Tour de Pologne-analyse: Et forsinket generationsskifte

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

I denne vidunderbørnenes tidsalder har vi vænnet os til, at vi knap har vænnet os til et nyt topnavn, inden han allerede er blevet overhalet indenom af nye og yngre kometer. Således var Egan Bernal knap steget ned fra tronen som ny Tour-konge, inden alle i stedet talte om Tadej Pogacar. Sloveneren er nu allerede detroniseret af en ganske vist lidt ældre, men stadig ung Jonas Vingegaard, og allerede nu taler man om, om navne som Juan Ayuso, Carlos Rodriguez og Lenny Martinez måske kan gøre også danskerens tid på toppen meget kort.

Lidt anderledes har det været på sprintersiden, hvor hierarkiet har været langt mere stabilt. Måske har det ikke altid været den samme rytter, der har været hurtigst, men det er efterhånden ganske længe, at vi har talt om navne som Dylan Groenewegen, Caleb Ewan, Sam Bennett og nu endda igen også Mark Cavendish som hørende til i den absolutte elite. Med Arnaud Demare har det været lidt op og ned, men han synes hele tiden at poppe op igen, og selvom de er faldet af på den, blander Giacomo Nizzolo, Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Elia Viviani og Alexander Kristoff sig stadig helt fremme, og det er inden for de senere år kun Fabio Jakobsen og Jasper Philipsen samt de ældre Tim Merlier og Phil Bauhaus og til dels også Mads Pedersen og Wout van Aert, der har kunnet bevæge sig op i den øverste del af hierarkiet.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne mirakuløst Giro-klar: 21. april var en slags D-dag

Spørgsmålet er imidlertid, om generationsskiftet nu er ved at nærme sig. Jakobsen og Philipsen kan i hvert fald med nogen ret hævde, at de kan gøre krav på prædikatet ”Verdens bedste sprinter”, og nu banker endnu yngre navne hastigt på døren. Det meste af cykelverdenen har tabt næse og mund over Arnaud de Lies lange sejrsrække i sin debutsæson, og efter en lidt svær første sæson i 2021 er Olav Kooij, der med sin første professionelle sejr som 18-årig hurtigt skilte sig ud som et helt unikt sprintertalent, også braget ind på scenen med et hav af sejre, også mod de allerstørste.

Derfor var der også grund til at se frem til denne uges Tour de Pologne. Det polske løb er kendt som et af WorldTourens mest sprintervenlige, og derfor tiltrækker det altid stort set alle de sprintere, der ikke var til start i Touren. Det er således også tilfældet i år, hvor sprinterfeltet i Touren jo egentlig var ganske stærkt, men hvor der alligevel var ganske mange topnavne, der var parkeret på sidelinjen.

Det gjaldt jo blandt andet for nogle af de etablerede stjerner i form af de fravalgte Bennett og Cavendish samt Demare, Bauhaus, Viviani og Ackermann, der alle bruger det polske løb til at sparke anden del af sæsonen i gang. Det gælder imidlertid også Kooij, der for tredje gang i år møder sprintereliten i et stort WorldTour-løb. Og så gælder det for Gerben Thijssen, hvis navn er gået helt anderledes ubemærket hen, selvom i maj i Dunkerque endelig tog karrierens første sejr.

Det var dog Kooij, der tiltrak sig den største interesse. Kunne denne uges cykelløb og de mange sprinterafgørelser være stedet, hvor han cementerede sin nye status som sprinterstjerne ved for første gang at slå til i et WorldTour-løb - og så endda i et løb, hvor mange af stjernerne var til start. Med sine flotte spurter i Tirreno og UAE Tour havde han jo allerede dokumenteret, at den første sejr på højeste niveau måtte være lige om hjørnet?

Svaret kom prompte. Knap var det polske storløb skudt i gang, inden Kooij kunne kalde sig vinder på WorldTouren, da han fuldendte en suveræn Jumbo-opvisning ved at sejre i den kringlede finale på 1. etape. Efter hele to WorldTour-pladser tidligere på året satte han en fed streg under, at intet felt er for stærkt til den næste i den efterhånden alenlange række af hollandske sprinterkometer.

Sejren var også ganske fornem. Kooij satte nemlig Bauhaus på plads, og selvom det måske er for meget at kalde tyskeren en virkelig supersprinter, har han ved flere lejligheder vist, at hans fart fører meget langt, når han en sjælden gang får sig positioneret ordentligt. Det var således ikke en lille skalp, hollænderen tog sig, men desværre efterlod spurten også en lidt ærgerlig smag i munden.

Vi fik nemlig aldrig det helt store opgør at se. Finalen i Lublin var så kringlet, at det først og fremmest blev et spørgsmål om positionering. Her viste Jumbo-toget med Tosh van der Sande og ikke mindst den forrygende lead-out man Mike Teunissen, at de i dette felt er blandt de stærkeste, da de satte Kooij så perfekt i scene, at det allerede inden spurten var kogt ned til en duel mellem hollænderen og hans tyske rival. Her blev spurten endda så tæt, at det i hvert fald står klart, at Kooij ikke er lysår bedre end Bauhaus, og desværre betød den tekniske afslutning, at vi aldrig fik lejlighed til at se ham i et opgør med feltets øvrige supersprintere.

Faktisk kan konklusionen på Kooijs to første spurter være en anden end den oplagte, nemlig at han allerede nu kan slå de bedste. Da han i dag skulle forsvare sin trøje, blev han nemlig sat til vægs. Denne gang var Jumbo ude af stand til at dominere, men Teunissen fik stadig anbragt sin kaptajn bag Jonathan Milan, der i kaosset havde tabt Bauhaus. Fra den position ville man normalt forvente, at hollænderen ville køre med om sejren, gå forbi Bauhaus’ unge lead-out man og true den hensygnende Ackermann, der havde kørt for lang spurt. Hollænderen endte imidlertid bag begge sine to rivaler, og når man betænker, hvordan han  ZLM Tour trods den samlede sejr så ud til at have betydelige kvaler med Jakub Mareczko, er der vel stadig et stykke vej, inden Kooij for alvor kan melde sig ind i den absolutte elite.

Spørgsmålet er, om han får selskab af en anden komet. Da han blev professionel, lignede Thijssen et af de mest spændende sprintertalenter, men siden er hans navn knap blevet nævnt. En kombination af styrt og uheld - ikke mindst et grimt et af slagsen ved seksdagesløbet i Gent - har i kombination med en svag positioneringsevne betydet, at det har været relativt småt med belgierens resultater.

Læs også

Fransk sprinter sagsøger løbsarrangør for tocifret millionbeløb

Farten har man imidlertid hele tiden kunnet fornemme. Det kunne vi allerede, da han mod slutningen af 2020-sæsonen kørte nogle flotte Vuelta-spurter, men siden kom de dumme styrt og ikke mindst den svage positionering i vejen. I år har han efter skiftet til Intermarché imidlertid fået et dedikeret tog stillet til sin rådighed, og uheld har han også undgået. Da han i maj endelig tog den første professionelle sejr i Dunkerque, var det en Thijssen, der viste en tårnhøj fart, når han endelig kunne spurte relativt frit. Desværre har positioneringen igen forhindret ham i at bygge videre på potentialet og tage den anden sejr, indtil han i dag højst overraskende slog den forsamlede elite og beviste, at hans fart vitterligt rækker meget langt også mod de allerbedste.

Lige så flot præstationen var, lige så bekymrende var den. Selvom han her har hele sit tog med Julius Johansen og Boy van Poppel til sin rådighed, sad han nemlig både i går og i dag skidt placeret. Havde Matteo Moschetti ikke tøvet og åbnet muligheden for, at Ackermann kunne redde sin position med en meget lang modvindsspurt, var belgieren nok engang blevet fanget for langt tilbage. Nu blev han imidlertid slæbt til fronten af tyskeren, og dermed understregede sejren på én gang Thijssens styrke, nemlig hans fart, og hans svaghed, nemlig hans positionering.

Hvor langt evnerne rækker, blev vi heller ikke alt for meget klogere af i dag. Igen blev de etablerede sprinternavne nemlig i vidt omfang elimineret. Det gjaldt særligt for Bennett, der allerede i går nok engang måtte sande, at det både er farten og den engang så sublime positioneringsevne, det har haltet med i år. Her tabte han nemlig nok engang hjulet på sin lead-out man, Jordi Meeus, der ellers sad perfekt placeret til måske at gå forbi Teunissen, men desværre var han kaptajnløs. Derfor var den unge belgier, der i juni endelig så ud til at konfirmere sit store potentiale, nødsaget til at forsøge at redde Bora-stumperne på egen hånd, selvom hans kræfter var brugt andetsteds. Og det gik med en 3. plads ganske godt.

I dag var den igen gal for Bennett. Nok engang sad ireren for langt tilbage, men alligevel var han vel næsten dagens vinder. For første gang i år gav hans spurt mindelser om det, vi så, da han vel med nogen ret kunne kalde sig verdens bedste sprinter, og det skaber håb om, at en genfødsel måske kan være på vej. Nu skal bare have overvundet positioneringsproblemerne og genforenes med Danny van Poppel, der i år har været sublim som lead-out man, og så kan vi forhåbentlig få bekræftet, at han stadig har en fart, der gør ham i stand til at slå de bedste.

Den fart har Mark Cavendish formentlig stadig. Han vandt i hvert fald i Giroen med en meget overbevisende spurt, men desværre har det polske løb igen dokumenteret, hvorfor hans sejrsrate i år har været begrænset. Den engang så positioneringssikre brite kom nemlig til kort i positionskampen i begge spurter, og i dag tabte han nok engang hjulet på sin lead-out man, Bert van Lerberghe, som ellers kørte frem med fornem timing og så ud til at kunne give sin kaptajn den ideelle position. Desværre har netop tendensen til at tabe hjulet været Cavendishs vel nok største svaghed i år, og det vækker alvorlig bekymring, når han næste år vil være at finde hos et hold med svagere lead-out-ressourcer.

Den slags ressourcer har Demare. Hans supertog så nemlig ud til at være tilbage på sporet i Giroen efter et 2021, hvor det slet ikke fungerede, men i dette løb er det blevet understreget, at det stadig ikke er ved fordums styrke. Nu er Ramon Sinkeldam, der er på vej væk, tillige blevet erstattet af Bram Welten, og det har kastet yderligere grus i maskineriet. I går blev holdet trods et godt udgangspunkt sat til vægs af Jumbo, og da de i dag med Welten og Jacopo Guarnieri fik sat sig i scene, som de plejer, måtte italieneren sande, at Van Lerberghe var stærkere. Dermed mistede Demare sit momentum og sin position, og det hele endte derfor med to nedture i træk - nedture, der dog ikke kun skyldtes toget, men nok også franskmanden selv, da han ikke i dag lignede en mand med de uventet høje fart, han havde i Italien.

Heldigvis har han haft væsentlig succes i år. Det har hverken Ackermann eller Viviani, og det fik de heller ikke i denne weekend. Der var dog opløftende tegn fra tyskeren, der jo med den flotte sejr i Koksijde i marts fik hul på bylden, men som siden har fået ødelagt sæsonen af skader. I dag var hans spurt egentlig ganske opløftende, når man betænker, at den i modvinden blev alt for lang, men for anden dag i træk var det til gengæld positioneringen, der haltede - noget, der ellers normalt er hans styrke. Hverken i går eller i dag lykkedes det således at holde hjulet på Sebastian Molano, der ellers igen dokumenterede sine evner som lead-out man, men måske er det den rust, der følger af en lang pause uden reelt at have kørt en spurt. Mere ventet var det, at Viviani begge dage kom til kort i positionskampen, for det er han kommet i de fleste spurter efter skiftet tilbage til Ineos, som bestemt ikke har sparket nyt liv i karrieren.

Han var imidlertid ikke den eneste, der bekræftede det, vi har set gennem hele sæsonen. Det gjorde også Max Kanter, der fortsætter med at imponere i et 2022, hvor han helt på egen hånd på Movistar hiver den ene top 10 hjem efter den anden. Det gjorde også Jakub Mareczko, der heller ikke i denne weekend fik sad så godt, at han kunne bekræfte den fine fart, han viste i ZLM Tour. Og det gjorde Matteo Moschetti, der ellers blev sat godt i scene af sit stærke hold på dagens etape, men efter at have ramt fronten for tidligt og tøvet en anelse så han desværre ud til at løbe tør for ben, som den engang så lovende sprinter er gjort flere gange i et skuffende år.

Han er i hvert fald blevet overhalet inden om af andre talenter. To af dem er Kaden Groves og Sam Welsford, der begge har vist yderst lovende takter i år, men som også har vist stor forskel på top- og bundniveau. Australieren synes i hvert fald ikke at have den superform, han havde i marts, da han i går ellers klarede positionskampen, men efter eget udsagn manglede de ben, der gjorde ham så spændende tidligere på året. Bedre var det bestemt ikke for Welsford, der ellers havde kurs mod noget stort i Tyrkiet, hvor han slog flere af verdens allerbedste, men som i de seneste måneder har virket uhyggeligt formsvag.

Læs også

Emma Norsgaard udgår af Vueltaen

Desværre får ingen af dem chancen for at tage umiddelbar revanche. De kommende dage sættes den polske sprinterfestival nemlig på pause, mens klassementskampen tager fokus, men desværre er favoritfeltet allerede svækket i det, der bare skulle være opvarmning. Således går Tobias Johannessen mulighed for at bekræfte sine evner som puncheur i de kommende dage, og Sam Oomen må også sande, at det ikke bliver i dette løb, at han genfinder bare lidt af fordums styrke. Særligt med nordmanden er det en skam, for det havde været yderst interessant at se, hvordan ville have begået sig i mandagens første klassementsslag på den stejle mur i Przemysl.

Heldigvis har Uno-X andet at glæde sig over. Den ellers ret anonyme Jonas Abrahamsen kopierede landsmanden Jonas Hvideberg, der i Catalonien brugte to udbrud på de to første sprinteretaper, til at bringe et af feltets mindre og svagere mandskaber i en overraskende gul trøje. Ligesom for Hvideberg vil eventyret bare vare én dag, men det sikrer, at Uno-X nu vil ende med en stor succes i et løb, der for 24 timer siden så ud til at være gået helt i vasken.

Her var det nemlig i stedet Kooij, vi alle talte om, og i dag var det Thijssen, der var på alles læber. Foreløbig har den polske sprinterfest således været domineret af de unge kometer, selvom feltet også denne gang er spækket med flere af de topnavne, der har været dominerende på sprinterscenen i mange år. Om det også er første skridt mod en plads i verdenstoppen, må tiden vise, men måske vil vi om nogle år se tilbage på dette års udgave af det polske sprinterløb som stedet, hvor to af de unge kometer for første gang satte den gamle garde til vægs på den store WorldTour-scene og dermed beviste, at det også i denne vidunderbørnenes tidsalder med nogen forsinkelse er tid til et generationsskifte på sprinterscenen.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER