Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Tour de Suisse-analyse: Tempogiganternes - og danskernes - schweizershow

12. juni 2023 15:21Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de Suisse, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 1. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

I disse to uger, hvor alle de vigtige forberedelsesløb frem mod Touren afvikles, har alle tankerne rettet mod Tour de France. Ugerne byder på ikke færre seks etapeløb og fire endagsløb, hvor benene kan findes, og formen skærpes inden den største cykelbegivenhed af dem alle. Programmet er imidlertid også så omfattende, at de færreste af de ryttere, der i disse dage boltrer sig i det eller løb efter det andet på tværs af Europa, faktisk skal en tur til Frankrig til juli. Alligevel er mange ryttere med helt andre mål i aktion, ganske enkelt fordi der sker så pokkers meget, og fordi der på afvikles hele to af de allerstørste etapeløb overhovedet.

 

Tag nu bare feltets tempospecialister. Årets Tour er en af de mest enkeltstartsfattige, man kan forestille sig, for den ene enkeltstart, der er, er så kuperet, at den slet ikke appellerer til klassiske specialister. De er derfor i stort omfang gået en stor bue uden om det franske løb, og det samme gælder for mange af de mest tempostærke klassementsryttere. Når ryttere som Remco Evenepoel, Primoz Roglic og Geraint Thomas gjorde Giroen til deres hovedmål, handlede det således i vidt omfang om, at det italienske løb appellerede langt mere til deres alsidige kvaliteter.

 

Læs også
Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

 

Det betyder også, at vi vil opleve et sjældent stort fravær af specialister, når det store cykelshow ruller afsted. Vi vil savne Evenepoel, Roglic og Thomas, og vi vil savne Filippo Ganna. Verdensmesteren, Tobias Foss, vil heller ikke være der, og selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet, er det også ganske uklart, om de schweiziske tempogiganter Stefan Küng og Stefan Bissegger, der begge har blikket stift rettet mod det efterfølgende VM, vil være at finde i Frankrig. Var løbet ikke passeret gennem hans hjemby, havde Remi Cavagna sikkert også meldt fra, og det synes bestemt heller ikke oplagt, at det er i denne Tour, at Magnus Sheffield skal have sin Tour-debut, selvom Ethan Hayters afbud måske kan føre til en ændring af planerne.

 

Det er derfor lidt af en kontrast til det, vi vil opleve om en måneds tid, vi i dag var vidner til, da Tour de Suisse efter et års eksperiment med en linjeløbsetape atter åbnede med en enkeltstart, som de plejer. Det schweiziske løb har jo i de senere år fået gedigne klø af Dauphiné som det foretrukne forberedelsesløb for i hvert fald klassementsrytterne, og derfor var det måske meget naturligt, at dagens enkeltstart bød på det diametralt modsatte af det, vi vil opleve i Touren. Schweizerne elsker jo ure, tid og enkeltstarter, og derfor har de oftest to af slagsen i deres bare otte dage lange løb. Det giver altid løbet en magnetisk tiltrækningskraft på specialisterne, og det var i den grad også tilfældet i år.

 

Hvor man i Touren vil savne mange af de største temponavne, var det svært ikke at slikke sig om munden ved udsigten til det, der ventede i dag. Ganna er desværre meldt syg og havde meldt afbud, men selv i hans fravær kan løbet præsentere et felt, der næsten er en VM-enkeltstart værdig. Der var de belgiske giganter Evenepoel og Wout van Aert, der begge er så tempostærke, at de aldrig har misset podiet i de VM-enkeltstarter, de har kørt. Der var de schweiziske giganter, Küng og Bissegger, der jo som bekendt er hhv. viceverdens- samt viceeuropamester og regerende europamester. Der var Sheffield, der klart har indikeret, at han har kurs direkte mod den absolutte verdenstop i disciplinen i sin alder af bare 21 år. Der var feltets helt store joker i vanvidstalentet Juan Ayuso, der med sejren i Romandiet havde signaleret, at han meget vel kan være ved at tage samme skridt ind i tempoeliten, som ”medfænomenerne” Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard har gjort det. Og derudover var der en hel bunke af yderligere specialister, der ikke mindst talte det meste af den meget stærke danske tempoelite i det, som næsten kunne kaldes en slags generalprøve på DM i enkeltstart - en dansk elite, der vel at mærke er så stærk, at den også hører til i den globale elite.

