Tour de Romandie-analyse: Tysk show i schweizisk fuser

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

I mange udgaver har det været lidt misvisende at kalde Tour de Romandie for et rigtigt bjergløb. Det skyldes naturligvis ikke, at løbet har manglet højdemeter. Med sin placering midt i Alperne er Romandiet en af de mest bjergrige regioner i Europa, og derfor er det ikke uden grund, at det schweiziske etapeløb har fået det prædikat og ofte betegnes som et af sportens hårdeste etapeløb. Fladt terræn er altid en sjældenhed i løbet, som sprinterne af gode grunde som regel går en stor bue udenom.

Nej, det skyldes snarere, at terrænet ofte ikke er blevet udnyttet. Arrangørerne havde særligt første i 10erne en tendens til at designe nogle lidt for lette bjergetaper, hvor der nok var mange bjerge, men også alt for bløde stigninger. Da løbet samtidig insisterer på at have hele to tidskørsler på bare seks dage, har løbet faktisk ofte været et af de WorldTour-løb, hvor tempoevner har været allervigtigst. Det er ikke uden grund, at folk som Tyler Hamilton, Santiago Botero, Thomas Dekker, Andreas Klöden, Bradley Wiggins, Chris Froome, Cadel Evans, Richie Porte, Primoz Roglic og senest Geraint Thomas hører til blandt de nylige vindere - ryttere, der alle lagde grunden til deres samlede sejr med en stærk enkeltstart.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

I de senere år har det været lidt anderledes. Her har arrangørerne som regel sammensat nogle lidt hårdere kongeetaper, hvilket alt sammen kulminerede med sidste års brutale opkørsel til Thyon 2000, hvilket i særklasse var den vanskeligste bjergfinale, løbet har haft i nyere tid. Måske var det erindringen om det drama, der skruede forventninger op, da årets udgave af kongeetapen i dag fandt sin afslutning i skisportsbyen Zinal.

De forventninger var der imidlertid aldrig det helt store belæg for. Nok havde kongeetapen mange højdemeter og mange stigninger, men den lange finaleopkørsel havde kun ét sværere stykke med 3 km med ca. 8%, og det kom endda med mere end 10 km til mål. Da finalen senest blev brugt i 2008, gjorde den da heller ikke den helt store forskel, og derfor så det allerede i morges ud til, at det meget vel kunne blive en gruppe, der skulle spurte om sejren.

Forklaringen er måske meget nærliggende. Trods den relativt lette kongeetape passer årets udgave af løbet nemlig meget bedre til de rene klatrere, end vi normalt ser. Det skyldes naturligvis morgendagens bjergenkeltstart, for det er en disciplin, der passer bjerg- og ikke temporyttere, som vi så i 2018, da Egan Bernal slog Primoz Roglic på præcis samme opkørsel til Villars. Også dengang gik bjergenkeltstarten hånd i hånd med en relativt let kongeetape, og det var måske i lyset af den uhyre vigtige etape, der venter søndag, at man skruede lidt ned for klatreudfordringerne i dag. Klatrerne ville jo alligevel havde deres vigtigste og bedste chance i morgen.

Alligevel er det svært ikke at beskrive etapen som en fuser. Angrebene fra favoritterne udeblev fuldstændigt, og selvom alle nok er bekymrede for Rohan Dennis inden i morgen, selvom det er en etape, der bestemt ikke passer ham ideelt, var der ingen af hans hovedrivaler, der på noget tidspunkt forsøgte at ryste ham bare en anelse. Nok var stigningen ikke specielt svær, og nok viste Jumbo sig meget stærke med Sepp Kuss, som for første gang i år viste lidt af sin klasse, og Steven Kruijswijk, men når man kender australierens meget svingende historik i bjergene, var det overraskende, at ingen fandt det passende i det mindste at tjekke, hvor gode hans ben faktisk var.

Forklaringen kan være, at vinden stod lidt anderledes end ventet. Udsigten indikerede, at der burde være medvind, men nu blev det i stedet sidevind, endda tenderende til sidemodvind. Samtidig var den stærkere end varslet, og det er formentlig - inden jeg har fået mulighed for at se rytternes reaktioner - forklaringen på, at alle hurtigt indså, at det eneste meningsfulde var at satse på en spurt.

Det kan Dennis glæde sig over. Da spurten blev åbnet, viste han nemlig for første gang svaghedstegn efter en ellers ret overbevisende opkørsel, og med tanke på hans eksplosive puncheurevner var det ikke opløftende, at han i finalen blev slået af spurtsvage folk som Gino Mäder, Sebastien Reichenbach og Carlos Verona. Det kunne i hvert fald indikere, at han fortsat ikke har genfundet de fabelagtige ben, han havde i Giroen 2020, men som vi ikke har set siden dengang, og derfor kan det betragtes som en forspildt mulighed.

På den anden side var der nok ikke meget at komme efter. De få angreb, der kom fra Luke Plapp, var helt uden effekt, og det vidner om, at det under de givne betingelser havde været umuligt at komme væk. Ingen andre hold end Jumbo var efterladt med de hjælpere, der kunne gøre løbet hårdt, og derfor havde kaptajnerne bare valget mellem at iværksætte nyttesløse angreb, som Plapp gjorde, eller at forsøge at mobilisere nogle kræfter til at jagte bonussekunder i spurten. Med tanke på at søndagens etape er løbets i særklasse vigtigste, kan man ikke fortænke dem i, at de bidrog til at gøre etapen til en fuser.

Til gengæld kan de glæde sig over, at Jumbo tilsyneladende ikke har lært lektion af deres gigantbrøler fra Vueltaens næstsidste etape i 2020. Det var den dag, hvor de helt uden grund holdt det tidlige udbrud i så kort snor, at Richard Carapaz var meget tæt på at få del i nogle bonussekunder, som med lidt held kunne have sikret ham den samlede sejr 24 timer inden afslutningen. I dag var det også højst overraskende hollænderne, der både i selve finalen og gennem hele dagen holdt et ellers helt ufarligt udbrud i så kort snor, at to af Dennis’ værste rivaler, Aleksandr Vlasov og Juan Ayuso, sikrede sig værdifulde bonussekunder. Lad os håbe for Jumbo, at det ikke bliver de sekunder, Dennis vil mangle i morgen. Når rivalerne havde så overraskende svage hold til sidst, var der basis for at lade bonussekunderne sejle væk.

Han kan i det mindste glæde sig over, at Vlasov ikke fik det fulde udnytte. Det så ellers ud til, at russeren havde styrken til at gå forbi holdkammeraten Sergio Higuita på de sidste meter, indtil han kiggede på colombianeren, forbarmede sig og begyndte at juble i stedet for at gå forbi. I skrivende stund har jeg ikke set en reaktion fra russeren, der sagtens kan have været så fuld af mælkesyre, at han ikke havde andet valg, men det kunne ligne en gave til en ven og holdkammerat. Er det rigtigt, kostede det ham fire sekunder, som han måske kan ende med at mangle i morgen.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

Alligevel har Vlasov al mulig grund til at juble over mere end bare en dobbeltsejr til et Bora-mandskab, der ellers ikke har været forvænt med succes i år fra andre end netop Higuita og Vlasov. Russeren satte nemlig igen en fed streg under sin superform, og han fik bevist, at han er blevet en langt bedre afslutter, end han har været tidligere. Dermed synes han at have bredt sit repertoire ud - også fordi han har forbedret sin enkeltstart yderligere - og skiftet til tysk tjeneste ligner en gigantisk succes, der meget vel kan nå en foreløbig kulmination i morgen, hvis han vinder løbet samlet.

I det hele taget blomstrer de fleste op hos Bora. Higuita er et andet storartet eksempel. Colombianeren led af allergi, som måske også er en forklaring på, at han efter Catalonien aldrig helt har fundet melodien igen, og han var tydeligvis milevidt fra sit bedste niveau. Han blev imidlertid reddet af den passive kørsel og kunne så mobilisere en af de spurter, der altid har været hans fornemste kompetence. Dermed sikrede han sig sin fjerde sejr på mindre end tre måneder, hvormed han nok engang understregede, at han mere end de fleste er blomstret op efter et holdskifte. Om sejren så havde en dyr pris for Vlasov, finder vi først ud af i morgen.

Det er i det hele taget en sigende konklusion på det meste, at vi får svarene i morgen. Den passive kørsel betød, at vi ikke blev alt for meget klogere af dagens etape, og de få svar, vi fik, bekræftede stort set alle de tendenser, vi har set tidligere. Mest markant var det vel, at Geraint Thomas var så milevidt fra de bedste, men det er desværre ikke nogen stor overraskelse. Det er gået støt ned ad bakke i mange år, og allerede hans kørsel i Dauphiné og på 2. etape i Touren, hvor han endnu ikke er styrtet, gav et billede af, at vi har set det bedste til Thomas. Dette løb var første gang, han skulle bevise, at han stadig kan, men den test endte som så stor en fuser, at det efterhånden er svært at tro på, at vi vil se waliseren som andet og mere end hjælper i de største løb fremover.

Thomas er imidlertid ikke alene. Etapen viste desværre også nok engang, at Jakob Fuglsang også har set sine bedste år. Det har jo desværre stået klart i mere end et år nu, men hans kørsel i Liege havde givet et håb om, at han i det mindste ville kunne gå efter en top 10 i et løb, hvor de allerstørste stjerner mangler. Det kom han imidlertid slet ikke i nærheden af, og dermed blev dagens hovedfortælling ved siden af Bora-mandskabets evne til at få ryttere til at blomstre op, at flere veteraner i stigende grad må indstille sig på mere anonym skyggetilværelse.

Mere overraskende var det, at de ikke var alene. Damiano Caruso blev nemlig også en veterantaber, og det havde færre nok ventet, når man så hans kørsel i 2021 og den nylige sejr på Sicilien. Det stod imidlertid også med det samme klart, at man nok skulle være varsom med det italienske resultat, som blev opnået i et felt af meget begrænset standard, og i dag fik vi i hvert fald at se, at Caruso er et stykke fra sit 2021-niveau. Om han stadig kan genfinde det i sin høje alder, aner vi ikke, for modsat Thomas og Fuglsang har han jo slet ikke været i forfald de seneste år - tværtimod.

Heldigvis for Bahrain har de andre optioner. Gino Mäder har haft en sløv sæsonstart, men det har hele tiden været dette løb, der var hans første mål. I dag holdt han sig fornemt til i en puncheurspurt, der passede ham dårligt, og det indikerer, at han er klar til at køre med om sejren på morgendagens bjergenkeltstart - særligt når man husker på hans stærke kørsel på sidste års bjergenkeltstart i Tour de Suisse.

Han var heller ikke den eneste af dieselklatrerne, der imponerende. En anden var Ben O’Connor, der efter to overraskende gode præstationer de to første dage igen excellerede i en afslutning, der endte med at passe ham uendeligt dårligt. Nu er det store spørgsmål, om en bjergenkeltstart passer en dieselmotor som ham, men hvis det viser sig ikke at være tilfældet, må han betegnes som dagens store taber. Benene synes til langt mere, end dagens lette etape gav ham mulighed for at bevise.

En anden vinder er Thibaut Pinot. Det kan godt være, at han blev lukket inde i spurten og blot endte som nr. 5, men det var en mærkbar forbedring efter Tour de Alps. Nu er det anden gang i år, at han blander sig helt fremme i et WorldTour-løb, og når man ved, at hans svage kørsel i Alperne skyldtes styrtene i Sarthe, tyder mere og mere på, at franskmanden fortsat er i hvert fald konkurrencedygtig på højeste niveau.

Det er Michael Woods også, men han var alligevel en af dagens skuffelser. Normalt burde han være en af de bedre afsluttere i en spurt som denne, men i dag var han klart overmatchet. Dermed bekræftede han også det indtryk, man fik i Ardennerne, nemlig at han efter sin sygdom skam er kommet langt, men at han mangler de allersidste procent, som han har, når han er allerbedst - præcis som han havde dem i dette løb for et år siden. Derfor er han i denne sæson endt som en Mr. Lige-ved-og-næsten, hvad der i øvrigt også har været ret gennemgående i hans karriere.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Etapen bød også på opløftende præstationer fra de unge kanoner. For mig var den store positive overraskelse Juan Ayuso. Vi vidste jo ellers godt fra Catalonien, at han burde være en af favoritterne i en puncheurspurt som denne, men hans kørsel i klassikerne var så nedslående, at optimismen måtte være begrænset. Noget tyder dog på, at han efter sin sygdom i begyndelsen af april langsomt har fået opbygget noget form igen, og hvis han kan køre en god bjergenkeltstart, hvor han er helt uprøvet, kan han forvandle nogle sløje klassikere til det første podium i et WorldTour-etapeløb.

Det bliver nok svært for Luke Plapp, men australieren var en anden positiv oplevelse. Vi vidste godt fra Emiraterne, at han kan klatre, men det var uklart, hvordan han ville absorbere en rigtig bjergetape med mange højdemeter. Det gik aldeles fremragende i dag og i hvert fald betydeligt bedre ned i Catalonien, men det udestår stadig at se, hvordan han klarer sig, hvis han også skal begå sig i en finale, der bliver selektiv og ikke bare eksplosiv.

Plapps klatreevner var ikke den eneste bekræftelse. Sebastien Reichenbach bekræftede også sin lille genrejsning efter nogle ellers sløje år, og Carlos Verona viste igen, at han virkelig er blomstret op i en rolle, hvor han pludselig har fået mere ansvar. Steff Cras fortsætter også sin lovende udvikling, som startede i Vueltaen, Einer Rubio ligner stadig et af de mere spændende klatretalenter, og Sean Quinn fulgte flot op på den stærke kørsel i Alperne. Minsandten om der ikke også endelig var et lille lyspunkt for Steven Kruijswijk, der arbejdede flot for Dennis efter noget, der lignede en total deroute. Og så fik Simon Geschke endelig lov at få lidt ud af den gode form, han har vist som hjælper i en længere periode, selvom det var højst uventet at se ham så langt fremme på en regulær bjergetape.

Det blev selvfølgelig også hjulpet af omstændighederne. Havde de kørt sidste års kongeetape, var Geschke med statsgaranti ikke kørt i top 10, for nu blev det en finale mere for puncheurs end klatrere. Det blev en tilbagevenden til tidligere tider, hvor man efter kongeetapen har siddet med en forundring over, at Tour de Romandie vitterligt kaldes et bjergløb, når vanskelighederne ikke er større end disse. Heldigvis behøver vi ikke at stille os det spørgsmål i år, for i morgen kommer klatrerne til deres ret i en disciplin, hvor de plejer at excellere. Løbet skal nok leve op til det bjergprædikat, det har. Det blev bare ikke på dagens fuser af en kongeetape, at vi fik det at se.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser