Tour de Romandie-analyse: Sportens nye sejrsmaskine

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Professionel cykelsport går på ingen måde ind for lighed. For hovedparten af feltet er sejre noget, der kommer uhyre sjældent, og et meget stort antal ryttere drømmer om bare at få én professionel sejr i løbet af en lang karriere. Det er det store flertal, der tilbringer et langt cykelliv som hjælperyttere, og som drømmer om at finde den dag, hvor de havner i den rigtige gruppe og får lov at køre deres egen chance.

Ved siden af dem findes mindretallet. Det er sportens elite, som høster langt hovedparten af sejrene. For dem er en sæson en fiasko, hvis ikke der er kommet flere gevinster på kontoen i løbet af en sæson, og de skal også meget gerne falde i sportens største løb. Blandt disse er det selvsagt sprinterne, der som regel vinder mest, men til gengæld er der blandt klassiker- og klassementsryttere store triumfer i nogle af de største løb - noget som ofte bringer dem til tops på diverse ranglister.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det tager dog ofte nogle år, inden man bliver en rigtig sejrsmaskine. I denne vidunderbørnenes tidsalder er der naturligvis flere eksempler på ryttere, der med det samme begynder at vinde et hav af løb, men det er bestemt undtagelsen. Hvis ikke man hedder eksempelvis Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel, skal man som regel lige have i hvert fald én sæson i benene, inden sejrene begynder at komme i en lind strøm.

Sådan har det imidlertid ikke været for Ethan Hayter. Naturligvis vil ingen vove den påstand, at han er i nærheden af at måle sig med hverken Pogacar eller Evenepoel, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt sejrene er begyndt at vælte ind. Det var først i coronaåret, at han blev professionel, og det blev også for ham en temmelig amputeret sæson, hvor han kørte få løb, men alligevel tog sin første professionelle sejr samt ikke færre end tre 2. pladser og én 3. plads i løbet af sine første 11 løbsdage, men i 2021 udviklede han sig til en af sportens absolut største sejrsmaskiner. Vi skulle frem til slutningen af marts, inden den første gevinst kom på kontoen, men da året var omme, kunne han efter blot én rigtig og én amputeret sæson i det professionelle felt allerede kalde sig vinder af et tocifret antal cykelløb.

Det sendte ham op på en delt 5. plads blandt sidste sæsons mest vindende bag Primoz Roglic, Wout van Aert, Tadej Pogacar og Mark Cavendish, men alligevel er der ingen, der vil drømme om at sammenligne ham med de andre ryttere i toppen af sejrslisten. Dertil er Hayter fortsat for lille et navn, og det skyldes, at hans mange sejre er kommet i mindre løb. Ineos har nemlig været meget forsigtige med den guldklump, der har fået i hånden, og i stedet for at kaste ham ud i et hav af større løb har han fået lov at udvikle sig i løb, han rent faktisk kunne vinde. Den mulighed greb han til gengæld også med sejre i både Coppi e Bartali, Algarve, Andalusien, Norge og Storbritannien i løbet af bare et enkelt år.

Nu står Hayter imidlertid foran næste skridt, og det er naturligvis at vinde på WorldTouren. Den sejr kunne sikkert allerede være kommet tidligere på året, men en coronainfektion i løbet af vinteren betød en overraskende svag sæsonstart til den britiske sejrsmaskine. Selvom han havde et af de allermest intense løbsprogrammer i februar og marts, aftog hans sejrsrate således ganske gevaldigt, og det var først til allersidst inden den netop overståede løbspause, at han endelig fik hul på bylden med sin anden etapesejr i Coppi e Bartali.

Det var imidlertid bare en midlertidig udsættelse af det uundgåelige, nemlig at sejrsmaskinen Hayter naturligvis skulle tage den store WorldTour-skalp før eller siden. Datoen blev tirsdag d. 26. april, for da Hayter i dag vendte tilbage fra sin frivillige pause, der skulle råde bod på det efterslæb, hans ringe sæsonoptakt havde givet ham, var der ingen slinger i valsen. Med en mindre magtdemonstration knuste det britiske supertalent al modstand, da Tour de Romandie i dag blev åbnet med endnu en af de tekniske prologer, der er blevet et af det schweiziske løbs kendetegn ved siden af et hav af bjerge og elendigt vejr.

Det elendige vejr kommer denne gang heldigvis først i weekenden. Ellers var dagens prolog endt som en katastrofe og det rene lotteri, når rytterne skulle forsøge at navigere igennem det endeløse mylder af sving, arrangørerne havde fundet i Lausannes gader på den bare 5,12 km lange rute. Nu blev det heldigvis et helt fair opgør, hvor det, som det sig hør og bør på en prolog, var tekniske evner og accelerationsstyrke samt power på de ganske få tonserstykker, som ville blive afgørende.

Dermed stod det også klart, at Hayter måtte være sejrskandidat. Selv i sin formsvage udgave i sæsonstarten, kørte han nogle fremragende enkeltstarter i begyndelsen af året, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt, at han kørte næsten helt lige op med Stefan Küng, der som bekendt har været et sandt uhyre i 2022, i Algarve. Allerede ved VM sidste år gav han en ide om, at vi her taler om et helt særligt tempotalent, og når han i så ringe en formtilstand, kunne køre lige op med europamesteren, var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at vi fremover skal regne Hayter for en del af den absolutte tempoelite.

I dag skulle hans tempoevner så krydres med accelerationsstyrke og tekniske evner, men det gjorde ham kun til en endnu mere oplagt kandidat. At kalde Hayter for sprinter vil være for stort et ord, men hurtig er han i hvert fald, og hans banebaggrund har også givet ham de tekniske evner, der ofte følger af aktivitet på velodromerne. Netop banebaggrunden gjorde også dagens prologdistance til den ideelle, og derfor var Hayter på forhånd den rytter i hele feltet, der matchede flest af de parametre, som ville bestemme, hvem der skulle bære den første førertrøje, der i anledning af den 75. udgave igen er blevet grøn, som den var det i de første år i det gamle schweiziske bjergløb.

Alligevel var der næppe mange, der havde ventet, at Hayter ville være så overlegen, som han var. Da han blæste over stregen, var han således intet mindre end 10 sekunder hurtigere end Felix Grossschartner, der længe havde ført og endte etapen som nr. 3. Den første WorldTour-sejr blev således ikke bare sikret med det yderste af neglene, som man måske ellers kunne forvente, men med en opvisning, der yderligere indskrev hans navn som en del af sportens absolutte elite.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Helt suveræn var sejren dog ikke. Hayter var nemlig ikke alene om at være et niveau over resten af feltet. Det samme var Rohan Dennis, og selvom det utvivlsomt gør ondt at se sig slået, har australieren al mulig grund til at være svært tilfreds med udkommet af dagens åbning på det schweiziske løb. Det er nemlig ikke noget tilfælde, at det først var i 2021, at det endelig lykkedes Dennis at vinde en prolog i løbet, selvom han flere gange var tæt på i de år, hvor han var på sit allerbedste. Denne slags korte, tekniske udfordringer er nemlig ikke hans foretrukne, og i den tid, hvor han vandt næsten alle sine enkeltstarter, var der altid folk, der slog ham i Romandiet. Først sidste år, hvor ruten for en gangs skyld ikke var teknisk, kunne han få maksimal glæde af sin power.

Det kunne han slet ikke i dag, og derfor var dagens 2. plads med stor margin ned til resten af feltet en uhyre lovende åbning på løbet. Han har stadig ikke sagt det direkte, men meget tyder på, at han i dette løb vil forsøge at genfinde bjergbenene fra Giroen i 2020 og kaste sig ud i klassementet, som han også gjorde, da han i 2018 endte som nr. 7 i løbet. I det lys var dagens åbning uhyre lovende, for selvom de få sekunder næppe bliver afgørende, når den brutale weekend er overstået, vidner det i hvert fald om, at formen ikke er helt ringe.

Dennis blev i hvert fald vinderen af klassementskampen, men det havde også været en overraskelse, hvis det var gået anderledes. Den eneste anden klassementsstjerne, der havde en chance for at slå ham, var den forsvarende vinder, Geraint Thomas. Waliseren, der endda vandt den seneste prolog i Lausanne for ti år siden, satte med en 4. plads da også en fed streg under, at han fortsat er en af verdens førende temporyttere, men det viste han os allerede i Baskerlandet. For Thomas - og for Dennis - bliver den helt store udfordring at bevise, at han stadig i bjergene har det niveau, der sidste år gav ham den samlede sejr i dette løb. Det niveau har vi nemlig ikke set siden dengang, og får en mand i sin karrierens efterår gælder reglen, at man aldrig er bedre end sin sidste præstation.

Alligevel er det hverken Dennis eller Thomas, der var de rigtige vindere i klassementskampen. Det var utvivlsomt Ben O’Connor, der næppe kunne have designet en værre etape end denne, men som kom fra slaget med et minimalt tidstab til de bedste rivaler. Udover Dennis og Thomas var det som forventet Brandon McNulty og Aleksandr Vlasov, hvoraf sidstnævnte jo er blevet en sand tempostjerne, og de gjorde det også begge helt, som man kunne vente, på en rute, hvor det aldrig var sandsynligt, at de ville være med i kampen om sejren. Australieren slog endda både Damiano Caruso og Rigoberto Uran, der i kraft af deres eksplosivitet, tempoevner og teknik lignede nogle af de klassementsryttere, der ville vinde tid, og som også begge gav sig selv et glimrende udgangspunkt for resten af løbet. Det samme gjorde Mattia Cattaneo, der havde det svært på en rute som denne, men stadig vandt tid på hovedparten af rivalerne.

Det gjorde Gino Mäder også, da den schweiziske dieselmotor kom hæderligt fra en etape, der kunne være endt meget skidt, men for alle andre var det en skuffende dag. Det var det måske særligt for Ion Izagirre, der i kraft af sin eminente teknik tidligere har vundet en prolog i løbet, men som i dag blot endte som nr. 50 og satte en fed streg under, at man i dag aldrig kan vide, om han flopper fælt eller som i Baskerlandet viser lidt af de engang så sublime tempoevner. Lige så skuffende var det for Sergio Higuita, som ellers på papiret lignede en mand, der på en rute som denne ville gøre det godt, og Thibaut Pinot tabte også mere tid, end man kunne have ventet. Det blev også til helt forudsigelige lussinger til Sepp Kuss, Louis Meintjes, Jakob Fuglsang, Steven Kruijswijk, Michael Storer, Einer Rubio, Steff Cras, Carlos Verona og ikke mindst den uhyre temposvage Michael Woods, der alle på forhånd lignede sikre tabere på denne rute.

Mere overraskende var det, at Luke Plapp endte blandt taberne, men helt uventet er det ikke. Vi - og han selv - er stadig ved at lære hans talent at kende, og allerede inden etapen havde i hvert fald jeg fornemmelsen af, at han nok var mere stærk end eksplosiv og teknisk dygtig. Den antagelse blev i første omgang bekræftet af et skuffende resultat, men nedturen siger heldigvis intet om hans muligheder i klassementet. Her er usikkerheden fortsat enorm, for mens han har vist, at han kan være god på bare én stigning, har vi stadig til gode at se ham håndtere de mere end 4000 højdemeter på lørdag, som vil være den helt store test af hans klatreevner.

Anderledes var det med Juan Ayuso. Jeg havde faktisk meldt spanieren lidt ud af klassementskampen efter nogle klassikere, der indikerede, at han ikke er kommet tilbage efter den sygdom, der ramte ham i begyndelsen af april, men efter dagens flotte top 10 melder han sig ind i kampen igen. Man skal dog ikke lægge for meget i en etape, der mest af alt belønnede den eksplosivitet, han som bekendt har masser af. Det er først på stigningerne i de kommende dage, at vi finder ud af, om han har fundet sig selv igen. Her bliver det også uhyre spændende at følge stortalentet Georg Steinhauser, der nu er begyndt at køre løb efter at have haft fokus på sin uddannelse, og som med dagens meget overraskende resultat nu bare bliver endnu mere interessant i det terræn, han mestrer, nemlig bjergene.

Fundet sig selv har Bora i hvert fald. Efter en svær sæsonstart endte dagens etape som en stor succes, hvis man ser bort fra Higuitas nedtur. Maximilian Schachmann fik en uventet stærk start efter sin sygdomspause, og selvom det nok mest siger noget om, at prologer bare passer ham eminent, har det i hvert fald givet ham selvtillid. Det samme gælder for hans holdkammerat Felix Grossschartner, der efter sit styrt i Paris-Nice har haft en katastrofal start, men som i dag efter et meget svagt Baskerlandet Rundt fik set, at han stadig kan køre på cykel. Også for ham gælder, at hans reelle form først testes de kommende dage, hvor han utvivlsomt skal være hjælper, men Bora, der har haft en svær sæsonstart, havde i hvert fald i dag en af deres lidt for sjældne succesdage.

Det var der også andre, der havde. Ethan Vernon satte en streg under grundreglen om, at sprintere ofte kører gode prologer, og Mauro Schmid fik fuldt udbytte af sine tekniske evner. Matteo Sobrero viste også endelig lidt af tempotakterne fra 2021 på en rute, der ellers ikke lå til hans højreben, og Mikkel Honoré kom stærkt tilbage fra sin sygdom. Magnus Sheffield fortsætter også med at imponere, og Sean Quinn og Antonio Tiberi gav begge sig selv et stærkt udgangspunkt for en klassementssatsning

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

For andre var etapen mere skuffende. Det gælder særligt for Remi Cavagna, der desværre bare må sande, at hans tekniske evner og eksplosivitet nok aldrig rækker langt på prologer, der er så kringlede som denne. Patrick Bevin må også igen sande, at han ikke er den ideelle prologrytter, som han egentlig burde være, og Marc Hirschi, som ellers burde elske en teknisk rute, kom forfærdeligt fra start på sin hjemmebane. Listen over skuffelser var i hvert fald lige så lang som listen over overraskelser, men det var vel, hvad vi kunne forvente. I disse tider, hvor prologer er en sjældenhed, er det nemlig så uvant en opgave for rytterne, at vi har ganske begrænset kendskab til, hvem der mestrer dem.

Man skal nemlig besidde en ret alsidig pakke af evner for at vinde dem, men netop var det også oplagt, at Hayter var blandt favoritterne. Alsidighed er nemlig det væsentligste kendetegn ved en mand, der har vundet en regulær massespurt i Tour of Britain, vundet adskillige puncheurafslutninger, vundet enkeltstarter og kørt med om de samlede sejre i flere etapeløb. Nok har han sine begrænsninger i bjergene, men han mestrer fortsat det meste.

Det er som bekendt den alsidighed, der ofte skaber et hav af sejre. Ellers er det kun sprinterne, der med et ret begrænset repertoire kan vinde i tide og utide, men kan man ikke vinde klassiske massespurter - og det vil Hayter kun kunne gøre ved sjældne lejligheder - skal man mestre et ret bredt spektrum af løb, hvis sejrene skal komme i en lind strøm, som de har gjort for Hayter. I dag fik han sat den 12. pind på blokken, og nu kan han endelig også kalde sig vinder på WorldTouren. Der kan ikke længere være nogen tvivl om, at Ineos har sikret sig en af de sejrsmaskiner, som sporten har så få af, og som det store flertal, der bare drømmer om at få den ene forløsende sejr, kun med misundelse kan skæve imod.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser