Tour de France-analyse: For mange hollandske kokke?

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Der var nok mange, der fik noget galt i halsen, da Wout van Aert sidste år annoncerede, at det nu var slut med at gå til Touren som hjælperytter. Med sine tre imponerende etapesejre - på helt, helt forskellige etaper - var hans smag på den grønne trøje blevet endnu stærkere, og nu mente han, at det var tid til at få efter en konkurrence, han jo mere end nogen anden er skabt til at vinde.

Det ville normalt ikke vække det store postyr. Den grønne trøje er en af sportens vigtigste, og når man har den på papiret åbenlyse storfavorit, skulle man jo egentlig være et skarn for ikke at gå efter den. Der er da næppe heller mange hold, der ikke ville have bygget hele Tour-truppen op omkring sportens belgiske mest alsidige rytter, hvis de havde chancen.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Problemet er bare, at Van Aert kører for et af de få hold, der ikke var villige til at foretage den prioritering. Jumbo-mandskabet har aldrig lagt skjul på, at det er Tour-sejren, der vil krone holdets genrejsning, efter at de nærmede sig den absolutte bund, da Rabobank stoppede det mangeårige sponsorat, og efter to andenpladser på to år - og endda tre podiepladser i træk - var man ikke villige til at gå væk fra den ambition. Denne gang ville man endda for første gang stille med to næsten ligeværdige kaptajner i form af Primoz Roglic og Jonas Vingegaard.

Udfordringen er bare, at det er næsten umuligt at gabe over så meget. Vi skal tilbage til Telekom i 1997 for at finde det seneste hold, der lykkedes med at vinde både den gule og den grønne trøje med hhv. Jan Ullrich og Erik Zabel, og missionen om at satse bredt er blevet endnu vanskeligere, nu hvor holdene bare består af otte mand. Selv ikke Sky-mandskabet formåede at løbe med det hele, selvom de i 2012 stillede til start med både en af de to store favoritter i form af Bradley Wiggins og datidens suverænt hurtigste sprinter, Mark Cavendish - og dengang havde de endda ni mand til deres rådighed og kun én klassementskaptajn!

I det lys forstår man godt, at mange frygtede, at for mange kokke ville fordærve den hollandske mad. Grundet deres gode indbyrdes forhold og udsigten til, at overtal måske er vejen til at slå Tadej Pogacar, var det kun en fordel og slet ingen ulempe, at man lod Vingegaard og Roglic gå hånd i hånd, men Van Aert var en sten i skoen. Hvordan skulle man med kun fem hjælperyttere både kunne kontrollere et løb - og det er som regel et krav, hvis man vil ende med den gule trøje - og samtidig sørge for, at Van Aert kunne koncentrere sig om sine egne chancer, endda med Christophe Laporte næsten udelukkende dedikeret til det formål?

Van Aert sagde inden løbet, at han i den første del mest ville køre for sig selv, men som tiden går, er det planen, at han i stigende grad skal være hjælper. Målet er helt åbenlyst, at Van Aert med samme autoritet som Peter Sagan skal lukke pointtrøjen hurtigere, end rivalerne kan nå at stave til Wout, for jo før det sker, jo hurtigere kan målet blive den gule trøje. Samtidig var det en gave for holdet, at Mathieu van der Poel allerede inden løbet meldte sig ud af kampen, for nu manglede man den rival, der med angreb i bjergene kunne tvinge holdet til både at skulle jagte udbrud for den grønne og den gule trøje.

Faktisk så det slet ikke så dumt ud, da holdet forlod Danmark. De danske etaper var nemlig helt afgørende, hvis de rigtige sprintere skulle have en chance på denne meget sprinterfjendtlige rute, og at belgieren kunne rejse til Frankrig med den grønne trøje på sine skuldre, var et uhyre lovende udgangspunkt. Nu var det faktisk primært på brostensetapen, at der ville være en helt klar interessekonflikt mellem Van Aerts personlige ambitioner og de kollektive drømme om at vinde den trøje, der trods alt betyder allermest.

Den konflikt har ligget og luret fra det øjeblik, det blev annonceret, at der ville være brosten i årets Tour, men der var næppe mange, der havde drømt om, at konflikten ville bryde ud i lys lue allerede 24 timer tidligere. Nok havde dagens 4. etape en ganske stejl bakke i finalen, men det var alligevel efter alle målestokke en sprinteretape. Det var langt fra givet, at alle sprinterne ville overleve undervejs, men det ville trods alt kræve noget helt særligt, hvis det skulle lykkes at gøre varige forskelle på en bare 900 m lang bakke, når man efterfølgende ville blive jagtet på en lang og lige hovedvej, der på alle parametre ville give et felt en overhånd.

Sådan var det i hvert fald i teorien. Problemet er bare, at teorier sjældent tager højde for det ekstraordinære, og Van Aert er jo netop et fænomen, der har det ekstra som totalt kan forvandle et ellers på forhånd udtænkt manuskript. Det gjorde han og Jumbo jo egentlig allerede på årets 1. etape i Paris-Nice, da han, Christophe Laporte og Primoz Roglic forvandlede en etape, der minder ganske meget om denne, til noget helt andet end den reducerede massespurt, som stod i alle manuskripter.

Det ekstraordinære har Van Aert jo i virkeligheden stillet til skue hele sæsonen. Måske så han ikke alt for godt ud i Milano-Sanremo, hvor han brugte lidt for meget krudt på at forhindre den flyvende Tadej Pogacar i at køre fra alt og alle, men derudover var Van Aert i sin helt egen liga i foråret. Solosejr blev det til allerede i Omloop Het Nieuwsblad, inden han reelt vandt Paris-Nice for Roglic og knuste al modstand i et E3, hvor det kun var den kollektive interesse i en dobbeltsejr, der forhindrede ham i at køre fra alt og alle. Og selv da en grim coronainfektion ville have ødelagt resten af foråret for alle dødelige, kom Van Aert tilbage med en 2. plads i Roubaix og en 3. plads i sit første Liege.

Ja, Van Aert har i dette forår været i sin helt egen liga og utvivlsomt haft et niveau, han aldrig tidligere har haft. Derfor skulle man måske også have åbnet døren for, at han kunne finde på et eller andet, da feltet efter en ellers ikke alt for begivenhedsrig dag i det nordfranske langt om længe nåede 4. etapes klimaks, nemlig den lille stejle mur i udkanten af Calais.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Her blev det allerede klart, at problemet med de mange kokke kunne komme på tværs, for hvordan kunne Jumbo tillade sig at bruge både Nathan van Hooydonck og Tiesj Benoot til at gå til stålet, når de begge er nøgleryttere på morgendagens etape, der måske er den allerstørste chance for at vinde tid på Tadej Pogacar og dennes i dette terræn meget tvivlsomme mandskab? Det ville man i hvert fald aldrig se på et hold, der kun havde én dagsorden, men sådan er det jo altså ikke på årets Jumbo-hold, hvor der er så stor risiko for, at kokkene vil gå i vejen for hinanden.

Derfor gik Van Hooydonck og Benoot ikke bare til stålet. De leverede en magtdemonstration, som med ét gjorde det helt irrelevant, om Fabio Jakobsen eller Dylan Groenewegen ville falde fra. Særligt Benoot satte igen en fed, fed streg under, at han har været som forvandlet i de gule farver, da han med sin forcering kørte så stærkt, at han satte stort set hele klassementsfeltet til tælling.

Pludselig så det endda ud til, at de hollandske kokke kunne gøre fælles front. Da det pludselig kun var Van Aert, Adam Yates og Jonas Vingegaard, der var tilbage, lå den jo lige til højrebenet. Yates ville være bedste samarbejdspartner, da han havde akkurat lige så stor interesse i at vinde tid på Pogacar som Vingegaard. Faktisk var det svært at finde nogen som helst interessekonflikt overhovedet, hvis de tre havde rundet toppen sammen. Yates og Vingegaard ville have vundet tid, Van Aert ville have vundet etapen, og som en trio havde de formentlig vundet endnu mere tid, end Van Aert kunne gøre alene.

Alligevel valgte Van Aert at fortsætte på egen hånd, da han rundede toppen med et yderst beskedent forspring til sine to tidligere følgesvende, og med ét blev det pludselig helt tydeligt, at der er noget om snakken om de for mange kokke. Van Aert kan naturligvis helt undskyldes med, at han i momentet formentlig ikke havde noget stort overblik over tingenes tilstand bag sig, for der er trods alt grænser for, hvor meget man kan nå at overskue, når man kun hurtigt kaster blikket bagud og sidder med en puls, der nærmer sig det maksimale. Det er jo også klart, at han utvivlsomt havde truffet et andet valg, for han havde jo absolut intet at miste ved at lette på trådet i de to sekunder, det ville have krævet for at sikre, at han og Vingegaard sammen kunne give både Pogacar og de grønne rivaler et fælles og uventet nyrestød.

Alligevel blev konflikten åbenbar. Var Van Aert kommet til løbet med samme rolle som i 2020 og 2021, havde han slet ikke skullet overveje situationen. Så havde han naturligvis ventet, for en etapesejr var underordnet det overordnede gule mål. Denne gang havde Van Aert imidlertid en egeninteresse at tage hensyn til, og den førte til, at han i et splitsekund foretog en på alle måder forkert vurdering.

Det er synd. Van Aert var nemlig så skræmmende stærk, at hans soloridt i dag ikke har fortjent at få blot den mindste rids i lakken. Den var den smukkest tænkelige konfirmation af det forrygende forår, men nu er det svært ikke at se på præstationen med de briller, at det kunne være blevet til så meget for Jumbo-mandskabet.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Alligevel er der grund til en vis tilfredshed i Jumbo-lejren udover den åbenlyse, der skyldes etapesejren, og at Van Aerts gule trøje er blevet endnu mere sikker. Nu synes pointkonkurrencen nemlig næsten lukket allerede tidligere, end de havde drømt om, da Fabio Jakobsen højst overraskende stoppede med at spurte for 2. pladsen, selvom han havde vist sin forbedrede klatring ved at overleve en stigning, som tog livet af Groenewegen. Samtidig har Van Aert nu fået sin etapesejr, og dermed kan man tro på, at belgieren måske allerede på brostenene vil være en mere entydig hjælper, end det først var planen.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Etapen afslørede nemlig, at der er muligheder i dette løb. Der var næppe nogen, der så skyggen af Pogacar i finalen, og det skyldes næppe, at han havde dårlige ben. De så i hvert fald halvgode ud i København, men alligevel var det en frontgruppe alene bestående af Jumbo og Ineos, der var tilbage, da Benoot indledte sit imponerende blodbad.

Det skyldes naturligvis det, vi har vist hele tiden. De to mandskaber er i særklasse de stærkeste i det flade terræn - i hvert fald hvis man ser bort fra Quick-Step, der har en helt anden dagsorden - og med Matteo Trentins exit ser UAE ikke så lidt sårbare ud. Derfor var det også de to mandskaber, der ramte stigningen først, men man skulle have luppen frem, hvis man skulle finde Pogacars hvide trøje. Havde Van Aert nået at tænke sig om, kunne 4. etape have været første gang, holdet havde kostet sloveneren tid og det allerede inden den etape, hvor han er allermest sårbar.

Det giver forhåbninger forud for i morgen og eventuelle kommende sidevindsetaper, men det gav også bekymring. I gamle dage havde det været helt utænkeligt, at Roglic, der tidligere måske var verdens allerbedste på denne form for stigninger, ville blive sat af. Nu røg sloveneren imidlertid af sammen med Daniel Martinez og Geraint Thomas, da gruppen knækkede nær toppen. Det havde været overraskende i ethvert andet år end 2022, men efter hans svage forår er det svært at sige, at det kom som noget stort chok, at det var Vingegaard, der excellerede, og Roglic, der fejlede. Det har lignet styrkeforholdet i hvert fald siden Dauphiné.

Roglic har heldigvis en undskyldning. Da de ramte stigningen, sad han ikke med Van Hoodyonck, Benoot, Van Aert, Vingegaard og Christophe Laporte, og han måtte bruge kræfter på at køre alene op. Det er utvivlsomt en god forklaring på hans svaghedstegn, men det er alligevel urovækkende. Havde den gamle Roglic ikke siddet hos sit hold, og havde gamle Roglic ikke hængt på, selvom han havde brugt lidt kræfter forinden? Jo, det havde han nok, og det er bekymrende, når der allerede i Dauphiné var snak om, at den normalt så positioneringsstærke slovener kørte mærkeligt og tabte positioner, når han normalt aldrig ville gøre det. Dagens etape gav i hvert fald blot ny næring til spekulationen om, at det er Vingegaard, der er Jumbos førstemand, som det altså har set ud siden Dauphiné og måske endda helt siden Paris-Nice.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Vingegaard derimod så godt ud, og det var ikke bekymrende, at han ikke kunne følge Van Aert. Blandt klassementsrytterne ville man kun forvente det af Pogacar og Roglic på så stejl en stigning. Det var heller ikke overraskende, at Yates var den bedste af de tre Ineos-esser, for han vil altid have en overhånd på den slags stigninger. Det er først i bjergene, at han kommer på udebane, og her kommer Martinez til gengæld på hjemmebane.

Meget klogere blev vi heller ikke. Præstationen på en sådan bakke afhænger nemlig mere af positionen end de fysiske evner, men det var da værd at bemærke, at Romain Bardet var første mand bag Ineos og Jumbo. Han har utvivlsomt ramt bakken i god position, men der er mere og mere, der tyder på, at han faktisk har tænkt sig at køre klassement. Det bar al hans kørsel i Danmark nemlig præg af.

Bag ham kom så Pogacar og Vlasov, der begge også burde være gode på en sådan stigning, og derefter Jack Haig, der til gengæld leverede en opløftende præstation på en stigning, der ikke passede ham. Og så fik Stefan Küng igen bekræftet sin vanvidsform ved derefter at blæse over toppen med David Gaudu, Rigoberto Uran og ikke mindst Mads Pedersen, som satte en fed streg over sin forbedrede klatring, samt resten af feltet på slæb. Kun Enric Mas og Ben O’Connor sad bemærkelsesværdigt langt tilbage, men det ville man forvente på en stigning som denne, Mas grundet positioneringen og O’Connor grundet fraværet af punch.

Det var derfor ikke klassementsrytterne, der blev taberne. Det var naturligvis sprinterne, der mistede en af deres få tilbageværende chancer. Der var dog alligevel opløftende elementer for mange. Det var lovende at se, at Jakobsen kunne konfirmere sin forbedrede klatring på en dag, hvor Groenewegen kom til kort. Pedersen sad som sagt fornemt med på stigningen, men allermest var det vel at se Peter Sagan runde toppen så langt fremme. Den gamle Sagan var naturligvis kørt med Van Aert, men i dag er det en bedrift for slovakken at vise holdbarhed, særligt når man så, hvor skidt det stod til i Schweiz. Herfra bliver han kun bedre og bedre, men han har jo bare det problem, at han har en modstander, der lige nu kører rundt i en gul trøje. Og ham i den gule har overtaget den status, Sagan i sin tid havde.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Hvis altså ikke det er Mathieu van der Poel. Hollænderen blev nemlig en anden taber, for han må nu se, at hans gule drøm ser endnu sværere ud, end den var i morges. Vi får aldrig svar på, om han kunne have blandet sig med Van Aert, for han havde ligesom alle andre utvivlsomt ikke drømt om det scenarium, er udspillede sig. Derfor deltog han slet ikke i positionskampen på en dag, hvor han skulle spare sig til 5. og 6. etape, mens alt handlede om Jasper Philipsen. Dermed endte det som lidt af en møgdag for Alpecin, som missede en gylden mulighed, da Philipsen bekræftede sin superform og forbedrede klatring ved både at runde toppen langt fremme og siden vinde feltets spurt, selvom den flyvende Laporte gjorde sit bedste for at fuldende Jumbo-dominansen totalt.

Det havde næsten også været for meget af det gode, hvis Jumbo havde kronet dagen med en dobbeltsejr, for tilbage står allerede nu et skræmmende indtryk efterladt af Van Aert, Vingegaard og Benoot. Alligevel er det ikke kun Van Aerts suveræne magtdemonstration, der står tilbage, men også, at det blev en forspildt mulighed for at tage et stort skridt mod ikke bare den ene af, men begge holdets vidtløftige mål. Nok fik vi set, at mandskabet har et hav af kokke, men i dag endte de med at fordærve maden. Lad os håbe, at det ikke fortsætter sådan resten af vejen.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER