Paris-Nice-analyse: Vismas gode bytte?

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Da Visma-mandskabet bed i det sure æble og lod Primoz Roglic ophæve sin kontrakt før tid, lagde de ikke skjul på, at det gjorde ondt. Det kan godt være, at det slovenske uhyre i det interne hierarki var blevet overhalet af Jonas Vingegaard, men han var holdets talisman. Det var i høj grad ham - en rytter, holdet i øvrigt selv havde ”opfundet”, da han stadig var en slovensk opkomling - der havde bragt holdet tilbage til verdenstoppen, efter at mandskabet i årets efter Rabobank-skandalen levede en hensygnende tilværelse i bunden af det internationale cykelhierarki.

Én ting var, at det gjorde ondt af emotionelle årsager. Noget andet var de kolde fakta. Det kan godt være, Roglic ikke er den rytter, han var mellem 2019 og 2021, men efter et lidt halvsløjt 2022 havde han i sidste sæson rejst sig. En Giro-sejr siger alt om klassen, og faktisk var Vueltaen, Tre Valli Varesine og Il Lombardia de eneste løb, han deltog i uden at vinde - og her endte han som hhv. nr. 3, 4 og 3. Undervejs blev det derudover til ikke færre end tre etapeløbssejre, og vi skal såmænd bare tilbage til d. 30. september for at finde et løb, hvor han fik skovlen under en vis Tadej Pogacar, nemlig da han i ganske suveræn stil slog sin landsmand på sin elskede San Luca-stigning i Giro dell’Emilia. Med sig til Bora tog han sig da også en samlet 4. plads på verdensranglisten, kun overgået af Pogacar, Vingegaard og Remco Evenepoel.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Det efterlod derfor selvsagt et stort hul. Nok kunne Sepp Kuss løfte lidt ekstra ansvar, og nok lykkedes det i sidste sekund at begå et mindre kup med erhvervelsen af Cian Uijtdebroeks, men ingen forventede, at holdet ville kunne udfylde hullet efter Roglic. Ideen om igen at vinde alle tre grand tours blev også med det samme opgivet, og faktisk kunne man godt få svært ved at finde kapable kaptajner til alle sæsonens WorldTour-etapeløb, hvis målet som minimum var en podieplads - og skulle man tale om de sejre, Roglic høstede på stribe i 2023, var det i hvert fald helt umuligt.

Selvfølgelig var holdet forstærket. Uijtdebroeks var den store juvel, der ventes på sigt at kunne overtage fra Vingegaard som holdets helt store stjerne, men man havde skam også fået fingre i navne som Matteo Jorgenson og Ben Tulett, der begge havde vundet etapeløb på niveauerne under WorldTouren. Man sikrede sig også supertalentet Johannes Staune-Mittet, der dog ikke ventedes at kunne hævde sig helt fremme allerede i 2024, ligesom man fik fingre i den spændende Bart Lemmen, der kommer næsten direkte fra en karriere i militæret.

Men nogen Roglic var der i hvert fald ikke. Jorgenson havde med sin 2. plads i Romandiet, sejr i Oman og top 10-placeringer i Paris-Nice hævdet sig på det højeste niveau, men hvor Roglic lå nr. 4 på verdensranglisten, var Jorgenson kun nr. 35. I virkeligheden er han jo heller ikke samme type som sloveneren. Ingen gør sig vel de helt store forhåbninger om, at der er en grand tour-vinder gemt i amerikaneren. Til gengæld kan han også køre brostensklassikere, hvad hans top 10 i Flandern Rundt vidner om, hvorfor et af hans helt store sæsonmål i det første år i hollandsk tjeneste da også er klassikerne, hvor han er del af den skræmmende stærke brostenstrup - et projekt, der var pokkers tæt på at få en drømmestart, da han undervejs lignede en vinder af Omloop Het Nieuwsblad for et par uger siden.

Men i de ugelange løb skulle han lukke en del af hullet efter Roglic, og det skulle først og fremmest ske i yndlingsløbet Paris-Nice, hvor han var blevet tildelt den måske eneste kaptajnrolle i år. Problemet var bare, at han var oppe mod ikke bare Roglic selv, men også Remco Evenepoel, og derfor var det nok kun podiet, han i sin vildeste fantasi havde drømt om.

Da solen endelig kiggede frem denne eftermiddag i Nice og dermed bød rytterne velkommen til afslutningen på en udgave af ”Løbet mod Solen”, som ellers har været alt andet end solrigt, var det imidlertid ikke Roglic, der stod på det podium, hvor han fejrede den samlede sejr så sent som for to år siden. Nej, det var derimod hans arvtager, opkomlingen Jorgenson, der ikke blot havde fået skovlen under sin forgænger hos Visma og Evenepoel, men også navne som Joao Almeida og Mattias Skjelmose, der begge har betydeligt bedre etapeløbsresultater end amerikaneren.

Som jeg allerede skrev i går, blev han dermed det næste bevis i den lange række på, at Visma har en fabelagtig evne til at få deres ryttere til at blomstre. Om de hedder Christophe Laporte, Jan Tratnik eller Jorgenson hæver de bare deres niveau, så snart trøjen bliver gul. Det var i hvert fald en helt forvandlet Jorgenson, vi så i denne uge, for han har aldrig nogensinde været blot tæt på det niveau, han lagde for dagen på turen mellem Paris og Nice.

Det så ellers ikke specielt lovende ud i starten. Holdløbet var godkendt, men ikke prangende, og på Mont Brouilly lignede han bestemt ikke den stærkeste. Det kan godt være, at det var på denne dag, at vi fandt ud af, at Roglic og Evenepoel måske slet ikke var så usårlige endda, men Jorgenson lignede ikke den første i rækken til eventuelt at tage den sejr, de to favoritter ellers synes at have monopol på. At det var synsbedrag, fandt vi imidlertid ud af bare 48 timer senere, da den regnvåde fredagsetape blev langt mere dramatisk og afgørende end ventet, og hvor Jorgenson som den eneste kunne gøre en forskel på den stejle mur, selvom Roglic og Evenepoel begge prøvede at gøre ham kunsten efter.

Siden da har det været klart, at løbet havde én rytter, der var stærkere end de andre. Han var ikke i problemer på kongeetapen, hvor han tog det første skridt mod at få skovlen under vennen Brandon McNulty, og i dag kronede han så værket på en historisk hård udgave af den klassiske Nice-etape, der er et af sæsonens højdepunkter og meget sjældent snyder os for et drama - slet ikke når vejret er så dårligt, som det var det i dag. Således skiftede førertrøjen nok engang ejermand, som den også gjorde det i 2018 og var så tæt på at gøre det i 2022, hvor Roglic havde sin gigantiske krise, der kun blev afværget af en overmenneskelig Wout van Aert.

Om han var stærkeste mand i dag, kan være svært at sige. Det stod i hvert fald til slut relativt klart, at der måtte være indgået en aftale mellem Evenepoel og Jorgenson om at fordele rovet med etapesejr til belgieren og samlet sejr til amerikaneren, da først de havde fået skovlen under McNulty og havde en klar fælles interesse i at distancere ham så meget som muligt. Det er jo den slags alliancer, der ofte opstår i cykelsporten, men som kan være lidt ærgerlige. Det havde i hvert fald været sjovt at se, om Jorgenson kunne have distanceret belgieren, eller om Evenepoel kunne have grebet ud efter den samlede sejr, men nu endte det hele med en finale, hvor der hverken blev angrebet eller spurtet om sejren.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Men én af de to stærkeste var han i hvert fald. Der var kun to ryttere, der aldrig var i problemer, og den ene var Jorgenson. Og man kan vide sig helt sikker på, at Evenepoel var kørt solo på Peille-stigningen, hvis han havde haft benene til det. Det havde han også næsten. Der var bare én amerikansk sten i skoen.

En sejr i et af verdens største etapeløb rejser naturligvis spørgsmålet om, hvor langt talentet bærer. I sig selv er en triumf i et af de allerstørste etapeløb en stor skalp, men den bliver kun endnu større, når man slår Evenepoel og Roglic. Træerne vokser dog nok ikke ind i himlen. Der er en grund til, at Jorgenson aldrig har kørt klassement i en grand tour. Han betragter i hvert fald tilsyneladende ikke sig selv som tilstrækkeligt klatrestærk, for da han sidste sommer havde chancen for at vinde på Puy de Dome og kom så tæt på, forklarede han efterfølgende, at han var nødt til at angribe inden stigningen, hvis ikke han ikke ville køres over af Michael Woods, hvad han jo også endte med at blive i sidste ende.

Men i de ugelange løb kan han i hvert fald komme langt. Paris-Nice er med sine kortere stigninger perfekt for en type som Jorgenson, men i sidste års Romandiet viste han sig jo også frem på den endog meget brutale Thyon 2000-stigning. Spørgsmålet er så bare, om han kan kombinere både etapeløb og brostensklassikere, eller om han skal vælge. Geraint Thomas kunne fint satse på ugelange løb og brosten, men da han ville køre grand tours, måtte han vælge. Og hvis Jorgenson viser sig endnu mere klatrestærk end ventet og alligevel vil satse på de lange løb, skal også han nok træffe et valg.

Det valg kunne måske være værd at overveje, når man har slået både Evenepoel og Roglic, men - uden at tage noget fra Jorgenson - er sandheden jo desværre nok også, at hovedfortællingen fra denne uge er, at de to giganter i denne uge har været alt andet end gigantiske. Tværtimod har de været relativt ordinære, og med al respekt for Jorgenson synes den i forvejen minimale chance for, at de kan slås med Vingegaard og Pogacar til sommer, nu at være helt væk.

Heldigvis rejste Evenepoel sig lidt i dag. For det første var det opløftende at se, hvordan hans restitution i hvert fald ikke voldte ham problemer denne gang, og for det andet var der glimt af den klasse, vi kender ham for. Der var i hvert fald kun én mand, der kunne matche ham, og han kommer trods alt fra løbet med etapesejr, samlet 2. plads, bjerg- og pointtrøje, men det er lidt tankevækkende, at han til gengæld ikke endte i ungdomstrøjen. Det er ikke hverdagskost for ham ikke at vinde den trøje i et løb, han deltager i.

Det store problem er bare, at Jorgenson ikke er Vingegaard. I de præcis samme dage, hvor Evenepoel havde endog meget svært ved at sætte sine rivaler, knuste danskeren et brølstærkt felt i Tirreno. Nu taler meget heldigvis for, at vi endnu ikke har set den bedste Evenepoel, fordi han modsat sidste år ikke har indlagt en tidlig højdetræningslejr, og fordi han var så langt fra den rytter, der knuste al modstand i Liege, men der er intet i sol, stjerne og måne, der tyder på, at han kan blande sig i kampen om sejren til sommer - og i øvrigt heller ikke på, at han kan sikre sit hattrick i Liege, hvor modstanderen er Pogacar.

Men i det mindste kan han være mere optimistisk end Roglic. Jeg var allerede inden sæsonen svært bekymret for sloveneren, for selvom han rejste sig så flot i 2023, taler dåbsattesten sit tydelige sprog. Det gør det også, at han er skiftet fra et hold, der får alle til at blomstre, til et mandskab, der i sidste sæson fik næsten alle til at falme. Alligevel havde jeg ikke drømt om at se en så tam udgave, som vi så i denne uge.

Der er ingen tvivl om, at vejret har spillet en rolle de sidste tre dage. Hvor det helt sikkert har hjulpet Jorgenson, som har været notorisk god i møgvejr, har Roglic altid haft det svært med kulden. Det så vi jo også på præcis denne etape i 2022, hvor Van Aert reddede ham, og på Formigal-etapen i Vueltaen i 2020, men det var altså glimrende vejr på Mont Brouilly, hvor han allerede var en skygge af sig selv. Og i dag endte det jo i så spektakulært et kollaps, at vi aldrig tidligere har set noget lignende fra fighteren Roglic, der jo kæmpede hele vejen til stregen selv i 2021, hvor han på den udvandede sidste etape tabte løbet som følge af et styrt.

Nej, det er svært ikke at høre alarmklokkerne. For mange andre kunne man sagtens afskrive præstationen med en bemærkning om, at der er lang tid til juli, men det er bare helt atypisk Roglic. Sloveneren er en sejrsmaskine, der altid starter som lyn og torden, og modsat sidste år, hvor han havde haft en skadesplaget vinter, har han denne gang haft den perfekte forberedelse. Jeg kan i hvert fald ikke finde andre forklaringer end alder, men det skal naturligvis stå sin prøve, når han senere står over for Vingegaard og Evenepoel i Baskerlandet og siden konfronteres med Evenepoel i Fleche Wallonne samt Evenepoel og Pogacar i Liege.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Heldigvis var alt ikke trist hos Bora. Efter en mildt sagt trist sæsonstart så vi en genrejst Aleksandr Vlasov i dag. Hans første løb indikerede ellers, at det ville blive lige så trist som i 2023, men nu er der måske alligevel lidt håb i det niveauløft, vi så i hans flotte Lombardiet, hvor han var den eneste, Pogacar ikke kunne sætte på Ganda-stigningen. Der synes stadig at mangle en del bekræftelser, når man ser på, hvor skidt han startede løbet, men efter i dag giver det pludselig mening, hvorfor de i går havde så svært ved at hente ham, selvom Evenepoel og Jorgenson kørte så stærkt som muligt for at distancere McNulty.

Netop McNulty måtte sande, at der var to ryttere, der var stærkere end ham, men det skal ikke skjule billedet af, at han kørte sit bedste WorldTour-etapeløb. Ser man bort fra den mirakeldag, han havde på 17. etape i Touren i 2022, har han aldrig været specielt klatrestærk, og selvom han skam startede sæsonen flot, var det med begrænset modstand. Denne uge - ikke mindst 4. og 7. etape - har også tydeligt vist, at han altså ikke er nogen stor bjergged, men han ligner en mand, der har taget næste skridt.

Det var også tiltrængt i en rædselsfuld UAE-uge. Det er andet WorldTour-etapeløb i træk, hvor de er mødt op med det i særklasse stærkeste mandskab, men er endt med et totalt sammenbrud fra næsten hele holdet. Joao Almeida har i hvert fald meget at arbejde med efter sin sygdom, Finn Fisher-Black har været helt ukendelig efter den vilde sæsonstart, og Jay Vine er desværre en uforbederlig lottokupon, der oftere er en nitte end den gevinst, han til gengæld kan være i stort omfang. Et lille lyspunkt var det, at Felix Grossschartner mod slutningen fortsatte sin sjældent gode sæsonstart, og at Nils Politt i denne sæson har klatret som en drøm.

Så meget kan man ikke sige om Mattias Skjelmose. En samlet 4. plads og etapesejr er et fornemt udbytte - ikke mindst efter det katastrofale holdløb - men det er ret tydeligt, at vi ikke har set den bedste Skjelmose i denne uge. Terrænet passede ham ellers ganske perfekt med de ardenneragtige stigninger, og det startede jo så lovende, da han overspurtede Evenepoel i onsdags, men siden dengang har han manglet lidt - også da han vandt i fredags. Desværre var der måske også igen et lille tegn på den nedadgående formkurve, vi jo kender ham for i etapeløb, men det var heldigvis ikke særligt udtalt - og slet ikke som i Baskerlandet, hvor han jo kollapsede på sidste etape.

Nej, den primære lære er vel bare, at han stadig har lidt vej til den topform, der forhåbentlig når at indfinde sig til Ardennerne, for vi ved, at han normalt er stærkere end McNulty i denne slags terræn. Han har heldigvis også mere tid at løbe på end Mads Pedersen, der allerede skal være på 100% på lørdag, men det er der vist heller ingen bekymring for efter det vanvidsridt den store dansker leverede i dag.

Det var i det hele taget et løb med mange flere tabere end vindere. Luke Plapp er en af de få på vinderlisten, for han lykkedes med at holde niveau hele vejen og fik vist, at han kan køre klassement i et ugelangt løb også på højeste niveau. Vi så vel også klare tegn på fremgang fra Santiago Buitrago, inden en byge af uheld ødelagde hans løb, og der var spændende perspektiver fra Harold Tejada, indtil hans weekend gik helt i skuddermudder. Ewen Costiou fik også bekræftet sit potentiale, og i dag så vi den bedste Samuele Battistella, vi har set i årevis. Vi så også pludselig igen den Michael Storer, der var så flyvende i UAE Tour o forhåbentlig er tilbage på det tårnhøje niveau, han genfandt sidste år, efter en lidt trist start på løbet.

Billedet er mere blandet for Egan Bernal. I dag var han nok engang pokkers uheldig med et styrt, og i det lys var hans resultat faktisk ganske fremragende. Han tilbragte en hel dag med at jagte, men desværre ødelægger gårsdagens nedtur lidt for meget af billedet. Heldigvis var det også en etape og powerstigning, der passede ham ganske elendigt, og samlet set er det i hvert fald klart, at vi skal til at tage ham seriøst igen - ikke som Tour-vinder, men som klassementsrytter. Og det har han virkelig fortjent!

Han kom i hvert fald bedre fra løbet end Felix Gall, der formentlig led i kulden, men som også i år må sande, at det vil tage lidt tid, inden han finder topformen. Han kom også bedre igennem end Aurelien Paret-Peintre, der i dag fik ødelagt et godt løb af en dum punktering. Han skal også være mere tilfreds end Wilco Kelderman, der jo ellers var ganske velkørende, men endte med endnu et af de styrt, der mere end noget andet har kendetegnet hans karriere. Han glæder sig helt sikkert også mere end David Gaudu, der forhåbentlig var mere mærket af sit styrt end aftagende niveau, og end Ilan Van Wilder, der havde sine momenter, men også havde to bekymrende offdays. Og han kom helt sikkert bedre igennem end de ellers så stabile Pello Bilbao og Carlos Rodriguez, der var på et næsten chokerende lavt niveau.

Det kan man til gengæld ikke sige om Jorgenson. Han var snarere på et chokerende højt niveau. Der var i hvert fald ikke mange, der havde forventet, at han ville vinde et etapeløb, hvor han var oppe mod både Evenepoel og Roglic. Der var helt sikkert heller ikke mange, der havde forventet, at han ville kunne følge Evenepoel helt til dørs på en dag, hvor han var den eneste grund til, at vi ikke fik endnu et velkendt Evenepoel-soloridt. Og der var med statsgaranti heller ingen, der forud sæsonen ville have troet, at byttet mellem ham og Roglic måske skulle vise sig som en fordel for hans nye hollandske arbejdsgiver.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT