Optakt: 5. etape af Paris-Nice

Ruten

Sprinterne kan i nogen grad føle, at de er blevet snydt i løbets første halvdel, hvor de helt usædvanligt kun har haft to muligheder, og derfor er det vel kun passende, at arrangørerne har lagt en godbid ind senere i løbet også. Denne kommer om torsdagen, hvor der er lagt op til klassisk transportetape og en lang rejse mod syd, sol og mere kuperet terræn. Egentlig kører man igennem de kuperede Ardeche- og Drome-regioner, men ved at følge Rhone-floden stort set hele dagen er terrænet meget let, og da det næppe heller er voldsomt blæsende, taler meget for et brag af en massespurt.

Med en distance på 200,2 km er der tale om en relativt lang dag, der fører feltet fra Vienne til Bollène. Starten ligger på et lille højdedrag i 313 m højde, og derfor falder det let i den indledende fase, hvor man snor sig mod syd og sydvest ned mod Rhone-floden. Den når man i udkanten af Roussillon, hvor man krydser floden for derefter at køre mod syd med floden på den venstre side igennem terræn, der er fladere end den fladeste pandekage. Efter 54,1 km kommer dagens første spurt, og derfra går det blot videre mod syd ned langs floden igennem det helt flade terræn.

Det ændrer sig ikke, når man passerer vest om storbyen Valence, men retningen skifter en anelse, når man følger floden mod sydvest ned til udkanten af Montelimar, hvor man atter kører mere mod syd ned lang floden til byen Bourg-Saint-Andeol, der nås efter 149,1 km. Her drejer man endelig mod øst for at passere floden og køre væk fra vandet frem til bunden af den lille kategori 3-stigning Cote de Saint-Restitut (1,4 km, 4,8%), der er helt jævn og har top efter 166,4 km. Efter nedkørslen bliver det igen helt fladt, når man kører mod syd og øst frem til udkanten af Bollène.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I stedet for at køre ind til mål runder man dog etapen af med at slå en lille sløjfe mod syd. Det stiger let, mens man kører mod syd ned til dagens anden spurt, der kommer efter 184,0 km, inden det falder let, når man kører mod vest ned til Mondragon, der igen ligger ved floden. Her ankommer man efter 191,7 km, hvorefter man drejer mod nordøst og nord for at køre af en næsten helt flad vej tilbage til Bollène. Det sidste skarpe sving kommer med 4,8 km igen, og derefter er der blot to rundkørsler med hhv. 4,4 og 1,2 km igen, inden vejen bugter sig på den 500 m lange, 7 m brede opløbsstrækning. Sidste kilometer stiger let med 0,7% i snit.

Etapen byder på i alt bare 926 højdemeter.

Bollène har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Vejret

Efter fire dage med sol går den ikke længere, og det varslede uvejr i Nordfrankrig melder sin ankomst. Derfor vil etapen starte i silende regn og en temperatur på 13 grader samt med en meget kraftig vind (30-35 km/t) fra vestsydvest, hvilket giver en blanding af kraftig side- og sidemodvind på den første del af etapen. Der kommer dog et ret skarpt omslag i vejret på stykket mellem første spurt og Valence. Herfra bliver det overskyet med en temperatur ved mål på 18 grader, men det vil også være tørt. Der vil være en let til jævn vind (10-15 km/t) fra syd, hvilket giver mod- og sidemodvind hele vejen ned til den sidste sløjfe. Her får man kort efter sidste spurt sidevind, inden der med 10 km igen bliver sidemedvind, som varer ved resten af vejen, også på opløbsstrækningen.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Analyse af 4. etape

”Tja, bum, bum!”

Jeg tillod mig at bruge Niels Helvegs berømte citat, da jeg i min optakt forud for årets Paris-Nice forsøgte at granske min hjerne i et desperat forsøg på at finde en rytter, der måske kunne slå storfavoritten Primoz Roglic i årets udgave af Løbet mod Solen og stillede det retoriske spørgsmål, hvem der mon kunne true ham. Selvom analysen fortsatte med at opregne en stribe kandidater til de endelige topplaceringer, skal man ikke være nogen stor psykolog for at indse, at det ikke var med den store overbevisning, at jeg forsøgte at opregne, hvordan den ene og den anden kandidat måske kunne få skovlen under det slovenske monster.

Roglic har nemlig over en efterhånden lang årrække opbygget en statistik i ugelange etapeløb, som man må skulle relativt langt tilbage i tiden for at finde lignende eksempler på - i hvert fald hvis den skal strække sig over samme lange tidsperiode. Ganske vist har vi i de senere år set ryttere som Chris Froome, Bradley Wiggins, Cadel Evans og Alberto Contador gøre mere eller mindre rent bord i deres forår, men Roglic har med en enkelt undtagelse, der blev brugt som træning, været øverst på podiet i alle sine korte etapeløb, siden et styrt ødelagde hans Tirreno i 2018 - i hvert fald hvis man ser bort fra sidste års Dauphiné, som han reelt havde vundet, inden han styrtede ud af løbet iført den gule førertrøje.

Alligevel kunne rivalerne måske lugte lidt blod efter i går. Ganske vist gjorde Roglic det uundgåelige ved at bringe sig i pole position blandt løbets klassementsryttere, men ser man på hans enkeltstartshistorik i ugelange etapeløb, var det ret enestående, at han ikke vandt gårsdagens tidskørsel, der var af en type, hvor han hidtil har været umulig at slå. Naturligvis har det krævet særlig stor selvtillid for alvor at tro på, at monsteret var sårbart, men man må jo finde det håb, man kan.

Desværre varede håbet bare 24 timer. Det kan godt være, at der gik et døgn længere end ventet, inden Roglic lagde løbet i det forudsigelige jerngreb, men efter dagens første lille bjergslag i udkanten af Massif Central har det altædende uhyre allerede sat sig tungt på tronen, at vi nok skal ud i et Daupjhiné-lignende uheld, hvis ikke Roglic på søndag kan konstatere, at det kun er Tour Down Under og Volta a Catalunya af forårets WorldTour-etapeløb, han endnu ikke har vundet - to løb, han vel at mærke endnu ikke har jagtet endnu.

Gårsdagens ”ringe” enkeltstart var nemlig nok snarere udtryk for en - ganske vist noget bekymrende - tendens til, at Roglics tempoevner siden begyndelsen af 2020 ikke har været så skræmmende, som de var fra 2017 til 2019. Den fornemmelse fik vi allerede sidste år, hvor det til gengæld ikke kneb spor med klatreevnerne, og efter dagens magtdemonstration kan vi konstatere, at det samme mønster tegner sig i denne tidlige del af 2021.

Man kunne ellers lige nå at få fornemmelsen af, at løbet var ved at glide Jumbo af hænde. Sam Oomen viste sig hurtigt stadig at være en skygge af sig selv, og George Bennett bekræftede med sin kørsel til fulde, at han denne gang for vil gøre alt for helt usædvanligt ikke at toppe for tidligt frem mod maj måneds store mål i Giroen. Da Steven Kruijswijk viste sig noget mindre formstærk end gårsdagens flotte enkeltstart kunne indikere, var Roglic pludselig temmelig alene, da rivalerne begyndte at udnytte den konstante stilstand til at angribe i højre og venstre. Og ude foran havde man end ikke fået styr på 2009-vinderen af løbet, Luis Leon Sanchez, der med vanlig aggression og timing havde sneget sig væk på et tidspunkt, hvor Jumbo allerede efter Mont Brouilly så lidt sårbare ud.

Men som bekendt er det bedste forsvar et angreb, og da Roglic fornemmede, at situationen kunne komme ud af kontrol, var der ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene. Om hans plan var at køre den konservativt og satse på sin eminente spurt, får vi næppe at vide fra den altid fåmælte slovener, men omstændighederne gjorde, at den slags defensiv taktik ikke længere var en mulighed.

Og hvorfor skulle han også vente? Når man er så god, at man kan vinde efter forgodtbefindende, er der jo ingen grund til ikke at udnytte den overlegne styrke og fra start bringe sig i så gunstig en position, at rivalerne mister modet. Og det var det Roglic gjorde, da han blæste ud af feltet, kørte Ion Izagirre ud af hjulet og siden ikke så sig tilbage, så han nu kunne notere sig for årets første sejr på sæsonens fjerde løbsdag, hvilket er en bemærkelsesværdig stille start for en mand, der vandt på dag 1 i 2019 og dag 2 i 2020.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Med et forspring på 35 sekunder ned til Maximilian Schachmann skal meget gå galt, hvis ikke Roglic skal sejre, for selvom Jumbo virkede alt andet end overbevisende i dag, må det stadig regnes som et af de stærkeste mandskaber, også når den altid farlige Nice-etape skal kontrolleres på søndag. De to hold, der antalsmæssigt måske kunne bringe hollænderne ud af fatning, led nemlig i dag begge ærgerlige nederlag, der efterlader Jumbo med gode kort på hånden.

Det gælder først og fremmest Ineos. Briterne, der med samlede sejre i 2012, 2013, 2015, 2016, 2017 og 2019, har ejet dette løb i næsten et årti, er efter en hel byge af uheld ude af kampen. Først røg det bedste kort, Richie Porte, allerede på åbningsetapen, og i dag røg så den anden kaptajn, Tao Geoghegan Hart, på nedkørslen fra Brouilly, hvor et styrt efterlod ham i så tåget en tilstand, at den nye protokol for hjernerystelse ikke gav holdet andet valg end at trække ham ud af løbet. Og selvom Dylan van Baarle bekræftede sin fremragende form, er den store hollænder trods alt ikke nogen klatrer, og da Laurens de Plus stadig har for store mangler, er ”ejerne” af Paris-Nice nu reduceret til statister.

Det andet hold var Astana, der så uhyre spændende ud efter enkeltstarten, hvor de tre kaptajner, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko og Aleksandr Vlasov, alle overpræsterede, men vi skulle ikke klatre mange højdemeter i dag, før det stod klart, at kasakken stadig en skygge af det vinteruhyre, han plejer at være i sæsonens første måneder. Alligevel er det kasakkerne, der ligner den værste rival, for Vlasov så uhyre velkørende ud på en stigning, der ikke just passede ham, og derfor har russeren utvivlsomt tanket selvtillid inden lørdagens kongeetape, der ligger langt bedre til en ryttertype som ham. Samtidig ser Izagirre bedre ud, end han har gjort i nogen tid, og med to mand i den samlede top 5 har Astana nogle taktiske muligheder, andre hold ikke har.

Det er til gengæld en skam, at Maximilian Schachmann skuffede så fælt på enkeltstarten i går. I dag viste han nemlig, at han jo helt som forventet er kommet flyvende ud af sin vinterpause, og han efterlod et ganske overbevisende indtryk på en stigning, der nok passede ham, men også havde en længde, der tidligere kunne have voldt problemer. Schachmanns problem er bare, at han skulle være kommet stærkt ud af løbets første fire dage, når lørdagens bjergetape for ham vil handle om forsvar, og derfor ligner det for ham mest af alt et spørgsmål om at forsvare 2. pladsen, hvilket kan se svært ud mod en Vlasov, der virker ganske velkørende.

Sammen med Vlasov er det David Gaudu, der skal true Roglic på lørdag, og franskmanden så også ganske stærk ud i dag. Ganske vist manglede han lidt i finalen, men med tanke på hans lange og hårde opkørsel efter det lille styrt bekræftede han den fremragende form, vi så i Drome-Ardeche og Var. Desværre betyder hans enkeltstart, at han allerede er sat alt for langt tilbage og næppe kan stræbe efter mere end højst en 3. plads, hvis han er flyvende på lørdag.

Den situation er han desværre ikke alene om. Tiesj Benoot bekræftede i dag det positive indtryk for Kuurne og satte igen en streg under sine stærkt forbedrede klatreevner. Alligevel viste gårsdagens enkeltstart også, at tidskørsler er så stort et handicap, at man kan diskutere visdommen i en målrettet satsning på at blive grand tour-rytter - også selvom han utvivlsomt har evnerne til at blive en god top 10-rytter i løb som disse, hvad dagens præstation er et klart vidnesbyrd om.

Også Guillaume Martin er på bagkant, men det var forventeligt for en rytter, der hører til blandt feltets absolut mest temposvage. For ham var det til gengæld en stor sejr, at han efter en forsinket sæsonstart allerede er så god, at han kan gå på podiet på første bjergetape i Paris-Nice. Det indikerer, at det enorme niveauspring, han oplevede i 2020, kan være fortsat ind i 2021, hvorfor der desværre blot er endnu mere grund til at forbande, at hans enkeltstart er så uheldig, som den er.

En anden rytter, der har grund til at være begejstret, er Lucas Hamilton. Man skal ikke have læst mange af mine linjer for at vide, at jeg har haft store forventninger til den lovende australier, men hans 2020 var så bekymrende, at man let kunne tabe håbet. I dag var han imidlertid tydeligvis en af de allerstærkeste, hvilket lover godt dels for en kongeetape, der virkelig passer ham, dels for hans rolle som grand tour-kaptajn i Touren eller Vueltaen. At han samtidig fik fabelagtig hjælp af en Michael Matthews, der viste noget af sin bedste klatring i flere år, gør det til en meget lovende dag for et BikeExchange-mandskab, der ellers ikke har haft nogen stor sæsonstart.

Andre vindere var Pierre Latour, der trods gårsdagens efter hans standard meget ringe enkeltstart, faktisk er uhyre velkørende, selvom han styrtede hårdt i Provence. Quentin Pacher, der ellers længe har virket lidt i tilbagegang, leverede vel sit livs klatrepræstation, og Jack Haig viste endelig lidt takter efter en lidet overbevisende sæsonstart. Aurelien Paret-Peintre, der ellers har virket lidt begrænset i bjergene, kunne endelig sidde med de bedste, og den langsomme starter Warren Barguil begynder langsom at finde nogen form. Og selvom han ikke var helt fremme, var det et ganske lovende ridt af Matteo Jorgenson, der ellers hidtil har været mere puncheur end klatrer, og af Sergio Henao, der ellers indtil sidste års Vuelta havde kurs mod deroute.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Andre har mindre grund til at være helt tilfredse. Brandon McNulty så længe stærk ud, men som i Giroen har han stadig lidt mangler i bjergene. Mere overraskende var det at se den så velkørende Ben O’Connor bliver sat til vægs, men det var dog bedre end hans nye holdkammerat Bob Jungels, der synker dybere og dybere ned i et hul, der synes bundløst. Uventet var det at se de hidtil meget velkørende Dylan Teuns og Neilson Powless fejle så voldsomt, også selvom så lang en stigning ikke er ideel for førstnævnte. Og David de la Cruz er af en eller anden grund formmæssigt helt fra den, ligesom Fabio Aru desværre stadig er milevidt fra fordums styrke.

Det er Roglic til gengæld ikke - tværtimod. Det kan godt være, at der er lidt grund til bekymring over en enkeltstart, der bliver særligt vigtig i årets Tour, men hvis han fortsætter med at klatre, som han har gjort de senere år, er der stadig al mulig grund til at se frem mod juli med optimisme. Forinden kan han tanke gevaldigt med selvtillid, hvis han kan slå Tadej Pogacar i Baskerlandet og i Ardennerne, hvor han kan se frem til lidt mere modstand, men i første omgang er hans mission at vinde det første af de to store europæiske forårsetapeløb, han endnu ikke har hverken forsøgt at vinde eller vundet.

Meget skal gå galt ikke, hvis ikke den mission skal lykkes, når løbet allerede nu er omklamret af monsterets jerngreb. Jeg har i hvert fald svært ved at komme med et andet og mere begavet svar end ”Tja, bum, bum” på spørgsmålet om, hvem der kan true ham.

Favoritterne

Det er ret usædvanligt, at vi efter fire dage allerede har haft to af de på papiret vigtigste etaper i et løb, der traditionelt er kendt for at koncentrere sine vanskeligheder til sidst. Årets design bryder lidt den generelle trend, og det gør sig også gældende, når klassementskampen kortvarigt - i hvert fald på papiret - sættes på pause torsdag. Ganske vist er det ikke usædvanligt, at torsdagen byder på en sidste chance for sprinterne, men det er ikke normalt at designe så flad en etape, som man har gjort her. De passerer nemlig gennem de meget kuperede Drome- og Ardeche-regioner med ved slavisk at følge Rhone-floden, får vi en profil, der meget mere minder om de klassiske transportetaper i det helt flade Nordfrankrig.

Derfor burde det også være en stensikker sprinteretape. Modsat Nordfrankrig er Drome-Ardeche nemlig på ingen måde kendt for at være blæsende, men måske bliver etapen alligevel mere dramatisk end ventet. Ganske vist er det heller ikke i morgen blæsende i de kuperede regioner mod syd, men i startområdet lidt længere mod nord forholder det sig helt, helt anderledes.

Det er nemlig på alle måder en besynderlig vejrudsigt, meteorologerne har strikket sammen. Første del af etapen kommer nemlig til at foregå i et veritabelt uvejr med masser af regn og kraftig vind, der endda drejer så meget fra sydvest i morgentimerne til vestsydvest, at der kan være berettiget håb om sandt drama. Til gengæld skifter vejrudsigten dramatisk et eller andet sted mellem første spurt efter 54,1 km og 75 km-mærket, hvorfra det pludselig bliver tørt og skyet med en derfra aftagende vind, der pludselig er i stik syd.

Med andre ord starter etapen i vejr, der åbner op for det vildeste cykelløb, men derefter venter til gengæld 130 km med direkte modvind, indtil man rammer den sidste lille sløjfe ved målbyen. Det åbner op for en ret interessant etape, der vel kan få to mulige udfald.

Den ene mulighed er, at vi får et sidevindsdrama hele dagen i stil med det, vi så på den højdramatiske 17. etape af Vueltaen i 2019. Blæsten er i hvert fald rigeligt kraftig, og det bliver utvivlsomt en uhyre nervøs og stressende start. Spørgsmålet er bare, om terrænet er tilstrækkeligt åbent i et område, hvor jeg ikke mindes, at vi tidligere har set sidevindsræs, og om vinden er så meget i sydvest, at der bliver for meget sidemodvind. Det er dog et helt realistisk scenarium, at feltet splittes, og at vi får forfølgelsesløb mellem forskellige grupper resten af dagen.

Den anden mulighed er, at modvinden til sidst ender med at slå løbet ihjel. Selv hvis der kommer splittelse, er det en gigantisk udfordring at holde en lille frontgruppe gående over 130 km med vinden direkte i ansigtet. Det kræver i hvert fald en god begrundelse, og den eneste gode begrundelse kan være, at interessante klassementsryttere er sat af.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det er selvfølgelig i første omgang Primoz Roglic, men selvom han to gange har snorksovet i sidevinden i en grand tour, er han efterhånden så erfaren, at det næppe sker igen - slet ikke når vejret er så dårligt, at han ikke kan undgå at være på tæerne. Og sidevind kan han sagtens køre. Derimod tror jeg ikke, at Jumbo og Roglic selv vil bruge mange kræfter på at vinde en masse tid i vinden. Det er næppe dem, der holder en gruppe gående, selvom de skulle få sat nogle rivaler undervejs.

Vi skal nok snarere se i retning af Deceuninck, Trek og FDJ - de på papiret tre stærkeste sidevindsmandskaber. Mattia Cattaneo og David Gaudu er sandsynlige vindere, hvis deres hold spiller med musklerne - jeg tror ikke, at lille Kenny Elissonde kan holde sig til Treks sidevindsmaskiner - og de kunne have en klar interesse i at vinde en masse tid, samtidig med at deres sprintere kommer i en gunstig situation. Trek vil også have en langt større chance for at vinde spurten, hvis den kommer efter et sandt sidevindsræs, og de tre stærkeste hold kunne derfor godt ende i en situation, hvor de vil gøre i hvert fald et forsøg på at holde den gående over alle 130 km.

Det vil dog undre mig, hvis det ender sådan. Min erfaring med sidevindskørsel i den region er dårlig, og man liver alt for ofte skuffet. Terrænet er generelt for lukket, og hvis man dertil læggere den gigantiske distance i modvinden, tror jeg mest, at det går i sig selv igen. Chancen for et gedigent forfølgelsesløb er der, men jeg tror mest af alt, at det alligevel ender i en mere klassisk massespurt.

Faktisk tror jeg, at der er risiko for, at etapen kan blive ret kedsommelig, når sidevinden forsvinder. Starten vil utvivlsomt blive uhyre nervøs og stressende med mulighed for splittelse, og det kan meget vel gå så stærkt, at vi slet ikke får et udbrud. Hvis til gengæld det går i stå i modvinden, og der atter sker samling, vil de fleste formentlig prise sig lykkelige for at få en let dag, og med modvind kan det komme til at gå meget langsomt. Forhåbentlig får vi et udbrud - og det kneb jo lidt de første to dage - så det kan holdes lidt i gang, men jeg tror, at det kan blive et løb i to halvdele med en meget stressende start og nogle uhyre kedsommelige sidste 130 km, hvor Jumbo nok vil føre for syns skyld, selvom hovedansvaret for jagten igen vil ligge hos Deceuninck, FDJ og Trek. Der kommer lidt sidevind på sløjfen til sidst, men til den tid er vinden så svag, at den formentlig kun giver lidt nervøsitet.

Jeg tror altså mest på, at vi får vores klassiske spurt, men denne gang er finalen helt anderledes end på 2. etape. Der er tale om en rigtig boulevardspurt på en relativt bred vej, og da der tillige er medvind, er der god plads til at lade farten tale, også med en lang spurt, hvis man sidder lidt for langt tilbage. Det er altså slet ikke en spurt, hvor toget er altafgørende, som det var forleden. Til gengæld vil første del af etapen bestemme, om det er et træt eller helt friskt felt, der ankommer til målbyen.

Det får mig til at pege på Sam Bennett som favorit. De to første spurter har klart vist, at han helt som ventet er den i særklasse hurtigste i dette felt, og der bør derfor ikke være den store tvivl om, at han vinder, hvis han sidder fornuftigt. Det lykkedes godt på 1. etape, hvor han trods en passiv Deceuninck-strategi gjorde alt rigtigt, mens det på 2. etape til gengæld gik helt galt.

Med et tog, der tæller Yves Lampaert, Florian Senechal og Michael Mørkøv, bør Deceuninck kunne gøre det bedre, og uanset om de kører et klassisk lead-out eller igen er mere passive, taler meget for, at Bennett sidder rigtigt denne gang. Samtidig betyder den ukomplicerede finale, at Bennett har plads til at rette op på en ikke alt for gunstig position, og med det enorme overskud af fart, han havde på 2. etape, bør det være nok til, at han denne gang også kan vinde etapen. Også i et sidevindsræs vil han være favorit, for Bennett virker uhyre velkørende, er god i sidevind og er på et skræmmende stærkt sidevindshold. På alle måder er Bennett manden, der skal slås.

Hans værste rival må være Arnaud Demare. Desværre betød styrtet, at vi gik glip af chancen for at vurdere franskmandens fart i en flad spurt, men på papiret er han løbets næsthurtigste. Hans tog lignede også sig selv igen på 1. etape, og hvis de genfinder takterne fra 2020, er Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri uhyggelige. Meget ofte var det sidste år toget, der vandt løbene for Demare, og sætter de ham igen perfekt op, er han så hurtig, at selv Bennett skal være på tæerne for at gå forbi. Et sidevindsræs er heller ikke dårligt for Demare og toget, der efter min bedste hukommelse ikke har misset et split i Paris-Nice i de seneste mange år. Samtidig er han en god afslutter efter et hårdt løb, og skulle Bennett være faldet fra, bliver han i det tilfælde meget vanskelig at bide skeer med.

Igen er det Mads Pedersen , der må fremstå som den største trussel mod feltets to mest vindende sprintere. Danskeren måtte ganske vist i mandags sande, at farten i den flade spurt ikke var helt så overbevisende som på søndagens bakke, men han var stadig hurtig nok til at blive nr. 2. Samtidig viste toget med Alex Kirsch, Edward Theuns og ikke mindst eminente Jasper Stuyven, at det er dem, der slås med FDJ om titlen som det bedste lead-out i dette løb. Powerspurten er også god for Pedersen, men det er klart, at udbyttet af et godt lead-out ikke nødvendigvis er det samme i denne meget ukomplicerede finale. Derfor skal han nok have lidt mere fart end i mandags for faktisk at færdiggøre arbejdet, men vi ved også, at Pedersen stadig må regnes som en af de hurtigste i dette felt. Allerbedst vil det dog være med et sidevindsræs, hvor Trek og Pedersen er blandt de bedste. Det er klart, at Bennett og Demare også er mestre i den disciplin, men efter et hårdt løb vil Pedersens chance mod de to supersprintere utvivlsomt være bedre.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Efter spurten i mandags må Cees Bol også stå stærkt. Han har ellers været helt uden fart i år, men det var bestemt ikke tilfældet i Amilly. Tværtimod var han uhyre overbevisende, og hvis den fart er intakt, er han bestemt i stand til at vinde igen. Hidtil har det altid knebet med positioneringen, men lige netop på det område har det fungeret godt i år. Det gjorde det også i mandags, hvor Tiesj Benoot og Nils Eekhoff bragte kaptajnen godt frem, selvom de havde mistet Casper Pedersen undervejs, og der er ingen tvivl om, at tyskerne har et af de bedste tog. Vi ved også fra Gent-Wevelgem, at Bol er uhyre stærk i sidevind, og faktisk er han en bedre afslutter efter et hårdt løb. Med andre ord kan han vinde i begge scenarier, hvis han spurter som i mandags og ikke som i UAE Tour.

Det er måske lidt sværere at tro på Pascal Ackermann. Tyskeren har heller ikke i dette løb været specielt overbevisende, men en powerspurt som denne er trods alt guf for ham. Hans vigtigste våben er dog ikke den fart, der synes at halte, men derimod toget med Michael Schwarzmann og Jordi Meeus. De styrtede desværre begge i mandags, men i søndags var det Meeus, der satte Ackermann helt perfekt op. Dengang var bakken for hård, men kan Meeus gentage det kunststykke i morgen, burde Ackermann i hvert fald have en betydeligt bedre chance på flad vej. Sidevind plejer han også at være god til, men her kan man være lidt bekymret for, om han har robustheden til at slå de mere holdbare typer, hvis der skal spurtes efter en hård dag.

Løbet har været noget møg for Nacer Bouhanni, der har været fanget i styrt i begge de foregående spurter. I dag bekræftede han imidlertid sin gode form, da han længe sad med feltet, inden en punktering satte ham tilbage, og i det hele taget har Bouhanni været velkørende i år. Hans positionering er stadig også ganske fornuftig, og den fart, han viste i Provence, hvor han blev lukket inde, vidner om, at han bør være en af de hurtigste i dette felt. Om det rækker til at vinde, skal han stadig bevise, men uden uheld bør han være en af bedste. Han er også en terrier i sidevind, hvor han ofte sidder med de bedste, så her vil han også have en chance, selvom han næppe er alt for hurtig efter en hård dag.

Dette er også den store chance for Phil Bauhaus . Hidtil har tyskeren som altid siddet for langt tilbage, og det vil han sikkert også gøre denne gang. Heldigvis for ham er der tale om en ukompliceret boulevardspurt, hvor han kan rette op på situationen, og den fart, han viste i Provence og på sidste etape i UAE Tour, indikerer, at han kan komme ganske langt. For at vinde skal positionen være bedre, men med lidt held i positionskampen har han farten til denne boulevardspurt. I sidevind er han knap så prøvet, men et hold med Heinrich Haussler og Marco Haller burde give ham en fair chance for at klare den.

Jeg er til gengæld ikke helt sikker på, at en boulevardspurt er ideel for Jasper Philipsen. Selvom det har knebet lidt i dette løb, er hans styrke normalt positioneringen, og den får han mindre gavn af her. Vi så i Vueltaen, at han fartmæssigt stadig mangler en anelse i forhold til Bennett og Ackermann, og hvis man kombinerer det med den i dette løb ikke alt for vellykkede positionering, kan det give problemer. Han bør dog stadig være blandt de hurtigste, og da han traditionelt er god i positionskampen, bør han i hvert fald ende fornuftigt. Han bør også være god i sidevind, men her tror jeg, at han og Alpecin kommer til kort mod stærkere mandskaber.

Det har været en trist start for Giacomo Nizzolo, der efter sejren i Almerida viste overraskende ringe fart i UAE Tour og i dette løb har positioneret sig sjældent dårligt. Alligevel kan dette måske være hans chance for oprejsning. Nizzolo er en robust herre, der ofte bliver hurtigere, som dagene går, og særligt hvis det bliver et sidevindsdrama, har han en fair chance. Vi så sidste år, at han vandt netop en sidevindsetape i dette løb, ligesom han vandt en spurt i Tour Down Under efter en hård dag. Udfordringen er, at der er mere sidevindsstærke og hurtigere folk, men skal Nizzolo vinde en massespurt, skal det nok være på en dag som denne - og det kræver, at der bliver gået til stålet i indledningen.

Det gør Israel SUN med Rudy Barbier og André Greipel også, men de bør være med i en klassisk spurt. Den får de nok svært ved at vinde, men jeg synes faktisk, at det har set ret lovende ud. Barbier er normalt ikke ringe til at positionere sig, og han havde en helt ny fart i 2020. Bakken på 1. etape passede ham dårligt, men her bør han have en chance for at sidde fornuftigt og vise, hvor hurtig han faktisk er. Greipel viste forleden en fart, der var betydeligt mere opløftende end i Emiraterne, og denne boulevardspurt burde virkelig passe ham. Han positionerer sig skidt, men skal han udnytte den fine fart, er det i en finale som denne.

Jeg vover også at nævne Danny van Poppel igen. Hollænderen faldt helt sammen på 1. etape, hvor han blev sat som den første, men det var tilsyneladende bare en af de klassiske dårlige dage. I dag imponerede han ganske meget ved at sidde langt foran de fleste sprintere, og det indikerer, at den fornemme form, han viste i Le Samyn kan være tilbage. Man ved jo aldrig med Van Poppels yoyokørsel, men takterne er igen lovende. Han er normalt meget positioneringsstærk, og hans fart er måske ikke som i gamle dage, men stadig i stand til at føre ham langt, som vi så i BinckBank Tour. Derfor kan man håbe, at han endelig får udbytte af den gode form.

John Degenkolb er i flyvende form i år, men hurtigheden kniber det stadig med. Alligevel var der lidt mere fart i ham, end vi har set længe, da han på 2. etape både positionerede sig sjældent godt og kørte en fin spurt. En boulevardspurt passer ham godt, men han har ikke farten og slet ikke positioneringen til at vinde den lette spurt. Bliver det til gengæld et sidevindsræs, står formstærke Degenkolb ikke ringe, også fordi han da ikke skal slås med sin positionering. Han er også kendt som en stærk afslutter efter hårde dage, selvom det er klart, at han får svært ved at slå de hurtigere og holdbare favoritter.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

I dette løb har det været næsten tragisk at se Alexander Kristoff , der bare har fortsat en skidt tendens fra den første del af sæsonen. Lige nu ligner han slet ikke en mand, der kan blande sig, selvom han elsker boulevardspurter og har Matteo Trentin som lead-out man. Han er også overraskende svag i sidevind, men måske er det alligevel hans chance. Skulle han med hjælp fra den uhyre sidevindsstærke Trentin sidde med i front, skal man aldrig undervurdere Kristoff efter en hård dag, hvor han normalt er helt umulig at slå. Samtidig ved vi, at han bliver bedre, når andre er trætte, og derfor bør hans chancer stige, når vi efterhånden er en lille uge henne i løbet.

Michael Matthews er i flyvende form, men boulevardspurter har aldrig været ham. Han viste dog uventet god fart på 2. etape, og det giver ham måske en chance. Han vinder utvivlsomt ikke den klassiske massespurt, men hans chance kommer i sidevinden. Her bør sidevindsstærke Matthews sidde med, og efter en hård dag øges hans muligheder. Det er klart, at han får meget svært ved at slå alle de hurtigste, men han har før overrasket, når andre har været trætte.

Netop sidevinden er også chancen for Christophe Laporte. I en klassisk boulevardspurt er han uden chance, da han slet ikke i samme grad kan lukrere på sin positionering, men med sin fremragende form vil han kunne klare sig i vinden. Også i det scenarium vil han få svært ved at gøre det færdigt, men med sit nuværende tårnhøje niveau kan han i et sidevindsdrama i hvert fald bringe sig i en situation, hvor han kan spurte sig til den podieplads, han ikke kan få i den klassiske spurt.

Endelig er jeg nødt til at nævne Bryan Coquard, selvom jeg har svært ved at se ham vinde. Franskmanden er nemlig ikke alt for hurtig i en boulevardspurt som denne, og normalt halter hans positionering også. Sidevind er heller ikke spidskompetencen, og derfor er det en etape, han får svært ved at vinde. Det ændrer dog ikke på, at han i dette løb har positioneret sig sjældent godt, og han er også hurtigere end mange af de ovennævnte. Det er bare lidt svært at se ham faktisk vinde etapen.

Magnus Cort synes i god form, og i denne finale betaler han ikke så dyrt for sin positionering, men det er stadig svært at se ham havne så langt fremme, at han kan vinde. Med et dødt klassement får Ben Swift sikkert lov at spurte, men han har ikke farten til at vinde, og uanset om Total kører for Edvald Boasson Hagen eller Anthony Turgis er det svært a se dem være med i kampen om sejren. Endelig har Damien Touze ikke farten på flad vej. Et par jokere kunne være Florian Senechal og Matteo Trentin. Begge er meget sidevindsstærke, og med en klassisk offday til Bennett kan de begge havne i en lille gruppe uden deres sprinter. I det tilfælde kan de med det rette held vinde, men det kræver nok, at de hurtigste mod forventning er sat af. På samme måde kunne sidevindsstærke Max Walscheid måske komme i spil, hvis den ikke alt for formstærke Nizzolo falder fra.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Mads Pedersen

Outsidere: Cees Bol, Pascal Ackermann, Nacer Bouhanni, Phil Bauhaus, Jasper Philipsen

Jokers: Giacomo Nizzolo, Rudy Barbier, Danny van Poppel, André Greipel, John Degenkolb, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Christophe Laporte, Bryan Coquard