Tour de France: Podiekandidaterne (**)

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

Derefter fulgte en periode, hvor det hver betydeligt mere åbent, og hvor har der var divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Det ændrede sig imidlertid effektivt i 2021, da Pogacar tog en overlegen sejr - sin anden af slagsen - og indledte det, mange forventede kunne blive en Froome-agtig æra med suveræn slovensk dominans.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Pogacar fik imidlertid kun lov at gå ind til en Tour som den altoverskyggende favorit. I løbet, hvor han ikke kunne slås, blev han nemlig sat ganske eftertrykkeligt til vægs af Jonas Vingegaard, men kampen mellem de to var alligevel så intens og fascinerende, at de allerede har etableret en af de dueller, som cykelsportens historie er så rig på. Knap var Vingegaard blevet hyldet som manden, der brød Pogacar-æraen, inden den var kommet i gang, inden spekulationerne om, hvem af de to der vil vinde i 2023, nåede eksplosive højder.

Den har nu stået på i år, og endelig er det tid til, at den skal have sin afslutning. Det skal den, når vi efter tre ugers intens kamp finder ud af, hvem af de to duellanter der vil vise sig stærkest på en meget bjergrige rute, der er nærmest renset for enkeltstarter. Dermed er der nok engang lagt op til en af de dueller, som cykelsporten elsker, og som vi også havde udsigt til i 2020, hvor alle så frem til kampen med Primoz Roglic og Egan Bernal, og i 2021, hvor det var revancheopgøret mellem de to slovenske monstre, alle talte om.

I det spil kan man let glemme, at der er andre deltagere, og sandt er det da også, at det kan være svært at se, at andet end uheld kan forhindre de to favoritter i at sætte sig på løbets top 2. De håbefulde rivaler har dog som minimum en sidste podieplads at slås om, og den kamp synes at være mindst lige så åben som kampen om den samlede sejr.

Det skyldes, at feltet er stærkt. Med i kampen er således flere grand tour-vindere i form af Jai Hindley, Richard Carapaz, Simon Yates og den tilbagevendte Bernal. Der er Enric Mas, der allerede er blevet nr. 2 i Vueltaen tre gange, samt Romain Bardet og Rigoberto Uran, som begge tidligere har været på podiet, og løbet byder også på de to ryttere, der endte som nr. 4 i 2021 og 2022, nemlig Ben O’Connor og David Gaudu, samt Mikel Landa, der to gange har haft den tvivlsomme ære at ende lige uden for podiet. De udfordres alle af de unge kometer, Carlos Rodriguez, Tom Pidcock, Felix Gall og Mattias Skjelmose, og supplerer man med navne som Danel Martinez, Pello Bilbao, Adam Yates, Julian Alaphilippe, Guillaume Martin og Louis Meintjes står det klart, at det ikke er feltets kvalitet, der måtte forhindre Pogacar og Vingegaard i at få modstand i den duel, som meget vel igen kan blive sæsonens højdepunkt.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Carlos Rodriguez (**)

Cykelsporten er i den grad ved at forandre sig. Mest åbenlyst er det jo, at vi har bevæget os ind i vidunderbørnenes tidsalder, hvor moderne træningsmetoder har ført til, at ryttere topper langt tidligere, end de før har gjort det, og hvor man skal skynde sig at smede, mens jernet er varmt, inden nye kometer overhaler indenom. Det er den også, fordi flere af de store, traditionelle nøglenationer befinder sig i en større krise, mens nye nationer som Slovenien er braget ind på scenen med en næsten uhørt dominans.

Værst er det vel lige nu i Italien, der slet ikke kan se en ende på krisen, der også har efterladt dem helt uden WorldTour-hold, men for ikke længe siden var det spanierne, der havde kurs mod cykelmæssig depression. Efter den gyldne generation med Alejandro Valverde, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez var det nemlig meget svært at se arvtagerne. Jo, Mikel Landa og Enric Mas har skabt lidt lys i mørket, men det er ikke uden grund, at Spanien gik fra tidligere at være stensikre på at sidde på verdensranglistens 1. plads til i de senere år at have levet en helt anderledes trist tilværelse længere nede i den globale rangering. Da Marc Soler sidste år vandt Vueltaens 5. etape, brød han endda en tørke, hvor vi skulle helt tilbage til Vueltaens 2. etape i 2020 for at finde den seneste spanske etapesejr i en grand tour, hvor det faktisk også var Soler, der sejrede - og det er jo de løb, der jo ellers mere end noget andet har været det spanske fokuspunkt.

Derfor må spanierne også knibe sig i armene i disse år, for i dag kan de præsentere to af tidens allermest lovende grand tour-talenter. Mest hype har der naturligvis været om Juan Ayuso, der i september blev blot den anden teenager i cykelhistorien til at betræde et grand tour-podium - og den første var altså Henri Cornet helt tilbage i 1904! - men faktisk så det i samme Vuelta længe ud til, at det var en anden spansk komet, der kunne ende blandt de tre bedste. I hvert fald var det først på 15. etape, at Ayuso fik kæmpet sig forbi Carlos Rodriguez, og da den unge Ineos-rytter var så uheldig at styrte, var kampen om podiet stadig så knivskarp, at den ældste af de to spaniere blot var 29 sekunder bag UAE-kometen i kampen om den tredjeplads, Primoz Roglic med sit styrt skabte.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

At det gik så godt for Ayusos mere overset landsmand, var slet ingen overraskelse. Det vakte ellers ikke megen opmærksomhed, at Ineos tilbage i efteråret 2019 annoncerede, at de havde hentet en rytter til holdet direkte fra juniorklassen. Det var heller ikke så svært at forstå, at overskrifterne var begrænsede, for selvom han havde ganske flotte juniorresultater, var der ikke noget Evenepoel-vildskab over det, og der var i hvert fald intet, der tilsagde, at han skulle være det helt særlige talent, der kunne tillade sig at springe U23-klassen over.

Det virkede også til at være et lidt for stort skridt. I løbet af 2020-sæsonen havde han det i hvert fald svært - betydeligt sværere end Remco Evenepoel og Juan Ayuso, der begge imponerede stort i deres første sæson efter juniortiden - og heller ikke 2021 var der alt for megen opmuntring at hente. Han endte ganske vist som nr. 4 i et svagt besat Ruta del Sol, hvor man fornemmede, at han var ved at nærme sig et resultatskabende niveau, ligesom han leverede en fornem hjælperindsats for Richie Porte på allerhøjeste niveau, da australieren vandt Dauphiné, men han var stadig mest af alt et navn, der kun var kendt af cykelsportens feinschmeckere.

Det var han for så vidt stadig efter Tour de l’Avenir, der trods alt ikke er et løb, hverken hr. eller fru Danmark følger, men der var nok alligevel lidt flere, der bemærkede hans navn, selvom det i Spanien er så almindeligt, at han ikke just er uden navnefæller. Her endte han nemlig som nr. 2 i Tour de l’Avenir, og det var efter et gigantisk soloridt på den afsluttende bjergetape, hvor han bragte den samlede vinder, Tobias Johannessen, så meget ud i tovene, at det kun var med det alleryderste af neglene - helt præcist 7 sekunder - at nordmanden forhindrede spanieren i at rende med det hele.

Derfra er det bare gået stærkt. I 2022 fik Rodriguez for første gang kaptajnroller på et hold, hvor man ellers kan fodre svin med potentielle kaptajner, og det var en bragende succes. Han lagde forrygende ud allerede fra start, da han endte som samlet nr. 3 i Valencia efter at være blevet nr. 2 bag Aleksandr Vlasov på kongeetapen, inden han endte som nr. 4 i Andalusien, hvor ruten ellers passede ham ganske elendigt. I Strade Bianche var han manden, der prøvede at følge Tadej Pogacars vilde soloridt, inden han endte med at betale en dyr pris, men senere så vi til gengæld også hans begrænsninger. Forventningerne forud for Catalonien var i hvert fald store, men her endte han som en skuffende nr. 15 - langt bag en vis Ayuso - og selvom han vandt en flot etape i Baskerlandet, hvor han endte som hjælper for Daniel Martinez, kan det ikke skjule, at han i bjergene var langt under det niveau, hans stærke sæsonstart havde skabt.

De resultater fik i hvert fald mig til at konkludere, at der stadig var lidt vej til toppen for Rodriguez, men hans udvikling går lynhurtigt. Da han vendte tilbage efter en pause, kørte han fra folk som Alejandro Valverde og Nairo Quintana, da han i Route d’Occitanie var den eneste, der undervejs kunne følge Michael Woods, og kort efter kørte han fra alt og alle - også en stadig lidt coronaramt Ayuso - ved de spanske mesterskaber.

Det gav anledning til endnu en pause, og som vi nu har lært, betyder en pause altid, at Rodriguez har udviklet sig yderligere, når han vender tilbage. Det var også tilfældet denne gang, hvor han kørte fremragende i San Sebastian og endte på en 5. plads, selvom den slags løb vel egentlig ikke passer ham særligt godt. Senere fortsatte han til Burgos, hvor han skuffede på den første bjergetape, men til gengæld sluttede fabelagtigt af på kongeetapen, hvor han vel var hovedmanden bag, at Miguel Angel Lopez ikke stjal sejren fra Pavel Sivakov - et hjælpearbejde, der i øvrigt indbragte ham en 4. plads foran mange af Vueltaens favoritter.
 

Det helt store gennembrud kom så i Vueltaen. Desværre betød hans styrt, at resultatet ikke blev så godt, som det burde, og med tanke på den lette tredje uge havde han næppe væltet Ayuso af pinden, men uheldet kostede ham efter alt at dømme en 4. plads. Det var altså ikke kun Ayuso, der fik en bragende flot grand tour-debut. Rodriguez matchede altså stort set sin landsmand, indtil han var så pokkers uheldig.

Desværre viste løbet måske også en smule bekymrende tendenser for en mand, der satser på grand tours. I hvert fald virkede han stærkest i starten af løbet, og det virker ikke helt usandsynligt, at han kunne have betalt en pris, hvis den tredje uge ikke havde været historisk let. Det var imidlertid også hans første grand tour, hvor formen måske ikke var timet helt ideelt. I hvert fald kørte han jo rasende stærkt i både San Sebastian og Burgos, og så er det måske meget at forlange, at en grand tour-debutant også skal være på toppen næsten halvanden måned senere.

Mønsteret har nemlig tidligere været opløftende. I Tour de l’Avenir kørte Johannessen ham midt over på den første bjergetape, men dagen efter var det helt jævnbyrdige, og da de havde fået to bjergetaper i benene, var Rodriguez i sin egen liga. I Burgos skuffede han på 3. etape, men på kongeetapen på femtedagen lignede han pludselig en mand, der kunne have vundet, hvis han havde fået lov at køre sin egen chance.

Der kunne altså være en tendens til, at Rodriguez bliver bedre og bedre undervejs, og det vil også passe fint til hans generelle kørestil. Han er nemlig den solide dieselmotor, der sjældent lader sig genere af omgivelserne og eventuelle angreb, men blot slider sig til toppen af stigningerne i sit eget tempo. Den slags dieselegenskaber siger i sig selv ikke noget om restitutionsevnen, men der er påfaldende ofte en sammenhæng mellem restitutionsstyrke og dieselkørsel.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Desværre ved vi ikke, hvor Rodriguez står. Indtil nu har hans 2023-sæson nemlig været til skraldespanden. I starten af sæsonen kørte han kun løb i Valencia og Andalusien, der slet ikke passede ham - og han endte alligevel som nr. 4 i sidstnævnte - og derefter kostede et styrt i Strade Bianche ham resten af foråret. Da han i Dauphiné skulle vise, at han har taget næste skridt, betød endnu et styrt, at løbet endte som en lidelseshistorie, men i det lys var en samlet 9. plads i et skrapt felt faktisk ganske lovende.

Logikken tilsiger da også, at Rodriguez har forbedret sig. Hver gang, han har haft en pause, synes han at komme stærkere tilbage, og det vil da være svært overraskende, hvis den lange løbspause har betydet, at vi ikke kan tillade os at tro på en bedre Rodriguez end den, vi så i Vueltaen. Konkurrencen er naturligvis også skrappere her, men alene det niveau, han havde sidste efterår, vil altså føre meget langt også i dette felt. Og har han lagt ekstra til, bliver han pludselig meget spændende.

Ruten kunne til gengæld måske nok passe ham bedre. Bjergetaperne er i hvert fald generelt for eksplosive til en dieselklatrer som ham, men heldigvis klarede han de eksplosive etaper i Vueltaen ganske fint. På denne rute med bjergetaper gennem hele løbet handler det også først og fremmest om stabilitet, og som sagt kan man i hvert fald håbe, at det er en evne, han besidder. Hvordan han har det med højderne på nøgleetapen til Col de la Loze, ved vi til gengæld ikke, men her kan det være en anelse bekymrende, at han i Vueltaen havde en af sine sværeste dage i den iltfattige luft på Sierra Nevada.

Til gengæld kan enkeltstarten være en fordel, men det ved vi dybest set ikke. Han har nemlig aldrig været tempostærk, og derfor var hans 4. plads på Vueltaens flade enkeltstart mildt sagt chokerende. Den kunne indikere, at Ineos har gjort ham ganske tempostærk, men han har ikke siden haft mulighed for at bekræfte det, da hans eneste senere enkeltstart i Dauphiné blev ødelagt af styrtet. Uanset hvad burde en så bjergrig enkeltstart dog passe aldeles storartet til en klatrer som ham - og kan vi regne med Vueltaen, kan den vise sig at være en stor, stor fordel.

Holdet kan ingen heller betvivle, for selvom Ineos ikke er kommet svagere til Touren siden de første år af deres eksistens, er det stadig et af løbets mest potente mandskaber. Det siger imidlertid meget om det britiske holds krise, at mine forventninger er størst til en ung rytter, der kun har kørt én grand tour, hvor han endte som nr. 7, og at bedste Ineos-mand blot kan snige sig op på to stjerner.

Heldigvis kan fremtiden tegne sig lysere. Rodriguez viste i hvert fald i sin første grand tour, at denne Tour meget vel kan være den sidste grand tour, hvor han ”kun” får to stjerner. Hans triste forår kan nemlig meget vel skjule, at han har udviklet sig så meget, at ingen burde være i tvivl om, at han er Ineos’ bedste bud i dette løb, og at han måske i virkeligheden allerede er så god, at han burde have fået endnu flere stjerner.

Det er i hvert fald ikke helt utænkeligt, at vi om tre uger både kan konstatere, at det fortsat er nye tider i cykelsporten, men at en vis normalitet er ved at blive genskabt. Et topresultat til Rodriguez vil nemlig på én gang bekræfte, at vidunderbørnenes tidsalder er en realitet, og samtidig vise, at den tidligere cykelstormagt Spanien er på vej tilbage til at genindtage den plads i det internationale cykelhierarki, som man vil forvente.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ben O’Connor (**)

Der findes de besynderlige karriereforløb. Det var eksempelvis det, vi oplevede med Yaroslav Popovych, der som U23-rytter og senere med en lynhurtigt opnået 3. plads i Giroen lignede den næste grand tour-gigant, men hurtigt stillede sig tilfreds med at være en ganske anonym hjælper, som endda endte sin karriere som brostensrytter. Vi oplevede det naturligvis også med Bradley Wiggins, der igennem hele den første del af karrieren ikke gav antydningen af indikation af, at han kunne klatre, men det skulle jo senere vise sig, at det egentlig gik ganske udmærket.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Så er der imidlertid også de meget besynderlige karriereforløb. Et sådant står Ben O’Connor for. Australieren var i sin U23-tid bestemt lovende, men det var ikke det navn, der stod først på talentlisterne, da han efter 2016-sæsonen blev professionel. Derfor endte han da også ”bare” hos Dimension Data, der bestemt ikke tilhørte toppen af WorldTour-hierarkiet, og han var næppe på alt for mange storholds radar.

Det kom han til gengæld i 2018. Her vandt han nemlig en etape i et meget stærkt besat Tour of the Alps, og havde det ikke været for et dumt styrt, var han efter alt at dømme end i top 10 i Giroen. Dengang så det ud til, at den næste lovende australske klatrer var født, og da han igennem Giroen bare så ud til at blive bedre og bedre, tegnede der sig endda nogle uhyre lovende grand tour-perspektiver.

Men så gik det galt. Da han igen meldte sig til tjeneste efter det brækkede kraveben i efteråret 2018, var alt forandret. Igennem resten af 2018, 2019 og det meste af 2020 var han nærmest helt anonym. I lange perioder klatrede han endda så dårligt, at han mest mindede om en sprinter, og man måtte lige tjekke resultaterne en ekstra gang for at sikre sig, at det faktisk var ham, der havde haft kurs mod en top 10 i Giroen.

Det var bestemt heller ikke meget bedre i Giroen i 2020. Der var næppe mange, der havde opdaget hans deltagelse, da vi nåede løbets anden hviledag, men det gjorde de i den grad efterfølgende. Hvad der skete på den hviledag i oktober 2020, aner jeg ikke, men et eller andet sagde i hvert fald klik. Dagen efter var det kun en kikser i det taktiske spil, der kostede ham sejren på en småkuperet etape, to dage efter tog han sin revanche ved at køre fra alt og alle på en bjergetape, og siden da har han ikke set sig tilbage.

De pludselige resultater betød nemlig, at hans truede karriere blev reddet af en kontrakt med Ag2r, og det har franskmændene ikke fortrudt. Allerede i foråret 2021 stod det klart, at der var mere Giro 2020 end 2019-sæson over den O’Connor, der var rejst til Frankrig. Han var tæt på at vinde kongeetapen i Romandiet, han kørte et fornemt Dauphiné, og i Touren brød han endegyldigt igennem ved at rejse sig efter et grimt styrt i den første uge, levere et gigantridt på den våde sidste alpeetape, som han vandt, og slutteligt ende løbet som nr. 4.

Det bedste af det hele er, at han bare syntes at blive bedre fra løb til løb, og den tendens fortsatte i 2022. Han var allerede god i Andalusien, hvor den eksplosive rute slet ikke passede ham, og han havde kurs mod et lovende Paris-Nice, da han klarede en sidevind, han bestemt ikke mestrer, men desværre måtte udgå med sygdom. Han svarede igen ved at udnytte det taktiske spil og derefter levere et gigantridt i modvinden, da han vandt på La Molina i Catalonien for siden at tabe førertrøjen, da han alligevel var overmatchet på kongeetapen.

Efter et pænt, men ikke prangende løb i Romandiet leverede han herefter på sit hidtil højeste i Dauphiné, hvor han var en ganske klar ”best of rest” bag Jumbo-duoen med Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, og havde han haft et bedre punch, var det måske endda gået endnu bedre. Han holdt i hvert fald snor i Roglic, da denne var kørt væk på Vaujany-stigningen, og her så de faktisk ganske jævnbyrdige. Det gjorde de også på sidste etape, hvor Vingegaard var i sin egen liga, men hvor det så ud til, at vi kunne have haft en ganske lige duel, hvis det havde været O’Connor og Roglic mand mod mand. Begge dage var det i hvert fald kun i selve angrebene, at den eksplosive Roglic så ud til at have en overhånd i forhold til dieselklatreren O’Connor.

Desværre fik vi i Touren aldrig at se, om han vitterligt havde forbedret sig. Et tidligt styrt sendte ham hjem, og derefter forsvandt O’Connor igen fra de fleste radarer. Det blev i hvert fald ikke i Vueltaen, hvor han efter et anonymt løb endte som nr. 4, at han beviste, at vi i Touren var gået glip af noget stort, og hans 2023 er blevet ødelagt af sygdom. Han kom ellers hæderligt fra start med overraskende stor styrke i det eksplosive terræn på kongeetapen Down Under, men siden blev han syg både inden Tirreno, hvor han blev nr. 13, og Catalonien, hvor han blev nr. 15. Og da han egentlig burde være tilbage på sporet i Jura-løbene og Liege, var der meget langt til den O’Connor, vi så i sidste års Dauphiné.

Det var der til gengæld ikke, da han igen i år finpudsede formen i det franske optaktsløb. Her endte han for andet år i træk som nr. 3, og mens han denne gang kun blev slået af én af cykelsportens giganter, nemlig Vingegaard, var den generelle modstand i kampen om 2. pladsen langt større end for et år siden. I det lys er resultatet næsten endnu mere opløftende, end det var det for et år siden, for i kampen om den 3. plads, der synes at være målet for alle andre end Pogacar og Vingegaard, slog han stort set dem alle i opvarmningen for nogle uger siden.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Spørgsmålet er nu, om vi kan omsætte det til et tilsvarende topresultat i Touren. Uden sit styrt i Giroen i 2018 var han efter alt at dømme endt i top 10, og med to top 10-placeringer i de seneste to grand tours, han har gennemført, har han således tydeligt vist, at hans dieselmotor gør ham aldeles velegnet til at holde niveau over tre uger.

Han er også i den paradoksale situation, at han pludselig må ærgre sig over, at årets rute er historisk tempofattig. Tidligere ville han jo ellers arbejde ud fra logikken ”jo færre enkeltstartskilometer, jo bedre”, men sådan er det ikke længere. Tværtimod har han gjort gigantiske fremskridt de seneste år. Allerede i 2021 var det bedre, men han tog det til helt, helt nye højder, da han forleden blev en næsten chokerende nr. 5 på en Dauphiné-enkeltstart, der ikke burde passe ham specielt godt. Det gør til gengæld årets Tour-enkeltstart, og selvom menuen altså er lidt pauver, må han i dag regne 16. etape som en stor, stor fordel.

Til gengæld har han andre problemer. Vi så i 2021, at han ikke var helt stabil, og det var særligt bemærkelsesværdigt, at han kollapsede i varmen på Ventoux. Det er velkendt, at O’Connor trives i regn og kulde, som vi blandt andet så med hans gigantridt i Alperne, men det var ikke lovende, at han smeltede sammen i varmen. Det kan være bekymrende på en årstid, hvor risikoen for endnu en hedebølge trods alt er større, end den er for, at vi igen får så kold en alpemenu, som vil være en stor fordel for O’Connor.

Derudover er der stadig et skridt op til de bedste. Det var der i hvert fald, da han tabte førertrøjen i Catalonien i 2021 i et felt, der ikke tåler sammenligning med dette, og selvom de seneste to udgaver af Dauphiné har indikeret, at han er klar til at tage næste skridt, har han uheldsramte forår betydet, at vi mangler en bekræftelse. I den sammenhæng var hans skuffende Vuelta bestemt ikke opløftende, men vi skal også huske, at hans forberedelse var kompromitteret af Tour-styrtet, og at han derfor blev ramt af, at den tredje uge var historisk let. I hvert fald så han ud til at have stigende form, og han kørte sin bedste etape i den næstsidste weekend.

Spørgsmålet er også, om årets rute er helt ideel. Ja, der er mange bjergetaper, men de er for en stor dels vedkommende ganske eksplosive. Nok har han forbedret sit punch markant, men han havde utvivlsomt håbet på flere af de lange, udmarvende bjergetaper med lange, jævne stigninger. Naturligvis finder han et par stykker, ikke mindst kongeetapen, hvor han i lyset af Vueltaens kongeetape nok burde klare højderne, men spørgsmålet er, om han er så komfortabel på Col de la Lozes meget stejle procenter. Indtil nu har han i hvert fald været bedste på de mere klassiske alpestigninger, som der er færre af i årets løb.

Der er altså nok at være bekymret for på O’Connors vegne, men heldigvis er der også al mulig grund til optimisme. Nu har han i hvert fald to gange i træk kørt ganske fremragende i årets vanskeligste ugelange etapeløb, og i år slog han endda flertallet af de rivaler, han vil have i de kommende tre uger. Kampen om den sidste podieplads er imidlertid også så skrap, at han utvivlsomt skal have forbedret sig siden 2021, hvis det skal lykkes at forbedre 4. pladsen fra 2021. Om han har det, synes stadig ikke at være soleklart, men skulle han i Paris indtage podiet, vil det være lidt af en omvæltning. Det var der i hvert fald næppe nogen, der havde set komme, da han karriere var på deroutekurs i 2019 og 2020, men en podieplads i Touren vil blot gøre en allerede meget besynderlig karriere endnu mere besynderlig og dermed bringe hans navn endnu længere op på listen over de mest mærkværdige karriereforløb.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Richard Carapaz (**)

Årets Tour-felt hører til i den stærke ende, men alligevel er der fire navne, der skiller sig ud. Det gælder naturligvis Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, der har besat top 2-placeringerne to år i træk, og der er naturligvis Egan Bernal, der grundet det dramatiske styrt for halvandet år siden dog stadig befinder sig så meget i en comebackfase, at man ikke kan tillade sig at have de allerstørste forventninger til den sidste af de tre ryttere i årets felt, som faktisk har vundet løbet tidligere.

Og så er der Richard Carapaz. Blandt feltets aktive ryttere er der kun tre, der har stået på podiet i alle tre grand tours - i hvert fald hvis man fraregner den kontraktløse Nairo Quintana. Det gælder jo selvfølgelig Chris Froome, der er feltets i særklasse mest dekorerede grand tour-rytter, og det gælder jo Primoz Roglic, der ”blot” mangler en Tour-sejr for at føje sig til den meget beskedne klub af ryttere med sejre i alle tre løb. Den sidste rytter er Carapaz, der meldte sig ind i klubben med stor effektivitet, da han sikrede sig en podieplads i alle tre løb over bare tre år fra 2019 til 2021.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Faktisk er hans historik endnu mere imponerende. Ikke siden 2018 har han haft en sæson, hvor han ikke er endt i top 3 i en grand tour. Og udvider vi til også at inkludere 4. pladser, skal vi helt tilbage til 2017-sæsonen, hvor han kørte sin allerførste grand tours. Der har også været kiksere iblandt, nemlig da han i Vueltaen i 2018 agerede Movistar-hjælper efter sit gennembrud med 4. pladsen i Giroen, da han i 2020 blev kaldt ind til Touren i huj og hast, da han i 2021 i Vueltaen forsøgte sig med den svære Tour-OL-Vuelta-trippel, der viste sig at være lidt for stram kost, og da han sidste år i Vueltaen havde en kompromitteret forberedelse, der forvandlede ham fra klassementsrytter til etapejæger - og herefter tredobbelt etapevinder og bjergkonge, men at Carapaz er den fødte grand tour-rytter står vist lysende klart.

Det kunne man allerede se i debuten i Vueltaen i 2017. Det var nemlig hans meget stærke kørsel i den tredje uge, der fik mig til at udpege ham som min joker inden Giroen i 2018, og den spådom må stadig regnes som en af de - desværre for få - virkelige succeshistorier i sin tid som optaktsskribent. Siden dengang har Carapaz ikke misset podiet i én eneste grand tour, hvor han har været ordentligt forberedt - og nu er vi altså oppe på fem i træk, en dag med én i fem på hinanden følgende sæsoner.

Hvordan kan det så være, at han befinder sig på en pauver 9. plads på denne liste? Det er trods alt kun godt et år siden, at han stillede til start i Giroen som så stor en favorit, at det var svært for alvor at tro på andre vindere inden løbets start, og at der skulle en ustoppelig Jai Hindley på Marmolada til for at forhindre ham i at vinde løbet for anden gang. Der kan da vel ikke være sket alverden siden dengang.

Det er jeg bange for, at der er. Carapaz var nemlig en late bloomer. Da han bragede ind på scenen i 2018, fyldte han 25 to dage efter Giroens afslutning, og det er moderne cykelsport en relativt sen alder at slå igennem. Derfor er han faktisk allerede i dag 30 år, selvom man let kan føle, at det ikke er voldsomt længe siden, at han stadig var en ung komet.

Problemet er, at man i den alder i moderne cykelsport allerede kan synes halvgammel. Det synes i hvert fald i dag at være reglen snarere end undtagelsen, at ryttere er i forfald, når de runder det skarpe hjørne, og noget tyder på, at Carapaz ikke hører til blandt undtagelserne. Allerede i Giroen sidste år fornemmede man, at det gik den forkerte vej, for der var ganske langt til den Carapaz, der i 2019 vandt Giroen med næsten det ene ben - dog godt hjulpet på vej af Roglics sygdom. Også i Touren i 2021 oplevede vi vel en Carapaz, der var overraskende svag i løbets begyndelse, selvom han mod slutningen fandt så gode ben, at han tog kampen fornemt op med Pogacar og Vingegaard i Pyrenæerne.

Sidste års Giro var for mig i hvert fald en indikation på, at det går den forkerte vej for grand tour-stjernen, og desværre er indikationen kun blevet stærkere siden dengang. Han forklarede aldrig, hvorfor han angiveligt var dårligt forberedt til den seneste Vuelta. Inden løbet blev det slet ikke nævnt, og Ineos meldte ud, at de kom til løbet med ham som soleklar kaptajn, selvom han var omgivet af hele tre ryttere, der også kunne aspirere til den titel. Spørgsmålet er, om forberedelsen har været så ringe endda, og selvom hans comeback med tre etapesejre og en bjergtrøje var flot, er det trods alt noget andet at vinde fra udbrud end at skulle slås med løbets bedste.

I år er det gået helt galt. Han var lovligt undskyldt i sæsonstarten, for efter at have fået fjernet sine mandler i december kom han meget sent i gang. I det lys var det slet ikke overraskende, at han var ganske langt fra sit niveau i Catalonien og Baskerlandet, og at han derfor endte med at skippe Ardennerne. Problemet er bare, at den undskyldning ikke holdt, da han genstartede sin sæson frem mod Touren. Allerede hans sejr i Mercan’Tour Classic, der for en rytter af hans kaliber i lyset af feltets kvalitet burde have været mere overbevisende, skabte bekymring, og hans katastrofale Dauphiné gjorde kun bekymringen værre.

Det er måske ikke sig selv så voldsomt bekymrende for en mand, der altid har været kendt for kun at toppe til sine grand tour-mål, men lige netop i sine forberedelsesløb plejer han faktisk at køre stærkt. Det eneste fortilfælde, hvor han er kommet til en grand tour med så svagt et optaktsløb forud for en grand tour, hvor han har kunnet forberede sig godt, er netop sidste års Vuelta, hvor han allerede floppede fælt i Polen - og som bekendt fortsatte den kedelige tendens i starten af det spanske løb, inden han med succes skiftede fokus.

Også hans enkeltstart er lidt bekymrende. Den havde han jo ellers forbedret ganske enormt - endda så meget, at han endte som nr. 10 på den sidste enkeltstart i Giroen for et år siden - men da han skulle bekræfte den fremgang i Dauphiné, floppede han helt. I forvejen er et skifte fra Ineos til EF, der i år bestemt ikke har imponeret på enkeltstarterne, bekymrende, og den bekymring blev kun styrket for et par uger siden.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Heldigvis er der også grund til optimisme. Hvis enkeltstarten halter - og det gør den ikke nødvendigvis, når erfaringsgrundlaget er så spinkelt - er årets rute jo en gave. Enkeltstartskilometerne er få og ekstremt kuperede, og derudover er der bjergetaper spredt ud over hele løbet. Det er ganske perfekt for en mand, der er kendt for både at starte og slutte stærkt, og han er også god på alle slags bjergetaper. Det gælder uanset, om vi taler om de eksplosive af slagsen, hvor han har masser af punch, eller de store bjergetaper, hvor han i år særligt vil elske den iltfattige luft på Col de la Loze, der må betegnes som hjemmebane for en mand, hvis hjemby ligger i 2851 m højde. Hvis den svage optakt blot har været udtryk for en skidt vinter, og at han lynhurtigt har vendt den triste trend siden Dauphiné, kommer Carapaz i dette felt trods alt ganske langt med det niveau, der indbragte han en 2. plads i Giroen for kun godt et år siden.

Faktisk er ruten så god, at det slet ikke burde være til diskussion, at årets podium - måske med en anden rækkefølge i top 2 - fraregnet risikoen for uheld burde være præcis det samme som i 2021. Kaster man et blik på feltet til årets løb, og husker på, at Bernal ikke er den Bernal, vi ville ønske, er der nemlig tre navne, der skiller sig klart ud som de bedste i grand tour-sammenhæng. Carapaz har aldrig været i Pogacars og Vingegaards liga, men han har befundet ganske solidt lige i hælene på dem. Spørgsmålet er bare, om vi stadig skal regne ham som tilhørende cremen af grand tour-eliten. Det seneste års tid giver i hvert fald anledning til betydelig bekymring for, at hans navn ikke længere hører til på den liste - i hvert fald indtil han om tre uger forhåbentlig har bevist, at der slet ikke er gået forfald i den ecuadorianske krop endnu.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Mattias Skjelmose (**)

Det er efterhånden blevet lidt trættende at gentage, at dansk cykelsport befinder sig i en guldalder, men hver eneste gang, man tænker, at toppen er nået, dukker der noget nyt op. Først var det i ugelange løb og klassikere, at Jakob Fuglsang for alvor genrejste dansk cykelsport for nogle år siden, og siden fulgte stor succes også i de fladere endagsløb med særligt Mads Pedersen og Kasper Asgreen, både ved VM og i monumenterne. Grand tour-etapesejre begyndte også komme væltende i en lind strøm fra et hav af forskellige ryttere, mest markant naturligvis fra rekordindehaveren Magnus Cort, og på det vel næsten eneste område, hvor det for alvor kneb for danskerne, nemlig i klassementer i grand tours, dukkede der minsandten også pludselig en Tour de France-vinder op i Glyngøre.

Indtil nu har vi imidlertid ikke kunnet gave over mere end én grand tour-rytter ad gangen. Jo, Bo Hamburger bankede måske på til en top 10 i Bjarne Riis’ storhedstid, men ind i det fine selskab kom han aldrig. Siden fulgte årene med Michael Rasmussen, der var ganske alene om at begå sig i den sammenhæng, og det var Fuglsang også, da han fortsat havde ambitioner i den retning. Karrieren som grand tour-rytter var i hvert fald ovre, da Vingegaard bragede ind på scenen med sin 2. plads i Touren i 2021, og det danske cykelpublikum har således vænnet sig til, at al interesse i klassementssammenhæng har været samlet om højst én rytter - og i flere år var der slet ingen knage at hænge den danske klassementshat på.

Men som sagt synes der altid at kunne lægges et ekstra lag til den danske guldalder. I hvert fald byder 2023-udgaven af Tour de France på hele to kandidater til et samlet topresultat. Vingegaard har nemlig fået selskab af Mattias Skjelmose, der jo igennem ganske lang tid har banket på til den absolutte verdenselite, men som en forrygende 2023-sæson og ikke mindst en fabelagtig juni, har bevæget sig så langt op i rækkerne, at det langt fra kun er danskere med klaphatten trukket godt ned over ørerne, som taler om Skjelmose. Ja, faktisk er interessen nu så stor, at han på rekordtid har bevæget sig op som bookmakernes femtevarmeste bud på en Tour-vinde.

Det kan på den ene side synes ganske forståeligt. Vi taler jo trods alt om en mand, der har vundet det ene af Tourens to store forberedelsesløb, og selvom Tour de Suisse i de eneste år er blevet klart overgået af Dauphiné i kampen om at tiltrække Tour-stjernerne, endte sidste års vinder i Schweiz trods alt efterfølgende på Tourens podium, mens han i 2019 jo faktisk lavede den første Suisse-Tour-double siden Lance Armstrong i 2001. At der skrues op for hypen, bliver kun endnu mere velbegrundet, når vi taler om en ung komet, for i denne vidunderbørnenes tidsalder har de unge drenge det jo med at levere langt bedre resultater, end man på forhånd kunne have spået.

Alligevel er der nok grund til at klappe hesten en anelse - både hos danske cykelfans og bookmakerne. At Skjelmose har kurs mod den absolutte verdenselite, kan ingen være i tvivl om. Ellers vinder man ikke et af de største ugelange løb foran Juan Ayuso og Remco Evenepoel - heller ikke selvom de begge var under deres bedste niveau - og man ender slet ikke som nr. 2 bag Tadej Pogacar i Fleche Wallonne. Sidstnævnte viser jo med al tydelighed, at Skjelmose i de kuperede klassikere ikke bare har kurs mod den absolutte verdenselite. Nej, han er allerede en vigtig del af den.

En grand tour er imidlertid noget andet, der kræver nogle helt andre egenskaber end en ardennerklassiker og i et betydeligt omfang også end et ugelangt løb. To af de vigtigste ingredienser er restitution og evner i de høje bjerge, og lige netop de to faktorer har indtil nu givet Skjelmose visse udfordringer. I hvert fald har han selv tidligere givet udtryk for, at det er på de to områder, at han fortsat har haft spørgsmålstegn ved sine evner.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Det er da heller ikke helt uden grund. Vi skal bare tilbage til Baskerlandet for at finde de seneste bekymrende tegn. Her startede danskeren skræmmende stærkt - så stærkt, at han lignede en mand, der måske kunne have slået den suveræne Vingegaard på løbets muretape, hvis ikke han havde haft defekt og en hård opkørsel forinden - men efterhånden som dagene gik, og stigningerne samtidig blev længere, gik det gradvist ned ad bakke, indtil det hele endte med et lille kollaps på kongeetapen, der som den eneste kunne bare sammenlignes en anelse med en bjergetape. Tidligere på sæsonen så vi også, hvordan han efter sejren på kongeetapen i Besseges muligvis betalte en pris på den efterfølgende enkeltstart, hvor han på en for ham helt perfekt rute præsterede betydeligt under sit i dag så tårnhøje niveau.

Bekymringen skyldes også hans grand tour-debut i Giroen. Han var forinden ramt af et styrt i Liege, ligesom han også styrtede under løbet, og det kan meget vel være en stor del af forklaringen på trængslerne, men sandt er det i hvert fald, at han slet ikke fik den debut, han havde håbet. Han gik til løbet med drømme om at køre klassement, men fik allerede en gedigen lussing på den første bjergetape, og siden så vi aldrig rigtigt noget til danskeren. Ja, faktisk er man ikke langt fra at kunne hævde, at Giroen er det eneste knap så gode løb, han har kørt det seneste halvandet år.

Heldigvis siger det mest af alt noget om hans tårnhøje både top- og bundniveau, men det er klart, at det vækker en smule bekymring, at nedturen kom i netop hans eneste grand tour, når det i de kommende tre uger er netop i en grand tour, han skal præstere. Heldigvis var der klare opmuntringer at hente i hans nylige sejr i Schweiz, hvor han skulle teste sin udvikling både i de høje bjerge og på restitutionsfronten.

Han klarede i hvert fald alle tre bjergetaper ganske fornemt. Da han vandt, var der ganske vist tale om en meget let og eksplosiv bjergetape, men han kom også fornemt igennem kongeetapen, der bød på både mange og lange bjerge, masser af højdemeter og endda iltfattig luft. Det var i hvert fald en klar indikation år, at han har forbedret sig i de ”rigtige” bjerge, som han trods alt også kun har været testet i relativt få gange.

Det lykkedes ham også at køre stærkt over tre bjergetaper i træk, hvilket ikke indikerer, at det kneb med restitutionen. Det kan være bekymrende, at han så stærkest ud på 3. etape og svagest ud på 5. etape, men hans kørsel på 4. og 5. etape bare også præg af mere klogskab end dårlige ben. I hvert fald var han bevidst om risikoen for at eksplodere, og hans tidlige ”kriser” lignede mod slutningen mere et resultat af afventende og afmålt kørsel end et udtryk for reelle vanskeligheder. Måske havde han ikke de diamanter i benene, han havde på den første af de tre bjergetaper, men der var bestemt ikke skyggen af antydninger af kollaps.

Desværre blev hans holdbarhed ikke for alvor testet. Gino Mäders dybt tragiske død betød nemlig, at et otte dage langt løb pludselig blev til fem etaper, to hviledage og en enkeltstart. Derfor finder vi aldrig ud af, om hans holdbarhed også havde rakt til den samlede sejr, hvis trætheden var blevet testet over alle otte dage og ikke i dette lidt amputerede format.

Det er en skam. Havde Skjelmose vundet løbet under helt normale omstændigheder - og det kunne han sagtens være endt med at gøre - havde han nemlig fået fjernet lidt flere af de spørgsmålstegn, vi så gerne vil have helt væk. Heldigvis var hans kørsel så opløftende, at der er grund til at håbe, at de kan fjernes helt de kommende tre uger, men forhistorien skræmmer også så meget, at man også kan frygte, at løbet igen bliver for langt, og at han som i Giroen i stedet skal rette blikket mod en etapejagt.

Ruten har også både positive og negative elementer. Positivt er det i hvert fald, at mange af bjergetaperne er meget eksplosive. I den slags terræn kan ingen betvivle, at Skjelmose tilhører den absolutte verdenselite, og den første uge, hvor han må formodes at køre stærkt, synes i et vist omfang næsten at kunne være designet af ham selv - også med de ardenneragtige etaper i Baskerlandet. Til gengæld havde han naturligvis ønsket sig en tempotungere rute, og i lyset af hans generelle tempoevner havde han også vundet langt mere tid på flertallet af rivalerne, hvis den ene enkeltstart havde været flad, men i det mindste vil han stadig have 16. etape som en helt enorm fordel, hvis han til den tid stadig er så frisk, at han vil præstere på det niveau, han har gjort på det seneste.

Negativt kan det til gengæld være, at der er bjergetaper gennem hele løbet. Det tester i sandhed hans holdbarhed, og i det lys kan det også være lidt bekymrende, at han i optakten har kørt stærkere end nogensinde. Man kan i hvert fald med nogen ret frygte, at han har toppet for tidligt, og at en knap så god juni måske havde styrket hans chancer for at køre stærkt på alle de mange bjergetaper, der kommer i en lind strøm mellem 5. og 20. etape. Og selvom der er mange eksplosive etaper, er der også i Alperne et par ”rigtige” bjergetaper, hvor hans klatreevner for alvor bliver testet - men heldigvis klarede han jo den slags etaper så ganske fint i Schweiz forleden.

Hypen er i hvert fald helt velbegrundet. Skjelmose har ikke længere bare kurs mod verdenseliten. Han er allerede en del af den, og han udvikler sig i så rasende en fart og er så ung, at han kan ende med at få sit helt store gennembrud de kommende tre uger. Indtil nu har han imidlertid kun været en del af verdenseliten på andre områder end grand tours, og han har i hvert fald indtil Tour de Suisse indikeret nogle svagheder, der kan betyde, at han undervejs i årets Tour kan ende med at skulle rette blikket mod etapesejre mere end på klassementet - og selv hvis han ender med at køre klassement hele vejen, kan de også begrænse ham så meget, at det er en top 10-placering og ikke bookmakernes lidt højtflyvende ”ambitioner”, der vil være det mest realistiske.

En top 10 vil imidlertid også være rigeligt til at bevise, at Skjelmose ikke blot kan blive en del af verdenseliten på de områder, hvor han allerede er det, men at han også kan blive en af de trods alt relativt få ryttere, der kan være med helt i front i både ardennerklassikere og grand tours. Kan han det, vil den danske guldalder have nået nye højder én gang til, for så skal alle danske cykelfans pludselig til at vænne sig til, at vi har ikke bare én, men hele to klassementsryttere i grand tours - på én gang!

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR