Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for EF Education-EasyPost?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, men da Ag2r Citroën Team, der burde være blevet bragt som nr. 3 i serien, ikke officielt har præsenteret én eneste signing ved starten på denne serie, bringes analysen af det franske hold først senere. I dag fortsætter vi serien med EF Education-EasyPost, der endte som nr. 11 på ranglisten i 2023 og nr. 10 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Holdet har meldt ud, at deres trup for 2024 er på plads, men de har ikke offentliggjort den endelige trup. I øjeblikket har de kun offentliggjort kontrakter for 27 ryttere, men jeg vil forvente, at op til tre af de nuværende ryttere, der fremgår af oversigten nedenfor, fortsætter på holdet, særligt Shaw og Quinn. Analysen vil derfor blive opdateret i forbindelse med holdoptakten, når den fulde trup forhåbentlig er kendt.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ryttere, der bliver på holdet

Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Richard Carapaz, Simon Carr, Hugh Carthy, Jefferson Cepeda, Esteban Chaves, Stefan De Bod, Ben Healy, Mikkel Honoré, Mark Padun, Andrea Piccolo, Neilson Powless, Jonas Rutsch, Georg Steinhauser, Rigoberto Uran, Marijn van den Berg

Nye ryttere

Rui Costa (Intermarché-Circus-Wanty), Michael Valgren (EF Education-NIPPO Development Team), Harry Sweeny (Lotto Dstny), Archie Ryan (Jumbo-Visma Development Team), Darren Rafferty (Hagens Berman Axeon), Jack Rootkin-Gray (Saint Piran), Lukas Nerurkar (Trinity Racing), Jardi Christiaan van der Lee (Willebrord Wil Vooruit), Yuhi Todome (EF Education-NIPPO Development Team), Markel Beloki (MMR Cycling Academy)

Ryttere, der forlader holdet

Magnus Cort (Uno-X Pro Cycling Team), Jens Keukeleire (stopper karrieren), Andrey Amador (?), Merhawi Kudus (?), Odd Christian Eiking (?), Owain Doull (?), Lukasz Wisniowski (?), Jonathan Caicedo (Petrolike), James Shaw (?), Tom Scully (?), Julius van den Berg (Team dsm-firmenich PostNL), Sean Quinn (?), Diego Andrés Camargo (Petrolike)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012. Undervejs er det endda også lykkedes at vinde hele fire af de fem monumenter.

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

Siden har der dog været mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de steder, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt lykkedes det at blive en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt i 2019 og en fornem 2020-sæson med Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

Siden er det dog igen gået ned ad bakke, og holdet endte derfor i en desperat dødskamp mod slutningen af 2022, hvor Vaughters endte som en af de managers, der i desperation måtte sende sine tropper til snart sagt alle efterårets løb i håb om at sikre sig det nødvendige antal point. Det lykkedes heldigvis, men det blev alligevel for andet år i træk en halvtrist sæson. Bare ni sejre blev det til, hvoraf de to var gevinster i svagt besatte nationale mesterskaber i Irland og Eritrea, og holdet endte på verdensranglisten som nr. 18 - slået af hele tre ProTeams - og som et af de svageste WorldTour-mandskaber.

Det er ikke mærkeligt. I de seneste opgørelser, hvor WorldTour-holdenes budget er blevet estimeret, roder holdet rundt i den tunge ende som et af de tre mest pengefattige i samme liga som Cofidis, Arkea og Intermarché. I det lys har Vaughters’ handlemuligheder været ret begrænsede, og det er formentlig også derfor, at han i de senere år har set store talenter som Daniel Martinez og Sergio Higuita søge væk til større og stærkere hold.

I stedet har Vaughters i højere grad satset på talenter og ryttere, hvis karrierer han har forsøgt at genopleve. Efter den kritiske 2021-sæson besluttede han sig også for, at noget måtte gøres, og han gennemførte en større udrensning, hvor han hentede hele 11 nye ryttere til holdet. Det synes at have haft sin effekt, for efter den lidt tamme 2022-sæson havde holdet et fornemt 2023, hvor de tog ikke færre end 26 sejre - en markant forbedring i forhold til de ni i 2022 - og samtidig kom holdet meget tæt på at bryde ind i verdensranglistens top 10 med en glimrende 11. plads, der gør det mindre sandsynligt, at holdet igen skal kastes ud i en dødskamp for overlevelse på WorldTouren om to år.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I det lys kunne man have troet, at Vaughters ville forsøge at holde fast i hovedparten af sin trup, men sådan er det slet ikke gået. Tværtimod har han hentet ikke færre end 10 nye ryttere, men at kalde det en oprustning vil i den grad være en fejl. De er nemlig stort set udelukkende tale om unge talenter, der vil gøre holdet til det yngste på WorldTouren, og man gør faktisk ingen uret ved at hævde, at holdet næsten er forvandlet til et halvt udviklingshold.

Til gengæld er det lykkedes at fastholde det meste af den stamme, der gjorde 2023 til så stor en succes, og det har utvivlsomt har stor prioritet for Vaughters at forlænge kontrakten med Neilson Powless og Alberto Bettiol. Der ryddes mest af alt ud i holdets knap så profilerede ryttere og hjælpere. Det er derfor slet ikke givet, at holdet vil lide nævneværdigt i 2023, og med de mange spændende talenter synes fremtiden faktisk ganske lys.

Holdet mister kun én stor profil, der til gengæld erstattes af en anden. Magnus Cort siger nemlig farvel, men i stedet kommer Rui Costa til holdet. Sammenlignelige er de naturligvis ikke, og det er da også klart, at der er mere fremtid i danskeren end i den portugisiske veteran. Til gengæld havde danskeren trods sin Giro-etapesejr og stærke sæsonstart bestemt ikke sit bedste år, mens Costa med sine fem gevinster var nærmest genfødt.

Hvor længe den genfødsel holder, er imidlertid meget tvivlsomt, når vi taler om en 37-årig herre, og sandt er det da også, at han ikke længere kan begå sig i de største klassikere eller i klassementerne i de største etapeløb, og hans bidrag vil derfor nok primært komme fra mindre endagsløb samt på enkelte etaper i etapeløb, som da han i 2023 vandt i Vueltaen. Sandsynligheden for, at der gemmer sig flere sejre i etapejægeren Cort end i den aldrende Costa, er således stor, men i lyset af Corts exit er det da bestemt ikke ringe at få veteranen ind som erstatning - vel at mærke under den forudsætning at han kan fastholde sit niveau. Uanset Costas niveau vil Cort trods sit lidt svingende niveau dog utvivlsomt blive savnet.

I virkeligheden henter holdet også en anden etableret rytter. Efter et ganske succesrigt comeback rykker Michael Valgren nemlig atter op på WorldTour-holdet, og det ligner en forstærkning. Det er stadig usikkert, hvor tæt på sit gamle niveau han kan komme, men hans overbevisende kørsel i Toscana og Sabatini indikerede i hvert fald, at han igen kan køre med om sejre. Måske er det ambitiøst at håbe på at se ham i front i de største klassikere, men den Valgren, vi så i 2023, ligner en mand, der atter kan spille en fin rolle i endagsløb og som etapejæger.

Man kan måske også regne Harry Sweeny som en etableret nyerhvervelse. I hvert fald har han allerede været professionel i flere år, men han er jo stadig en yngre herre, for hvem den bedste tid stadig burde ligge forude. Nogen vindertype er han imidlertid ikke, og det er ikke indlysende, at han vil vokse meget ud af en hjælperrolle. Han har dog et potentiale, der i de seneste to år har givet sig udslag i nogle ret uventede klatrepræstationer, og derfor kan han måske vinde en etape i en grand tour, ligesom han med en forbedring af sin hæderlige enkeltstart måske også kan køre lidt klassement i etapeløb, der ikke er for bjergrige.

De resterende syv nye ryttere er til gengæld alle nyprofessionelle, og blandt dem er det særligt Archie Ryan, der skiller sig ud. At det lykkedes dem at få hevet det irske supertalent væk fra Jumbos udviklingshold, kan vise sig at være et sandt kup, for den unge irer synes at have en lys fremtid. Allerede sidste år satte han adskillige WorldTour-ryttere til vægs, da han vandt kongeetapen i Slovakiet, og selvom han fik ødelagt en stor del af 2023 af en skade, nåede han at imponere med etapesejr i l’Avenir og ikke mindst en yderst imponerende bedrift i det ekstremt stærke felt på kongeetapen i Luxembourg. Uden sin skade havde han formentlig sat verden i brand i den seneste sæson, og der er al mulig grund til at tro, at EF her har sikret sig en af de helt store etapeløbskometer.

Han er dog ikke alene om at være en ny, lovende klatrer på holdet. Landsmanden Daren Rafferty er også uhyre spændende. I 2023 vandt han således bjergløbet Valle d’Aosta, ligesom han endte som nr. 2 i Baby-Giroen, hvilket vidner om store evner i bjergene. Han har endnu ikke vist, at han kan begå sig mod professionelle, men til gengæld er han to år yngre end Ryan. Det ligner i hvert fald endnu en uhyre lovende fremtidsinvestering.

Det gør det også med Lukas Nerurkar. Han har været mere svingende end de to irere, men han har til gengæld to gange imponeret mod de professionelle. Det gjorde han med en samlet 6. plads i Galicien og en samlet 9. plads i Tjekkiet, og det vidner om meget solide evner i bjergene - også selvom han skuffede lidt i klassementerne i de store U23-etapeløb (trods en etapesejr i Baby-Giroen). Som Rafferty er også han meget ung, og dermed tyder meget også på, at han kan se frem til en stor fremtid som etapeløbsrytter.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Så er der holdets gambling. Jardi Christiaan van der Lee har været en af de bedste skøjteløbere, men har nu skiftet karriere. Han har mest af alt kørt amatørløb i Holland, en da han i 2023 fik chancen for at køre udenlandske etapeløb viste han så lovende takter, at EF inviterede ham til nogle tests, hvor han producerede nogle af de flotteste tal, holdet har set. Ser man alene på hans ganske få resultater, er der intet, der tilsiger, at han er en fremtidig stjerne, men de omtalte data fortæller historien om en mand, der kan overraske stort i de bjerge, hvor han skulle have sin helt store force.

Til bjergene henter man også Markel Beloki, der i hvert fald har generne i orden. Han er nemlig søn af den tidligere Tour-stjerne Joseba Beloki, og han har da også en ganske pæn juniorkarriere bag sig. Han har dog ikke været i nærheden af at sætte verden i brand som en anden Evenepoel, og det er derfor fortsat usikkert, hvor langt i faderens fodspor han kan komme. Uanset hvad skal vi nok have tålmodighed med en mand, der kommer direkte fra juniorklassen og nok skal bruge lidt tid, inden han kan bidrage med de store resultater.

Lidt tungere er Jack Rootkin-Gray, der som type kan være lidt svær at placere. Han er utvivlsomt en klassikeragtig type og var ikke langt fra at blive U23-verdensmester i 2023, hvor han akkurat missede en medalje. Han synes desværre at mangle den gode spurt, der skaber en vindertype, og det er lidt uklart, om han er for tung til Ardennerne og snarere er en brostenstype, men han har vist så fine resultater, at han skal blive spændende at følge - også selvom det nok vil vare lidt, inden han opnår alt for meget på egen hånd.

Holdets sidste nye rytter er til gengæld knap så spændende. Yuhi Todome har utvivlsomt fået sin kontrakt for at pleje holdets sponsorinteresser i Japan, og han vil derfor formentlig alene være hjælper. Han betegnes som bjergrytter, og en 24. plads i l’Avenir vidner da også om, at han sagtens kan køre på cykel, men nogen fremtidig stjerne er han næppe. Det gør dog næppe heller så meget, når holdet har fået fat i så mange andre meget spændende rytter.

Hvem skal alle disse unge talenter så erstatte? Ingen store profiler, hvis man ser bort fra Cort. Det største navn er måske Odd Christian Eiking, der jo på sine gode dage har vist et meget højt topniveau, men det har han desværre fundet alt for sjældent og stort set ikke i hverken 2022 og 2023. Noget tyder desværre på, at nordmanden har set sin bedste tid, og derfor er det et tab, man i første omgang sagtens kan overleve.

Så er det måske mere overraskende, at Sean Quinn og James Shaw forlader holdet. Begge har måske haft det lidt svært i deres første tid på holdet, men fremskridtene var tydelige i 2023. Faktisk klatrede Shaw så chokerende godt i Dauphiné, at han pludselig blev en del af Tour-truppen, og Quinn viste også et klatreniveau, vi ikke har tidligere, ligesom han fik sin første sejr. Det er måske svært at se dem for alvor vokse ud af en hjælperrolle, og særligt Quinn har endda også alderen med sig, men det er ryttere, der ville have sin berettigelse i truppen.

Det samme kan vel siges om en del af det store sydamerikanske kontingent. Diego Camargo og Jonathan Caicedo rejser til Mexico, og det er måske særligt for Camargos vedkommende lidt overraskende. Da han blev professionel, var det lidt uklart, om han havde potentiale til at blive den næste colombianske topklatrer. Det står nu klart, at det ikke er tilfældet, men han begyndte efterhånden at finde et konkurrencedygtigt niveau. Heller ikke Caicedo indfriede de høje forventninger, man kunne have ved ankomsten til holdet, men han vandt trods alt en Giro-etape. Mest af alt var han dog blot hjælper, og det samme var med nogen sandsynlighed også fremtiden for Caicedo, hvorfor det for begges vedkommende nok er tab, der kan overleves.

Fra den anden side af Atlanten kommer også erfarne Andrey Amador, der nok desværre er ”over the hill”. Allerede i sit sidste år hos Ineos havde han det svært, og hans drøm om en genrejsning hos EF blev aldrig til virkelighed. Det ville den næppe heller være blevet i 2024 for den 37-årige costaricaner, og det er således mest af alt en enorm erfaring, holdet mister. Så er der mere fremtid i Merhawi Kudus, der jo i sin tid var et uhyre lovende talent. Det store potentiale blev aldrig indfriet, og hvor han tidligere stadig af og til kunne levere et godt resultat i et mindre etapeløb, var det stort set ikke tilfældet i hans to år på holdet. Vi har nok også desværre set det bedste til Kudus, der således også kan undværes.

Holdet mister også en række ryttere til det fladere terræn. Jens Keukeleire kan vel på mange måder sammenlignes med Amador. I hvert fald taler vi om en rytter med stor rutine, men også en rytter, der i de seneste sæsoner ikke har bidraget med andet end erfaring og hjælpertjanser. Et større tab er det med Owain Doull, der jo kom til holdet for at få de personlige chancer, han aldrig fik hos Ineos, men han voksede aldrig ud af hjælperrollen. Noget stort tab er der således slet ikke tale om. Lukasz Wisniowski, Tom Scully og Julius van den Berg har på det seneste også alene bidraget med anonymt hjælpearbejde. Den slags arbejde skal udføres, men det er utvivlsomt muligt at erstatte dem alle.

Derfor er EF slet ikke kommet så skidt igennem transfersæsonen. Tabet af Cort er betydeligt, men derudover er tabskontoen til at overse. Costa er i kraft af sin alder en satsning, men 2024-sæsonen var lovende, og kommer Valgren tillige endnu længere i sit opløftende comeback, burde holdet ikke stå mærkbart ringere i 2024. Samtidig ser fremtiden uhyre lovende ud efter holdets massehøst af unge, spændende talenter, ikke mindst Ryan, og dermed synes Vaughters at kunne lægge fortidens kriser bag sig - også selvom det måske ikke allerede er i den kommende sæson, det vil komme til udtryk.