Tour de France: Outsiderne (*)

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

Derefter fulgte en periode, hvor det hver betydeligt mere åbent, og hvor har der var divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Det ændrede sig imidlertid effektivt i 2021, da Pogacar tog en overlegen sejr - sin anden af slagsen - og indledte det, mange forventede kunne blive en Froome-agtig æra med suveræn slovensk dominans.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Pogacar fik imidlertid kun lov at gå ind til en Tour som den altoverskyggende favorit. I løbet, hvor han ikke kunne slås, blev han nemlig sat ganske eftertrykkeligt til vægs af Jonas Vingegaard, men kampen mellem de to var alligevel så intens og fascinerende, at de allerede har etableret en af de dueller, som cykelsportens historie er så rig på. Knap var Vingegaard blevet hyldet som manden, der brød Pogacar-æraen, inden den var kommet i gang, inden spekulationerne om, hvem af de to der vil vinde i 2023, nåede eksplosive højder.

Den har nu stået på i år, og endelig er det tid til, at den skal have sin afslutning. Det skal den, når vi efter tre ugers intens kamp finder ud af, hvem af de to duellanter der vil vise sig stærkest på en meget bjergrige rute, der er nærmest renset for enkeltstarter. Dermed er der nok engang lagt op til en af de dueller, som cykelsporten elsker, og som vi også havde udsigt til i 2020, hvor alle så frem til kampen med Primoz Roglic og Egan Bernal, og i 2021, hvor det var revancheopgøret mellem de to slovenske monstre, alle talte om.

I det spil kan man let glemme, at der er andre deltagere, og sandt er det da også, at det kan være svært at se, at andet end uheld kan forhindre de to favoritter i at sætte sig på løbets top 2. De håbefulde rivaler har dog som minimum en sidste podieplads at slås om, og den kamp synes at være mindst lige så åben som kampen om den samlede sejr.

Det skyldes, at feltet er stærkt. Med i kampen er således flere grand tour-vindere i form af Jai Hindley, Richard Carapaz, Simon Yates og den tilbagevendte Bernal. Der er Enric Mas, der allerede er blevet nr. 2 i Vueltaen tre gange, samt Romain Bardet og Rigoberto Uran, som begge tidligere har været på podiet, og løbet byder også på de to ryttere, der endte som nr. 4 i 2021 og 2022, nemlig Ben O’Connor og David Gaudu, samt Mikel Landa, der to gange har haft den tvivlsomme ære at ende lige uden for podiet. De udfordres alle af de unge kometer, Carlos Rodriguez, Tom Pidcock, Felix Gall og Mattias Skjelmose, og supplerer man med navne som Danel Martinez, Pello Bilbao, Adam Yates, Julian Alaphilippe, Guillaume Martin og Louis Meintjes står det klart, at det ikke er feltets kvalitet, der måtte forhindre Pogacar og Vingegaard i at få modstand i den duel, som meget vel igen kan blive sæsonens højdepunkt.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Adam Yates (*)

Duellen mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard var en af de bedste i nyere grand tour-historier. Højdepunkterne var mange, men er der ét, der står tilbage, må det være Jumbo-mandskabets genistreg på Granon-etapen. Som vi senere så i Pyrenæerne, havde Vingegaard formentlig vundet etapen, selv hvis den havde haft et mere traditionelt forløb, men når hans slovenske rival oplevede det, der vel bedst kan kaldes en decideret krise, handlede det utvivlsomt om, at Jumbo-drengene havde tvunget ham til at bruge kræfter allerede meget tidligt på etapen.

”Tvunget” er måske så meget sagt. Pogacar forivrede sig og overreagerede voldsomt, da Vingegaard og Primoz Roglic allerede langt fra mål begyndte at angribe ham på skift, og han kunne utvivlsomt have grebet situationen køligere og klogere an. Det var imidlertid Jumbo-mandskabets fortjeneste, at de tvang sloveneren ud i en situation, hvor han tabte hovedet, og de fik dermed fuldt udbytte af den superduo, som der inden løbet havde været spekuleret så meget på. Ville det være muligt at udnytte, at Pogacars to værste rivaler kørte på samme hold? Svaret blev et rungende ja - og Jumbo nåede også at udnytte det, mens tid var, for havde de ventet bare én dag længere, havde den forslåede Roglic slet ikke længere været nogen trussel.

I år er rollerne imidlertid byttet helt rundt. Roglic puster ud efter sin Giro-sejr, og denne gang er det UAE, der som det eneste af de to hold måske kan udnytte et overtal i finalerne. Jovist, Vingegaard har skam Wilco Kelderman - en mand, der tidligere er blevet nr. 3 i Giroen, nr. 4 i Vueltaen og nr. 5 i Touren - ved siden side, men selvom hollænderen efter skiftet til Jumbo har oplevet en renæssance, er det på baggrund af det, vi har set fra Kelderman gennem de seneste år, næppe en mand, der får Pogacar til at ligge søvnløs om natten.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Så er risikoen for en UAE-sandwich større, men det vil nu være dumt af Vingegaard, hvis han lader Pogacars løjtnant, Adam Yates, forstyrre hans nattesøvn. Det skyldes ikke, at Yates ikke er en kvalitetsrytter. Tværtimod taler vi om en af nyere tids allerbedste ryttere i ugelange løb. Måske er de eneste WorldTour-etapeløb, han har vundet, UAE Tour, Catalonien og senest Romandiet, men hans liste over topplaceringer er alenlang, og når han har været bedst, har han kunnet true selv de bedste. Da han i 2020 vandt UAE Tour skete det efter en sjælden ydmygelse af Pogacar, og da han i 2019 tabte Tirreno med mindre end et sekund til Primoz Roglic, havde han på løbets mure fået den på det tidspunkt helt uovervindelige slovener ud i tovene på løbets mure.

Grand tours er bare noget andet, og her er Yates langt fra lige så imponerende. Det så ellers så lovende ud, da han i 2016 bragede ind på scenen med både ungdomstrøje og samlet 4. plads i Touren, men allerede dengang fornemmede man hans svaghed. Yates startede så stærkt, at han faktisk havde iført sig den gule trøje, hvis ikke kommissærerne var kommet Chris Froome til undsætning efter løbeturen op ad Ventoux, men mod slutningen handlede løbet for Yates alene om overlevelse.

Det har været fortællingen om Yates’ grand tour-karriere - akkurat som det har været for hans bror. Simon er trods sine holdbarhedsproblemer jo faktisk lykkedes med at vinde en grand tour og restituerer da nok en anelse bedre end Adam, der aldrig har været tæt på. Nej, faktisk er han end ikke gået på podiet, og han bedste resultater er 4. pladsen ved gennembruddet i 2016 og senest endnu en 4. plads i Vueltaen i 2021. Derudover er det bare blevet til yderligere tre top 10-placeringer, alle gange en 9. plads, nemlig i Giroen i 2017, Touren i 2020 og senest Touren i 2022.

Nej, Yates er ikke en mand, Vingegaard har den helt store grund til at frygte. Faktisk så det i foråret ud til, at han slet ikke ville komme i nærheden af at spille nogen væsentlig rolle i finalerne i Touren. Han startede ellers med brask og bram, som han plejer, da han sågar slog Remco Evenepoel på ”sin” hjemmebane på kongeetapen i UAE Tour, men da han vendte tilbage til Europa, skuffede han fælt. I Tirreno var han en skygge af sig selv, og det samme gjaldt i Catalonien, hvor han dog også var sat tilbage af et styrt. Heldigvis rejste han sig med en samlet sejr i Romandiet, men det var i et felt, der var sjældent svagt for et stort WorldTour-løb i Europa.

Det problematiske var, at det fulgte samme mønster som i 2022. Også her var han startet meget stærkt, men da han nåede Europa, floppede han. En anonym 9. plads i Touren bekræftede blot, at noget tydede på, at Yates var ved at være ”over the hill”, og selvom han kortvarigt kom stærkt tilbage i efteråret, skuffede han, da det virkelig gjaldt i Italien, hvad der blot gav ny næring til spekulationerne om, at UAE måske havde købt katten i sækken.

Men så kom Dauphiné. Årets udgave af det franske løb var i sjælden grad en Tour-generalprøve med et meget stærkt felt, og her var Yates pludselig genopstået. Naturligvis var han slet ikke tæt på at slå Vingegaard, men han var en ganske klar nr. 2 med en præstation, der særligt i den hårde modvind op Croix de Fer var ganske imponerende. Faktisk kan man vel med nogen ret hævde, at 2. pladsen hører til blandt hans flotteste præstationer.

Det kommer i en sæson, hvor han tillige har udvidet sit repertoire. Yates har nu altid været ganske habil på kuperede enkeltstarter, men akkurat som det skete for hans bror, da han fik nyt materiel i 2022, har Yates virkelig redet med på den bølge, UAEs nye udstyr har skabt på enkeltstarterne. Således har briten kørt fremragende enkeltstarter i både Dauphiné og ikke mindst Romandiet, hvor ruten i hvert fald har visse ligheder med den enkeltstart, der venter i årets Tour. Den er faktisk nærmest skræddersyet til Yates, der pludselig fremstår som en langt mere komplet rytter end tidligere.

I det hele taget er det blot én af mange etaper, der passer Yates. Sjældent har man set en grand tour, der passer ham bedre. Langt de fleste af bjergetaperne er den slags eksplosive sager, som altid har passet ham, og der er relativt få af de store bjergetaper, hvor han har sine svagheder. Det er klart, at særligt kongeetapen med brutale Col de la Loze tårner sig op som en udfordring, men forsvarer han sig her lige så hæderligt, som han gjorde i Dauphiné, går det jo næppe helt galt.

Det gør han dog nu næppe. Etapen kommer nemlig på dag 17, og dermed er det formentlig en dag, hvor vi igen vil få udstillet, hvorfor Yates er skabt til ugelange løb og ikke til grand tours. Nok kommer bjergetaperne spredt ud over hele løbet, men de vanskeligste udfordringer kommer til allersidst - og her er Yates desværre aldrig så stærk, som han er, når han kun skal køre en uge.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Nej, Vingegaard har ikke grund til panik. Der er slet ingen grund til at overreagere, hvis UAE forsøger at bruge overtallet på samme måde, som Jumbo gjorde det så flot for et år siden. Det er heller ikke sikkert, at det overhovedet vil blive forsøgt, men der er ingen tvivl om, at Yates vil blive holdt inde i klassementet så længe som overhovedet muligt. Faktisk har holdet op til løbet givet udtryk for, at han er mere end hjælperytter, fordi usikkerheden om Pogacars form er så stor. Det er naturligvis røgslør, for hierarkiet er mejslet i granit, men man kunne sagtens se, at UAE forsøgte at bruge Yates offensivt mod et Jumbo-hold, der kan virke sårbart i bjergene.

Heldigvis for Vingegaard er det en trussel, han nok skal klare. Yates kan sagtens ende i top 10, som han gjorde for et år siden, hvor han endda var ramt af sygdom mod slutningen, men han kan næppe opnå meget mere end det. Dertil er hans grand tour-historik for svag, men Pogacar kan alligevel glæde sig over, at han har et langt stærkere våben, end det så ud til i foråret. Genfødslen i Dauphiné var i hvert fald tiltrængt opmuntring til sloveneren, mens han kæmpede for at indhente det forsømte efter forårets ærgerlige styrt. Desværre er det bare ikke nok til, at han og Yates kan levere så smuk en knibtangsmanøvre, som Vingegaard og Roglic udsatte ham for i det, der vel var højdepunktet i den fantastiske duel for et år siden.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Felix Gall (*)

I denne vidunderbørnenes tidsalder har vi vænnet os til, at man lynhurtigt bliver for gammel. Hvis ikke man allerede i de tidlige 20ere blander sig helt i toppen i de store løb, er det nok, fordi talentet ikke er helt så stort, som vi havde drømt om. Måske behøver man ikke som en anden Remco Evenepoel vinde en klassiker, inden man har rundet de 20, og måske behøver man ikke som en anden Juan Ayuso at køre på en grand tour-podium som teenager, men i disse år bliver der altså længere og længere mellem de såkaldte late bloomers.

Men af og til dukker de op. Nu er det jo egentlig helt urimeligt at kalde en 25-årig for en late bloomer, for tidligere ville man stadig i den alder være at betragte som en meget ung rytter, men det er alligevel lidt svært ikke allerede at betragte Felix Gall som et lidt halvgammelt talent. Sådan så det jo ellers ikke ud til at skulle gå, for han er faktisk tidligere juniorverdensmester - endda i sit første år i juniorklassen - men efter sejren i Richmond i 2015, hvor han sikrede sig en regnbuetrøje, har han ikke stået højt på mange lister over de mest lovende talenter, og han to år i U23-klassen fik ikke pulsen op hos mange cykeliagttagere. Det gjorde heller ikke hans to første år som professionel, som vel mest af alt huskes for, at han blev endnu en af de mange, der ragede uklar med DSM-ledelsen og måtte søge nye græsgange efter en 2021-sæson, hvor det i anden sæsonhalvdel blev til ganske få løb.

Forinden nåede han dog at give en lille indikation af, at det gik den rette vej. En 22. plads i Dauphiné trækker ikke mange overskrifter - næppe heller i østrigske medier - men i det franske løb begyndte han for første gang at blande sig længere fremme på bjergetaper på WorldTouren. Det var tilsyneladende begyndelsen på en gradvis udvikling i stil med den, vi kendte fra tiden før vidunderbørnenes tidsalder, hvor man helst skal fare frem til verdenseliten i tigerspring.

I hvert fald er det gået støt fremad, siden Gall kom til Ag2r. Sidste år begyndte det for alvor at ligne noget i Baskerlandet og Alperne - endda så meget, at han blev nemt som en outsider til top 10 i Giroen - men da hans grand tour-debut endte som én lang lidelseshistorie, og han viste meget lidt i resten af sæsonen, forsvandt han hurtigt fra radaren igen. Ved årets begyndelse var der derfor fortsat ikke meget, der tydede på, at Gall skulle blive en af 2023-sæsonens varmere navne.

At det kunne ske, fornemmede man imidlertid med det samme. Aldrig tidligere er han startede så stærkt, som han gjorde i Var og Ardeche, og selvom vi kom ned på jorden, da han mødte skrappere modstand og et WorldTour-felt i Tirreno, var kimen lagt til noget stort. Det store kom for første gang til udtryk i Baskerlandet, hvor han som noget helt nyt blandede sig med de allerbedste på stigningerne, og den tendens fortsatte de første dage i Alperne, indtil et dumt styrt ødelagde de sidste tre etaper i hans hjemmebaneløb.

Alt sammen skulle det egentlig igen have været opvarmning til en Giro, der så ganske lovende ud, men det viste sig, at han kørte for stærkt til den opgave. Hans gode forår betød nemlig, at Ag2r i al hast flyttede ham fra Giro- til Tou-truppen, og derfor skulle han pludselig igennem den svære øvelse at omlægge sine sæsonplaner lige inden sit sæsonhøjdepunkt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den opgave har han heldigvis løst til UG med kryds og slange. Da han vendte tilbage fra sin højdetræningslejr, kørte han allerede stærkt i Mercan’Tour Classic, hvor kun Richard Carapaz slog ham, men det skulle vise sig blot at være opvarmning til hans virkelige gennembrud. Det kom et par uger senere i Schweiz, hvor han ikke som i Baskerlandet ”blot” kunne blande sig med de bedste. Nej, nu kunne han også køre fra dem. Kun Mattias Skjelmoses sene comeback forhindrede ham i at vinde den første bjergetape, og dagen efter leverede han et fabelagtigt soloridt, der står tilbage som et af sæsonens flotteste.

Nu var årets Tour de Suisse ikke det stærkest besatte, men de få topnavne, der var til start, gav løbet masser af vægt - også selvom hverken Evenepoel eller Ayuso var på toppen. Det gjorde det også, at Gall tog karrierens første sejr på så storslået maner, for det er godt nok ikke mange, der kan prale af at have kørt 20 km solo på en stor bjergetape i et WorldTour-løb efter et angreb fra favoritgruppen, og alene den præstation er nok til at bekræfte, at Gall nu skal regnes som en af verdens bedste klatrere.

Nu går han så ind til sin blot anden grand tour, og det gør han i en lidt uklar rolle. I hvert fald er det blevet udmeldt, at hans mål er at støtte Ben O’Connor så længe som muligt samt muligvis forsøge at vinde en etape. Det er derfor muligt, at han slet ikke forsøger at give klassementet et skud, men det vil nu alligevel være mærkeligt, hvis han smider tid med vilje. At have to mand i toppen kan kun være en fordel, og for hans langsigtede udvikling vil det være godt at teste sig selv af. Læg dertil, at den første uge er så hård, at han - medmindre han sidder op i finalerne på 3. og 4. etape - ganske automatisk vil ligge godt til, hvis han har holdet sig til O’Connor, når de forlader Pyrenæerne.

Betyder det så, at det vil ende lykkeligt, hvis han alligevel ender som klassementsrytter? Bestemt ikke. Hvis der er spørgsmål vel Mattias Skjelmoses evner i de høje bjerge og restitution, som jeg har redegjort for i en tidligere analyse, gælder det nemlig i særlig grad for Gall. Hans holdbarhed viste sig i hvert fald at være ganske problematisk i den første grand tour, hvor han aldrig blev en faktor og mod slutningen lignede en hængt kat. Det er endda først i år, at han er blevet stabil, og manglende konsistens er jo noget af det værste, man kan have, hvis man har grand tour-ambitioner.

Derudover mangler han stadig at bevise sig mere i bjergene. Indtil nu har han primært kørt stærkt i mere eksplosivt terræn. Også de to første bjergetaper i Schweiz havde en mere eksplosiv karakter, og derfor var han også selv meget usikker på, hvordan han ville klare kongeetapen, der bød på både høje højder, lange stigninger og mange højdemeter. Heldigvis klarede han den ganske fornemt, men sandt var det også, at han ikke virkede helt så overbevisende, som han havde gjort det to første dage. Om det så skyldes manglende holdbarhed eller etapens design, ved vi ikke, men det kan i hvert fald indikere, at mindst en af de to faktorer kan volde problemer. Heldigvis kan han glæde sig over, at mange af årets bjergetaper er eksplosive, men der er også store udfordringer på ”rigtige” og meget vigtige bjergetaper, og holdbarheden testes i hvert fald i et løb, hvor der skal køres klassement fra 1. til 20. etape, og hvor man prøves af gennem hele løbet.

Det schweiziske løb viste også, at Gall har en svaghed, der er ganske enorm. Hans enkeltstart er så svag, at den kan få selv Guillaume Martin og Warren Barguil til at fremstå som den rene Filippo Ganna. Heldigvis betyder det ikke alverden på årets tempofattige rute, hvor den eneste enkeltstart endda er en lille bjergenkeltstart, men den har fladland nok til, at Gall kan se frem til en betydeligt lussing bare på etapens første del.

Heldigvis overlever han det nok. Årets rute skal nok skabe så væsentlige forskelle, at det næppe bliver enkeltstarten, der afgør, om Gall leverer et topresultat eller ej, for han kommer naturligvis ikke til løbet med mulighed for hverken at vinde eller gå på podiet. Faktisk er der grund til at sætte så store spørgsmålstegn ved både hans holdbarhed, hans evner i de høje bjerge og hans rolle på holdet, at det med meget stor sandsynlighed ikke ender med noget samlet topresultat. Til gengæld har Gall også kørt så pokkers stærkt i foråret, at han har potentiale til at blive en af løbets store positive overraskelser - og gør han det, vil han bevise, at der selv i vidunderbørnenes tidsalder også er plads til late bloomers i professionel cykelsport.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Romain Bardet (*)

I denne vidunderbørnenes tidsalder er det ikke let at have rundet de 30. Meget ofte betyder det nemlig, at man har set sin bedste tid, og listen over tidligere stjerner, der er endt som relativt anonyme hjælpere efter at have rundet det skarpe hjørne, er efterhånden ganske lang.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Heldigvis sker det også, at nogle af veteranerne oplever en renæssance. Mest tydeligt var det vel med veteranen over dem alle, Alejandro Valverde, der flere gange gav kraftige antydninger af, at han nu langt om længe var ”over the hill”, men som gang på gang alligevel vendte tilbage med et eller andet sublimt topresultat. Vi så også, hvordan Vincenzo Nibali sidste år endte som nr. 4 i Giroen efter en præstation, de mildt sagt kom ud af det blå, og jeg skal da også blankt indrømme, at jeg havde begravet Geraint Thomas, inden han sidste år vandt Tour de Suisse og endte som nr. 3 i Touren.

På samme liste finder vi også Romain Bardet, der jo blev alle franskmænds darling, da han to gange i træk endte på podiet i Touren. Senere var han også pokkers tæt på at blive verdensmester, da kun Valverde snød ham for guldet i 2018, og selvom han aldrig har lignet en mand, der kunne vinde en grand tour, var han dengang ubetinget en af verdens bedste cykelryttere.

Efter VM-spurten i 2018 gik det imidlertid den helt forkerte vej. Gennem 2019, 2020 og 2021 var han så langt fra sit tidligere niveau, at han blev endnu en bekræftelse på, at man i moderne cykelsport ofte går i forfald omkring 30-årsalderen. Frustreret var han også selv, og han kom flere gange med offentlige beklagelser om, at det slet ikke var sjovt at få så gedigne klø af den nye generation af vidunderbørn.

Bardet forsøgte som bekendt at redde sin karriere ved at forlade de trygge omgivelser hos Ag2r og søge til udlandet hos DSM. Det hjalp bare heller ikke - i hvert fald ikke i første omgang. 2021-sæsonen var trods etapesejren til Vueltaen blot en fortsættelse af nedturen, og man kan ikke fortænke det hollandske holds ledelse i at måtte have gjort sig overvejelser om, hvorvidt de havde købt katten i sækken.

Men så meldte Bardet sig pludselig ind i ”renæssanceklubben”. Indikationen kom allerede med den samlede sejr i Tour of the Alps sidste forår, og kulminationen kom en måned senere i Giroen. Her lagde han nemlig så stærkt ud, at han lignede et reelt bud på en samlet vinder, da feltet havde nået toppen af Blockhaus på 9. etape. Desværre fik vi aldrig lov at se, om vinderbuddet var så reelt, som det så ud til, for inden den næste klassementsetape var Bardet rejst hjem med sygdom.

Heldigvis beviste han i Touren nogle uger senere, at der var i comebacket. Med en lidt tvivlsom forberedelse kørte han nemlig fornemt de første to uger - ikke mindst på kongeetapen til Granon - og da han kollapsede lidt i den tredje uge, kunne det med nogen ret forsvares med hans forberedelse. Det ligner trods alt ikke Bardet, der plejer at være god i den tredje uge, at tabe niveau så markant, og der var i hvert fald en vis grund til at imødese 2023-sæsonen med en tro på, at renæssancen ville fortsætte.

Det er den bare slet ikke gjort. Tværtimod har der været meget mere 2019-2021 end 2022 over det, vi har set fra Bardet. Som under den forrige krise har han aldrig været helt væk, men der har godt nok været langt til den rytter, der var så lovende i Giroen for mindre end et år siden. Starten i Var skuffede, Paris-Nice og Catalonien gjorde det samme, og da ganske pæn kørsel i Ardennerne endelig gav håb, kom vi i den grad ned på jorden i et svagt besat Romandiet.

Tendensen fortsatte desværre, da han finpudsede Tour-formen i Schweiz. Undervejs var der opløftende takter, hvor man nåede at opleve en vis optimisme, men da han for alvor blev testet på kongeetapen, faldt han fra frontgruppen og ned til den Skjelmose-gruppe, der heldigvis hjalp ham tilbage til fronten. En samlet 5. plads kan på papiret se pæn ud, men selvom der var klasseryttere i toppen, var det i et ganske svagt felt, som kun blev svagere af, at blandt andre Pello Bilbao rejste hjem efter Gino Mäders tragiske død.

Derfor går Bardet ind til årets Tour med en helt anderledes bagage, end han gjorde til sine to grand tours for et år siden. Inden Giroen havde han netop vundet samlet i Alperne, og inden Touren havde han jo indledt sin renæssance i Italien. Hvis han i de kommende tre uger pludselig igen ligner den rytter, vi så i maj for et år siden, vil det således komme ganske meget ud af det blå.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Det gjorde hans sejr i Alperne for et år siden også, og det er det håb, vi skal klynge os til. Problemet er bare, at han dengang jo netop allerede i forberedelsen viste, at han var på vej tilbage. Denne gang starter han sin grand tour med det klare indtryk, at han heller ikke helt aktuelt er på det niveau, vi så sidste år.

Men chancen for endnu en renæssance er der. Det har han vist for et år siden, og vi ved, at et godt forberedelsesløb ikke nødvendigvis er en forudsætning for en god Tour. Bardet kan i hvert fald heller ikke være utilfreds med en rute, der må være den måske bedste for ham i de mange udgaver, han hidtil har kørt. Bjergetaperne er mange og spredt ud over hele løbet, hvilket passer en mand, der er kendt for stabilitet og holdbarhed. Eksplosiv er han også, som han har vist i klassikerne, og derfor har han ikke problemer med de mange eksplosive dage, og det har han bestemt heller ikke på de store bjergdage i særligt Alperne, hvor han altid har været stærk.

Enkeltstartskilometer er det jo nærmest heller ingen af, og de få, der er, har form af en bjergenkeltstart, hvor han kan forsvare sig. Sammen med resten af DSM har Bardet jo ellers både i 2021, 2022 og 2023 vist klare tegn på fremgang i en disciplin, han tidligere havde det endog meget svært i, men desværre har han skuffet fælt på de to vigtige enkeltstarter, han har kørt i år, nemlig i Romandiet og Schweiz. Man har grund til at tro og håbe på, at hans fremgang vil komme til udtryk på årets 16. etape, men som vi har set i år, er det bestemt ikke noget, vi kan regne med - og så er det meget godt, at der skal køres så lidt enkeltstart, som der skal.

Det er altså ikke ruten, der mangler, men spørgsmålet er bare, om ikke den kommer en postgang for sent. I sin storhedstid havde et lignende løb måske været en gylden mulighed for at forbedre 2. pladsen fra 2016, men i dag befinder Bardet sig desværre et andet sted i sin karriere. Hans forår indikerer i hvert fald ikke, at han vil profitere af, at Christian Prudhomme har designet en lækkerbisken for ham. Der var dog heller ikke meget, der indikerede, at Bardet pludselig skulle ligne en Giro-vinder for under et år siden. Det sker jo selv i vidunderbørnenes tidsalder, at veteranerne oplever en renæssance - og Bardet er endda en af de få, der har gjort det før!

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Simon Yates (*)

Tour-arrangørerne har ikke megen grund til at klage over feltet til årets Tour, men faktisk er der ikke alt for mange tidligere grand tour-vindere blandt deltagerne. Der er naturligvis de to store favoritter, Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, og der er naturligvis også Egan Bernal, der fortsætter sit comeback i en lidt mere anonym rolle. Derudover tæller feltet de to ryttere, der duellerede om sejren i sidste års Giro, nemlig Jai Hindley og Richard Carapaz.

Og så er der Simon Yates, der på mange måder falder lidt ved siden af på den liste. Alle de fem øvrige er nemlig skabt til at køre grand tours. Deres restitution og holdbarhed er blandt deres største forcer, og derfor er det da heller ikke noget tilfælde, at de alle har flere topplaceringer i grand tours. Okay, Vingegaard, Bernal og Hindley har kun været på podiet to gange, men deres hitrate er ganske imponerende i de løb, hvor de har været til start efter en vellykket forberedelse.

Sådan er det bestemt ikke med Yates. Faktisk er det stadig lidt svært at forstå, at han har vundet en grand tour. Siden han bragede ind på scenen med en 6. plads i Vueltaen i 2016, har han nemlig kørt ikke færre end 11 grand tours, i langt de fleste tilfælde med store ambitioner i klassementet. Enkelte har han forladt grundet uheld eller sygdom, men i alle tilfælde skete det først på et tidspunkt, hvor han allerede tabt væsentligt tid. I det lys er en resultatliste, der tæller en sejr, en 3. plads, en 6. plads, en 7. plads, en 8. plads en 21. plads, en 44. plads og en 49. plads ikke just skræmmende - og den kan i hvert fald ikke måle sig med den, man finder hos de fem øvrige tidligere vindere, der har en helt anderledes stabilitet.

Akkurat som sin bror er Yates nemlig mere skabt til ugelange løb end til grand tours, og han kunne formentlig have vundet langt mere, hvis han ikke stædigt havde insisteret på at ville være grand tour-ryttere. På mange måder forstår man godt satsningen, når han nu faktisk er lykkedes med at vinde, men det er også den eneste gang, han for alvor har været tæt på. I alle andre løb har han betalt en pris for manglende stabilitet og holdbarhed - naturligvis mest mindeværdigt med totaleksplosionen i den suveræne Giro i 2018, hvor han med sin kørsel dog også havde mishandlet en krop, der netop er kendt for manglende holdbarhed, og hvis sammenbrud derfor var næsten uundgåeligt.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Men vundet har han, og han har også kørt stærkt i den tredje uge. Det gjorde han senest i Giroen i 2021, hvor han kortvarigt så ud til måske at kunne vende løbet på hovedet, da Bernal viste uventede krisetegn, men løbet endte alligevel med at bekræfte alle teserne om Yates. Netop som han havde gang i et comeback, vendtes billedet igen, da Bernal genfandt sine gode ben, og Yates hurtigt blev en skygge af den rytter, der kort forinden havde vundet en etape. Det er også sidste gang, vi har set Yates kæmpe hele vejen, og det var desværre i et løb, der trods en samlet 3. plads i et sjældent svagt felt satte en fed streg under, at briten som regel er uhyre svingende og ustabil gennem tre uger.

Trods de mange nedture - senest i sidste års Giro, hvor han allerede havde tabt tid, da han forlod løbet efter styrt, og i sidste års Vuelta, hvor han også var helt ude af kampen om sejren, inden han testede positiv for corona - har bookmakerne gang på gang talt ham op til en af de helt store favoritter, når han er stillet til start i en grand tour. Det har de imidlertid ikke gjort denne gang, og det er desværre en god grund til. Det er nemlig meget længe siden, vi har set en bare nogenlunde velkendt udgave af Yates.

Faktisk har vi ikke set det siden hans suveræne ridt på sidste etape af Paris-Nice sidste år, hvor kun Wout van Aert forhindrede ham i at detronisere Primoz Roglic. Siden da har det været én lang lidelseshistorie. Ja, han vandt en etape i Tour Down Under på en tid af året, hvor kun få - og det er ofte rytterne fra hjemmebaneholdet Jayco - er i form, men derudover har det været skuffelse på skuffelse. Han eksploderede på kongeetapen i Asturien sidste år, hans Vuelta var helt anonym, de italienske klassikere var en katastrofe, og i år var han slet ikke tæt på at blande sig med de bedste trods 4. pladsen i det svage felt i Paris-Nice, mens han blot blev en yderst beskeden nr. 9 efter en helt usynlig optræden i Baskerlandet.

Det gør det svært at være optimistisk inden Touren, for noget kunne tyde på, at den snart 31-årige brite måske er ved at blive indhentet af alderen. Modsat sin bror, om hvem man kunne have samme frygt, har han nemlig ikke leveret et comeback i optakten. Nej, faktisk er Yates et af løbets helt store spørgsmålstegn, for han har ikke kørt ét eneste cykelløb, siden han forlod Romandiet med sygdom, og den optræden var så kort, at vi reelt skal helt tilbage til Baskerlandet i begyndelsen af april for at finde seneste action fra Yates.

Naturligvis kan man håbe, at han kan rejse sig på samme måde, som Adam gjorde det for nogle uger siden, og selvom krisen har været så lang, at det ikke virker rasende sandsynligt, kan det bestemt heller ikke udelukkes. Dertil er Yates for god en rytter, men Jayco-mandskabet synes også at være en smule i tvivl. Hvor de plejer at komme til grand tours med podiet som et minimumsmål for Yates, taler de denne gang slet ikke om klassementsambitioner. Nej, nu hedder det sig blot, at Yates ”har mål i bjergene”, og det indikerer i hvert fald, at man ret hurtigt kan rette blikket mod etapesejre, hvis klassementsdrømmen lider skibbrud.

Det vil dog nu ligne Yates dårligt ikke i hvert fald at give klassementet et skud, og han kan heller ikke være utilfreds med ruten. Jo, med den voldsomme forbedring, han og Jayco har leveret det seneste halvandet, havde han ønsket sig nogle flere enkeltstarter, men den enkeltstart, der er, er til gengæld skræddersyet til briten, der altid har været meget stærk på den slags ruter. Der er også et hav af eksplosive bjergetaper, der passer ham storartet, og relativt få af de voldsomme bjergetaper, hvor han har problemer. De få, der er, kan til gengæld give ham store problemer, ikke mindst turen op ad Col de la Loze.

Problemet er også, at de er spredt ud over hele løbet. De kommer som perler på en snor, og med tanke på hans enorme udsving over tre uger virker det helt usandsynligt, at han ikke får mindst et par halvdårlige dage på nøgleetaper undervejs. Hjælp får han i hvert fald heller ikke, for havde holdet meldt podieambitioner ud, er det svært at huske et ambitiøst klassementshold med så fattig en bjergtrup i en grand tour.

Det bliver nu dog nok det mindste problem. Nok er Yates én blandt kun seks tidligere grand tour-vindere i dette løb, men det vil være højest overraskende, hvis han kører med om sejren og derfor for alvor får brug for sit hold. Snarere handler det for Yates om at opleve en af de relativt få grand tours, hvor det er lykkedes ham at være nogenlunde stabil over tre uger. Hans lange krise taler desværre for, at han ret hurtigt falder igennem og ender som etapejæger, men man må alligevel lade tvivlen komme ham lidt til gode. Der er jo trods alt kun fem andre i dette felt, der faktisk har vundet et tre uger langt etapeløb tidligere.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Egan Bernal (*)

Det er jo desværre næsten tragisk, at man forud for en grand tour ikke skal sidde med overvejelser om, hvorvidt Egan Bernal skal have fire eller fem stjerner. Sådan plejer det nemlig at være for et af sportens allerstørste grand tour-talenter, men denne gang er overvejelserne helt anderledes. Nu har overvejelsen i stedet været, om der overhovedet kan blive plads til colombianeren på en liste, der endda tæller hele 15 navne.

Forklaringen kender vi jo alle. At Bernal overhovedet er her i dag, skal vi prise os lykkelige for. Det skal vi også for, at han kan bevæge sine lemmer, og vi skal også juble alene over det simple forhold, at han stadig er professionel cykelrytter. Hans voldsomme sammenstød med en colombiansk bus for halvandet år siden, betyder nemlig, at han har haft langt mere alvorlige overvejelser end at spekulere på, om han kan vinde Touren i år.

Heldigvis er han kommet så langt i sit comeback, at det igen er det sportslige, der er i fokus. Nu spørger vi ikke længere os selv, om han overlever, om han bevarer førligheden, eller om han kan fortsætte sin karriere. Nej, nu er spørgsmålet lykkeligvis i stedet, om han kan genfinde sit tidligere niveau, eller hvor tæt på fordums styrke han kan komme.

Desværre må vi konstatere, at der er lang vej endnu. Bernal har haft det så svært gennem foråret - et forhold, der ikke er blevet hjulpet af en træls knæskade efter et styrt i San Juan eller af endnu et styrt i Ungarn i maj - at det først var i Dauphiné, han skulle bevise, at han overhovedet skulle med til Touren. Heldigvis fortsatte den gradvise fremgang, som vi har oplevet uafbrudt siden comebacket i Danmark Rundt for 10 måneder siden, så fint, at en samlet 12. plads var nok til at sikre, at han er blandt de otte udvalgte, når Ineos stiller til start i en for dem højst usædvanlig Tour, hvor alene det at ende på podiet vil være en gigantisk succes.

Lykkes det, bliver det nok snarere med Carlos Rodriguez end med Bernal. Vejen til et absolut topresultat i Touren er fortsat lang for løbets tidligere vinder, men til gengæld virker en top 10-placering slet ikke til at være helt på månen. Han blev trods alt nr. 12 i et Dauphiné, hvor langt de fleste af de ryttere, der også står på denne liste, var at finde i feltet. Og faktisk gjorde han det jo i opvarmningsløbet bedre end alle de tre ryttere, der har fået tre stjerner.

Logikken siger i hvert fald, at Bernal vil køre sit bedste løb siden comebacket i de kommende tre uger. Styrtet gjorde, at der måske var et lille knæk på kurven i Ungarn, ligesom styrtet i San Juan betød, at han fik en meget svær start i Europa trods den opløftende start i Argentina, men colombianeren er blevet bedre og bedre undervejs. Det første tegn på konkurrencedygtighed kom med den samlede 8. plads i Romandiet, og selvom det på papiret kan ligne et bedre resultat end det, han opnåede i Dauphiné, betyder den enorme forskel i feltets kvalitet, at det utvivlsomt var den hidtil stærkeste Bernal, vi så i Frankrig for nogle uger siden.

Kurven bør altså fortsætte sin opstigen ind i juli, men det er også klart, at kravene er større. Dels er Touren et langt hårdere løb, dels er feltet endnu stærkere i Dauphiné, og dels er alle i endnu bedre form, end de var for et par uger siden. Til gengæld ved vi også, at Bernals helt store styrke er hans store motor over tre uger, og han vil som udgangspunkt have langt bedre muligheder for at hævde sig i en grand tour end i et ugelangt etapeløb. Han er i hvert fald en betydeligt bedre grand tour-rytter end flertallet af de ryttere, der slog ham i juni.

Til gengæld kunne han nok godt have ønsket sig en lidt anden rute. Han vil selvfølgelig elske, at der i år stort set ikke skal køres klassisk enkeltstart, for som vi tydeligt så i Dauphiné, har det haft en dramatisk effekt på hans i forvejen ikke prangende tempoevner, at han i det seneste halvandet år ikke har tilbragt meget tid på den enkeltstartscykel, der jo var hele årsagen til hans ublide møde med den parkerede bus. Faktisk burde Bernal kunne gøre det ganske pænt på netop denne enkeltstart, der et betydeligt rutemæssigt sammenfald med den enkeltstart i 2016, hvor Louis Meintjes, Joaquim Rodriguez og Nairo Quintana, der alle er betydeligt mere temposvage end den ”gamle” Bernal, alle gik i top 10.

Bernals problem er snarere, at starten er så hård. Logikken tilsiger, at han vil blive bedre og bedre undervejs, for sådan går det ofte for colombianeren - ikke mindst da han vandt Touren i 2019, hvor han startede meget skuffende, men var flyvende i den tredje uge. Den logik bliver endda endnu mere markant denne gang, hvor hans svage udgangspunkt vel betyder, at de mange løbskilometer kun vil hjælpe ham yderligere i hans fremgang - i hvert fald hvis han er lykkedes med at opbygge den tilstrækkelige base i en vinter, der jo desværre blev lidt martret af styrtet i Argentina.

Har han ikke den base, kan han ende med at gå helt ned, men er det lykkedes at få lagt de rette grundsten, bør han blive bedre og bedre undervejs. Hvor meget tid han har mistet i løbets første del, vil tiden vise, men der er i hvert fald en grund til at tro på, at vi vil se den hidtil mest konkurrencedygtige Bernal, når vi når Tourens tredje uge. Det er også i den del, hvor vi finder de etaper, der passer ham allerbedst. Bernal har altid været god på eksplosive etaper også, men det er på de store bjergdage, han for alvor trives, som vi særligt så det i forbindelse med Tour-sejren i 2019, og også, da han vandt kongeetapen over Passo Giau i Giroen i 2021 med et suverænt soloridt.

Han savner desværre i vidt omfang de højder, der var så talrige, da han vandt ”Højdernes Tour de France” for fire år siden, men på Col de la Loze får han lov til at smage på den iltfattige luft, hvor han er allerbedst. I det hele synes 17. etape nærmest at være designet med det formål, at det skal være her, Bernal endegyldigt melder sig tilbage på scenen - måske ikke som en mand, der kan true Pogacar og Vingegaard, men som en mand, der igen kan køre med om sejre i store løb.

Om det vil ske, ved vi ikke. Er hans udgangspunkt og base alligevel så svagt, at hans formkurve snarere bliver nedad- end opadgående, som man normalt vil forvente det for Bernal? Det er i hvert fald en betydelig risiko, men fremgangen har alligevel været så lovende og konstant, at der er grund til at tro, at denne Tour bliver løbet, hvor vi ikke ser ham køre med om podiet, men hvor vi får genskabt troen på, at vi igen vil få lov at se en udgave af Bernal, der i hvert fald giver mindelser om den, vi kendte. Jeg vil i hvert fald elske, hvis jeg i 2024 atter kan få lov at overveje, om han skal have fire eller fem stjerner, og ikke, om der overhovedet kan blive plads til ham på en liste med 15 mand.

BEMÆRK: Lad mig som altid understrege, at der rangeres efter vinderpotentiale. Bundsolide Pello Bilbao og Louis Meintjes har begge en ganske god chance for at ende i top 10. Til gengæld er chancen for sejr, podie eller top 5 mindre, end den er for de 15, der har fundet plads på denne liste. I holdanalysen, der bringes i løbet af onsdag aften, uddyber jeg klassementsperspektiverne for de enkelte hold.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR