Paris-Nice-analyse: Åbningsweekenden version 2.0

Da jeg forleden skrev min analyse af Omloop Het Nieuwsblad , endte det som én lang hyldest til Jumbo-mandskabet. Én ting var nemlig, at Wout van Aert havde taget en favoritsejr. Noget andet var, at det hollandske mandskab, der i de seneste sæsoner ellers har været det belgiske fænomens eneste reelle svaghed, når han med blot to fingerknips var isoleret i klassikerne, leverede så forrygende og kontrollerende et show, at al snak om svaghed pludselig blev forvandlet til en lammende frygt for den kollektive styrke, den gule hær pludselig repræsenterede. Selvom det ikke blev til sejr, gentog mønsteret sig endda også i Kuurne, hvor det imponerende kollektiv var her, der og alle vegne, og hvis der var én lære efter åbningsweekenden, var det, at Jumbo var forvandlet fra at være et temmelig pauvert kollektiv til pludselig at være en klassikergigant klar til at gøre Quick-Step rangen stridig.

Den har de formentlig tygget lidt på hos rivalerne i den seneste uges tid, og måske nåede de endda at komme sig over chokket. Måske nåede de endda at blive helt optimistiske igen, da holdet grundet uheld til begge holdets kaptajner havde et temmelig sløjt Strade Bianche. Der var måske også lidt håb at hente i, at sæsonstarten jo faktisk ikke havde været specielt imponerende i de få løb, holdet har kørt i Valencia og Emiraterne.

Hvis de nåede at lægge champagnen på køl, må de selvsamme rivaler imidlertid være skyndt sig tilbage til køleskabet for i stedet at berede et par gravøl til det forår, der venter, når klassikerne for alvor går i gang. Den optimisme, der måtte have indsneget sig i den forløbne uge efter magtdemonstrationen på brostenene, blev nemlig med ét slag knust, da årets første store europæiske etapeløb, Paris-Nice, i dag indledte sin klassiske rejse mod solen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nu er det jo ikke noget, at Jumbo dominerer etapeløbene. Faktisk er Primoz Roglic, hvis man renser hans statistik for to uheld og et enkelt løb, der blev brugt som VM-forberedelse, jo faktisk ubesejret i ugelange løb, siden han tog sin første store sejr i Baskerlandet i april 2018. I samme periode har holdet opbygget en så skræmmende trup omkring det slovenske monster, at de i Touren i 2020 kørte med en dominans, som selv måtte gøre Ineos misundelige.

Alligevel var der noget forandret, da dagens åbningsetape i Frankrig fik et langt mere dramatisk og afgørende forløb, end nogen havde drømt om. Tidligere har det nemlig været klatrerne - og så naturligvis altmuligmanden Van Aert - der har eskorteret Roglic til sine mange etapeløbssejre. Da dagens etape pludselig tog sin helt uventede drejning, var nøgle til succes nemlig den selvsamme klassikertrup, som havde imponeret så stort i åbningsweekenden, og som nu gav Roglic et udgangspunkt, han aldrig i sin vildeste fantasi havde drømt om.

Det havde han i hvert fald ikke, da den første nervøsitet og frygt for sidevind havde lagt sig, og alle efterhånden forstod, at det ikke blev i dag, at vinden ville sende de spinkle klatrere til vægs, som den så ofte har gjort det i det blæsende Nordfrankrig. Her gik løbet nemlig så markant i stå, at man sad måbende tilbage. Nu havde Paris-Nice-arrangørerne designet så flot en åbningsetape med så meget terræn til at give sprinterne kam til deres hår, og så endte det hele i en sneglemarch, hvor den ene bakke efter den anden blev tilbagelagt, uden at nogen rørte en finger.

I det moment må Fabio Jakobsen have knebet sig selv i armen. På papiret var etapen nemlig for svær for den ellers uhyre formstærke hollænder, og selvom han havde levet op til holdets løfte om at give den et skud ved sammen med den mere holdbare Jasper Philipsens Alpecin-mandskab at kontrollere udbruddene, skulle der næppe skrues meget op for tempoet på bakkerne, inden han ville komme til kort. Det gjorde der bare aldrig, da hverken Bahrain, Cofidis eller andre af de hold, hvis holdbare afsluttere havde brug for et hårdt løb, tilsyneladende syntes, at det var værd at udnytte, at løbet i år er designet meget mere til dem end til Jakobsen-typerne.

Jumbo tog intet initiativ, men det var forventeligt. Nok havde Van Aert udtalt, at han drømte om en hård finale, men holdets mål er trods alt vinde løbet med Roglic. Derfor var det ikke dem, der skulle brænde kræfter af på at skabe et blodbad i finalen. Det var der andre, der skulle, men tilsyneladende var der ingen, der havde fået den ide. Og så kunne Jakobsen pludselig lugte blod, da han kunne tage hul på den sidste stejle stigning helt fremme i feltets forreste del.

Men så kom Jumbos forrygende klassikertrup. Nu var etapen så fremskreden, at man sagtens kunne brænde lidt kræfter af på at få efter sejren med Van Aert, og derfor måtte de jo tage det initiativ, ingen andre tilsyneladende havde planer om. Efter at Mike Teunissen havde ligget i vinden i en evighed, kom Nathan van Hooydonck, som allerede havde gjort det så godt i Omloop og Kuune, til fronten for at lægge et indledende pres, der endelig fik presset Jakobsens puls op over 100.

Men supervåbnet var endnu ikke blevet brugt. Det kom først, da store Van Hooydonck erkendte, at han aldrig bliver klatrer, og i stedet overlod ansvaret til Christophe Laporte. I det øjeblik blev det, der vitterligt havde været en søndagstur, med ét forandret til en af de mest selektive åbningsetaper i nyere tid.

Meget afhang selvfølgelig af position. Havde klassementsrytterne luret faren og placeret sig helt fremme, havde de naturligvis sagtens kunnet matche Laporte. Det havde de imidlertid ikke, og da DSMs hær af blandt andre John Degenkolb og Søren Kragh, som havde vundet positionskampen sammen med Jakobsen, eksploderede med samme hast, som Laportes ben kørte rundt, opstod der pludselig huller, der nåede at vokse sig så store, at Roglics hovedrival, Adam Yates, allerede var for langt tilbage, da han indså, at han og Ineos havde sovet i timen.

Alligevel var Laporte imponerende. Zdenek Stybar er ingen ueffen puncheur, og han var den eneste, der i første omgang kunne følge den Jumbo-trio, der hurtigt dannedes, men selv han måtte resignere over for franskmanden. Sidste år havde han jo ellers nået helt nye højder i klassikerne, hvor man var en af de allerstærkeste på bakkerne i Flandern Rundt, og derfor var der næppe mange, der havde troet, at han kunne blive meget bedre. Men det kunne han altså, som man allerede fornemmede, da han var bare få meter fra at vinde i Kuurne i søndags, og som i dag blev endegyldigt cementeret, da han gjorde søndagens langgaber til en af de mest mindeværdige åbninger på løbet. Alt imens kunne Van Aert se til fra bagsmækken og prøve at huske på, hvordan det var at være på et svagt hold, som var helt ude af stand til at støtte ham.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det kan de til gengæld nu, og egentlig var det jo meningen, at Laportes forarbejde skulle have sat belgieren i scene. Da først det stod klart, at vi var vidner til en kollektiv magtdemonstration i stil med den, vi så i Paris-Roubaix i 1996, var det imidlertid også åbenlyst, hvem der skulle have sejren. Van Aert havde al mulig interesse i at belønne sin nøglehjælper, og selvom det selvfølgelig er en lille risiko for Roglic gratis at aflevere fire bonussekunder, kender vi nok til slovenerens generøsitet over for sit hold til at vide, at han selvfølgelig ikke havde noget imod at forære sejren til den mand, der mest af alt havde fortjent den.

Det var også på alle måder fortjent. Sidste år kredsede Laporte nemlig hele tiden om karrierens første WorldTour-sejr, men han blev altid nr. 2. Enten kørte Dylan van Baarle fra ham og resten af feltet i Dwars door Vlaanderen eller også blev han overspurtet af Magnus Cort eller Primoz Roglic i Paris-Nice eller af Mathieu van der Poel i Schweiz. Hele fire gange blev han nr. 2 i et WorldTour-løb i 2021, inden han i dag endelig fik hul på bylden. Og på alle måder var det mere fortjent, end hvis han havde vundet et af de fire løb sidste år.

Mens Jumbo finder ud af, om der er mere champagne efter sidste weekends fest, må rivalerne igen i kiosken efter gravøl. Det gælder særligt for Yates, der måtte sande, at Ineos begik en sjælden brøler. Nu havde briterne ellers været uhyre opmærksomme i sidevinden, men da de tilsyneladende toede, at faren var drevet over, lod de fire af holdets hjælpere sidde op, og pludselig havde den formstærke brite meget lidt hjælp at hente, da han manglede den mest.

Men det gjaldt også for mange andre. Ingen kunne frembyde så mange hjælpere, at jagten nogensinde blev organiseret, og det skyldes måske, at mange som Ineos havde regnet med, at faren var drevet over. Man kan i hvert fald ud, at eksempelvis formstærke Stefan Küng, der nok kunne have taget en føring eller to, allerede havde sagt farvel til kaptajn David Gaudu. Og så hjalp det selvfølgelig heller ikke, at mange af sprinterne var blevet sat af.

Det gjaldt i hvert fald for Jakobsen, formsvage Sam Bennett og Dylan Groenewegen, der alle lignede oplagte ofre på denne bakke. Til gengæld var der andre, der kunne tanke god selvtillid. Det må særligt gælde for Mads Pedersen, der med normal martsform formentlig var kommet til kort på denne bakke, men nok engang bekræftede det forrygende niveau, han har haft gennem hele den fortsat korte sæson. Det gjaldt for Jasper Philipsen, hvis holdbarhed ellers har været ganske svingende, men som denne gang ingen problemer havde med bakken, og det gjaldt vel også for Nils Eekhoff, der har meget at bevise efter et skidt 2021, samt Amaury Capiot, der ikke imponerede med klatrebenene i Oman. Det gjaldt vel i virkelgiheden også for Florian Senechal, der ikke imponerede i åbningsweekenden og før har været ganske tung på bakkerne i dette løb. Og det gjaldt i hvert fald for Sebastian Molano, der var overraskende tæt på at komme med hele vejen op.

Andre manglede til gengæld. Det gjaldt særligt for den i Omloop så flyvende Sonny Colbrelli, der hurtigt eksploderede. Årsagen er ikke blevet givet, men det er svært at forestille sig, at der ikke ligger en eller anden form for sygdom bag. Men i det mindste er han ikke klassementsrytter, og derfor var der andre, der havde betydeligt mere grund til bekymring.

Det er naturligvis især Maximilian Schachmann, der tænkes på. Nok havde han sagt, at han denne gang ville toppe lidt senere og gøre Paris-Nice til et knap så stort mål, men at han skulle misse første felt på mere end 50 mand havde han helt sikkert ikke drømt om. Nu blev han i stedet slæbt til mål af Danny van Poppel, der opgav sin egen chance, og det kan ikke undgå at vække bekymring, når man husker på, hvor sjældent formsvagt han sluttede sidste sæson af.

Ellers klarede de fleste strabadserne. Gino Mäder mistede tid, men vi vidste godt, at han også i år er en langsom starter. At Jay Vine kører, som vinden blæser, vidste vi også trods den korte tid, vi har haft til at lære ham at kende. Og at Lucas Hamilton sad i gruppettoen kan heller ikke undre - men dog bekymre - når man ser på, hvordan han har kørt siden sit flotte forår i 2021, og hvordan han kom fra start i Valencia.

På den måde var antallet af tabere trods alt begrænset, men alligevel var de det alle. Det var de sprintere, der gravede dybt for at klare bakken, men missede muligheden for at spurte om sejren. Det var de klassementsfolk, der nu står over for en endnu mere umulig opgave, hvis de skal slå storfavoritten Roglic, end de gjorde ved etapens start. Og det gjorde ikke mindst de mange klassikerryttere, der fik bevist, at åbningsweekenden vitterligt ikke var et engangstilfælde, og at Van Aert til årets klassikere vil være omgivet af så skræmmende en hær, at alle - også Quick-Step - har grund til at ryste lidt i bukserne.