Paris-Nice-analyse: Danskerfesten

Nu troede man ikke, at de danske træer kunne vokse længere op i himlen! Med Mads Pedersens VM-sejr for et lille halvt år siden kulminerede den uafbrudte successtime, som den næsten endeløse serie af danske talenter - kombineret med veteranen Jakob Fuglsangs tårnhøje klasse - har været garant for i efterhånden mange sæsoner. Nu er træerne naturligvis heller ikke blevet spor højere - det er vel kun en grand tour-sejr eller måske en Roubaix-sejr, der kan overgå en VM-triumf - men det er alligevel svært ikke at knibe sig lidt i armen over den start, den danske brigade har fået på 2020.

Alt kører bestemt ikke i olie. Michael Valgren kæmper stadig med at finde 2018-formen, og Mads Pedersen har trods fin kørsel i sidevinden de seneste dage mest virket lidt halvrusten. Heldigvis er fordelen ved en uendelig talentmasse, at der altid er folk til at tage over, præcis som der var det i 2019, hvor Fuglsang, Kasper Asgreen og i Yorkshire også Pedersen var flyvende, selvom både Valgren, Kragh og til dels også Magnus Cort havde skodsæsoner. Og sådan har det også været i år, hvor de danske succeser er væltet ind i lind strøm.

Det startede allerede i Besseges, da Cort med det samme viste, at skiftet til EF kun havde gjort sig godt, og derefter fortsatte Fuglsang stimen fra 2019 ved at vinde sæsonens første løb i Andalusien og krydre det med to etapesejre. Dernæst fulgte en mindeværdig åbningsweekend, hvor Kragh med en 3. plads i Omloop signalerede sit comeback, og Asgreen med et vanvidsridt i Kuurne viste, at han er om muligt endnu stærkere, end han var i jubelåret 2020. I de seneste dage har det danske kontingent med Kragh, Asgreen, Pedersen og Mads Würtz været toneangivende i sidevinden de første dage i Paris-Nice.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Alligevel er det svært ikke at beskrive denne onsdag som sæsonens foreløbige højdepunkt. Nok er en sejr i Kuurne prestigiøs, men der er trods alt tale om en af de mindste belgiske klassikere. Til gengæld er enkeltstarter på WorldTour-niveau noget, der sjældent vindes af andre end sportens ypperste specialister, og indtil i dag var det da heller aldrig nogensinde lykkedes for en dansker, siden ProTouren blev indført i 2005.

Vi har dog været tæt på. Kragh er således flere gange kørt på podiet i Schweiz og BinckBank Tour, og så sent som i juni var Asgreen og Kragh meget tæt på, da de i Tour de Suisse blev nr. 2 og 3 bag Asgreens sejrende holdkammerat Yves Lampaert - i øvrigt efter at de var blevet hhv. nr. 5 og 4 på den korte indledende enkeltstart. I dag var den dynamiske danske tempoduo, der så igen, da de for anden gang på mindre end et år begge gik på podiet i en WorldTour-enkeltstart. Og denne gang var der ingen belgiere eller andre, der spolerede festen.

Naturligvis er det lidt af et gennembrud for Kragh, at han i dag ikke blot sejrede, men leverede en mindre magtdemonstration på enkeltstartens sidste powerstykke, hvor han var i særklasse i forhold til alle andre. Alligevel kommer det langt fra som noget chok. Hvis man betænker, hvor svært den talentfulde dansker havde det for et år siden, er det udtryk for potentiale og klasse, at han alligevel to gange kører i top 5 uhyre skrapt selskab i Schweiz. Og da han i Omloop havde bevidst, at en sygdomsfri vinter endelig havde bragt den uheldige danske tilbage på sporet, var der jo egentlig ingen grund til at tro, at han i dag ikke ville køre endnu stærkere.

Det gjorde han til gengæld også i den grad. Måske blev han overmatchet af det formstærke fænomen Maximilian Schachmann på etapens stigninger, men til gengæld var han helt ustoppelig, da der først skulle åbnes for poweren. Her var ingen i nærheden af at matche Sunweb-danskeren, der dermed kan kalde sig vinder af to WorldTour-løb og en klassiker - ikke ringe for en mand, der blot har fem sejre i alt.

Kragh er så godt kørende, at han nu endda kan lugte en top 10 i klassementet. Naturligvis kan det blive til endnu mere, hvis den evige coronoskygge tvinger løbet til afbrydelse inden bjergene, men selv hvis weekenden gennemføres, kan danskeren komme langt. Naturligvis får han en gang klø af de bedste på lørdag, men Colmiane er ikke en stejl stigning. Her kan en fyr som Kragh sagtens begrænse tabet, og sidste år så vi, hvordan Oliver Naesen blev en sensationel nr. 13 i løbet i kraft af vunden tid i sidevinden og solid klatring. Kragh står endnu bedre end belgieren med den tid, han tog i dag, og selvom man kan ærgre sig over, at han kaldtes tilbage til Tiesj Benoot på 2. etape, skal det blive interessant at se, hvad det kan føre til - også selvom Benoot stadig er holdets kaptajn. Nej, Kragh vinder naturligvis ikke et Paris-Nice, der køres til ende, men en top 10 kan ikke helt udelukkes.

Det kan det for Asgreen, der ligesom Kragh måtte ofre sig for holdet, da Julian Alaphilippes lokum stod i flammer i sidevinden, men danskeren viste i dag, at han skal regnes som en af sportens tempogianter. På de bare 15 km kom hans store motor nemlig ikke til sin ret, og i dag viste han, at der er al mulig grund til at tro, at også han kan sikre en dansk WorldTour-sejr i disciplinen, hvor vi bare bliver bedre og bedre. Og så viste han nok engang, at han skal regnes som en topkandidat til sejr i brostensmonumenterne, hvis de får lov at overleve den massakre, en lille virus i øjeblikket er ved at gennemføre på den internationale sportskalender. Og så lever vi nok med, at den ellers så formstærke Würtz skuffede i dag, for som sagt er fordelen ved stor talentrigdom, at der altid er folk til at tage over, hvis en eller flere fejler.

Det vil dog være urimeligt at holde ren danskerfest. Der skal som minimum også et tysk flag på bordet, efter at Maximilian Schachmann tog et stort skridt mod samlet sejr. Det lå i kortene, at den formstærke tyske specialist som minimum ville komme meget tæt på sejren på en rute, der syntes skabt til ham, men han havde næppe drømt om, at han skulle befinde sig i så god en position efter dagens slag. Stort set alle hans værste rivaler fejlede nemlig grusomt, så han nu har så stort et forspring, at han reelt kan køre lørdagens Colmiane-stigning som en enkeltstart og ikke bekymre sig om at forsøge at følge af klatrerne. Det handler om at begrænse tabet, og det er en gigantisk fordel for en stor tempofyr som Schachmann, hvis (eneste) svaghed hidtil har været, at han ikke har kunnet køre i høje bjerge.

Det er der ellers mange, der kan, men dem fik han alle sat markant til vægs i dag. Vigtigt var det i hvert fald, at han vandt masser af tid på den ellers sjældent formstærke Vincenzo Nibali, der stille og roligt havde kørt sig ind i en gunstig position med stor hjælp fra klassikerdrengene i sidevinden. Ligesom i Algarve fejlede Hajen imidlertid gevaldigt på enkeltstarten, og foreløbig er der intet, der tyder på, at skiftet fra Bahrain til Trek har forbedret hans tempoevner, selvom det havde været rimeligt at forvente, at netop det ville ske.

Lige så nyttigt var det at vinde tid på Thibaut Pinot. Franskmanden havde holdt sig til i sidevinden, og selvom han har været sjældent formsvag fra start, skal man altid frygte en rytter, der for mindre end et år siden gjorde Egan Bernal til statist i Pyrenæerne. Desværre kan man frygte, at det i weekenden i stedet bliver Pinot selv, der ender som statist, da dagens enkeltstart kun giver ny næring til den antagelse, at det kan ende som en forsømt forår for den ellers normalt så stabile franskmand, uanset om virussen afbryder sæsonen eller ej.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I det hele taget var det en trist dag for værtslandet. Nok betød punkteringen i mandags, at Julian Alaphilippe reelt allerede var ude af kampen om den samlede sejr, men drømmen om at vinde foran hjemmepublikummet i Saint-Amand-Montrond knustes lynhurtigt. Den fine kørsel i søndags havde ellers givet lidt håb om, at franskmanden havde lagt den svære sæsonstart bag sig, men den står åbenbart stadig lysende klart foran ham. I hvert fald er der ikke noget, der tyder på, at den ellers normalt fra start så flyvende Alaphilippe er sig selv igen. Og da Romain Bardet samtidig bekræftede, at han aldrig lærer at køre enkeltstart, og Pierre Latour bekræftede sin dårlige form, var det vel kun Rudy Molards overraskende pæne enkeltstart, der kan give bare lidt optimisme på en trist, trist dag for værtslandet.

Til gengæld kan man godt sætte et colombiansk på bordet ved siden af det danske og det tyske. Alle var formentlig lidt i tvivl om, hvad vi skulle forvente af formstærke Sergio Higuita, der stort set aldrig har kørt enkeltstart, men som kører for et hold, der i de senere år har kunnet forvandle selv det mest udpinte æsel til en galophest, når det gælder enkeltstarter. Nogen galophest på tidskørsler er Higuita langt fra, men hvis nogen på forhånd havde antydet, at han skulle slå både Pinot og Nibali, havde han formentlig skrevet under med det samme. Dermed er det også ham, der lige nu ligner den klart største trussel mod Schachmann-sejr, og reelt er det vel nu en duel mellem de to, selvom Nibali og Pinot alene i kraft af deres klasse naturligvis aldrig skal afskrives helt.

Til gengæld er det også Higuita, der skal sikre den colombianske sejr, som der på forhånd var lagt op til. Forhåndsfavoritten Nairo Quintana forsvarede sig egentlig hæderligt i en disciplin som bestemt ikke har fungeret for ham på det seneste, men afstanden efter styrtet forleden er så stor, at selv en Ventoux-agtig magtdemonstration næppe er nok. Et Schachmann-kollaps er ikke umuligt, men at hente 1.32 på Higuita på den lette Colmiane-stigning er en opgave, som selv Quintana med sin superform får meget svært ved at klare.

Belgierne må sidde tilbage med en blandet smag. På den ene side tog Tiesj Benoot et stort skridt mod et samlet topresultat med det, der vel må betegnes som hans livs enkeltstart - i det hele taget viste Kragh, Benoot, Nils Eekhoff og Michael Matthews, der kørte sin bedste enkeltstart i nogen tid, at Sunweb har fået et eller andet til at fungere hen over vinteren - og samtidig bekræftede Thomas de Gendt, at de fremragende enkeltstarter, han kørte i 2019, ikke var et engangstilfælde. Til gengæld var det en gigantisk nedtur for Victor Campenaerts, at han end ikke var tæt på sejren, og samtidig led han den tort at blive slået af De Gendt, der sammen med Wout van Aert er hans direkte rival til den anden belgiske OL-plads ved siden af den allerede udtagne Remco Evenepoel. Dermed fik han ikke den ønskede debut for et NTT-hold, der heldigvis kan trøste sig ved, at enmandshæren Giacomo Nizzolo alligevel gør sæsonen til en pæn succes.

Campenaerts er dog ikke den eneste skuffede belgier. Efter sejren i Ruta del Sol havde Dylan Teuns helt sikkert håbet på mere, men ser man på hans generelle temporesultater, var præstationen nu ikke helt skidt. I det hele taget tyder noget på, at Merida har taget Rohan Dennis’ kritik til sig, efter at særligt Pello Bilbao med en fremragende enkeltstart og til dels også Jan Tratnik, der havde et svært 2019, fulgte flot op på Teuns’ andalusiske sejr. Nu kan holdet bare ærgre sig over, at en formstærk Bilbao blæste væk i sidevinden forleden.

Andre har også grund til at glæde sig. Felix Grossschartner kørte sin bedste enkeltstart siden den overraskende 4. plads i dette løb for to år siden og har direkte kurs mod et samlet topresultat, ligesom Tobias Ludvigsson kørte en af sine bedste enkeltstarter i nogen tid. Hans holdkammerat Stefan Küng kan heller ikke være helt utilfreds med en 8. plads på en rute, der ikke uventet viste sig at være en anelse for kuperet. Også Bob Jungels, der reelt ikke har været i form siden sidste års E3, fik en tiltrængt oprejsning med en sjældent god præstation over kort distance. Og EF vil i kraft af Higuita utvivlsomt være tilfredse, da også Tanel Kangert og Lawson Craddock bekræftede den fremgang, de gjorde i 2019, selvom Tejay van Garderens sløje ridt og Alberto Bettiols mærkeligt langsomme start (der kan have skyldtes et uheld) kaster lidt malurt i bægeret.

I det danske bæger er der derimod ikke plads til megen malurt. Her står den på champagne, når Kragh og Asgreen efter åbningsballet i Belgien nok engang inviterer til danskerfest. Det kan godt være, at vi skal give et glas til belgierne og colombianerne også, når nu de har udsigt til at skulle slås om den samlede sejr, men det skal ikke spolere fornøjelsen. Nu kan vi så bare håbe, at den virus, der lige nu aflyser den ene større forsamling efter den anden, ikke sætter en brat stopper for den klassikerfest, Kragh og Asgreen i dag sendte invitationer ud til.