Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af Movistar Team?

Nedenfor giver vi en analyse af Movistar Team. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Alex Aranburu, Jorge Arcas, Will Barta, Ivan Garcia Cortina, Fernando Gaviria, Ruben Guerreiro, Johan Jacobs, Oier Lazkano, Enric Mas, Gregor Mühlberger, Mathias Norsgaard, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Vinicius Rangel, Ivan Romeo, Einer Rubio, Sergio Samitier, Gonzalo Serrano, Ivan Ramiro Sosa, Albert Torres

Nye ryttere

Nairo Quintana (holdløs), Davide Formolo (UAE Team Emirates), Davide Cimolai (Cofidis), Remi Cavagna (Soudal-Quick Step), Pelayo Sanchez (Burgos-BH), Carlos Canal (Euskaltel-Euskadi), Javier Romo (Astana Qazaqstan Team), Jon Barrenetxea (Caja Rural-Seguros RGA), Lorenzo Milesi (Team dsm-firmenich), Manlio Moro (Zalf Euromobil Fior)

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ryttere, der forlader holdet

Jose Joaquin Rojas (stopper karrieren), Gorka Izagirre (Cofidis), Imanol Erviti (stopper karrieren), Carlos Verona (Lidl-Trek), Matteo Jorgenson (Team Visma | Lease a Bike), Max Kanter (Astana Qazaqstan Team), Oscar Rodriguez (INEOS Grenadiers), Lluis Mas (Illes Balears Arabay Cycling), Abner Gonzalez (?), Juri Hollmann (Alpecin-Deceuninck)

Hvordan gik transfersæsonen?

2024 var året, alle i Movistar-organisationen frygtede. Siden man forud for 2005-sæsonen hentede ham til holdet fra Kelme, har Alejandro Valverde været holdets talisman, og selvom han undervejs har kørt på sammen med stjerner som Francisco Mancebo, Oscar Pereiro, Joaquim Rodriguez, Luis Leon Sanchez, Daniel Moreno, Rui Costa, Nairo Quintana, Ion Izagirre, Richard Carapaz, Marc Soler, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og Enric Mas, har han - naturligvis med undtagelse af sin karantæneperiode - været holdets absolutte lederfigur. Med sin ufattelige evne til altid at levere topresultater har han været en garanti for, at det spanske hold altid opnåede et eller andet, og i hver eneste sæson, hvor han ikke var karantæneramt, endte han som holdets mest pointgivende rytter, selvom han var omgivet af et hav af andre stjerner.

Det er den epoke, der sluttede for et år siden, og som holdet af gode grunde har skævet nervøst til. Gang på gang var de blevet reddet af, at den spanske evighedsmaskine valgte at forlænge sin karriere endnu engang, men nu det var altså slut nu. Det efterlod et gigantisk tomrum, som aldrig ville kunne udfyldes, men værre var det, at det uundgåelige skete på noget, der vel kunne betegnes som det værst tænkelige tidspunkt.

Movistar er nemlig ikke, hvad de var engang. Mandskabet har eksisteret siden 1980 under navnene Reynolds, Banesto, Illes Balears, Caisse d’Epargne og senest Movistar, og de har i lange perioder været en af sportens giganter med ikke færre end syv sejre i Tour de France samt fire sejre i både Giroen og Vueltaen. For mindre end 10 år siden var holdet sågar en sand magtfaktor, for efter at man havde toppet verdensranglisten to gange tidligere i 1992 og 2008, endte man som verdens bedste hold fire år i træk mellem 2013 og 2016.

Siden da er det imidlertid gået stærkt ned ad bakke, og det tog for alvor fart med en meget mærkelig transferstrategi forud for 2020-sæsonen. En hel cykelverden så måbende til, da et af sportens store hold med en meget klar identitet som etapeløbs- og bjergmandskab med hovedvægt på spansktalende ryttere blev forvandlet til en uoverskuelig samling af unge navne, hvor det var svært at se nogen som helst sammenhæng eller ide i truppens sammensætning. Angiveligt var der et ønske om at internationalisere holdet og satse mere på ungt talent - to ambitioner, der da også kom tydeligt til udtryk i den nye trup - men det var meget svært at se, at der var nogen som helst langsigtet strategi bag nyere tids måske mest forvirrende transfersæson.

Identiteten forsvandt fuldstændigt. Én ting var, at man var ude af stand til at fastholde store navne som Nairo Quintana, Mikel Landa og Andrey Amador, ligesom man tidligere havde måttet sige farvel til eksempelvis Izagirre-brødrene, Richard Carapaz og Jonathan Castroviejo. Noget andet var, at man slet ikke fandt erstatninger i den ånd, der havde givet holdet så stor succes. Væk var den spansktalende klatreidentitet, da nyerhvervelserne bestod af en hel serie unge ryttere fra flere dele af Europa, der mest af alt havde det tilfælles, at deres styrker lå i et helt, helt andet terræn end det, Movistar hovedsageligt har begået sig i. Og værre var det, at kun meget få af de unge navne havde resultater, der gav håb om nogen stor sæson i 2020.

Der var derfor bange anelser hos mange iagttagere, der frygtede, at holdet helt alene ville afhænge af de tre topnavne, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, og den anelse blev desværre bekræftet. Bedre blev det ikke af, at de tre topnavne stort set havde en identisk kalender, og at de alle underpræsterede markant i andre løb end i Touren og Vueltaen. Skal man være lidt hård, var Movistar i 2020 nærmest kun eksisterende i de to løb, mens de var rene statister i stort set alle andre begivenheder, og resultatet blev et år med bare to sejre og et drastisk styrtdyk på verdensranglisten, hvor holdet gled helt ned som nr. 15 blandt de 19 WorldTour-hold - en dramatisk omvæltning for et hold, der altså endte øverst på listen hele fire gange i træk.

Heldigvis indså manager Eusebio Unzue, at der skulle mere kød på benet, og derfor hentede han frem mod 2021-sæsonen Miguel Angel Lopez og Ivan Garcia Cortina til holdet, mens han forud for 2022-sæsonen supplerede med Alex Aranburu og Ivan Ramiro Sosa - dog desværre delvist kun som erstatning efter Lopez’ kontroversielle exit. Det er imidlertid ikke tilfældigt, at holdet helt frem til en fornem slutspurt kæmpede en kamp for overlevelse på WorldTouren, for selv med de nye navne har holdet været et af de svagere i den fineste division. En manglende bredde har betydet, at holdet kun for alvor har været en faktor i de løb, hvor de er stillet til start med deres relativt få topnavne, og da Valverde i de sidste år ikke var den uhyre stabile garant for resultater, han tidligere var, har Movistar i de senere år kun været synlig i ganske få løb.

Det var altså i den situation, at Valverde nu siger farvel, og af en eller anden grund brugte Unzue slet ikke de penge, han må have frigivet, til at hente nye topnavne ind, hvis man ser bort fra en tvivlsom sprintersatsning på Fernando Gaviria - en satsning, der også stred mod holdets klatreidentitet. Alligevel kom holdet hæderligt igennem sæsonen, selvom hverken Gaviria eller holdets stjerne, Mas, havde den bedste sæson. En 12. plads på ranglisten er langt fra tidligere tiders storhed, men det placerer i hvert fald mandskabet på relativt sikker afstand af nedrykning efter den første sæson i den treårige nedrykningscyklus. Valverde efterlod i hvert ikke så stort et hul, som man kunne have frygtet.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Der er dog stadig et stykke vej til toppen af ranglisterne, og den vil Movistar næppe heller nærme sig i 2024, hvor man kan diskutere, om de står styrket tilbage efter transfersæsonen. Denne gang har Unzue ellers været ganske aktiv med erhvervelsen af hele otte nye ryttere, hvoraf særligt ét navn skiller sig ud, men på tabssiden er også et par navne, som det gør ondt at sige farvel til.

Den store nyhed er naturligvis, at Nairo Quintana vender hjem. Det kom som en stor overraskelse for det meste af cykelverdenen, da den bombe sprang i slutningen af oktober, og det er mildt sagt et interessant projekt. Det er indlysende, at colombianeren i mange år har været et stykke fra sit højeste niveau, men i 2022 vandt han stadig to etapeløb, kørte i top 5 i Catalonien (hvor han var pokkers tæt på at vinde) og Paris-Nice, inden han endte på den 6. plads i Touren, som siden er blevet ham frataget. Udfordringen er naturligvis, at ingen aner, hvor den snart 34-årige colombianer står efter et år, hvor de colombianske mesterskaber, der kastede en 3. plads af sig, var han eneste optræden i et UCI-løb.

Det vil være en betydelig overraskelse, hvis han er på samme niveau. Den lange pause og alderen må have kostet, og udgangspunktet var derfor også, at han i grand tours skulle hjælpe Mas, men han ventedes også at køre sin egen chance i andre etapeløb. De seneste meldinger går imidlertid på, at han kan få en endnu mere prominent rolle om kaptajn i Giroen. I lyset af det niveau, han havde for bare et års tid siden, er det svært at tro, at han ikke vil styrke et ret profilfattigt Movistar-hold, men kun tiden kan vise, om der bliver tale om et kup eller en mere ligegyldig investering.

Holdet henter også to andre etablerede topnavne i form af Davide Formolo og Remi Cavagna, men heller ikke her er der nogen garanti for succes. Formolo er i hvert fald også for længst på den anden side af sin storhedstid, og selvom han lykkedes med at tage to flotte sejre i det italienske efterår, er det bekymrende, at hans niveau har været gradvist aftagende og nåede sit foreløbige lavpunkt i 2023. På den anden side skal han styrke holdet i kuperede endagsløb, hvor de efter Valverdes exit har sine mangler, og hans profil passer også fint til mange af de mindre spanske løb, hvor holdet skal score en god del af sine point. Som hjælper i grand tours er han utvivlsomt også en forstærkning, men det er tvivlsomt, hvor stor en pointmaskine han bliver.

Signingen af Cavagna er langt mere kontroversiel, fordi den er endnu et eksempel på, at holdet bevæger sig væk fra sit DNA. I hvert fald er han ikke prototypen på en Movistar-rytter, og det mest bekymrende er, at han skifter til holdet for at satse på brostensklassikerne. Som hans tidligere manager, Patrick Lefevere, har gjort opmærksom på, rimer positionskamp og teknik ikke just på den ellers uopslidelige franskmand, og det ligner ikke et projekt, der vil gavne holdet. Man kan også frygte, at Cavagna ikke kan fastholde sit tårnhøje enkeltstartsniveau ved at forlade Soudal og skifte til et hold, der tidligere var en stormagt på tidskørslerne, men som har haft det svært i disciplinen i de senere år. At Cavagna er en forstærkning, siger dog sig selv. Han så i 2023 ud til at klatre bedre end nogensinde, hans enkeltstart bør trods alt stadig være god, og på et hold med færre stjerner bør han kunne få noget frihed til at jagte de udbrudssejre, der er hans helt store speciale.

Alt sammen er det indtil nu lovende, men der er én grund til, at det samlede transferregnskab alligevel kan ende med at gå i minus. Holdet mister nemlig Matteo Jorgenson, og det er et tab, der gør pokkers ondt. Amerikaneren fik sit helt store gennembrud i 2023, hvor han viste et helt uventet potentiale i brostensklassikerne, men først og fremmest blev så god i bjergene og på enkeltstarterne, at han går en lovende fremtid som etapeløbsrytter i møde - dog nok mere i ugelange løb end i grand tours. Han endte med sin 35. plads på verdensranglisten som holdets mest scorende rytter, særligt via sin flotte kørsel i Romandiet og Oman, og han efterlader således et stort, stort hul, der kun bliver større, hvis man tager i betragtning, at han næppe har toppet endnu.

De øvrige tab er knap så alvorlige, men det gør nu ondt at miste Carlos Verona. Hans opgave har ikke så meget været at jagte personlige resultater, men han har været en skattet hjælper. Han nåede et tårnhøjt niveau i 2022, hvor han også vandt kongeetapen i Dauphiné, men i 2023 var han desværre ikke af samme styrke. Det gør tabet knap så markant, men på et hold, der i dag sjovt nok mangler stærke klatrere, vil han blive savnet.

I det bjergrige terræn siger holdet også farvel til Oscar Rodriguez, der ganske overraskende fået kontrakt med Ineos. Han havde én god dag i 2023, da han var tæt på at vinde i Limousin, men allerede inden det grimme styrt i Giroen havde han i en lang periode været helt anonym. Limousin-ridtet viser, at han måske stadig kan have noget at byde på, men i første omgang virker tabet knap så markant. Det gør det heller ikke, når man igen siger farvel til Gorka Izagirre, der i dag synes milevidt fra fordums styrke, og unge Abner Gonzalez viste aldrig et niveau, der gjorde det sandsynligt, at han skulle have en stor fremtid på WorldTouren.

Holdet henter til gengæld to andre forstærkninger i bjergene. De sidste fem nyerhvervelser er alle unge talenter, der nok engang er det store fokus for det ”nye” Movistar, og blandt disse er to specifikt hentet for deres evner som klatrere. Mest interessant er Pelayo Sanchez, der i 2023 bragede ind på scenen med sin 2. plads på Mallorca. Trods en udbrudssejr i Asturien lugtede det senere af, at det nok mere var udslag af god januarform end et grænseløst potentiale, men da han pludselig kørte en rystende god tredje uge af Vueltaen, hvor han var tæt på at vinde 20. etape og blandede sig med favoritterne i bjergene, beviste han, at han har sin berettigelse på højeste niveau. Han bliver i hvert fald spændende at følge.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Den anden nye klatrer er Javier Romo. Den tidligere triatlet lagde ud med brask og bram for Astana i 2021, men herefter viste han nærmest intet, indtil han blev en flot nr. 7 i Burgos i år. Angiveligt har han været ramt af en del helbredsproblemer i den mellemliggende periode, og da han i kraft af sin fortid stadig er meget grøn i sporten, kan han sagtens vise sig at have en lovende fremtid. Både han og Sanchez er i hvert fald interessante tilføjelser.

Op mod jul kom der så en overraskende tilføjelse, da holdet pludselig hentede Lorenzo Milesi, der jo ellers havde kontrakt med DSM. Det er bestemt ikke nogen klassisk Movistar-signing, men måske kan det blive det på sigt. Han er i hvert fald som type svær at blive klog på. I sin første sæson lavede han kun ét stort resultat, men det var til gengæld også af en vis vægt, da han choksejrede ved U23-rytternes VM i enkeltstart (og så vandt han jo holdløbet i Vueltaen, hvor han kom i førertrøjen). Det vidner om uventet gode tempoevner, og det er da også dem, han har tænkt sig at dyrke, men han vil også gerne forbedre sig i bjergene med henblik på etapeløb. Om det projekt vil lykkes, er uklart, men det er i hvert fald en chance, der er værd at tage for det relativt profilfattige hold.

De sidste fire nye ryttere viser til gengæld, at holdet fortsat har ambitioner i andre løbstyper end dem, der har været holdets DNA. De henter i hvert fald Carlos Canal, der jo har haft for vane at blande sig i massespurter. Det har han nu ikke haft den store succes med, og det vil være helt forkert at satse på ham som sprinter. Til gengæld har han vist en vis holdbarhed, der kombineret med hans fart gør ham interessant. Også han imponerede særligt på Mallorca allerførst på sæsonen, men gjorde det hæderligt gennem hele året. Noget rasende stort talent er han nok ikke, men på et hold, der mangler vindertyper, gør hans fart ham interessant i klassikerne, både på brostenene, hvor han dog er helt ude erfaring, og i mere kuperede løb.

Hvis han har tænkt sig at køre massespurter, vil han erstatte Max Kanter. Tyskeren var endnu en af de nyerhvervelser, der faldt uden for holdets traditionelle fokusområder, men det lykkedes aldrig for alvor at sparke gang i hans karriere. 2022 var egentlig lovende, men 2023 blev ikke en succes - også fordi han ofte skulle køre lead-out for Fernando Gaviria. Det er bekymrende, at holdet siger farvel til en af de få lead-out men for den positioneringssvage colombianer, der har kurs mod at ende som den lidt forudsigelige fiasko, og en ekstra sprinter er altid god at have, når man jagter point. Noget uoverskueligt tab er det dog ikke.

At holdet er tyndt besat i toget, er Unzue dog tilsyneladende klar over. I hvert fald hentede han i sidste øjeblik den holdløse Davide Cimolai, der jo har enorm erfaring i lead-outs. I det lys er det på papiret en glimrende investering, men desværre har den aldrende italiener været en skygge af sig selv i de seneste to sæsoner. Særligt hans engang så glimrende holdbarhed synes helt væk, og man kan meget vel frygte, at han kommer til holdet en postgang for sent til for alvor at kunne bidrage i rollen som Gavirias sidste mand.

Endelig henter holdet to ryttere med knap så udtalte spidskvaliteter. Overraskende er det, at de giver chancen til Jon Barrenetxea, der mest af alt er kendt som en uopslidelig udbryderkonge og ikke har leveret væsentlige resultater. Han ligner umiddelbart en mand, der mest af alt skal udfylde en hjælperrolle, men præcis det samme kunne man sige, da de hentede udbryderkongen Oier Lazkano, der har kurs mod at være meget mere end det. Derfor kan han måske overraske. Uventet er det også, at de henter den italienske banerytter Manlio Moro som også falder helt uden for holdets traditionelle identitet. Hans resultater på banen er store, da han er en del af det italienske forfølgelseshold, men på landevejen har han endnu ikke excelleret. Om han kan nå de resultater i brostensløbene og på enkeltstarterne, som han drømmer om, må tiden vise, men det vil nok tage nogen tid - særligt fordi han i 2024 vil have fuldt fokus på banen ved OL.

Resultatet af disse mange unge ryttere er også, at holdet bliver kraftigt forynget. Der ryddes nemlig også ud i den gamle garde. Ikke blot siger man farvel til Izagirre. To af holdets største kulturbærere, der har kørt på holdet, siden Ruder Konge var knægt, indstiller nemlig karrieren. Det gælder Jose Joaquin Rojas og Imanol Erviti, hvis betydning for holdets kultur kan være ganske betydelig, ligesom de tager en enorm erfaring med sig. Til gengæld har de i de seneste år også begge været et stykke fra deres bedste, og sportsligt kan de derfor sagtens erstattes. Det samme kan udbryderkongen Lluis Mas, der aldrig for alvor blev andet end hjælper, samt uge Juri Hollmann, der var endnu en af holdets meget mystiske nyerhvervelser, og som aldrig havde udsigt til at bidrage med andet end hjælpearbejde i løb, hvor holdet ikke har haft sit fokus.

Samlet set er der derfor både skidt og kanel for det spanske storhold. Udskiftningerne er mange, men om det bliver en succes, vil i vidt omfang afhænge af, om Quintana bliver en succes eller ej - og det er pokkers svært at spå om. Han skal imidlertid opnå et ret højt niveau, hvis han skal kompensere for det store tab af Jorgenson, der ligesom Verona og - i lyset af Gavirias muligheder - Kanter vil blive savnet. Formolo og Cavagna udgør heldigvis begge forstærkninger, men også to risikable af slagsen, og endelig har Unzue heldigvis også forsøgt at sikre fremtiden, når nu Jorgenson forsvinder, men erhvervelsen af Sanchez, Romo og Canal, der alle synes at have et vist, men ikke helt åbenlyst potentiale.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Blandt cykelsportens WorldTour-hold er der ofte en ret klar adskillelse mellem mandskaber, der mest af alt satser på klassikerne, og hold, for hvem etapeløbene er det store fokus. I den forbindelse er det helt soleklart, at Movistar hører til blandt etapeløbsholdene. Holdet har altid haft grand tours som deres DNA, og gennem deres lange historik har de da også en skræmmende god historik med adskillige sejre i alle de tre store løb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Klassikerne har til gengæld i vidt omfang været negligeret - og dog. Det er rigtigt, at brostensløbene længe var en by i Rusland for det spanske hold, der helst slap for at deltage, indtil indførelsen af ProTouren og senere WorldTouren har tvunget dem til at tage rejsen mod nord for at agere statister på de ujævne nordeuropæiske veje. Siden Alejandro Valverde blev en del af holdet, har ardennerklassikerne imidlertid været af sæsonens nøglepunkter - faktisk i så vidt et omfang, at Valverde i dag er meget tæt på at kunne kalde sig alletiders ardennerkonge.

På den måde har forårssæsonen for Movistar i mange år været todelt. Brostensløbene var noget, der blot skulle overstås, mens man havde travlt med at vinde på den spanske hjemmebane i Catalonien og Baskerlandet, og senere rejste Valverde så fra Spanien til Belgien for at give holdet den klassikersucces, de aldrig har været i nærheden af i de andre løb. Som led i den ovenfor omtalte nytænkning af holdet har man imidlertid ikke blot internationaliseret holdet med erhvervelsen af mange unge ryttere fra et hav af forskellige nationer. Man har også hentet mange meget tungere ryttere, der skal gøre holdet til en faktor i også de fladere klassikere.

Manden, der fik til opgave at levere resultaterne, er Ivan Garcia Cortina, men desværre har det slet ikke været en succes. I sine tre første år på holdet har spanieren slet ikke indfriet det store potentiale, vi så i tiden hos Bahrain, og det spanske mandskab har i alt væsentligt været lige så anonyme på brostenene, som de plejer - lige indtil Matteo Jorgenson overraskede stort i E3 og Flandern. Han er imidlertid væk igen, og derfor peger alle pile igen på Garcia Cortina.

Denne gang er der måske grund til lidt optimisme. Han gav glimt af fordums styrke med sin top 5 i E3, men i efteråret lignede han pludselig igen den komet, han engang var. Han kørte i hvert fald rasende stærkt i anden del af sæsonen, selvom resultaterne desværre udeblev, og det giver håb om, at han kan blande sig helt fremme i Roubaix og de hårdeste flamske løb. Der er stadig lang vej - ikke mindst fordi han er meget alene i positionskampen - men det virker ikke helt umuligt, at han kan levere nogle resultater denne gang.

I år er han måske mere end en endagshær. Oier Lazkano indledte sit gennembrud med sin sensationelle podieplads i Dwars door Vlaanderen. Den blev opnået via et langt udbrud, og vi aner derfor ikke, hvad han kan, hvis han skal begå sig med favoritterne. Motoren har han - og den blev kun endnu bedre senere på sæsonen - men han mangler måske noget punch og i hvert fald noget erfaring. Særligt hvis han kan komme favoritterne i forkøbet, kan han dog komme meget langt i både de flamske løb og Roubaix, men det er stadig uklart, hvordan hans satsning vil være. Han klatrede nemlig så godt i 2023, at han måske også kan satse på hårdere løb, men han har udtrykt en kærlighed til brostenene, der gør en sådan satsning naturligt.

Alex Aranburu har også berørt brostenene, men uden den store succes. Han lider under sin ringe positioneringsevne, men i teorien burde han kunne gøre det hæderligt i de hårdeste af de flamske løb, hvis han mod forventning skipper Baskerlandet for at give dem et skud. På sigt har Carlos Canal også ambitioner i den slags løb, men for ham må det i første omgang handle om at lære. Mathias Norsgaard har vist et potentiale i Roubaix, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme i den nordfranske klassiker, der også burde kunne passe til Ivan Romeo, som ikke viste meget i 2023, men som også fortsat er meget ung. Endelig har holdet Fernando Gaviria til de helt rene sprinterløb som Scheldeprijs og De Panne, men han er i dag næppe holdbar nok til de hårdere løb.

Et selvstændigt projekt er Remi Cavagna. Han skiftede væk fra Soudal for blandt andet at få nogle chancer på brostenene. Med sin teknik og evner i positionskampen ligner det et besynderligt valg, men han er også typen, der kan komme rigtigt langt fra et udbrud i løb som Flandern og Roubaix. Han kørte fornemt i Brabantse Pijl i 2023, og da det løb kan minde en flamsk klassiker, venter der måske alligevel et godt resultat. Forhåbentlig tager han Brabantse Pijl og Amstel med, for de passer ham umiddelbart bedre.

Uden Valverde er holdet slet ikke tidligere tiders magtfaktor i Ardennerne. Med 2. pladsen i Lombardiet i 2022 fik Enric Mas dog smag for klassikerne, og han ville gerne give Ardennerne et skud. Det gik slet ikke i 2023, og man kan nok tvivle på, om han for alvor vil være farlig på en tid af året, hvor han ikke har to grand tours i benene. Omvendt har han i de seneste sæsoner præsteret langt bedre i foråret end tidligere, og top 10-placeringer i Fleche og Liege virker bestemt ikke urealistisk.

Holdet vil også håbe, at Davide Formolo, der tidligere har været en lille Liege-konge, kan rejse sig, men der er ikke umiddelbart noget, der indikerer, at det vil ske. En anden kandidat er Ruben Guerreiro, der i 2022 blev nr. 7 i Fleche. Dengang var han også bedre end nogensinde, og han kommer fra en skidt 2023-sæson. Med det niveau, han havde i 2022, bør han dog igen være kandidat til et godt resultat i særligt Fleche.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Derudover må man håbe, at kometen Lazkano kører løbene. Det er stadig svært helt at blive klog på klatreevnerne, og Fleche og Liege er nok for voldsomme, men med sin opportunistiske kørsel ligner han et glimrende bud i Amstel og Brabantse Pijl. De to sidstnævnte løb passer også storartet til den ellers lidt svingende Aranburu, der viste en helt ny holdbarhed i dele af det seneste efterår, hvor han særligt imponerede i Montreal, og de burde også være perfekte for Ruben Guerreiro. Han var bedre end nogensinde i efteråret 2022, men til gengæld havde han et helt forfærdeligt 2023, hvor han aldrig fandt formen. En joker er Javier Romo, der burde passe til løbene og i efteråret endelig begyndte at vise lovende takter, men han mangler fortsat meget, inden vi kan se ham helt fremme.

Endelig er der de italienske løb. Aranburu kan næppe køre med de bedste på Poggio, men han er altid top 10-kandidat i Sanremo, hvor en genrejst Garcia Cortina også bør kunne gå efter et resultat. Holdet vil også drømme om at få Gaviria med over Poggio, men det virker ikke længere realistisk. Formolo har altid været fremragende i Strade Bianche, hvor han selv i det skuffende 2023 gjorde det godt, og selvom han ikke er som tidligere, kan han forhåbentlig gentage den bedrift. Grusvejsløbet kunne også passe til Lazkano, Guerreiro, Serrano og måske særligt Aranburu - særligt hvis han møder op med Montreal-benene.

I efteråret vil holdet igen satse stort på San Sebastian. Det er et løb, der er svært at vinde, men med Montreal-ben er Aranburu bestemt top 10-kandidat, og det er også et løb, der ligger udmærket til Guerreiro, Formolo og måske endda den Serrano, vi så i 2022. Også her vil Lazkano kunne komme langt, hvis han angriber fra distancen. De fladere løb er en udfordring, men Gaviria burde kunne gå efter løbet i Hamburg, hvor Garcia Cortina kan være en mere holdbar plan B. Ser vi igen den bedste Garcia Cortina, vil han været et glimrende bud i en hård udgave af Bretagne, der også bør være et løb for Aranburu, Serrano og Lazkano samt måske endda Canal.

I Canada imponerede Aranburu som sagt stort i 2023, og han passer perfekt til begge løbene. Det samme gør i teorien Serrano, hvis han finder sit bedste igen, og vi har før set Garcia Cortina levere sit livs klatreindsats, da han endte på podiet i Montreal. Igen er det også løb, der ikke burde være helt uden for skiven for Lazkano. Til Lombardiet er det til gengæld alle mand for Mas, der jo var så pokkers tæt på at vinde i 2022, og hvis han atter kommer flyvende ud af Vueltaen, vil han nok engang kunne tage til Italien som en af favoritterne.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden den overraskende udmelding om Pogacars Giro-deltagelse og inden Vueltaens rutepræsentation.

Hvis klassikerne er holdets udebane, er grand tours hjemmebanen. Miguel Indurain var den store skikkelse i den sammenhæng, men holdet har altid haft ryttere, der har kunnet begå sig i kampen om de samlede sejre i de største etapeløb. Det håber de også at have i år, men betingelserne er blevet betydeligt dårligere de seneste år, hvor holdet som nævnt ovenfor har gennemført en transformation af staben og flertallet af ryttertyper.

Som regel har holdet nemlig haft mindst tre topkandidater til de tre grand tours, men det har de ikke længere. Over en kort årrække er det blevet til et farvel til Nairo Quintana, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og Marc Soler samt nu også Alejandro Valverde, og derfor løftede Enric Mas arven alene i 2023. Nu har man heldigvis fået Quintana tilbage, og da også Einer Rubio meldte sig på banen i 2023,  giver det på papiret tre kort at spille i klassementet.

Planerne er i skrivende stund ikke meldt ud, men alt taler for, at Mas nok engang vil satse på en Tour-Vuelta-double, og der er grund til en vis optimisme. Allerede med 2. pladsen i Vueltaen i 2020 fornemmede man, at han havde taget et skridt, da Primoz Roglic reelt kun lykkedes med at sætte ham afgørende til vægs én gang og det efter et grimt styrt til spanieren. Samme fornemmelse havde man i løbet af foråret 2022, hvor det grundet en endeløs serie af styrt blev skjult i resultatlisten, og efter en uforklarlig og helkikset Tour kom det endegyldige bevis med 2. pladsen i den seneste Vuelta og ikke mindst et forrygende efterår, hvor han slog Tadej Pogacar i Emilia og fulgte sloveneren helt til dørs i Lombardiet.

2023 blev ingen succes. Styrtet sendte ham ud af Touren og betød, at han aldrig helt fandt sit bedste niveau i Vueltaen. Det betyder, at vi ikke har set den bedste Mas i mere end et år, hvilket altid skaber usikkerhed, men kan han finde samme niveau som i 2022, er han farlig. Konkurrencen i Touren er knivskarp, og her er nok kun top 5-kandidat, men med det franske løb i benene plejer han at være flyvende i Vueltaen. Her er der bestemt alt mulig grund til at tro, at han atter vil køre med om podiet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Hvad så med Quintana? I forbindelse med skiftet meldte holdet ud, at han skulle være hjælper for Mas, men nu går der rygter om, at han skal til Giroen. Som beskrevet i transferanalysen er det efter et års løbspause helt umuligt at vide, hvad vi skal forvente, men kan han nærme sig det niveau, han havde i 2022, er han bestemt top 10-kandidat i det italienske løb, selvom den ugunstige rute nok sætter grænser for, hvor langt han kan komme. Meget taler for, at de vil bruge ham i to grand tours, og derefter kan han drage til Touren eller Vueltaen som hjælper og en mulig plan B for Mas - og hvorfor ikke også som etapejæger?

Det tredje kort er Rubio. Han endte som nr. 11 i en ikke specielt stærkt besat Giro, og der venter ham næppe nogen stor grand tour-fremtid. Ruten i Giroen passer ham heller ikke, men kan han lægge et lag på, er han bestemt top 10-kandidat. Spørgsmålet er bare, om han skal til Italien, for det er også ganske sandsynligt, at de tager ham med til Touren som plan B, hjælper og mulig etapejæger. I sidstnævnte rolle kan han i hvert fald slå til, som vi så i Giroen. Endelig har holdet Ruben Guerreiro, der tidligere har luftet klassementsambitioner i grand tour-sammenhæng, men det virker ikke realistisk. Det gør det heller ikke for Ivan Ramiro Sosa, der tydeligvis slet ikke er skabt til grand tours og også ha alt at bevise efter et forfærdeligt 2023.

Massespurter vil ikke have noget stort fokus, men man må formode, at holdet igen vil give Fernando Gaviria en del støtte i Giroen. Det går imidlertid støt ned ad bakke for colombianeren, og med den svage støtte og det niveau, han havde i 2023, er der ikke meget, der tyder på, at der venter en etapesejr. Ivan Garcia Cortina vil også skulle køre Tour eller Vuelta, og her vil han kunne jagte top 10-resultater, men skal han vinde en etape, skal det nok være fra et udbrud. Holdet har også halvhurtige Carlos Canal, der kunne være et alternativ til massespurterne i Vueltaen, men også han mangler den fornødne fart. På sigt han kan til gengæld blive så holdbar, at også han måske kan vinde fra udbrud.

Netop udbrud spiller altid en rolle for holdet. Den Guerreiro, vi så i 2022, er et fremragende bud på en mulig etapevinder, og det samme vil udbryderkongen Oier Lazkano, der formentlig skal have Tour-debut, være. Alex Aranburu bør også kunne vinde en etape fra den rette gruppe, og med et bedre efterår kan man også håbe, at Davide Formolo og Gonzalo Serrano atter finder et niveau, der gør det realistisk. Mndst lige så spændende er dog Pelayo Sanchez, der jo nåede et uhyre højt niveau i Vueltaens tredje uge, og tager han endnu et skridt, er han bestemt en kandidat til bjergetaperne.

Tidligere ville det samme have været tilfældet for Antonio Pedrero, men den efterhånden halvgamle spanier fandt aldrig sit niveau i 2023. Javier Romo viste også så fine takter i efteråret, at han måske kan udvikle sig til at blive en hæderlig etapejæger. Endelig kan man håbe, at Lorenzo Milesi vitterligt er så god en temporytter, at han kan lave et pænt resultat på en enkeltstart i Giroen, der formentlig vil blive hans grand tour.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne analyse er det blevet klart, at Rubio satser på Giroen, Quintana på Giroen og Vueltaen samt Mas på Touren og Vueltaen.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Mens han solidt har etableret sig som en stor grand tour-stjerne, har Enric Mas meget få resultater i ugelange etapeløb. Det skyldes i høj grad, at han er kendt som en langsom starter, hvis dieselmotor passer langt bedre til de længere etapeløb. Alligevel er der grund til at tro på flotte resultater fra spanieren. Sidste 2022 havde han kurs mod topresultater i Tirreno, Baskerlandet og Dauphiné, indtil han styrtede, og i efteråret kunne han pludselig også køre endagsløb. Han lider stadig under, at han slet ikke har genfundet den enkeltstart, han havde hos Quick-Step, og de spiller ofte en stor rolle i den slags løb, men med de fornemme bjergevner, han efterhånden har udviklet, bør man kunne forvente, at han kan køre med om podiet i mange af forårets store WorldTour-løb. Særligt vil det være naturligt for Movistar at sende ham til Catalonien, hvor der heller ikke i 2023 ventes at være en enkeltstart, og hvor en sjældent svær målstigning vil give ham en stor chance for at tage en fornem samlet sejr på WorldTouren - og så endda på hjemmebane.

En langt bedre historik i ugelange løb har Nairo Quintana, der har vundet adskillige af slagsen. Som nævnt ovenfor er det dog uhyre usikkert, hvilket niveau han vil finde efter sin lange pause, og han vil tillige altid lide under sin mildt sagt mindre gode enkeltstart. Han har haft for vane at starte sæsonen som lyn og torden i de mindre etapeløb, men om det vil gælde efter en løbsfri sæson, er mere usikkert. Derudover skal Einer Rubio gerne tage næste skridt i den slags løb, men i mange tilfælde vil også han lide under sin enkeltstart. En joker er Oier Lazkano, der jo faktisk har en brugbar enkeltstart, men han er trods alt nok for begrænset i bjergene til for alvor at kunne køre klassement.

I det hele taget vil det nok knibe med at have mange andre kandidater til WorldTour-løbene, men den Guerreiro, vi så i 2022, kan bestemt stadig begå sig i mindre etapeløb, og hvis hans Vuelta-afslutning var udtryk for et helt nyt niveau, skal det også blive meget spændende at se Pelayo Sanchez i de mindre etapeløb. De løb har jo tidligere været Ivan Ramiro Sosas domæne, men efter hans mildt sagt sløje 2023-sæson kan man godt tvivl stærkt på, om der venter endnu en genfødsel.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Antonio Pedrero skal også bevise, at han stadig kan begå sig i mindre bjergløb efter den lidt sløje 2023-sæson, som det også gælder for Davide Formolo, mens man til gengæld kan håbe, at Javier Romo efter det fine efterår nu er klar til at tage næste skridt i de mindre løb. Som nævnt under transferanalysen drømmer Lorenzo Milesi også om at forbedre sig så meget i bjergene, at han kan køre klassement i etapeløb, men det ligger ikke lige for allerede i 2024.

Holdet vil også fortsætte sprintersatsningen med Fernando Gaviria, der må ventes at få en del støtte, men det kan være svært at finde argumenter for, at han skulle vinde mange flere løb, end han gjorde i det skuffende 2023, der fulgte i ryggen på adskillige skuffende sæsoner. Holdets øvrige to sprintere er Ivan Garcia Cortina og Carlos Canal, men det er svært at se dem vinde massespurter - i hvert fald hvis vi ikke taler om et mindre spansk løb.

Dem kører holdet til gengæld en del af, og her plejer de at kunne hente en del sejre. De har i hvert fald et par oplagte vindertyper til kuperet terræn i form af Alex Aranburu, Gonzalo Serrano, Guerreiro og Lazkano, og derudover har holdet jo nu endnu en udbryderkonge i form af Remi Cavagna, der kan vinde både endagsløb og etaper i etapeløb.

Endelig vil holdet også have et vist fokus på enkeltstarter, hvor det skal blive interessant at se, om Cavagna kan fastholde sit tårnhøje niveau på nyt materiel, ligesom Nelson Oliveira så sent som i 2023, at han trods sine store udsving stadig kan levere topresultater på lange enkeltstarter, når han rammer dagen. Og hvor meget kan Lazkano udvikle sin enkeltstart? Endelig skal det blive interessant at se, hvor god en temporytter Milesi vitterligt er. Inden sin VM-sejr lignede han bestemt ikke en fremtidig tempostjerne, men nu bliver det en opgave for DSM at bevise, at hans VM-titel ikke bare kom på en særligt god dag.

Hvem kan overraske?

Movistar har haft en ganske fin succesrate med at finde og udvikle talenter, men de i dag begrænsede økonomiske ressourcer gør, at de har sværere ved at få fat i de største talenter. Det gør således utvivlsomt ondt, at man hverken fik fat i Juan Ayuso eller Carlos Rodriguez, og vi skal vel efterhånden tilbage til Richard Carapaz for at finde deres seneste store succeshistorie.

Det er også ret småt med udsigterne til store overraskelser i den kommende sæson, men man må naturligvis fremhæve Oier Lazkano. Man kan diskutere, om han allerede har slået sit navn så meget fast, at han er vokset ud af denne kategori, men han fortjener omtale grundet al den usikkerhed, der hersker om ham. Indtil sidste sæson var han alene kendt som en utrættelig udbryder, men nu er han meget mere end det. Vi ved bare ikke rigtigt, hvad han for alvor kan. Jo, vi ved, at han har potentiale til at blive en sand udbryderkonge, og med sine pludselig fremragende evner i kuperet terræn kan han altid falde tilbage på en karriere som en spansk Thomas De Gendt. Hans klatrepræstationer i Schweiz Rundt og efteråret var imidlertid så lovende, at han måske også kan udvikle sig til klassementsrytter i løb, der ikke er alt for svære, da hans enkeltstart er i hvert fald hæderlig, og derudover fik han smag for brostenene med sin 2. plads i Dwars door Vlaanderen. Om punchet rækker vil tiden vise, men han kan potentielt satse på både brostens- og ardennerklassikere.

Mere ubeskrevet er Pelayo Sanchez, der havde et spøjst 2023. Han lignede en kommende komet med sin forrygende sæsonstart, men da han hurtigt faldt hen i anonymitet, så det ud til bare at være udtryk for god januarform. I den tredje uge af Vueltaen nåede han til gengæld pludselig helt nye højder, da han pludselig klatrede med klassementsrytterne og var tæt på at vinde 20. etape, og det vidner om, at den 23-årige spanier måske er et større talent end som så. Det vidner i hvert fald om en motor til den tredje uge, men hvor langt hans klatreevner vil række i fremtiden, er ikke helt indlysende. Hans enkeltstart er heller ikke prangende, men det skal blive interessant at se ham i mindre etapeløb i den kommende sæson, vurdere ham på bjergetaper på WorldTouren og finde ud af, om han allerede kan vinde en udbrudsetape i en grand tour.

Man kan vel også nævne Einer Rubio. Det står vel efterhånden klart, at der er grænser for, hvor langt han kommer, men efter at skader satte ham tilbage i 2022, kørte han et flot 2023 med etapesejr og 11. plads i Giroen samt etapesejr i UAE Tour. Han lider under sin enkeltstart, men hæver han sit niveau i bjergene yderligere, kan han jagte en top 10 i Giroen i den kommende sæson, selvom ruten ikke passer ham, ligesom han vil kunne agere plan B for Enric Mas i Touren eller Vueltaen. Derudover kan han i hvert fald køre klassement i etapeløb uden enkeltstarter.

Måske skal vi også pege på Javier Romo. Den tidligere triatlet slog aldrig rigtigt til hos Astana, men hans top 10 i Burgos var alligevel værd at notere sig. Styrtet i Vueltaen forhindrede ham i at bygge videre på det fine momentum, og da han kun er 24 år og har en lidt speciel baggrund, kan han fortsat udvikle sig yderligere. Han er nok mere puncheur end klatrer, og derfor er det i kuperede endagsløb, mindre etapeløb og som etapejæger, vi kan forvente at se ham i den kommende sæson.

Der er også Carlos Canal. Han satte bestemt ikke verden i brand i 2023, men han imponerede flere gange med sin holdbarhed i kuperet terræn. Han har kørt en del massespurter, men det er klart, at han ikke bliver sprinter. Til gengæld er farten og punchet et godt våben, der gør ham interessant som etapejæger fra udbrud og i første omgang i mindre endagsløb. Herefter vil tiden vise, om vi også kan regne med ham i de flamske klassikere i fremtiden. Her mangler han indlysende nok al tænkelig erfaring, men det er i hvert fald løb, han har udtrykt interesse for at satse på i fremtiden, og hvor han formentlig skal have sin debut i den kommende sæson.

Endelig bliver det meget interessant at følge, om Lorenzo Milesi virkelig er en kommende tempostjerne, eller om hans VM-titel bare var udtryk for en sublim dag. Det er dog primært på enkeltstarterne, at vi skal holde øje med ham, selvom han har sagt, at han på sigt vil forbedre sig i bjergene også.