Tirreno-Adriatico-analyse: Av, INEOS! Av!

Det kan godt være, at Ineos-mandskabet i 2020 kørte en af de smukkeste Giroer i mange år, da de ikke blot sikrede sig den samlede sejr, men også vandt hele syv af de 21 etaper undervejs. Det kan også godt være, at Richard Carapaz kørte en beundringsværdig Vuelta, hvor han bragte Primoz Roglic ud i tovene på løbets sidste bjergetape. Og det kan godt være, at holdet rejste fra Egan Bernals ærgerlige rygproblemer ved at tage en fornem dobbeltsejr på Tourens samlet sværeste bjergetape i en sæson, hvor der egentlig ikke manglede succes for det britiske storhold.

Det var bare ikke nok. Kender man manager Dave Brailsford ret, har det alt sammen været lidt lige meget. I det spil, der betyder allermest, var de vante Tour-konger nemlig reduceret til rene statister, og efter et lille årti, hvor al snak om Tour de France stort set udelukkende har handlet om Brailsfords tropper, er de blevet overhalet indenom. Når snakken i dag falder på den kommende Tour, skal Brailsford formentlig lytte til mindst 10 minutters snak om Roglic og Tadej Pogacar, inden hans engang så overlegne Ineos-mandskab måske bliver nævnt i en bisætning.

Den slags gør ondt, når man har været vant til at være cykelverdens centrum, og derfor blev det store checkhæfte også hevet frem i løbet af vinteren. De britiske kemimillioner væltede ud fra Ineos-selskabets hovedkvarter i et sjældent set omfang, og med erhvervelsen af Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez, Laurens de Plus og Tom Pidcock blev der gennemført en sjældent set oprustning over bare én transferperiode.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

2021 skulle nemlig være revanchens år, og mens man nok kunne leve med, at Yates ikke helt kunne få skovlen under Pogacar i UAE Tour - selvom det så ud til at være ganske tæt på - var der ingen tvivl om ambitionerne i dette års Tirreno-Adriatico. Med en skræmmende trup, der talte to af de seneste tre Tour-vindere, et af sportens mest lysende etapeløbstalenter med to sejre i store ugelange løb, en tidligere verdensmester og monumentvinder, feltets ukronede tempokonge og verdens bedste enkeltstartsrytter samt en tidligere medaljetager ved VM i enkeltstart, kom Brailsford og co. til Italien med en trup, der ikke kunne skjule ambitionerne. Med masser af selvtillid forårsaget af Egan Bernals 3. plads i Strade Bianche, hvor han var kørt fra Pogacar i terræn, der passede sloveneren bedst, var det nu, at Ineos skulle vise sloveneren, at de stadig er en magtfaktor, der skal tages seriøst.

Desværre fortsatte den endeløse serie af uheld, der også total har elimineret holdet i Paris-Nice, i går, hvor holdets tre esser, Bernal, Geraint Thomas og Pavel Sivakov, alle mistede tid som følge af et styrt, men de sekunder, der blev tabt i går, kan ingenlunde forklare det nærmest sensationelle forhold, at det Ineos-hold, der på dagens kongeetape skulle sætte Pogacar til vægs, efter slaget på Prati di Tivo må konstatere, at de kun akkurat har Thomas i top 10, at Bernal ligger nr. 11, og at Sivakov er mere end 10 minutter efter som nr. 39. Det udkomme var der næppe nogen i denne verden, der havde ventet efter den genfødsel, den flyvende Bernal har leveret i Besseges, Provence, Laigueglia og senest Strade Bianche i løbet af bare en god måneds tid.

Egentlig gik det ellers helt efter planen. ”Hvor dumme har de da lov til at være?” kunne man næsten høre Brailsford spørge, da det var UAE og Bahrain, der på dagens første stigning lagde det pres, man ellers ville forvente fra Ineos. Mikel Landa er trods alt en outsider i giganternes spil, og med enkeltstarten i baghånden var det jo ikke Pogacar, der havde noget synderligt behov for en hård bjergetape, der blot ville øge risikoen for, at Bernal vandt så megen tid, at enkeltstarten ikke længere var nok.

Konsekvensen af rivalernes arbejde var nemlig, at Ineos-mandskabet var helt intakt og friskt, da de ramte det sidste bjerg, og Brailsford gned sig sikkert i hænderne, da Salvatore Puccio, Filippo Ganna, Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski blev linet op forrest i feltet foran de tre kaptajner. Nu skulle Pogacar rystes med et klassisk dræbende Ineos-tempo, der kunne gøre det muligt for Bernal trods den uginstige vind at sætte tid i banken inden enkeltstarten.

Hurtigt fornemmede man dog, at Ineos-maskinen heller ikke i dag var så velsmurt som i gamle dag. Da Puccio og Ganna var færdige med at gøre, og Castroviejo tog over, var der nemlig pludselig kun tre Ineos-trøjer tilbage. Den igennem hele sæsonen så formsvage Sivakov var allerede forsvundet, og det samme var Kwiatkowski, der efter styrtet i Laigueglia synes bekymrende langt fra den form, der skal gøre det muligt at genvinde Milano-Sanremo om en uge.

Det skulle vise sig at være et tidligt varsel om katastrofen. Den pludseligt ugunstige position tvang Bernal til en offensiv, der med den betydelige modvind nok var tidligere end ønsket, men det viste sig hurtigt, at timingen kunne være helt ligegyldig. Pogacar afparerede let colombianerens første offensiv, og selvom Thomas, der helt åbent har indrømmet, at han også i år satser hele sæsonen på Touren og derfor vidste, at han ikke var konkurrencedygtig, med en tidlig offensiv forsøgte at tvinge Bernals rivaler til at jagte, blev colombianeren herefter reduceret til statist.

Det er svært at sige, hvad forklaringen er. Bernal har selv efterfølgende sat den vanlige plade på og forklaret, at han er vældigt godt tilfreds med formen, når Giroen er målet. At det næppe er sandheden, afslører Ineos-mandskabets meget ambitiøse start på stigningen, og der er vist ingen tvivl om, at dagens nederlag kom som en spand koldt vand i hovedet. Naturligvis er det ingenlunde alarmerende, når Bernal igennem hele sæsonen har vist, at hans topniveau er på vej tilbage, men det er et tilbageslag, der ikke kan undgå at vække lidt bekymring inden Giroen - særligt hvis årsagen igen er rygproblemerne, der i givet fald meget vel kan blive holdt lidt skjult for offentligheden.

Med Bernal ude af billedet kunne man gætte sig til udfaldet. Uden colombiansk modstand var det svært at finde ryttere, der skulle kunne true Pogacar, og det endte da også med en magtdemonstration, der reelt har sikret ham den samlede sejr - i hvert fald det heller ikke i dag overbevisende UAE-mandskab kan kontrollere morgendagens farlige mur-etape. Med tanke på den hårde modvind fik Pogacar måske åbnet en anelse for tidligt, men hans overlegne styrke afsløres af, at han skabte forskelle, som hverken Vincenzo Nibali eller Chris Froome var i nærheden af, da de vandt på samme stigning ved de seneste besøg i hhv. 2012 og 2013. Præstationen sætter en streg under Pogacars enorme klatrepotentiale og bliver efter den lidt rustne præstation i Strade Bianche endnu et vidnesbyrd om slovenerens fantastiske restitution og evne til at forbedre sig med flere og flere dage i benene.

Alligevel var det lige ved at gå galt, men modstanden kom fra en uventet kant. Afstanden til klassementsrivalerne var enorm, men Simon Yates var til gengæld uhyre tæt på at snyde sloveneren. Det var der næppe mange, der havde ventet fra den Yates, der med sidste års Tirreno som undtagelse har været milevidt fra sit 2018-niveau i de seneste sæsoner, og den Yates, der forud for løbet erklærede halvdårlig form, og som derfor ikke helt uventet eksploderede, da han i forgårs var med i et lovende udbrud.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Faktisk var den eksplosion måske årsagen til, at han ikke vandt etapen. Det er hvert fald nærliggende at tro, at han kom til etapen med stor mistro til egne evner og derfor ikke rigtigt turde gå med i Pogacars første angreb. Hans egen acceleration var nemlig så overbevisende, at det er nærliggende at tro, at Yates havde benene til at yde modstand tidligere. Og med tanke på, at den omtalte eksplosion havde sendt ham ud af klassementet, kunne han utvivlsomt have slået Pogacar til slut, hvor sloveneren ville være mere optaget af at vinde tid end af at vinde etapen. Den tøven kan meget vel have kostet den anden kongeetapesejr i løbet på to år, men i det mindste fik Yates indikeret, at der stadig er et håb om, at han også i grand tours kan genfinde sit 2018-niveau.

Alligevel er det vel egentlig hverken Bernal, Pogacar eller Yates, der burde være det store samtaleevne. Det burde være Wout van Aert, der måske nok kun blev nr. 9 på etapen, men utvivlsomt var tredjestærkeste mand. Efter hans kørsel i Strade Bianche havde jeg ellers ikke regnet med at se klatring i stil med det, han leverede i Touren, men i dag bekræftede han nok engang, hvor uhyggeligt stærk i bjergene han er blevet. Med samme tilgang til den måske tidligere holdkammerat Tom Dumoulin - og den tilgang, Froome også ofte har brugt i Vueltaen - lod han rivaler være rivaler, lukkede øjnene og kørte sin helt egen enkeltstart. Med tanke på at han reelt førte alene igennem hele finalen trods den ikke ubetydelige modvind, er det en gigantisk bedrift, at han først til allersidst måtte se ”the wheelsuckers” smutte væk på de sidste meter. Dermed er den største trussel mod et samlet topresultat elimineret, og hvis ikke morgendagens mure bliver for stejle for den store krop, vil han cementere sin status som ny topkandidat i ugelange etapeløb med en andenplads på tirsdag.

Den andenplads går nemlig ikke til Julian Alaphilippe. Hans kørsel på Ventoux i februar havde ellers lige givet håb om, at han for første gang ville være konkurrencedygtig i bjergene i et af forårets løb, men sådan gik det ikke. Tværtimod gik det præcis, som det plejer for Alaphilippe i årets første måneder, nemlig at det hele endte i en gigantisk eksplosion og et betydeligt tidstab, der sender ham helt ud af topkampen. Det er imidlertid slet ikke bekymrende for klassikerne, for det er i virkeligheden bare præcis, som det plejer. Og Alaphilippe plejer jo nok at være skarp, når det går løs i endagsløbene.

Derudover bød etapen ikke på de helt store overraskelser. Sergio Higuita, Matteo Fabbro og Simon Carr imponerede ganske vist, men med tanke på, at Higuita i UAE Tour allerede havde vist, at han måske er ved at komme tilbage efter det katastrofale 2020, at Carr har imponeret stort gennem hele sæsonen, og at Fabbro følger op på et eminent 2020, kom intet af det som et chok. I lyset af det, vi har set i de første løb, lå det også i kortene, at Mikel Landa og Nairo Quintana ville være blandt de allerbedste, og hvis det skulle gå, som det plejer, ville Joao Almeida være solid, men ikke i stand til at følge de allerbedste.

Etapen bekræftede desværre også, at Jakob Fuglsang stadig er milevidt fra det tårnhøje topniveau, vi har vænnet os til. Ganske vist forklarer han det selv med en ambitiøs klassikersatsning, men jeg kan ikke skjule min bekymring. Hans hidtil bedste klassikersæson opnåede han efter et fabelagtigt forår, og hvorfor skulle man ændre en strategi, der har fungeret så eminent? Selvfølgelig er der et OL at tænke på, men i 2019 forhindrede hans forår ikke en sommerform, der rakte til samlet sejr i Duaphiné. Med tanke på hans alder og normale bundniveau er det svært ikke at være en anelse bekymret for den danske veteran.

Værre er det dog for Romain Bardet. Ganske vist kørte han en fin etape, men det er stadig langt fra det niveau, vi kendte, inden han gik i sit forfald. Vincenzo Nibali lever heller ikke for alvor op til sit løfte om en bedre forårsform end vanligt, hvilket i lyset af alderen og sidste års tamme Giro er bekymrende. Giulio Ciccone kører stadig som en yoyo, der kan få det svært med stabiliteten, når der skal køres klassement i Vueltaen. Og mest bekymrende er naturligvis Thibaut Pinots rygproblemer, der trods en lang vinter er så vedvarende, at de efterhånden virker karrieretruende.

Karrieretruende er Bernals rygproblemer næppe, når man betænker, hvor suverænt han har kørt i år, men det er svært ikke at have dem som en nærliggende forklaring på dagens besynderlige kollaps. I hvert fald var dagens udkomme utvivlsomt ikke det, der stod i Brailsfords drejebog, da han sendte et næsen urimeligt supermandskab til Italien og linede det op i bunden af Prati di Tivo her til eftermiddag. Det, der skulle have været Tourens 2019-kongens bevis på, at grand tour-toppen tæller mere end bare to slovenere endte i stedet med et lammende uppercut fra 2020-vinderen, der nok engang sikrede, at Ineos igen kun vil blive nævnt i en bisætning, når man taler grand tours i fremtiden.