endagsløb, men gennem det meste af året var han et stykke fra fordums styrke. At tro på en stor ardennersejr til Mollema, er nok for meget forlangt. Til gengæld viste Skjelmose i 2022 nogle meget lovende eksplosive evner, der burde fungere i Ardennerne, og da han til VM tillige viste, at han kan stå distancen, kunne den unge dansker meget vel blive en positiv overraskelse i Ardennerne, hvis han kan bygge videre på et fornemt efterår. Løbene burde også passe storartet til Natnael Tesfatsion, der dog kan få svært ved at kombinere dem med Giroen, og som fortsat vil mangel noget rutine og råstyrke. Simmons kunne også være et spændende bekendtskab i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, hvor også Skujins og Hoelgaard burde kunne gøre det fornuftigt, ligesom ikke mindst Baroncini kunne være meget spændende at følge i den slags løb. Overordnet set vil Trek dog gå til Ardennerne med en outsiderrolle.

Efteråret kan meget vel blive skudt godt i gang, hvis Mollema trods sit aftagende niveau nok engang viser sig i stand til at imponere i San Sebastian, akkurat som han plejer. Samme løb kunne passe godt til Skjelmose, som vi allerede så i 2022, men kører han Tour, er det tvivlsomt, om han har friskheden. Skujins gjorde det også ganske pænt i løbet i 2022, men ligesom Simmons, der måske også kunne komme halvlangt, vil han være for tung til at køre med om sejren. Endelig burde det være et løb, der kunne passe Tesfation nærmest perfekt, men han mangler fortsat at udvikle sig noget, inden han kan ventes at være med helt fremme.

I de fladere løb har holdet et fremragende kort i Pedersen, men hans program er usikkert efter det, der tegner til at blive en meget hård første halvdel af sæsonen. Hamburg kommer nok for tidligt og er et løb, han får sværere ved at vinde, men det kunne så give plads til Theuns eller måske Stuyven. Danskeren er forhåbentlig frisk på at give Bretagne et skud, for det burde passe ham ganske sublimt, ligesom også Stuyven og Baroncini vil kunne gøre det pænt i det nordvestlige Frankrig. Pedersen klatrer efterhånden også så godt, at han burde kunne være pænt med fremme i Quebec, hvis han mod forventning skal en tur over Atlanten. Til det hårdere løb i Quebec skal man nok snarere igen håbe på en god dag til Mollema samt ikke mindst Skjelmose, der burde passe storartet til den canadiske rute. Også Skujins, Simmons og måske særligt Tesfatsion vil kunne gøre det pænt i løbene, selvom deres potentiale nok trods alt er begrænset.

Mollema har tidligere vundet i Lombardiet, og selvom han næppe kan gentage det, kan man håbe, at han kan gøre det lige så pænt som i 2022, hvor han blev nr. 7. Giulio Ciccone har også de helt rette karakteristika, hvis han kan rejse sig efter et lidt halvtrist 2022, men lige så interessant vil det være, hvis Skjelmose denne gang har nok i tanken til virkelig at give de italienske klassikere et skud. Endelig kunne man håbe, at Stuyven og Pedersen er friske på at give Paris-Tours et skud til allersidst, som Stuyven gjorde, da han i 2021 var ganske tæt på at vinde et løb, som er skræddersyet til dem begge.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I forlængelse af de ovenfor omtalte meget store ambitioner har Trek i de senere år foretaget nogle store grand tour-satsninger. Først var det Alberto Contador, der blev hentet ind som den store kaptajn, og siden satsede man stort på Vincenzo Nibali og Richie Porte. Nogen sejr er det ikke blevet til, men holdet opnåede dog et stort resultat i 2020, da det lykkedes Porte i karrierens efterår at ende på Tour-podiet.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Den slags ambitioner har holdet imidlertid slet ikke længere. I takt med at de i starten så højtflyvende ambitioner er blevet neddroslet, har holdet i stigende grad specialiseret sig i klassikere, massespurter og etapesejre. Klassementerne har fået kniven, og efter at man sagde farvel til først Porte og siden Nibali har man slet ikke hentet en erstatning. I stedet håber man på, at man med tiden kan udvikle sine egne grand tour-stjerner i form af først og fremmest Juan Pedro Lopez og Mattias Skjelmose, der heldigvis begge fik et lille gennembrud i 2022 - dog kun for Lopez’ vedkommende i grand tours.

De ledsages af Giulio Ciccone, der fra sæsonstart i 2022 var holdets eneste rytter med erklærede grand tour-ambitioner, men det fungerede slet ikke. Heldigvis lykkedes det for Lopez at tage en temmelig uventet 10. plads og ungdomstrøje i Giroen, men det var holdets eneste klassementsmæssige succes i et 2022, hvor det dog også kun var i Italien, at man stillede til start med samlede ambitioner i løbene.

Modsat sidste år har holdet ikke meldt spor ud om deres overordnede ambitioner ved indgangen til det nye år, men det står klart, at klassementerne heller ikke i år bliver noget stort fokus. Det vil igen primært handle om etapesejre, men har holdet sagt, at Skjelmose og Lopez også får lov at teste sig selv af som klassementsryttere. Det store spørgsmål er, om Ciccone er frisk på at give den endnu et skud.

Lopez har allerede fortalt spanske medier, at holdet har bedt ham satse på en Tour-debut, og det virker også ganske naturligt, når løbet starter i Spanien, og ruten med sin mangel på enkeltstarter passer ham ganske glimrende. Det er dog også sandt, at hans top 10 i Giroen kun blev sikret med det yderste af neglene, og var navne som Romain Bardet og Joao Almeida ikke udgået sent i løbet, var han ikke endt blandt de 10 bedste. En top 10 i Touren virker derfor som et ambitiøst mål, også fordi hans form stadig snes svær at time, men skulle han skyde en hvid pind efter de samlede ambitioner, burde han være et glimrende bud på en rytter, der kan vinde en stor bjergetape.

Hvad så med Skjelmose? Danskeren har ikke lagt skjul på, at han selv ønsker at køre Touren, og holdet har samtidig givet udtryk for, at også han skal køre klassement, primært for at lære. Det er bestemt ikke umuligt, at han får sit ønske om Touren opfyldt, og ruten med kortere og mere eksplosive stigninger passer ham vel også ganske glimrende. Det må dog også være fristende at sende ham til Giroen, der jo byder på et hav af enkeltstartskilometer, og hvor chancen for et samlet topresultat trods alt er større. Uanset hvad kan han stræbe efter et godt samlet resultat, men vi så jo desværre i seneste Giro, at det ikke fungerede. Her var han dog også langt fra sit bedste niveau, og han udviklede sig enormt i løbet af sit fremragende efterår. Hvis han kan køre stabilt på det niveau over tre uger, er en top 10 i i hvert fald Giroen ikke urealistisk, men i lyset af hans lidt ærgerlige debut i 2022 skal han fortsat bevise, at han har holdbarheden. Falder han ud, er han til gengæld et måske endnu bedre etapevinderbud end Lopez, fordi han i kraft af sin gode spurt er en mere indlysende vindertype.

Ciccone har ikke sat ord på sine ambitioner, men det er ikke umuligt, at han vælger at fokusere på etapesejre. Det vil i givet fald formentlig være i Giroen og/eller Touren, og bliver det prioriteringen, så vi så sent som i 2022, at han sagtens kan vinde bjergetaper i grand tours, ligesom han altid er ihærdig i jagten på bjergtrøjen, som han vandt i Giroen i 2019. Det er imidlertid heller ikke umuligt, at han er frisk på endnu et klassementsforsøg. Giroen vil altid være attraktiv for en italiener og er vel det mest sandsynlige bud, men ruterne kan også får ham til at anse den for ham gunstige Tour-rute som en lækkerbisken. Han fandt aldrig sine bedste ben i 2022, og hvis det er hans nuværende niveau, er top 10 næppe realistisk, men den forrygende Ciccone, der vel var næstbedst bag Egan Bernal i bjergene i den indledende del af Giroen i 2021, er bestemt en glimrende top 10-kandidat i i hvert fald Giroen trods den for ham knap så velegnede rute.

Et andet stort fokus vil være etapesejre, og her er Mads Pedersen naturligt nok i centrum. Danskeren har sat sig det ambitiøse mål at vinde etaper i alle tre grand tours på mindre end et år, og derfor stiller han i den kommende sæson til start i både Giroen og Touren. Med sit tårnhøje niveau fra 2022 er han et storartet vinderbud i Giroen, hvor næsten alle sprinteretaper er meget hårde, og i Touren har han bestemt også en chance for at vinde igen. Her er mange af sprinteretaperne dog relativt lette, og derfor kan det meget vel være, at en eventuel sejr gerne skal komme fra udbrud, ligesom det er uklart, om selv hans enorme motor kan holde til et program, der hedder klassikere, Giro, Tour og VM. Han har samtidig ytret ønske om at vinde pointtrøjen i begge grand tours, og det kan bestemt også lade sig gøre, særligt i Giroen, hvis han vælger at gå målrettet efter det allerede i 2022. Han ledsages i begge løb endda af Jasper Stuyven, der skal køre lead-out for danskeren, men som også har personlige ambitioner om at tage en etapesejr, særligt i Touren. For hans ryttertype er chancerne dog ofte få, og det skal flaske sig, hvis det skal lykkes ham.

En anden af holdets profiler er Bauke Mollema, der heller ikke har sat ord på sine ambitioner, men nu har gjort det klart, at han langt hellere vel jagte etaper end køre klassement. Det er meget sandsynligt, at også han satser på Giroen, hvor en sejr vil bringe ham ind i klubben over ryttere med sejre i alle grand tours, og Touren. Desværre kørte han temmelig skuffende i begge løb i 2022, og i dag ser det ud til, at Mollema i sin karrieres efterår skal have det til at flaske sig, hvis han skal tage endnu en grand tour-etapesejr.

Pedersen vil lægge beslag på sprintertjansen i to af de tre grand tours, og derfor virker det sandsynligt, at Edward Theuns skal have en chance for at jagte top 10-placeringer i Vueltaen, som han senest gjorde det i Giroen, hvis ikke Jon Aberasturi, der hidtil mest har ageret hjælper, skal have lov at folde sig ud på hjemmebanen. I samme løb vil Lopez være til start, men her må man formode, at han alene vil satse på etapesejre, medmindre hans Tour er gået helt i vasken, og han stiller frisk til start i løbet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Hvordan de øvrige ryttere fordeles, er uklart, men de vil skulle jagte etapesejre. Pladserne er få, da de ovenfor nævnte stjerner sætter sig på det meste i Italien og Frankrig, og det er derfor primært Vueltaen, de fleste skal satse på. Natnael Tesfatsion har givet udtryk for et ønske om at køre Giro, og uanset om han ender med at køre i Italien eller Spanien, er han med sin fart, sine klatreevner og sit potentiale et af de bedste etapevinderbud. Et andet er kometen Filippo Baroncini, der nåede at bekræfte potentialet i et ellers uheldigt 2022, og som har farten og punchet til at vinde fra et udbrud. Quinn Simmons vil gå efter en Tour-billet igen og viste med sin forbedrede klatring og store motor i 2022, at han bestemt også er et glimrende etapevinderbud.

Flasker det sig, kan det også lykkes for Toms Skujins, der havde et meget stærkt efterår, og måske også veteranen Kenny Elissonde, samt den uhyre svingende Antonio Tiberi, der slet ikke har stabiliteten til at køre klassement, men af og til hiver de feberdage frem, som skal bruges til at vinde en etape. Andre vinderbud er den lovende Mathias Vacek, Antwan Tolhoek, der satser på Vueltaen, men har meget at bevise efter et skidt 2022, Markus Hoelgaard, hvis han kan finde sig selv igen og Amanuel Ghebreigzabhier, der lignede en mand på kurs mod et stort gennembrud i starten af 2022, indtil et grimt styrt ødelagde det meste af hans sæson.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er det kommet frem, at Ciccone efter alt at dømme satser på Giroen og Vueltaen.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som sagt har holdet skruet markant ned på deres fokus på klassementer, men det betyder ikke, at de ikke vil jagte resultater i udvalgte ugelange etapeløb. Det skal først og fremmest ske med Mattias Skjelmose, der i efteråret viste en uhyggelig stabilitet i de kortere etapeløb, hvor han drager fordel af sit punch, sin gode enkeltstart og sin stadig bedre klatring, og som har bevist, at han kan vinde løb på lidt lavere niveau. Næste skridt er at jagte gode resultater på WorldTouren, hvor han i første omgang har udpeget Paris-Nice og Baskerlandet som store forårsmål. Med det stærkt forbedrede niveau, vi så i anden halvdel af seneste sæson, bør han være i stand til at være med langt fremme i den slags løb, særligt i kraft af sin gode enkeltstart, men skal han stræbe efter de helt sjove placeringer, skal han i mange løb forbedre sig lidt i de høje bjerge i forhold til det, vi så i 2022. At det skal ske, er heldigvis også både muligt og sandsynligt.

Nok kører Bauke Mollema ikke længere klassement i grand tours, men det gør han fortsat i ugelange løb. Desværre gik det ikke særligt godt i 2022, hvor hans niveau var nedadgående, og skal han levere nye top 10-resultater, skal det nok være i lidt lettere løb, der primært afgøres af den enkeltstart, han forbedrede helt vanvittigt i 2022. Samme enkeltstart er til gengæld den store akilleshæl for Giulio Ciccone og Juan Pedro Lopez, der af samme grund får svært ved at være med helt i front i klassementer på WorldTouren, medmindre det alene afgøres i bjergene, som Catalonien typisk gør det. Antonio Tiberi burde også være en fremragende klassementsrytter, da han på sine få gode dage klatrer godt og har en god enkeltstart, men han mangler i den grad noget stabilitet. Det kan han forhåbentlig rette op på i 2023, hvor han an tage næste skridt.

I mindre løb uden enkeltstarter kan Natnael Tesfatsion, Antwan Tolhoek og Kenny Elissonde også køre lidt klassement, og man kan også håbe, at Asbjørn Hellemose kan få lov at forsøge sig i et par mindre løb. D kan tillige måske være muligt for Mathias Vacek i løb, der ikke for kuperede, mens Quinn Simmons måske kunne være ganske interessant at følge i Benelux Tour. Holdets bedste bud til sidstnævnte løb vil dog være Mads Pedersen. Hidtil har danskeren haft det for svært i Ardennerne, og det vil også være en udfordring for ham selv med sit nuværende niveau, som vi så i Belgium Tour i 2022. Vi kan dog ikke længere udelukke, at han kan køre med om sejren i det hollandsk-belgiske løb - og det han i hvert fald i Belgium Tour - hvor også Stuyven før har gjort det pænt, og samme løb kunne måske blive et mål for den nu så tempostærke Bauke Mollema samt måske endda for den ligeledes tempostærke Daan Hoole. Belgium Tour kunne også være en chance for samme Hoole og måske endda Thibau Nys.

Med Matteo Moschettis exit er der ikke længere nogen parallelle sprintersatsninger ved siden af Pedersen, og et vigtigt fokus vil være at vinde massespurter med danskeren. Det skal fortsat flaske sig, hvis han skal slå de renere sprintere i klassiske massespurter, men som vi så i blandt andet Paris-Nice, kan han sagtens spurte sig til mange sejre, også på WorldTouren i den kommende sæson. Også Edward Theuns, Jon Aberasturi, Jasper Stuyven og måske endda Emils Liepins vil undervejs få chancer for at spurte, men da Stuyvens fart synes kraftigt nedadgående, og Aberasturi stort set ikke spurtede i 2022, skal det flaske sig, hvis de skal have sejre.

Mere spændende er det med Thibau Nys. Den belgiske komet er mere end bare en sprinter, men han har givet udtryk for, at han måske ender med en karriere ”bare” som afslutter. Det betyder, at han formentlig skal køre en del massespurter i sin første sæson på WorldTouren, hvor han i første omgang er tiltænkt en kalender med primært mindre løb, men også Tour de Romandie, hvor netop hårdføre sprintere kan gøre det godt. Hvor stærk han vil være i rigtige massespurter, er fortsat meget svært at sige, men han bliver uhyre interessant at følge i den kommende sæson, der gerne skulle give et billede af hans sprinterpotentiale.

Enkeltstarterne er også et ganske stort fokus for holdet. Mollema har nu gjort det til sin yndlingsdisciplin, og han viste i 2022, at han kan levere topresultater, også i de allerstørste løb. Det samme gjorde Pedersen, der dog primært synes at kunne begå sig over kortere distancer. Også Hoole, Baroncini, Tiberi og Vacek er unge ryttere, der må formodes at arbejde målrettet på at forbedre deres enkeltstart. Endelig kører holdet typisk en del mindre endagsløb i særligt Belgien, og her bliver det særligt interessant at følge Nys, der burde have stort potentiale i den slags løb, men også Baroncini vil være skabt til at jagte resultater på den scene. I den slags løb har Alex Kirsch, der virkede uhyre stærk i 2022, samt Skujins også af og til fået en chance, ligesom de kunne hjælpe Hoelgaard med at komme til sporet og være en chance for Vacek samt holdets sprintere til at jagte nogle resultater.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Hvem kan overraske?

Hvor holdet tidligere købte den eneste verdensstjerne efter den anden, er talentudvikling nu holdets helt store fokus. De har da også ganske mange spændende navne i stalden. Et af dem er Thibau Nys. Det er bestemt ikke let at have alletiders mest vindende crossrytter som far, for det har med det samme skabt enorme forventninger, men Lille Nys er på kurs mod at imødekomme. Modsat sin far synes han at være en storartet landevejsrytter, hvis foreløbige højdepunkt var sejren ved U23-EM i 2021, men desværre skuffede han en anelse i 2022. Hans crosskarriere har heller ikke haft samme fart som håbet, og juryen er stadig ude i forhold til, om vi taler om en fremtidig klassikerstjerne eller en god rytter på lidt lavere niveau. Det vil vi blive klogere på i 2023, hvor han også vil give os et klarere svar på det spørgsmål, han selv har stillet, nemlig om han er klassikerrytter eller ”bare” sprinter. Hans holdbarhed haltede lidt i 2022, men han viste dog i Antwerp Port Epic, at han burde kunne blive en glimrende rytter til de nordlige klassikere ved siden af en karriere som holdbar sprinter. I første omgang har han fået en kalender med mindre endags- løb og etapeløb, hvor han kan jagte resultater, ligesom han får sin WorldTour-debut i Romandiet.

Den anden unge komet er Filippo Baroncini. Den tidligere U23-verdensmester havde et meget uheldigt 2022, men ved de få lejligheder, hvor han ikke var skadet, nåede han at vise sit talent, blandt andet med en 5. plads ved de italienske mesterskaber. Han har i hvert fald ikke gjort noget for at dæmpe entusiasmen, og den hurtige og eksplosive italiener ligner fortsat en mand, der kan komme meget langt i de flamske klassikere, hvor han forhåbentlig kan vise noget allerede i 2022, og måske endda også i lidt hårdere løb i Ardennerne. Enkeltstart kan han også køre, og dermed kan han begå sig i etapeløb for puncheurtyper, hvor en enkeltstart ofte kan være ganske vigtig. Fremtiden synes i hvert fald uhyre lys på mange områder, og det vil han forhåbentlig få lejlighed til at vise nu.

Man må også fremhæve Mathias Vacek. Som type er han pokkers svær at kategorisere, men han synes at mestre det meste. Da han vandt en etape i UAE Tour, viste han sin fart, og han klatrede uventet godt med sin samlede 10. plads i Tour del’Avenir. Som tidligere junioreuropamester burde han også have mulighed for at genfinde de tempoevner, vi ikke har set i nogen tid, og med en imponerende 6. plads i Veneto Classic var han helt fremme i et ganske stærkt besat ardenneragtigt løb. Bjergrytter synes han ikke at være, men med sine uventet gode klatreevner og fine tempoevner, der kan genfindes, kan han være spændende i kortere og ikke alt for være etapeløb, ligesom kuperede endagsløb synes at være et område, han kan specialisere sig i. Hans kalender for 2023 er ukendt, men lige netop i den slags er Trek ikke så stærkt besatte, så måske kan vi allerede se resultater i den kommende sæson fra viceverdensmesteren i U23-klassen.

Er det nu Antonio Tiberi finder noget stabilitet? Klatre kan han jo sagtens, som vi så, da han blev nr. 3 på kongeetapen i Besseges og endda vandt kongeetapen i Ungarn ved at passere Eddie Dunbar til allersidst, men det gør han oftest, når han i kraft af mange meget dårlige dage har smidt sit klassement. Hans enkeltstartspotentiale er ikke kommet helt til udfoldelse, men det er der formentlig fortsat, og han burde således have hele pakken som etapeløbsrytter. Han mangler bare noget stabilitet og et farvel til det bekymrende lave bundniveau, men det kan 2023-sæsonen forhåbentlig hjælpe med at rydde bod på. Tempoevnerne kan også udvikles hos Daan Hoole, der klatrer overraskende godt, men egentlig er tiltænkt en rolle i brostensløbene. Det er dog svært at se ham komme meget ud af en hjælperrolle i den kommende sæson.

Ser man på de lidt mere etablerede navne, er det svært ikke at nævne Mattias Skjelmose. Danskeren har så mange store resultater, at han egentlig er tæt på at vokse ud af denne kategori, men da hans gennembrud på WorldTouren mangler, skal det nævnes. Som nævnt ovenfor er det uklart, om hans holdbarhed rækker til at køre klassement i den kommende sæson, men det bliver vi som sagt klogere på, formentlig i enten Giroen eller Touren. Som minimum ved vi, at han er en storartet temporytter og en glimrende puncheur, og hans klatring blev stærkt forbedret i efteråret. Næste skridt er et topresultat i et ugelangt løb på WorldTouren, og her er det helt store spørgsmål, om bjergbenene rækker på den store scene. Det vil Paris-Nice og Baskerlandet afsløres. På samme måde skal Juan Pedro Lopez tage næste skridt, men i kraft af sin enkeltstart har han det svært i de fleste ugelange løb. Det mest interessante bliver derfor at udvikle de bjergevner, der gav ham en 10. plads i Giroen, og som nu skal bruges til at køre klassement i Touren. Foreløbig mangler han lidt for meget til det projekt, men gør han også det til sommer?

Der er også Natnael Tesfatsion. Den eksplosive og klatrestærke eritreer er uhyre lovende, som vi så med hans fornemme kørsel i Coppi e Bartali, GP Industria og ikke mindst Adriatica Ionica, hvor han endda vandt kongeetapen. Her var han med helt fremme i de høje bjerge, som han også var det i et par udbrud i Giroen, men det er nok tvivlsomt, om klatreevnerne rækker på den helt store scene. Til gengæld ligner han en uhyre lovende puncheur, der bliver meget, meget interessant at følge i kuperede endagsløb og som etapejæger, også fordi han har en glimrende spurt.

Endelig bør man vel også nævne Quinn Simmons, Markus Hoelgaard og Amanuel Ghebreigzabhier. Simmons skulle være den nye, store brostensstjerne, men helbredsproblemer betyder, at han endnu ikke for alvor har kunnet vise det. Det kan han forhåbentlig i den kommende sæson, hvor hans klassikerevner også bør komme til udtryk i Strade Bianche, hvor han to gange har imponeret stort. Hans klatreevner har overrasket stort, og sammen med klassikergennembruddet synes han at kunne jagte den forløsende Tour-etapesejr. Hoelgaard viste flere gange i 2021, særligt ved hans fornemme VM, at han kan være med på den helt store scene i endagsløb, særligt i de flamske, men også i de lidt lettere ardennerløb. 2022 var til skraldespanden, men en rask Hoelgaard kan forhåbentlig i foråret vise, hvorfor han kæmpede side om side med stjernerne i Leuven for godt et år siden. Ghebreigzabhier indledte 2022 med lyn og torden med vanvittig klatring i Provence, inden han fik resten af året ødelagt af et styrt. Hans potentiale er ikke til at blive en stor klatrer eller vindertype, men det skal blive meget interessant at se, hvor meget han kan bygge videre på det momentum, vi så dengang.