Tour de Suisse-analyse: Da karrieren kulminerede otte år for sent

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

I moderne cykelsport er det ganske sjældent, at karrierer kulminerer, når rytterne har flere år bag sig end foran sig. Kometerne slår igennem tidligere og tidligere, og de ældre ryttere må i stadig stigende grad indse, at de bliver overhalet bagfra bedst, som de troede, at de havde nået deres højdepunkt. I dag handler det i den grad om at smede, mens jernet er varmt, for man aner aldrig, hvornår den unge garde har sørget for, at kursen er sat mod cykelsportens kirkegård.

Selvfølgelig er der undtagelser. Geraint Thomas opnåede sin karrieres allerstørste øjeblik, da han vandt Touren i 2018, hvor han allerede var 32 år gammel. Et nyere eksempel er Damiano Caruso, der i en alder af 33 pludselig trådte ud af hjælperytterrollen og endte som en højst overraskende nr. 2 i Giroen i 2021.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Fælles for dem begge var imidlertid, at de opnåede deres største sejre, da var bedst. Thomas var aldrig bedre, end han var i løbet af de tre uger i Touren, hvor han klart beviste, at han var Tourens stærkeste mand, ikke mindst da han vandt to etaper i træk i Alperne. Ingen kan heller benægte, at vi aldrig tidligere havde set Caruso så stærk, som han var, da han pludselig overtog kaptajnansvaret fra Mikel Landa og endte som Egan Bernals værste rival - endda med et fornemt angreb på sidste bjergetape, hvor han satte colombianeren og Ineos-holdet gevaldigt under pres.

Straks mere paradoksalt er det, når ryttere opnår deres karrieres højdepunkt på et tidspunkt, hvor det egentlig er gået nedad bakke. Det sker naturligvis sjældent for bjerg- eller klassementsryttere, for i det hårdeste terræn er det svært at trods fysikkens love og lukrere på tilfældigheder. Men selvfølgelig kan det ske, at man tager sin største sejr i et lidt svagere felt, eller fordi man indtil nu har satset på større løb. Hvis man stadig regner Giroen som større end Vueltaen, fik Primoz Roglic vel sin største sejr i 2023, hvor han bestemt ikke var på samme niveau som i sin storhedstid.

Som sprinter kan det imidlertid være anderledes. En massespurt er præget af kaos og tilfældighed, og her er det ikke altid hurtigste eller stærkeste mand, der vinder. Det hører naturligvis stadig til sjældenhederne, at den slags kulminationer kommer uventet i karrierens efterår, men et godt eksempel er vel Geoffrey Soupe, der for et lille år siden i en alder af 35 choksejrede i en massespurt i Vueltaen, selvom hans tre tidligere sejre alle var kommet på afrikansk grund, og i en tid, hvor han for længst var overgået til en ren hjælperrolle og ret langt fra det niveau, han havde, da han som ung stadig jagtede personlige resultater.

Nu kan vi så føje et noget mere prominent eksempel til rækken. Det har været et af sportens store paradokser, at Bryan Coquard var nærmest som forbandet i WorldTour-løbene. Da han som ganske ung bragede ind på scenen som et af de allerstørste sprintertalenter, kom sejrene væltende i en lind strøm, og mange diskuterede, om det var ham, Arnaud Demare eller Nacer Bouhanni, der ville blive den næste franske storsprinter. Statistikken taler sit tydelige sprog: 6 sejre i 2013, 5 sejre i 2014, 4 sejre i 2015 gjorde ham til en jævnlig vinder, inden det hele kulminerede i 201, hvor han vandt ikke færre end 13 gange.

Dengang kunne han også næsten det hele. Han var så holdbar, at han i samme sæson blev nr. 4 i både Amstel Gold Race og Brbanatse Pijl. Det var også i den sæson, han opnåede karrierens mest bemærkelsesværdige 2. plads, da Marcel Kittel i Touren slog ham med sølle 28 mm i den stigende finale i Limoges. I den sæson var han her, der og alle vegne og en af verdens bedste cykelryttere.

Det var imidlertid også kulminationen på hans fysiske formåen. Siden er der bare blevet længere og længere mellem sejrene. Der kom 5 i 2018 pg kun 3 i 2018, inden han oplevede en renæssance med 8 sejre i 2019. Derefter var der en enkelt i 2020, han vandt slet intet i 2021, i de seneste to sæsoner har han blot vundet tre gange, og i 2024 havde han indtil i dag intet vundet.

Tydeligst har hans forfald dog været i hårde løb. I dag kunne ingen drømme om at anse ham som podiekandidat i Amstel Gold Race. Det har han da også selv erkendt. I gamle dage havde han altid både Brabantse Pijl og den hollandske klassiker som et af forårets højdepunkter, men nu orker han slet ikke at deltage. I år skippede han i hvert fald hele klassikersæsonen til fordel for hovedsageligt mindre løb på fransk grund samt Volta a Catalunya, hvor han flere gange har været tæt på i det altid svage sprinterfelt at tage den forløsende WorldTour-sejr.

Det har nemlig været paradokset. Selv da han var allerbedst, vandt Coquard aldrig et WorldTour-løb. Han var som bekendt kun 28 mm fra en af de helt store, men han var som både forbandet og forhekset på én gang. Bolden ville bare ikke over stregen, og mens hans fysiske forfald bare blev tydeligere og tydeligere, så det i stigende grad ud til, at han ville blive en af de sjældne ryttere, der trods mere end 50 sejre aldrig ville vinde på højeste niveau.

Sådan gik det heldigvis ikke. For halvandet år siden fik han endelig brudt forbandelsen, da han endda på ganske suveræn maner vandt en stigende spurt i Tour Down Under. Den sejr tæller bare ikke rigtigt. Det kan godt være, at det australske løb er en del af den fineste kalender, men den køres på en tid af året, hvor meget få er i form. Der er i hvert fald mange mindre europæiske løb, der er vanskeligere at vinde.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

I år har det så lignet et lukket kapitel, hvis Coquard skulle havde den forløsende sejr i Europa. Hans forfald er i den grad accelereret. Farten har ikke været den samme, og mest bemærkelsesværdigt har det været, at holdbarheden har været helt væk. Det er længe siden, han har været Amstel-kandidat, men i år er han blevet sat bemærkelsesværdigt tidligt på stigningerne. Mest bemærkelsesværdigt var det i Catalonien, hvor han var det i særklasse største sprinternavn i feltet, men hvor han både blev klart overspurte og ”overklatret” af andre sprintere.

Nej, det europæiske WorldTour-løb så ud til at være kørt for den lille franskmand - lige indtil i dag. Her blev vi nemlig igen mindet om, hvor mange tilfældigheder der kan afgøre en massespurt, da Coquard i sin klart mindst overbevisende sæson pludselig kunne se sin karriere nå sin foreløbige kulmination ved at tage den forløsende sejr i Tour de Suisse. Det var der næppe alt for mange, der havde regnet med på forhånd, men da sprinterne i denne brutale udgave fik deres eneste chance, var det den franske hane, der kom først over stregen.

Det var bestemt ikke kun tilfældigheder, der afgjorde det. For det første lykkedes det ham at overleve den meget svære Regensberg-stigning, hvad der bestemt ikke lykkedes for alle sprintere, selvom Alpecin kom for sent i gang med at iværksætte det blodbad, der skulle eliminere de tungeste, og vi derfor alligevel fik samlet et felt på mere end 80 mand. For det andet skulle han klare den tekniske finale, der altid har været en udfordring for den positioneringssvage franskmand, og som han nu skulle tackle med et af de svageste hold.

Det lykkedes imidlertid til UG med kryds og slange. Da Lotto-mandskabet efter en fornem præstation havde sat sig på finalen, udnyttede den lille franskmand, at Arnaud De Lie igen havde svært ved at holde et hjul. Da belgierens lead-out man, Cedric Beullens gik først igennem det sene sidste sving, havde den store stjerne igen klokket lidt i det, og selvom det lykkedes ham med en sen manøvre at komme frem som nr. 3, var det Coquard, der havde fået det hjul, De Lie skulle have haft.

Det var i lyset af den beskedne støtte en ganske imponerende bedrift, men derefter indtraf så den tilfældighed, der nok var hovedårsagen til den overraskende kulmination. Da De Lie trådte an fra den trods alt fremragende position, han alligevel havde tilkæmpet sig, var der nemlig vrøvl med kæden, og pludselig havde Coquard fået så stort et hul, at end ikke en stærkt spurtende Michael Matthews kunne lukke det hele. Og vupti! Pludselig kulminerede Coquards karriere otte år for sent.

Sejren faldt på et tørt sted. For det første fortjener en mand med Coquards status og generalieblad naturligvis at have vundet et stort løb i Europa. For det andet var det tiltrængt for det nødlidende Cofidis-hold, der skulle helt frem til begyndelsen af maj, inden man i Giroen fik sin første sejr. Og selvom der siden er kommet skred i tingene, var dagens triumf blod den fjerde i rækken. At der ikke er alt for meget lys for enden af tunnelen, står dog klart, når man ser, hvordan Guillaume Martin igen underpræsterede i Dauphiné, og når man ser på, hvordan Ion Izagirre i sin triste sæson kom rigtigt skidt i gang med dette løb i går.

Men Coquards forbandelse er brudt, og så ved man aldrig, om snebolden måske kan begynde at rulle. Spørgsmålet er så, om han har sendt den videre til Belgien. Heldigvis har Arnaud De Lie ikke udsigt til samme endeløse tørke som Coquard, da han i Quebec fik sin første WorldTour-sejr, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at en mand med hans sejrsrate og klasse stadig kun har vundet én gang på højeste niveau. Det hænger selvfølgelig også sammen med hans kalender, der i WorldTour-sammenhæng mest har handlet om store klassikere, men han har trods alt nu kørt fire WorldTour-etapeløb inden dette, og hverken i Paris-Nice i 2023 og 2024 eller i sidste års udgaver af Renewi Tour og Tour of Guangxi lykkes det ham altså at vinde noget som helst. Og da han i dag tabte kæden fra en stensikker vinderposition, kan man da ikke undgå at tænke, at Coquard forbandelse måske har fået ny ejermand.

Samme forbandelse kan man til gengæld ikke finde hos Matthews - tværtimod. Australieren har været kendt som manden, der kun vinder på WorldTouren, og da han i januar vandt det nye 1.1-løb i Castellon, var det første gang siden den 3. april 2016, at han tog en sejr uden for WorldTouren. I mellemtiden havde han ellers vunder ikke færre end 16 gange, men hver eneste gang var det på højeste niveau. Den statistik kan man kun have respekt for, for australieren kunne utvivlsomt have vundet meget, meget mere, hvis han havde givet sig selv en lettere kalender.

I dag var så tæt på igen. Det var en pokkers skam, at han ikke kom helt med, da De Lie bevægede sig frem, for var han ikke endt bag Brandon Rivera, der blev en uventet deltager i spurten, fordi hans kaptajn, Ethan Hayter, var blevet bremset bag et styrt, havde han måske nået Coquard. Det var igen en tilfældighed, der bidragende til Coquards sejr, og så kan man måske alligevel overveje, om Matthews har overtaget lidt at forbandelsen. Han har i hvert fald ikke haft meget held i årets WorldTour-løb, når man husker på hans minimale nederlag i Sanremo og hans deklassering i Flandern. I det mindste kan han glæde sig over, at han er kommet flot tilbage efter en ikke specielt prangende 2023-sæson.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Han kan da også glæde sig over, at han var en af de få, der faktisk lykkedes med at spurte. Når Rivera ender som nr. 4, RuI Costa som nr. 5, Roger Adria som nr. 8 og Stephen Williams som nr. 10, bliver man mindet om, hvor lidt fart betyder i denne slags tekniske finaler. Ganske vist er de alle relativt hurtige, men når man ser på, hvad der ellers var af hurtige folk i løbet, lå det ikke i kortene, at de skulle i top 10.

Det lå i hvert fald ikke i kortene, at Rivera og Costa skulle slå formstærke Axel Laurance. Franskmanden er som bekendt flyvende lige nu, og han kører med enorm selvtillid, når han har modet til at bede sit hold skabe et blodbad i et løb, der er så stort som dette. Det kan bare undre, at de tøvede så længe, ligesom det kan undre, at Jayco slet intet foretog sig. Laurance er ikke den hurtigste på flad vej, og han og Matthews havde hjulpet sig selv betydeligt, hvis det var endt i en spurt blandt de ca. 30 mand, der i første omgang havde overlevet blodbadet.

En af dem var Hayter, og det var opløftende. Det har som bekendt været lige så let at spå om hans præstationer, som det har været at forudsige det næste jordskælv, men i dag havde han en af de gode dage. Det så i hvert fald ud til, at han aldrig var sat af, men desværre fik styrtet ødelagt det hele. Det siger imidlertid meget om hans selvtillid kontra Laurances, at det var Alpecin, der skabte blodbadet. I gamle dage havde det jo været så sikkert som amen i kirken, at Ineos havde taget teten til sidst, men det har vi slet ikke set i år.

De kunne i hvert fald have gjort etapen hårdere, men der var dog alligevel mange, der faldt fra. Mest overraskende var det med Thibau Nys. Jeg har ikke kunnet finde en forklaring, men Lidl meddeler, at han led i finalen. Dermed er han åbenbart enten mere mærket af fredagens styrt end som så, eller også blev vi bare mindet om den ekstreme ustabilitet, der har kendetegnet hans karriere i begge de discipliner, han opererer i. Så var det i hvert mere forudsigeligt, at Arnaud Demare, der har været ude med en skade og stadig er i krise, Cees Bol, Andrea Pasqualon, Jordi Meeus, Arne Marit, Pascal Ackermann, der ellers har forbedret sin holdbarhed dramatisk, men åbenbart stadig mangler meget efter skaden, Jordi Warlop, Pavel Bittner og Tobias Lund alle faldt fra.

Anderledes var det med Marijn van den Berg. Hans form var ellers usikker efter fredagens løb, men han lykkedes med at sidde med hjem. Ganske atypisk tabte han imidlertid en positionskamp, og det var måske heller ikke helt gennemtænkt, at Alberto Bettiol gik i offensiven. Ganske vist kom han tæt på, men duoen med Bettiol og Van den Berg kunne have været meget svær at slå i denne form for finale. Det var i hvert fald mere oplagt, at Marius Mayrhofer og Sam Watson, der praktisk talt var uden støtte, endte for langt tilbage.

Desværre for sprinterne bliver resten af løbet ren lidelse. Fra nu af handler det om overlevelse, medmindre man er en af de få, der kan være med i morgendagens puncheurspurt. Det er den barske virkelighed i denne uhørt brutale udgave af løbet, der er så voldsom, at selv den letteste etape gav nogle svar. Vi fik i hvert fald at se, at Damiano Caruso akkurat som holdkammeraten Antonio Tiberi er for træt efter Giroen, og derudover kan vi desværre glemme den lovende Welay Hagos Berhe, der så ud til at styrte slemt, og Nairo Quintana, der blev fanget bag et styrt og ikke havde benene til at komme tilbage - måske også en konsekvens af Giroen. Helt galt gik det for stakkels Emanuel Buchmann, der jo ellers lige havde rejst sig selv i Ungarn, men nu er styrtet ud af løbet. Bedre var det trods alt for Yannis Voisard, der kørte så flot i går, da hans styrt skete inden for de sidste 3 km, men hvor frisk han er, må tiden vise.

Hvis ikke han kommer sig i dette løb, har han heldigvis tiden for sig. Han er trods alt en ung mand, der er på vej frem. Det er i skarp kontrast til Coquard, der er i den anden ende af aldersspektret og i stedet er en mand på vej tilbage. I denne sæson er hans fysiske forfald endda accelereret voldsomt, men det sker jo altså af og til alligevel, at det bedste resultat kommer længe efter det fysiske højdepunkt. I dag kulminerede den lille franskmands karriere i hvert fald - bare otte år for sent.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT