Volta a Catalunya-analyse: Da bjergløbet blev til et sprinterløb

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Volta a Catalunya er vel kendt som WorldTourens mest udprægede bjergløb. Man kan sagtens argumentere for, at særligt Dauphiné, hvor halvdelen af etaperne ofte finder sted i Alperne, er langt mere bjergrigt, men her kommer de rene klatrere alligevel ofte til kort. Løbet er nemlig det store forberedelsesløb til Touren, og derfor sørger arrangørerne næsten altid for at indlægge en relativt lang enkeltstart, hvor Tour-benene kan testes, og det nederlag, man kan pådrage sig her, er det vanskeligt at komme tilbage fra.

Sådan er det ikke i Catalonien. Ganske vist eksperimenterede arrangørerne sidste år højst usædvanligt med en enkeltstart, men det var den absolutte undtagelse. Selv da man tidligere ofte havde en enkeltstart, var det ofte i form af en bjergenkeltstart i Pyrenæerne, men det er mange år siden, en sådan sidst var på programmet. I dag afgøres løbet altid i alt væsentligt at to store pyrenæeretape om onsdagen og torsdagen, og i alle de udgaver, der har været kørt siden man i 2013 indførte det nuværende format, har rytteren, der bar førertrøjen efter de to dage i bjergene, også vundet løbet samlet. Da alle WorldTourens øvrige etapeløb, hvor der er bjerge på programmet, altid har en enkeltstart, er det ikke mærkeligt, at det er det catalanske løb, klatrerne tror på, at de kan vinde.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det gjorde Nairo Quintana også i 2016, og det er ikke mærkeligt, at han har en ganske imponerende resultatliste i løbet. Der findes få mere rendyrkede klatrere end den lille colombianer, og selvom han kun har vundet én gang, blev han nr. 4 i 2013, nr. 5 i 2014, nr. 2 (bag holdkammeraten Alejandro Valverde) i 2018 og nr. 4 i 2019. Siden han brød igennem i 2013, er det faktisk kun sidste års 14. plads, der brød den generelle regel om, at Quintana altid ender i top 5. Sådan går det i et løb, hvor det altid er klatrebenene, der taler.

Desværre for Quintana blev 2022 året, hvor den regel blev brudt. I år tyder meget nemlig på, at det bliver sprinterbenene, der vil afgøre løbet. Det kunne man allerede lure, da gårsdagens kongeetape magede det således, at colombianeren var i samme tid som Joao Almeida. Det kunne måske nok gå an, hvis det havde været en anden ren klatrer, der var bag ham. Desværre for ham er Almeida alt andet end ren klatrer, men så hurtig, at han kan vinde spurter i mindre grupper.

Derfor var det også svært ikke at regne Almeida som favorit og som manden, der i år kunne bryde grundreglen om, at rytteren i den hvide førertrøje på 4. etape også står øverst på podiet i Barcelona. Særligt den afsluttende Barcelona-etape, der før er endt i en spurt mellem klassementsrytterne, lignede den store chance for at vinde bonussekunder, men allerede da løbet i dag rejste fra Pyrenæerne tilbage til kysten, lå der en mulighed og ventede. Og da de formentlig havde luret, at de med deres bløde bjergetaper kunne få et opgør på bonussekunder, havde arrangørerne været så snu at lægge begge dagens spurter så sent, at der var en vis sandsynlighed, at det allerede ville blive i dag, at Quintana måtte se sig detroniseret.

Sådan gik det da også. UAE-mandskabet kunne nemlig glæde sig over, at det ikke kun er kampen om bonussekunder, der gør årets udgave til den særlige sprinterudgave af bjergløbet. Også etaperne, hvoraf de to havde usædvanligt lette finaler, har nemlig været lettere, end vi oftest ser det, og derfor er der denne gang flere sprintere i et felt, der grundet den kuperede natur ellers normalt er meget sprinterfattigt. Det arabiske storhold kunne således læne sig tilbage, mens BikeExchange, Bahrain og Quick-Step lynhurtigt fik fortalt alle feltets angribere, at det ikke blev i dag, at det catalanske løb ville leve op til sit ry som det mest udbrydervenlige af de ugelange løb, og således var der aldrig tvivl om, at en etape, der kunne være svær at kontrollere, ville give araberne en gylden chance for allerede i dag at tage en føring, der formentlig vil føre til et jerngreb om Barcelona-etapen, når løbets stærkeste hold får til opgave at kontrollere. Det kan udbryderne så glæde sig over, for hvor det inden i dag så ud til, at 7. etape i år ville skulle vindes af favoritterne, taler meget nu for, at araberne på søndag vil have det fint med, at bonussekunder bliver sendt til månen.

Missionen lykkedes altså for Almeida, men man må undre sig lidt over risikovilligheden. Det virkede i hvert fald helt unødvendigt ikke at bruge lidt kræfter på at bringe også den første bonusspurt i spil, når et lille ufarligt udbrud var slidt ned til sokkeholderne af næsten 200 km i en meget kraftig vind, der i lange perioder stod i deres ansigt. At den risikovillighed var livsfarlig, blev helt tydelig, da holdet fejlede i deres lead-out, hvor Almeida slet ikke kom forbi holdkammeraten Rui Costa, og da Quintana for anden gang i dette løb pludselig viste, at han på sine gamle dage skal overveje at indlede en sprinterkarriere. UAE kan i hvert fald ikke påstå, at der var kontrol over det, da Almeida med det yderste af neglene akkurat holdt colombianeren bag sig og således sikrede sig det sekund, der forandrer dynamikken i den resterende løb så afgørende.

Alligevel blev manuskriptet fulgt, og verden er trods alt ikke så meget af lave, at Quintana pludselig begynder at overspurte Almeida, og derfor bliver 2022-udgaven formentlig året, hvor det i lige så høj grad var sprinter- som bjergbenene, der afgjorde løbet. Det er på alle måder passende, når det også var i år, at arrangørerne havde givet sprinterne hele to klassiske sprinteretaper at gå efter.

Derfor var det også passende, at det blev sprinterne, der blev etapens øvrige hovedfigurer, og det var mindst lige så passende, at sejren endda gik til sportens førende sprinterhold. Det lå ellers ingenlunde i kortene, at det skulle blive i dag, at Ethan Vernon tog karrierens første sejr. Jeg havde ellers store forventninger til briten, der sidste år vandt en massespurt i Tour de l’Avenir, men de spurter, han har kørt i den første del af sæsonen, har været temmelig skuffende. Hverken holdbarheden eller farten har været noget at skrive hjem om, og i tirsdagens første spurt var der da også lysår mellem ham og løbets to hurtigste, Phil Bauhaus og Kaden Groves.

Heldigvis for Vernon handler en spurt ikke bare om fart. Det handler i lige så høj grad om position, og det gør det måske særligt i et bjergløb, hvor rigtige lead-outs er lige så sjældne som en bjergtop er det i de løb, hvor Vernon primært excellerer. I det kaos, der opstod, da klatrere skulle agere lead-out men, var Vernon klart den bedste i positionskampen, og da han fik lov at spurte direkte mod folk som Guillaume Boivin, der under ingen omstændigheder kan kaldes sprinter og slet ikke var tiltænkt sprinterrollen, og Dorian Godon, der er alt andet end en klassisk sprinter, kunne der ikke være den store tvivl om, at han ville vinde.

Han skal dog formentlig huske at takke lykkens gudinder for sejren. Ikke helt uventet viste BikeExchange sig nemlig med Callum Scotson og Michael Hepburn at have den eneste form for organiseret lead-out, og alt så ud til at være på sporet, da Scotson skød frem. Desværre fik han defekt med 1,5 km igen, og det ødelagde totalt planen for de ellers overbevisende australiere. Nu endte Groves, der på egen hånd altid har virket svag i positionskampen med alligevel at være uden støtte, og så endte det ellers lovende lead-out med en forspildt mulighed.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Forspildt var muligheden også for den anden stærke sprinter, Bauhaus, men det var straks lettere at forudsige. Tyskeren er i dette løb nemlig helt på egen hånd, efter at Sonny Colbrelli på så bekymrende vist blev sendt på hospitalet i Girona, og da heller ikke han har været en ørn i positionskampen, vidste man, at det kunne galt. Det gjorde det da også, og selvom tyskeren tydeligt viste, at han var uendelig meget hurtigere end Vernon, måtte han nok engang sande, at hans positionering havde kostet ham en sejr. På den anden side vidste han vel næsten, at det kunne gå sådan. Quick-Step har en imponerende evne til altid at vinde med deres unge sprintere med det samme, og det er ikke første gang, at de har sendt hurtige folk til dette løb for at give dem noget tiltrængt sprinterselvtillid i begrænset konkurrence. Eksempelvis var det også her, at en ung Alvaro Hodeg tog sin første WorldTour-sejr, og Gianni Meersman, der bestemt ikke var klassisk sprinter, boltrede sig stort i løbet i 2013.

Vernon skal dog roses for mere end sin positionering. Der var andre mere klassiske sprintere, der fejlede slemt. Det gjaldt helt åbenlyst for Hugo Hofstetter, der ganske vist ikke er specielt hurtig på flad vej, men alligevel viste en overraskende mangel på fart. Han begik en gedigen brøler ved at tøve, da det faktisk var ham, der blev sat bedst i scene af en velkørende Lukasz Owsian, men selvom han derved mistede noget momentum, var det en overraskende mangel på fart, han viste. Det samme gjaldt for formsvage Martin Laas, der bestemt ikke lignede en mand, der tidligere har vundet massespurter i skrappere selskab end dette. Og helt galt gik det for den endnu mere formsvage David Dekker, der også i dag måtte finde de catalanske bakker for hårdt og har meget, meget langt til at indfri sit ellers så store potentiale.

Det havde ellers været en god chance for hollænderen til i det altid begrænsede sprinterfelt at tanke lidt selvtillid, men heldigvis er løbet i en vis forstand stadig sig selv. Der er nemlig en grund til, at sprinterne som regel løber skrigende væk, når det på vintertræningslejren bliver luftet, om nogen kunne tænke sig at spurte i Catalonien. Her kommer man sjældent frem til stregen med færre end 2000 højdemeter i benene, og det var da også tilfældet i dag. Klatreben er trods alt stadig det vigtigste at pakke ned i kufferten, når man i slutningen af marts rejser til Spaniens nordøstligste hjørne - også selvom 2022 blev året, hvor sportens måske mest udprægede bjergløb blev forvandlet til et halvt sprinterløb.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris