Volta a Catalunya-analyse: Da den italienske genfødsel blev fuldendt

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Det føles som så længe siden, at man næsten har glemt det. Tilbage i 2021 var der mange, der så frem til at se, hvordan Remco Evenepoel ville klare sig i sin første grand tour. I det års Giro var han endda oppe mod en af sportens giganter i form af Egan Bernal, der jagtede oprejsning efter en rygskade og en skidt 2020-sæson. Han skulle også udfordres af kometen Aleksandr Vlasov og af Mikel Landa, der på en relativt tempofattig rute havde en stor chance for endelig at vinde en grand tour. Hugh Carthy kom direkte fra en 3. plads i Giroen, Simon Yates skulle forsøge at fuldende det kunststykke, der på dramatisk vis kollapsede i 2018, Joao Almeida skulle forsøge at forbedre sin flotte 4. plads fra debuten, Jai Hindley kunne jagte den sejr, der akkurat glippede bare et halvt år tidligere, og Emanuel Buchmann skulle forsøge at fortsætte de uhyre lovende takter, han havde vist i 2019 og begyndelsen af 2020.

Der manglede bestemt ikke kandidater til den samlede Giro-sejr, selvom Bernals navne skilte sig ud, og Evenepoel fremstod som den store joker, ingen vidste, hvor man havde. Til gengæld var der meget få, der talte om Giulio Ciccone. Det forstår man godt. For det første var han ganske vag i sine udmeldinger i forhold til, om ambitionen var etapesejre eller klassementet, og for det andet havde han stadig til gode overhovedet at hævde sig i den samlede stilling over tre uger.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Da vi gik ind til første hviledag efter ni dage og tre bjergetaper, var der til gengæld mange, de pludselig talte om Ciccone. Bernal havde ganske vist lagt løbet i et jerngreb, men Evenepoel havde med den samlede 2. plads bestemt ikke meldt sig ud af kampen endnu. Det var dog ikke belgieren, der var tættest på colombianeren i bjergene. Det var derimod Ciccone, der havde fulgt ham helt til dørs på Ascoli Piceno og på gruset op til Campo Felice var den, der kom tættest på at matche den suveræne Tour-vinder fra 2019.

Få dage senere kollapsede Evenepoel totalt på Strade Bianche-etapen på det toscanske grus, og pludselig stod Ciccone tilbage som Bernals førsteudfordrer. Den status kunne han ikke helt leve op til for det kneb lidt med at holde helt samme niveau derfra, men han havde stadig kurs mod et muligt podium, da et dumt styrt sendte ham hjem på et tidspunkt, hvor han stod foran sit helt store gennembrud. Heldigvis så det ud til, at det blot var en udsættelse af noget stort, for Ciccone havde været så velkørende, at det bare var et spørgsmål om tid, inden et stort resultat ventede.

Det skulle imidlertid vise sig at blive indledningen på en forfærdelig tid. Senere på året kom han til Vueltaen i en lidt halvdårlig form, men var ved at finde benene så meget, at han kunne lugte en top 10, inden historien gentog sig og endnu et styrt i den tredje uge sendte ham hjem. Siden fulgte et 2022, hvor han skam vandt en Giro-etape, men hvor han aldrig kom i nærheden af sit tårnhøje 2021-niveau, og hvor hans klassementssatsning i Giroen led et smertefuldt knæk, inden den var kommet i gang - endda på hans hjemmebane på Blockhaus-stigningen i Abruzzo-regionen.

Det var frustrerende for italieneren, der ellers fik mig til at spærre øjnene op allerede i de allerførste løb som nyprofessionel i 2016, hvor han i øvrigt bekræftede sit potentiale ved at vinde en bjergetape i sin allerførste grand tour. Hans data viste nemlig, at han i 2021 havde været bedre end nogensinde, men objektivt set var der ikke mange resultater at prale med hverken i 2021 eller 2022. Efter den horrible 2022-sæson var det derfor ikke mærkeligt, at meget få talte om Ciccone, da denne sæson blev skudt i gang.

Det er vi dog pludselig begyndt at gøre igen. For første gang i nogen tid havde han en ganske vellykket vinter, og derfor udtrykte han en vis optimisme, inden han startede sin sæson i Valencia i begyndelsen af februar. Det var absolut velbegrundet, for italieneren sejrede allerede på sæsonens allerførste bjergetape, og var han ikke blevet isoleret i den taktiske finale i fladlandet på sidste etape, havde han indledt sæsonen med at tage karrierens første samlede sejr i et etapeløb.

Siden har intet kunnet stoppe Ciccone. Jo, han havde en lidt halvdårlig dag på muretapen i Tirreno, men ellers har han været her, der og alle vegne. Han var den eneste, der kunne følge Landas første angreb på Tirrenos kongeetape, og havde det ikke været for den dumme dårlige dag og hans akilleshæl, enkeltstarten, som nu ellers gik bedre end nogensinde tidligere, kunne han såmænd sagtens være endt på podiet i sit hjemmebaneløb. Der var i hvert fald al mulig grund til at have store forventninger, da han drog videre fra Italien til Catalonien forud for denne uges store Giro-generalprøve i de catalanske bjerge.

Alligevel var der næppe nogen, der havde drømt om, at han skulle ende som vinder af den første bjergetape. Jo, det kunne måske lade sig gøre, hvis de to ryttere, der havde stjålet alle overskrifter inden løbet, nemlig Evenepoel og Primzo Roglic, ville få lidt for travlt med at holde øje med hinanden. Det kunne åbne døren for en outsider til måske at snige sig væk, men hvis ikke der gik taktik i den, var det svært at se andre vindere end de to giganter, som alle har talt om hver gang, enten ordet Giro eller Catalonien er blevt nævnt i denne sæson.

Ciccone behøvede imidlertid slet ikke hverken taktik eller hanekamp mellem favoritterne for at tage det, der objektiv set måske ikke er karrierens største sejr, men utvivlsomt alligevel den flotteste. Evenepoels talrige accelerationer kunne nok ryste næsten hele feltet, men ikke hverken Roglic eller Ciccone. Og da det hele skulle afgøres i en spurt på toppen, gjorde Ciccone det, der ellers har været noget nær en umulighed i de seneste mange år, nemlig at slå Roglic i en spurt i denne slags finaler. Det er i de seneste år vel kun set, da Tadej Pogacar slog sin landsmand på en baskisk mur i 2021, da Julian Alaphilippe blæste forbi ham på de sidste meter af Mur de Huy i samme sæson, og da Dan Martin højst overraskende fik skovlen under ham i en meget eksplosiv finale på 3. etape af Vueltaen i 2020.

Det ikke blot fuldendte Ciccones genfødsel. Det bragte ham også op på et niveau, der umiddelbart se ud til at være endnu højere end det, han havde, da han bød Bernal op til dans i Giroen for små to år siden. Det var to af sportens absolutte giganter, han boksede med, og han lignede aldrig en mand, der var i problemer, da han sad limet til Evenepoels baghjul under hele finalen. Til slut havde han utvivlsomt også en større friskhed end Roglic, for selvom Ciccone senest i går og gennem hele sæsonen har bekræftet, hvor hurtig han er blevet, vil sloveneren aldrig tabe en spurt som denne, hvis han havde siddet med diamanter i benene. Ciccone fik trods alt tre chancer for at slå ham i en spurt i Tirreno, og det lykkedes lige præcis nul gange.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Men det gjorde det altså i dag, og dermed kan han nu måske endda drømme om den samlede etapeløbssejr, som Rui Costa snød ham for lidt længere sydpå i Spanien for små to måneder siden. Det ligner unægtelig en svær opgave, når han står over for de to giganter på de betydeligt skrappere procenter på Lo Port på fredag, men i dag var det svært at se, at han var meget ringere end de to forhåndsfavoritter.

Det er nok særligt Roglic, han kan drømme om at slå. Sloveneren bekræftede igen det indtryk, man har haft hele sæsonen, nemlig at han - af gode grunde - stadig mangler lidt. Det siger meget om hans tårnhøje klasse, at han aldrig var i problemer, men det må altså ses som en svaghedstegn, at han ikke var i stand til at knuse Ciccone med den autoritet, han plejer. Klogere bliver vi på fredag, men sloveneren synes fortsat at have lidt at arbejde med.

Det har Evenepoel utvivlsomt også. Det var i hvert fald ikke det belgiske uhyre, der kom ned fra højderne sidste sommer, vi i dag var vidner til i Pyrenæerne, men måske begik han også en fejl. Han fik sig en lærestreg af det alt for tidlige angreb i Argentina, hvor han erkendte, at han skulle have kørt betydeligt mere afventende, og det var en strategi, han praktiserede i UAE Tour, hvor han var helt anderledes defensiv, end man plejer at se.

Det var han også i dag. Således lod han hele den stejle del af stigningen passere, mens han lod først Jack Haig og siden sin egen holdkammerat Ilan Van Wilder forsøge at holde snor i Esteban Chaves, og da han endelig kom med sit angreb, var løbet tilsyneladende allerede kørt. Vi får aldrig svaret på, om han kunne have gjort forskellen på de stejlere procenter, men på de blødere procenter nær toppen kunne han i hvet fald ikke.

Dermed blev han også fanget i en lidt dum position. Egentlig skulle man tro, at han efter i går troede lidt mere på sin spurt, men det gjorde han tilsyneladende ikke. I stedet forsøgte han, som han plejer, at slide rivalerne ned, men det blev åbenlyst temmelig halvhjertet. I hvert fald kom flere ryttere tilbage, fordi han alligevel forsøgte at spare lidt til spurten, og derfor satte han sig tilsyneladende lidt mellem to stole. På den sidste kilometer kørte han den fra spids uden for alvor at åbne for gassen før til allersidst. Spørgsmålet var, hvordan det var gået, hvis han havde stolet 100% på de forbedrede afslutterevner, der tog ham selv lidt på sengen i går.

Det kan rivalerne imidlertid være glade for. Det betød nemlig, at vi nok engang oplevede, at Vallter 2000 slet ikke skabte de forskelle, den på papiret burde. Som vi har set i de fleste tidligere besøg på bjerget, matchede afstandene slet ikke det, bjergets data lægger op til, og dermed er det i princippet stadig en åben kamp med flere vinderkandidater.

Det er dog reelt ikke. Man skal være optimistisk, hvis man reelt tror på en overraskende sejrherre, men det måske favoritterne vil fortryde, at de ikke fik kørt Joao Almeida ud af billedet. Portugiseren viste nemlig enorm styrke ved at kæmpe sig tilbage til fronten efter sin elendigt timede defekt, og at han kom til mål med et tab på 11 sekunder, må betegnes som uhyre overbevisende, når man iagttog, hvor lang o hård en opkørsel han havde. Allerede i Tirreno lignede han en rytter, der endelig har taget det skridt, han aldrig helt tog i 2022, og det tyder på, at vi måske kan få det bekræftet senere på ugen.

Til gengæld kan man diskutere UAE-mandskabets taktik. Nok viste Marc Soler nogle klatreevner, vi ikke har set i lang tid, og nok er det hans hjemmebaneløb, men det er svært at forstå, at han ikke blev bedt vente på en rytter, der modsat ham selv er en reel vinderkandidat. På samme måde var Adam Yates jo allerede ude af klassementet, og selvom det var enormt opløftende at se ham rejse sig efter gårsdagens styrt og nedturen i Tirreno, havde det i hvert fald været en overvejelse værd at bede ham vente tidligere. Det gjorde han nemlig først til allersidst, hvor han nok fornemmede, at benene alligevel ikke helt rakte til at lave hattrick og vinde på stigningen for tredje gang i træk.

Til gengæld var løbet nok en lille skuffelse for Landa. Baskeren havde været så overbevisende i Tirreno og satte derfor også Jack Haig og Wout Poels til fronten, men der var ikke det bid i hans angreb, man kunne have håbet. Jo, han var åbenlyst den fjerdestærkeste - hvis vi holder Almeida ude af billedet - men efter den italienske opvisning, hvor han lignede løbets bedste, havde han helt sikkert håbet på mere. Da Gino Mäders genrejsning også ophørte lige så hurtig, som den startede, blev det en halvskidt dag for Bahrain.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

I det hele taget viste etapen nok det, man kunne frygte, nemlig at niveauet i Paris-Nice bag de tre bedst nok ikke var tårnhøjt. Romain Bardet fik sig i hvert fald en gedigen lussing, der var betydeligt større end den, han fik i Frankrig, og generel blev toppen domineret af ryttere, der kom fra Tirreno. Her var det særligt opløftende at se Michael Woods, der jo sluttede så skidt i 2022 og kom haltende fra start i år, bestemt ikke er pensionsmoden endnu. Det frygter man ellers altid, når ældre ryttere får det svært, men nu kan man pludselig igen lugte en god ardennerkampagne. Det var også opløftende at se Jai Hindley efterlade et bedre indtryk end i Tirreno og generelt køre bedre i de ugelange etapeløb, end han plejer.

Overskrifterne blev imidlertid trukket af en anden. Der var total deja-vu-følelse, da Esteban Chaves kastede sig ud i en lang solooffensiv. Præcis det samme skete nemlig i 2021, hvor forventningerne til ham også var minimale, men for anden gang brugte han dette bjerg til at finde nogle takter, han ikke har vist i lang tid. Faktisk var der så meget gentagelse af forløbet fra 2021, at man bare sad og ventede på, at Yates ville blæse forbi, og et kort øjeblik kunne man næsten tro, at også Alejandro Valverde ville blande sig, som han gjorde for to år siden.

Desværre for Chaves rakte hans flotte offensiv akkurat heller ikke denne gang, men det vidner heldigvis om, at han stadig er en god cykelrytter, når han rammer de dage, der siden kyssesygen desværre er meget få af, og som altid kun kommer tidligt i etapeløb, inden han falmer. Han var til gengæld også det eneste lyspunkt hos EF, der må sande, at Richard Carapaz efter den svære vinter er chokerende langt fra formen, og atg Rigoberto Uran nok er hæderlig, men stadig langt fra fordums styrke.

Han er i hvert fald for længst blevet overhalet af de unge kometer, for dagens etape udviklede sig til det rene talentshow. Evenepoel tæller ikke rigtigt som det talent, hans alder berettiger til, men der var mange andre kometer, der leverede deres livs bedrift. Efter en skuffende præstation i Oman var det endelig i dag, at vi fik bekræftet, at ”den nye Evenepoel”, Cian Uijtdebroeks, vitterligt er ”the real deal”, vi fik bekræftet, at Lenny Martinez vitterligt er noget helt, helt særligt på det, og at Lennert Van Eetvelt efter en lidt skuffende periode er den komet, han lignede i sæsonstarten. For dem alle var det nemlig karrierens allerførste bjergetape på WorldTouren, og så er det altså lidt af en bedrift at ende i top 20 i et felt, der har flere klatrere, end Mark Cavendish har sejre.

Også andre imponerede. Både Geoffrey Bouchard og Rein Taaramae bekræftede det forbedrede niveau, vi har set siden sæsonstarten, og Van Wilder viste sin klare fremgang i rollen som hjælper for Evenepoel. Einer Rubio fik bevist, at også han vitterligt er et meget stort talent, og at nedturen på kongeetapen i Emiraterne bare var en dårlig dag, og Ben O’Connor kan i lyset af den nylige sygdom vel egentlig også være meget godt tilfreds. Ja, selv Ivan Ramiro Sosa viste livstegn efter en sæsonstart, der har været decideret horribel, og selvom han har noget at arbejde med, er Geraint Thomas ikke så langt fra Giro-formen, som man efter hans megen sygdom kunne frygte. Til gengæld har knæskaden sat hans holdkammerat, Egan Bernal, betydeligt længere tilbage, end man kunne have håbet, der er ikke megen tegn på Louis Meintjes’ flotte genfødsel, Tobias Johannessen betaler også en pris for sine skader, og den stadig længere nedtur fortsætter tilsyneladende bare for Guillaume Martin og David De La Cruz.

Heldigvis for Martin og De La Cruz er det aldrig for sent at blev genfødt. Det har cykelsporten vist talrige gange, og det har den i den grad også vist i et 2023, hvor Rui Costa vel er det bedste eksempel, at det ikke er slut, før den fede dame har sunget. På den liste har vi også hele tiden haft Ciccone, der bragede ind på scenen allerede på sæsonens anden løbsdag, og som siden igen har lignet den rytter, der bød Bernal op til dans i Giroen for to år siden. Nu får han chancen for at gøre det samme med Roglic og Evenepoel i Italien til maj. Det er lidt af en opgave, men på Vallter 2000 skulle der mere end to giganter til at stoppe Ciccone på dagen, hvor hans genfødsel blev fuldendt.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+