Tour Down Under-analyse: Da sidevinden brød den franske forbandelse

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Cykelsporten er kendt for en af sportsverdenens måske mest berømte forbandelser. Alle følgere af sporten kender således til regnbuetrøjens forbandelse, der er et udtryk for den tendens, at verdensmesteren ofte underpræsterer i den sæson, hvor han bærer regnbuetrøjen. Det er bestemt ikke et generelt fænomen, men der er faktisk lavet statistik, der viser, at forbandelsen har et vist hold i virkeligheden. Om ikke andet følte Julian Alaphilippe i 2022 nok, at der var temmelig meget om snakken.

Historien er også fyldt med ryttere, der synes at være ramt af forbandelser i enkelte løb. Igennem en nu lang karriere har det eksempelvis virket til, at Peter Sagan har været ramt af netop en forbandelse i Milano-Sanremo, hvor han har været storfavorit til at færdiggøre en for ham gunstig løbssituation talrige gange, men i dag tyder meget på, at han vil ende sin karriere uden en sejr i et løb, han burde have vundet, også flere gange. Det er også stadig ude over almindelig fatteevne, at Alejandro Valverde, der aspirerer til titlen som alletiders bedste ardennerrytter, gik på cykelpension uden én eneste sejr i Il Lombardia, selvom han år efter år stillede til start som storfavorit. Og selvsamme spanier følte sig jo også mere end noget andet forbandet i et VM-løb, hvor han satte en suveræn rekord for podiepladser uden medfølgende sejre, indtil han på meget følelsesladet maner endelig brød forbandelsen i Østrig i 2018.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Valverdes VM-sejr er måske også et af de bedste eksempler på, at forbandelser faktisk kan brydes, og at vedholdenhed betaler sig. Måske har det været med til at holde humøret oppe hos Bryan Coquard, der i den grad også må have følt, at nogen havde nedkastet et eller andet over ham. Nok er hans sejrsrate aftaget ganske markant i de seneste år, hvor han har mærket alderen trykke og farten dale, men for nogle år siden var han jo en af feltets mest vindende og i begyndelsen også lovende sprintere. Da han i morges vågnede op til endnu en dag i Australien, hvor han har gang i sin debut i Tour Down Under, kunne han således se tilbage på ikke færre end 48 triumfer, hvilket placerer ham som den 15. mest vindende blandt de nuværende aktive ryttere.

Coquard har således været hævet langt over nogen form for forbandelser i de mange mindre franske løb, hvor han har indhøstet hovedparten af sine gevinster, men på den største scene af dem alle har han været forhekset. Frem til denne lørdag i januar havde han således endnu ikke vundet én eneste gang på WorldTouren, selvom han har været tæt på talrige gange. Mest berømt er nok en af Tour-historiens mest tætte spurter overhovedet, da Marcel Kittel i 2017 frarøvede ham sin ultimative drømmesejr med så lille en margin, at han nok stadig med jævne mellemrum spørger sig selv, om ikke kommissærerne i virkeligheden bare trak lod om, hvem der skulle have sejren.

Men nu er forbandelsen langt om længe brudt. Måske fandt han inspiration i Valverdes VM-sejr. Eller måske tænkte han på landsmanden Christophe Laporte, der var ramt af en lignende, men ikke helt så voldsom WorldTour-forbandelse, indtil han i sit fantastiske 2019 fik hul på bylden og endelig tog sin første sejr på højeste niveau, da han sejrede på en mindeværdig Jumbo-dag i Paris - en sejr, han i øvrigt toppede senere på året, da han vandt en Tour-etape på overraskende maner. Efter en blæsende dag i Australien kan Frankrig nu også strege fa Coquard til listen over de ryttere, der ikke har haft problemer med at vinde i de mange løb i egen baghave, men som bare ikke har kunnet få hul på bylden på den store scene.

I virkeligheden kunne Coquard formentlig have brudt forbandelsen for mange år siden. Hvis der er noget, der har kendetegnet den lille franskmand, er det nemlig hans evne til at vinde i sæsonens allerførste uger, hvor han altid starter som lyn og torden. Ikke færre end 14 af hans indtil i dag 48 sejre er således blevet på de få løbsdage frem til og med d. 18. februar, og derfor var det jo egentlig ret indlysende, hvad der skulle til for at bugt med forbandelsen. Han skulle naturligvis bare køre det eneste WorldTour-løb, der er placeret i tiden op til midten af februar, og i det lys er det jo egentlig ret besynderligt, at det først er i år, at han stiller til start i Tour Down Under.

Det har nu sin naturlige forklaring. Coquard har tilbragt hele sin karriere på først det hold, der i dag hedder TotalEnergies og siden på det nu kollapsede B&B-mandskab. Derfor var det frem til skiftet til Cofidis forud for sidste sæson faktisk kun i 2014, at han overhovedet kørte for et WorldTour-løb, selvom han har kørt et hav af WorldTour-løb gennem sin karriere, og da han i 2022 endelig blev en del af den fineste division, havde corona jo desværre midlertidigt lagt det australske løb i graven.

Men i år var der ikke længere snubletråde, der forhindrede Coquard i at rejse om på den anden side af jorden og endelig gøre debut i det løb, der gav ham den allerbedste chance for at få has på sin forbandelse. Faktisk så det ud til, at alt var designet til, at det også skulle lykkes. En historisk sprinterfjendtlig rute betød nemlig, at løbet denne gang stort set er renset for muligheder for de klassiske sprintere og til gengæld betydeligt rigere på holdbare og ikke mindst vinterformstærke folk som Coquard. Det havde endda den effekt, at et løb, der er kendt for at præsentere fremragende sprinterfelter, i år kan byde på et betydeligt svagere sprinterfelt, end vi har været vant til.

Det i sig selv var imidlertid ikke nok til at bryde forbandelse. Coquards spurt både i lørdagens Schwalbe Classic og på 1. etape mindede os nemlig om, hvorfor han ikke har vundet mere, end han har. Begge gange sad han nemlig nok en gang alt for langt tilbage, og i et løb, hvor han vel skal regnes som en af de hurtigere folk, endte han således blot med placeringer som nr. 9 og 12 - ikke just imponerende for en mand, der i dette felt kun er overgået af Caleb Ewan, hvad angår sejre.

Men så kom vinden. Da feltet i dag vendte tilbage til den velkendte slagmark omkring byen Willunga, hvor løbet plejer at nå sit klimaks på Willunga Hill, var der denne gang ikke budt op til klatrefest. På den helt nytænkte rute havde den nye chef, Stuart O’Grady, flyttet målstregen ned til selve byen Willunga, så klatrerne blot kunne se misundeligt op ad de stejle veje, hvor de plejede at udkæmpe deres vigtigste slag. Nu var det i stedet sprinterne, der slikkede sig om munden, og særligt de af dem, for hvem en bakkespurt er den foretrukne. Det gælder som bekendt særligt for Coquard, der særligt på sine ældre dage er blevet mindre og mindre konkurrencedygtig, men i stedet er blevet en sand ørn i stigende afslutninger, hvor han da også tog alle sine tre sejre i 2022, og hvor det også kun var Mads Pedersen, der på løbets 13. etape forhindrede ham i at bryde forbandelsen allerede i Vueltaen for nogle måneder siden.

Dagens afslutning for foden af Willunga Hill, hvor de sidste 500 m steg med mere end 4%, havde således Coquards navn skrevet med flammeskrift over sig, og det var endda endnu mere oplagt end som så. Denne gang var der nemlig tale om en teknisk helt ukompliceret finale, hvor selv Coquard i hvert fald kunne drømme om at sidde rigtigt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det var her, han også fik en hjælpende hånd af vinden. Den har ellers aldrig været en god ven af franskmanden, der plejer at have det svært med at sidde med i front, hvis sidevinden raser, men da dagens etape udviklede sig til et mindre blodbad, der kostede et stort antal klassementsryttere deres drømme om et samlet topresultat, lykkedes det den lille franskmand at holde sig til. Desværre havde det også den bagside, at hans formsvage lead-out man, Davide Cimolai, i et i forvejen ret svagt tog, helt forventeligt var efterladt langt tilbage, og nu havde han kun den som lead-out man helt upåagtede Alexis Renard, der endda lige er kommet tilbage efter en langvarig pause som følge af en hjerteoperation, ved sin side.

Til gengæld var feltet meget, meget mindre. De blæsende betingelser, der havde forvandlet en sprinteretape til noget, som i selektion sagtens kunne måle sig med en klassisk Willunga-etape, havde barberet feltet ned fra den oprindelige størrelse på 130 mand til nu kun godt 50 ryttere, der kæmpede om pladserne forrest i feltet. Af disse havde mange endda brugt alle deres kræfter på det vilde forfølgelsesløb, der havde udspillet sig, siden Jayco allerede mod slutningen af løbets første halvdel havde åbnet for sidevindsballet og splitte feltet. Pludselig var der slet ikke samme intensitet i den positionskamp, Coquard hader, og alle hans rivaler var endda ganske mærkede efter en brutal dag, der i de blæsende betingelser var blevet tilbagelagt med mere end 46 km/t.

Minsandten om Renard trådte i karakter. Med evner, som ingen vidste, at han havde, tog franskmanden, der ellers indtil nu mest er kendt for sin podieplads i Vallonien i 2021, sin kaptajn på nakken, mens alle ventede og ventede for ikke at starte den voldsomme modvindsspurt på den lille bakke, og fra en position langt tilbage i feltet udnyttede han, at folk efterhånden havde slidt sig selv ned i vinden til at bringe Coquard helt frem, hvor han skulle være. Den lange tur op gennem vinden havde endda slet ikke tømt ham for kræfter, og minsandten om ikke den tidligere hjertepatient også havde overskud til at tage fronten og holde farten så høj, at Coquard ikke tabt den perfekte position, han havde erobret lige bag Emils Liepins, der fik det helt perfekte lead-out af Marc Brustenga.

Herfra blev vi alle mindet om, at vi stadig kun skriver januar. Det er her, Coquard plejer at være helt usårlig, som han var det, da han sidste år slog den ellers uhyre formstærke Mads Pedersen på muren i Besseges eller fik skovlen under Julian Alaphilippe i puncheurfinalen i Provence. Mens stakkels Liepins, der jo ellers har imponeret stort i dette løb, stod helt stille i en spurt, der ikke helt uventet viste sig lidt for hård til en tung lette og efter et uheld med en pedal endte helt tilbage som nr. 23, bragede Coquard afsted med så tårnhøj en raketfart, at man igen må ærgre sig over, at hans dårlige positionering så ofte har forhindret ham i at måle sig selv med de bedste afsluttere i stigende finaler.

I dag fik han imidlertid chancen. Med i front sad nemlig også Michael Matthews, der er kendt som superspecialist i denne slags finaler og bestemt ikke har haft problemer med at vinde stigende spurter på WorldTouren. Han har endda efterladt et særdeles formstærkt indtryk, men selvom han havde den allerbedste position til at tage kampen op med Coquard direkte fra franskmandens baghjul, trådte han nærmest firkantet og endte som en beskeden nr. 6, da den franske raket åbnede dagslys mellem ham og alle andre. For første gang i løbet viste Matthews, at det måske ikke kun var uheldet på 2. etape, der berøvede ham den samlede sejr, for i dag lignede han bestemt ikke det formstærke uhyre, han har gjort hidtil.

Coquard også nærmest ydmygede kometen Corbin Strong. Han måtte ganske vist bruge lidt kræfter på at komme frem til sidst, men det lykkedes Simon Clarke at placere ham helt perfekt lige ved Matthews og Coquard, da spurten blev åbnet. Newzealænderen, der ellers imponerede så stort med sin sejr i en puncheurspurt i Skotland sidste efterår, og som virkede så formstærk, selvom hans klassement blev ødelagt af gårsdagens styrt, var imidlertid heller ikke i nærheden af at kunne følge den lille franskmand, da han åbnede for gassen.

Reelt var der vel kun én rytter, der kunne have slået Coquard i en sådan finale i januar måned, nemlig Caleb Ewan, men den lille australier må nu sande, at han ligesom i 2019, hvor han for første gang siden den første sejr i 2016-udgaven endte uden etapesejre, kommer fra sit hjemmebaneløb som sejrsløs. Han lærte nemlig på den hårde måde, at det ikke bare handler om at være løbets hurtigste, hvad han helt åbenlyst har været i løbets første spurter, og at Lotto godt kunne have gjort ham den tjeneste at bruge deres hårdt tilkæmpede ret til at deltage i løbet på den anden side af jorden. Jarrad Drizners gjorde ellers et behjertet forsøg på at føre sin kaptajn på det svage australske landshold frem, men på den hårde bakke løb han tør for kræfter længe inden toppen. Da Ewan, der heller ikke selv er nogen ørn i positionskampen, kort efter mistede Matthews’ hjul, var løbet kørt, og denne gang var der slet ingen vej tilbage til fronten, som der ellers havde været det på 1. etape, og det blev i stedet en noget halvhjertet spurt som afslutning på et trist løb for den australske stjerne.

Sådan er han nu ikke den eneste sprinter, der har det. Coquard og Phil Bauhaus bliver de eneste, der kan rejse hjem med en sejr, men det lå jo i kortene, at det ville blive et trist løb for de hurtige folk. Mange af dem havde nok ellers drømt om, at denne finale slet ikke ville være så hård endda, men det stod lynhurtigt klart, at det faktisk mere var en finale for puncheurs end sprintere - særligt når nu etapen blev gjort knaldhård i sidevinden. Det viste Alberto Bettiol tydeligt, for selvom han i går bekræftede, at han skam ikke løj, da han kaldte sig selv formsvag, viste han igen i dag, hvor skarp en afslutter han er i stigende finaler. Trods en ugunstig position kom han efter flot forarbejde fra Jens Keukeleire blæsende til fronten til en stensikker 2. plads, så han nu kan tage hjem med to placeringer i top 2, hvad der helt sikkert må styrke optimismen frem mod klassikerne, når vi taler om et løb, der altså bare handlede om træning.

Dermed fik han også spoleret det, der kunne være blevet en fransk fest med et rent fransk podium i et løb, hvor den franske succes ellers har været meget behersket, og hvor den stolte cykelnation intet havde vundet siden 2000, inden Coquard i dag brød også den forbandelse. På 3. pladsen fandt vi nemlig Hugo Page, der efter fornemt forarbejde af et imponerende Intermarché-mandskab, som havde fire mand i første gruppe - inkl. den formstærke kaptajn Sven Erik Bystrøm - og franskmanden kunne bekræfte det potentiale, vi allerede så i 2022, men som i dette løb er blevet endnu tydeligere. Det er i hvert fald ikke, hvem som helst der slår Matthews i en spurt som denne, og det er vel ikke helt uden grund, at han sidste efterår vandt spurten om 3. pladsen bag Laporte og Rasmus Tiller i Binche. Mere og mere tyder på, at han kunne stå foran et gennembrud i år.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Det gør Paul Penhoët formentlig også. Den lille franske sprinter har fået en forrygende WorldTour-debut, og i dag viste han så, at det særligt er som holdbar afslutter, at han har sit potentiale. Også han satte både Matthews og Strong til vægs, og selvom også han blev slået af to puncheurtyper i kampen om podiet, er det en yderst løfterig debut for en mand, der før denne uge altså aldrig havde kørt et løb på højeste niveau. Også altid solid Dorian Godon, der ellers har haft en svær tid, bidrog til den franske fest, mens Marius Mayrhofer, der har været en af de positive overraskelser i dette løb, nok engang imponerede.

Til gengæld blev løbet endnu en frustrerende oplevelse for Ethan Hayter, der ellers kunne se Ineos-toget endelig folde sig ud, men som desværre nok engang havde tabt sit hold og hjulet på sin lead-out man Ben Swift, der måtte spejde sig tilbage for at finde kaptajnen, inden han gled tilbage. Med en kraftpræstation lykkedes det briten at komme frem til allersidst, men det kostede de sidste kræfter, og der var ikke mere i tanken til at vise, om han kunne have udfordret Coquard. Nu endte han i stedet med at blive overspurtet af sin holdkammerat Kim Heiduk, der i forvirringen også havde mistet kontakten med sin efterhånden nok meget frustrerede kaptajn.

I det mindst er han stadig med i klassementet, for trods sine positioneringsvanskeligheder klarede han sidevinden. Det kunne alle bestemt ikke prale, og offerlisten blev ganske lang. Der blev i hvert fald kastet grus i festen for Frankrig og Cofidis, da Victor Lafay, som ellers havde set så stærk ud i går, blæste helt ud af klassementet, og med sig i faldet tog han Michael Storer, der ellers også var med i front i går, Luis Leon Sanchez, der dermed bidrager til, at Astana-tristessen fortsætter, Maximilian Schachmann, der jo ellers lige havde vist lidt fremgang i går, men som stadig er en skygge af sig selv, samt ellers formstærke Chris Hamilton. Dermed sørgede vinden for, at det alligevel ikke lykkedes at forvandle Willunga-etapen til en ligegyldig sprinteraffære, og den endte med at knuse drømme, akkurat som den plejer.

Den plejer heldigvis også at indfri nogle, og det gjorde den i den grad også i dag. Det kan godt være, at vi stakkels cykelskribenter nu skal finde på noget andet at skrive, når vi fremover omtaler Coquard, for vi kan ikke længere bruge standardfrasen om, at det er sprinteren, der bare ikke kan vinde på WorldTouren. Det har han helt sikkert kunnet længe, men stjernerne har bare aldrig stået rigtigt. Det gjorde de heldigvis i dag, hvor han langt om længe fik lov at køre et WorldTour-løb i den periode, hvor han er allerbedst, og hvor vinden og fabelagtigt arbejde fra Renard sørgede for, at hans positioneringsproblemer blæste hele vejen hjem til Frankrig. Da først det handlede om bare at spurte op ad bakke, viste han igen, at han er en af verdens allerbedste - i hvert fald når der stadig står vinter på kalenderen - og med ét var et styks forbandelse brudt. Nu drømmer Sagan vel bare om, at det er et varsel om, hvad der vil ske i Sanremo, mens Remco Evenepoel kan gøre sig forhåbninger om, at Alaphilippe er den eneste Quick-Step-rytter, der rammes af regnbuens forbandelse. Den slags forbandelser kan nemlig brydes. Spørg bare Coquard.

OPDATERING: Maximilian Schachmanns fravær i front skyldtes en defekt, da den splittede.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE