Tour Down Under-analyse: Nye tider

Er det nye tider? Det skal man naturligvis være varsom med at konkludere på baggrund af fire løbsdage i en 2020-sæson, der knap er kommet i gang, men alligevel er det svært ikke at stille sig selv spørgsmålet. Det føltes i hvert fald, som om verden næsten var at lave denne nat, da Caleb Ewan spurtede sig til sin anden etapesejr på bare tre dage.

Det var naturligvis overhovedet ikke nyt, at Ewan sikrede sig en etapesejr i Tour Down Under. Faktisk bragte nattens triumf ham op på i alt ni sejre, hvilket placerer som ham den tredjemest vindende i løbets historie bag André Greipel med 18 og Robbie McEwen med 12. Nej, det mærkværdige var, at Sam Bennett oplevede at blive regulært overspurtet i en situation, hvor han ikke var tvunget til at komme bagfra og forsøge at indhente en rival, der var blevet sat bedre op end ireren.

Min hukommelse kan spille mig et puds, men det er meget svært at erindre, hvornår Bennett sidste har kørt en spurt, hvor en rival har været så synligt hurtigere end ham. Ganske vist oplevede han at blive slået af Fabio Jakobsen i Vueltaen, af Alvaro Hodeg i BinckBank Tour, af Elia Viviani i RideLondon Classic og af Wout van Aert i Criterium du Dauphiné, men hver gang skete det i en situation, hvor hans rival havde kunnet starte sin spurt fra en markant bedre position end den lynhurtige irer. Faktisk var mønsteret hver gang, at Bennett kom med fart bagfra, og den imponerende topfart har naturligt ledt til spørgsmålet, om ikke han faktisk efterhånden er verdens hurtigste. Den titel har hidtil tilhørt Dylan Groenewegen, og det er da også den hollandske kanonkugle, der senest har været markant hurtigere end Bennett, nemlig i sidste års Paris-Nice, hvor den meget formstærke Jumbo-Visma-rytter var nærmest helt usårlig, indtil han ben pludselig eksploderede efter flere hårde dage i sidevinden.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Siden dengang har Bennett været næsten umulig at slå, hvis ikke han er blevet fanget i positionskampen. Den risiko har til gengæld været til stede på et Bora-hold, der kørte ham så meget ud på et sidespor, at stort set alle gode lead-out-ressourcer blev sendt i retning af Pascal Ackermann. Netop derfor har udsigterne for Bennett også været så uhyre gode frem mod 2020, hvor han er blevet forenet med verdens vel nok bedste tog hos Deceuninck-Quick Step, og da Shane Archbold og Michael Mørkøv på 1. etape leverede et sandt mesterstykke af et lead-out, blev tesen om, at Bennett i år vil være helt usårlig blot yderligere styrket.

Sådan var det imidlertid ikke i nat i Murray Bridge. Her leverede Deceuninck-drengene ellers endnu en opvisning i fart og timing, da de først skød frem med Dries Devenyns, Iljo Keisse og Shane Arhcbold i front, inden de lod FDJ-toget køre sig trætte i vinden. Med tårnhøj klasse skøde Mørkøv nok engang frem, da franskmændene begyndte at tabe fart, og da den danske og den irske mester helt som spået i gårdagens optakt var først igennem det kritiske sving til sidste, burde resultatet egentlig være givet på forhånd.

Det var det bare ikke. Caleb Ewan viste nok engang, at han har forfinet den kunst, Bennett også har mestret, nemlig at udse sig baghjulet på det bedste tog, og efter en kikser på 1. etape var australieren nok engang at finde på rette sted på rette tidspunkt, præcis som det var tilfældet i hovedparten af spurterne i den seneste Tour. Herefter bekræftede han det indtryk, man også var efterladt med i Adelaide i søndags, hvor hans topfart var en lige eller to over rivalernes, og selvom det denne gang var Bennett, som ikke spillede en rolle i gadeløbet, der skulle slås, og han derfor blev presset betydeligt mere, end han gjorde i åbningsløbet, var der ingen tvivl om, hvem der var hurtigst af de to supersprintere.

Det understreger nok engang, at der er sket noget med Ewan efter skiftet til Lotto. Specielt i 2017 var den lille australier lynhurtigt i disse rene massespurter, men i forbindelse med sin store krise i 2018 blev han forvandlet til en skygge af sig selv - så meget at han gik glip af den Tour-deltagelse, han var lovet. Den tendens fortsatte gennem hele foråret sidste år, hvor han ikke var i nærheden af at true de hurtigste i løb som UAE Tour og Paris-Nice, hvor han var oppe mod blandt andre Bennett, ligesom han jo som bekendt heller ikke vandt én eneste etape i Tour Down Under - noget, der nærmest er uhørt for den lokale supersprinter.

Det forandredes i sidste års Tour, hvor han pludselig kunne slå en ganske vist temmelig forslået Groenewegen, og siden da har Ewan været meget svær at bide skeer med. Senere på efteråret vandt han i formsvag tilstand Brussels Cycling Classic, og nu har han taget hul på 2020 med en fabelagtig start, hvor det kun er hans stadig lidt for mangelfulde tog, der har forhindret ham i at kunne notere maksimal gevinst på fire triumfer ud af fire mulige.

Til gengæld var det lidt et slag i ansigtet for Bennett. Selv brokkede han sig efterfølgende over den åbenlyse fejl i løbsbogen, hvor det var anført, at sidste sving kom med 300 m igen, mens realiteten var, at 150 m-skiltet dukkede op, umiddelbart efter at Mørkøv havde ført ham igennem kurven. Planen var ellers, at danskeren herfra skulle have skruet farten i vejret, inden Bennett skulle have startet sin spurt, men da stregen pludselig var ganske tæt på, gik supersprinteren i panik og åbnede for gassen en anelse for tidligt.

Selv er han af den opfattelse, at han kunne have vundet spurten, hvis informationerne havde været korrekt. Hvorvidt det er sandt, får vi aldrig svaret på, men det er svært at være helt enig i den vurdering. Det var i hvert fald klart, at Ewan havde i hvert fald et par gear ekstra, og den lille australier var ikke just tæt på at blive slået.

Det betyder naturligvis ikke, at det vil være styrkeforholdet gennem resten af sæsonen. Vi så i Stirling, at Bennett er temmelig langt fra sin topform, mens Ewan trods et ønske om en roligere start tydeligvis har draget god fordel af de gode træningsbetingelser i Australien. Derfor kan ”normaliteten” sagtens være genoprettet, når vi når den væsentlige del af sæsonen, men konklusionen efter de første massespurter i Australien er i hvert fald, at det lige nu er Ewan, der har en temmelig uventet overhånd.

Til gengæld må Elia Viviani nok sande, at han ikke kan drage mange konklusioner om sit niveau efter denne uges kørsel i Australien. Efter et kiks i tirsdags leverede Fabio Sabatini og Simone Consonni nemlig et glimrende lead-out, som må give europamesteren en vis optimisme, men skaderne efter gårsdagens styrt var så store, at italieneren hurtigt måtte sande, at det var umuligt at tage kampen op med de bedste. Da hans to spurter i ”rask” tilstand samtidig lod noget tilbage at ønske, er det således klart, at Viviani bliver den af de tre supersprintere, som kommer ud fra løbet med flest spørgsmålstegn ved eget niveau, også selvom dagens flotte lead-out må lune ganske betydeligt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Langt større glæde har Jasper Philipsen grund til at have. Ganske vist er det usandsynligt, at han gentager sidste års etapesejr, men han kan alligevel tage fra Australien med selvtillid. De seneste etaper har nemlig nok engang understreget, at hans næse for positionering er uhørt god for så ung en rytter. Det er ganske bemærkelsesværdigt, at en uerfaren rytter med en mildt sagt halvkedeligt tog med så stor træfsikkerhed kan gå i top 3 hver eneste gang, også i en uhyre teknisk finale. Da hans fart samtidig ser ud til at have fået yderligere et nøk i forhold til sidste år, og da han overgik egne forventninger til holdbarhed med 4. pladsen i Stirling, ser det ud til, at 2020 kan blive et år, hvor han kan omsætte sidste års endeløse serie af sekundære placeringer til flere sejre.

En anden rytter, der kan juble på vej hjem i flyet, er André Greipel. Nej, han kommer ikke til at udbygge sin rekordserie på 18 australske etapesejre, men i lyset af de trængsler, han havde i 2019, kan mindre også gøre det. Dengang var det nærmest en overskrift værdig, hvis den store tysker kom i top 10, selv i svagt besatte løb på lavere niveau. I denne uge har han imidlertid nu været i top 5 i begge massespurter og vist en fart, der er helt usammenlignelig med det, vi så sidste år. Endnu bedre blev det af, at han i dag var med fremme i en teknisk finale, der slet ikke er noget for den positioneringssvage gorilla, og derfor har det australske eventyr givet et indtryk af, at der nok var noget om snakken, når han forklarede sidste års uhørt ringe præstation med en bakteriesygdom.

Spurten i nat blev også en understregning af, at der vitterligt er krummer i Alberto Dainese. Ganske vist har det længe stået klart, at han nok er den mest lovende nyprofessionelle sprinter, men alligevel har der været noget at bevise i karrierens første WorldTour-løb. Det har han til gengæld gjort med bravur, efter at han i dag kørte en meget overbevisende spurt, selvom hans desværre stadig lidt for urutinerede Sunweb-tog heller ikke denne gang fik ham bragt i position. Selvom han gik igennem sidste sving o en ugunstig position, lykkedes det ham på det korte opløb at avancere til 5. pladsen, hvilket nok engang understreger, at vi her taler om endnu et af det uhyre store antal lovende topsprintere, som ofte kommer fra støvlelandet.

Også Bora kan være godt tilfredse med udbyttet af massespurterne. De skal indstille sig på en ny virkelighed uden Bennett, som betyder, at de ikke pr. automatik er et førende sprinterhold i ethvert løb, men alligevel har de gjort det over forventning. I nat skulle de køre for den spændende ester Martin Laas, der dog undervejs meldte om så dårlige ben, at det i stedet blev den på 1. etape så succesrige Erik Baska, der skulle have endnu en chance. I sidste ende gik toget imidlertid helt i skuddermudder, og derfor var det faktisk ganske flot, at de to sprintere, som endte med at tage hver deres chance, begge kom i top 10.

Etapen havde imidlertid også sine tabere. Udover den forslåede Viviani var den største vel Marc Sarreau, der ellers endelig fik chance for virkelig at teste sig af på WorldTouren. Til dette løb har han nemlig fået lov at låne Jacopo Guarnieri af Arnaud Demare, og i nat viste italieneren nok engang sin tårnhøje klasse, da han tog kontrol frem mod svinget, inden Deceuninck i sidste øjeblik gik forbi. Mens toget imponerede, faldt Sarreau imidlertid nok engang helt igennem og gled kun tilbage, da spurten blev åbnet. Med tanke på franskmandens store succes i Frankrig, er det en anelse overraskende, at hans fart har været så pauver i dette løb. Lad os håbe, at det skyldes den mangelfulde form, han selv omtalte inden løbet, og som også kom til udtryk i Stirling.

En anden taber var Giacomo Nizzolo, der med en 7. plads nok engang bekræftede, at han selv i den nuværende formsvage udgave er en topsprinter, men som stadig ikke har lukket hullet op til de ryttere, han jævnligt udfordrede inden de mange knæskader. Og Kristoffer Halvorsen, som ellers er blevet sat så fornemt op af EF de første dage, måtte denne gang sande, at det nyetablerede EF-tog fortsat er temmelig skrøbeligt, da et grimt styrt til Mitchell Docker svækkede dem så meget, at de slet ikke kom frem i spurten.

Alligevel var det nok slet ikke en sprinter, der var allermest ærgerlig efter etapen. Det var nok snarere Daryl Impey, der havde satset på at score seks bonussekunder i de indlagte spurter og måske sætte Richie Porte til vægs i den sidevind, hans sportsdirektør Matt White havde talt om i flere dage. Helt som forventet kontrollerede Mitchelton da også de første 40 km, men her må Impey have forbandet Philipsen langt væk. Belgieren kan nemlig lugte pointtrøjen, og ved at vinde begge spurter fik han samtidig taget vigtige sekunder væk fra en af Diego Ulissis vigtige konkurrenter. Porte og Trek gjorde også et glimrende arbejde, da det lykkedes Mads Pedersen at slå Impey i den første spurt, og dermed blev det ”kun” til 3 sekunder til sydafrikaneren.

Dermed ser et hattrick fortsat svært ud. Drømmen om sidevindskaos udeblev, da alle var for opmærksomme, og vinden var for svag. Ineos, Deceuninck og Mitchelton forsøgte sig alle, men desværre faldt den kraftige vind onsdag og torsdag for det australske hjemmebanehold på de forkerte dage. Derfor er afstanden op til førertrøjen stadig tre sekunder, og med udsigt til både bonussekunder og ”rigtig” tidsgevinst til Porte på Willunga Hill på søndag, skal der mere til.

Heldigvis er der en chance endnu. Til Impeys glæde har arrangørerne nemlig krydret den ellers normalt så flade Victor Harbor-etape med en hård stigning i finalen, og i netop den afslutning ved Mitchelton, hvordan det skal gøres. Da samme afslutning for foreløbig eneste gang blev brugt i 2016, satte australierne sprinterne til vægs på bakken, så Simon Gerrans senere kunne spurte sig til etapesejr og 10 bonussekunder, der hjalp ham med nok engang at få skovlen under Porte. Den model håber de at genbruge i nat, nu bare med Impey som afslutter i stedet for holdets tidligere kaptajn.

For at det skal lykkes, skal de imidlertid have skovlen under Ewan. For fire år siden blev den lille australier sat til vægs på bakken, men hans klatreevner fra dengang tåler slet ikke sammenligning med de bakkeben, han besidder i dag. Ewan har allerede én gang snydt Impey for livsvigtig bonus, da han slog sin tidligere holdkammerat i Stirling, og det skulle såmænd ikke undre, om det mønster gentager sig i nat. Når farten rækker til at slå Bennett, der ellers længe har været temmelig usårlig, er der i hvert fald sket noget siden sæsonstarten for et år siden. Det er tilsyneladende nye tider, både i massespurterne og i Tour Down Under, hvis det faktisk denne gang skal lykkes Porte ikke at blive nr. 2, men faktisk få skovlen under sin onde sydafrikanske ånd på hjemmebanen.