Transferanalyse: Hvordan gik det for Trek-Segafredo?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag lægges fortsætter vi med Trek-Segafredo, der endte som nr. 10 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der bliver på holdet

Julien Bernard, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone, Jakob Egholm, Kenny Elissonde, Amanuel Ghebreigzabhier, Alexander Kamp, Alex Kirsch, Emils Liepins, Juan Pedro Lopez, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Matteo Moschetti, Mads Pedersen, Quinn Simmons, Mattias Skjelmose, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Antonio Tiberi

Nye ryttere

Tony Gallopin (AG2R Citroën Team), Dario Cataldo (Movistar Team), Jon Aberasturi (Caja Rural-Seguros RGA), Markus Hoelgaard (Uno-X Pro Cycling Team), Antwan Tolhoek (Team Jumbo-Visma), Simon Pellaud (Androni Giocattoli-Sidermec), Otto Vergaerde (Alpecin-Fenix), Filippo Baroncini (Team Colpack Ballan), Daan Hoole (SEG Racing Academy), Asbjørn Hellemose (V.C.Mendrisio), Marc Brustenga (Caja Rural-Seguros RGA amateur)

Ryttere, der forlader holdet

Vincenzo Nibali (Astana Qazaqstan Team), Koen de Kort (stopper karrieren), Kiel Reijnen (stopper karrieren), Ryan Mullen (BORA-hansgrohe), Niklas Eg (Uno-X Pro Cycling Team), Nicola Conci (Gazprom-Rusvelo), Antonio Nibali (Astana Qazaqstan Team), Michel Ries (Team Arkea Samsic), Charlie Quatermann (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der er løbet meget vand gennem åen, siden Trek-mandskabet havde store drømme om at blive verdens bedste cykelhold. Det var dengang, Segafredo blev hentet ind som sponsor, og budgettet kraftigt blev forøget. Navne som Alberto Contador og John Degenkolb, der med to nylige monumentsejre dengang stadig var et stort navn, blev hentet ind, og målet var at opbygge en trup, der kunne køre med om sejrene i alle slags store løb og dermed nærme sig de allerbedste hold i toppen af ranglisterne.

Den ambition hører man ikke meget til længere. Efter Contadors karrierestop har man ellers også fået fingre i flere store navne i form af først Richie Porte på et tidspunkt, hvor han var verdens måske bedste rytter i ugelange etapeløb, og senere Vincenzo Nibali, der jo for Segafredos mange italienske kunder er en megastjerne, men kan man stole på de opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter, der af og til kommer frem, ligger Luca Guercilenas tropper i dag langt nede på listen over de rigeste mandskaber. De dage, hvor holdet kan være med i kampen om at tiltrække de helt store stjerner i Contador-klassen, og det er formentlig derfor, at ambitionsniveauet er kraftigt justeret.

Alligevel er det svært ikke at sidde med en undren over, hvor pengene er blevet af. I de seneste år er der nemlig gradvist blevet ryddet ud i stjernerne, men de er kun meget sjældent blevet erstattet. Porte kom til holdet et års tid efter Contadors karrierestop, men da den lille australier sidste år rejste hjem til Ineos, blev der ikke indhentet nogen erstatning. I år er det så Nibali, der efter bare to år på holdet, vender hjem til Astana og efter al logik burde frigive yderligere midler i tillæg til dem, der burde være blevet tilovers efter Portes exit.

På papiret er det et stort tab at sige farvel til det aktive rytterfelts næstmest succesrige grand tour-rytter, men det er nok et afsavn, Guercilena og co. kan leve med. Nibali blev i sine to år på holdet nemlig aldrig en succes, og det stod i stigende grad klart, at det var lidt for sent, at det lykkedes for Trek endelig at få fingre i ham. Igennem de seneste to sæsoner er niveauet gradvist aftaget, og vi skulle helt frem til oktober 2021, inden det endelig lykkedes ham at tage sin første sejr for det amerikanske mandskab. På det kommercielle niveau ærgrer Segafredo sig sikkert, men ud fra en cost-benefit-analyse er det utvivlsomt ikke en katastrofe.

Det besynderlige er, at de mange Nibali-millioner tilsyneladende er forsvundet ud i det samme blå, som også opslugte de mange Porte-millioner. I hvert fald har holdet intet gjort for at erstatte deres to store grand tour-stjerner, som på to år er forsvundet, og selvom der udskiftes voldsomt i truppen, hvor 11 nye ryttere skal erstatte 9, er der slet intet stjernedrys over nyerhvervelserne. Der er heller intet gjort for at finde en ny grand tour-kaptajn, og de nye ryttere fremstår mest af alt som en lidt tilfældig samling af hjælpere og særligt unge talenter.

Giulio Ciccone får i hvert fald nok at gøre med at køre klassement i den kommende sæson, når der slet ikke hentes nye grand tour-ryttere. Det tætteste, man kommer på en ny klassementsrytter, er Antwan Tolhoek, men trods sine ubestridte klatreevner, som blandt andet kom til udtryk, da han i år endte som nr. 2 bag Miguel Angel Lopez i Ruta del Sol, er han slet ikke en realistisk grand tour-kaptajn. Det er da heller ikke ambitionen. Tværtimod er han hentet ind som en rytter, der måske kan køre klassement i korte etapeløb og først og fremmest jagte etaper i bjergene i de lange etapeløb. Det synes han på sine gode dage også at være i stand til, men desværre er han også så svingende, at investeringen i ham altid vil have præg af at være et sats.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

De to øvrige nye klatrere er to veteraner, der begge synes at skulle kigge langt tilbage for at finde deres bedste tid. Dario Cataldo var jo egentlig tæt på at gå i top 10 i grand tours i sine unge dage, men i de seneste år er det gået slemt ned ad bakke. Han er da også først og fremmest hentet ind som vejkaptajn mere end som rytter, der skal levere resultater, men det kan være svært at se, hvad man skal med en Cataldo-type på et hold, hvor ambitionerne i etapeløbenes klassementer af åbenlyse grunde må være begrænsede.

Holdet henter også Tony Gallopin hjem til et sted, hvor han før har haft stor succes, men spørgsmålet er, o ikke den følelsesmæssige tilknytning har vundet kamp mod det rationelle. I hvert fald er det meget svært at se, at den Gallopin, vi har set i de to seneste sæsoner, kan tilføje alt for meget andet end sin erfaring. Det er klart, at han forhåbentlig kan rejse sig lidt igen, hvis han undgår de mange uheld, men både han og Cataldo risikerer at bidrage til Treks ry som et hold for afdankede stjerner i deres karrieres efterår.

Af de mere etablerede navne er det nok snarere Jon Aberasturi, der kan være det mest spændende navn. Det har været en hård kamp, der også er gået via asiatiske kontinentalhold, men nu er det langt om længe lykkedes den basiske sprinter at komme tilbage til WorldTouren. Egentlig er det meldt ud, at han i høj grad skal bidrage som lead-out man, men forhåbentlig kan der også blive plads til, at han får sine egne chancer. Det har nemlig været ganske imponerende at se hans flotte resultatliste, der er opnået på et Caja Rural-hold helt renset for sprintertog, og han synes at være i stand til at levere betydeligt mere på et hold, der faktisk kan støtte ham. Trek har efterhånden fået så mange hurtige folk, at deres lead-out ligner et af feltets mere lovende, og sprintdelen synes at få større og større fokus hos Guercilena.

Det samme gør offensiv kørsel og etapejagt. Tolhoek er som sagt indhentet med den begrundelse, og det samme gælder for den evige angriber Simon Pellaud. Ligesom Aberasturi er han en rytter, der via små hold gradvist har kæmpet sig tilbage til WorldTouren, og det er først og fremmest sket via en endeløs serie af udbrud. Nogen dårlig rytter er han bestemt ikke, men han har først og fremmest fået opmærksomhed via sin synlighed. Det er meget sigende, at hans eneste professionelle sejr kom på en etape i Hainan i 2018, og det er nok derfor heller ikke ham, der giver Trek et større hop på sejrslisterne. Det gør Otto Vergaerde i hvert fald heller ikke, for den loyale belgier er vist mest kommet til holdet som hjælper for sin gode ven, Jasper Stuyven.

Nej, det er bestemt ikke stjernedrys, der har været i højsædet under denne transfersæson. Skal man pege på det tydeligste fokusområde, er det i stedet talenterne. Et af dem synes endda at være klar til at levere resultater med det samme. Nu kan man diskutere, om man kan betegne en 27-årig som et ungt talent, men det er i hvert fald på tide, at Markus Hoelgaard får chancen. Han har nu i flere år været ganske imponerende i de norske etapeløb, hvor han blandt andet har vundet to etaper i Arctic Race, og i den netop afsluttede sæson viste han sig frem på den helt store scene med en top 10 i E3 og en 12. plads til VM. Lange stigninger er ikke hans force, men i klassikerterræn har han potentiale, både i de flamske løb og ardennerløbene. Det skal blive interessant at se, hvor langt han kommer i de største løb.

Trek gjorde også et mindre kup ved at skrive kontrakt med Filippo Baroncini. Kort efter blev han nemlig U23-verdensmester efter også at være blevet nr. 2 til EM, og han viste endda også sit enorme potentiale med en 4. plads i det stærkt besatte Coppa Sabatini bag blandt andre Michael Valgren og Sonny Colbrelli - to ryttere, der på det tidspunkt var skræmmende formstærke. Også han er en klassikertype med et godt punch, og modsat Hoelgaard er han også en glimrende afslutter, hvormed holdet med Baroncini og Hoelgaard har et ganske lovende klassikerperspektiv for fremtiden.

I samme kategori finder vi Daan Hoole, der med sine næsten 2 meter er lidt af en gigant. Han chokerede sig selv og alle andre ved at blive nr. 9. i Tour de l’Avenir, men også for ham er det klassikerne, der appellerer, som han viste med sin 8. plads i puncheurløbet i Binche, hvor Danny van Poppel sejrede. Han fremstår i mindre grad som en vindertype end Baroncini og Hoelgaard, men han har et spændende og alsidigt potentiale.

I det hele taget er det tydeligt, at det er i fladbaneløbene, at holdet først og fremmest satser, nu hvor der ikke er hentet erstatninger ind for Nibali og Porte. Holdet satser nemlig også på endnu en spansk sprinter - hvilket i sig selv er ganske eksotisk - da de har skrevet kontrakt med Marc Brustenga. Som de fleste andre spaniere har han stort set ikke optrådt uden for hjemlandet, men her har han også vist en hurtighed og holdbarhed, der gør ham interessant at følge i rollen som holdbar sprinter.

Helt negligeret bliver etapeløbene ikke. Det sidste nye talent er nemlig danske Asbjørn Hellemose, der har gjort det flot som U23-rytter, ikke mindst med sin 5. plads i Baby-Giroen. Måske er han ikke en ny Juan Ayuso eller Tobias Johannessen - de to mest imponerende U23-klatrere i 2021 - men han har vist, at han har fortjent en chance på et højere niveau.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Det er altså klart, at holdet har hentet nogle ganske spændende talenter, hvoraf særligt Baroncini skiller sig ud, men det er også klart, at der mangler stjernestøv over nyerhvervelserne. Heldigvis er der heller ikke alt for store minusser på tabskontoen, hvor den lidt hensygnende Nibali er det eneste større navn. Også her er det tydeligt, at de bjergrige løb nedprioriteres, idet holdet har tabt tålmodigheden med en hel række af unge klatrere. Det gælder danske Niklas Eg, der trods en fornem start på karrieren, desværre aldrig helt fik det gennembrud, hans flotte indledning i UAE Tour lagde op til. Det gælder Nicola Conci, der momentvist har vist potentiale, men som heller aldrig har fået sit gennembrud. Det gælder Michel Ries, der havde vist lovende takter som U23-rytter, men havde det meget svært i sine to år på holdet. Og smutter Antonio Nibali, der jo ikke kan regnes som ungt talent, med storebror til Astana, hvormed holdet mister en femte og sidste klatrer. Hverken unge Nibali, Eg, Conci eller Ries synes dog at være ryttere, der ikke kan erstattes.

Holdet mister også noget i fladere terræn, men det er først og fremmest erfaring. Veteranerne Kiel Reijnen og Koen de Kort indstiller nemlig deres karrierer, men selvom det er megen rutine at sige farvel til, er det ikke afgørende - særligt ikke, hvad angår Reijnen, der har haft det svært i det seneste år. Holdet mister også Ryan Mullen, der bestemt gjorde det godt i sprintertoget - hvorfor Sam Bennett har kapret ham - men som bestemt heller ikke er uerstatteligt, slet ikke når nu hans tempoevner er forduftet. Og så blev der ikke endnu en kontrakt til unge Charlie Quarterman, der nu heller aldrig har lignet et indlysende valg til WorldTouren.

Ser man bort fra den opmærksomhed, der følger med Nibali, er det derfor begrænset, hvad holdet mister. Det er imidlertid også begrænset, hvad holdet vinder. Baroncini er et kup, der ledsages af flere talenter, som på sigt er lovende, og derudover har Hoelgaard, Aberastyuri og Tolhoek alle et hæderligt potentiale, som dog næppe rækker det til absolutte topniveau. Og det er måske meget sigende for den stabile svækkelse af truppen, vi har set i de seneste år. Først røg Porte, og nu siger Nibali også farvel. Begge må have frigivet en masse midler, men det er meget svært at se, hvor de er forsvundet hen. Derfor fremstår Treks nye trup som temmelig skrøbelig, da den mest af alt består af nogle ældre veteraner, en række spændende og meget unge talenter og nogle ganske få større navne. Man må håbe, at sidstnævnte leverer, for ellers ligner det en meget, meget sårbar situation for Guercilenas tropper.