Tour de France-analyse: Når det regner på skandinaverne

Man kunne næsten fornemme det undervejs. I samme takt som regnmålerne fyldtes med mere og mere af det vand, man ofte ser i Tourens første uge i Nordfrankrig, men ikke just var ventet til årets usædvanligt sydlige start, fyldtes Alexander Kristoffs selvtillidstank også. Om det er hans opvækst i ved den regnfulde norske kyst, skal jeg lade være usikkert, men det er velkendt, at den store norske bjørn altid bliver 10% stærkere, når regn har begravet hans ansigt i skidt, møg og mudder.

Forud for løbet lå det ellers ikke i kortene, at det skulle være norsk fest på Tourens åbningsdag. Kristoff havde nemlig fået en rigtig møgstart på den genstartede sæson, først med sit ringeste Milano-Sanremo i mange, mange år, siden med et svært løb i Dauphinés bjerge, hvor han endte med at falde for tidsgrænsen og sidst med et ærgerligt styrt ved onsdagens EM, hvor han ellers lignede en af de tungeste favoritter og kunne have sikret sig stjernetrøjen for anden gang i sin karriere. Selvom han var hurtig til at gøre det klart, at det ikke var skaderne, der ville holde ham tilbage, var det alligevel ikke uden grund, at den tamme serie betød, at Kristoffs navn kun i begrænset omfang blev nævnt uden for de norske grænser.

Det var imidlertid ikke kun formen, der gjorde norsk sejr knap så sandsynlig. Kristoff er nemlig ikke verdens hurtigste i en flad spurt, og selvom dagens åbningsetape ikke var af den flade kaliber, man ofte ser det, var det naturligt, at det var løbets to eneste supersprintere, Sam Bennett og Caleb Ewan, alle talte om. Nok har Kristoff vundet flere etaper i Touren, men ingen er kommet i løbets første halvdel. Det er nemlig først, når alle er slidt ned til sokkeholderne, at den norske bjørns enorme motor endelig kommer til sin ret.

Det var da også meget sigende, at Kristoff efterfølgende indrømmede, at han ikke just havde ventet at sejre så tidligt i løbet. Endnu sværere var det endda blevet af, at nordmanden kun er en sekundær tanke på et UAE-hold, der er bygget op om Tadej Pogacar (og efter holdets eget udsagn også Fabio Aru), og således kun har Marco Marcato til sin rådighed i spurterne. Nej, Kristoffs mål lå egentlig først senere i løbet, når trætheden havde meldt sig hos de rene sprintere, og UAEs klassementsfokus eventuelt kunne være blevet dæmpet lidt af løbets udvikling.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Men så kom regnen, og i takt med, at den ikoniske Promenade d’Anglais, hvor det ellers i Paris-Nice kun er klatrere, der sejrer, blev mere og mere våd, jo større blev Kristoffs chancer. Bedre blev det af, at etapen trods den neutraliserede fase faktisk blev ganske hård, da nervøsiteten for de våde veje pressede farten på stigningerne så gevaldigt i vejret, at udbruddet nærmest kom tilbage af sig selv, og som bekendt ved vi fra klassikerne, hvor Kristoff sidste år vandt favoritgruppernes spurter ved EM og VM samt i Flandern Rundt og Milano-Sanremo, at han er kongen af sprinteropgør, hvor alle er trætte. Og for at fuldende billedet var der ved Nices havnefront langt op til den slags lange powerspurter, som Kristoff elsker, og hvor han kan holde sin topfart i nærmest uendelige tider.

Undervejs i dagens live-opdatering skrev jeg på et spørgsmål om Peter Sagan, at ”hans chancer er i hvert fald øget. Men det er Kristoffs også. En lang powerspurt i regnvejr er guf for nordmanden.” Og den profeti skulle vise sig at være mere rigtig, end jeg selv anede, da jeg skrev ordene mere end en time inden afslutningen. Men da den enorme bjørnemotor først blev åbnet, var det så klassisk Kristoff, det næsten kan blive, da han med endnu en lang spurt suverænt indfriede en livsdrøm. Dermed sikrede han sig nemlig den ene af sportens mest ikoniske trøjer tre år efter, at Peter Sagan med det alleryderste af neglene snød ham for regnbuetrøjen - endda på hjemmebanen i Bergen.

Sejren er også et led i Kristoffs genfødsel. For nogle år siden lignede nordmanden ellers en mand, der var i forfald, men det fik han rettet op på i et 2019, hvor han måske nok fejlede i Touren som del af UAE-mandskabets angiveligt fejlagtige eksperiment med en særlig energidrik, men i løbet af foråret var genfødt i en klassikerkampagne, der indbragte nok en udmattende powerspurtsejr i Gent-Wevelgem - endda i suveræn stil - og i efteråret kørte et fornemt VM, der kunne være endt med en regnbuetrøje opnået i det regnvejr, han elsker.

Med sejren fik Kristoff også vist sig berettiget til UAE-mandskabets tillid. I forvejen var det overraskende, at holdet efter corona-pausen droppede den oprindelige plan om at sende nordmanden til Giroen og holdets supersprinter, Fernando Gaviria, til Touren, der trods alt er det store udstillingsvindue. Dertil kom, at holdets manglende vilje til at investere ressourcer i spurterne gjorde det til en lidt halvhjertet og dermed også lidt meningsløs satsning, men heldigvis er Kristoff en mester i positionskampen og i at navigere på egen hånd. Det viste han nok engang ved at gribe Peter Sagans hjul i den logiske overbevisning, at slovakken som altid ville sidde rigtigt og herefter hurtigt slå til, da unge Cees Bol kom til at åbne sin spurt for tidligt.

I det hele taget blev det en nordisk fest, de færreste havde forestillet. Efter sejren i Polen lå det ganske vist i kortene, at Mads Pedersen naturligvis skulle køre den første spurt - ganske enkelt grundet den store opmærksomhed, Trek kunne få ved at lade regnbuetrøjen spurte efter den første gule trøje. Trods triumfen i Østeuropa lå det nemlig ikke i kortene, at Pedersen kunne være med helt i front i så skrapt et selskab.

Hans chance var snarere det supertog med Edward Theuns og Jasper Stuyven, som var hovedforklaringen på den polske sejr, mere end hans egen fart. Derfor så det også ud til, at løbet var kørt, da Pedersen tabte Stuyvens baghjul, og så hjalp det lige lidt, at de to belgiere nok engang leverede et sublimt lead-out, de nu i stedet måtte stoppe før tid. På det tidspunkt så Pedersen ud til at være død og begravet og de danske håb om en god Tour-indledning lige så fjerne som et solstrejf denne regnvejrslørdag i Nice.

Men Pedersen er altså blevet hurtig. Nok blev han hjulpet af at ligge i læ hele vejen, hvilket naturligvis hjalp ham med at gå forbi de mange, der døde i den sydfranske søndenvind, men der var alligevel smæk på, da regnbuetrøjen udnyttede Kristoffs slipstrøm til at sikre sig en andenplads i det, der blev en fantastisk nordisk jubelstund. Og akkurat som Kristoff er Pedersen kendt som en rigtig regnvejrsrytter, der tillige bliver bedre og bedre, efterhånden som rivalerne slides ned, som han viste den regnvejrssøndag i Yorkshire, hvor både han og Kristoff foldede sig ud. Så kan man kun gisne om, hvad det kunne være blevet til, hvis han faktisk havde holdt Stuyvens hjul og var blevet sat lige så fint op som i Polen. Måske havde det været svært at slå Kristoff uden glæden af læ, men umuligt var det i hvert fald ikke. Og nu skal vi efterhånden til at regne Pedersen som den sprinter, han egentlig ikke har været indtil nu.

Det er til gengæld Bennett og Ewan, men for begge de to favoritter blev det en dag til glemmebogen. Bennett var ellers ikke uheldig i finalen, hvor Deceuninck-mandskabet betalte prisen for Zdenek Stybars ærgerlige afbud, så ireren med kun Michael Mørkøv ved sin side oplever den sjældenhed at være en Deceuninck-sprinter med et svagere tog end rivalerne. Da Theuns og Stuyven lettede foden fra gaspedalen, var der nemlig pludselig plads til, at Mørkøv og Bennett fra en ellers helt håbløs position pludselig kunne skyde frem i et hul, der åbnede sig for dem, og herefter kunne den danske veteran nok engang vise, hvor fremragende en lead-out man, han er.

Desværre var Bennett ikke lige så fremragende. Netop som sejren i Vallonien, hvor han havde fået formstærke Arnaud Demare til at ligne en nybegynder, havde givet håb om, at han efter sin elendige sæsonstart var ved at genfinde sit tårnhøje 2019-niveau, var der igen tømt, og Bennett trådte stort set lige så firkantet, som han har gjort i de fleste af årets spurter. Det vil utvivlsomt ikke gøre godt på hans i forvejen nærmest ikkeeksisterende selvtillid, der allerede har givet ham en kolossal angst for at ende som den sjældne Deceuninck-sprinter, der ikke vinder en Tour-etape, men han gør klogt i at bevare roen. Det helt klassiske Bennett-mønster er nemlig, at han altid er rusten de første to dage, og med tanke på, at han måtte jagte efter en punktering og et ”næsten-styrt”, er det for tidligt at tro, at Bennetts triste 2020-sæson vil fortsætte gennem hele Touren. Der er i hvert fald stadig håb om en gentagelse af det vallonske comeback - især fordi han efter etapen følte sig velkørende på stigningerne og mest tilskrev den knap så overbevisende spurt et for stort tab af fart i finalen.

Værre var det for Ewan. Først blev han fanget i et styrt, der betød, at kun neutraliseringen af den regnvåde nedkørsel reddede hans chance for at deltage i spurten. Den opkørsel havde tilsyneladende tæret meget på kræfterne, for han lignede en mand, der var tømt, da han ellers ligesom sin rival blev reddet af Treks nedbremsning og fra positionen bag ireren blev ført frem af Mørkøv. Bennetts hjul kunne han imidlertid ikke holde, og da han senere blev ramt af et skulderskub fra den herligt kørelystne Tadej Pogacar, der til trods for, at uret allerede var stoppet med 3 km igen, ikke kunne dy sig for at køre finale, endte 1. etape for andet år i træk som en nedtur for den lille australier. Heldigvis ved han fra sidste år, at der ingen grund er til panik, bare fordi den første - eller for den sags skyld de første tre - spurt, ikke går som ønsket.

Trist var det også for Peter Sagan. Naturligvis har den tredobbelte verdensmester aldrig været en mand til denne slags boulevardspurter, men ligesom Kristoff og Pedersen burde han være en type, der trivedes under omstændighederne. Det var imidlertid svært at se, da først spurten blev åbnet, for her gjorde den engang så sublime slovak ikke meget for at overbevise os om, at hans indtil nu uhyre svage kørsel i 2020 hører fortiden til. Den gjorde i hvert fald intet for at dæmpe fornemmelsen af, at hans dalende niveau og rutekonstruktionen gør ham sårbar i kampen om grønt, især nu hvor den indlagte spurt viste, at hverken Sam Bennett eller Alexander Kristoff har opgivet på forhånd. Alligevel stiller Sagan i morgen atter til start i den grønne trøje, og han må også regnes som favorit, men en sejr er ikke den på forhånd givne konklusion, den plejer at være.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Han var dog ikke ene om at skuffe. Bryan Coquard, der ellers havde vist storform i optakten, sad ellers glimrende placeret bag Bennett, men måtte nok engang sande, at han ikke har fordums fart. Det samme gælder i særdeleshed for den fallerede Elia Viviani, der med en tam spurt gav masser af benzin til det stadig mere flammende bål, der har gjort ham til en nærmest ikke omtalt sekundasprinter i indgangen til dette løb. Helt galt gik det for den altid svingende Niccolo Bonifazio, der enten er flyvende eller helt fra den, og desværre lige nu ser så svækket ud, at man allerede kan have alvorlige bekymringer for, hvor langt han kommer på årets hårde rute. Giacomo Nizzolo fik brudt sin fine stime, men han har formentlig været mærket af det styrt, der førte til en relativt langvarig jagt. André Greipel styrtede og kom end ikke med feltet, selvom han heldigvis er klar til at køre videre i løbet. Og så måtte Wout van Aert indse, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, da han grundet neutraliseringen pludselig fik lov at spurte, endda med støtte fra Tony Martin, men uden at få muligheden for faktisk at åbne for gassen.

Den rute tiltaler heller ikke Cees Bol, der er under ekstra pres. Det virker nemlig som det glade vanvid, at formstærke Michael Matthews er sendt til en Giro, hvis mange lette sprinteretaper passer langt bedre til Bol, der til gengæld kører en Tour, hvor de knaldhårde sprinteretaper ville tiltale australieren. I dag viste hollænderen dog lidt af den klasse, der gav ham sejre i de tre første spurter, han overhovedet kørte i debutåret 2019, og selvom han i sin ungdommelige iver fik åbnet lidt for tidligt, var der pæn fart i stængerne, når man ihukommer, at han kørte en meget lang spurt i en vind, der ifølge vejrudsigten var i ryggen, men ifølge rytterne var i ansigtet.

Hovedfortællingen var dog den styrtregn, der var endnu mere massiv end den regn, der faldt fra himlen. Heldigvis ser det ud til, at løbets hovedaktører alle er sluppet relativt uskadte, og i skrivende stund er det kun Rafael Valls, der kan være på vej ud af løbet. Til gengæld er det et alvorligt slag for Ineos, hvis Pavel Sivakov ikke bliver konkurrencedygtig. Ganske vist har det aldrig virket realistisk, at der kunne blive plads til at holde ham inde i klassementet på et hold, hvor det er ham, der skal få det hele til at eksplodere, når Egan Bernal og Richard Carapaz skal vinde tid inden enkeltstarten, men netop i den rolle kan han ikke undværes på et Ineos-hold, der er usædvanligt fattigt på bjerghjælpere.

Meldingerne fra de to største navne, som var i asfalten, nemlig Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Richie Porte og ikke mindst en frustreret Thibaut Pinot, er heldigvis betryggende, men det er måske meget sigende, at det netop var dem, der røg i asfalten. I hvert fald er de tre førstnævnte kendt for netop det, mens Pinot nok engang må sande, at han muligvis ikke er undsluppet den Tour-forbandelse, der hviler over ham.

Til gengæld kan han glæde sig over, at historien første efterårs-Tour blev ramt af et vejr, der kendetegner netop efteråret. Det er nemlig velkendt, at han har det bedst i regn og kulde, og derfor kunne man sagtens forestille sig, at der bliver danset mere regndans på FDJ-hotellet de kommende dage. I givet fald kan der blive lagt op til lidt af en kædedans. Kristoff og Pedersen byder sig nemlig sikkert gerne til. Der sker nemlig et eller andet, når det regner på de hårdføre skandinaver.