Tour de Romandie-analyse: Da grand tour-holdet blev et sprinterhold

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Igennem nu mange år har vi vænnet os til, at Ineos først og fremmest har været fokuseret på klassementer i etapeløb. Sådan vil det altid være for et hold, der blev skabt med det formål at producere den første britiske Tour-vinder, og da først den mission var lykkedes, og holdet stod med en ny brite, der viste sig som verdens bedste etapeløbsrytter, var det helt naturligt at fortsætte ned ad det spor. Resultatet kender vi alle. Igennem det seneste årti har briterne i lange perioder ejet grand tour-scenen, særligt i Touren, og derudover har de vundet et hav af de største ugelange løb også.

Det har ikke betydet, at de ikke har haft andre ambitioner også. Klassikersatsningen har altid været der lige siden de tidlige år med Juan Antonio Flecha og Edvald Boasson Hagen, og man forsøgte sig også relativt tidligt med sprintersatsninger med først Mark Cavendish og siden Elia Viviani og Danny van Poppel. Alt sammen har det imidlertid været underordnet det overordnede fokus, nemlig at vinde etapeløb og allerhelst Touren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den prioritet er der grundlæggende ikke lavet om på. Sidste år var den primære mission at vinde Giroen og Vueltaen med Egan Bernal og Touren med Richard Carapaz, og Dave Brailsford har ikke kunnet skjule, hvor ondt det har gjort, at holdet i de seneste to år er blevet overhalet af to slovener, hvis underskrifter de trods deres enorme økonomiske ressourcer aldrig fik fat på i tide. Også i år er der fuldt grand tour-fokus med Richard Carapaz i Giroen samt med Daniel Martinez og Adam Yates som vikarer for den skadede Bernal i Touren, men satsningen er alligevel blevet bredt endnu mere ud, end den har været tidligere.

Det er kommet tydeligst til udtryk i klassikerne. Ineos har altid været et glimrende klassikerhold med to monumentsejre forud for denne sæson, men i år har de alligevel været forandrede. Med muligheden for at vinde de allerstørste endagsløb med en britisk rytter, nemlig Tom Pidcock, har det været helt nærliggende at lægge endnu mere tryk på foråret, også fordi udsigten til en ny Tour-sejr lige nu ser temmelig bleg ud i hvert fald i de næste par år. Resultatet er bestemt ikke udeblevet i et forår, hvor Ineos har været det toneangivende hold i de fleste af løbene, og hvor det lykkedes dem at vinde hele tre klassikere på stribe i den gyldne uge med Amstel Gold Race, Brabantse Pijl og ikke mindst Paris-Roubaix, der blev det tredje monument på sejrslisten.

Det er imidlertid ikke kun på klassikerfronten, at paletten er blevet bredere. Forud for sæsonen blev Viviani ”hentet hjem”, og selvom det aldrig har været intentionen at have noget stort fokus på massespurterne, var det dog en forandring i forhold til de seneste år, hvor holdet har været uden en reel sprinter. At Viviani i skrivende stund ser ud til igen at være blevet kørt ud på et sidespor og frarøvet deltagelsen i sit store sæsonmål, Giroen, vidner om, at holdets DNA fortsat er intakt, når en samlet sejr til Carapaz tilsyneladende går forud for alt andet, men alene det forhold, at han er tilbage i folden, vidner om, at Brailsford vil være mere og andet end et klassementshold.

Den forandring kunne næppe komme tydeligere til udtryk, end den gjorde på dagens etape i Tour de Romandie. Ifølge konventionel Ineos-logik var det en etape, der blot skulle overstås så let som muligt, mens kræfterne blev sparet til weekenden, hvor Geraint Thomas skal forsøge at genvinde sin titel. Ganske vist havde holdet en hurtig mand i Ethan Hayter, som utvivlsomt kunne blande sig i spurten, men ifølge den drejebog, holdet plejer at bruge, måtte det være noget, man kunne se på i finalen, hvis der alligevel var blevet skabt samling.

Det er imidlertid blevet nye tider. Da feltet ramte de sidste to bakker, hvor løbets tre ”rigtige” sprintere, Fernando Gaviria, Ethan Vernon og Jon Aberasturi, kunne sættes under pres, var det nemlig briterne, der gik bersærk. Det kan godt være, at Thomas skal bruge noget hjælp i weekenden, men i dag handlede det altså om, at Hayter skulle vinde. Skulle det lade sig gøre, skulle løbet være hårdt. Og det blev det, da Ineos brændte mange af weekendens kræfter af med en vild forcering af først Laurens de Plus og Brandon Rivera og senere af Andrey Amador og Luke Plapp.

Det så ellers ud til at være spildte kræfter. Da bakkerne var overstået, var det nemlig kun en tredjedel af missionen, der var lykkedes. Vernon, der bestemt ikke er nogen stor klatrer, var rigtigt nok bukket under for presset, men til gengæld lignede Gaviria fortsat en mand, der var på søndagstur, og Aberasturi sad også limet til Hayters baghjul, da spurten blev åbnet. Derfor burde det være endt som en fejlslagen mission, for selvom Hayter er hurtig, har vi flere gang se, at han er overmatchet af de hurtigste.

Alligevel gik det anderledes. Da Ineos fuldendte deres suveræne opvisning med et fremragende lead-out fra endnu en af forårets kometer, Magnus Sheffield, sad Gaviria og Aberasturi perfekt til at gå forbi, da Hayter åbnede sin spurt fra spids, men pludselig var farthierarkiet ikke, som det burde være. Ingen af dem var blot i nærheden af at true briten, der i stedet kunne tage den smukkest tænkelige revanche efter gårsdagens gigantiske helkikser, hvor hans hang til at sidde allerbagerst i feltet formentlig kostede førertrøje og måske også etapesejr.

Det kan vel kun læses sådan, at missionen alligevel lykkedes. Etapen var vel blevet så hård, at både Gaviria og Aberasturi var for mærkede af strabadserne til at kunne producere deres normale spurt, og derfor blev det endda til en overlegen sejr til den langt mere holdbare Hayter. Samtidig har de to sprintere utvivlsomt lidt under en uheldig sæsonstart, der har betydet, at Gaviria først nu gør comeback efter sit brækkede kraveben, og Aberasturi grundet et styrt på Mallorca ikke har kørt én eneste spurt før i dag.

Mest ”pinligt” var det naturligvis for Gaviria, der på papiret burde være i særklasse i dette felt. Det papir er imidlertid efterhånden temmelig gammelt, for det har længe stået klart, at colombianeren ikke er i nærheden af den topfart, han tidligere har haft. Måske har træthed og manglende løbsrytme kostet, men det er alligevel umuligt ikke at se det som endnu et søm i hans sprinterligkiste. Han fik nok engang bekræftet, at han har genfundet en del af den holdbarhed, der ellers for nogle år siden var helt væk, men det hjælper ikke meget, når han ikke længere kan gøre det færdigt. Bedre bliver det heller ikke af, at han igen fik bevist sine manglende evner i positionskampen, da han tabte hjulet på Ivo Oliveira, som ellers var hans gyldne våben som den klart bedste af de overlevende lead-out men. Portugiseren sad ellers perfekt til at sætte sin kaptajn op og gå forbi Ineos, men i stedet måtte Gaviria nu bruge kræfter på lige inden selve spurten at køre sig frem på egen hånd. Uden en kikser kunne det meget vel være gået anderledes.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Overraskende var det også at se, at Aberasturi ikke havde mere. Spanieren har ellers været ganske hurtig og vandt så sent som sidste år en reduceret massespurt i Slovenien, men faktisk fornemmede man allerede sidste efterår, at han måske var ved at tabe sin højeste topfart. Sådan så det i hvert fald også ud i dag, hvor han aldrig var i nærheden af at true Hayter, selvom han nok engang beviste, at han mestrer positioneringskampen bedre end de fleste - noget, han har lært efter mange år på et Caja Rural-hold, der ikke kunne yde ham skyggen af støtte i finalerne.

At trætheden trods alt har været en nøglekomponent, blev helt tydelig af, at vi næsten fik en gigantisk sensation. Nok har vi i år set, at Aleksandr Vlasov har fundet en hurtighed, han aldrig tidligere har haft, men det er trods al uhørt, at han i dag faktisk så ud til at være hurtigere end de to sprintere, der akkurat endte foran ham. Det vidner imidlertid nok engang om, hvor enormt russeren har udvidet sit repertoire, og selvom det formentlig er sidste gang, han spurter mod Gaviria for bonussekunder i en massespurt, satte han igen en fed streg under den alsidighed, han har udviklet, og den superform, han også stillede til skue i går.

Det var på alle måder et uhørt resultat, men spurter i Romandiet er bare noget andet. Det er ikke uden grund, at Michael Albasini, som har vundet meget, meget få massespurter i andre løb, netop her tog den ene sejr efter den anden. Her er sprinterne nemlig få, og dem, der er her, bliver ofte så trætte, at de bliver slået af mere holdbare folk. Det er den slags kombination af fravær af sprintere og hårde etaper, der gør, at vi kan ende med en top 10, hvor Vlasov, Ben O’Connor og Steven Kruijswijk indgår, selvom særligt de to sidstnævnte vel rimer lige så godt på spurtstyrke, som Jakub Mareczko gør på Monte Zoncolan.

Ingen af dem havde i hvert fald den store intention om at blande sig i dagens spurt. Det havde til gengæld Patrick Bevin, Nikias Arndt og Quinten Hermans, men for dem alle endte det i en skuffelse. Bevin og Israel-PT fejlede for anden dag i træk i deres positionering, selvom det plejer at være en styrke for den alsidige newzealænder. Det gjorde Arndt til gengæld ikke, men han blev vel nærmest ydmyget, da han kun med det yderste af neglene kom forbi spurtsvage O’Connor og let blev overspurtet af både Sean Quinn og Hermans. Det står efter i dag mere og mere klart, hvorfor hans sejre i Giroen og Dauphiné efterhånden er så gamle, at man knap kan huske dem. Hermans måtte trods den gode spurt i Liege også nok engang sande, at hans forbedrede klatring synes at være kommet på bekostning af den hurtighed, han særligt havde i sine første år på landevejen.

Indvirkning på klassementet fik etapen derimod ikke, selvom Vlasov var tæt på at sikre sig nogle stærkt uventede bonussekunder. Under normale omstændigheder havde det været rigeligt til at tilfredsstille Ineos, at Thomas kom sikkert over stregen som nr. 23 uden at have tabt tid til rivalerne. Sådan er det bare ikke længere nu, hvor der blæser nye vinde i briternes hovedkontor. I dag handlede det nemlig om at vinde en massespurt, også selvom det måtte koste nogle kræfter, der kunne have været nyttige at have i weekenden. Ja, det er i sandhed blevet nye tider i cykelsporten!

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser