Tour de France: Outsiderne (*)

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

I de seneste tre år har det været betydeligt mere åbent, og her har der været divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Sådan er det ikke i år. Selvom vi faktisk skal tilbage til Baskerlandet Rundt i april i 2021 for at finde det seneste reelle etapeløbsopgør mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic, og selvom Roglic faktisk vandt det opgør, hersker der slet ikke samme uenighed om favoritstatus i år. For et år siden var der lagt op til en 50-50-duel mellem de to slovenske uhyrer, men med et meget overbevisende forår og en overlegen sejr for et år siden har Pogacar skilt sig ud som den indlysende favorit.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Jumbo lægger sig dog ikke ned uden kamp. Nok har Roglic ikke virket så overbevisende, som han plejer, men han drømmer stadig om at få den Tour-sejr, Pogacar ”snød” ham for i 2020. Da han samtidig gør fælles front med sidste års nr. 2, den i Dauphiné så overbevisende Jonas Vingegaard, er vi i den helt særlige situation, at løbets favorit ikke bare skal slå sine to værste rivaler enkeltvis, men forsøge at slå dem som et kollektiv.

Bag de tre favoritter er der et hav af ryttere, der står klar til at slå til, hvis muligheden byder sig. Ineos er måske ikke de favoritter, de engang var, men med et uhyre stærkt hold anført af Daniel Martinez, Adam Yates og Geraint Thomas er de stadig en magtfaktor. Bora møder med Aleksandr Vlasov, der har haft et forrygende forår, Movistar anføres af Enric Mas, som har nået helt nye højder siden 2. pladsen i Vueltaen, og Bahrain stiller med en stærk kaptajnduo i form af Jack Haig og Damiano Caruso, der begge var på en grand tour-podium i 2021. Dertil kan man føje sidste års nr. 4, Ben O’Connor, der bestemt ikke er blevet ringere siden 2021, samt navne som David Gaudu, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Rigoberto Uran, Guillaume Martin og Nairo Quintana, og dermed mangler der ikke ryttere til at tage over, hvis de tre favoritter skulle efterlade en åbning for en overraskelse.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Adam Yates (*)

Jeg var næppe den eneste, der var ved at få noget galt i halsen, da det i løbet af vinteren blev annonceret, at Ineos havde fundet en løsning på det problem, der var opstået som følge af Egan Bernals voldsomme styrt. Dengang var der mange spekulationer om, hvorvidt det betød, at Richard Carapaz alligevel ville være tvunget til at satse på Touren, der for det britiske storhold jo altid har været det absolut vigtigste løb, men sådan blev det ikke. Det blev heller ikke en satsning på Daniel Martinez, der jo ellers med sin stærke sidste uge af Giroen i 2021 havde vist, at hans grand tour-potentiale var stort. Man bad heller ikke Richie Porte tage en sidste for holdet ved at stille op i Touren, selvom han jo i foråret viste, at han bestemt stadig var konkurrencedygtig.

Nej, meldingen var, at hele holdet blev bygget op om Adam Yates, og det var mildt sagt en optimistisk udmelding. Ikke fordi Yates er en dårlig cykelrytter. Tværtimod har han i flere år tilhørt den absolutte elite, og det er svært at finde mange ryttere med bedre resultater i ugelange løb over de seneste år end ham. Kaptajnroller til Yates er derfor noget af det mest naturlige i verden - bare ikke i en grand tour.

Adam lider nemlig af præcis det samme problem som Simon, nemlig den manglende holdbarhed over tre uger. Han startede jo ellers så stærkt med sin 4. plads i Touren i 2016, men selv dengang handlede den tredje uge bare om overlevelse. Siden stillede han til start som kaptajn i Giroen i 2017, hvilket indbragte en 9. plads efter et anonymt løb, og da han tre år i træk mellem 2018 og 2020 stillede til start i Touren som den eneste kaptajn for BikeExchange, endte han to gange som nr. 29 og én gang som nr. 9.

Derfor var forhåbningen også, at Ineos ville noget andet med ham, da de hentede ham til holdet for halvandet år siden. Det ville de imidlertid ikke. Sidste år måtte han ganske vist sande, at holdets to stjerner, Bernal og Carapaz, satte sig på Giroen og Touren, men han fik lov at stille til start i Vueltaen helt på lige fod med Bernal. Det gik imidlertid, som det plejer. Yates var uhyre svingende, viste igen sine mangler i de høje bjerge, og han havde kurs mod en samlet 6. plads, indtil han på mindeværdig vis kuppede både Bernal og Miguel Angel Lopez på 20. etape. Det gav ham en hæderlig 4. plads, men det kunne akkurat lige så godt have været Bernal, der var endt fremme i det taktiske spil, og så var han blot endt som nr. 6 eller 7, hvad der var det reelle udtryk for det niveau, han havde.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alligevel insisterer Ineos altså på, at Yates skal være grand tour-rytter, og nu stiller han altså til start som kaptajn i Touren. Foråret har dog ændret en del på planerne. Daniel Martinez’ vilde forår har sikret ham en tilsvarende status, og i sidste øjeblik fik Geraint Thomas i Tour de Suisse også kørt sig til en beskyttet rolle. Nu stiller de til start med tre ligestillede kaptajner, men det er vel meget tankevækkende, at sportsdirektør Stephen Cummings først nævnte Martinez, da han blev bedt om at opridse holdets perspektiver i klassementet. Og det var altså Yates, der blev nævnt sidst.

Det skete endda nærmest undskyldende med henvisning til, at Yates har haft en skidt sæson. Det er således også det andet bekymringspunkt. I 2018, 2019, 2020 og 2021 startede han således sæsonen som lyn og torden, og alle gange satte han en fed streg under sit tårnhøje niveau. I 2019 kørte han i Tirreno sågar fra Primoz Roglic på det tidspunkt, hvor sloveneren måske virkede allermest usårlig, og i 2020 nærmest ydmygede han Tadej Pogacar på Jebel Hafeet i UAE Tour.

Sådan har det bare ikke været i år. Han startede ganske vist som altid uhyre overbevisende i et UAE Tour, hvor han trods nederlaget virkede stærkere end Pogacar, men derefter er det gået helt galt. I Paris-Nice var han en skygge af sig selv, mens Martinez brillerede, og det mønster gentog sig i Baskerlandet, hvor han endda endte med at udgå.

Heldigvis er der lidt håb. Selvom det aldrig blev meldt ud dengang, har Yates åbenbart døjet en del med sygdom, og i det nyligt overståede Tour de Suisse så han uhyre overbevisende ud på 1. etape. Desværre så vi aldrig, hvor langt det rakte, da han efterfølgende testede positiv i løbets enorme smittebølge, og vi fik derfor aldrig mulighed for at se, om han vitterligt er tilbage på sporet. Nu kaster hans positive test så mere grus i maskineriet, for det er ikke offentligt kendt, hvor han var ramt.

Det skal dog ikke alt sammen være en klagesang. Yates kan sagtens ende med at køre et godt løb. Vi ved, hvor god han er, når han er bedst, og han viste i UAE Tour og Paris-Nice, at han efter skiftet til Ineos har forbedret sin enkeltstart enormt. Selvom han personligt ser sårbar ud på brosten og i vind, har han sammen med Jumbo det absolut stærkeste hold til den første uge, og det virker bestemt ikke usandsynligt, at han vil komme ud af Nordfrankrig og Danmark med en gevinst i forhold til flere af rivalerne - med en vis sandsynlighed også Pogacar.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Problemet er bare, at Yates herefter selv skal stå distancen i bjergene, og det bliver svært. Årets bjergmenu er voldsom med nogle meget vanskelige bjergafslutninger, og de er endda for de fleste vedkommende lange og på store dage med mange bjergpas - præcis den slags etaper, der passer Yates dårligst. Han vil elske 7. etape, men særligt de to store dage i Alperne virker voldsomme for en fyr som Yates.

Det betyder ikke, at han ikke kan ende godt. Han blev trods alt nr. 4 i Vueltaen, og han har vist, at han sagtens kan køre en grand tour uden at kollapse helt, som han gjorde det to år i træk i 2018 og 2019. Hans potentiale over tre uger rækker bare næppe til nogen podieplads i dette felt. Hvis det gør, får jeg i hvert fald noget galt i halsen én gang til.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Geraint Thomas (*)

Jeg ved ikke, om Geraint Thomas levede i din illusion, at en status som tidligere Tour-vinder ville give ekstra point i bogen hos Ineos-manager Dave Brailsford. I givet fald havde han i hvert fald ingen grund til det. Allerede i 2020 oplevede han og Chris Froome nemlig, hvordan de i sidste øjeblik blev siet fra til Tour-truppen, efter at de i Dauphiné havde vist et chokerende lavt niveau, som ingenlunde berettigede til en plads på et af løbets stærkeste hold. Dengang viste Brailsford absolut ingen nåde mod sine to store stjerner, der pænt måtte blive hjemme, mens resten af holdet blev bygget 100% op om Egan Bernal.

Hvis han havde glemt Brailsfords kynisme, blev han mindet om den i foråret. Da Bernal så tragisk røg ud af billedet, havde Thomas måske i sit stille sind håbet, at han kunne få en sidste chance som Tour-kaptajn, men sådan gik det ikke. Det blev hurtigt meldt ud, at Adam Yates var holdets førstemand, og mens Daniel Martinez med et stærkt forår kørte sig ind i en rolle som medkaptajn, var meldingen til Thomas - i øvrigt til waliserens åbenlyse frustration - at han måtte indstille sig på en rolle som hjælper.

Det kan måske synes mærkeligt, når hverken Yates eller Martinez har været i nærheden af de grand tour-resultater, Thomas har leveret, men det var nu helt velbegrundet. Thomas’ niveau har nemlig kun kendt én vej, siden han toppede med Tour-sejren i 2018. Der har ikke været tale om et dramatisk niveaufald, men år for år er han bare blevet en tand svagere, end var i den foregående sæson. I 2019 endte han ganske vist som nr. 2 i Touren bag Bernal, men hans kørsel i bjergene var alt andet end overbevisende og handlede alene om forsvar, og i 2020 ramte han som bekendt en formkrise, inden han efter en lille genrejsning i Tirreno styrtede ud af den meget svagt besatte Giro.

I 2021 var resultaterne til gengæld meget pæne. Han tog den samlede sejr i Romandiet og endte på podiet i både Dauphiné og Catalonien, men med undtagelse af Romandiet-sejren, der kom i et svagere felt, skete det i alt væsentligt via enkeltstarten og et godt hold. På intet tidspunkt imponerede Thomas i bjergene, og da han senere nåede Touren, blev det yderligere dokumenteret, at niveauet er aftagende. Ganske vist husker de fleste alene, at han styrtede og derfor fik ødelagt sit løb, men mange glemme, at han allerede på Mur-de-Bretagne i en finale, der passede ham, havde smidt tid, selvom ikke færre end 27 mand sluttede i eller foran favoritgruppen.

I år har det været endnu værre. Thomas fik ganske vist ødelagt sin vinter af en skulderskade og efterfølgende covidsygdom, og derfor kan det forklares, at han bestemt ikke brillerede i årets første løb. Det tog ham imidlertid uendelig lang tid at finde bare et nogenlunde niveau, og det er lidt af en kontrast til det, vi så, da han var bedst, hvor han altid var yderst konkurrencedygtig. Selv da han i Romandiet endelig gik ind til et løb med ambitioner, floppede han totalt, da han på kongeetapen, som ellers blev ødelagt af modvind, var det eneste større navn, der blev sat tidligt.

Alligevel stiller han pludselig til start i Touren som én af tre kaptajner og ikke i den hjælperrolle, han oprindelig var tiltænkt. Det fik hans samlede sejr i Tour de Suisse ændret på, og nu er der på forhånd intet hierarki mellem ham, Yates og Martinez. Det var da også herligt at se Thomas tilbage på et konkurrencedygtigt niveau og bevise, at han stadig er en klasserytter.

Problemet var bare, at baggrunden var billig. Corona ødelagde reelt det ellers ganske stærkt besatte løb ved at eliminere i hvert fald Alekandr Vlasov og Yates, der forinden havde virket betydeligt stærkere end ham. Nu endte hans rivaler i stedet med at være Sergio Higuita, der over de første fem dage tydeligt viste, at han var langt fra sit martsniveau, og Jakob Fuglsang, som jo desværre i de seneste sæsoner ikke har været på niveau med de ryttere, Thomas skal slå, hvis han vil på podiet i Touren.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Derfor frygter jeg, at det bliver endnu en svær Tour for Thomas. Hans evner i bjergene er i dag for begrænsede, og jeg frygter, at vi allerede tidligt vil se ham være i problemer, som vi så det på Mur-de-Bretagne. Vi ved, at han har motoren til at begå sig over tre uger, og vi ved, at han generelt er ret stabil, men det er yderst tvivlsomt, om klatreevnerne rækker i et løb, hvor bjergene er meget svære.

Han har dog også våben i sit arsenal. Det gælder naturligvis særligt enkeltstarterne, for Thomas har i år bevist, at han stadig er i den absolutte verdenselite på det punkt. Særligt var det meget overbevisende, at han næsten slog Remco Evenepoel i Schweiz, men selv i hans meget formsvage tilstand kørte han stærkt i Baskerlandet og Romandiet. Dertil skal lægges, at han vil elske den første uge, hvor han både har et af de to stærkeste hold og selv kan drage fordel af sin fortid som brostensspecialist. Manden har trods alt vundet E3, er stillet til start i Flandern Rundt som forhåndsfavorit og endte endda som nr. 2 på brostensetapen i Touren helt tilbage i 2010.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Thomas’ chance er derfor også ganske let at få øje på. Han skal ud af de første seks dage med et solidt forspring til de fleste af rivalerne, og derefter skal han brage en fremragende enkeltstart af på 20. etape. Gør han det, har han bragt sig i en position, hvor han med sin stabile kørsel måske alligevel kan ende med et godt resultat. Det kræver bare, at han viser nogle klatreevner, vi ikke har set i nogen tid, og det kræver, at han i hvert fald er betydeligt stærkere, end han var på Mur-de-Bretagne for et år siden. Lykkes det, vil han alligevel ende med at bevise, at det ikke blot var hans fortid, der skulle berettige til den kaptajnstatus, Brailsford i første omgang havde nægtet ham.

Nairo Quintana (*)

I år er det ni år siden, at Colombia gik i ekstase. I 2013 gik det nemlig op for det cykelgale lands endeløse mængde af cykelfans, at de efter nogle lidt sløje år igen havde chancen for at få den samlede Tour-sejr, de havde hungret efter, siden de første colombianske koryfæer begyndte at sætte bjergetaperne i brand. Et skete, da en ung og uimponeret Nairo Quintana tog kampen op med Chris Froome, og selvom han i sidste ende blev slået, fik han bevist, at den første colombianske Tour-vinder kunne være lige på trapperne.

Det var han også. I dag har Colombia fået sin Tour-vinder, men han hed ikke Quintana. Da den daværende Movistar-rytter kort efter 2. pladsen i Touren, knuste al modstand i Giroen og senere erobrede førertrøje n i en Vuelta, hvor han var oppe mod både Froome og Alberto Contador, inden han desværre udgik efter styrt, så det ellers ud til, at det blot ville være et spørgsmål om tid, inden Quintana ville få sin Tour-sejr.

Ni år efter gennembruddet er den bare ikke kommet, og den kommer næppe nogensinde. Quintana var så pokkers uheldig at være oppe mod en af historiens bedste grand tour-ryttere, da Froome var allerbedst, og desværre skulle det vise sig, at Quintana slet ikke havde samme holdbarhed som briten. Mens Froome fortsatte med at vinde grand tours, indtil det voldsomme styrt dramatisk ændrede hans karriere, gik Quintana på få år fra at være en af sportens største stjerner til i dag blot at være en klassementsrytter, der kun nævnes i en bisætning, når Tourens favoritter skal præsenteres.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Det er bestemt ikke mærkeligt. Quintana er blot én af en efterhånden meget lang gruppe ryttere, der bragede ind på scenen som helt unge, men som siden gik i forfald i en relativt ung alder. Faktisk er det sket for det meste af den fantastiske 1990-årgang, som Quintana var en del af. Peter Sagan, Tom Dumoulin, Romain Bardet, Thibaut Pinot, Fabio Aru, Esteban Chaves, Michael Matthews og Nacer Bouhanni satte alle verden i brand på samme tid, men i dag har de for længst alle toppet, for alles vedkommende også inden de fyldte 30.

Det gælder også for Quintana, der efterhånden følger et ret fast mønster. Han kommer altid blæsende ud fra vinterpausen, hvor han har trænet godt i de colombianske bjerge, men når vi når sommeren, er han helt anderledes menneskelig. Det så vi i 2020, hvor hans sæsonstart var skræmmende god, men hvor hans Tour - også grundet et styrt et par uger forinden - var en katastrofe, og vi har set det igen i år, hvor han lagde ud med at vinde Provence og Var med sande magtdemonstrationer og køre med om sejren i både Paris-Nice og Catalonien, men da han for nylig vendte tilbage til Europa i Route d’Occitanie var han helt anderledes menneskelig i et løb, hvor han end ikke endte på podiet trods feltets begrænsede styrke.

Det lugter bestemt ikke af en Tour-vinder, men alligevel kan man godt tillade sig at tro på, at Quintana vil køre godt på de første bjergetaper. Det gør han nemlig som regel stadig. Det har vi set i de seneste udgaver af Vueltaen, han har kørt, og vi så det i Touren i 2020, hvor han så ud til at være en reel kandidat, da hans stærke forår blev fulgt op med en 4. plads på den første bjergetape.

Desværre sker der altid det samme. Quintanas restitution synes i dag ikkeeksisterende, og det er efterhånden ganske dramatisk, hvordan hans niveau altid falder voldsomt igennem de tre uger. Det så vi også sidste år, hvor han kom til start uden klassementsambitioner, men med planer om bjergtrøjen. Det så ganske lovende ud efter en fin præstation i Alperne, men i Pyrenæerne til sidst var han slet ikke noget match mod Michael Woods og Wout Poels, der - sammen med Tadej Pogacar - var hans direkte rivaler til prikkerne.

Følger han det samme mønster denne gang, ender løbet formentlig med endnu en skuffelse. Denne gang kommer han ellers for at køre klassement, og hvis han finder de ben, han havde i foråret, men ikke havde i Occitanie, er han også stadig en af feltets bedste klatrere. Problemet er bare, at han skal være det hele vejen, og det vil være ret nyt, hvis det pludselig skulle være tilfældet.

Det hjælper heller ikke, at hans enkeltstart nærmest synes at blive ringere fra år til år, men han har heldigvis andre våben. Trods sin størrelse har han vist sig som en ørn i sidevind, hvor det er svært at huske, at han har misset et split, siden netop sidevinden måske kostede ham Tour-sejren i 2015. Også i år har han brilleret i vinden, både i Occitanie og Paris-Nice, og derfor skal han håbe på blæst, enten i den første uge eller nær Middelhavet til sidst.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Til gengæld er brostenene nok en større udfordring. Vi ved, at Quintana er pokkers god i positionskampen, som er den vigtigste komponent i det spil, men han vil formentlig mangle noget robusthed og power på selve pavéerne. Hans hold består ellers næsten udelukkende af folk, der skal hjælpe ham i den første uge - i bjergene ser det til gengæld tyndt ud - men sammenlignet med de bedste hold står han bestemt ikke godt.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Det er imidlertid nok stadig hans chance, at han finder lidt tid uden for bjergene. Det er bare næppe nok. Vi ved, at han får prygl på enkeltstarterne, og det er svært at tro, at han pludselig kan klatre med de bedste stabilt over tre uger, når han ikke har kunnet det siden Giroen i 2017. Når han er bedst, er han stadig pokkers god og i stand til at sætte colombianerne i den ekstase, han gjorde for ni år siden. Hvis de rammes af samme følelse under denne Tour, er det dog desværre en anden og langt yngre colombianer, der er årsagen.

Romain Bardet (*)

Det er nye tider for Romain Bardet. Efter i et lille årti at være stillet til start som et af de største franske Tour-håb er planerne helt anderledes, når han på fredag ruller ned ad rampen i København. For første gang nogensinde går han nemlig ind til en grand tour helt uden ambitioner i klassement. Det har han ellers haft i alle de foregående otte udgaver af Touren, han har kørt, og det har også været tilfældet i alle de udgaver af Giroen eller Vueltaen, han har kørt. Af og til har begivenhederne givet ham en anden rolle, som det var tilfældet i Touren i 2015 og 2019 og senest i Vueltaen i 2021, men ved indgangen til løbet har det været den samlede stilling, der har været målet.

Det er det ikke denne gang. En af pointerne med hans skifte væk fra Ag2r var netop at blive løst fra det enorme pres, hans stjernestatus på et fransk hold automatisk førte til. I årevis havde han drømt om at køre Giroen, men det ønske blev aldrig imødekommet hos Ag2r, der naturligvis ikke kunne undlade at sende deres største navn til det største franske løb. Det pres har han ikke hos DSM, og derfor stod det allerede i løbet af vinteren klart, at han i år gerne ville vende tilbage til den Tour, han savnede i 2021, men denne gang med fokus på etapesejre efter en klassementssatsning i Giroen.

Som bekendt gik sidstnævnte i vasken, men det har ikke fået Bardet til at ændre holdning. Både han og DSM holder fast i planen om, at Touren handler om etapesejre, og derfor vil det faktisk være en smule overraskende, hvis han gør sig fortjent til den stjerne, han får i denne optakt. Det er nemlig planen, at det i stedet skal gå som i Vueltaen sidste efterår, hvor han efter sit tidlige styrt fik smag på rollen som etapejæger, vandt en etape og endda endte med kun at overlade bjergtrøjen til holdkammeraten Michael Storer. En etapesejr og en bjergtrøje - to mål, han tidligere har nået i dette løb - vil være den perfekte Tour for Bardet.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Men måske skal han lade sig inspirere af Warren Barguil. I 2017 kom hans landsmand - i øvrigt for det hold, Bardet i dag kører for - til Touren med præcis samme mål, som Bardet denne gang har, og det gik over al forventning. Helt efter planen smed Barguil en masse tid i starten, men med sin offensive kørsel og sit livs form vandt han ikke blot to etaper og bjergtrøjen. Han endte såmænd også med at få sneget sig ind i top 10 via sine mange udbrud.

Det er jo efterhånden en fransk specialitet. Guillaume Martin har praktiseret samme strategi i sine seneste tre grand tours. Han har ganske vist modsat Bardet alene været i udbrud, fordi han havde tabt tid i det klassement, der var hans mål, men han blev endnu et godt eksempel på, at man som bjergstærk udbryder kan ende med et samlet topresultat.

Formodningen vil være, at Bardet vil tabe noget tid fra start. Han elsker ellers klassikerne og vil være en af de ryttere, der vil synes, at brostensetapen er en spændende udfordring, hvor DSM endda har et hæderligt hold, men han sætter næppe liv og lemmer på spil i positionskampen den første uge. Han går næppe heller efter noget resultat på den første bjergetape i Vogeserne, hvor han vil tabe endnu mere tid, og selvom vi senest i Giroen fik bekræftet hans enorme fremgang på enkeltstarten, vil han også tabe tid i København.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Det giver ham til gengæld frihed til at køre offensivt i bjergene, og så er døren åben for et comeback. Det havde jeg ellers helt udelukket i 2019, 2020 og 2021, hvor han lignede endnu en af de mange fra den gyldne årgang 1990, der havde toppet i en ung alder, men i år har han oplevet en renæssance. Han vandt Tour of the Alps på fornem vis, og hans start i Giroen var som bekendt så lovende, at vi stadig må ærgre os over, at sygdom forhindrede os i at se, hvor langt han kunne være kommet.

Det havde næppe rakt til at udfordre hverken Jai Hindley eller Richard Carapaz. Selv da han var allerbedst og to gange endte på podiet i Touren, har Bardet aldrig lignet en grand tour-vinder. Dertil har han både været for endimensionel og manglet lidt for meget i bjergene, men han kunne meget vel være endt på podiet. Han har i hvert fald i år igen lignet en mand, der kan køre i top 10 i Touren, hvis han rammer den form, han havde i Giroen.

Om han gør det, ved vi ikke, men Bardet har alle dage været relativt stabil og uden et alt for lavt bundniveau. Der er en grund til at tro på, at han kan finde de ben, han havde i Italien, og gør han det, skulle det næsten være mærkeligt, hvis ikke han vinder en etape og måske kører med om bjergtrøjen. Om det så også rækker til at bringe ham tilbage i klassementet, er til gengæld svært at sige. Det vil afhænge af, hvor meget tid, han smider, og hvor meget han sidder op på dage, hvor han ikke er i udbrud, og det vil afhænge af, hvor stort et forspring hans udbrud måtte få. Falder alle disse faktorer gunstigt ud, virker det dog langt fra umuligt, at han som Barguil kan ende med et ganske fornemt samlet resultat. Og det vil jo egentlig være lidt paradoksalt, hvis det skulle ske i den første grand tour, hvor det slet ikke er hans mål.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Louis Meintjes (*)

Forud for Giroen i 2020 dristede jeg mig til at give Louis Meintjes en enkelt stjerne. Det var helt åbenbart et sats, for sydafrikaneren havde været gennem nogle ikke bare sløje, men helt forfærdelige år, siden han med en top 10 i Vueltaen og to top 10-placeringer i Touren havde vist sig som en meget lovende klassementsrytter ved karrierens begyndelse, men der havde været nogle enkelte indikationer på, at han måske var på vej tilbage på et brugbart niveau.

Det sats gik helt galt. Meintjes viste intet i den pågældende Giro, og jeg kom vist endda til at love en af vores gode læsere, at det var sidste gang, der ville falde stjerner af til den hensygnende sydafrikaner. Når han end ikke kunne præstere i den meget svagt besatte coronaudgave af det italienske løb, var hans tid som grand tour-rytter nok ovre.

Som bekendt har man et standpunkt, indtil man tager et nyt. Også denne gang falder der en enkelt stjerne af til sydafrikaneren, men denne gang sker det med betydeligt mere solid grund under fødderne end for to år siden. I 2020 var indikationerne på et comeback nemlig små og også lidt spekulative, men siden Meintjes for halvandet år siden skiftede til Intermarché, er han bare blevet bedre og bedre.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Det kan ikke undre. Det mindste af de tre belgiske WorldTour-hold har gang i en imponerende proces, hvor de trods et beskedent budget bokser over deres vægtklasse og har en imponerende evne til at få det bedste ud af deres ryttere. Det gælder også for Meintjes, der ganske, ganske langsomt startede sin genrejsning med top 20-resultater i sidste forårs etapeløb efterfulgt af en fin, men helt anonym 14. plads i Touren.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

I Vueltaen så det til gengæld pludselig meget bedre ud. Her var han ganske vist ikke alt for overbevisende i starten, men som vi kender ham, blev hans motor bare bedre og bedre undervejs. Da vi nåede den tredje uge, var han ikke langt fra de bedste, og han havde endda kurs mod det, der lignede en sikker top 10, indtil han styrtede ud af løbet på 19. etape.

Det var her, at håbet for alvor blev tændt, og det er kun blevet stærkere i år. Meintjes har aldrig været en mand til ugelange løb, hvor hans holdbarhed og dieselmotor slet ikke kommer til sin ret, men i år har hans resultater været pæne. Han endte som nr. 2 på Sicilien, hvor feltet måske var svagt, men hvor han kunne matche den ellers suveræne Damiano Caruso nogenlunde, og senest blev han trods sit obligatoriske tab på enkeltstarten en ganske godkendt nr. 6 i Dauphiné. På den sidste bjergetape kørte han endda lige op med Jack Haig og Caruso, der figurerer noget højere på denne liste.

I det hele taget har Meintjes været forandret i år. Han er måske det fjerneste fra en endagsrytter, man kan komme, men alligevel fik han varmet motoren nok op til, at han kunne end som nr. 6 i alpeløbet MercanTour Classic. To dage senere tog han sin første sejr i syv år, da han kørte alene hjem i Appenninerne. Det var ganske vist et svagt besat løb, men for en mand, der ellers kun leverer resultater i grand tours, var det faktisk en ret flot bedrift.

Nu kommer vi til et løb, der passer ham. Meintjes’ styrke er hans holdbarhed mod slutningen af en grand tour, og derfor vil han elske, at vi over de sidste 11 dage har hele fire for Touren meget svære bjergetaper med i hvert fald tre svære målbjerge. Det er endda nogle rigtige bjergdage med mange bjergpas og højdemeter og i tre tilfælde også nogle længere målbjerge. Det er med andre ord fire etaper, der passer ganske glimrende til Meintjes’ dieselmotor.

Til gengæld passer resten af ruten ham ad h… til. Hans enkeltstart er ganske katastrofal, og han er et stensikkert offer på brosten og i sidevind. Intermarché har ganske vist et hæderligt hold til de betingelser, men det hjælper næppe Meintjes, der slet ikke kan begå sig i positionskampen. Heldigvis kan han glæde sig over, at det lige nu ser ud til, at vind ikke bliver noget væsentligt tema i den første uge, og hvis han kan undgå at blive fanget bag styrt, som han ofte gør, når han gemmer sig langt tilbage i feltet, og kan komme over brostenene uden at have mistet en bondegård, er vejen herefter banet for et godt resultat, også selvom han får en lussing på 20. etape. Det er bjergetaperne nemlig svære nok til, og med det niveau, han har vist i år, burde Meintjes kunne profitere af dem.

Naturligvis rækker det ikke til at vinde løbet. Det rækker ej heller til podiet og næppe heller top 5. Til gengæld virker den tredje top 10-placering slet ikke så urealistisk, som den har gjort i nu mange, mange år, og et sådant resultat vil blot være endnu en fjer i hatten for et Intermarché-mandskab, der rider på en forrygende succesbølge i år. Hvis det igen mislykkes, må jeg til gengæld nok endnu engang love, at det er slut med stjerner til Meintjes - i hvert fald indtil jeg igen skifter standpunkt.

SE ALT OM TOUR DE FRANCE