Tirreno-Adriatico-analyse: Et tronskifte?

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Hvis man som cykelfan selv kunne få lov at lægge løbskalenderen for feltets ryttere, ville man utvivlsomt gøre det sådan, at de bedste mødte hinanden så meget som muligt. Det er trods alt opgørene mellem stjernerne, der har den største appel, og det ved man også i UCI. Da man indførte ProTouren og senere WorldTouren var det jo faktisk med det formål, at de bedste skulle stå ansigt til ansigt noget oftere, og selvom det ikke rigtigt er lykkedes, giver man den nu endnu et skud med den reform, den globale union nu har i støbeskeen.

Desværre sker det lidt for sjældent. I denne sæson er det i hvert fald enormt frustrerende, at Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar kun har udsigt til at mødes i Touren, formentlig til OL og VM samt måske i de italienske klassikere. Den frustration er kun blevet større den seneste uges tid, hvor de begge har været så suveræne, at det står helt klart, at de er nødt til at mødes, hvis de skal bydes reel modstand.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Samme frustration kunne man have sidste år. Her var det ret klart, at Jasper Philipsen etablerede sig som verdens bedste sprinter, men desværre fik vi aldrig noget helt klart bevis. Han slog ganske vist de fleste af de bedste ganske klart i Touren, og han viste også flere gange, at han kunne slå Olav Kooij og Tim Merlier, der ikke var med på turen rundt i Frankrig, men der var to ryttere, han aldrig mødte. Den ene var naturligvis holdkammeraten Kaden Groves, som han selvsagt heller ikke kommer til at spurte mod i år, og den anden var Jonathan Milan.

Det var der næppe nogen, der havde begrædt inden starten på sæsonen. Dengang var Milan skam spændende, efter at han var eksploderet i sin udvikling i løbet af efteråret 2022, men at han skulle være en af verdens allerbedste sprintere, var der vist ingen, der troede. Det var der til gengæld måske en enkelt eller to, der havde en fornemmelse af, da Giroen var slut. Her var sprinterfeltet bestemt ikke det stærkeste, men selvom han kun vandt én etape - og det handlede mest af alt om positionering - kørte den store italiener nogle så vilde spurter, at man sad med indtrykket af, at også Philipsen skulle stramme sig an for at være med.

Den fornemmelse er kun blevet styrket i starten af 2024. Milan er nemlig startet som lyn og torden efter skiftet til Lidl. Det så vi, da han pludselig klatrede på et rystende niveau i Valencia, det så vi med hans overlegenhed i det ganske vist meget svage felt i samme løb, og det så vi senest, da han blev en ret overraskende nr. 3 på enkeltstarten i denne uges Tirreno-Adriatico.

Det var også i det lys, at der var særlig grund til at glæde sig denne udgave af det italienske etapeløb. Hvor klassementskampen havde udsigt til at blive ret ensidig og også endte med at blive det i det, der endte som et forudsigeligt Vingegaard-show, var der nemlig i denne uge udsigt til, at de tre ryttere, der måske tegner sig som verdens hurtigste, endelig skulle stå ansigt til ansigt. Det gjaldt både for Philipsen og Milan, men det gjaldt også for Merlier, der med sin overlegenhed i Emiraterne, hvor end ikke en punktering for alvor kunne sætte ham ud af spillet, havde givet så kraftigt et indtryk af et hævet niveau, at han måske havde lukket kidt af det hul, han i 2023 så ud til at have haft op til Philipsen

For alle, der havde set frem til den ”triel” var det derfor måske lidt frustrerende, at der for første gang i flere år kun var to klassiske massespurter. Endnu mere ærgerligt blev det af, at den første af disse med et sent sving gav så klar en fordel til positioneringsstærke Philipsen, at den aldrig gav os chancen for at se en udmåling på ren fart. Jo, etapen endte skam i en duel mellem Merlier og Philipsen, men det var på ulige vilkår, når Merlier nok engang måtte forsøge at redde sin ringe position med det, der bedst kan betegnes som en kamikazemanøvre i en 300 m lang modvindsspurt, han aldrig kunne vinder.

Derfor var der kun ét skud i bøssen, nemlig dagens nu klassiske finaleetape til San Benedetto del Tronto. Efter 11 år med en afsluttende enkeltstart er vi nu vendt tilbage til traditionen med en afsluttende massespurt, og på den italienske østkyst er der ingen sving med 300 m igen. Her taler man om en rigtig boulevardspurt, hvor man har alletiders chance for at se de hurtigste spurte mod hinanden.

Desværre blev spændingen kun delvist forløst, da det lykkedes sprinterne at få deres spurt, selvom et skræmmende stærkt udbrud tvang dem og deres hold til at arbejde så hårdt, at etapen, der bestemt ikke var helt flad, endte som den hurtigste i hele løbets historie. Merlier var nemlig stået af undervejs - ikke som følge af sygdom, men fordi han slet og ret bare havde en dårlig dag. Dermed fik vi vel endnu et bevis på, at den ellers så hurtige belgier restituerer ringere end de fleste, for selvom etapen havde en kuperet start og blev kørt i et skræmmende tempo, var det trods alt et fuldt felt, der kom over bakkerne - altså med undtagelse af de relativt få, der som Merlier stod af undervejs.

Men heldigvis var det kun en del af sprinterfesten, der blev ødelagt. Modsat i tirsdags lykkedes det nemlig for Milan at sidde godt, og det gjorde han med god hjælp fra Simone Consonni, der bekræftede sine evner som lead-out man, selvom toget undervejs var blevet kraftigt amputeret af Edward Theuns’ exit. Ja, faktisk viste Consonni sig helt, helt afgørende, for uden ham er det meget sandsynligt, at etapen var endt med sejr til Søren Wærenskjold, da dennes lead-out for Alexander Kristoff pludselig sendte ham alene i front efter den sidste dobbeltkurve. Desværre for ham kom der alligevel tilstrækkeligt med fart i feltet til at forhindre den norske sensation - akkurat som da Tom Pidcock spolerede Jonas Abrahamsens drøm om et mirakel i torsdags.

I det hele taget var det pokkers svært ikke at få en følelse af deja-vu. For tre dage siden lykkedes det kun til sidst at fange en undsluppen nordmand, hvorefter det endte som en duel mellem Milan og Philipsen. I dag oplevede vi præcis det samme, for da Wærenskjolds drømme blev knust, stod de to supersprintere igen klar til at stjæle showet. Philipsens gode positionering fornægtede sig nemlig heller ikke denne gang, for selvom hans svage hold tvang ham til at køre hele finalen alene, sad han naturligvis lige, hvor han skulle bag den rytter, der fik det bedste lead-out - en rytter, der altså denne gang var Milan.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Da de to supersprintere endelig stod ansigt til ansigt, blev det imidlertid ikke engang tæt. Milan tog en gigantisk skalp ved at sejre over belgieren, der blev slået så klart, at han hurtigt opgav af træde og derfor gled helt ned på en for ham ganske uvant 4. plads. Alligevel sidder man tilbage men en stor frustration. De to stjerner var nemlig ved at kollidere med hinanden, og det er pokkers svært at sige noget om, hvor meget af spurten Philipsen fik ødelagt af det svag, det forårsagede. Det kostede ham ikke noget tråd, men det kostede ham formentlig det momentum, der gjorde resultatet så overlegent.

Derfor er det for tidligt at kalde det et stort tegn på et tronskifte. Vi må have endnu flere beviser i spurter, hvor ingen hindres, men efter denne uge er der i hvert fald en grund til at tro, at Milan måske kan kalde sig verdens hurtigste. Det var nemlig ikke bare i dag, han vandt. Det gjorde han jo også i torsdags, og selvom den stigende finale gør, at det på ingen måde kan kaldes en klassisk massespurt, var det jo faktisk en afslutning, der burde have givet Philipsen en fordel i forhold til en flad spurt.

Desværre er der heller ikke i år udsigt til, at de kommer til at spurte meget mod hinanden. Der kan være en chance i Sanremo, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, men det er så specielle og hårde løb, at de ikke kan kaldes klassiske sprinterløb. Milan skal herefter til Giroen, mens Philipsen skal til Touren, og derfor kan man godt frygte, at vi skal helt frem til efteråret - og måske endnu senere - inden de to giganter atter konfronteres i en helt klassisk massespurt.

Selv hvis Milan kan bekræfte, at han er hurtigst, kan vi heller ikke kalde ham verdens bedste sprintere. Dagens præstation af hans tog var heldigvis opløftende - særligt når de nu manglede Theuns - men begge spurter har jo også vist, at det er Philipsen, der er positioneringskongen. Massespurter handler om mere end bare fart, og derfor taler meget da også for, at Philipsen vil tage flere sejre end italieneren i år. Kvantitet kommer nemlig i høj grad via positioneringen.

At Philipsen må have fået spoleret sin spurt af det svaj, ser man vel også af resultatet. Nu var han sikkert blevet nr. 2, hvis han havde spurtet hele vejen, men han havde jo altså pokkers svært ved at trække fra Alexander Kristoff. Med al respekt for den norske veteran vil Philipsen normalt kører nordmanden midt over i denne slags spurt, og det samme gælder for Davide Cimolai, der jo i dag endda er lead-out og ikke sprinter.

Det skal dog ikke tage noget fra Kristoff. Meget blev sikret af det supertog med Jonas Abrahamsen og Wærenskjold, der også viste sin enorme klasse på 2. etape, hvor de blot kørte for den yngste af de to norske sprintere i stedet, men Kristoffs spurt var også langt bedre end ventet. Det kan vel meget vel hænge sammen med, at vi nu er på syvendedagen efter en benhård dag i et rasende tempo. Den træthed, det skaber, plejer altid at tilgodese Kristoff, og i dag fik han vist, at han under sådanne omstændigheder stadig er en ganske hurtig herre.

Det andet af løbets supertog imponerede også, men desværre uden resultat. Intermarché viste klassen, da de kæmpede med Uno-X i tirsdags, og igen i dag var de dominerende med Mike Teunissen og Laurenz Rex. Desværre manglede de bare deres vigtigste mand, da den ellers i år så godt spurtende Biniam Girmay uden nogen forklaring ikke kom til start. Nu var de i stedet efterladt med Hugo Page, og selvom han er en uhyre spændende rytter - ikke mindst efter den flotte sæsonstart - er han altså ikke en mand til denne slags boulevardspurter.

Derfor blev det også en lidt uforløst spurt. Én ting var, at Philipsens spurt blev generet. Noget andet var, at det ved starten så stærke sprinterfelt i den grad var amputeret. Vi manglede ikke blot Girmay og Merlier. Vi manglede også Phil Bauhaus, hvis holdbarhed er helt umulig at blive klog på, da han sammen med Merlier var en af de få, der fik det for hårdt undervejs, vi manglede Mark Cavendish, der var faldet for tidsgrænsen og stadig er helt uden holdbarhed i foråret, som han plejer, og vi manglede Caleb Ewan, hvis elendige sæson nu fik endnu et kapitel med maveproblemer kort inden Sanremo. Jayco mistede også plan B, Max Walscheid, og Axel Zingle stod af undervejs, men ingen af de to havde nok for alvor kunnet hævde sig - Walscheid, fordi han var uden støtte, og Zingle, fordi han ikke er skabt til en boulevardspurt.

Der var do heldigvis stadig spændende sprintere. Der var Ethan Vernon, der efter et par år som tredjesprinter nu endelig skal vise, hvad han kan mod de bedste, men desværre må det vente lidt. Det på papiret gode tog med Tom Van Asbroeck og Corbin Strong fik i hvert fald aldrig leveret ham, og der er helt tydeligt stadig noget at arbejde med. Vi så heller intet til Casper van Uden, der jo ellers ligner en mand på kurs mod sit gennembrud, men som i dette løb har været udstyret med meget svag støtte. Det lykkedes ham alligevel at spurte i tirsdags, men uden Bram Weltens hjælp var han næsten dømt til at tabe i dag.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Når de største navne forsvinder, bliver der til gengæld plads til andre. Det udnyttede Cimolai til at køre en spurt og sikre sig et resultat, han ikke var været tæt på i mange år. Han er jo ellers kommet til Movistar - i øvrigt først ét minut i nødtvunget karrierestop - som lead-out man for Fernando Gaviria, men i en sæson, hvor han stort set ikke har kørt med sin kaptajn, har han nu flere gange vist, at han faktisk stadig er en hæderlig sprinter.

Endnu mere lovende var det dog med Stanislaw Aniolkowski. Han har aldrig lignet nogen stor sprintergigant, men han er virkelig kommet godt i gang hos Cofidis. I Emiraterne kørte han for Milan Fretin, men da belgieren en dag tabte polakkens hjul, viste sidstnævnte enorm høj fart i en spurt, der gav en 4. plads. I dag sad han ikke i en god position, men bekræftede en fart, der synes at have fået et nøk opad.

Samme fart har Amaury Capiot ikke, men hans gode positionering fornægter sig ikke. Belgieren er definitivt tilbage og har nu ikke blot taget sin første sejr, men også sikret sig to top 6-placeringer i massespurter på WorldTouren. Vi fik også igen set, at Giovanni Lonardi, der tidligere ellers altid missede ud i positionskampen, nu er blevet pokkers stabil og næsten altid går i top 10.

Når det er sagt, var baggrunden også lidt billig. Sprinterfeltet var pænt, men vi havde mistet for mange af stjernerne undervejs. Når Andrea Vendrame, der ellers aldrig kører massespurter længere og faldt igennem i Vueltaen, hvor han ellers igen gav den et skud, ender som nr. 7, er modstanden begrænset. Det samme gælder, når Clement Venturini, der kørte som lead-out man, ender som nr. 9, eller når den ellers stadig bedre Enrico Zanoncello uden megen støtte kan presse sig ind i top 10.

Det var vel lige ved, at der kunne blive plads til Vingegaard, men der er trods alt grænser for danskerens talent. Hans 56. plads siger meget fint noget om hans chancer på en dag som denne, men det er heldigvis ganske ligegyldigt. I det terræn, der er hans, har han i dette løb sat en fed, fed streg under, at det kun er Pogacar, der kan måle sig med ham, og nu står han minsandten allerede noteret for syv sejre. Det er mere end nogen anden i det professionelle felt - i øvrigt er Mads Pedersen på en delt 2. plads efter en forrygende dansk sæsonstart - og han begynder efterhånden at ligne en sandsynlig sejrskonge i år. Når han kun skal møde en formentlig træt Pogacar i Touren og meget vel kan ende med at tage samlede sejre og adskillige etapesejre i Baskerlandet, Dauphiné, Touren og Vueltaen, skal Philipsen og Pogacar, der sidste år endte som nr. 1 og 2, i hvert fald stramme sig an for at slå ham.

I det spil hjælper det dog, hvis man ikke skal møde de bedste. Det er i hvert fald en fordel for Vingegaard og Pogacar, at de stort set ikke møder hinanden, og Philipsen kan også glæde sig over, at han ikke deler megen kalender med Milan. Det er til gengæld pokkers irriterende for de cykelfans, der gerne vil se de bedste mod hinanden, men sådan bliver det desværre i store dele af 2024. Derfor må vi også vente lidt med at udråbe et skifte på sprintertronen, selvom Milan i dag og i denne uge har antydet, at et sådant måske kan være på vej.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT