Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af EF Education-EasyPost?

Nedenfor giver vi en analyse af EF Education-EasyPost.

Ryttere, der bliver på holdet

Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Jonathan Caicedo, Diego Camargo, Simon Carr, Hugh Carthy, Jefferson Cepeda, Esteban Chaves, Magnus Cort, Owain Doull, Odd Christian Eiking, Ben Healy, Jens Keukeleire, Merhawi Kudus, Mark Padun, Andrea Piccolo, Neilson Powless, Sean Quinn, Jonas Rutsch, Tom Scully, James Shaw, Georg Steinhauser, Rigoberto Uran, Julius van den Berg, Marijn van den Berg, Lukasz Wisniowski

Nye ryttere

Richard Carapaz (INEOS Grenadiers), Andrey Amador (INEOS Grenadiers), Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step Alpha Vinyl Team), Stefan De Bod (Astana Qazaqstan Team)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Michael Valgren (EF Education-NIPPO Development Team), Sebastian Langeveld (stopper karrieren), Ruben Guerreiro (Movistar Team), Alex Howes (stopper landevejskarrieren), Lachlan Morton (stopper landevejskarrieren), Hideto Nakane (stopper karrieren), Daniel Arroyave (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012. Undervejs er det endda også lykkedes at vinde hele fire af de fem monumenter.

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

Siden har der dog været mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de steder, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt er det blevet en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt i 2019 og en fornem 2020-sæson med Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

Siden er det dog igen gået ned ad bakke, og holdet endte derfor i en desperat dødskamp mod slutningen af 2022, hvor Vaughters endte som en af de managers, der i desperation måtte sende sine tropper til snart sagt alle efterårets løb i håb om at sikre sig det nødvendige antal point. Det lykkedes heldigvis, men det blev alligevel for andet år i træk en halvtrist sæson. Bare ni sejre blev det til, hvoraf de to var gevinster i svagt besatte nationale mesterskaber i Irland og Eritrea, og holdet endte på verdensranglisten som nr. 18 - slået af hele tre ProTeams - og som et af de svageste WorldTour-mandskaber.

Det er ikke mærkeligt. I de seneste opgørelser, hvor WorldTour-holdenes budget er blevet estimeret, roder holdet rundt i den tunge ende som et af de tre mest pengefattige sammen med Intermarché og BikeExchange, og holdet har tillige været ekstra hårdt ramt under coronakrisen, hvor det ikke har været verdens bedste ide at være sponsoreret af et firma, der specialiserer at sælge uddannelsesrejser til hele verden. I det lys har Vaughters’ handlemuligheder været ret begrænsede.

Det er formentlig også derfor, at han i de senere år har set store talenter som Daniel Martinez og Sergio Higuita søge væk til større og stærkere hold, og i stedet har Vaughters i højere grad satset på talenter og ryttere, hvis karrierer han har forsøgt at genopleve. Efter den kritiske 2021-sæson besluttede han sig også for, at noget måtte gøres, og han gennemførte en større udrensning, hvor han hentede hele 11 nye ryttere til holdet. Midtvejs på sæsonen, hvor pointnøden var størst, var der heller ikke plads til to ryttere, der primært kørte gravelløb, hvorfor Lachlan Morton og Alex Howes blev sendt på landevejspension, så der kunne blive plads til to talenter i form af Jefferson Cepeda og ikke mindst Andrea Piccolo, der allerede har vist sig at være en af 2022-sæsonens store kup efter et forrygende efterår.

Vaughters har med andre ord været meget aktiv i sit forsøg på at gøre en ende på trængslerne, og den proces er fortsat i denne transfersæson. Denne gang er han imidlertid gået efter kvalitet og ikke kvantitet, for med bare fire nye ryttere har holdet været et af de mest passive. Til gengæld har holdet også begået et af de allerstørste kup, der i høj grad vil forandre det EF-hold, vi kendte i 2021.

Vaughters har nemlig fået fingre i en sand verdensstjerne. Det er lidt af et mysterium, hvordan det lykkedes for en mand med så beskedent et budget, men faktum er, at EF vandt kampen om det største navn blandt de grand tour-ryttere, der havde kontraktudløb efter 2022-sæsonen. Det lykkedes nemlig at overbevise Richard Carapaz om, at han var bedre tjent med at være den fisk hval i et lille EF-bassin end én blandt mange kæmpefisk i et stort Ineos-ocean.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Man kan sagtens diskutere, om det var et klogt valg af Carapaz, men for Vaughters er det et sandt kup, der havde gjort hans transfersæson til en kæmpesucces, uanset hvordan det ellers var gået. Den olympiske mester går nemlig direkte ind i rollen som holdets altoverskyggende, og meget af sæsonen vil blive bygget op omkring ham. Selvom han aldrig har været nogen ørn i ugelange løb, da han har for vane kun for alvor at toppe i grand tours, har han trods alt vundet Tour de Suisse og er endt som nr. 2 i Catalonien, og dermed vil han allerede i forårets løb kunne bidrage med resultater, det efterhånden ret svage klassementshold ikke har været vant til i lang tid. Hvis han vil, kan han også køre kuperede endagsløb - han er trods alt olympisk mester - men det er klart, at det er i grand tours, vi vil se den helt store forandring.

Her har EF vundet etaper, men i klassementet været ret tamme, siden Carthys tredjeplads i Vueltaen for nu to år siden. Det bør ændre sig med Carapaz, der i skrivende stund ventes at blive kaptajn i en Tour, hvor holdet nu vil møde til start med en af de tungeste podiekandidater. Det kan meget vel betyde, at friheden til at jagte etaper begrænses, men det vil bringe EF ind i en helt anden liga som en af de forventede hovedaktører i verdens største cykelløb, der er så uendelig meget vigtigere end alle andre løb. Kender vi den uhyre stabile Carapaz rigtigt, ender det også med et godt resultat.

Det er klart, at en investering i Carapaz må have kostet kassen, og derfor er der ikke blevet plads til meget andet. Det er også ganske sandsynligt, at det har haft den konsekvens, at man lod Ruben Guerreiro bryde sin kontrakt, så han kunne drage videre til Movistar før tid. Det var i hvert fald svært at se, at der var en sportslig begrundelse for at lade ham smutte, for den svingende portugiser nåede med sin chokerende gode klatring i juni, hvor han suverænt vandt endagsløbet på Mont Ventoux og kørte i top 10 i Dauphiné, og sin fornemme 7. plads i Fleche Wallonne helt nye højder i et 2021, hvor han var en af holdets få lyspunkter.

Den udvikling gjorde ham til en af 2023-sæsonens mere spændende navne, og han vil blive savnet i ugelangeløb og i ardennerklassikerne samt også i grand tours, hvor det trods hans egne klassementsambitioner dog nok mest skulle være som etapejæger. Hvis hans exit er en del af prisen for Carapaz-kontrakten, er det dog utvivlsomt en pris, der er værd at betale.

I det hele taget er det på etapleløbsfronten, der er sket mest. Formentlig som følge af Carapaz’ eget ønske har man nemlig også hentet Andrey Amador. Det lyder som en stor gevinst, når vi taler om en mand, der er blevet nr. 4 i Giroen, men sådan er det ikke. Tværtimod har Amador været i kraftig tilbagegang, og det er således meget sigende, at Ineos ikke udtog ham til én eneste grand tour i 2021 eller 2022, selvom det primært var til de løb, man havde hentet ham. I den seneste sæson kørte han et beskedent program med hovedsageligt mindre løb, og der skal således ske en markant omvæltning, hvis hans skifte skal ses som en sportslig gevinst og ikke bare et ønske om at imødekomme Carapaz.

Så er der mere musik i Stefan De Bod, men han har karakter af en lottokupon. Sydafrikaneren er tidligere blevet nr. 3 i Østrig Rundt og endte i år som nr. 4 i både Slovakiet Rundt og Sibiu Cycling Tour, hvilket vidner om, at han kan levere resultater i mindre og svagere besatte etapeløb, hvor han drager fordel af sin ganske gode enkeltstart og sine hæderlige klatreevner. Det er dog svært at se ham gennemgå en udvikling, hvor han vil kunne udfylde en væsentlig kaptajnrolle i løb på WorldTouren, hvor han mest vil være hjælper, og nogen væsentlig forstærkning er der ikke tale om.

Man skulle næsten tro, at Carapaz er så løntung, at al fokus i transfersæsonen ville være rettet mod etapeløbene, men Vaughters er minsandten også lykkedes med at hente en klar forstærkning af klassikertruppen. Det var også tiltrængt efter et 2021-sæson, hvor holdet - i høj grundet Alberto Bettiols sygdom - var ret usynlige i de store endagsløb. Bedre er det ikke blevet af, at Michael Valgren jo desværre var udsat for et voldsomt styrt i juni, og faktisk rykkes han jo nu til udviklingsholdet, måske for at give plads til en 30. rytter, mens danskeren forhåbentlig langsomt kommer sig. Formelt står Valgren således på listen over ryttere, der søger væk, men reelt er det jo ikke tilfældet. Hvis alt går, som vi alle håber, bliver han igen en del af førsteholdstruppen, og derfor er det i en transferanalyse som denne svært at regne ham som et reelt exit.

Det ændrer dog ikke på, at han blive savnet i det kommende forår, og da Bettiol som bekendt er meget svingende, har der været behov for en forstærkning. Den har man til gengæld også fundet i form af Mikkel Honoré, der meget vel kan ende som endnu et kup fra Vaughters’ hånd. Danskeren har nemlig stadig det helt store topresultat til gode, men når man ser på hans vanvittige efterår i 2021, hvor han kørte i top 5 i alle sine løb mellem DM og hans ærgerlige exit fra VM - endda i et bredt spektrum af løb bestående af DM, San Sebastian, Polen Rundt, Druivenkoers, Bretagne Classic, Tour og Britain og Primus Classic og i løb, hvor han i alle tilfælde var hjælper for en eller flere kaptajner - taler meget for, at Honoré er en af sportens vordende klassikerstjerner. Det bekræftede han, da han rundede et ellers lidt forsømt 2022, hvor sygdom ødelagde foråret, af med meget stærke præstationer i Bretagne og Canada samt ved VM. Hvis han finder sine bedste ben, bliver han en fantastisk gevinst i både de flamske løb og ardennerløbene, hvor han og Bettiol ligner en af de mest spændende duoer.

Med så markant en forstærkning på både grand tour- og klassikersiden er EF at regne som en stor vinder, og det bliver kun endnu bedre af, at Guerreiro er det eneste væsentlige tab, hvis man tillader at regne Valgren som fortsat medlem af holdet. Morton og Howes stopper først formelt nu, men har stort set ikke kørt på holdet i en længere periode, og deres exit vil man reelt ikke mærke. Derudover er der kun blevet sagt farvel til tre mindre ryttere. Sebastian Langeveld er ganske vist et stort navn, men det er længe, længe siden, at han vandt Omloop og var på podiet i Roubaix, og hans exit vil kun koste noget erfaring. I 2022 lignede han i hvert fald en mand, der på det fysiske plan var pensionsmoden. Den unge colombianer Daniel Arroyave var allerede en spøjs signing, da de hentede ham for to år siden, og det har vist, at han desværre slet ikke havde niveauet til WorldTouren, og den japanske klatrer Hideto Nakane kom vist alene til holdet, da Nippo var hovedsponsor og havde brug for en japansk rytter på holdet.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Konklusionen er derfor ret klar. EF har haft en svær tid, men med en fremragende transfersæson har de givet sig selv de bedste forudsætninger for at vende skuden. Holdet vil med Carapaz få en helt ny status i grand tours, hvor de nu kan ventes at køre med om sejre og podier, og på klassikersiden er holdet forstærket markant med Honoré som medkaptajn ved siden af Bettiol. Selvfølgelig gør tabet af Guerreiro ondt, men det er umuligt at komme til anden konklusion, end at der står et stort, fedt plus ud for EF, når det samlede transferregnskab skal gøres op.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Med Johan Vansummeren, Dan Martin og Alberto Bettiol er det lykkedes for holdet at vinde fire af de fem monumenter på mindre end 10 år, men det til trods har holdet aldrig været en decideret nøglespiller i klassikerne. Da Martin var bedst, havde de altid en af de store favoritter i Ardennerne, mens holdet også lavede en stor brostenssatsning med Sep Vanmarcke og fik gode resultater med Michael Woods, men truppen har ofte været relativt smal, og derfor har resultaterne også været svingende.

De økonomiske problemer, de for nogle år siden oplevede, kostede dem både Vanmarcke og Woods, og derfor har der i de seneste år været skruet ned for ambitionerne. Det har i høj grad handlet om Bettiol og Michael Valgren, men i deres nu to forsøg i spidsen for holdet, har det ikke fungeret. Bettiol var ramt af sygdom i begge forår, og Valgren lykkedes aldrig med at finde formen til klassikersæsonen. Derfor går holdet ind til den kommende sæson på ryggen af nogle temmelig magre klassikerår, selvom Neilson Powless overraskede stort ved at vinde i San Sebastian i sommeren 2021.

I år er det igen en kaptajnduo, der skal stå for resultaterne i foråret, og det er igen Bettiol og en dansker, der er i centrum. Grundet de ulykkelige omstændigheder, vi alle kender, er Valgren imidlertid ukampdygtig og rykket ned på udviklingsholdet, og derfor er det i stedet nyerhvervelsen Mikkel Honoré, der skal gøre Bettiol selskab i kaptajnrollen i foråret. Desværre har italienerens mange helbredsproblemer betydet, at han jo slet ikke er et sikkert kort, men hvis det faktisk lykkes dem begge at finde formen, når det gælder, kan EF blive ganske spændende at følge i de flamske løb.

Vi ved nemlig alle, hvor god Bettiol er, når han er bedst. Det så vi, da han vandt i Flandern i 2019, og vi fik det bekræftet, da det endelig lykkedes ham at finde formen under Giroen i 2021, hvor han vel var bedre end nogensinde. I 2022 nåede han aldrig samme højder, men der var glimt af hans klasse, blandt andet på Mende-etapen i Touren og ved VM, hvor han var en af de eneste, der kunne følge Wout van Aerts angreb på sidst stigning - et angreb, der desværre ikke var tv-dækket.

Heller ikke Honoré havde noget godt 2022, men vi husker vel alle hans vilde efterår i 2021, hvor han kørte i top 5 i alle sine løb mellem DM og VM. Heldigvis nåede han at bekræfte sin tårnhøje klasse i det seneste efterår, hvor han imponerede i Bretagne og Canada og ligesom Bettiol var en af de eneste, der kunne følge Van Aerts VM-angreb. Særligt sidstnævnte viser, at en formstærk Honoré kan stå på tærsklen til sit helt store gennembrud i klassikerne, og hvis han og Bettiol begge lykkes med at formtoppe til de hårde flamske løb som Omloop, E3 og Flandern Rundt, har EF en af de mest potente duoer, der med lidt held i det taktiske spil måske endda kan løbe med den helt store klassikersejr. Desværre lider de under et svagt hold, men da de ikke ventes at tage det store ansvar, er det ikke verdens største problem. Til gengæld skal vi nok skrue forventningerne til Paris-Roubaix ned, for det er et løb, de begge formentlig vil skippe, og medmindre Stefan Bissegger endelig begynder at vise lidt af det klassikerpotentiale, vi slet ikke har set de seneste år, og Jonas Rutsch kan følge op på det flotte løb, han kørte i regnen i 2020, skal vi næppe vente os at se holdet helt fremme.

I Ardennerne er chancerne bestemt heller ikke ringe. Honoré ventes også at køre de kuperede løb, og det er sandsynligt, at Bettiol vil satse på i hvert fald Amstel. Fleche passer dem ikke, men både i Amstel og Liege kan de levere resultater, særligt i det hollandske løb. Brabantse Pijl passer også dem begge storartet, hvis de vælger at give semiklassikeren et skud.

I Ardennerne er de imidlertid ikke alene. Først og fremmest bliver det uhyre spændende at følge kometen Andrea Piccolo. Hans efterår var skræmmende godt, og han rundede det hele af med en 11. plads i Lombardiet, der ellers burde være en anelse for hårdt. Helt anderledes er det med ardennerløbene, hvor særligt Liege og Amstel burde passe ham perfekt, og på baggrund af det, vi så i efteråret, skal vi ikke bliver overraskede, hvis han allerede nu kan være med helt fremme. Man kan også håbe, at de begge giver Strade Bianche et skud. Her har Bettiol tidligere vist store evner, og løbet burde også passe Honoré ganske fremragende.

I Ardennerne har holdet imidlertid mere. Med en Tour-satsning kan man håbe, at Richard Carapaz giver Ardennerne et skud, og med sit OL-guld har han vist, at han skal tages meget seriøst i Liege og Fleche. Hvis Odd Christian Eiking efter sit svage 2022 kan finde sig selv, burde han også være skabt til Fleche-finalen, og selvom han er langt fra fordums styrke, blev Esteban Chaves trods alt nr. 8 på Mur de Huy for bare halvandet år siden. Endnu mere spændende er dog Powless, der med sin top 10 i Liege i 2022 bekræftede det, han viste med San Sebastian-sejren, og selvom han ikke er den udprægede vindertype, ved vi, at han kan komme langt i denne slags løb, hvis han kommer favoritterne i forkøbet. Også Sean Quinn burde på papiret have evnerne, men han har ikke vist det tilstrækkelige niveau endnu, og vi må nok sande, at Rigoberto Uran, der tidligere var en god endagsrytter, kan få svært ved at levere på samme niveau som tidligere.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Til sprinterklassikerne bliver det vanskeligere. Magnus Cort satser igen på Milano-Sanremo, men positionskampen frem mod Poggio og en række hurtigere rivaler gør nok, at det bliver vanskeligt for ham for alvor at blande sig i kampen om sejren. Til de øvrige løb har holdet den holdbare sprinter Marijn van den Berg, der på papiret burde være skabt til løb som Gent-Wevelgem og Kuurne, men han skuffede voldsomt i sin første sæson, hvor han aldrig fulgte op på sit potentiale.

I efteråret er billedet lidt det samme. Piccolo, Honoré og Bettiol ligner igen de bedste bud med gode muligheder i særligt de canadiske løb, men også i Bretagne og San Sebastian, hvor også Eiking før har gjort det godt. Er han i form efter Touren, vil Carapaz også være en oplagt kandidat i San Sebastian, mens Cort og Van den Berg burde være i stand til at levere resultater i Hamburg, Bretagne og Quebec. Lombardiet er nok en anelse for vanskeligt til, at Bettiol og Honoré kan være med i kampen om sejren, men vi så jo i 2022, at Piccolo kom længere end ventet, og skulle han mod forventning vælge at give det italienske monument et skud, er Carapaz en potentiel vinder. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om vi igen vil se Chaves og Uran helt fremme i et løb, hvor de ellers tidligere har spurtet om sejren - endda mod hinanden!

Hvad kan vi forvente i grand tours?

EF har gennem årene haft ganske god succes i grand tours, naturligvis med sejren i Giroen i 2012 som det store højdepunkt. Så sent som i 2020 var de senest på med Hugh Carthy i Vueltaen, og generelt har holdet haft et relativt stort fokus på at køre klassement. Som etapejægere har de dog også gjort det glimrende, som vi særligt så i Vueltaen i 2021, hvor Magnus Cort vandt tre etaper, og i Giroen i 2020, hvor holdet vandt med både Jonathan Caicedo og Ruben Guerreiro, der tillige erobrede bjergtrøjen.

I 2023 kommer holdet imidlertid til at bevæge sig ind i en anden liga. Det skyldes naturligvis erhvervelsen af Richard Carapaz, der jo regnes som en af verdens allerbedste grand tour-ryttere. Hverken han eller Jonathan Vaughters har lagt skjul på, at Touren er det mest oplagte mål for den kommende sæson, og da ASO præsenterede en rute, der passede ham nærmest helt perfekt, blev den ide blot styrket. Vaughters har ganske vist leget lidt med ideen at lade hans stjerne jagte etaper, som han gjorde med så stor succes i den senest overståede Vuelta, men med Carapaz’ personlige ambitioner i tankerne er det svært at tro, at det ikke bliver en fuldtonet klassementssatning. Umiddelbart ligner det en umulig opgave at slå Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, men som i 2021, hvor han endte som ”best of the rest”, må det være helt naturligt at stræbe efter podiet.

Hvad betyder det for resten af holdet? En stjerne af Carapaz’ klasse fortjener at få hele holdet bygget op om sig, men Vaugthers har gjort det klart, at han også vil jagte etaper. Honoré har ikke lagt skjul på, at han satser på at køre Tour de France, og en formstærk Honoré vil bestemt have evnerne til at sikre sig en sejr på en rute, der giver mange muligheder for en rytter af hans type. Magnus Cort er også en sandsynlig deltager, og selvom Carapaz vil lægge visse begrænsninger på ham, kender vi alt til hans etapevinderpotentiale, og også Neilson Powless har vist, at han bestemt har en sejr inden for rækkevidde. Skipper han Giroen, er Bettiol også en åbenlys vinderkandidat, og det vil Mark Padun også være, nu hvor han i begyndelsen af Vueltaen endelig viste, at han kan nærme sig sit vilde niveau fra juni 2021. Endelig må man antage, at Rigoberto Uran skal til løbet som erfaren støtte for Carapaz, og skulle der opstå en mulighed, kan han muligvis vinde en etape, som han gjorde det i Vueltaen - noget, der også vil være muligt for Esteban Chaves, hvis man også stiller med ham i et forsøg på at give Carapaz den bedst mulige støtte.

Carapaz har gjort det klart, at han vil køre to grand tours i den kommende sæson, og alt peger på, at det bliver Touren og Vueltaen. Da han senest forsøgte sig i Spanien efter et klassementsforsøg i Touren, var han træt, og han har derfor til gode at bevise, at det er en opgave, han magter. Skulle hans klassementssatsning fejle, ved vi fra den seneste Vuelta, at han lynhurtigt kan jagte etaper og bjergtrøje i stedet, og samtidig kan han så støtte Hugh Carthy, der med nogen sandsynlighed vil stille til start som holdets anden klassementskaptajn. Han har imidlertid helt mistimet formen i efteråret de senere år og har derfor lidt at bevise. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at holdet vil have et fladt hierarki, hvor Uran og/eller Chaves kan jagte en top 10, men det vil næppe lykkes. Til gengæld vil de være etapejægerkandidater, som det også gælder for Odd Christian Eiking, der jo kørte en fremragende Vuelta i 2021, og Padun, hvis han satser på Vueltaen for tredje år i træk. Hvis ikke han kører Giro, virker det også sandsynligt, at Andrea Piccolo skal gøre grand tour-debut i Vueltaen, og den uhyre talentfulde italiener er åbenlyst et fremragende etapevinderbud. Det er også muligt, at Marijn van den Berg får mulighed for at prøve sig af i spurterne, som han dog får svært ved at vinde, og så kunne det være oplagt at sende den spændende Georg Steinhauser til den første grand tour, nu hvor han endelig er klar til at satse fuldtonet på sin cykelkarriere.

I Giroen er planerne mere uklare, men da holdet har sagt, at de ikke har opgivet Carthy som klassementsrytter, virker det sandsynligt, at han for tredje år i træk skal stå i spidsen for holdet her. De seneste to sæsoner indikerer, at han nok har toppet, men det er trods alt blevet til to top 10-placeringer, og et hattrick vil være et realistisk mål. Det er også muligt, at Chaves vil køre løbet med et klassementsfokus, men hans holdbrhed rækker næppe længere. Et stort fokus må ventes at være på etaper, hvor Cort satser på endelig at tage den Giro-etapesejr, han mangler - et mål, der bestemt er realistisk. Det er bestemt heller ikke umuligt, at Bettiol vil være til start som en oplagt etapevinderkandidat, eller at Piccolo vil gøre debut på sin hjemmebane - i givet fald med store sejschancer. Andre potentielle etapevinder er den svingende, men stadig spændende Simon Carr, Diego Camargo, Jefferson Cepeda, der dog har for vane at floppe i grand tours, Sean Quinn og Steinhauser, hvis det bliver i Italien, at han skal gøre sin debut. Endelig er det sandsynligt, at Stefan Bissegger i år vil køre Giroen fremfor en Tour, der slet ikke passer ham, og han vil kunne gå efter de to første enkeltstarter, særligt den helt flade 9. etape, hvor han vil være en af favoritterne.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdet havde det svært i de ugelange løb i 2022, men det er klart, at det bør ændre sig med Carapaz’ ankomst. Desværre har ecuadorianeren for vane at være relativt svag i foråret og først for alvor finde formen til sine grand tours, men det forhindrede ham trods alt ikke i at blive nr. 2 i Catalonien i 2022. Med et fokus på Touren bør der være plads til en tidlig formtop, og selvom han i den slags løb ofte er hæmmet af sin enkeltstart, bør man kunne satse på podiepladser med Carapaz i løbet af foråret - måske særligt i Catalonien, der er det eneste større løb, hvor der ikke ventes at være en enkeltstart.

Holdet har også et andet kort i den slags løb i form af Hugh Carthy, men han har historisk haft det sværere i ugelange løb, hvor hans motor ikke kommer til sin ret, og hvor han nu også lider under en enkeltstart, der har svigtet fælt i de seneste sæsoner. Det er også problemet for Mark Padun, der på sit allerbedste jo ellers burde kunne begå sig i den slags løb, men til gengæld genfandt Neilson Powless nogle af tempotakterne i den seneste sæson. Han mangler at forbedre sin klatring, men lykkes det, kan vi i de knap så bjergrige løb måske se ham i kampen om top 10-placeringer. Det vil utvivlsomt også være et mål for Rigoberto Uran, men han synes efterhånden kun at kunne stræbe efter de mere perifere top 10-placeringer, som det også gælder for Esteban Chaves, der stadig af og til finder et højt topniveau, men i dag har en ganske forfærdelig enkeltstart.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Endelig skal det blive interessant at se Georg Steinhauser, selvom også han lider under en svag enkeltstart og nok i første omgang skal satse på løb uden for WorldTouren, hvor vi også ved, at Jefferson Cepeda burde kunne blande sig langt fremme i løb uden en enkeltstart - præcis som det burde være tilfældet for den meget, meget ustabile, men stærke Simon Carr og måske også Sean Quinn i løb, der er knap så bjergrige. Benelux Tour burde være et mål for Alberto Bettiol, der er skabt til det løb, ligesom det også burde være et løb for Mikkel Honoré, mens ardenneretapen desværre nok udelukker et topresultat fra Stefan Bissegger. Det kunne også være et løb, hvor Andrea Piccolo og Magnus Cort - sidstnævnte med sin nu meget gode enkeltstart - kunne være sjove at følge.

Holdet har meget lidt fokus på massespurter, men det burde være oplagt at sende Cort til de kuperede løb i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor en rytter som ham har meget gode chancer for at tage en spurtsejr. Holdets eneste sprinter er Marijn van den Berg, der som nævnt ovenfor skuffede fælt i 2022 og ikke synes at have den ventede fart. Til gengæld viste han sin holdbarhed i GP de Wallonie, og hvis ikke det kolliderer med klassikerne, kan man håbe, at han kan forsøge sig i de samme kuperede forårsløb som Cort samt måske i Dauphiné eller Schweiz. Også Sean Quinn har vist en vis fart, men det er i mindre grupper.

Enkeltstarter vil naturligvis også være et stort fokus. Stefan Bissegger er allerede en del af verdenseliten, og er ruterne ikke for kuperede, vil han være en seriøs vinderkandiat i alle del enkeltstarter, han kører i løbet af året. Også Cort, Bettiol, Powless og Stefan de Bod kan levere pæne resultater i den disciplin, selvom de får svært ved at vinde på den store scene - for Corts vedkommende fordi enkeltstarter uden for grand tours ofte er lidt for korte.

Endelig vil holdet i lyset af risikoen for nedrykning formentlig køre flere endagsløb. De har gjort det klart, at de vil skippe de fladere løb, der ikke passer dem, men i Spanien og Italien er der en del kuperede løb, der passer dem. Ryttere som Bettiol, Piccolo, Quinn, Powless og Honoré er oplagte kandidater til at sætte point ind på kontoen i den slags løb, hvor vi jo netop så en fremragende Piccolo i 2022-sæsonen.

Hvem kan overraske?

Jonathan Vaughters må knibe sig en smule i armen over det store kup, han gjorde i efteråret. Når man betænker, at Andrea Piccolo længe var holdløb efter Gazprom-mandskabets kollaps, er det ganske utroligt, at han ikke fandt en ny arbejdsgiver, før Drone-mandskabet hentede ham til holdet umiddelbart inden de italienske mesterskaber i slutningen af juni. Senere tog Vaugthers så over, og det skulle vise sig at være hans måske bedste handel i meget, meget lang tid, for den italienske komet viste igennem et vildt efterår, at han meget vel kan være en kommende klassikerstjerne.

Han har allerede kørt med om sejrene i adskillige løb uden for WorldTouren, og med sin kombination af punch, klatreevner og en god spurt vil han i den kommende sæson utvivlsomt kunne vinde den slags begivenheder. En 11. plads i Lombardiet-debuten - karrierens hidtil længste løb - vidner også om, at han allerede kan være med på højeste niveau og over lange distancer, og hans debut i Ardennerne bliver uhyre interessant at følge, ligesom han kan blive en oplevelse i løb som San Sebastian samt måske Lombardiet, selvom sidstnævnte måske er en anelse for hårdt til, at han kan være med helt i front. Læg dertil, at han kan vinde etaper i den ventede grand tour-debut i enten Giroen og Vueltaen, og vi står med en rytter, der meget vel kan blive en af årets helt store oplevelser.

Det er også naturligt at pege på Georg Steinhauser. Det var ikke meget, vi så til tyskeren i 2022, men det var hele tiden planen, at han skulle køre en begrænset sæson, mens han fik færdiggjort sin uddannelse. Desværre var han i de få løb, han kørte, aldrig i nærheden af at vise sit potentiale, men forhåbentlig vil det ændre sig i hans første ”rigtige sæson”. Det er ikke, hvem som helst der bliver nr. 9 i Tour de l’Ain, selvom man stadig bruger en stor del af sin tid på at studere, og derfor kan det blive rigtigt godt, når al fokus er på cyklen. I første omgang må han skulle gå efter top 10-placeringer i bjergrige løb uden for WorldTouren, og hvor han ikke hæmmes af sin enkeltstart, ligesom der måske kan blive plads til at jagte en etapesejr i en mulig grand tour-debut.

Det er vel også værd at fremhæve Jefferson Cepeda. Ecuadorianeren har mildt sagt været et svingende bekendtskab, for i langt de fleste løb har han været milevidt fra et brugbart niveau. Til gengæld har han også vist evner på meget højt niveau med en samlet 2. plads på Sicilien og en samlet 4. plads i Alperne. Han mangler åbenlyst stabilitet, og det gør ham svær at regne med, men kan han finde sit topniveau med større regularitet, er han interessant. Det kan være som klassementsrytter i bjergløb som netop Tour of the Alps, men også som potentiel etapevinder i bjergene i en grand tour.

Det er også lidt for tidligt helt at afskrive Marijn van den Berg. På baggrund af de, han leverede som U23-rytter, ikke mindst i Tour de l’Avenir, var der store forventninger, men han viste sig helt ude af stand til at blande sig i massespurterne. Ideen om at se ham som en supersprinter synes derfor død, men han overraskede til gengæld ganske stort med sin 7. plads på brostensbakken i Namur i GP de Wallonie. Kan han bygge videre på den holdbarhed, kan han måske blive ganske interessant som holdbar sprinter, lidt i stil med holdkammeraten Magnus Cort.

Forud for sæsonen var Sean Quinn ganske spændende, men her er entusiasmen nok dalet en anelse. Ideen om, at han kunne være etapeløbsrytter, synes død, og han har mest begået sig som en hæderlig afslutter i reducerede massespurter. Det er derfor nok snarere som puncheurtype, at han måske kan udvikle sig, og da han fortsat blot er 22 år, skal det bestemt ikke udelukkes, at han i den kommende sæson kan vise mere, end det lykkedes i den forgangne sæson.

Så er der Diego Camargo. Da han vandt både de professionelles og de unges Vuelta a Colombia i samme sæson i 2020, blev han udskreget til en kommende colombiansk storklatrer, men det bliver han næppe. Han har været ganske langt fra det ønskede niveau, men han har sent i sine grand tours vist nogle takter, der indikerer en vis motor. Da han var uden den store erfaring i Europa, inden han blev professionel, kan man håbe, at han blot har en lidt langsommere udvikling end andre, og at han stadig kan blive en hæderlig etapeløbsrytter. Det er dog også i år, vi skal se noget, hvis troen for alvor skal bevares.

Går man til de lidt mere etablerede ryttere, fortjener Simon Carr vel også at blive nævnt. Det er i hvert fald for tidligt at begrave briten, selvom han absolut intet viste i 2022. Som Cepeda er han en rytter, der oftest er på et ganske lavt niveau, men når han rammer den, kan han noget. Det så vi, da han rev feltet itu på Passo Giau på kongeetapen i Giroen i 2021, og vi har set det med hans fornemme sæsonstart i 2021. Det er naturligvis af begrænset værdi, når hans stabilitet halter så gevaldigt, men lad os håbe, at han i 2023 kan lykkes med oftere at vise, at hans topniveau som klatrer faktisk er ganske højt. Grundet den manglende stabilitet er det nok som etapejæger og måske i kuperede endagsløb, vi kan se ham, samt måske i korte etapeløb uden en enkeltstart.

Endelig fortjener Mikkel Honoré måske også at blive nævnt. Man kan diskutere, om ikke han er vokset ud af denne kategori, men med tanke på, at han endnu ikke har leveret et stort resultat i en af forårets klassikere, kan det forsvares. Vi ved nemlig fra hans efterår i særligt 2021, men også som omtalt ovenfor i 2022, at han formentlig har potentialet til at være med i kampen om de helt store resultater også på den helt store scene. Sidste år betød sygdom, at han aldrig fandt formen i foråret, men lykkes det i år, bliver han uhyre interessant at følge i særligt de flamske klassikere og Amstel Gold Race. Sejre vil være meget at forlange, men hvis taktikken flasker sig, ved man aldrig. Han har i hvert fald en ganske god chance for at få et gennembrud også i en lidt bredere offentlighed i løbet af det kommende forår.