Paris-Nice-analyse: Det blå supertog kunne jo godt

Jeg kan huske, at jeg forud for 2020-sæsonen tænkte, at det egentlig var lidt synd at sætte Sam Bennett bag på Deceuninck-mandskabets supertog. På sin vis var det nemlig spild af godt lead-out at bruge så velsmurt en maskine på at iscenesætte ireren. I sin suveræne 2019-sæson var Bennett nemlig så eminent i positionskampen, at han på et Bora-hold, der ikke fandt det værd at give ham den store støtte, altid sad præcis, hvor han skulle, og derfor med en usvigelig træfsikkerhed vandt stort set alle sine massespurter, selvom det i vidt omfang var udtryk for en enmandspræstation.

Det er klart, at Bennetts chancer for succes ikke blev ringere af, at han rent faktisk havde et hold - endda verdens måske bedste i disciplinen - til at sætte sig i scene, men der var mange andre sprintere, der kunne få større gavn af det sublime lead-out end en mand, der jo egentlig klarede det meget godt på egen hånd. Derfor var det også lidt overraskende i 2020 at se, hvor sjældent Deceuninck-toget faktisk tog det initiativ, vi ellers havde vænnet os til at se, da sprinterne hed Elia Viviani og Fernando Gaviria, og lidt for ofte endte Bennett med enten at blive lukket inde eller at starte sin spurt alt for tidligt.

I år så det dog ud til, at det skulle være anderledes. I de to sidste af de tre spurter i UAE Tour kørte det sublime tog, der ved den lejlighed bestod af Shane Archbold og ikke mindst Michael Mørkøv, der ved den lejlighed igen viste sin høje klasse, to fabelagtige lead-outs, hvor Bennett blev afleveret på den måde, han kun kunne drømme om, da han var Boras succesrige enmandshær. I det lys var det forventeligt, at toget, der i dette Paris-Nice med Archbold udskiftet med Yves Lampaert og Florian Senechal faktisk var i endnu stærkere formation, ville fortsætte den dominerende linje i denne uge i Frankrig, også selvom de denne gang skulle op mod sportens to øvrige supertog fra hhv. Trek og FDJ.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor var det også lidt overraskende at se passiviteten. På 1. etape vendte Bennett tilbage til Bora-tiden, da han lod Mørkøv aflevere sig på et godt hjul under kilometerporten, hvorefter han med velkendt træfsikkerhed gjorde arbejdet færdigt. Med tanke på Bennetts høje succesrate med netop den taktik er det på sin vis forståeligt, men den passive taktik har også sin risici. Det lærte Bennett på den hårde måde i 2. etapes tekniske finale, hvor han aldrig nåede frem og dermed ikke fik udnytte af en topfart, der syntes næsten dobbelt så høj som rivalerne.

Man nåede næsten at komme i tvivl om, hvorvidt der var et eller andet galt med Senechal og Lampaert, når Mørkøv og Bennett var så muttes alene i de foregående finaler. Heldigvis viste det sig ikke at være tilfældet, og formentlig som følge af mandagens bitre erfaringer valgte supertoget at gribe situationen helt anderledes an, da der i dag var lagt op til et sidste sprinteropgør efter en højst kedsommelig og yderst særpræget modvindsetape, der for store deles vedkommende mest havde karakter af søndagstur i et tempo, mangen en fedladen dansk motionist kunne være med i.

Motionisttempoet var dog for længst fortid, da Lampaert, Senechal, Mørkøv og Bennett med sublim timing skød frem nær den røde flamme. De var der ellers alle, de tre supertog, på de sidste kilometer. Alex Kirsch førte an for Trek foran Edward Theuns, Jasper Stuyven og Mads Pedersen, og Miles Scotson havde helt styr på Ramon Sinkeldam, Jacopo Guarnieri og Arnaud Demare for FDJ. Men da slaget skulle slås, viste Deceuninck-drengene sig helt overlegne, og da først Lampaert, Senechal og til sidst Mørkøv havde gjort arbejdet færdigt, lå sejren serveret så meget på et sølvfad, at han slet ikke behøvede at være feltets hurtigste for faktisk at gøre det færdigt.

Nu er Bennett tilfældigvis den hurtigste i dette felt - og det endda med afstand - og derfor var der naturligvis ingen, der blot kom i nærheden af ireren. Faktisk kunne man roligt have slukket for sit tv med knap en kilometer igen, for da først Deceuninck havde sendt både FDJ og Trek til tælling og fået anbragt Bennett eminent, var det kun uheld, der på nogen måde kunne true den irske fartkanonen, der pligtskyldigt gjorde arbejdet færdigt. Dermed kan han nu rejse fra sit andet etapeløb med samme score som i UAE Tour, nemlig to ud af tre og altså en træfsikkerhed på næsten 67%. Med tanke på at han undervejs har været oppe mod hovedparten af de lige nu aktive supersprintere, er det en score, der til fulde vidner om, at Bennett godt kan tillade sig at stræbe efter den magiske grænse på 20 gevinster i år.

Til gengæld blev Paris-Nice en stor fiasko for feltets anden supersprinter, Demare. Franskmanden, der i 2020 knap kunne sætte et nummer på ryggen uden også at krydse stregen først, kom lige så tomhændet ud af dette løb, som han gjorde af det første i Provence. Og ligesom i det første løb måtte han sande, at det i 2020 så fabelagtige tog ikke helt har været oppe at ringe, for da Scotson og siden Sinkeldam skød frem, måtte de denne gang sande, at de blå belgiere ganske enkelt var stærkere, og Demare og Guarnieri endte med at blive lukket inde. At det hele så endte med en deklassering var blot at gnide salt i såret for franskmanden, hvis karriere har været præget af skiftevis fremragende og dårlige sæsoner og nu kan frygte, at 2020 følges op af en af de lidt for mange kedelige år, hans karriere har været præget af.

Det blev heller ikke til noget for løbets tredje supertog. Trek gjorde det jo ellers så sublimt i mandags, men der har været en tendens til, at Kirsch har lanceret toget for tidligt. I mandags tøvede Stuyven heldigvis så længe, at han med god timing alligevel kunne aflevere Pedersen sublimt, men da Kirsch igen i dag fik åbnet for tidligt, var der intet at stille op for Stuyven, som denne gang skulle slås med et Deceuninck-tog, hvis timing sad helt anderledes i skabet. Resultatet blev, at Pedersen blev lukket inde og dermed slet ikke fik lejlighed til at teste sin fart sammenlignet med rivalerne i denne helt klassiske boulevardspurt.

Det gjorde Nacer Bouhanni til gengæld endelig. Den i dette løb så uheldige franskmand, der to gange er blevet elimineret af styrt, fik i sidste forsøg lov at vise sin gode form. Det skete efter et sublimt forarbejde fra Dan McLay, der har vist sig som en overraskende god lead-out man, og som med et flot fremstød fik afleveret sin kaptajn på bagsmækken af Bennett, selvom han ikke havde farten til at vinde kampen mod Mørkøv. Til gengæld måtte Bouhanni sande, at han ikke længere har samme fart som de allerhurtigste, for han måtte kæmpe hårdt for blot at holde hjul på sin irske rival, hvilket i øvrigt heller ikke er nogen skam.

Bouhanni fik nemlig vist, at han er hurtig. For en gangs skyld havde Phil Bauhaus, der ellers har kæmpet med sin positionering, nemlig fået anbragt sig godt, men da han i dag endelig fik mulighed for at måle sig med de bedste på direkte fart, måtte han sande, at både Bennett og Bouhanni var hurtigere, men et lille svag og et mistet tråd gjorde det hellere ikke nemmere. Til gengæld kostede det ham pladsen som bedste tysker, da Pascal Ackermann fik klemt sig forbi efter en pæn spurt, der dog nok engang cementerede, at tyskeren vel ikke længere kan kalde sig en af feltets absolutte topsprintere. I hvert fald er han efter nu seks massespurter stadig uden sejr, og faktisk har han end ikke været tæt på. Det må vække nogen bekymring hos det Bora-mandskab, der som bekendt valgte Ackermann fremfor Bennett, da de havde valget.

Etapen var generelt dagen, der bød på oprejsning. Ikke blot Bouhanni, men også Giacomo Nizzolo og Alexander Kristoff fik endelig vist sig lidt frem. Denne gang lykkedes det endelig for italieneren at vise den positionering, han er bedst til, og faktisk kørte han også en langt bedre spurt, end vi så i Emiraterne, hvor han var overraskende langsom. Det lover godt forud for en klassikersæson, der er hans store mål.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Endnu bedre var det næsten at se Kristoff fremme. Nordmanden har nemlig virket decideret formsvag i den første del af dette løb, men i dag fik han med god hjælp fra Matteo Trentin endelig anbragt sig fornuftigt, så man fik fornemmelsen af, hvorfor han engang var så eminent til positionering. Til gengæld manglede der åbenlyst fart, men det var vel forventeligt på så let en dag. Kristoff vinder som bekendt sjældent, hvis ikke det har været lidt hårdt undervejs.

Danny van Poppel fik også lidt oprejsning efter sin mærkelige formkrise i starten af løbet, men ellers var også meget ved det gamle. Christophe Laporte og Bryan Coquard mangler stadig farten til at matche de bedste, Magnus Cort sad igen for langt tilbage til reelt at kunne spurte, Cees Bol, der ellers har positioneret sig så flot i år, kom aldrig frem, og en ellers sjældent velplaceret John Degenkolb havde vist brugt for mange kræfter på af egen kraft at finde forreste del af feltet. Eneste lille overraskelse var vel, at Jasper Philipsen igen fejlede med sin positionering, men det har desværre været mønstret i hele løbet.

Desværre får hverken Philipsen eller de andre mulighed for at rette op på fejlene. Fra nu af handler resten af løbet nemlig om træning, mens klassementsrytterne afgør løbet imellem sig. De fik sig en tiltrængt halv hviledag, hvor kun den sidste del blev temmelig stressende, og det uhyre passive forløb, der blev forårsaget af den hårde modvind, betød endda, at Maximilian Schachmann, Ion Izagirre og Tiesj Benoot kunne tage for sig af de bonussekunder, som den ellers hurtige Primoz Roglic tilsyneladende føler sig sikker nok til at negligere.

Måske får han også brug for lidt af det overskud de kommende dage. Det var i hvert fald lidt af en bet at skulle sige farvel til Tony Martin, der ene mand plejer at kontrollere de første to tredjedele af etaperne i alle terræner. Med tanke på det i går ikke specielt overbevisende Jumbo-mandskab kan det blive et ganske betydeligt tab, når særligt den svære sidste etape omkring Nice skal kontrolleres - en opgave, der som bekendt har voldt mange andre hold store problemer de senere år.

Hold betyder nemlig noget i cykelsporten. Er man i tvivl, kan man passende gense dagens massespurt, hvor Deceunincks supertog endelig viste den tårnhøje klasse, de har. Naturligvis er Bennett så god en sprinter, at han sagtens kan vinde med en mere passiv strategi, som han gjorde i søndags, men når man nu har ressourcerne, er der jo ingen grund til at løbe den risiko, som passiviteten indebærer. Det betalte de dyre lærepenge for i mandags, men i dag viste de jo, at de sagtens kan!