Volta a Catalunya-analyse: Da ungdommen aflyste veteranfesten

 Livestream brostensklassikerne til halv pris

I denne vidunderbørnenes tidsalder må det være en smule frustrerende at være veteran. Faktisk synes der at være en stigende tendens til, at alderen allerede begynder at trykke, når man har rundet de 30, og derfor kan man godt forstå, hvis en rytter, der allerede har fejret tre runde fødselsdage, ser opgivende til, når Tadej Pogacar knuser al modstand med den ene magtdemonstration efter den anden, eller når Wout van Aert holder legestue med et helt felt på de belgiske brosten. I de situationer forstår man godt, hvis de af og til forbander langt væk, at de blev født på et tidspunkt, hvor unge talenter skulle bruge mange flere år på at slå igennem.

I denne uge så der imidlertid ud til at være et lille lys i mørket. Da feltet rejste til Spanien til Volta a Catalunya, var der nemlig for en gangs skyld udsigt til, at veteranerne kunne få lidt plads i rampelyset. Blandt andet har Pogacar travlt med at indlede en ny karriere som brostensrytter, og Jonas Vingegaard puster fortsat ud efter et hårdt Tirreno. Pludselig tegnede der sig et billede af et løb, hvor det ville være en overraskelse, hvis ikke vinderen var en ældre herre. I hvert fald rangerede jeg i min optakt 35-årige Michael Woods, den snart 30-årige Simon Yates, 41-årige Alejandro Valverde, 37-årige Richie Porte og 32-årige Nairo Quintana som mine største favoritter inden starten for en uge siden, og vi skulle helt ned til 26-årige Ben O’Connor på 6. pladsen for at finde en relativt ung rytter. Ville man finde en rytter, der var med i ungdomskonkurrencen, var den første Joao Almeida, der - primært grundet udsigten til dårligt vejr - blot var rangeret som nr. 8.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Men ak! End ikke fraværet af Pogacar, Vingegaard eller for den sags skyld Remco Evenepoel var nok til, at den ældre generation kunne opnå deres stjernestund. Da boet blev gjort efter syv dages forrygende cykelløb, der i den grad bød på overraskelser og omvæltninger, var der i top 7 ikke færre end fire ryttere fra løbets ungdomskonkurrence, og i top 10 var Quintana eneste mand, der havde rundet de 30.

Til de erfarne rytteres forsvar skal det naturligvis siges, at fire af mine fem topfavoritter var svært uheldige. Porte nåede knap i gang med løbet, inden han blev syg, og også Valverde, Woods og Yates måtte forlade løbet med nogle af de infektioner, der i disse dage rider løbet som en mare. Den eneste overlevende fra kvintetten var Quintana, og med en samlet 4. plads - og længe også en reel sejrskandidat - forsvarede han bestemt de ældres rytteres ære ganske flot.

Men han vandt ikke. Allerede da der blev spurtet om bonussekunder i fredags, mistede han førertrøjen til 23-årige Almeida, og da portugiseren højst uventet mistede det, der lignede en sikker samlet sejr, var det en 24-årig opkomling, der løb med det hele. Havde han ikke været heldig med manglende samarbejde på dagens afslutningsetape i Barcelona, var han formentlig også blevet passeret af den bare 19-årige Juan Ayuso, 26-årige O’Connor og 22-årige Tobias Johannessen, hvoraf både spanieren og nordmanden kørte karrierens første WorldTour-etapeløb, og så havde talenternes legestue været helt gennemført.

Mest nedslående må det næsten være at opleve, at der pludselig dukkede en ny komet op på himlen. Nej, selvfølgelig er Higuita hverken ny eller ukendt, men ser man på hans tid i det professionelle felt, er det et gigantisk spring, der pludselig har gjort ham i stand til at vinde et af sportens største og mest bjergrige løb. Det havde man måske ikke været overrasket over, da han i 2019 kom bragende ind på scenen med enorm hast og blandt andet blev nr. 2 bag Pogacar i Tour of California, men når man ser på hans resultater de seneste to sæsoner, var der bestemt intet, der tydede på, at Higuita skulle være i stand til at vinde et rigtigt bjergløb med så stærkt et felt.

Det har jo ellers været klart, at Higuita er den næsten eneste opmuntring hos Bora i deres triste sæsonstart. Colombianeren viste allerede med sejren på kongeetapen i Algarve, at han har gjort enorme fremskridt ved at skifte en lyserød trøje ud med en grønlig, men da han overspurtede Daniel Martinez på Malhao i Portugal, var det netop på en stejl mur, som altid har været guf for den eksplosive afslutter. I de høje bjerge har vi ikke set Higuita med fremme, siden han spurtede mod Pogacar om sejren i Californien for nu næsten tre år siden.

Det blev der imidlertid lavet om på i denne uge. Higuita var måske ikke stærkeste mand på kongeetapen, hvor Almeidas vanvidsridt i modvinden ikke efterlod tvivl om, hvem der var løbets i særklasse stærkeste i torsdags, men han fulgte med og kørte fra topklatrere som Richard og Ben O’Connor. Siden viste han både vovemod og initiativlyst, da han tog handsken, da Carapaz fremlagde sin kupplan i gårsdagens regnvejrsdrama, og i dag skulle han så vise, at han også kunne stå for presset og blive den første rytter til faktisk at forsvare en førertrøje, da Barcelona i dag bød til den klassiske puncheurfest på Montjuic-stigningen, hvor man ikke skulle være cykelekspert for at regne ud, at han ville få Carapaz i nakken med al den kraft, løbets vel nok største stjerne kunne mobilisere.

Det gjorde han da også. Sygdommen havde decimeret Ineos til bare tre mand, og derfor måtte de både vente længe med at åbne for ballet og samtidig ofre endnu et af sportens allerstørste talenter, Carlos Rodriguez, der utvivlsomt gik glip af en top 10, fordi han var uheldig med en defekt i sidevinden og derfor blev ren hjælper for Carapaz både i torsdags i dag. Men angrebet kom på næstsidste tur op ad stigningen, og selvom vi gennem løbet har set, at Carapaz ikke er helt på toppen endnu, var der så meget bund i forceringen, at end ikke Almeida, Ayuso eller Quintana kunne være med. Faktisk var det på toppen kun Johannessen og Higuita, der havde kunnet matche ecuadorianeren.

Allerede der kunne man se, at Higuita var umulig at knække, og han satte en fed streg under sin status som dagens måske stærkeste rytter, da de ramte stigningen for sidste gang. Her betalte Carapaz prisen for en ikke optimal form og sit hårde angreb, da han var ude af stand til at svare på det hårde angreb, en pludselig genrejst Ayuso lancerede, mens Higuita gav aldrig skyggen af antydning af vanskeligheder. På toppen sad han solidt i en kvintet, der også talte Ayuso, Almeida, O’Connor og Johannessen, og dermed var han ”home safe”, da alle hans følgesvende havde tabt så megen tid, at han sagtens kunne have ladet en af dem smutte væk. Hvis man i går måske kunne være i tvivl om, hvorvidt Higuita ville være den fortjente vinder, var der i dag i hvert ingen tvivl.

Om han vitterligt var stærkest på dagen, finder vi naturligvis ikke ud af, men han var bestemt ikke alene om at aspirere til titlen. At vores norske venner har fået fingrene i en sand guldklump i Johannessen, fornemmede man klart i hans vilde 2021-sæson, men der er alligevel et stykke vej fra at vinde Tour de l’Avenir til at så overbevisende i karrierens første WorldTour-etapeløb. Vi så ganske vist, at han fortsat mangler en anelse i de høje bjerge, men i det eksplosive klassikertalent ligner han allerede en rytter, vi kan regne med i årets ardennerklassikere. I hvert fald var han sammen med Higuita den eneste, der konsekvent var med i front, og da Carapaz kom med det måske hårdeste angreb overhovedet, slog han prompte kontra hen over toppen og satte derved O’Connor, som ellers i første omgang var kørt med, til tælling. Heldigvis har Uno-X fået wildcards til både Fleche Wallonne og Liege, og der burde derfor være udsigt til mere imponerende kørsel fra det norske hold, som jo med Torstein Træen som en overraskende nr. 9 endda blev ét af to hold med mere end én mand i den samlede top 10.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det andet var naturligvis UAE, der stadig må græde snot over, hvordan de da kunne smide en sikker samlet sejr væk i går. I dag beviste de ellers, at både Almeida, som igen viste sig helt anderledes i solskin end i regnvejr, og ikke mindst Ayuso, der med sin hårde forcering til sidst satte en fed streg under, at han stadig må regnes som løbets førende komet, når man betænker, at han er hele tre år yngre end Johannessen, var akkurat så stærke som deres top 5-placinger beviste. Hvor vi har set, at Ayuso fortsat mangler lidt i de høje bjerge, men til gengæld virker uhyggelig i mere eksplosivt terræn, har Almeida som beskrevet i en tidligere analyse forbedret sine evner i de høje bjerge så enormt, at han lige nu kan ligne største trussel mod en Carapaz-sejr i Giroen - i hvert fald hvis vi undgår alt for meget dårligt vejr. Til gengæld kan man diskutere UAE-mandskabets taktik, først med Ayusos sære angreb i gårsdagens finale og igen i dag, hvor der ikke syntes at være meget samarbejde til slut, hvor de ellers havde mulighed for at køre Carapaz agterud. På den anden side var tidstabet i går så stort, at det forsøg nok alligevel havde været så spekulativt, at satsningen på en etapesejr var mere frugtbar.

Den fik de imidlertid ikke, men det havde de formentlig gjort, hvis de havde valgt en hest at spille på. Nu betød deres tøven, at der kom en større regruppering til sidst, og selvom en spurt mod Johannessen og Higuita langt fra havde givet en sikker sejr, blev billedet betydeligt mere kompliceret af, at der pludselig blev bragt andre navne i spil. Værre var det, at ét af dem er kendt som en pokkers hurtig afslutter - faktisk så hurtig, at han sidste år var meget, meget tæt på at snyde Magnus Cort for én af hans tre etapesejre i Vueltaen.

Det var nemlig endnu et ungt talent, 23-årige Andrea Bagioli, der pludselig rejste sig fra de døde og tog en fornem første sejr på WorldTouren. Det lå ellers ikke i kortene i morges. En Bagioli i topform havde været en af de tunge favoritter på en rute, de passede ham som fod i hose, men efter en meget svag og skuffende sæsonstart var det svært at tro, at han ville kunne blande sig med de bedste. I dag var han imidlertid pludselig med helt fremme, da Carapaz angreb første gang, og selvom vi ved sidste opkørsel så, at han fortsat har et stykke vej til sit bedste niveau, blev han reddet på gongongen af frontgruppens manglende samarbejde, så han nok engang kunne vise sin hurtighed.

Paradoksalt nok vandt han vel mest af alt, fordi han ikke var én af de bedste på stigningen. Tværtimod var det en fordel, at han var med i den gruppe, der først fik kontakt til allersidst. Den faldende spurt i Barcelona har nemlig altid været en meget tricky sag, hvor det handler mere om timing end om klassisk spurtstyrke. Den timing havde gruppens svageste klart mest af, da de mod slutningen kom blæsende til fronten forbi de førende, som havde tabt alt momentum i deres taktiske spil. Selvom Ayuso fik sat en streg under den hurtighed, som i dette løb blot er blevet endnu tydeligere, var det allerede for sent at forsøge at udligne det momentum, de ”langsomste” havde bragt med ind til spurten.

Dermed fik vi et overraskende udfald, hvor hurtige folk som Ayuso, Johannessen, Higuita og Almeida slet ikke kørte om sejren, men hvor næsten hele top 10 udgjordes af ryttere, der slet ikke havde været blandt de bedste, herunder yderligere to unge ryttere, den i dette løb ellers så skuffende Attila Valter, hvis Strade Bianche-form forsvandt med det samme, og Fernando Barcelo, der efter en lidt skidt start på sæsonen i dag gav mindelser af det potentiale, der aldrig for alvor har udfoldet sig. Samtidig sørgede Bagioli for, at Quick-Step, der ellers lige nu oplever en lidt svær tid, kan trøste sig lidt med, at de i Catalonien, hvor begge deres kaptajner ellers udgik, endte med hele to etapesejre med to unge talenter, der tidligere ikke havde vundet på WorldTouren - og så kender vi pludselig den belgiske talentfabrik igen.

Talent kan man måske ikke helt kalde O’Connor længere, da man i dag næsten er en ældre herre, når man som ham er på den forkerte side af de 25, men dette løb har alligevel sat en fed streg under det enorme niveauspring, han pludselig opnåede i Giroen i 2020, og som blot fortsatte i hans fantastiske 2021-sæson. Det kan godt være, at han lidt overraskende kollapsede mod slutningen af den etape, der passer ham allerbedst, men det var uhyre opløftende at se ham være en af de allerstærkeste på dagens eksplosive stigninger, som på papiret slet ikke passede ham. Formentlig betalte han i torsdags bare en dyr pris for at have gravet lidt for dybt på La Molina i onsdags. I dag beviste han i hvert fald i for ham ugunstigt terræn, at han havde styrken til at vinde løbet, mens en skuffende Quintana til gengæld nok engang satte en streg under, at ”gamle Quintana” har så store vanskeligheder med sin restitution, at der er betydelig forskel på hans evner tidligt og sent i et etapeløb.

Om det havde dulmet smerten for de veteraner, som havde regnet med at køre om sejren, hvis det var 26-årige O’Connor og ikke 24-årige Higuita, der havde vundet løb, ved jeg ikke, men det kan næppe have været meget. Det varslede veteranshow udeblev i hvert fald i den grad, og det blev igen ungdommen, der løb med det hele. Løbet, der lignede en gylden chance for Valverde, Woods eller Porte til at tage en måske sidste - og for Woods’ vedkommende første - etapeløbssejr på WorldTouren, blev nok engang ungdommens legestue, da et 24-årig og ellers lidt hensygnende talent genopstod og tog en helt fortjent sejr i et løb, hvor han fik selskab af tre af sportens allermest lovende etapeløbstalenter alle i top 7. Så meget for den veteranfest…

 Livestream brostensklassikerne til halv pris