Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af EF Education-EasyPost?

Nedenfor giver vi en analyse af EF Education-EasyPost. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Andrey Amador, Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Richard Carapaz, Simon Carr, Hugh Carthy, Jefferson Cepeda, Esteban Chaves, Stefan De Bod, Owain Doull, Ben Healy, Mikkel Honoré, Andrea Piccolo, Neilson Powless, Sean Quinn, Jonas Rutsch, James Shaw, Georg Steinhauser, Rigoberto Uran, Marijn van den Berg

Nye ryttere

Rui Costa (Intermarché-Circus-Wanty), Michael Valgren (EF Education-NIPPO Development Team), Harry Sweeny (Lotto Dstny), Archie Ryan (Jumbo-Visma Development Team), Darren Rafferty (Hagens Berman Axeon), Jack Rootkin-Gray (Saint Piran), Lukas Nerurkar (Trinity Racing), Jardi Christiaan van der Lee (Willebrord Wil Vooruit), Yuhi Todome (EF Education-NIPPO Development Team), Markel Beloki (MMR Cycling Academy)

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ryttere, der forlader holdet

Magnus Cort (Uno-X Mobility), Jens Keukeleire (stopper karrieren), Merhawi Kudus (?), Odd Christian Eiking (?), Mark Padun (Corratec), Lukasz Wisniowski (?), Jonathan Caicedo (Forte Petrolike-Androni Giocattoli), Tom Scully (?), Julius van den Berg (Team dsm-firmenich PostNL), Diego Andrés Camargo (Forte Petrolike-Androni Giocattoli)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012. Undervejs er det endda også lykkedes at vinde hele fire af de fem monumenter.

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

Siden har der dog været mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de steder, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt lykkedes det at blive en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt i 2019 og en fornem 2020-sæson med Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

Siden er det dog igen gået ned ad bakke, og holdet endte derfor i en desperat dødskamp mod slutningen af 2022, hvor Vaughters endte som en af de managers, der i desperation måtte sende sine tropper til snart sagt alle efterårets løb i håb om at sikre sig det nødvendige antal point. Det lykkedes heldigvis, men det blev alligevel for andet år i træk en halvtrist sæson. Bare ni sejre blev det til, hvoraf de to var gevinster i svagt besatte nationale mesterskaber i Irland og Eritrea, og holdet endte på verdensranglisten som nr. 18 - slået af hele tre ProTeams - og som et af de svageste WorldTour-mandskaber.

Det er ikke mærkeligt. I de seneste opgørelser, hvor WorldTour-holdenes budget er blevet estimeret, roder holdet rundt i den tunge ende som et af de tre mest pengefattige i samme liga som Cofidis, Arkea og Intermarché. I det lys har Vaughters’ handlemuligheder været ret begrænsede, og det er formentlig også derfor, at han i de senere år har set store talenter som Daniel Martinez og Sergio Higuita søge væk til større og stærkere hold.

I stedet har Vaughters i højere grad satset på talenter og ryttere, hvis karrierer han har forsøgt at genopleve. Efter den kritiske 2021-sæson besluttede han sig også for, at noget måtte gøres, og han gennemførte en større udrensning, hvor han hentede hele 11 nye ryttere til holdet. Det synes at have haft sin effekt, for efter den lidt tamme 2022-sæson havde holdet et fornemt 2023, hvor de tog ikke færre end 26 sejre - en markant forbedring i forhold til de ni i 2022 - og samtidig kom holdet meget tæt på at bryde ind i verdensranglistens top 10 med en glimrende 11. plads, der gør det mindre sandsynligt, at holdet igen skal kastes ud i en dødskamp for overlevelse på WorldTouren om to år.

I det lys kunne man have troet, at Vaughters ville forsøge at holde fast i hovedparten af sin trup, men sådan er det slet ikke gået. Tværtimod har han hentet ikke færre end 10 nye ryttere, men at kalde det en oprustning vil i den grad være en fejl. De er nemlig stort set udelukkende tale om unge talenter, der vil gøre holdet til det yngste på WorldTouren, og man gør faktisk ingen uret ved at hævde, at holdet næsten er forvandlet til et halvt udviklingshold.

Til gengæld er det lykkedes at fastholde det meste af den stamme, der gjorde 2023 til så stor en succes, og det har utvivlsomt har stor prioritet for Vaughters at forlænge kontrakten med Neilson Powless og Alberto Bettiol. Der ryddes mest af alt ud i holdets knap så profilerede ryttere og hjælpere. Det er derfor slet ikke givet, at holdet vil lide nævneværdigt i 2023, og med de mange spændende talenter synes fremtiden faktisk ganske lys.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Holdet mister kun én stor profil, der til gengæld erstattes af en anden. Magnus Cort siger nemlig farvel, men i stedet kommer Rui Costa til holdet. Sammenlignelige er de naturligvis ikke, og det er da også klart, at der er mere fremtid i danskeren end i den portugisiske veteran. Til gengæld havde danskeren trods sin Giro-etapesejr og stærke sæsonstart bestemt ikke sit bedste år, mens Costa med sine fem gevinster var nærmest genfødt.

Hvor længe den genfødsel holder, er imidlertid meget tvivlsomt, når vi taler om en 37-årig herre, og sandt er det da også, at han ikke længere kan begå sig i de største klassikere eller i klassementerne i de største etapeløb, og hans bidrag vil derfor nok primært komme fra mindre endagsløb samt på enkelte etaper i etapeløb, som da han i 2023 vandt i Vueltaen. Sandsynligheden for, at der gemmer sig flere sejre i etapejægeren Cort end i den aldrende Costa, er således stor, men i lyset af Corts exit er det da bestemt ikke ringe at få veteranen ind som erstatning - vel at mærke under den forudsætning at han kan fastholde sit niveau. Uanset Costas niveau vil Cort trods sit lidt svingende niveau dog utvivlsomt blive savnet.

I virkeligheden henter holdet også en anden etableret rytter. Efter et ganske succesrigt comeback rykker Michael Valgren nemlig atter op på WorldTour-holdet, og det ligner en forstærkning. Det er stadig usikkert, hvor tæt på sit gamle niveau han kan komme, men hans overbevisende kørsel i Toscana og Sabatini indikerede i hvert fald, at han igen kan køre med om sejre. Måske er det ambitiøst at håbe på at se ham i front i de største klassikere, men den Valgren, vi så i 2023, ligner en mand, der atter kan spille en fin rolle i endagsløb og som etapejæger.

Man kan måske også regne Harry Sweeny som en etableret nyerhvervelse. I hvert fald har han allerede været professionel i flere år, men han er jo stadig en yngre herre, for hvem den bedste tid stadig burde ligge forude. Nogen vindertype er han imidlertid ikke, og det er ikke indlysende, at han vil vokse meget ud af en hjælperrolle. Han har dog et potentiale, der i de seneste to år har givet sig udslag i nogle ret uventede klatrepræstationer, og derfor kan han måske vinde en etape i en grand tour, ligesom han med en forbedring af sin hæderlige enkeltstart måske også kan køre lidt klassement i etapeløb, der ikke er for bjergrige.

De resterende syv nye ryttere er til gengæld alle nyprofessionelle, og blandt dem er det særligt Archie Ryan, der skiller sig ud. At det lykkedes dem at få hevet det irske supertalent væk fra Jumbos udviklingshold, kan vise sig at være et sandt kup, for den unge irer synes at have en lys fremtid. Allerede sidste år satte han adskillige WorldTour-ryttere til vægs, da han vandt kongeetapen i Slovakiet, og selvom han fik ødelagt en stor del af 2023 af en skade, nåede han at imponere med etapesejr i l’Avenir og ikke mindst en yderst imponerende bedrift i det ekstremt stærke felt på kongeetapen i Luxembourg. Uden sin skade havde han formentlig sat verden i brand i den seneste sæson, og der er al mulig grund til at tro, at EF her har sikret sig en af de helt store etapeløbskometer.

Han er dog ikke alene om at være en ny, lovende klatrer på holdet. Landsmanden Daren Rafferty er også uhyre spændende. I 2023 vandt han således bjergløbet Valle d’Aosta, ligesom han endte som nr. 2 i Baby-Giroen, hvilket vidner om store evner i bjergene. Han har endnu ikke vist, at han kan begå sig mod professionelle, men til gengæld er han to år yngre end Ryan. Det ligner i hvert fald endnu en uhyre lovende fremtidsinvestering.

Det gør det også med Lukas Nerurkar. Han har været mere svingende end de to irere, men han har til gengæld to gange imponeret mod de professionelle. Det gjorde han med en samlet 6. plads i Galicien og en samlet 9. plads i Tjekkiet, og det vidner om meget solide evner i bjergene - også selvom han skuffede lidt i klassementerne i de store U23-etapeløb (trods en etapesejr i Baby-Giroen). Som Rafferty er også han meget ung, og dermed tyder meget også på, at han kan se frem til en stor fremtid som etapeløbsrytter.

Så er der holdets gambling. Jardi Christiaan van der Lee har været en af de bedste skøjteløbere, men har nu skiftet karriere. Han har mest af alt kørt amatørløb i Holland, en da han i 2023 fik chancen for at køre udenlandske etapeløb viste han så lovende takter, at EF inviterede ham til nogle tests, hvor han producerede nogle af de flotteste tal, holdet har set. Ser man alene på hans ganske få resultater, er der intet, der tilsiger, at han er en fremtidig stjerne, men de omtalte data fortæller historien om en mand, der kan overraske stort i de bjerge, hvor han skulle have sin helt store force.

Til bjergene henter man også Markel Beloki, der i hvert fald har generne i orden. Han er nemlig søn af den tidligere Tour-stjerne Joseba Beloki, og han har da også en ganske pæn juniorkarriere bag sig. Han har dog ikke været i nærheden af at sætte verden i brand som en anden Evenepoel, og det er derfor fortsat usikkert, hvor langt i faderens fodspor han kan komme. Uanset hvad skal vi nok have tålmodighed med en mand, der kommer direkte fra juniorklassen og nok skal bruge lidt tid, inden han kan bidrage med de store resultater.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Lidt tungere er Jack Rootkin-Gray, der som type kan være lidt svær at placere. Han er utvivlsomt en klassikeragtig type og var ikke langt fra at blive U23-verdensmester i 2023, hvor han akkurat missede en medalje. Han synes desværre at mangle den gode spurt, der skaber en vindertype, og det er lidt uklart, om han er for tung til Ardennerne og snarere er en brostenstype, men han har vist så fine resultater, at han skal blive spændende at følge - også selvom det nok vil vare lidt, inden han opnår alt for meget på egen hånd.

Holdets sidste nye rytter er til gengæld knap så spændende. Yuhi Todome har utvivlsomt fået sin kontrakt for at pleje holdets sponsorinteresser i Japan, og han vil derfor formentlig alene være hjælper. Han betegnes som bjergrytter, og en 24. plads i l’Avenir vidner da også om, at han sagtens kan køre på cykel, men nogen fremtidig stjerne er han næppe. Det gør dog næppe heller så meget, når holdet har fået fat i så mange andre meget spændende rytter.

Hvem skal alle disse unge talenter så erstatte? Ingen store profiler, hvis man ser bort fra Cort. Det største navn er måske Mark Padun, der højst overraskende brød sin kontrakt og smuttede til Corratec ganske sent på året. For nogle år siden havde det været et stort tab at sige farvel til en rytter med et tårnhøjt topniveau, men det blev desværre vist alt, alt for sjældent. Da han kom til holdet, var det jo netop med intentionen om at få ham til kontinuerligt at præstere, som da han gav alle bøllebank i Dauphiné i 2021, men det kom han aldrig i nærheden. Intet tyder på, at det nogensinde vil lykkes, og derfor ligner det ikke et stort tab.

Et andet større navn er Odd Christian Eiking, der jo på sine gode dage har vist et meget højt topniveau, men det har han desværre fundet alt for sjældent og stort set ikke i hverken 2022 og 2023. Noget tyder desværre på, at nordmanden har set sin bedste tid, og derfor er det et tab, man i første omgang sagtens kan overleve.

Man siger også farvel til en del af det store sydamerikanske kontingent. Diego Camargo og Jonathan Caicedo rejser til Mexico, og det er måske særligt for Camargos vedkommende lidt overraskende. Da han blev professionel, var det lidt uklart, om han havde potentiale til at blive den næste colombianske topklatrer. Det står nu klart, at det ikke er tilfældet, men han begyndte efterhånden at finde et konkurrencedygtigt niveau.

Heller ikke Caicedo indfriede de høje forventninger, man kunne have ved ankomsten til holdet, men han vandt trods alt en Giro-etape. Mest af alt var han dog blot hjælper, og det samme var med nogen sandsynlighed også fremtiden for Caicedo, hvorfor det for begges vedkommende nok er tab, der kan overleves. Farvel siges der også til Merhawi Kudus, der jo i sin tid var et uhyre lovende talent. Det store potentiale blev aldrig indfriet, og hvor han tidligere stadig af og til kunne levere et godt resultat i et mindre etapeløb, var det stort set ikke tilfældet i hans to år på holdet. Vi har nok også desværre set det bedste til Kudus, der således også kan undværes.

Holdet mister også en række ryttere til det fladere terræn. Jens Keukeleire kan vel på mange måder sammenlignes med Amador. I hvert fald taler vi om en rytter med stor rutine, men også en rytter, der i de seneste sæsoner ikke har bidraget med andet end erfaring og hjælpertjanser. Lukasz Wisniowski, Tom Scully og Julius van den Berg har på det seneste også alene bidraget med anonymt hjælpearbejde. Den slags arbejde skal udføres, men det er utvivlsomt muligt at erstatte dem alle.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor er EF slet ikke kommet så skidt igennem transfersæsonen. Tabet af Cort er betydeligt, men derudover er tabskontoen til at overse. Costa er i kraft af sin alder en satsning, men 2024-sæsonen var lovende, og kommer Valgren tillige endnu længere i sit opløftende comeback, burde holdet ikke stå mærkbart ringere i 2024. Samtidig ser fremtiden uhyre lovende ud efter holdets massehøst af unge, spændende talenter, ikke mindst Ryan, og dermed synes Vaughters at kunne lægge fortidens kriser bag sig - også selvom det måske ikke allerede er i den kommende sæson, det vil komme til udtryk.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Med Johan Vansummeren, Dan Martin og Alberto Bettiol er det lykkedes for holdet at vinde fire af de fem monumenter på mindre end 10 år, men det til trods har holdet aldrig været en decideret nøglespiller i klassikerne. Da Martin var bedst, havde de altid en af de store favoritter i Ardennerne, mens holdet også lavede en stor brostenssatsning med Sep Vanmarcke og fik gode resultater med Michael Woods, men truppen har ofte været relativt smal, og derfor har resultaterne også været svingende.

De økonomiske problemer, de for nogle år siden oplevede, kostede dem både Vanmarcke og Woods, og derfor har der i de seneste år været skruet ned for ambitionerne. Det har i høj grad handlet om Bettiol og Michael Valgren, men det har ikke for alvor fungeret. Bettiol har været ramt af sygdom tre forår i træk, og Valgren lykkedes aldrig med at finde formen til klassikersæsonen, inden han jo desværre var fraværende fra de store løb i 2023. Derfor går holdet ind til den kommende sæson på ryggen af nogle temmelig magre klassikerår, selvom Neilson Powless overraskede stort ved at vinde i San Sebastian i sommeren 2021.

I år sker der imidlertid noget nyt. Godt nok er Bettiol tilbage, og det samme er Valgren efter sit fravær i 2023, men der er også yderligere to navne. Det ene, Mikkel Honoré, var allerede tiltænkt en kaptajnrolle i 2023, men det nye er, at Powless bliver en af de helt store spydspidser til de flamske løb i 2024 efter en uventet stærk debut i 2023, hvor særligt hans 5. plads i Flandern var imponerende.

Det er overraskende, at han var så godt kørende i de løb, for som udgangspunkt er han ikke prototypen på en brostensrytter, men nu ved vi, at han kan. Han havde en skuffende anden del af sæsonen, men genfinder han det tårnhøje niveau, han havde fra januar til april, bliver han meget interessant i særligt Omloop, E3 og Flandern, men også potentielt i Kuurne, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen. Usikkerheden er større om Bettiol, der nu ikke har ramt sit topniveau i bekymrende lang tid, men vi ved også, hvor fremragende han var, da han var bedst. Hans meget stærke kørsel ved VM kan antyde, at der måske endelig igen kan vente et pænt forår, hvis hans helbred denne gang holder.

Endnu større usikkerhed er der om danskerne. Det er klart, at Valgren er det helt store wildcard, for selvom han sluttede sæsonen af med pæne løb i Toscana og Sabatini, er det også klart, at der er et stykke vej fra de løb til de største klassikere. Honoré kommer fra en meget skuffende 2023-sæson, og i forvejen har han en historik, der tilsiger, at han kun for alvor finder formen i efteråret. Til gengæld ved vi også, at den udgave af Honoré, vi så i særligt efteråret 2021, er brølstærk og en knivskarp kandidat til de flamske løb. Det efterlader holdet med fire solide kandidater, der dog også alle har karakter af wildcards mere end garantier.

De ledsages af Stefan Bissegger, der dog aldrig for alvor er slået til på brostenene, samt Jonas Rutsch, der skam er stærk, men også har til gode at få sit gennembrud - og så må vi nok konstatere, at Owain Doull næppe er i stand til at jagte de personlige resultater, han drømte om ved holdskiftet for et år siden. Endelig har holdet også den unge, lovende Jack Rootkin-Gray, men det er nok for tidligt at have for store forventninger til ham.

Holdet har også Marijn van den Berg, der jo har fundet sin niche som holdbar sprinter og nu endelig har lært også at positionere sig. Han har ikke kørt rasende meget på brosten, men han kunne bestemt være spændende at følge i de flamske løb - måske særligt i løb som Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, hvor han dog kan mangle noget fart, hvis han skal spurte i alt for store grupper. Også i de flade sprinterløb som Scheldeprijs og De Panne kan han stræbe efter en top 10, men de passe ham grundlæggende ikke.

I Roubaix står holdet svagere, da det formentlig er et løb, Bettiol, Powless, Honoré og måske også Valgren skipper. Rutsch har før gjort det fornemt med en 11. plads, og det kunne være hans store chance. Det burde også være et løb, der passer Bissegger som fod i hose, men også her har schweizeren til gode at vise sig frem.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Så er der nok større chance for succes i de italienske løb. Vi ved, at den bedste udgave af Bettiol kan være et uhyre i Strade Bianche, hvis han undgår uheld og krampe, men det burde også være et løb, der har appel til Powless, Honoré og til dels også Valgren. Måske er gruset ikke ideelt for Ben Healy, men profilmæssigt passer det ham storartet, og det vil også være ganske logisk, hvis Richard Carapaz kunne gøre det godt her, selvom det nok er for tidligt at vente sig den bedste version af ham. Hvis Andrea Piccolo endelig finder sig selv efter det forfærdelige 2023, har han også alle de rette kvaliteter til dette terræn, og måske det endda kunne være noget for den svingende Simon Carr, hvis han en sjælden gang skulle finde formen. Endelig har holdet Rui Costa, der i 2023 genfødtes og netop på gruset i Siena kørte et af sine allerbedste løb, men det var til gengæld også den eneste store klassiker, hvor han gav glimt af fordums storhed.

Vanskeligere bliver det i Sanremo, hvor det skal flaske sig, hvis holdet skal vinde, men Powless viste i 2023, at det ikke er helt utænkeligt, at han kan køre med de bedste og derefter vinde fra en taktisk finale, ligesom en stærk Bettiol ville kunne det - og på sigt er det også et løb, der bude være inden for rækkevidde for Piccolo. Til en spurt vil holdet have Van den Berg, der vel i dag skal regnes som en af de mest holdbare sprintere, men man kan nok tvivle op, om farten rækker til en flad spurt.

I Ardennerne vil alle øjne være rettet mod Healy, der med en 2. plads i Brabantse Pijl og Amstel samt en 4. plads var her, der og alle vegne i 2024. Han lider voldsomt under sin manglende spurt, og Fleche passer ham ikke, men udvikler han sig fortsat med stormskridt, er han så brølstærk, at han under de rette omstændigheder kan vinde alle løbene - måske særligt Liege. Det ligger også i kortene, at Richard Carapaz endelig skal give Ardennerne et skud. Et skidt 2023 skaber stor usikkerhed, men finder han som minimum det lovende niveau, han havde i sæsonafslutningen, vil den olympiske mester være livsfarlig i Fleche og særligt Liege.

Powless vil også satse på de kuperede løb, og hvis han fortsat har noget i tanken, kan også han under de rette omstændigheder være med i kampen om sejren i Brabantse Pijl, Amstel og Liege - særligt hvis han endda kan tage endnu et skridt. Finder han endelig forment til foråret, er Honoré også skabt til Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, der også passer Bettiol glimrende - og italieneren kan vel endda være med i Liege, hvis han klatrer, som da han var allerbedst. Costa har også altid satset meget på Ardennerne, men selvom han var genrejst i 2023, så vi, at han manglede en del i netop de løb.

Selvsagt er Valgren også et på papiret godt bud i Amstel samt i Brabantse Pijl, og den bedste udgave af danskeren kan også gøre det pænt i Liege, men de løb er også så hårde, at kravene til hans comebackniveau nok her er større end til de flamske løb. Usikkerheden om Piccolo er lige så stor, men den komet, der i 2022 blev nr. 11 i sit første Lombardiet, bør være fabelagtig i de kuperede endagsløb, og det kunne også være interessant at se de fire uhyre lovende klatrere Archie Ryan, Darren Raferty, Jardi Christiaan van der Lee og Lukas Nerurkar kaste sig ud i de store løb allerede i deres sæson. Endelig er Van den Berg meget spændende i Brabantse Pijl og Amstel, der typisk er løb med muligheder for meget holdbare sprintere som ham.

I efteråret vil Powless formentlig jagte endnu en sejr i San Sebastian og Honoré endnu en podieplads, men det skal virkelig flaske sig, hvis de skal vinde det løb. Langt bedre bud er Carapaz, hvis ikke OL kommer i vejen for hans deltagelse, samt Healy, der dog igen lider under sin manglende spurt. Piccolo bør også passe storartet til løbet, der dog nok i dag er lidt for svært for Costa, ligesom Bettiol i 2023 nok måtte sande, at menuen er lidt for voldsom. Også her vil det være spændende at se de fire unge, Ryan, Van der Lee, Rafferty og Nerurkar. Hamburg er for let for Van den Berg, der nok kun kan stræbe efter en top 10, men til gengæld burde han passe storartet til Bretagne, der også er et løb for Bettiol, Honoré og Valgren samt til dels Powless, Valgren og med lidt god vilje Healy.

Man må håbe, at holdet sender Van den Berg til Canada, for med den spurt, der gav ham sejren i Polen, ude han være skabt til løbet i Quebec, der også før har givet pæne resultater til Bettiol og Honoré. De vil nok til gengæld få lidt svært ved at være med de bedste i Montreal, der snarere kunne passe Carapaz, Piccolo og i gamle dage også Costa - samt hvorfor ikke også en opportunistisk Healy? Holdets bedste bud i Lombardiet er til gengæld Carapaz, hvis han finder samme efterårsform som i seneste sæson, mens stigningerne her nok er lidt for svære for Healy - medmindre han udvikler sig yderligere - Piccolo, selvom han blev nr. 11 i 2023 samt Powless. Til gengæld vil det igen være spændende at se de fire unge klatrere her, ikke mindst Ryan.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden den overraskende udmelding om Pogacars Giro-deltagelse og inden Vueltaens rutepræsentation.

EF har gennem årene haft ganske god succes i grand tours, naturligvis med sejren i Giroen i 2012 som det store højdepunkt. Så sent som i 2020 var de senest på med Hugh Carthy i Vueltaen, og generelt har holdet haft et relativt stort fokus på at køre klassement. Som etapejægere har de dog også gjort det glimrende, som vi særligt så i Giroen i 2023, hvor holdet vandt med Magnus Cort og Ben Healy, i Vueltaen i 2021, hvor Magnus Cort vandt tre etaper, og i Giroen i 2020, hvor holdet vandt med både Jonathan Caicedo og Ruben Guerreiro, der tillige erobrede bjergtrøjen.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Planen er dog, at holdet nu skal være i en anden liga. Det var i hvert fald formålet med at hente Richard Carapaz, der jo er en af sin generations allerbedste grand tour-ryttere. Spørgsmålet er bare, hvad vi kan forvente af ham. Allerede i 2022 var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han ikke var helt så skarp som tidligere, og hans 2023-sæson endte jo som en regulær katastrofe med et chokerende lavt niveau, indtil han styrtede ud af Touren. Til gengæld kom han overraskende stærkt tilbage i efteråret, hvor han i Italien gav mindelser om sig selv, og med tanke på den komplicerede vinter, hvor en operation betød, at han jagtede formen i foråret, er det bestemt ikke umuligt, at vi stadig skal regne som en af de store grand tour-ryttere - også selvom den allerbedste Carapaz måske ikke længere findes.

Carapaz har allerede meldt ud, at målet er Touren, hvor han finder en bagtung rute med nogle meget høje bjerge - alt sammen ideelt for en ecuadorianer med særligt god restitution. Det skrappe felt betyder, at podiet bliver svært at nå, men en god Carapaz kan forhåbentlig tage kampen op med sportens fænomener. Planen i 2023 var også, at han skulle køre både Tour og Vuelta, og med sin store motor er han typen, der sagtens kan gå efter topresultater begge steder.

Hvad betyder det for resten af holdet? En stjerne af Carapaz’ klasse fortjener at få hele holdet bygget op om sig, men manager Jonathan Vaugthers har gjort det klart, at man også vil jagte etaper, og at Caapaz’ støtte vil afhænge af, hvad han viser i foråret - og hvis det er helt slemt, gider han endda slet ikke køre klassement.

Heldigvis har holdet også nogle sublime etapevinderbud. Udbrudskongen Healy har allerede vundet i Giroen, og det vil derfor være naturligt denne gang at sende ham til Touren som holdets måske bedste etapevinderbud. Et andet godt bud er Neilson Powless, der slet ikke fandt Tour-formen i 2023, men som med sit forårsniveau havde været et fremragende etapevinderbud. Det ved vi også, at Alberto Bettiol er, hvis hans lovende efterår er tegn på en genrejsning, og 2022-udgaven af Andrea Piccolo er også den fødte etapejæger.

Den bedste Mikkel Honoré kan helt sikkert også vinde en etape - måske særligt i Vueltaen, der køres på den årstid, hvor han typisk topper - og vi så jo i Vueltaen, at Rui Costa også stadig kan det, hvis han kan holde samme niveau. Man kan også drømme om at se den bedste Simon Carr i en grand tour, men desværre finder han jo sjældent formen, og med sit gamle niveau er Michael Valgren også en typisk udbryde. Normalt ville man også fremhæve Mark Padun, men det er nu så længe siden, at vi har set noget til ham, at det er svært for alvor at tro på ham længere. Endelig begynder Georg Steinhauser efterhånden at nå et niveau, hvor han måske kan tage en sejr i bjergene, ligesom den svingende Harry Sweeny på sine gode dage faktisk er blevet uhyre holdbar i selv svært terræn. Hvordan de fordeles mellem de tre grand tour, er ret uklart - udover at det vil være naturligt at forvente Healy og Powless i Touren.

Har holdet slet ikke andre klassementsambitioner? Hugh Carthy vil formentlig igen satse på Giroen og Vueltaen, men det er nu så længe siden, at vi har set en god Carthy, at det er svært at tro på en pludselig opblomstring. Han klatrer dog stadig godt nok til at vinde en etape. Rigoberto Uran har antydet, at han igen gerne vil køre klassement, og man kunne sagtens se ham igen forsøge sig i Giroen, men også han synes at være ”over the hill”, som det desværre også gælder for den i 2023 nu helt anonyme Esteban Chaves. Særligt Carthy er dog stadig så god, at han specielt i den tredje uge er et fin etapevinderbud. Holdet har også Jefferson Cepeda, der udviklede sig enormt i 2023, men hans stabilitet rækker slet ikke til et klassement. Til gengæld kan Einer Rubio og Thibaut Pinot skrive under på, at de rækker til at vinde en bjergetape. Healy er nok for begrænset i bjergene til at agere klassementsrytter, men omvendt har han udviklet sig selv så voldsomt, at man aldrig udelukke noget fra den kant.

Endelig er der de fire unge klatrere Archie Ryan, Darren Rafferty, Lukas Nerurkar og Jardi van der Lee. Det er usandsynligt, at de får grand tour-debut, men EF har før kastet unge ryttere for løverne. Van der Lee er nok for uprøvet, men særligt Ryan kunne man overveje til Vueltaen. Alle vil i første omgang nok skulle jagte etaper, men i hvert fald Ryan er så spændende, at han sagtens kan overraske også i klassementet.

Etapevindekandidater er der altså mange af, men massespurterne bliver ikke en prioritet. Holdets eneste sprinter er Marijn van den Berg, der formentlig får chancen i Giroen eller Vueltaen. Han mangler farten til de flade spurter, men i stigende spurter er han meget spændende, hvis han fortsætter sin lovende udvikling - og ellers er han på vej mod at blive så holdbar en sprintertype, at han måske endda kan vinde fra udbrud og i stærkt reducerede massespurter. Endelig vil Stefan Bissegger, der i efteråret genrejstes som temporytter, kunne jagte resultater på enkeltstarterne, selvom Tour-enkeltstarterne - i hvert fald den sidste - og den ene af Giro-enkeltstarterne må være lidt for kuperede.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Holdet havde det svært i de ugelange løb i 2022, men det er klart, at det bør ændre sig med Carapaz’ ankomst. Det hjalp af de ovennævnte årsager ikke holdet at erhverve ham til 2023, men med en mere normal vinter kan vi have større forventninger i 2024. Desværre har ecuadorianeren for vane at være relativt svag i foråret og først for alvor finde formen til sine grand tours, men det forhindrede ham trods alt ikke i at blive nr. 2 i Catalonien i 2022. Med et fokus på Touren bør der være plads til en tidlig formtop, og selvom han i den slags løb ofte er hæmmet af sin enkeltstart, der dog heldigvis er blevet meget bedre, bør man kunne satse på gode resultater med Carapaz i løbet af foråret - måske særligt i Catalonien, der er det eneste større løb, hvor der typiske ikke er en enkeltstart. Alt sammen er dog på betingelse af, at han stadig kan genfinde et niveau, vi kender ham for, som det er bemærket ovenfor.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Er der andre, der kan køre klassement i de ugelange løb? Som nævnt ovenfor er det svært for alvor at tro på Hugh Carthy, der historisk også haft det sværere i ugelange løb, hvor hans motor ikke kommer til sin ret, og hvor han nu også lider under en enkeltstart, der har svigtet fælt i de seneste sæsoner. Enkeltstarten er langt bedre for Neilson Powless, der til gengæld har manglet lidt i bjergene, men hvis han kan fortsætte den meget lovende udvikling, kan han komme tættere på de bedste i de ugelange, hvis ruten er den rette. Ben Healy har til gode at bevise sig i de høje bjerge, men med den udvikling, han har indledt, er det ikke på månen at se ham som klassementsrytter over kortere tid, selvom hans enkeltstart desværre ikke synes så god som først antaget. Til gengæld skal man nok være en anelse optimistisk, hvis man tror på kommende topresultater fra Esteban Chaves og Rigoberto Uran, men de har begge så fin en historik for at rejse sig, at man heller ikke helt tør afskrive dem.

Holdet har også en række gode klatrere, de kan køre klassement i løb uden enkeltstarter. Det gælder Jefferson Cepeda, hvis han fortsætter den lovende udvikling, der måske også kan bringe ham frem på WorldTour-niveau. I mindre løb kan holdet satse på Georg Steinhauser, der ikke udvikler sig så hurtigt som håbet, men er i fremgang, samt Simon Carr, når han en sjælden gang er i form. Vi så også i 2023, at Rui Costa vandt i Valencia, men i dag vil de fleste ruter være for hårde. Endelig har Alberto Bettiol chancer i et løb som Renewi Tour samt måske endda Tour de Pologne, og hvis han udvikler sin holdbarhed yderligere, kan man heller ikke helt udelukke, at førstnævnte løb kan komme inden for rækkevidde for den stadig mere robuste Stefan Bissegger.

Mere spændende bliver det dog at følge de fire unge klatrere Archie Ryan, Lukas Nerurkar, Darren Rafferty og Jardi Christiaan van der Lee. I første omgang er det i mindre løb, de skal have chancen, men i hvert fald Ryan har allerede imponeret så stort, at det bestemt ikke vil forbavse, hvis han imponerer i et WorldTour-etapeløb, selvom enkeltstarten også for ham er en sten i skoen. Mest usikkerhed er der omvendt om Van der Lee, der som beskrevet ovenfor er et meget ubeskrevet blad. I den kategori er også den purunge Markel Beloki, men han har trods alt ikke vist nok som junior til, at vi skal have forventninger til ham i den kommende sæson.

Holdet er i dag stort set renset for sprintere, og de vil kun blande sig i massespurter med Marijn van den Berg. Han har endelig fået styr på sin positionering og er begyndt at vinde massespurter i mindre løb. Farten vil aldrig række til klassiske massespurter på højt niveau, men til gengæld så vi i Polen, at han kan blive en led, led karl i stigende spurter - og så vil det være oplagt at sende ham til løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor man som holdbar sprinter kan komme meget langt.

Mindre endagsløb er også perfekte for det amerikanske hold, der har er hav af gode bud til den slags. Det gælder folk som Bettiol, Costa, Healy, Mikkel Honoré, Powless, Valgren samt unge Jack Rootkin-Gray. Endelig er enkeltstarten fortsat et fokusområde for Stefan Bissegger, der i 2023 så ud til at falde helt sammen, indtil han ved EM viste, at vi fortsat kan tillade os at have visse forventninger, selvom han måske allerede synes at have toppet i disciplinen.

Hvem kan overraske?

Som nævnt i transferanalysen har Jonathan Vaugters brugt det meste af transfersæsonen på at jagte stortalenter, og det er lykkedes i endog meget høj grad. Derfor har EF en af de mest spændende trupper med størst mulighed for nye gennembrud, og derfor kunne denne sektion potentielt blive alenlang. Derfor må man nok være en anelse selektiv.

Holdet stod jo for et af sidste sæsons helt store gennembrud med Ben Healy, der vel tog alle helt på sengen, og hans udvikling har været så vild, at man kun kan gisne om, hvilke højder han når i 2024. Han er dog nu så etableret et navn, at han for længst må være vokset ud af denne kategori. Det samme kan siges om Neilson Powless, hvis niveau fra januar til april var uhørt højt i forhold til det, han tidligere har vist, men selvom man kan tillade sig at håbe, at det fortsætter lidt endnu - særligt i de længste klassikere, der nu synes at være hans speciale - er han også blevet for stort et navn til denne kategori.

I stedet er det særligt Archie Ryans navn, der lyser med flammeskrift. Jeg har allerede rost ham til skyerne i transferanalysen, hvor jeg har beskrevet hans vilde kørsel i Slovakiet og særligt Luxembourg, og med tanke på, at han næsten mistede hele 2023, er hans navn nok fløjet lidt under radaren. Enkeltstarten ligner en sten i skoen, men han er så god, at han allerede kan overraske i et WorldTour-etapeløb og måske endda også i en mulig grand tour-debut i Vueltaen, men som minimum ved vi da, at han i den kommende sæson kan vinde små etapeløb uden enkeltstart.

Det kan Darren Rafferty måske også. Han har ikke som Ryan udmærket sig hos de professionelle, og han synes ikke helt så langt i sin udvikling, men resultaterne er gode nok til at have store forventninger. I første omgang vil det nok være i mindre etapeløb, men det skal også blive meget interessant at se, hvad han kan på WorldTouren.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Smøren kan gentages om Lukas Nerurkar, der som de to irere også er beskrevet i transferanalysen. Modsat Rafferty har han to topresultater fra professionelle løb, og han som Rafferty to år yngre end Ryan. Han har ikke vist helt så meget som sidstnævnte, men det vil være overraskende, hvis ikke han viser sig frem i hvert fald i flere mindre etapeløb - også selvom han som de øvrige ser ud til at skulle arbejde på sin enkeltstart.

Den sidste af holdets spændende klatrere er Jardi Christiaan van der Lee. Som beskrevet ovenfor er den tidligere skøjteløber en total gambling, men kan man stole, at hans tests var rystende gode, kan han overraske stort. Han mangler masser af erfaring, hvorfor han nok i første omgang skal satse på mindre bjergløb, men det kan også betyde så stejl en læringskurve, at han virkelig kan overraske. Holdets sidste unge klatrer er Markel Beloki, der som nævnt ovenfor nok ikke er nogen ny Remco Evenepoel, og selvom hans potentiale sagtens kan vise sig større end som så, er han så ung, at 2024 for ham nok mest skal handle om at lære.

Det skal også blive interessant at følge Jack Rootkin-Gray, der som beskrevet i analysen er lidt svær at placere. Han har den gode spurt, der gør ham spændende, og tiden vil så vise, om han skal satse på brosten eller Ardennerne. Umiddelbart ligner han mest en lidt tungere type, men det vil 2024 gøre os klogere på, selvom vi i første omgang nok mest skal satse på ham i lidt mindre løb.

Det må altså også være for tidligt at opgive Andrea Piccolo, selvom det er meget svært at forklare, hvordan en rytter, der var så dybt imponerende i hele anden del af 2022, kunne vise så ufatteligt lidt i 2023 - selvom lidt regnvejr og nogle styrt hjalp ham i Vueltaens førertrøje. Man kommer dog ikke gratis til de resultater, han viste sidste efterår, og da han stadig kun er 22 og har haft en lidt tumultarisk karriere, de kan have bremset hans udvikling, er der stadig masser af håb. Han er den fødte ardennertype, som vi så for et års tid, og hans chokerende 11. plads i Lombardiet vidner endda om, at han ende med at klatre bedre end antaget. Er han tilbage på sporet, bliver han meget spændende i de store klassikere, de mindre endagsløb og som etapejæger.

Vi må heller ikke opgive Georg Steinhauser endnu. Jan Ullrichs nevø skulle gøre sin uddannelse færdig i 2022, hvilket kunne forklare den begrænsede fremgang, men desværre havde han ikke den undskyldning i 2023. Han har altså udviklet sig langsommere end ventet, men hans 3. plads i et pænt felt i Occitanie viser heldigvis, at det går den rette vej. Hans resultater har aldrig været skræmmende gode, men rygterne om hans evner i bjergene har til gengæld været lovende. Nu har han vist, at vi kan forvente at se ham fremme i mindre etapeløb uden enkeltstart, der ligner en svaghed, og forhåbentlig vil han nu også nærme sig på WorldTour-niveau - også i en grand tour-debut, der dog nok skal handle om etapesejre.

Jeg vil også nævne Marijn van den Berg, der forud for 2022 lignede en af de allermest spændende nyprofessionelle, men endte om en af de større skuffelser. I 2023 gik det imidlertid stærkt, og det ser ud til, at han har fundet sin niche. Han skal ikke køre flade massespurter, selvom han her med en nu pludselig storartet positionering kan placere sig pænt. Til gengæld skal han satse på de hårde dage og særligt puncheurspurter, for her var hans sejr i Polen så suveræn, at han kan have kurs mod at melde sig på banen som en af de allerbedste i stigende afslutninger. Hans holdbarhed er også så lovende, at han bliver meget spændende i brostensklassikerne, Brabantse Pijl og Amstel Gold Race i det omfang, han satser på dem.

Talenterne er så mange, at man kan blive ved, og derfor er der kun en kort omtale af de tre sidste. Jefferson Cepeda gjorde enorme fremskridt i 2023, og selvom han mangler både tempoevner og i den grad stabilitet, ligner han en mand, der kan blive meget spændende at følge i bjergene i den kommende sæson. Man kan også håbe, at Mikkel Honoré kan komme tilbage på sporet og samtidig endelig finde forårsformen, for den Honoré, vi så i efteråret 2021, kan altså blive en af de meget positive overraskelser i de flamske klassikere, Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. Endelig er Harry Sweeny som type næppe meget andet end en hjælperytter, men han har så ofte overrasket mig med sin holdbarhed i kuperet terræn, at jeg er spændt på at se, hvor langt længere han kan komme, da det kan give ham spændende muligheder i etapeløb uden høje bjerge samt med en enkeltstart og som udbryder i grand tours.