Tirreno-Adriatico-analyse: Cykelsportens tikæmper

Cykelsporten er på mange måder som atletik. Det er en samling af en hel serie af discipliner, der så vidt forskellige, at det er helt umuligt at være god til dem alle. De store forskel mellem de to sportsgrene er bare, at man inden for atletik vælger at specialisere sig indenfor ét eller et par områder, mens cykelrytter er tvunget til at forsøge sig med det hele, uanset om det er fladt terræn, bjerge eller tidskørsler.

Indenfor atletik har man dog et forsøg på at krone den mest alsidige atlet i mændenes tikamp og kvindernes syvkamp. En lignende konstruktion findes ikke inden for cykelsporten, for selvom etapeløb jo egentlig er et forsøg på at hylde alsidigheden, er der visse evner som spurtstyrke, der kun i meget begrænset omfang tæller i en stilling, hvor klatre- og tempoevner vægter uforholdsmæssigt meget.

Hvis man indførte et cykelsportens svar på tikamp, hvor et pointbaseret system skulle krone den bedste i sportens mange forskellige discipliner, er det rimeligt at antage, at Wout van Aert ville være favorit. Det er i hvert fald ganske uhørt, at én og samme rytter kan blive nr. 3 på den Tour-bjergetape med allerflest højdemeter, køre i top 2 i to af de flade monumenter, vinde et af de mest kuperede endagsløb, blive nr. 2 til et uhyre hårdt VM, vinde sølv ved VM i enkeltstart og samtidig vinde massespurter på WorldTour-niveau.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det er imidlertid, hvad Van Aert har bedrevet bare efter sidste sæsons nedlukning, og i dag satte han så en fed streg under sin status som feltets alsidige unikum, da han bare fire dage efter en 4. plads i et Strade Bianche med mere end 3000 højdemeter, vandt åbningsetapen i Tirreno-Adriatico, der var en af den slags lette og flade affærer, der normalt kun tiltaler de reneste af de rene sprintere.

En sådan kan man ellers ikke karakterisere Van Aert som. Nok har han vundet tre massespurter i Touren, men hver gang var det under helt særlige omstændigheder. To af sejrene kom efter gevaldige sidevindsræs, der passede en hårdfør klassikertype som ham, og den sidste triumf kom i en afslutning, der bød på en relativt lang bakke i finalen - igen guf for en mand, der gerne vil have trættet de hurtigere rivaler lidt.

Nej, forud for i dag havde Van Aert aldrig vundet en ”rigtig” massespurt. Han vandt ganske vist i Dauphiné, da han ved et tilfælde fandt ud af, at han faktisk kunne blande sig med sprinterne, men det var i en uhyre kringlet finale, hvor han alene vandt på sin positionering. Til gengæld var han i sidste års urimeligt flade Milano-Torino ganske tæt på at sejre i et helt let løb, men dengang måtte han trods alt sande, at Arnaud Demare var betydeligt hurtigere.

Det var der egentlig også ryttere, der var i dag. Ikke helt uventet kom løbets to på papiret hurtigste, Caleb Ewan og Tim Merlier, blæsende bagfra, da den forudsigeligt begivenhedsfattige sag helt som forventet skulle afgøres med et brag af en massespurt på den mere end 8 km lange flade opløbsstrækning i Lido di Camaiore, hvor vi i et lille årti ellers havde vænnet os til, at det altid var et holdløb, der skød Løbet mellem de to Have i gang. Både Ewan og Merlier har imidlertid gang på gang måttet sande, at massespurter handler om mere end fart, og begge skal også bruge mere end to hænder for at tælle det antal spurter, hvor de grundet ringe positionering er blevet slået af langsommere folk.

Sådan gik det også denne gang. Van Aerts spurt var ganske overbevisende, da han slog den tidligere supersprinter Fernando Gaviria for rent bord og med enorm margin, men var alle sprinterne startet side om side, havde han ikke kunnet matche Ewan og Merlier. Men præcis som hans Tour-etapesejr i Privas blev opnået ved eminent positionering, hvor han greb hjulet på det den dag så flyvende Sunweb-tog, var Van Aert i dag en konge i den positionskamp, der ofte er meget vigtigere end selve farten.

Van Aerts tog med Edoardo Affini, Nathan van Hooydonck og Timo Roosen er ellers ikke løbets stærkeste, men hollænderne gjorde det blændende arbejde med at holde kaptajnen fremme de sidste kilometer. Og da Roosen som sidste mand måtte give fortabt i kamp med de mere udprægede tog i form at et sjældent velfungerende UAE, var belgieren lynhurtig at gribe Gavirias baghjul. Herfra kunne han blæse over stregen med en sådan hast, at det vel kun var Ewan og Merlier, der havde farten til at matche ham.

Det var ellers tæt på at lykkes for Ewan. Stregen skulle ikke være kommet mange meter længere fremme, inden han havde kunnet tage sin første etapesejr i løbet efter 2. pladser også i 2016 og 2018. Desværre blev dagens løb en bekræftelse på det, vi har set gennem hele 2020 og senest også i UAE Tour, nemlig at toget med Roger Kluge og Jasper de Buyst ganske enkelt ikke kan matche de bedste. Og da Ewan, som ellers synes at have en fart, der nærmer sig hans bedste år, ikke har samme fine positionering, som han syntes at have fundet i 2019, måtte han nok engang sande, at han i en spurt havde for meget terræn at hente til, at det kunne blive til den sejr, hans fart egentlig fortjente.

Men det gik ham da bedre, end det gjorde for Merlier. Den ellers så uhyre formstærke og meget hurtige belgier har desværre gjort det til en kedelig vane at få alt, alt for lidt ud af sin tårnhøje fart. Sidste år lykkedes det ham således kun at køre én ordentlig massespurt i tre forsøg i dette løb, og det siger lidt om farten, at han da også vandt, da han endelig havde frit løb, selvom det var det første WorldTour-etapeløb i hans stadig korte karriere. Da Mathieu van der Poel har vist sig at være overraskende svag som lead-out man, er Merliers resultatliste stadig så ”fattig”, at mange slet ikke har opdaget, hvor hurtig han egentlig er.

Potentialet er der dog. Det kan man måske ikke længere sige om Alvaro Hodeg. Den engang så lovende colombianer synes på vej mod et tidligt forfald, der vel egentlig allerede startede efter det grimme styrt i efteråret 2019, hvor han ellers så ud til at være i sit livs form. Sidste vinter fik han bøllebank i de sydamerikanske løb, og siden kørte han en alt andet end overbevisende Giro.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

I dag traf Deceuninck så det måske lidt kontroversielle valg at satse på Hodeg og ikke den uhyre formstærke Davide Ballerini. Da de to kommende sprinteretaper meget vel kan vise sig for hårde for colombianeren, gav det dog måske alligevel lidt mening at satse på den mere klassiske sprinter, hvis han skulle have bare én chance for at rejse sig i dette løb. Det gjorde han imidlertid slet, slet ikke på en dag, der blev en sjælden fiasko for Deceuninck-holdet.

På papiret var toget med Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe, Ballerini og Hodeg ellers det i særklasse stærkeste i et løb uden mange rigtige tog, og de så da ud til at have alt under kontrol, da Asgreen skød frem med resten af banden lige i hælene. Lidt overraskende kunne de imidlertid slet ikke matche rivalerne, og resultatet blev, at Ballerini og Hodeg var alt for langt tilbage, da spurten startede. Her bekræftede Ballerini ganske vist sin eminente form med et langt lead-out, der var så godt, at det rakte til en plads i top 10, men Hodeg var blot til allersidst i stand til at presse sig forbi den mand, der egentlig skulle køre spurten for ham. Det var bestemt ikke en indsats, der gav indtryk af en mulig genrejsning.

I det hele taget var det en sort dag for de colombianske sprintere. Hvis landets førende på området, Gaviria, en dag skulle rejse sig igen, skulle det nok have været i dag. Efter nu i mere end et år at have været helt fra snøvsen lykkedes det nemlig Maximiliano Richeze efter eminent forarbejde af den lovende Ivo Oliveira at køre et lead-out som dengang, han var verdens bedste til netop det. For en sjælden gangs skyld kunne Gaviria få al ønskelig plads til at vise sin reelle fart, men desværre rakte den slet ikke til at matche hverken Van Aert eller Ewan. Noget kunne desværre tyde på, at Gaviria er på vej til at skrive sig på den lange liste af fænomener, som bryder igennem på kometagtig maner, men også går i forfald i alt for ung en alder.

Lidt forfald har der også været over Elia Viviani i det seneste års tid, men hans UAE Tour gav håb om en mulig genrejsning. Faktisk tankede han i ørkenen så megen selvtillid, at vi i dag for første gang siden skiftet til Cofidis så det franske hold arbejde hele dagen for ham i et WorldTour-løb. Desværre gik et eller andet galt for den normalt ellers så positioneringsstærke italiener, der blev fanget alt, alt for langt tilbage og således aldrig fik mulighed for at teste, hvor langt hans nuværende fart virkelig rækker. Dermed blev det, der skulle have været en tiltrængt succesoplevelse, nok engang en kedelig oplevelse for den engang så succesrige stjerne.

Apropos stjerner i forfald… Nu er det svært at betegne Peter Sagan som en mand i forfald, for slovakken er stadig en af verdens allerbedste cykelryttere, men han er ingenlunde den rytter, han engang var. I dette løb er han ganske vist lovlig undskyldt af sin nylige covid-sygdom, der desværre gør det sandsynligt, at en rytter, der i dag skal bruge et hav af løbsdage på at finde formen, ikke når sit højeste niveau til klassikerne, men det var en bemærkelsesværdig tam spurt, han kørte i dag. Ganske vist havde den altid positioneringsstærke Sagan fundet Ewans hjul - selvom det viste sig at være den forkerte hest at spille på - men han var helt ude af stand til bare at holde australierens hjul og endte i stedet med at blive lukket inde. Nu har Sagan aldrig været en mand til denne slags boulevardspurter, men i dag gjorde han ikke noget for at fjerne frygten for, at den uheldige sæsonstart vil præge ham resten af foråret.

Det blev heller ikke nogen stor dag for Matteo Moschetti. Den italienske sprinterkomet har ellers lignet en mand på vej tilbage efter sine mange uheld, men den engang så fine positioneringsevne har det i den grad knebet med. I dag kom han således aldrig frem, og dermed står vi stadig efterladt med spørgsmålet om, hvor hurtigt den engang så lovende italiener er i øjeblikket.

Dermed blev dagens massespurt igen en lektion i, at positionering er altafgørende. Andrea Vendrame, Luka Mezgec og Hugo Hofstetter, der ellers ikke er kendt for deres høje fart i boulevardspurter, sikrede sig alle top 10-placeringer ved at sidde rigtigt. Samtidig måtte Ewan og Merlier altså sande, at man kan være nok så hurtig, men at det ikke hjælper, hvis ikke man sidder rigtigt.

Det gjorde Van Aert til gengæld, og dermed kan belgieren nu føje de helt lette sprinteretaper til listen over forskellige typer af cykelløb, han allerede har vundet. Efter etapen gav han endda også udtryk for, at han holder fast i sin oprindelige plan om at give klassementet et skud - en plan, han ellers havde trukket lidt i land på i den seneste tid - og dermed kan vi meget vel ende i den situation, at manden, der vandt løbets letteste etape, også kører med om i hvert fald topplaceringerne i et af sportens største løb.

Der er en grund til, at Van Aert ubetinget må regnes som cykelsportens tikæmper.