 

Det gjorde det også til en sjældent spændende enkeltstart. Efter Evenepoels rystende magtdemonstration på Giroens første etape sad man ellers med fornemmelsen af, at al fremtidig spænding ville være kvalt, når belgieren fremover ville finde sin tempocykel frem. På en flad tonserrute havde han trods alt ydmyget Ganna, der ellers indtil nu har været den førende specialist på den slags ruter, og det lugtede lidt af, at han fremover ville være helt umulig at tale med.

 

Denne gang var der imidlertid reel spænding. Dels var feltet trods Gannas fravær jo pokkers stærkt, og dels var der stor usikkerhed om Evenepoels form, efter at hans meget omtalte coronasygdom havde kostet ham hele 10 dage uden cykling. Alligevel var han blevet så begejstret for sine tal og sin form under sin træningslejr i Ardennerne, at han følte sig i stand til at vinde det schweiziske etapeløb, og derfor droppede han at deltage i Belgium Tour, der ellers passerer gennem hans hjemby, for at kunne få sin blot anden sejr i et ugelangt WorldTour-etapeløb i Europa - og den første efter det voldsomme styrt.

 

Det skulle også vise sig, at det vitterligt var spændende. Evenepoel var nemlig slet ikke så suveræn, som han var det i Giroen. Tværtimod blev han slået ganske klart og det endda af Küng, som han også havde kørt over på Giroens indledende enkeltstart. Det var ellers ikke det, der lå i kortene for en måned siden, hvo det så ud til, at fremtidige nederlag på enkeltstarter ville være lige så sjældne som regndråber på en gennemsnitlig dansk junidag i 2023.

 

Det er dag også svært ikke at se nederlaget som et bekymrende tegn. Ikke som en langsigtet bekymring, men som en bekymring i forhold til at vinde dette løb. Vi vidste godt, at han ikke var i Giro-form, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, at han blev slået af en rytter, som han knuste for en måned siden. Det har i hvert fald gjort løbet endnu mere spændende, end det var i går aftes, for nu kan man stille endnu større spørgsmålstegn ved det niveau, han vil have i bjergene.

 

Det var nu ikke, fordi der manglede spænding. Nok er Evenepoel et uhyre på enkeltstarter, men i bjergene er det anderledes. Her han vist en helt anden skrøbelighed, og det er blot et år siden, at han i dette løb klatrede så skidt, at man faktisk helt glemte hans tilstedeværelse - og det endda, selvom corona havde kørt en grønthøster igennem feltet. I denne uge står han så over for en af de mest formidable modstandere, man kan forestille sig, i det, der må kaldes supertalenternes helt store duel, nemlig Ayuso.

 

Spanieren er nemlig den rytter, man må glæde sig til at se allermest. Han skrev som bekendt historie med en podieplads i Vueltaen som den blot anden teenager til at gå i top 3 i en grand tour - og den første i 118 år - og derfor har et af sæsonens mest spændende spørgsmål været, hvor vild og voldsom han vil være i 2023. Desværre fik hans knæskade jo forpurret foråret, men alligevel lykkedes det ham i åbenlyst formsvag tilstand at vinde en enkeltstart i Romandiet til trods for, at enkeltstarter faktisk var at regne som hans eneste svaghed. Det var naturligvis på en speciel og klatretung rute, men det var ikke helt urimeligt at frygte, at han som en anden Pogacar eller Vingegaard fra den ene dag til den anden havde forvandlet til tempogigant, særligt da på det UAE-udstyr, der fungerer så fremragende i år.

 

Læs også
Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

 

Rivalerne kan glæde sig over, at han ikke var helt så modbydelig på en klassisk tonserenkeltstart, som de kunne frygte, men en 10. plads i dette felt indikerer klart, at enkeltstarten er ved at blive vendt fra at være den eneste svaghed til en styrke. Den 20-årige spanier bliver næppe ringere herfra, og han var altså allerede i stand til at køre op med superspecialister som Kasper Asgreen og Bissegger på en rute, der næppe kunne passe ham dårligere.

 

Det må også bekymre Evenepoel. Han fik en tidsgevinst på 19 sekunder, og han vil forventeligt tage mere på den sidste enkeltstart, men spørgsmålet er, om ikke favoritbarometeret svingede den anden vej efter i dag. Nok er årets bjergetaper ikke voldsomt selektive, men det er i hvert fald spanieren, der har mest grund til at være tilfreds med åbningsetapen. Ringere blev det jo ikke af, at Jay Vine synes kommet ud af Giroen i god form og bekræftede sin hastigt udviklede tempoevne og dermed gav UAE akkurat den stærke tandem, som Evenepoel kan frygte, hvis altså Vines Giro-form holder hele vejen - en bekymring, man altid har for Giro-ryttere i dette løb.

 

Evenepoel måtte i hvert fald spejde langt efter sin første sejr. Den tilfaldt i stedet Küng, der nok engang bekræftede, at han har forbedret sig voldsomt i disciplinen det seneste års tid. Han har jo trods sin EM-titler ellers alt været lige-ved-og-næsten-manden, der aldrig vandt de store enkeltstarter ved VM eller i grand tours, men nu har han flere gange slået de allerbedste. Det gjorde han til VM, hvor kun en norsk sensation snød ham for regnbuetrøjen, og det gjorde han i Algarve tidligere i år. Spørgsmålet er, om ikke hans Giro-enkeltstarter bare var under niveau, for han har nu flere gange vist, at han altså ikke længere bare er lige-ved-og-næsten.

 

Det var nemlig ikke bare Evenepoel, han slog. Det var også Van Aert, der endda blev slået ganske klart af schweizeren. Det må være en smule urovækkende for belgieren, der i år har VM-enkeltstarten som et meget stort mål, at han blev så klart distanceret, men heldigvis tilsiger historikken, at det er belgieren, der har overhånden over længere distancer. Derudover har vi også set, at han først når sit allerbedste niveau, når han har fået nogle løb i benene, selvom han altid er konkurrencedygtig.

 

I det mindste var han med til at skabe det belgisk-schweiziske show, som der var lagt op til, men det blev ikke den ventede top 4 bestående af ryttere fra de to nationer. Modsat de tre øvrige, der næsten altid præsterer, er Stefan Bissegger nemlig en lottokupon, man aldrig kan regne med. I dag skuffede han fælt på en rute, der passede ham som fod i hose, og det er en smule bekymrende, når det samme skete i Besseges og Algarve tidligere i år. Nok er der usikkerhed om hans form i det første løb efter styrtet i klassikerne, men det er efterhånden ved at være lidt for længe siden, vi har set en topenkeltstart fra den lokale helt. Det er i hvert fald ikke svært at se, hvem der har overhånden i ”the battle of the Stefans” lige nu.

 

I stedet blev der så plads til Sheffield i top 4, og det er fuldt fortjent. Amerikaneren bekræftede nemlig, at han er en af de få, der ser ud til at kunne tage kampen op med Evenepoel i de kommende år. Man skal huske på, at han blot var 19 år, da han allerede bragede ind på scenen sidste år, og i dag kørte han så helt lige op med Van Aert på et tidspunkt, hvor belgieren er tæt på sin Tour-form. Der synes ikke være mange grænser for hans potentiale i denne disciplin i de kommende år.

 

Han var eneste amerikaner i top 10, men det kan ikke komme som noget stort chok. Der var jo lagt op til et belgisk-schweizisk show, men de to topnationer måtte lide den tort slet ikke at være den mest talrigt repræsenterede nation i top 10. Det var derimod Danmark, der i denne lille DM-generalprøve satte en fed streg under det uhyggeligt store antal tempotalenter, der befinder sig i det lille land mod nord. I dette uhyre stærke felt lykkedes det at få ikke færre end tre mand i top 10 og det endda, selvom både Søren Kragh og Mathias Norsgaard skuffede - og det vel at mærke i samme uge, som Mikkel Bjerg og Vingegaard endte som nr. 1 og 2 på en anden WorldTour-enkeltstart!

 

At det kunne ske, var dog ikke helt urealistisk, når man gennemgik favoritlisten her til morgen. Langt mere overraskende var det, at det var Johan Price-Pejtersen, der endte som bedste mand. Han har trods alt ikke været i nærheden af et lignende resultat på dette niveau, men det er der måske en grund til. Han har stort set ikke kørt enkeltstarter hos Bahrain, og de få, han har kørt, har enten været for korte eller for kuperede. Dagens enkeltstart var i hvert fald den, der har passet ham bedst, og her viste han med det samme det, vi så i U23-klassen, nemlig at hans potentiale på flade enkeltstarter er meget stort.

 

På den sidste del kunne han imidlertid ikke matche Mattias Skjelmose. Danskeren har fået en lidt ærgerlig vane med at lægge for konservativt ud, men til gengæld har han en slutspurt som få. I dag var det kun Küng, der kørte stærkere end ham på det sidste stykke, og dermed satte en fed streg under det, vi så i 2022, nemlig at han har en rasende god enkeltstart. Han kørte allerede stort set lige op med Sheffield i Danmark sidste år, og i dag satte han en fed, fed streg under, at han er en af de bedste temporyttere, endda på en rute som denne.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Til gengæld kunne man nok have håbet på mere fra Kasper Asgreen. På papiret er han trods alt den bedste temporytter, men han synes stadig at have et stykke vej til at genfinde sit bedste niveau. På den anden side var det langt, langt bedre end i Dunkerque, og han fik i hvert fald bevist, at niveauet fortsat er tårnhøjt. Der er lys for enden af tunnelen!

 

Den danske fest blev kun endnu bedre af, at Skjelmose endte som næstbedste klassementsrytter kun overgået af manden, han umuligt kunne slå, nemlig Evenepoel. Jovist, Küng endte som nr. 5 sidste år, men han har talt forventningerne ned denne gang, hvor han er længere fra sin topform, der først skal komme til VM, og han vil trods alt aldrig være podiekandidat i dette løb. Nu er spørgsmålet blot, om Skjelmose kan løse de to udfordringer, der stadig er hans, nemlig holdbarheden og evnerne i de høje bjerge. Det bliver vi klogere på de kommende dage.

 

Han var dog ikke alene om at vinde i klassementskampen. Det gjorde også dagens måske største overraskelse, Ion Izagirre, der har kørt helt forfærdelige enkeltstarter i nogen tid, ikke mindst efter skiftet til Cofidis. Nok har franskmændene fået nyt materiel, men at han skulle køre det, der måske er hans bedste flade enkeltstart nogensinde, lå bestemt ikke i kortene. Måske er der vitterligt tale om en genfødt spanier, efter at han også rejste sig så flot i Baskerlandet.

 

Det lykkedes også for Maximilian Schachmann at bekræfte det, vi så i 2022, nemlig at han i hvert fald delvist har genfundet sine tempoevner, og ganske overraskende kørte Alexey Lutsenko fremragende på en rute, der slet ikke passede ham. Kometen Romain Gregoire, der dog næppe skal regnes som klassementsrytter, viste også en tiltagende alsidighed, mens Pello Bilbao med Bahrains forbedrede materiel viste glimt af fordums styrke, akkurat som Romain Bardet bekræftede de store fremskridt, han har gjort hos DSM. Mere overraskende var det at se den stadig mere spændende Yannis Voisard fortsatte de lovende takter efter den flotte sejr på kongeetapen i Ungarn. At Rigoberto Uran pludselig skulle køre en halvgod enkeltstart igen lå heller ikke i kortene.

 

Der var imidlertid også taberne. Neilson Powless og Ben Tulett havde helt sikkert håbet på et bedre udbytte, da netop tyngden af enkeltstarterne skulle stille dem så stærkt i dette løb, og Wilco Kelderman må sande, at Jumbo ikke har været i stand til at genfinde tempoevner. Tom Pidcock er slet heller ikke den temporytter, han lignede, da han var juniorverdensmester, og Gino Mäder, Rui Costa, Sergio Higuita og desværre også de ellers så velkørende Lennert Van Eetvelt, Cian Uijtdebroeks og Felix Gall fik akkurat de klø, man kunne vente.

 

Men sådan måtte det gå. Ingen af dem er kendt for deres tempoevner, så at anbringe dem på denne rute i dette skræmmende selskab var som at tilmelde en folkevogn til et Formel 1-løb. Et sådant projekt ville være dumt til at fejle, akkurat som det var det for de temposvage klatrere, der blev ført lige så stensikkert til skafottet, som Vingegaards rivaler blev det i Dauphiné i går. Det er nemlig svært at forestille sig, at vi finder mange enkeltstarter, der i år vil have et bedre felt end dette, og derfor blev det helt forudsigeligt tempogiganternes schweizershow - heldigvis med et touch af Danmark også.

 

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?