Optakt: 3. etape af Volta a Catalunya

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Det kan godt være, at man har fremrykket besøget med en enkelt dag, men man holder fast i, at der skal tilbringes to dage i Pyrenæerne og benyttes to af de tre velkendte finaler, man typisk skifter mellem. Efter det første bjergslag gælder det om onsdagen løbets absolut mest brugte finale, når det er tid til en sand klassiker. Den kommer, når man onsdag afslutter en dag med næsten 4000 højdemeter med den velkendte klatretur op til La Molina. Den er dog den klart letteste af de tre bjergfinaler, arrangørerne i de seneste år har foretrukket, og som regel har det været en afslutning, hvor en god spurt vil være afgørende i jagten på sejren, og hvor forskellene kun sjældent har været større, men vi har også set, at det kan blive et meget taktisk løb, som det gjorde sidste år, hvor Ben O’Connor udnyttede det taktiske spil til at tage en solosejr.

Med en distance på 180,6 km er der tale om en lidt længere etape, der fører feltet fra Olost til målet i skisportsbyen La Molina dybt inde i Pyrenæerne. Starten er ganske hård, da man lægger ud med at køre mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (7,8 km, 3,9%), der har top efter 7,8 km, hvorefter en ret snoet nedkørsel leder mod nordøst og øst ned til dalen, hvor man kører igennem fladt terræn mod nord og øst frem til den første spurt, som kommer efter 25,0 km. Herefter drejer man mod nordøst og senere øst for at køre op ad en lang bakke (14,3 km, 3,7%), der har top efter 45 km, idet man undervejs kører dagens anden spurt efter 35,0 km. På toppen følger man kortvarigt et let kuperet plateau mod øst, inden en nedkørsel leder mod nordvest, hvorefter en let faldende vej leder frem til byen Olot, der nås efter 78 km.

Læs også

Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Her gentager man en del af tirsdagens rute, når man drejer mod vest for for anden dag i træk at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Coubet (12,6 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 93,0 km, idet man denne kører længere op, end man gjorde på 2. etape. Nu leder en relativt let nedkørsel videre mod vest ned til byen Ripoll, der nås efter 112 km, hvorefter det går mod nordvest ad en let stigende dalvej frem til byen Gombren, der nås efter 124 km.

Her tager man hul på dagens vanskeligste udfordring, når man kører skiftevis mod nordvest, nord og nordvest op ad Coll de la Creueta (18,7 km, 5,0%), der er uden for kategori og skal deles i flere dele. De første 4 km stiger således med 5-7%, hvorefter der venter et fladere plateau, der går både op og ned. Ved km 7 begynder det igen at stige og herfra stiger det over 9 km med 5-8%, dog med enkelte lettere stykker undervejs, inden den flader ud med 3-6% over de sidste 2,7 km frem mod toppen, der rundes efter 146,6 km.

De sidste 34,0 km indledes nu med en relativt let nedkørsel, der leder mod nordvest ned til La Molina, hvor man kører tæt forbi målstregen. Nedkørslen fortsætter nu mod nordvest ad en helt lige vej ned til et fladt plateau. Her vender man med det samme rundt for at køre mod sydøst tilbage til La Molina, dog ikke ad samme vej, som blev brugt til nedkørslen. Det sker via kategori 1-stigningen La Molina (12,2 km, 4,4%), der skal deles i to dele. De første 5,5 km stiger relativt jævnt med 7,3% i snit, inden der venter 1,6 km med 5,9% i snit. Herefter falder det imidlertid over 2 km, inden en flad kilometer leder frem til den røde flamme, hvorefter det stiger med 6,0% og når 8% på de sidste 500 m. Finalen går ad en snoet vej med et par hårnålesving på den nedre del, inden man med 700 m igen drejer skarpt til højre, hvorefter der venter et sidste hårnålesving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3998 højdemeter.

I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skabt til eksplosive ryttere, da han først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristiske accelerationer og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var først blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen.

Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2017 vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag, hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2018 blev der endelig gjort større forskelle, da Valverde, Quintana og Egan Bernal tidligt kørte væk, inden den spanske veteran slog den yngste colombianer i spurten på toppen.

Også i 2019 var finalen mere selektiv, end vi typisk har set det, da Miguel Angel Lopez, Egan Bernal, Adam Yates og Nairo Quintana kørte væk på den stejle del, og i det taktiske spil mellem særligt Bernal og Quintana sneg Lopez sig væk til en solosejr med 16 sekunder ned nu 6 forfølgere, hvis spurt blev vundet af Gregor Mühlberger foran Marc Soler. I 2022 havde vi en meget taktisk afslutning i kraftig modvind, hvor Ben O’Connor sneg sig væk til en solosejr og sejrede med 6 sekunder ned til en stor gruppe, hvis spurt blev vundet af Juan Ayuso foran Nairo Quintana på en dag, hvor 27 mand var inden for 10 sekunder af vindertiden.

I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.

Læs også

Starttider: 7. etape af Giro d´Italia

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Heldigvis bliver der heller ikke torsdag udfordringer med dårligt vejr i Pyrenæerne. Der venter endnu en dag med kun få skyer, indtil det vil sky lidt til i finalen, hvor der kun vil være lidt sol. Temperaturen vil være 19 grader ved starten og 15 grader i bunden af sidste stigning, og der vil være en let til jævn vind (11-15 km/t) fra først sydvest og siden sydsydvest. Det giver sidemedvind frem til første stigning, hvorefter man får sidemodvind frem til Ripoll. Herfra får man sidevind, der gradvist bliver til sidemedvind, som varer ved hele vejen ned til bunden af sidste stigning. Her vil der være direkte modvind på den nedre del og derefter sidemodvind hele vejen op, indtil man få medvind de sidste 100 m.

Analyse af 2. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Giulio Ciccone med sin fornemme sejr foran de to forhåndsfavoritter fuldendte den genfødsel, han indledte i begyndelsen af sæsonen.

Favoritterne

Som nævnt i analysen lykkedes det igen i år for Vallter 2000-stigningen at skabe mindre forskelle, end stigningens vanskelighed i en medvindsudgave lægger op til. Dermed er det fortsat meget tæt i toppen, men det kan der laves om på endnu. Med hele tre bjergfinaler taler vi nemlig om den hårdeste udgave af Volta a Catalunya i nyere tid.

Læs også

Forlanger stjerne straffet: Det er fuldstændig ulækkert

Den næste chance for at gøre forskelle venter allerede i morgen, når det gælder andendagsgildet i Pyrenæerne, men man skal nok skrue forventningerne til det store drama ned. Det er på fredag på Lo Port, at kampen om den samlede sejr formentlig vil udspille sig, for vi kender La Molina til hudløshed. Den er nemlig - med 2021-udgaven som undtagelse - fast inventar på rutekortet, og det er bestemt ikke et bjerg, der er skabt til at sprænge feltet til atomer.

Det viser historien ganske tydeligt, for i langt de fleste tilfælde har forskellene været ganske beskedne. Det har dog ikke været tilfældet hver gang. Det er en ganske speciel stigning, som faktisk er ganske stejl, men som derefter er meget let. Oftest er der kun skabt små afstande i selve spurten, når en stor gruppe er kommet over den stejle del. Vi har dog også set, at det kan gå anderledes. Det gjorde det blandt andet i 2017, hvor Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Egan Bernal kørte væk på den stejle del, og da de kunne samarbejde, blandt andet fordi der var to holdkammerater, kunne de vinde så megen tid, at Thibaut Pinot på 5. pladsen tabte næsten et minut. Også for fire år siden lykkedes det Adam Yates, Miguel Angel Lopez, Egan Bernal og Nairo Quintana at køre væk på den stejle del, og selvom samarbejdet var så dårligt, at Lopez kunne snige sig væk i et taktisk spil, blev de øvrige tre kun hentet af yderligere tre mand.

Det viser, at etapen kan udvikle sig på tre måder. Enten kører de bedste væk på den stejle del, hvorefter de samarbejder så godt, at det ender med pæne forskelle, inden de skal spurte til sidst eller udkæmpe et taktisk spil som i 2019. Alternativet er, at det er et relativt stort felt, der rammer den stejle lille rampe til sidst, og så er det en finale for de eksplosive afsluttere.

Og så er der model 3, som vi fik sidste år. Det var virkelig en besynderlig udgave, hvor kraftig modvind lagde op til en næsten stensikker spurt, og det endte da også med en spurt i så stort et felt, at man næsten kunne tale om en massespurt og ikke var blevet svært forundret, hvis Dylan Groenewegen pludselig var kommet blæsende. De endte dog med kun at spurte om 2. pladsen, for på en sær dag, hvor ingen tog kontrol, lykkedes det Ben O’Connor at snige sig væk i det taktiske spil og tage en solosejr på en stigning, der ikke kunne passe ham meget dårligere.

Det efterlader os altså med tre muligheder. Der er den hårde model, hvor der gøres forskelle på den stejle del, og hvor de bedste slås om det til sidst, der er spurtmodellen, hvor en relativt stor gruppe afgør det til sidst, og der er den sjældne, taktiske model, hvor man udnytter den manglende kontrol til at lave ”en O’Connor”.

Hvilken model får vi så i år? Vinden spiller en stor rolle på så blød en stigning, og den står helt forket for alle, der vil have et meget selektivt løb. Faktisk er der modvind næsten hele vejen, og den er endda relativt kraftig. Det gør det meget svært at tro på, at vi får det hårde scenarium, og det taler i høj grad for en spurt i en ganske stor gruppe.

Naturligvis er døren for ”en O’Connor” åben, men den er pokkers svær. Vi har kun set den én gang, og det var på en dag, hvor der ikke var en førertrøje i feltet. Jonas Hvideberg førte nemlig løbet efter to udbrud på to flade etaper, og derfor var der ingen, der tog kontrol. Det vil der være i morgen. Nok skuffede Jumbo i dag, men holdet er trods alt stærkt, og Primoz Roglic har Sepp Kuss. Remco Evenepoel lader jo heller ikke løbet glide sig af hænde, og han har brølstærke Ilan Van Wilder. Der burde være hjælpere nok til at sikre en spurt.

Faktisk kan den største trussel være et udbrud. Forskellene er nu ganske store, og etapen har ikke en svær, men heller ikke en let start. Jeg vil forvente, at der skal kæmpes om at ramme udbruddet, og det kan meget vel blive en både stor og stærk gruppe. Det er klart, at Jumbo ikke tager chancer med trøjen, men det vil være et udbrud, de kan holde i passende snor og lade køre hjem.

Spørgsmålet er, om Roglic vil vinde. I teorien skal han jo ikke løbe risici ved at bringe bonussekunder i spil, men det er også en for ham helt perfekt finale, hvor han kan styrke sin føring med endnu en etapesejr. Trek er stærkt decimeret efter de mange styrt, men efter i dag skal Giulio Ciccone vel også tro på, at han kan vinde igen.

Læs også

Dansk mester før tredobbelt titelforsvar: Jeg vil gøre alt for at vinde

Så er der Soudal. Hvor meget tror Remco Evenepoel på sin spurt? Logikken vil sige, at han skal lade en Roglic-etape som denne sejle, men efter den flotte spurt, han kørte i går, må det være en overvejelse værd at gå efter en sejr. Det er næppe tabte bonussekunder, der gør, at han taber løbet. Skal han vinde, skal formentlig køre fra Roglic på fredag - uanset hvordan det går i morgen.

Der er stor usikkerhed om, hvorvidt Soudal og Jumbo vil jagte, og derfor er en udbrudssejr en reel mulighed. Jeg vælger dog at tro, at der bliver samling. Forskellene er så små, at Jumbo er nødt til at holde udbruddet i snor, og selvom Creueta ikke er svær nok til, at det giver mening at angribe tidligt, er det en stigning, hvor man kan gøre det hårdt. Det må klart være i både Soudals, Bahrain og UAEs interesse at lægge pres på her, og gør bare ét af de stærke hold det, vil udbruddet tabe tid. Derfor vil jeg tro, at vi får samling, men jagter Soudal og Jumbo ikke, er en udbrudssejr en mulighed.

På finalestigningen skal der som sagt angribes tidligt, hvis man vil gøre en forskel. Det skal ske på de første fem kilometer, og det er vel Mikel Landa, UAE-drengene og Remco Evenepoel, vi skal holde øje med. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke Landa forsøger, og Marc Soler og Adam Yates har heller ikke meget at miste, men jeg tror, at Evenepoel holder igen. Som jeg skrev i analysen, var han sjældent passiv i dag og satte sig til sidst mellem to stole. Han har lært lektien fra Argentina, og han bør vide, at han ikke kan køre alene på denne bløde modvindsstigning. Det er langt klogere at spare på krudtet og satse alt på den stadig bedre spurt.

Jeg vil derfor snarere tro, at Soudal lægger pres på fra bunden. Det er sandsynligt, at vi får angreb fra Landa og UAE på den nedre del, men det er ret umuligt at tro, at de kan køre afgørende væk i modvinden. Der kan så opstå taktik, men Van Wilder og Kuss bør være så tæt på, at der vil være hjælpere til at tage kontrol. Soudal har en interesse i at gøre det så hårdt som muligt, og herefter bør det ende i en spurt.

Jeg ser altså tre muligheder: en spurt, et taktisk O’Connor-angreb og en udbrudssejr. Som det fremgår, tror jeg klart mest på spurten, og det er en lidt tricky sag. Efter den lille nedkørsel er det kun en godt en kilometer lang rampe, der med sine 6% over de sidste 500 m bestemt ikke er særligt stejl. Derudover handler alt om at komme godt igennem hårnålesvinget med 100 m igen, og vi vil formentlig se selve spurten blive kørt frem til netop det sving.

Jeg vælger at gå med Primoz Roglic. Som jeg skriver i analysen, var det stadig min fornemmelse i dag, at han ikke er helt på toppen - ellers var han aldrig blevet slået i en spurt som denne - men han kommer ikke i problemer på en let stigning som denne. Tværtimod er det en på alle måder perfekt afslutning for en superpuncheur som ham. Han viste i dag, at han kan slås, men vi så også i Tirreno, at han meget sjældent begår fejl.

Udfordringen er selvfølgelig svinget. Det gør det til en meget speciel spurt, man kan tabe, selv hvis man er hurtigst. Det ved Roglic heldigvis alt om, og han plejer sjældent at lave fejl i positioneringen forud for et sent sving. Det er klart, at den kringlede afslutning gør ham mere sårbar end vanligt, ligesom han nu to dage i træk har vist, at hans fart ikke gør ham til en stensikker vinder, men med den træfsikkerhed han generelt har i disse finaler og senest havde i Tirreno, må han være favorit.

Tidligere havde jeg aldrig rangeret Remco Evenepoel som nr. 2, men det har ændret sig. Allerede sidste år så vi, hvor eksplosiv han er blevet, og det bekræftede han med sin vilde spurt på Jebel Jais i Emiraterne. Jeg ville stadig have troet, at han ikke havde mange chancer for at slå Roglic, men i går er det ret sandsynligt, at han med en bedre position havde vundet. Han lignede i hvert fald den hurtigste, og i morgen skal han ikke slås med samme positionering i et stort felt - noget, der fortsat er en svaghed. Svinget kan også være en fordel, fordi han med sin enorme power har en god chance for at gå først igennem, og herefter skal han bare holde den hjem over 100 m i medvind. Udfordringen kan være, om han tager svinget godt nok, for noget teknisk unikum er han fortsat ikke, men lykkes det, bør det efter i går være ganske sandsynligt, at han kan slå Roglic. Vi ved også, at Ilan Van Wilder vil kunne køre en god spurt her, men det er klart, at hans opgave alene er enten at gøre det hårdt eller at køre lead-out.

Efter i dag skal Giulio Ciccone også regnes som en ganske reel vinderkandidat. Han slog dem begge i dag, og det kan han også gøre i morgen. Desværre så vi også i Tirreno, at Roglic slog ham i alle tre spurter, og vi så også i går, hvor han blev nr. 5, at han blev slået klart af de to favoritter. Han har ikke helt deres fart, og i dag vandt han i høj grad på friskhed. I morgen vil alle være mere friske efter en let stigning i modvind, men det er trods alt stadig en helt anderledes spurt end i går, hvor det bare var en kort bakke. Det taler til Ciccones fordel, og særligt hvis han udnytter svinget til sin fordel, som han gjorde, da han vandt i Valencia, er det bestemt ikke umulig, at han kan vinde igen.

Læs også

Amerikansk endagsløb aflyses

Jeg rangerer Adam Yates som nr. 4. Han er slet ikke langsom, som vi så på 4. etape af Tirreno, men som vi så både der og på Jebel Jais, slår han slet ikke Roglic og Evenepoel. Hans chance er hans frihed. Han har tabt masser af tid, og han er derfor helt åbenlyst det bedste bud på at lave ”en O’Connor”. I dag viste han, at han slet ikke er så forslået, og herfra bør det kun gå fremad. Det er en relativt kort og eksplosiv stigning, der bør passe ham, og særligt hvis det bliver hårdt undervejs, virkede hverken Soudal eller Jumbo så overbevisende i dag, at en i dag godt kørende Yates ikke vil have en chance for at snyde dem.

Dernæst går jeg med Jai Hindley . Australieren er slet ikke en ringe afslutter. Det er klart, at de tre favoritter står stærkere, men vi så på kongeetapen i Tirreno, at han ikke var langt fra at vinde. Det var endda efter en dag, hvor han havde ført hårdt for Lennard Kämna, og det vidner om, at han har en reel chance, særligt i en spurt som denne, hvor det sene sving gør, at det ikke nødvendigvis er hurtigste mand, der vinder.

I gamle dage havde Joao Almeida stået højt på denne liste. Det var dengang, han var kendt for at være en god afslutter, men det er han slet, slet ikke længere. Tværtimod ser vi ham stort set aldrig blande sig i spurterne, men måske kan han begå sig i netop en spurt som denne, hvor det handler lidt mere om power frem mod svinget end en klassisk, eksplosiv spurt. Det øger i hver fald hans chancer, og det er svært at komme uden om, at han i dag kørte en fremragende finale, når man tager i betragtning, hvor megen modvind han havde undervejs

Af samme grund nævner jeg Romain Bardet her. Det er jo helt åbenlyst, at han er langt fra formen, men på denne modvindsstigning burde han have en god chance for at sidde med til toppen. Sker det, kan han også blande sig i en spurt. Han fandt en helt ny fart sidste år, og selvom han i år ikke har spurtet på samme niveau, er han stadig en af de hurtigste i dette felt. Det er klart, at andre er hurtigere end ham, men i en finale med et sent sving kan man ikke udelukke, at den teknisk dygtige og snu Bardet kan finde en vej til sejr - og ellers betyder hans tidstab, at han er et godt bud på en mand, der kan lave ”en O’Connor”.

Jeg har svært ved at se, at andre kan vinde en spurt, men jeg vil alligevel nævne Lennert Van Eetvelt. Belgieren var ganske imponerende, da han spurtede sig til en 2. plads på Mallorca, hvor han på en lille bakke slog hurtige Van Wilder. Det vidner om, at han har masser af punch og fart, og han viste i dag, at han har en god chance for at overleve i denne modvindsfinale. Det er til gengæld også ret klart, at han mangler rutinen til at have en reel chance for at vinde kampen frem mod det sidste sving, men lykkes det ham at gribe det rigtigt an, ender han formentlig langt fremme.

Mine øvrige bud er folk, der kan lave ”en O’Connor”, og her falder Marc Soler i øjnene. I dag leverede han en af sine bedste klatrepræstationer i nogen tid, og det vidner om storform. Han er en mand, de stadig ikke frygter voldsomt meget, og vi ved også, at han angriber, hvis blot han ser den mindste chance. Det gælder særligt i dette hjemmebaneløb, hvor han plejer at angribe i tide og utide, og det vil være helt oplagt at gøre i morgen, hvor denne powerstigning passer perfekt til en stor og kraftfuld fyr som ham.

Af samme grund nævner jeg Rein Taaramae . Esteren bekræftede i dag den enorme fremgang i bjergene, han indledte under Vueltaen, og i morgen mødes han af en powerstigning, der passer ham langt bedre. Han tabte betydeligt mere tid end Soler i dag og er i hvert fald en rytter, de ikke frygter voldsomt. Ligesom Soler er han en af de mest aggressive ryttere, der aldrig er bange for at tage en chance. Det er helt oplagt at gøre i en finale, hvor de bløde procenter giver ham en god chance for at bruge sine power på den sidste del.

Jeg vil næsten også tro, at Esteban Chaves prøver igen. Heller ikke han er bange for at tage chancer, og han viste i dag, at han er genfødt. Desværre ved vi også, at han plejer at tabe niveau efter nogle dage, som han også gjorde, da han startede så stærkt i dette løb i 2021, men mon ikke han på tredjedagen fortsat vil være en af de stærkeste? Skal man undgå en spurt her, handler det først og fremmest om initiativ, og det er han aldrig bange for at tage, ligesom han næppe er den rytter, de frygter allermest.

Kan I huske Jebel Jais? Det var her Einer Rubio greb ud efter lykken med en vild offensiv fra distancen og lykkedes med at holde feltet bag sig. I dag viste han, at han er en af de stærkeste, men det lykkedes ham alligevel at tabe så megen tid, at han ikke er en rytter, der er grund til at frygte. Han er da også en lille underdog, og nu hvor vi ved, at han ikke er bange for at satse stort, er han vel en rytter, vi kan vente at se i offensiven, ikke mindst i et løb, hvor Movistar gerne skal vise et eller andet.

Læs også

Stjerne opgiver klassementet

Hvem kan ellers lave ”en O’Connor”? Tja, hvad med Ben O’Connor selv? Han lykkedes jo med projektet sidste år, og der er næppe tvivl om, at han vil elske at gentage sejren. Det er klart, at hans sygdom har betydet, at han er et stykke fra sit bedste, men han var jo ikke lysår fra fronten i dag. Tværtimod kan vi vel vente os, at han bliver bedre og bedre undervejs, og han har absolut intet at miste ved at forsøge at gentage genistregen fra sidste år.

Alternativt har Ag2r Geoffrey Bouchard. Han er jo i hvert fald ikke bange for at angribe, for han er mest af alt kendt som udbryderkonge. Jeg kan være lidt bekymret for, at han lægger for meget bånd på sig selv, nu hvor han med sit enorme fremskridt pludselig kan køre klassement i denne slags løb på højt niveau. Dagens tidstab betyder dog, at han ikke er top 10-kandidat, og derfor har han ikke det store at miste. Med de bjergben, han har haft indtil nu i år, har han en fin chance for at kopiere det mesterstykke, kaptajnen leverede sidste år.

Jeg har en lille joker i Jonathan Castroviejo . Som frygtet er Ineos kørt helt ud af billedet i klassementet og de har derfor absolut intet at miste. Spanieren har jo klatret som en drøm de seneste år og var endda tæt på at vinde en bjergetape i Touren sidste år. I år har han klatret lige så fremragende, og det gjorde han igen i dag. Morgendagens stigning er lettere og passer langt bedre til en kraftfuld fyr som ham. Det vil være fint, hvis Ineos forsøgte sig med en tidlig offensiv, så den formstærke hjælper kunne få en sjælden glandsstund.

Vi skal vel også fremhæve Michael Woods. Canadieren er som skrevet i analysen tilsyneladende tilbage efter en lang og svær tid, og denne eksplosive stigning passer ham ikke dårligt. Han kan bestemt også køre en god spurt, men på disse procenter kan han ikke vinde - og slet ikke i en finale med et sent sving. Til gengæld har han i hvert fald formen til at køre aggressivt, men jeg frygter lidt, at han ikke er risikovillig nok, nu hvor top 10 er inden for rækkevidde. Heldigvis er han ikke kendt for at spare på sine angreb.

I dag bekræftede unge Lenny Martinez sit enorme potentiale. Der er ingen tvivl om, at han har benene til måske at kunne lave ”en O’Connor”, og han har den fordel, at han er en underdog, der ikke er frygtet. Min bekymring kan gå på, om han er villig til at satse, for han skal passe på sig selv i sit første løb på dette niveau. Omvendt er både han og FDJ kendte for at køre offensivt, særligt med deres unge ryttere, og efter i dag bliver top 10 trods alt svær at nå. Jeg tror det ikke, men lad os håbe, at han har modet til at prøve.

En joker er Andreas Kron. Som varslet sad han i gruppettoen i dag, så han har frihed til at gå i udbrud i weekenden, og det vil han sikkert gøre igen i morgen. Det kunne dog være spændende at se, hvad han kan, hvis han forsøger at holde sig til. Han har været flyvende i år, og selvom disse stigninger som udgangspunkt er lidt for lange, klatrede han så godt i Andalusien, at han bør have en chance for at hænge på hele vejen, når vi taler om en modvindsstigning. Lykkes det, er han så hurtig, at han vil have en reel chance for at vinde, hvis han får manøvreret det sidste sving godt.

Af samme grund nævner jeg holdkammeraten Maxim Van Gils. Også han smed sit klassement i dag, da også han er mere puncheur end klatrer, men akkurat som Kron har han klatret så fint i år, at han vil have en chance for at hænge på, når vi taler om en blød modvindsstigning. Han bekræftede i går, hvor han ellers bare var lead-out man, at han er pokkers hurtig i denne slags finaler, og som Kron vil han med den rette tilgang til sidste sving have en reel chance - hvis altså han mod forventning ikke sparer sig til weekenden.

Man burde også nævne Mikel Landa, men da han er uden frihed og spurtsvag, er det helt umuligt at se ham vinde her. Cian Uijtdebroeks er åbenlyst en af de stærkeste, men nu hvor han kan ende i top 10, er jeg ret sikker på, at han kører etapen helt defensivt - og spurtsvag er han i hvert fald. Rigoberto Uran kunne være en mand til ”en O’Connor”, men han angriber stort set aldrig, selvom det er blevet lidt bedre med alderen. Jesus Herrada viste i dag, at han har en chance for at hænge med til toppen, men selvom han stadig har lidt punch, vinder han næppe en spurt i dette felt, og både Guillaume Martin, Egan Bernal, Richard Carapaz og Louis Meintjes manglede i dag så meget, at de næppe kan bruge deres aggressivitet på denne etape. Det er heller ikke rigtigt en stigning for den ellers hæderligt kørende Ivan Ramiro Sosa, og selvom han så godt ud i dag, vil jeg tro, at Jack Haig også i dag er ren hjælper. Jeg vil forvente, at stigningen er for svær til, at Ide Schelling kan komme med hjem til en spurt. Det kan Dylan Teuns, Oscar Onley og Nicola Conci måske, men de vinder næppe en spurt med tanke på det, de viste i dag. En kandidat til en spurt er også Patrick Konrad, men efter gårsdagens styrt er han nok kun eventuelt aktuel til et udbrud.

Endelig er der som sagt en chance for en udbrudssejr. Man skal klatre godt for at vinde, og man skal have tabt så megen tid, at man får nok snor til, at man ikke kommer tilbage af sig selv. Det får mig igen til at pege på Andreas Kron og Maxim Van Gils, men også Patrick Konrad, hvis han er frisk efter sit styrt, Ben Tulett, Jonas Gregaard, Nans Peters, Gino Mäder, Jefferson Cepeda, Tobias Johannessen, Matthew Riccitello, Wout Poels, Filippo Zana, Oscar Onley, Victor Langellotti, Nicola Conci, Dylan Teuns, Sylvain Moniquet, Roger Adria og Torstein Træen.

BEMÆRK: Husk at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvilket er vigtigt i en finale, hvor få har en chance for at vinde den forventede spurt. Der uddybes ovenfor, hvem der kan være fremme i en spurt, men får svært ved at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Remco Evenepoel, Giulio Ciccone

Outsidere: Adam Yates, Jai Hindley, Joao Almeida, Romain Bardet, Marc Soler

Jokers: Rein Taaramae, Esteban Chaves, Einer Rubio, Ben O’Connor, Geoffrey Bouchard, Jonathan Castroviejo, Michael Woods, Lenny Martinez, Andreas Kron, Maxim Van Gils, Lennert Van Eetvelt

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Oscar Onley, Dylan Teuns, Andreas Kron, Maxim Van Gils, Gino Mäder, Wout Poels, Filippo Zana, Nicola Conci, Ben Tulett, Tobias Johannessen, Roger Adria, Torstein Træen, Victor Langellotti, Nans Peters, Patrick Konrad

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ben O’Connors sejr fra 2022, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2019, Alejandro Valverdes sejre fra 2018 og 2017, Dan Martins sejr fra 2016, Tejay van Garderens sejr fra 2015 samt Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2014.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+