Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Vuelta a Espana-analyse: Midt imellem to yderpunkter

Vuelta a Espana-analyse: Midt imellem to yderpunkter

20. december 2021 18:15Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Efter at vi tidligere på året fik præsenteret en Tour de France-rute, der med mange enkeltstartskilometer, brosten og betydelig risiko for sidevind i særlig grad hylder alsidighed, og en Giro d’Italia-rute, der i sjælden udtalt grad er skræddersyet til klatrere, præsenterede løbsdirektør Javier Guillen i denne uge en Vuelta a Espana, der med mange bjerge og to helt flade tidskørsler placerer sig et sted mellem de to ekstremer. Vores ekspert, Emil Axelgaard, analyserer de 21 etaper, der vil udgøre den 77. udgave af den spanske grand tour.

Annonce

I et årti har Vuelta a Espana på mange måder været at betragte som ekstremernes grand tour. For mange - ikke mindst blandt rytterne - virkede det nemlig helt ude på overdrevet, at løbsdirektør Javier Guillen præsenterede en rute med hele 10 afslutninger på stigninger af forskellig længde. Indtil da havde den spanske grand tour ellers mest været kendt for sine alenlange og temmelig monotone motorvejsetaper på den spanske pampas, men den trend blev totalt brudt i en udgave, der skulle vise sig at indvarsle en helt ny æra for det yngste af de tre store etapeløb.

 

Dengang virkede det på mange som det rene galimatias, at næsten halvdelen af etaperne skulle slutter på stigninger, men nu har vi vænnet os til det. Siden dengang har det været normen, at mellem 9 og 11 af løbet etaper har haft mål på enten et bjerg, en mur eller en mindre bakke, og da der samtidig er blevet barberet så gevaldigt ned på sprinteretaperne, at de hurtige folk i mange udgaver er løbet skrigende væk, når blot ordet Vuelta er blevet nævnt på et sæsonplanlægningsmøde, er løbet blevet regnet som det mest klatretunge af de tre etapeløb. Det kan godt være, at stigningerne ofte er kortere, bjergene lavere og højdemeterne færre end på de største bjergetaper i Giroen og Touren, men til gengæld har der været stigninger i ét væk i løbet af de tre uger, det spanske løb varer.

 

Samtidig har Vueltaen i stigende grad dyrket sin hang til urimeligt stejle procenter. Spanien er åbenbart så rig på spektakulære bjerge og stejle mure, at det er blevet normen, at der næsten hvert år skal bydes på en gerne ny afslutning på en stigning med procenter, man aldrig ser i Touren og kun sjældent i Giroen. Kombinationen af ekstreme procenter og et ekstremt antal etaper med mål på stigninger har gjort det helt berettiget at betegne løbet som den mest ekstreme af de tre grand tours.

 

I det lys kan det virke lidt paradoksalt, at den kommende udgave af den spanske grand tour ser ud til at være det af de tre store etapeløb, der vil kunne behage flest af feltets klassementsryttere, som det stod klart, da Guillen i torsdags præsenterede den 77. udgave af efternøleren blandt de tre grand tours. Naturligvis har han ikke droppet sin hang til afslutninger på stigninger, når han nu har det helt klart, at netop det skal være Vueltaens altoverskyggende kendetegn, men på mange andre parametre var det faktisk et mere moderat og balanceret løb, der blev præsenteret i Madrid - i hvert fald hvis man sammenligner med de ruter, som Tour- og Giro-arrangørerne præsenterede i hhv. oktober og november.

 

Det vil helt sikkert være en overdrivelse at betegne den kommende udgave af Touren som ekstrem, men der var alligevel mange klassementsryttere, der fik noget galt i halsen, da løbsdirektør Cristian Prudhomme blotlagde den kommende udgave af verdens største cykelløb. Ganske vist ser bjergmenuen ud til at være hårdere, end vi har set i hovedparten af nyere tids Tour-udgaver, men da de mange bjerge blev ledsaget af mere end 50 kilometers enkeltstart i relativt fladt terræn, stor risiko for sidevind i den altid uhyre nervøse første uge og ikke mindst en brostensetape, der formentlig allerede har givet et hav af søvnløse nætter for feltets bjerggeder, var det ikke mærkeligt, at mange af feltets mere rendyrkede klatrere overvejede en ekstra gang, om de nu også skal en tur til Frankrig til sommer.

 

Helt omvendt var det, da Giroens løbsdirektør Mauro Vegni senere fulgte op med 2022-udgaven af Giroen. Her var antallet af enkeltstartskilometer nemlig reduceret til et minimum og endda fordelt over to korte enkeltstarter i relativt kuperet og i vidt omfang teknisk terræn, samtidig med at bjergmenuen var særdeles voldsom. Det fik klatrerne til at juble over en af de mest udprægede klatreruter, vi har set i en grand tour i meget lang tid, mens tempospecialister som Remco Evenepoel og Tom Dumoulin, der begge ellers har været i spil som topkandidater til en Giro-sejr, nok røg tilbage til tegnebrættet en ekstra gang med en overvejelse om, hvorvidt maj måned nu også skulle være sæsonens vigtigste.

 

Det er i det billede, at Vueltaen placerer sig som den salomoniske løsning, der har lidt for alle. Igen er der ni afslutninger på programmet, men denne gang har Guillen været i sit milde hjørne. Bjergudfordringerne er ganske vist mange, men bjergafslutningerne er i altovervejende grad lettere, end man ofte ser det i det spanske løb, og samtidig er der skruet kraftigt ned for de slemmeste procenter. Kun én etape slutter med en af de stejle mure, der er blevet Vueltaens varemærke, og i stedet er finalerne præget af længere og langt mere moderate stigninger, hvor det især i modvind måske kan vise sig svært at gøre alt for store forskelle. Der er bestemt bjergetaper nok til, at klatrerne vil slikke sig om munden, men menuen er ikke så voldsom, at lidt tungere folk med det samme fik sendt et afbudsbrev sendt afsted til Spanien.

 

De kan nemlig samtidig glæde sig over løbets enkeltstart. Det er blevet næsten fast kutyme, at løbet om tirsdagen i anden eller tredje uge har en enkeltstart på mellem 30 og 40 km, men der er stor forskel på dennes sværhedsgrad. I år er den med sin 31,1 km til den korte side, men til gengæld er den næsten urimeligt flad. Egentlig er de 31,1 km ikke meget mere end de bare 26,3 km, man finder i Giroen, men der er en verden til forskel på det tonserterræn, man vil møde ved den spanske østkyst, og de kuperede og tekniske ruter, Giro-arrangørerne har designet til deres to korte enkeltstarter. Dertil skal lægges, at Vueltaen indledes med et hele 23,2 km langt holdløb i Holland - faktisk det første større holdløb i cykelverdenen siden Vueltaen i 2019 - og da dette er pandekagefladt, vil i hvert fald de tempospecialister, der også kører for et tempostærkt hold, kunne se frem til at uddele nogle gedigne øretæver til de små klatrere, når de rammer fladt terræn midt imellem alle bjergetaperne.

 

Med andre ord vil hverken de lette eller tungere folk blive skræmt af den menu, Guillen serverer, men også på andre områder har den spanske løbsdirektør gjort sit ypperste for ikke at skræmme stjernerne unødigt. Vueltaen har længe været kendt for sine korte etaper og for kun sjældent at designe etaper på mere end 200 km, men denne gang har man taget det helt ud til yderste konsekvens og sørget for, at alle 21 etaper holder sig under den magiske grænse. Samtidig har han designet en tredje uge efter samme mønster som i 2019 og 2020, hvor den sidste del af løbet var lettere end begyndelsen, og denne gang er der en betydelig chance for, at løbet kan være afgjort efter en uge 2, der ubetinget er løbets vanskeligste. Kombinationen af en relativt let afslutning og relativt korte etaper ligner i hvert fald et forsøg på at sikre, at flere ikke føler, at en Tour-Vuelta-kombination virker helt umulig eller uoverkommelig.

 

Til gengæld kan de heller ikke tillade sig at puste alt for meget ud efter Touren, hvis de vitterligt planlægger den kombination. Som altid i Vueltaen venter der nemlig udfordringer allerede i den første uge, og selvom de slet ikke er så voldsomme, som man før har set det, kan starten blive dyr, hvis ikke man er klar. Første seriøse udfordring kommer allerede ved det indledende holdløb, der afvikles i det helt flade Holland omkring byen Utrecht, der trods sin relativt beskedne størrelse vil skrive historie som den første, der har været vært for alle tre grand tours, når løbet for anden gang i historien skydes i gang i det lille land mod nord. Her er det dog mere kollektivet end kaptajn, der skal være knivskarpt på de 23,2 km, der måske nok er fladt, men til gengæld virker så uhyre teknisk, at det kan blive lidt af en opgave at holde styr på tropperne.

 

I det hele taget stilles der store krav til kollektivet i de første dage. De øvrige to etaper på hollandsk territorium er også så flade, at man sagtens kunne afvikle VM i billard på etapernes veje, men selvom august måned bestemt ikke er den mest blæsende, skal man i det hollandske fladland altid være på vagt for risikoen for sidevind. Herefter kan de glæde sig over, at der efter ankomsten til Spanien venter to ganske vist lidt tricky etaper, hvor der vil være mulighed for at finde bjergbenene, inden det for første gang for alvor går løs.

 

Det gør det på løbets 6. etape, hvor den første af de ni afslutninger på stigninger venter, men muligheden for at finde benene fortsætter. Afslutningen på den nye Pico Jano-stigning i Cantabrien er nemlig ingenlunde løbets sværeste, og selvom den har en stejlere indledning, betyder et fladere plateau midtvejs og en mere moderat afslutning, at det næppe er her, løbet bliver hverken vundet eller tabt. Det gør det heller ikke på den efterfølgende etape, der for klassementsrytterne bare skal overstås, men til gengæld er det også slut med opvarmningen, når de rammer løbets anden weekend, der for klatrerne er det første af løbets to nøglepunkter.

 

Her venter nemlig to bjergafslutning i Asturien, der jo byder på Spaniens vanskeligste cykelterræn og meget ofte er vært for løbets nøglepunkt, som det senest var tilfældet i den netop afviklede 2021-udgave, hvor der blev budt på afslutninger på Lagos de Covadonga og den brutale Gamoneiteru-stigning. Denne gang er menuen betydeligt mere moderat, men der venter stadig to nøgleetaper. Om lørdagen skal der sluttes på den nye Collau Fancuaya, der måske nok kommer for enden af en relativt let dag og kun er 10,3 km lang, men som har en betydeligt stejlere sidste del, end vi så det på Pico Jano.

 

Om søndagen venter så løbets eneste mur, når man efter fire år vender tilbage til den korte, stejle Les Praeres. Nok er den kun 3,1 km lang, men med en gennemsnitlig stigningsprocent på 13,0 er den en led satan, der i 2018 sendte et klart signal om den videre udvikling, da en indtil da lidt haltende Simon Yates med etapesejr overtog en førertrøje, han også skulle ende med at bære i Madrid otte dage senere. Til gengæld er resten af etapen relativt let, og derfor vil forskellen nok være relativt begrænsede, som vi så det for tre år siden, hvor otte mand sluttede inden for 27 sekunder af vindertiden.

 

De asturiske bjerge plejer som sagt at være løbets højdepunkt, men i år er de kun opvarmning, nemlig til den modbydelige anden uge. Den finder endda sted i det glohede syd, hvor Andalusien er kendt for sin brutale hede, og samtidig afvikles den i et af de to områder i Spanien - det andet er i Pyrenæerne - hvor den iltfattige luft i højderne kan blive en udfordring. Det bliver den dog ikke på ugens første etape, der er den helt afgørende 31,1 km lange enkeltstart ved den spanske østkyst, hvor terrænet er så fladt, at det ikke er væsensforskelligt fra det, der blev oplevet ved den hollandske, og hvor de store wattmonstre virkelig kan åbne for gassen.

 

Efter yderligere én etape skal klassementsrytterne på den igen. I mange år har det været kutyme, at der i forbindelse med den anden weekend afvikles tre store bjergetaper, og det er også tilfældet i år. Om torsdagen gælder det den letteste af de tre, når en ellers næsten flad tur hen langs den spanske solkyst afsluttes med den 19,8 km lange klatretur op ad Peñas Blancas, der gjorde debut i 2013. Stigningen er dog længere, end den er stejl, da stigningsprocenterne hovedsageligt ligger på 6-7, og ved seneste besøg, hvor Leopold König tog sin store gennembrudssejr for otte år siden, var forskellene i toppen også så begrænsede, at blot 31 sekunder adskilte top 17.

 

Det bliver straks mere alvorligt, når feltet efter endnu en mellemetape for alvor bevæger sig ind i de andalusiske bjerge med afslutninger på to af områdets klassikere. Først gælder det endnu en hovedsageligt flad etape, der slutter med den todelte og alenlange klatretur op til Sierra de la Pandera, hvor stigningsprocenterne nok engang er moderate, indtil der venter en brutal afslutning med blandt andet to kilometer på knap 12% og i øvrigt ganske åbne betingelser, hvor vinden var kraftig ved det seneste besøg i 2017. Dengang blev bjerget også brug som led i en andalusisk tretrinsraket, hvor Miguel Angel Lopez opnåede et vanvidsgennembrud ved at vinde to af de tre etaper. Faktisk var det kun på La Pandera, at det mislykkedes, og det skyldtes alene, at den tidligere udbryder, Rafal Majka, akkurat lykkedes med at holde stand.

 

Den sidste af Lopez’ to sejre dengang kom på områdets vel nok mest kendte bjerg, Sierra Nevada, og det var bestemt ingen tilfældighed. Her kunne han nemlig drage fordel af sin glæde ved store højder, og det vil feltets colombianere også kunne gøre i år, når det ikoniske bjerg atter vender tilbage som afslutning på løbets store kongeetape. Egentlig er 4052 højdemeter ikke voldsomt for en kongeetape, men det relativt lave antal skyldes mest af alt, at de første to tredjedele igen hovedsageligt er flade. Det gælder til gengæld ikke afslutningen, hvor man over 19,5 km skal klatre helt op i mere end 2500 m højde, og det sker via en todelt stigning. Først del er nemlig den frygtede Alto de Hazallanas, der byder på 9,6% over 7,3 km, inden man fortsætter hele vejen til toppen ad en uhyre jævn stigning med procenter på ca. 7. Her var forskellene langt større i 2017, hvor Lopez blandt andet kørte 47 sekunder fra den førende Chris Froome, og dengang var det endda uden Hazallanas som den nederste del af stigningen. Måske kan det knibe for klatrerne at finde alt for svært terræn på mange af de øvrige bjergetaper, men til gengæld får de alt, hvad de kunne drømme om på denne den næstsidste søndag.

 

Til gengæld gør de også klogt i at slå til her. Den sidste uge, hvor man bevæger sig ind i det indre af Spanien og den kun sjældent besøgte Extramadura-region, er nemlig i den bløde ende. Ganske vist er der hele tre afslutninger på eller i forbindelse med stigninger, men de kunne være vanskeligere. Den første udfordring kommer om onsdagen, hvor der skal sluttes på en 9,3 km lang stigning, der afbrudt af et plateau stiger jævnt med ca. 7% og sagtens kan gøre forskelle, men kun i mere begrænset omfang. Dagen efter sluttes der med en stigning på hele 13,3 km, men med stigningsprocenter på 5-6 er det næppe en etape, der vil gøre forskelle mellem de bedste.

 

Sidste chance kommer om lørdagen, hvor feltet bevæger sig ind i bjergene omkring Madrid, der af geografiske årsager meget ofte har været rammen om det sidste bjergslag, særligt for år tilbage, hvor logistikken gjorde det nødvendigt at være tæt på den spanske hovedstad. Stigningerne her er imidlertid af den blødere slags, og det er før endt i en våbenhvile. Det var eksempelvis tilfældet ved den seneste etape i området i 2019, hvor de vigtigste navne kom til mål sammen bortset fra den unge debutant Tadej Pogacar, der havde noget for ham så eksotisk som en dårlig dag. Det er da også typisk en etape, der giver flere tabere end vindere, men sådan var det ikke i 2015, hvor det som bekendt lykkedes Fabio Aru på de selvsamme stigninger endelig at få skovlen under kæmpeoverraskelsen Tom Dumoulin.

 

Man kan håbe på et tilsvarende drama på årets etape, der byder på fem stigninger og 3983 højdemeter, men skal det ske, skal det formentlig atter ske fra distancen. Den sidste stigning, Puerto de Cotos, der har top bare få kilometer fra mål, er nemlig en ganske blød sag, men åbnes løbet allerede på den stejlere Puerto de la Morcuera med ca. 40 km til mål, kan man bestemt ikke helt udelukke endnu et Aru-kup bare 24 timer inden den traditionelle sprinterfinale i Madrid, der atter er målby efter et års fravær i 2021.

 

Her får sprinterne en chance, og den handler det om at gribe. 2021-udgaven skilte sig ud for et for den moderne Vuelta usædvanligt højt antal sprinteretaper, men til den kommende sæson må sprinterne sande, at vi nærmer os mere normale tilstande, selvom der trods alt vil være flere muligheder end de usædvanligt sprinterfjendtlige 2019- og 2020-udgaver. Udover Madrid-etapen lægger de to pandekageflade etaper i Holland op til stensikre massespurter, hvis ikke vinden spolerer festen, men det er også de tre eneste helt flade etaper.

 

Det kommer blandt andet til udtryk i den første uge. Nok kan vi forvente to spurter i Holland, men det kan også blive ugens sidste. Der bliver i hvert fald ikke en klassisk massespurt på den første etape i Spanien, hvor Baskerlandet inviterer til cykelfest med en rigtig puncheurfinale, hvor den sidste kilometer stiger med hele 7,8% og vil give de eksplosive afsluttere deres eneste chance i et løb, der ellers traditionelt har været god for netop den ryttertype. I stedet kan de så drømme om en chance tre dage senere på 7. etape, der er klemt inde mellem løbets tre første bjergetaper, men selvom de sidste 60 km afvikles på et næsten helt fladt plateau, vil et regulært bjerg (19,3 km, 5,9%) op til plateauet sikre, at det formentlig kun er de helt klatrestærke typer som Michael Matthews, der kunne drømme om at forsøge at sætte en spurtafgørelse i scene.

 

Så virker det mere overskueligt i den anden uge. Dagen efter enkeltstarten venter en småkuperet dag, der mest af går langs den spanske østkyst, og selvom det går ganske meget op og ned på etapens anden halvdel, ligner det en god mulighed. Det gælder også to dage senere, hvor en relativt flad etape er klemt inde mellem løbets tre vigtigste bjergetaper, men her stiger de sidste 10 km jævnt og blødt og inviterer derfor i højere grad mere hårdføre typer end klassiske sprintere. Lidt af det samme vil vi se i den tredje uge, der åbnes med en næsten helt flad etape, som inden for de sidste 10 km byder på en så svær stigning (15 km, 6,1%), at tunge folk sagtens kan bringes i vanskeligheder. Og overlever de ikke her, skal de altså vente til Madrid, inden den sidste mulighed dukker op.

 

Det er som bekendt meget sigende for Vueltaen. Her er etaper sjældent helt flade - medmindre de altså afvikles i Holland - og derfor er den spanske grand tour oftest sæsonens største udbryderparadis. Det gælder bestemt også i år. Ikke blot vil mange af bjergetaperne utvivlsomt blive vundet fra udbrud, mange af de ovennævnte sprinteretaper har også rigeligt med terræn til at gå til lykkeridderne. Dertil kommer to helt klassiske udbryderetaper, nemlig løbets 5. etape, der er en lille baskisk klassiker med den relativt stejle Vivero-stigning tæt på målet i Bilbao, hvor man bestemt ikke kan udelukke, at en lykkeridder kan sikre sig en tidlig førertrøje, og løbet ultrakorte 19. etape, der består af to omgange på en 65 km lang rundstrækning, som mest af alt består af en tur op og ned ad Puerto del Pielago (9,0 km, 5,9%), der er en jævn og relativt moderat stigning.

 

I virkeligheden er den etape måske meget sigende for årets Vuelta. Den er kort og ganske kuperet, men uden at byde på alt for voldsomme klatreudfordringer. Det gælder også for løbet som helhed, der altså igen byder på et hav af bjerge, men også relativt moderate bjergetaper, hvor det måske kun er kongeetapen til Sierra Nevada, der fremstår som meget svær. Det balanceres af en pandekageflad tonserenkeltstart, et fladt og teknisk holdløb og relativt mange sprinteretaper, hvoraf det dog kun er de tre, som kan betegnes som sikre sprinteretaper.

 

Spørgsmålet er, om den opskrift vil give succes for Guillen. Hvis man er klatrer, synes der ikke være nogen grund til at foretrække Vueltaen frem for Giroen, men er man tempostærk, må Touren til gengæld fremstå som det oplagte førstevalg. Med andre ord risikerer Guillen at sætte sig mellem to stole - i hvert fald hvis han havde stået for Giroen eller Touren.

 

Vueltaen er imidlertid specielt. Det er løbet, der sjældent er hovedmålet, men en ekstra chance for de ryttere, der allerede har kørt Giro eller Tour. I det lys er det klogt at designe et løb, der ikke er alt for voldsomt, og det er bestemt lykkedes med denne afmålte udgave, der placerer sig fint mellem de to yderpunkter, som årets to første grand tours udgør. At løbet så samtidig er lykkedes næsten med sikkerhed at få Remco Evenepoel til start, når nu belgieren på forhånd havde udelukket Touren og bestemt ikke var begejstret for Giroens få enkeltstartskilometer, og ligeledes må være det oplagte valg for Tom Dumoulin, hvis han atter melder sig som en af Jumbos grand tour-kaptajner, ser det måske slet ikke så dumt ud - slet ikke, når ruten i hvert fald i første omgang ikke kan have afskrækket Tadej Pogacar og Movistar-kaptajnerne fra at gennemføre den grand tour-double, de i skrivende stund som de eneste har proklameret at ville satse på.

 

Hvem der ellers vil gøre dem selskab, har vi til gode at se, men forudsætningerne for et stærkt felt er til stede. Klatrerne kan ikke blive afskrækket af de mange bjergetaper, tempospecialister vil elske de to flade tidskørsler, og ryttere med Touren i benene kan glæde sig over en rute, der slet ikke virker så voldsom. Når man står for årets sidste grand tour, er det måske en god ide at designe en rute midt i spektret og at undgå alt for store vanskeligheder. Den mission er Guillen lykkedes med. Til august ved vi, om rytterne tog godt imod ideen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Trofeo Calvia(1.1) 26/01

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger