Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af Lidl-Trek?

Nedenfor giver vi en analyse af Lidl-Trek. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Julien Bernard, Dario Cataldo, Giulio Ciccone, Daan Hoole, Alex Kirsch, Juan Pedro Lopez, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Thibau Nys, Mads Pedersen, Quinn Simmons, Mattias Skjelmose, Toms Skujins, Jasper Stuvyen, Natnael Tesfatsion, Edward Theuns, Mathias Vacek, Otto Vergaerde

Nye ryttere

Patrick Konrad (BORA-hansgrohe), Fabio Felline (Astana Qazaqstan Team), Tao Geoghegan Hart (INEOS Grenadiers), Sam Oomen (Jumbo-Visma), Simone Consonni (Cofidis), Carlos Verona (Movistar Team), Ryan Gibbons (UAE Team Emirates), Andrea Bagioli (Soudal-Quick Step), Tim Declercq (Soudal-Quick Step), Jonathan Milan (Bahrain-Victorious)

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Ryttere, der forlader holdet

Tony Gallopin (stopper karrieren), Jon Aberasturi (Euskaltel-Euskadi), Kenny Elissonde (Cofidis), Amanuel Ghebreigzabhier (?), Emils Liepins (Team dsm-firmenech PostNL), Antwan Tolhoek (Sabgal-Anicolor), Markus Hoelgaard (Uno-X Mobility), Antonio Tiberi (Bahrain-Victorious), Filippo Baroncini (UAE Team Emirates), Asbjørn Hellemose (?), Marc Brustenga (Equipo Kern Pharma)

Hvordan gik transfersæsonen?

Af og til kan man føle, at historien gentager sig selv. Det føltes i hvert fald sådan, at vi havde været der før, da Trek-mandskabets manager, Luca Guercilena, i løbet af sommeren annoncerede, at han havde fået Lidl ind som holdets nye, store sponsor. Nu væltede det pludselig ind med tyske supermarkedsmillioner, og det gav Guercilena helt nye økonomiske muskler at spille med. Ja, faktisk er de nu så store, at italieneren ikke har lagt skjul på, at ambitionen nu er at ligge nr. 1 på verdensranglisten og vinde klassikere og grand tours.

Det har vi imidlertid hørt før. Det var dengang, Segafredo blev hentet ind som sponsor, og budgettet kraftigt blev forøget. Navne som Alberto Contador og John Degenkolb, der med to nylige monumentsejre dengang stadig var et stort navn, blev hentet ind, og målet var at opbygge en trup, der kunne køre med om sejrene i alle slags store løb og dermed nærme sig de allerbedste hold i toppen af ranglisterne.

Den ambition blev bare aldrig indfriet. Efter Contadors karrierestop fik man ellers også fingre i flere store navne i form af først Richie Porte på et tidspunkt, hvor han var verdens måske bedste rytter i ugelange etapeløb, og senere Vincenzo Nibali, der jo for Segafredos mange italienske kunder var en megastjerne, men kan man stole på de opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter, der af og til kommer frem, har Guercilenas tropper i de seneste år ligget langt nede på listen over de rigeste mandskaber. På listen fra 2022 var de helt nede som nr. 15 blandt de 18 mandskaber, kun undergået af EF, Intermarché og Jayco, og de mange penge, der engang blev kastet i ambitionen om at skabe verdens bedste cykelhold, faldt åbenbart ikke længere i Guercilenas lommer.

Det er i hvert fald svært at komme til anden konklusion, når man ser på seneste transfersæsoner, hvor der gradvist er blevet ryddet ud i stjernerne, mens de kun meget sjældent r blevet erstattet. Porte kom til holdet et års tid efter Contadors karrierestop, men da den lille australier siden rejste hjem til Ineos, blev der ikke indhentet nogen erstatning. Siden var det så Nibali, der efter bare to år på holdet, vendte hjem til Astana og efter al logik burde frigive yderligere midler i tillæg til dem, der burde være blevet tilovers efter Portes exit. Heller ikke han blev dog erstattet.

Til gengæld har Guercilena haft stor succes med at udvikle sine egne kaptajner. Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Jasper Stuyven har således alle fået deres store gennembrud på holdet, og Guercilena har i de seneste sæsoner derfor primært brugt sine kræfter på at fastholde kaptajnerne og finde nye, unge talenter. Det har længe været nok til at sikre holdet en plads midt i feltet, men i 2023 blev alle rammer sprængt, da holdet med særligt Pedersen og Skjelmose som drivkræfter fløj op i verdenseliten og pludselig endte som nr. 5 på verdensranglisten som ”best of the rest” bag sportens fire supermandskaber - UAE, Jumbo, Soudal og Ineos - hvilket var en markant fremgang fra 2022-sæsonens beskedne 12. plads.

Det er jo et fremragende udgangspunkt for Guercilena, inden han nu for anden gang giver sig i krig med projekt ”Skab verdens bedste cykelhold”, og pengene er tilsyneladende store. Ifølge de seneste opgørelser estimeres holdet til en 4. plads på budgetranglisten - dog langt efter de tre superrige mandskaber, UAE, Ineos og Jumbo - og dermed har Guercilena haft nogle muskler at spille med i sit forsøg på at forstærke en i forvejen succesrig trup.

At der er kommet nye penge til foretagendet, kan ingen være i tvivl om. Guercilena har foretaget WorldTourens klart mest markante oprustning ved at hente ikke færre end 10 nye ryttere til holdet. Her finder man flere meget interessante navne, og da tabene samtidig er begrænsede, er det i hvert fald lykkedes italieneren at forbedre sin i forvejen stærke trup ganske mærkbart.

Vi kan jo starte med grand tour-satsningen. Som sagt har Guercilena gjort det klart, at sponsorerne forventer, at holdet nu har en styrke, så de faktisk kan vinde de lange etapeløb, og det har naturligvis krævet, at man har fundet en profil. Siden Portes flotte 3. plads i Touren i Touren i 2020, har holdet nemlig i vidt omfang negligeret klassementerne i de store etapeløb og i hvert fald ikke haft den helt store succes, når man har forsøgt sig.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Det skal ændre sig nu, og manden, der skal gøre det, er Tao Geoghegan Hart, og det kan vise sig at være et sandt kup. Britens karriere har mildt sagt været svingende, men efter nogle skuffende år kom han i 2023 endelig tilbage på det spor, der efter Giro-sejren i 2020 var så lovende. Ja, faktisk kunne meget tale for, at briten ville have vundet Giroen for anden gang, hvis ikke han var så pokkers uheldig at styrte på 11. etape, for han lignede i løbets første halvdel måske den stærkeste rytter - og det gjorde han med bevidstheden om, at han typisk topper i den tredje uge.

Geoghegan Hart ligner i hvert fald en af de få ryttere, der kan drømme om at vinde grand tours og som minimum gå på podiet, og da han samtidig med sin podieplads i Tirreno og samlede sejr i Tour of the Alps genfandt sine evner i ugelange løb og tillige kørte chokerende gode enkeltstarter, kan han vise sig at være en gylden investering. Desværre er den også omgærdet med enorm usikkerhed, for hans brækkede hofte er så alvorlig en skade, at man ikke kan vide sig helt sikker på, at han kan komme fuldt tilbage igen. Derfor er han ikke den åbenlyse succestransfer, han burde være, men potentialet er enormt.

Holdet har også haft brug for at styrke deres gruppe af bjerghjælpere til at støtte Geoghegan Hart og Skjelmose, der jo i forbindelse med sejren i Tour de Suisse jo ikke just stod med det allerbedste hold til at forsvare trøjen. Her han man hentet tre forstærkninger i form af Carlos Verona, Sam Oomen og Patrick Konrad, og her er særligt spanieren spændende. I 2022 nåede han et tårnhøjt niveau, der blandt andet også sikrede ham en fornem sejr på en bjergetape i Dauphiné, og her var han en af verdens bedste klatrere. Desværre faldt han ganske markant i niveau i 2023, hvilket skaber lidt usikkerhed, når vi taler om en 31-årig herre, men selv med det, han viste i den netop overståede sæson, er han en markant forstærkning.

Det burde Konrad og Oomen også være, for begge har modsat Verona været i top 10 i grand tours. Her er usikkerheden dog endnu større. Konrad har været på en negativ kurve siden den flotte 2021-sæson, og særligt i 2023 så det problematisk ud, selvom han havde en enkelt god dag i Liege. Oomen har også siden sin arterieoperation for efterhånden mange år siden været langt fra det potentiale, han viste som ung, og ingen af de to synes at være nogen garanti for succes. Oomen ville ellers væk fra Jumbo for at få sin egen chance, men hvis det er ambitionen, var det opgraderede Trek-hold næppe det bedste valg. Begge ligner i hvert fald primært hjælpere, og da klatretruppen har været ret tynd, er de trods alt at regne som forstærkninger uanset hvad.

Konrad har jo også haft en vis succes i Ardennerne, men også her ligner han nu en hjælper for Skjelmose, Ciccone, Geoghegan Hart, hvis han har den slags ambitioner, samt Andrea Bagioli, der er holdets nye ardennerrytter. Også han kan vise sig at være et kup. Stabilitet har ganske vist været som en by i Rusland for den mildt sagt svingende italiener, men når han har været god, har han været rigtigt god. Det så vi sidste år i Montreal, hvor han bød Wout van Aert og Tadej Pogacar op til dans i Montreal, og det så vi senest med den imponerende 2. plads i Lombardiet, hvor han endda begik sig på længere stigninger, end han hidtil har mestret. Hvis det endelig kan lykkes ham at finde det niveau med stabilitet, er han en fremragende forstærkning i Ardennerne, hvor Trek efterhånden ligner en uhyggelig magtfaktor, og samtidig viste han jo i Lombardiet, at han med sine evner i bjergene også er en god støtte i grand tours, hvor han også er skabt til rollen som etapejæger.

Naturligvis mister man også nogle klatrere, men tabene er til at overse - i hvert fald med en enkelt undtagelse. Antonio Tiberi sagde jo allerede farvel i foråret og viste med sin fornemme Vuelta, at han vitterligt er et stort tab, men hans opførsel diskvalificerede jo ham fra at fortsætte på holdet. Derudover mister man Antwan Tolhoek, der grundet sine endeløse skadesproblemer nærmest ikke kørte løb for holdet, og som desværre nok ligner en mand, der for svært ved nogensinde at genfinde sit tidligere niveau. 2023-sæsonen viste også, at alderen nok er ved at indhente den ellers solide Kenny Elissonde, der derfor nok kan erstattes.

Mere ærgerligt er det måske, at man ikke valgte at forlænge med Amanuel Ghebreigzabhier. Eritreeren har flere gange indikeret et lovende potentiale, der i begyndelsen af 2022 så ud til endelig at skulle indfris, men siden det grimme styrt i Catalonien i samme sæson, er han aldrig kommet fuldt tilbage. Da han samtidig har nået en alder på 29 år, kan man godt frygte, at det aldrig sker. Asbjørn Hellemose fik desværre heller ikke forlænget sin kontrakt, og selvom han kørte en ganske flot 2023-sæson, hvor han viste klar fremgang, må også det regnes som et tab, der kan erstattes. Endelig slutter det for veteranen Tony Gallopin, der jo tidligere har kunnet hjælpe både i grand tours og køre både brostens- og kuperede klassikere. Han havde skam også til sidst et ganske pænt niveau, som han særligt viste i tiden efter Touren, men i de senere år er det gået ned ad bakke, og den udvikling ville jo naturligvis være fortsat, hvorfor det primært er hans store erfaring, der vil blive savnet.

Skal man være verdens bedste, skal man kunne begå sig i alle slags løb, og hvor holdet allerede står så stærkt i brostensklassikerne, at man ikke har gjort noget for at styrke sig væsentligt på den front, er der altså blevet opgraderet markant i etapeløbene og Ardennerne. Det samme er der i massespurterne, hvor det er lykkedes at få fat i en sand sprinterjuvel. Det tog lidt tid for ham at finde melodien, men i 2023 bragede Jonathan Milan ind på scenen med så voldsom en topfart, at han kan have kurs mod at blive en af verdens bedste sprintere. Det viste han med sine fornemme spurter i Giroen og Guangxi, og derfor er det et mindre kup, at det lykkedes at vinde kampen om hans underskrift. Det kan give en konflikt med Pedersen, men da Milan næppe i 2024 vil insistere på at køre Touren, er der fint plads til to sprintere for nuværende. Man kan så også drømme om, at han kan genfinde lidt af den holdbarhed, han til gengæld så ud til at have mistet i 2023 og dermed også blive en faktor i brostensklassikerne, men ender han som ren sprinter, er det bestemt også ganske glimrende, hvis potentialet vitterligt er så stort, som det kan se ud til.

Milan har til gengæld også vist, at han har haft visse positioneringsproblemer, og derfor har der været brug for nogle nye folk til at køre lead-outs. Det er der også kommet i form af Simone Consonni og Ryan Gibbons. Her er særligt Consonni et perfekt valg. Italieneren er hentet specifikt til holdet for at køre med sin landsmand, og han viste særligt i sin tid som sidste mand for Fernando Gaviria på UAE, at han er fremragende i rollen som sidste mand. Efter Elia Viviani forlod Cofidis, har han i de seneste år spurtet mere for sig selv, men nu vender han tilbage til en opgave, han virkelig mestrer, og hvor han er en enorm forstærkning.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Gibbons har knap så meget erfaring i den rolle, men han hjalp på egen hånd Pascal Ackermann til sejr i Giroen i 2023 og vil utvivlsomt også kunne bidrage med meget. Begge er tillige ganske holdbare og vil - hvis det bliver en del af planen - kunne indgå som hjælpere i klassikerne. Det er til gengæld tvivlsomt, hvor meget personlig plads, de får, men Consonni viste så sent som i 2023, at han under de rette omstændigheder kan spurte selv, særligt i stigende opløb.

Der bliver til gengæld også lidt at erstatte. Holdet mister Emils Liepins, der var ganske stærk i rollen som lead-out man, og som helt klart efterlader et hul. Til gengæld blev Jon Aberasturi aldrig rigtigt en del af noget tog, selvom han var tiltænkt den rolle, og i stedet endte han med at køre en del spurter selv i løb, hvor han fik begrænset støtte. Her viste han ikke samme fart som tidligere, og i lyset af hans begrænsede rolle som lead-out man er han måske ikke helt det tab, det kunne se ud til. Endelig viste Marc Brustenga sig at have det svært i sin første tid som professionel, og han kan utvivlsomt erstattes. Samlet set betyder Milan med hjælp fra Consonni således en kraftig oprustning på sprintersiden, men uden tab er holdet nu altså ikke.

Det er de heller ikke i klassikerne. Filippo Baroncini smutter til UAE, og det er en skam. Den tidligere U23-verdensmesters gennembrud lader vente på sig, men meget kan formentlig forklares med de mange skader, han har været ramt af. Der har i hvert fald været glimt af hans potentiale undervejs, og alene det forhold, at UAE har skrevet kontrakt med ham, må betegnes som et betydeligt kvalitetsstempel. Holdet mister også Markus Hoelgaard, der jo kom til holdet med store ambitioner i klassikerne efter nogle fremragende sæsoner i Norge, men med helbredsproblemer som en del af forklaringen har han været milevidt fra sit tidligere niveau. Da han efterhånden har rundet 29 år, er det i første omgang derfor et tab, der kan overleves.

Til brostensløbene henter holdet til gengæld Tim Declercq. Han er jo feltets vel nok mest udprægede hjælperytter, men udover at være en mester i at føre en hel dag er han også brølstærk. Han har en vis erfaring i brostensløbene, hvor han er god i positionskampen, og han må derfor betragtes som en solid forstærkning i en hjælperrolle i den slags løb. Her er det også muligt, at de får brug for Fabio Felline, der vender hjem til det hold, hvor han havde sin største succes. Det gør han dog i en helt anden rolle, da han i dag er milevidt fra fordums styrke, og det må alene være som hjælper i klassikerne og i grand tours, at han skal spille en rolle.

I denne voldsomme oprustning er der således blevet plads til en del ryttere, der har udprægede hjælperyttere, men der er også investeret heftigt i et par meget interessante navne. Tao Geoghegan Hart, Andrea Bagioli og Jonathan Milan efterlader holdet i en langt bedre forfatning end i 2023, og de suppleres af ganske kapable nye folk til at støtte dem. På tabssiden er det kun Antonio Tiberi og Filippo Baroncini, der for alvor gør ondt, men det kan ikke slette indtrykket af, at Lidl-millionerne er blevet brugt til en klar forstærkning. Det bliver ikke i 2024, at holdet når toppen af verdensranglisten, men Guercilena har i hvert fald sat kursen - forhåbentlig med mere succes, end da han først gang gjorde forsøget for nogle år siden.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Lige siden årene med Fabian Cancellara har brostensklassikerne været et særligt fokusområde for Trek. Oprindeligt var det John Degenkolb, der var udset til at skulle overtage stafetten fra Spartacus, men desværre slog tyskeren aldrig til i amerikansk tjeneste. Han er nu for længst rejst videre, og i stedet føres holdet i de fladeste af klassikerne nu an af to ryttere, de i et vist omfang selv har udviklet, nemlig Jasper Stuyven og Mads Pedersen.

Sådan har det i hvert fald været i efterhånden flere år, men det er nok tvivlsomt, om man i 2024 vil tale om en delt kaptajnrolle. Mens den efterhånden 31-årige Stuyven nu i flere år har kæmpet med resultaterne, er Pedersen nemlig særligt i de to seneste år blomstret gevaldigt op, og det hele kulminerede vel - foreløbigt - i den forrygende 2023-sæson. Ganske vist blev det ikke til den forløsende klassikersejr, men en 3. plads i Flandern, en 4. plads i Roubaix, 5. pladser i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen samt en 6. plads i Sanremo repræsenterede hans indtil nu klart bedste forår, og det blev alt sammen fulgt op af et VM, hvor vi vel så den bedste Pedersen nogensinde.

Særligt sidstnævnte giver grundlag for, at holdet kan drømme stort i 2024. Foråret viste, at han stadig er et niveau under Mathieu van der Poel, Wout van Aert og i de flamske klassikere også Tadej Pogacar. Det er meget muligt, at han fortsat er det - han kunne i hvert fald ikke følge Van der Poel til VM heller - men han er kommet så tæt på, at han synes klar til at tage kampen op med dem på mere lige fod end hidtil.

Det bliver måske stadig lidt for svært i de hårdeste flamske klassikere. Her kan han på de sværeste hellingen være en anelse for tung i forhold til de tre dominerende skikkelser, men hans Flandern viste også en opskrift, der måske alligevel kan føre ham til sejr i de hårdeste løb, Flandern Rundt og E3. I Roubaix synes styrkeforholdet langt mere lige, og hans kørsel i år og ved VM indikerer, at 2024 måske bliver året, hvor han kan tage kampen op med dem hele vejen til velodromen i Roubaix. Hans allerstørste chance for at vinde et stort løb kommer dog formentlig i Milano-Sanremo. Her mangler han nok fortsat lidt i forhold til de allerbedste på Poggio, men det er meget let at forestille sig en spurt i en gruppe, hvor danskeren vil være den hurtigste. Det samme gælder for Gent-Wevelgem, som ikke uden grund er et løb, han allerede har vundet, og som passer ham som fod i hose, og også Dwars door Vlaanderen - den sidste klassiker på hans program - er et løb, hvor han endda meget vel kan ende med at stille til start som den største favorit.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Hvor Pedersen kommer til sæsonen i klar fremgang, er det anderledes med Stuyven. Belgieren har været i støt tilbagegang i nogle år, og det var bestemt ikke meget, vi så til ham i 2023. Han kørte heldigvis så flot et VM-løb, at man stadig kan drømme om et topresultat i en klassiker, men meget taler for, at han let kan ende i en rolle som hjælper for Pedersen - akkurat om han var det for Van Aert i det flotte VM-løb.

Også Jonathan Milan skal køre en stor del af klassikerne, men det er stadig lidt uklart, hvor velegnet han er til dem. Hans holdbarhed har mildt sagt været svær at blive klog. Han har leveret nogle overraskende gode klatrepræstationer, men i hele 2023 faldt han vel mest af alt i kategorien ”meget tung sprinter”. Derfor er det på nuværende tidspunkt nok tidligt at vente sig topresultater fra ham i de hårdere af løbene, men i et løb som Kuurne, hvor Pedersen er fraværende, vil han have en god chance. Det samme gælder dog særligt i de helt rene sprinterløb som De Panne og Scheldeprijs, for hvis man kan regne med hans 2023-sæson, har han kurs mod at blive en af verdens allerbedste i de rene massespurter - og så bliver det også spændende at se, hvor langt motoren rækker i Roubaix, der burde passe ham ganske glimrende. Naturligvis vil han også drømme om Sanremo, men det er svært at se ham overleve Poggio i et løb, hvor Pedersen må antages at være kaptajn.

Holdet har også Quinn Simmons, der jo drømte om at blive den næste store brostensrytter, men i stigende grad har ændret fokus i retning af mere kuperede løb. Det er stadig uklart, om han vil køre brostensløb i den kommende sæson, men da han også er stagneret, vil det være overraskende, hvis han i givet fald leverer de helt store resultater. Derudover er Alex Kirsch bundsolid i den slags løb, og som hjælper kan han komme ganske langt, og det samme kan den stadig stærkere Toms Skujins, der i 2023 ganske usædvanligt deltog i flere brostensløb. Den meget spændende Mathias Vacek kørte også en del brostensløb i 2023, og hvis det er den slags, han vil satse på, kan man også vente at se betydelig fremgang, selvom han nok skal bruges som hjælper. Endelig venter alle også spændt på at se Thibau Nys i klassikerne, men det må i første omgang vente, da han efter en intens crossvinter skubber sin sæsonstart til Romandiet.

Inden brostenssæsonen går det løs i Strade Bianche, hvor Simmons altid har for vane at køre sæsonens måske bedste løb. Det er også et løb, der passer Mattias Skjelmose sublimt, men danskeren skipper løbet i 2023. Til gengæld stiller Andrea Bagioli til start, og det er svært at designe et terræn, der passer ham bedre. Genfinder han sit vilde niveau fra efteråret, vil han kunne være en reel vinderkandidat. Kommer de til start, passer løbet slet heller ikke ringe til Skujins, Giulio Ciccone og Tao Geoghegan Hart, der efter sin skade dog næppe kan være i storform så tidligt på sæsonen, og også Natnael Tesfatsion burde have potentiale der, hvis han kan lægge sin skuffende 2023-sæson bag sig. Bagioli vil også være en uhyre spændende option i Sanremo, hvor han i sin bedste form burde have en god chance for at gå med de bedste på Poggio.

Mange af disse navne vil også tage over i Ardennerne, hvor holdet står med en af de absolut mest spændende trupper. Fokus vil være på Skjelmose, Bagioli og formentlig også Ciccone, der fik smag for løbene i 2023, og man vil også elske at se Geoghegan Hart til start i løb, der burde passe ham perfekt. Forhåbentlig starter de allerede i Brabantse Pijl, der ligger særligt godt til Skjelmose og Bagioli, men som også kunne være en chance for Simmons og Skujins. Amstel er også et fremragende løb for Skjelmose og Bagioli, der begge har fordel af at være lynhurtige i en flad spurt, men også Geoghegan Hart er så hurtig, at han vil være farlig, selvom det vil være typisk for en fyr som ham at skippe løbet.

I Fleche viste Skjelmose allerede i 2023, at han er blevet en af verdens allerbedste murspecialister, og det er også svært at tro, at det ikke er en finale, hvor Bagioli og Geoghegan Hart kan være modbydelige, mens Ciccone også kørte i top 5 i 2023. Endelig vil de i Liege kunne udgøre et skræmmende stærkt kollektiv til at kunne true de allerstørste favoritter. Forventningerne er store til dem alle, men det er klart, at der vil være særligt mange øjne rettet mod Skjelmose efter den vilde ardennersæson i 2023, for med yderligere en forbedring kommer han meget tæt på den absolutte elite. Det samme gør den Bagioli, der chokerede alle på lange stigninger i Lombardiet, hvor han endelig konfirmerede det, vi så i Montreal allerede i 2022, og når man dertil lægger, at Ciccone og Geoghegan Hart i 2023 vel var bedre end nogensinde, kan holdet potentielt stille med en skræmmende formation. Det betyder også, at Patrick Konrad og Bauke Mollema, der begge har en flot ardennerhistorik, næppe bliver andet end hjælpere, men de har også været milevidt fra deres niveau i flere sæsoner, selvom Konrad faktisk oplevede en dog ganske kort genrejsning i netop Liege i 2023.

I efteråret står holdet også stærkt. Man må håbe, at Skjelmose vil bruge San Sebastian som Vuelta-opvarmning, for det er et løb, der passer ham helt perfekt. Det samme gør det for Bagioli, og også Geoghegan Hart og Ciccone vil kunne gøre det godt, hvis det passer ind i deres grand tour-planer. Samtidig er det jo Mollemas yndlingsløb, men efter at 2023 blev året, hvor han for første gang også floppede i det løb, er det nok slut med at have forventninger til ham. Til gengæld har Skujins for vane at imponere i et løb, der ellers burde være for hårdt.

Deltagelsen i Vueltaen forhindrer Pedersen i at forsvare titlen i Hamburg, men her kan man i stedet håbe, at Milan denne gang kan få bagdelen med over Waseberg, for det er et løb, han vil kunne være blandt de helt store favoritter. Med lidt ekstra holdbarhed vil Bretagne også være en option, men det kunne også være en perfekt chance for Nys til at gå efter et WorldTour-løb. Alternativt kunne det måske også være Simone Consonnis eller Edward Theuns’ chance for at køre en spurt, mens en hårdere udgave vil passe til Stuyven, Skujins, Vacek samt måske også Bagioli og Konrad.

Det ville også være herligt at se Nys i Canada, hvor løbet i Montreal er for hårdt, men hvor Quebec virkelig kunne passe ham. Derudover det jo løb, hvor Bagioli før har været flyvende, og hvor han vil kunne være blandt de helt store favoritter, men også Simmons, Geoghegan Hart, Ciccone, Skujins og Konrad vil have muligheder på den anden side af Atlanten. Til slut kan man håbe, at Skjelmose, Geoghegan Hart og Ciccone har lidt at skyde med til Lombardiet, der passer særligt godt til de to førstnævnte, og ellers må løbet være et stort mål for Bagioli, der jo altså blev nr. 2 i 2023, og som her kan bekræfte, at han vitterligt har forbedret sig enormt på lange stigninger.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Hvad kan vi forvente i grand tours?

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden den overraskende udmelding om Pogacars Giro-deltagelse og inden Vueltaens rutepræsentation.

I forlængelse af de ovenfor omtalte meget store ambitioner har Trek i de senere år foretaget nogle store grand tour-satsninger. Først var det Alberto Contador, der blev hentet ind som den store kaptajn, og siden satsede man stort på Vincenzo Nibali og Richie Porte. Nogen sejr er det ikke blevet til, men holdet opnåede dog et stort resultat i 2020, da det lykkedes Porte i karrierens efterår at ende på Tour-podiet.

Den slags ambitioner har holdet ikke haft i de seneste sæsoner. I takt med at de i starten så højtflyvende ambitioner er blevet neddroslet, har holdet i stigende grad specialiseret sig i klassikere, massespurter og etapesejre. Klassementerne har fået kniven, og efter at man sagde farvel til først Porte og siden Nibali hentede man slet ikke en erstatning. I forbindelse med den voldsomme oprustning til 2024 ændrer det sig dog igen, for nu vil holdet skyde med spredehagl og satse på både etapesejre og klassementer i alle tre grand tours.

Manden, der er tiltænkt rollen som den store grand tour-stjerne, er naturligvis Tao Geoghegan Hart. Hans skifte lignede i første omgang et sandt kup efter en 2023-sæson, hvor han ikke blot var genrejst, men så stærkere ud end nogensinde. Han lignede i hvert fald en mand, der meget vel kunne have vundet Giroen, hvis ikke det havde været for det ærgerlige styrt. Det ændrer imidlertid alt. En brækket hofte er voldsomt, og ingen kan vide, om han kan genfinde sit gamle niveau - slet ikke allerede om et halvt års tid i Touren,d er er det store mål. Hvis til gengæld vi ser den Geoghegan Hart, vi så i maj, skal ambitionerne være tårnhøje. Den bagtunge rute med mange enkelstartskilometer er skabt til en mand, der i 2023 kørte chokerende gode enkeltstarter og restituerer eminent. Han truer næppe Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, men han er en helt seriøs kandidat til den sidste podieplads, hvis han kan måle sig lige så fint med Primoz Roglic, som han kunne i Giroen.

I netop Giroen satser holdet i stedet på Giulio Ciccone, og det kan gå begge veje. Han har endnu til gode at levere et godt klassementsresultat i en grand tour, men i 2021 var han en af løbets absolut stærkeste, indtil han styrtede i den tredje uge. I 2023 var han så endda nok bedre end nogensinde, og hvis han kan bekræfte sin holdbarhed og genfinde det niveau, er et godt resultat ganske sandsynligt i et felt, der næppe bliver skræmmende. Til gengæld passer den lette rute med mange enkelstartskilometer ham ganske elendigt, og det sætter grænser for, hvor højt han kan stræbe.

I Vueltaen er det Mattias Skjelmose, der skal jagte det store resultat, og det bliver spændende. Disse linjer skrives, mens Vuelta-ruten er ukendt, og derfor ved vi ikke, hvordan den vil passe danskeren, men som udgangspunkt er den med sine kortere, stejlere og mere eksplosive stigninger den af de tre grand tours, der passer kometen bedst. Han har døjet med sin holdbarhed, og grundet det ærgerlige styrt i Touren fik han aldrig lejlighed til for alvor at teste, men det var i hvert fald opløftende, at han kørte stærkt i den tredje uge - og i øvrigt også gjorde det i ugerne efter Touren. Det kan indikere, at der kan vente et fornemt resultat, for hans tårnhøje topniveau kender vi - i hvert fald uden for de højeste bjerge, hvor han stadig ikke er prøvet alt for meget. Med tanke på at han formentlig har forbedret sig yderligere, bliver eksperimentet meget interessant. Der er heller ingen tvivl om, at han bliver holdets kaptajn, men det kan vel ikke helt udelukkes, at han vil kunne få selskab af Ciccone eller Geoghegan Hart, selvom førstnævnte i første omgang synes mest tiltrukket af en Giro-Tour-double.

Holdet vil dog også have fuldt fokus på etapesejre. I Touren og Vueltaen vil Mads Pedersen have en kaptajnrolle, og han har jo for vane at vinde mindst én gang, når han er til start. Særligt i Vueltaens typisk lidt svagere sprinterfelt kan han være ganske dominerende, som han var det i 2022, og her vil det være overraskende, hvis ikke han vinder mindst én etape og sikkert også pointtrøjen. I Touren skal han kæmpe betydeligt mere for det, og her er der ikke alt for mange etaper, der passer ham, men særligt i den anden weekend med den stigende spurt om lørdagen og grusveje om søndagen står han stærkt. Desværre kan Jasper Philipsen igen blive en sen i skoen i jagten på pointtrøjen.

I Giroen er holdets sprinter derimod Jonathan Milan, der jo vandt pointtrøjen i 2023. Meget taler for, at det igen vil blive en stor succes, for italieneren har vist så tårnhøj en fart, at han kan blive en sand supersprinter. Han lider dog under sin holdbarhed, for vi har nu flere gange set, at han synes at tabe fart undervejs i etapeløb. Til gengæld får han et sublimt tog, da Jasper Stuyven skal køre løbet og sammen med Simone Consonni udfør en skræmmende duo af forrygende lead-out men.

Derudover er det planen, at Thibau Nys skal køre Giro, men kun hvis han føler sig frisk efter crosssæsonen. Jeg kan godt være endog meget bekymret for holdbarheden hos den endog meget svingende belgier, og han vil tillige være underlagt Milan i mange situationer. Den bedste Nys er dog skabt til at jagte en etape fra et udbrud og spurte på de dage, der måtte blive for hårde for italieneren. Alternativt kan Consonni eller måske endda Stuyven påtage sig den rolle, selvom de næppe vinder en etape.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Med så mange sprintere og klassementsryttere kan det være svært at jagte alt for mange etaper via udbrud, men mulighederne vil være der - særligt hvis klassementsrytteren falder ud af klassementet, hvad der synes relativt sandsynligt i alle tre løb. Her har holdet flere muligheder - ud over kaptajnerne selv. Ciccone har leget med tanken om at køre Tour efter Giroen, og det gik jo storartet i 2019. Måske vil han endda forsøge at genvinde bjergtrøjen. Samtidig er det på høje tid, at Andrea Bagioli vinder sin grand tour-etape, og hvis han vitterligt kan bekræfte det, vi så i efteråret, vil det næsten overraske, hvis ikke det lykkes i Giroen, der er hans mål.

Den stadig stærkere Toms Skujins var også uhyre tæt på i flere tilfælde i Giroen i 2023, og hvis han kan rejse sig efter en skuffende sæson, klatrer Quinn Simmons også nu så godt, at han er skabt til at jagte etaper. Det samme er hurtige Natnael Tesfatsion, hvis han kan genfinde de lovende takter fra tiden før skiftet til Trek, og hvis Carlos Verona kan genfinde det niveau, han havde i 2022, kan også han vinde etaper i bjergene. I bjergene har man også Juan Pedro Lopez, der ventes at skulle køre Giro og formentlig også Vuelta, men han har meget at bevise, for han har intet vist siden den flotte Giro i 2022.

Den meget lovende Mathias Vacek er også hurtig og overraskende holdbar og dermed et storartet etapevinderbud i Vueltaen, og man kan vel også i Giroen drømme om Stuyven, der dog har meget at bevise efter nogle sløje år og ikke er den ideelle ryttertype til den opgave. Tidligere ville man også have nævnt den på sine gode dage chokerende godt klatrende Ryan Gibbons, men han kommer også fra en svær periode. Endelig er der naturligvis Patrick Konrad og Bauke Mollema, der før har vundet etaper fra udbrud, men efter nogle skuffende sæsoner fra dem begge er det svært at være alt for optimistisk på deres vegne, som det også er det for Sam Oomen.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som sagt har holdet skruet markant ned på deres fokus på klassementer i de seneste år, men det er nu igen ved at ændre sig. Faktisk har holdet allerede inden oprustningen til den kommende sæson opnået stor succes på det område. Det skyldes naturligvis Mattias Skjelmose, der allerede har et hav af topresultater i mindre etapeløb, og med sin sejr i Tour de Suisse har vist, at han nu også kan vinde på den største scene. Med udsigt til at han fortsætter udviklingen, er der lagt op til en fornem sæson på det område, da han med sin gode enkeltstart er skabt til disse løb, selvom han stadig har til gode definitivt at bevise sig selv i forhold til de højeste bjerge og holdbarhed. En første test kommer i Paris-Nice, hvor meget taler for, at han kan måle sig mod Remco Evenepoel igen, inden det gælder Baskerlandet, der vel er det ugelange løb, der passer ham allerbedst. Den helt store udfordring kommer dog i Dauphiné, hvor han skal op mod en stor del af Tour-favoritterne - formentlig også Jonas Vingegaard - i topform, og det bliver en uhyre spændende opgave i et løb, der for ham ikke er forberedelse, men et decideret mål.

I virkeligheden kan et endnu bedre kort dog være Tao Geoghegan Hart. Som nævnt ovenfor skaber hans hofteskade en kedelig usikkerhed, og det vil være særligt tvivlsomt, hvor god form han når at finde til forårets mange etapeløb, men den genrejste brite, vi så i Giroen, kan blive uhyggeligt stærk i den slags løb, hvis han kan krydre sin klatring med de chokerende gode tempoevner, han havde i Italien. Holdet har naturligvis også Giulio Ciccone, der dog lider voldsomt under sin enkeltstart, men som i 2023 vel klatrede bedre end nogensinde. Det viste han i Catalonien, der som regel er uden enkeltstart, og på den rette rute kan han derfor også køre et fint klassement.

Det stopper dog ikke her. Carlos Verona kørte i 2022 nogle fine klassementer i løb uden enkeltstart, og kan han rejse sig efter sit halvsløje 2023, er det bestemt også muligt i den kommende, endda også på WorldTouren og i hvert fald i mindre løb. Man vil også have forventninger til Juan Pedro Lopez, men den engang så lovende spanier, der faktisk allerede er blevet 26, har slet intet vist siden Giroen i 2022, og med sin svage enkeltstart skal han nok snarere satse på mindre løb uden tidskørsel. I den slags løb kan man måske også håbe på at se livstegn fra Patrick Konrad og Sam Oomen, men det virker i dag usandsynligt, at Bauke Mollema stadig har mange gode klassementsresultater i sig.

Det kan Andrea Bagioli til gengæld have. Hans enkeltstart er ikke prangende, og han er trods alt stadig begrænset i de høje bjerge, men den Bagioli, vi så i Lombardiet, kan komme længere end tidligere. På WorldTouren er han også skabt til løb som Tour Down Under, Tour of Guangxi og en enkeltstartsløs udgave af Tour de Pologne. Endelig har Natnael Tesfatsion før gjort det pænt i den slags løb, og det kan han vel også gøre i den kommende sæson, hvis han rejser sig efter en svær periode.

I de fladere etapeløb har holdet Mads Pedersen. Desværre kører han denne gang hverken Danmark Rundt eller Renewi Tour, men får vi en udgave af Etoile de Besseges uden Mont Bouquet, kan han vinde et etapeløb med det samme. Jasper Stuyven har før gjort det godt i Renewi Tour, men det skal vi næppe vente os igen. Til gengæld kunne den slags løb passe Mathias Vacek, der dog ikke har haft den enkeltstart, man kunne have drømt om, og i mellemkuperede løb uden enkeltstart kan typer som Toms Kujins go Quinn Simmons også gøre det godt.

Holdet vil også have stort fokus på massespurter. Mads Pedersen mangler det sidste mod de allerhurtigste på de lette dage, men det virker ganske sandsynligt, at han vinder etaper i Besseges, Provence, Paris-Nice og Dauphiné, der er de korte etapeløb på hans foreløbige kalender. I massespurter kan der dog være endnu flere sejre i Jonathan Milan, der har vist en skræmmende tophastighed og nu udstyres med noget, der ligner et fremragende tog. Til gengæld er der som nævnt ovenfor lidt spørgsmål ved hans holdbarhed. Det er også sandsynligt, at Edward Theuns stadig får lov at spurte lidt i mindre løb, hvor han med det rette held og tog måske godt kan tage en sejr efter en lille genrejsning i 2023, ikke mindst i Vueltaen. Måske bliver Simone Consonni også løst fra sin lead-out-rolle en enkelt gang eller to, men han spurtede nu desværre meget skuffende i en lidt bekymrende 2023-sæson. Mere fremtid er der naturligvis i Thibau Nys, der måske ikke vinder klassiske massespurter, men efter de hårde dage kan slå de fleste, som vi så i 2023, hvo han særligt viste eminente evner som puncheur.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Enkeltstarten vil også være et fokusområde. Mattias Skjelmose er blevet så god, at han i det rette felt kan vinde enkeltstarter på WorldTouren, og det samme kan den Tao Geoghegan Hart, der kørte så chokerende gode enkeltstarter i Giroen. Mads Pedersen bliver også bare bedre og bedre som temporytter og excellerer særligt over kortere distancer, og det skal også blive spændende at se, om Daan Hoole kan udvikle sig yderligere. Jonathan Milan var også tidligere tempospecialist, men det har desværre knebet lidt som professionel, hvorfor det kan være noget, han neddrosler. Det samme gælder for den tidligere juniorverdensmester Mathias Vacek, der ikke har excelleret i disciplinen som professionel.

Endelig vil holdet også kunne vinde mange mindre endagsløb. I kuperet terræn har de to fantastiske typer i form af Bagioli og Skjelmose, der blandt andet før har gjort det godt i Drome-Ardeche, som i hvert fald er på danskerens program. Også Tesfatsion passer med sit punch og sin spurt til den slags løb. I knap så hårdt terræn står Nys pokkers stærkt, når han rammer sit bedste niveau, og i den slags mindre løb vil man også kunne have visse forventninger til Simmons, Skujins, Vacek, Stuyven og Alex Kirsch, der alle drager fordel af også at kunne afslutte.

Hvem kan overraske?

Hvor holdet tidligere købte den eneste verdensstjerne efter den anden, har talentudvikling i de seneste år været holdets helt store fokus. Det er klart, at det vil spille en knap så prominent rolle efter den massive oprustning, men det er ret tydeligt, at holdet stadig har store ambitioner om at finde de mest spændende unge navne, hvad den nylige kontrakt med Albert Philipsen jo tydeligt vise.

Danskeren må vente til 2025, men det betyder ikke, at der ikke kan komme gennembrud i 2024. Mest nærliggende er det naturligvis at pege på Thibau Nys. En kombination af imponerende evner og en legendarisk far gjorde ham til stjerne i Belgien i en vel nærmest endnu yngre alder end Remco Evenepoel, og han har heldigvis bevist, at han er mere end bare et kendt efternavn. I hvert fald viste han tårnhøjt niveau i sin første sæson på WorldTouren, hvor han i forbindelse med sine to sejre viste, at han kan blive en af verdens allerbedste til at spurte op ad bakke. I Ungarn og Norge klatrede han endda chokerende godt, og det vidner om, at han måske kan begå sig i endnu hårdere terræn end først antaget.

Hans crosssæson betyder, at han først starter i Romandiet og sikkert også stopper lidt halvtidligt, men indimellem kan han fortsætte sin vilde fremgang. Han vil formentlig snart kunne vinde massespurter efter hårde dage - derfor er Romandiet og Schweiz perfekte opgaver - og kommer han til start i Giroen, kan han sagtens vinde en etape enten fra et udbrud eller i en reduceret massespurt. Mindre endagsløb kan han også vinde, og i efteråret kunne han blive meget interessant at følge i løb som Bretagne, Quebec, Hamburg og Renewi Tour. Eneste problem er hans store mangel på stabilitet og den enorme forskel på hans top- og bundniveau, men det kommer forhåbentlig med alderen.

Det er også nærliggende at pege på Jonathan Milan. Nuvel, en pointtrøjevinder i Giroen er vel egentlig vokset fra denne kategori, men hans kalender betyder, at han stadig har til gode at bevise, at han kan slå de allerhurtigste. Det tyder meget imidlertid på. Han var rystende hurtig i Giroen og Guangxi, og det skulle ikke undre, om hans topfart er blandt de allerhøjeste. Nu får han endda et fremragende tog anført af Simone Consonni og i visse løb også af Jasper Stuvyen, og det kan gøre ham til en sand sejrskonge i 2023, hvor Giroen igen bliver han store mål. Lad os så håbe, at han også kan slette den bekymring for hans holdbarhed, som 2023-sæsonen skabte, og vise, at han også har potentiale i hvert fald i de lettere brostensklassikere og Paris-Roubaix.

Andrea Bagioli er måske også vokset ud af denne kategori, men der er så meget uforløst potentiale i italieneren. Da han fulgte Wout van Aert, Tadej Pogacar, Adam Yates og David Gaudu til dørs i Montreal i 2022, fik man første gang fornemmelsen af, at hans talent er endnu større end ventet, og det blev bekræftet med 2. pladsen i Lombardiet, hvor han imponerede stort i på papiret for svært terræn. Kan han faktisk finde det niveau med en vis konsistens, kan han blive en af sæsonens helt store oplevelser i Ardennerne, hvor han kan få sit definitive gennembrud, ligesom der også bør ligge en Giro-etape og vente på ham.

Mathias Vacek er også spændende. Tjekken er stadig blot 21 år og med masser af udviklingspotentiale, men han er stadig lidt svær at blive klog på. Han er uventet hurtig, som vi så med hans sejr ved de tjekkiske mesterskaber, og flere gange klatrede han også uventet godt. Han kan på sigt have gode muligheder i brostensklassikerne samt løb som Brabantse Pijl og Amstel, men i 2024 er han lidt låst af de mange kaptajner. Derfor skal han nok satse på udbrud i grand tours og mindre endagsløb, og hvis han kan finde den enkeltstart, han desværre slet ikke har haft som professionel, kan han også køre klassement i mindre etapeløb uden bjerge.

Man kan også håbe, at Natnael Tesfatsion kommer tilbage på sporet. Allerede i en meget ung alder imponerede han i de italienske løb, og han er særligt interessant, fordi han med sit punch og sin spurt burde være en vindertype. Han har også klatret uventet godt i de høje bjerge på visse dage i Giroen i 2022, men 2023 var én lang skuffelse. Også han lider meget under de mange kaptajner, men vi ved, at han kan gøre det godt i mindre endagsløb og mindre etapeløb uden en enkeltstart - i hvert fald hvis ikke bjergene er for voldsomme.

Naturligvis skal man også nævne Quinn Simmons, men stjernen er falmet noget hos amerikaneren, der engang blev sammenlignet med Remco Evenepoel. Den sammenligning holder vist ikke i byretten, men når han ikke er ramt af sygdom og skader, imponerer han stadig. Det gjorde han slet ikke i et enormt uheldigt 2023, hvor han kun for alvor viste sig frem i yndlingsløbet Strade Bianche, men undgår han uheld i 2024, bør den stadig blot 22-årige Simmons stadig have potentiale. Han er kronisk god i Strade og klatrer nu langt bedre end ventet. Det gør ham til en oplagt etapevindertype i grand tours, og i klassikerne bør han også kunne komme langt, uanset om han holder fast i at satse på de gamle mål på brostenene eller på mere kuperede løb som Amstel og Brabantse Pijl. Også han lider dog under at stå i skyggen af de mange kaptajner.

Der er også Juan Pedro Lopez, men det er svært at bevare den helt store optimisme. Ganske vist endte han som nr. 10 i Giroen i 2022, men det var i et felt uden megen bredde. Siden dengang har han faktisk intet vist, og da han efterhånden er blevet 26 år, kunne det ligne en tilværelse som bjerghjælper. Man kan dog håbe, at han rejser sig i 2024, hvor han dog også vil stå i skyggen af de mange kaptajner, men forhåbentlig bliver der plads til et godt klassement i et mindre etapeløb uden enkeltstart.

Man kunne også nævne Toms Skujins, der var imponerende stærk i anden halvdel af 2022, men der er trods alt nok grænser for, hvor meget bedre den nu 32-årige lette kan blive. Spændende bliver det også at se, om Carlos Verona, der var så positiv en overraskelse i 2022, kan rejse sig efter et skuffende 2023, selvom han næppe slipper uden om hjælperrollen mange gange. Endelig har holdet fire kaptajner, der kan overpræstere, nemlig Mattias Skjelmose, Tao Geoghegan Hart, Giulio Ciccone og Mads Pedersen, der vel i den seneste sæson alle var bedre end nogensinde. De er alle vokset ud af denne kategori, men det bliver uhyre interessant at se, hvor meget denne udvikling kan fortsætte, og hvor tæt de kan komme på de allerbedste - ikke mindst om Geoghegan Hart kan komme tilbage fra sin hofteskade og blive den podiekandidat i Touren, han lignede i Giroen i 2023.