Tour de Romandie-analyse: Da arbejdsmændene stjal rampelyset fra stjernerne

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Noget af det, der gør cykelsporten til noget helt særligt, er dens hierarkier. Inden for diverse holdsportsgrene er det jo ikke unormalt, at der på de enkelte mandskaber er store stjerner og andre, mere anonyme typer, der primært står for rugbrødsarbejdet. I den slags sportsgrene er det imidlertid også kollektivet, der vinder, og selvom det ofte er stjernerne, der er afgørende og får det meste af pladsen i rampelyset, er det hele holdet, der ender øverst på podiet.

Sådan er det ikke i cykelsporten. På mange måder er det jo en holdsport, for det er kollektivet, der samarbejder om at vinde et givet løb og sammen lægger en taktik, der skal gøre det muligt. Resultatlisten er imidlertid individuel, og når sejrene uddeles, er der intet til arbejdshestene eller vandbærerne. Når Remco Evenepoel vinder Liege-Bastogne-Liege, er det han, der står øverst på podiet, selvom de var et helt hold om først af kontrollere og siden forberede det afgørende angreb.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Derfor er det også så særligt, når arbejdsmændene endelig får deres dag i rampelyset. Det sker meget sjældent, for det er ikke mange løb, der giver dem chancen. Af og til kan de få en mulighed i et udbrud, men ofte har de svært ved at gøre det færdigt. De evner, der udmærker en god hjælperytter, er jo sjældent dem, der er brugbare, når cykelløb skal afgøres. Det kan Tim Declercq, der er en af feltets mest skattede ryttere, men aldrig har vundet et løb, eksempelvis skrive under på. Paris-Roubaix er kendt som klassikeren, hvor disse dieselegenskaber belønnes i sjælden grad, og her ser man ofte hjælperne få deres ene dag i rampelyset. Af og til lykkes det endda at vinde, som det gjorde for Mathew Hayman og Johan Vansummeren, der tilsammen har syv sejre, men herunder altså i alt to triumfer i det franske monument.

Og så er der enkeltstarterne. Det er langt fra alle hjælpere, der er gode temporyttere, for det kræver andet end bare at kunne køre stærkt i lang tid og være ganske uopslidelig, men blandt tempospecialisterne er der alligevel ganske mange, der bruger resten af tiden på at agere trækdyr. Alligevel må de ofte nøjes med sekundære placeringer, for gennemgår man listen over de bedste temporyttere, er det store flertal verdensstjerner, der kan meget mere end bare køre stærkt i kampen mod uret.

Af og til er der imidlertid jackpot for de ryttere, der ellers bare arbejder for holdet. Arbejdsmændene Bert Grabsch og Vasil Kiryienka er således blevet verdensmestre, og for nogle år siden lykkedes det endda sliderne Maciej Bodnar og Jos van Emden at vinde enkeltstarter i hhv. Touren og Giroen, hvor enkeltstartssejre aldrig er billigt til salg. Det hører imidlertid til sjældenhederne, for når man studerer listen over VM-vindere og vindere af grand tour-enkeltstarter, er det i den grad stjernerne, der dominerer.

Det var også ventet, at det skulle gå sådan, da Tour de Romandie i dag på klassisk maner blev skudt i gang med en prolog. De fleste regnede i hvert fald Ethan Hayter som den store favorit, og han er jo et alsidigt supertalent, der hverken kan betegnes som arbejdshest eller ensidig tempospecialist. Det prædikat passer måske bedre på Remi Cavagna, der ligeledes var en af favoritterne og ganske ofte agerer hjælperytter, men selvom han på alle måder egentlig er indbegrebet af en slider, er han alligevel så stærk og har vundet så mange linjeløb, at han ganske ofte har en relativt fri rolle. Den tredje af de mest oplagt favoritter var Tobias Foss, der jo er en spirende klassementsrytter med så store personlige ambitioner, at han endda er på vej væk fra Jumbo for ikke alt for ofte at ende i hjælperrollen.

Da Cian Uijtdebroeks som sidste mand nåede mål, var det imidlertid hverken Hayter, Cavagna eller Foss, der skulle en tur op på podiet. Ej heller var det Kevin Vauquelin, Matteo Sobrero eller Magnus Cort, der var regnet blandt de fremmeste outsidere. Nej, det var Josef Cerny, der mere end de fleste passer på arbejdsmandsbeskrivelsen.

Det var præcis derfor, Soudal hentede ham til holdet, da CCC-mandskabets kollaps betød, at hans karriere var i fare. Han fik i sidste øjeblik kastet en livline i løbet af vinteren 2020 af Patrick Lefevere, der så værdien i en stærk hjælper, der kunne aflaste Tim Declercq i det endeløse føringsarbejde, der er på tapetet, når man er verdens førende sprinterhold. Det er da også, hvad Cerny har brugt næsten al sin tid på, siden han kom i belgisk tjeneste, og han må næst efter Declercq være tæt på at være den rytter i hele feltet, som har tilbragt flest timer forrest i jagten på et udbrud.

Han er imidlertid pokkers god til at gribe sine muligheder, når han får dem. Da han vandt sin store Giro-etape i 2020, var det i tiden hos CCC, hvor han stadig havde masser af frihed, men hos Soudal er det alligevel lykkedes ham at tage en udbrudssejr i Coppi e Bartali, hvor han og Cavagna endda kom sammen til mål, ligesom han via en god enkeltstart har taget den samlede sejr i Slovakiet Rundt. Faktisk kunne han også have vundet en etape i Baskerlandet, for her valgte han at forære sejren til Mikkel Honoré, da de samme nåede mål - en gestus, som Cavagna altså tilbagebetalte, da han havde chancen et lille års tid senere.

De to sejre blev imidlertid klart overgået af dagens enorme triumf, der på hans 11 sejre store sejrsliste kun overgås af Giro-etapesejren. Det lå ellers slet ikke i kortene, at han nogensinde skulle vinde en WorldTour-enkeltstart. Jo, det gjorde det i 2020, hvor han kørte sine bedste enkeltstarter, men siden skiftet til det belgiske storhold er det faktisk gået ganske meget ned ad bakke i hans paradedisciplin,

I dag fik han imidlertid serveret en rute, der belønnede hans evner. Normalt er prologer korte og tekniske - og det gælder ikke mindst i Romandiet - men i dag var der bare tale om en lidt kort tonserenkeltstart. Det passede wattmonstret Cerny ganske glimrende, for det er netop på lige, flade veje, at han har sine evner. Samtidig er han en lidt atypisk hjælper, for han har faktisk også et vist punch og en hæderlig spurt, og den slags er ofte vigtige egenskaber, hvis man også skal køre stærkt på korte enkeltstarter. Derfor var det på alle måder den perfekte rute for Cerny, der lykkedes med at slå betydeligt større navne og skabe en af de sjældne overraskelser på WordTour-enkeltstarter, hvor man ikke ofte finder de store sensationer.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

At han skulle lykkes med slå Cavagna og Foss, der ellers begge var pokkers tæt på, er da heller ikke at betegne som nogen sensation. De er nemlig begge betydeligt bedre over lange distancer, og derfor kan de bestemt også se visse lyspunkter i præstationer. Cavagna fik sat en streg under, at han efter et forsømt 2022, der blev ødelagt af et vinterstyrt, er tilbage og i bedre forfatning end nogensinde, for havde han vundet denne etape, ville det have været den i særklasse korteste enkeltstart, han havde vundet. Det havde også været tilfældet for Foss, der endda har været syg i optakten, men fik bevist, at regnbuetrøjen bestemt ikke er ham ufortjent efter en lidt ærgerlig sæsonstart i Algarve, hvor han skuffede en smule i sæsonens første start i den eftertragtede trikot.

Nej, overraskelsen var snarere, at han slog Hayter. Briten vandt prologen ganske suverænt sidste år, og selvom de to ruter slet ikke kunne sammenlignes, talte alt alligevel for, at dette måtte være noget for det alsidige britiske talent. Han viste sidste år, særligt ved VM, at han er en af verdens allerbedste temporyttere - ja, uden defekt var han måske endda blevet verdensmester - og hans banebaggrund gjorde distancen ganske perfekt for ham. For anden gang i år skuffede han imidlertid på en prolog, og denne gang kan han ikke som i Australien undskylde sig med, at han var bange for sving og våde veje. Det var ganske overraskende, for hvor han har været ganske svingende i linjeløb, har han faktisk været pokkers stabil på enkeltstarterne, nærmest uanset hvordan hans form har været.

Men dagen i dag var åbenbart bare udset som arbejdsmændenes og ikke stjernernes tirsdag. Det er i hvert fald sjældent, at man ser så mange udprægede arbejdsheste ende i top 10 på en enkeltstart på dette niveau. I tillæg til Cerny lykkedes det nemlig også Nico Denz, Joel Suter, Mikkel Bjerg og Ivo Oliveira at blande sig helt fremme, og de passer alle perfekt på den arbejdsbeskrivelse, som også kan bruges på Cerny.

Mest imponerende var det med Denz, der endda havde et sent uheld, som måske kostede et endnu bedre resultat. Vi så jo med sejren på en næsten identisk enkeltstart i Slovakiet i 2020, at det er noget, han kan, men i de senere år har vi intet set til hans tempoevner. Noget tyder imidlertid på, at skiftet til Bora har gjort underværker, for allerede i Tirreno, hvor han kørte i det værste regnvejr, er alle, fik man fornemmelsen af, at han måske var på vej tilbage, selvom det var godt skjult i resultatlisten. Det bliver ganske interessant at se, om det er en trend, der fortsætter, for han er jo ellers hentet til holdet alene med samme formål, som Cerny blev hentet til Soudal, nemlig som arbejdsmand.

Det gælder ikke helt for Suter, for Tudor er et lille hold, hvor han altid har frihed til at jagte udbrud - en mission, der jo lykkedes, da han for nylig tog en stor sejr på Sicilien - men da han sidste år kørte for UAE, var han akkurat den trækhest, som også Cerny er. En stor motor har han imidlertid, og sidste år fandt han med sejren ved de schweiziske mesterskaber nærmest lidt tilfældigt ud af, at han faktisk kan bruge den til at køre enkeltstart. Den kunst har han så forfinet, og i dag nåede den sit foreløbige klimaks, da den indbragte ham en top 5 på WorldTouren, endda foran storfavoritten Hayter.

Det blev også en af Bjergs bedste enkeltstarter på WorldTouren. Han har jo ellers neddroslet sit fokus på sin gamle paradedisciplin for i stedet at satse mere målrettet på den rolle so superhjælper for Tadej Pogacar, der har gjort ham så skattet, men i dag fortsatte han sit suveræne forår med et ganske fornemt resultat på en rute, der ellers er alt for kort til hans dieselmotor. I det hele taget var det dagen, hvor UAE-mandskabets to arbejdsheste blev belønnet, da Oliveira ganske ud af det blå kørte sit livs enkeltstart og leverede et WorldTour-resultat, han ellers ikke har været i nærheden af. De kørte endda begge lige op med den formstærke Matteo Sobrero, der imidlertid altid er utilregnelig og ikke fandt den perfekte rute, og de slog Ethan Vernon, der dog fik bekræftet, at han er en af de få sprintere, der også kører gode enkeltstarter.

I det hele taget var det en storslået dag for UAE. Juan Ayuso endte nemlig som den bedste klassementsrytter - i hvert fald, hvis man tror Foss, når han siger, at formen ikke rækker til et topresultat, og forventer, at lørdagens brutale bjergetape trods alt bliver for svær for Sobrero - og det var måske i virkeligheden dagens mest glædelige overraskelse. Det spanske fænomen havde ellers talt sine perspektiver ned som følge af den nærmest endeløse skadespause, men nu tyder noget på, at vi måske alligevel skal have visse forventninger de kommende dage. Ganske vist siger denne prolog ikke alt for meget om formen, men vi ved jo, at supertalenter hurtigt finder et tårnhøjt niveau - bare husk på, hvordan Egan Bernal i 2018 dukkede op til dette løb kort efter et grimt styrt i Catalonien og var meget, meget tæt på ganske overraskende at stjæle den samlede sejr fra selveste Primoz Roglic.

Det stopper imidlertid ikke her. Holdets kaptajn, Adam Yates, der kørte så skuffende en enkeltstart i Tirreno, klarede sig nemlig ganske pænt på en rute, der slet ikke var hans, og han endte endda som en af de allerbedste klassementsryttere. Ja, han slog endda sin bror, Simon, der jo sidste år ellers blev en sand tempospecialist, men som i dag skuffede igen. Nok var det slet ikke hans rute, hvorfor han aldrig var kandidat til sejren, men man havde nok trods alt forventet, at han ville slå sin bror. Desværre fortsætter de triste takter nærmest i det uendelige for en mand, der har skuffet i stort set alle sæsonens løb.

Han var imidlertid ikke alene. Kometen Kevin Vauquelin er måske nok ubeskrevet på denne type enkeltstart, men det var stadig en etape, der skulle have givet ham sekunder i banken. Nu endte han i stedet med at tabe til folk, der må regnes som betydeligt mere klatrestærke end ham, og dermed ligner det allerede en svær mission for det ellers meget spændende talent at køre med om podiet. Dertil er kongeetapen nemlig nok for svær. Det er den til gengæld ikke for Michael Woods og Lenny Martinez, men de har også lidt at indhente efter en åbning, hvor de fik akkurat så stor en lussing, som man havde ventet. Så var det langt mere overraskende, at Alexey Lutsenko og Ion Izagirre pådrog sig så stort et nederlag, for selvom deres tempoevner synes kraftigt aftagende, burde man i det mindste kunne forvente en placering i top 100.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Det ville man i gamle dage ikke have forventet af Romain Bardet, men DSM har virkelig skabt mirakler for den temposvage franskmand. Allerede sidste år var der markant fremgang, og i dag gav den nu også formstærke tidligere viceverdensmester sig selv det perfekte udgangspunkt for måske at tage karrierens første samlede sejr på WorldTouren i et felt, der ikke er alt for stærkt. Da Jonathan Castroviejo, Finn Fisher-Black, der ellers er stadig mere spændende, Fausto Masnada, der dog ellers endelig viste livstegn efter sin kyssesyge, og Max Poole, som fortsætter de lovende takter fra sidste uge, næppe vinder løbet, endte han nemlig næst efter Ayuso som den bedste af løbets vinderkandidater. Den første franske WorldTour-etapeløbssejr siden Christophe Moreau i Dauphiné i 2007 synes ikke at være helt uden for rækkevidde.

Andre kom også fint fra start. Det gælder for Damiano Caruso, der rejste sig efter kæmpeskuffelsen på Sicilien, og det gælder for Matteo Jorgenson, der fortsætter de opløftende takter fra sæsonstarten. Mak Padun bekræftede også, at han er ved at finde noget form, og Yannis Voisard viste, at han er et stadig mere spændende talent, Gino Mäder gjorde det også langt bedre end ventet, og heller ikke Sebastien Reichenbach, der ellers var så formsvag på Sicilien, kan være utilfreds. Flere af dem havde nemlig udsigt til et tidstab i stil med det, vi så hos Sergio Higuita, Steven Kruijswijk, for hvem enkeltstarten var alt for kort, Cian Uijtdebroeks, Thibaut Pinot, hvis tempoevner synes helt forsvundet, den spændende Thomas Gloag, formstærke James Knox og temposvage Louis Meinjtes, men de sikrede sig alle et ganske opløftende udgangspunkt for fortsættelsen.

Heldigvis for dagens tabere er der imidlertid masser af terræn til at indhente det tabte. Der venter både en yderst kuperet enkeltstart, der vil tiltale klatrerne langt mere, og ikke mindst en usædvanligt brutal kongeetape med et genbesøg på den herlige Thyon 2000-stigning, der skabte så stort et drama i regnvejret i 2021. Her vil vi også se persongalleriet ændre sig ganske markant, for de vil utvivlsomt blive domineret af sportens stjerner og de ryttere, der er vant til at vinde cykelløb. Normaliteten vender altså tilbage, men netop derfor var det også så herligt, at vi for en sjælden gang blev vidner til en dag, hvor det var arbejdsmændene, der dominerede. De er nemlig ellers vant til at se på, når stjernerne hyldes på podiet efter at have færdiggjort deres enorme slid i denne besynderlig sport, der på én gang er kollektiv, men stadig kun hylder én vinder.

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE