Vuelta a Espana-analyse: Da røverkøbet endelig gav afkast

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Forud for enhver sæson laver jeg altid en artikel med de 10 mest lovende transfers. Det gjorde jeg også sidste vinter, og her var jeg slet ikke i tvivl om, hvem der skulle have en af de sikre pladser. Det skulle Sam Bennett naturligvis, efter at han på ganske kontroversiel vis ragede uklar med Patrick Lefevere, forlod Quick-Step og rejste hjem til det Bora-hold, hvor han havde fået sin cykelopdragelse.

Det burde nemlig ikke kunne gå galt. Nok havde Bennett knap kørt et cykelløb, siden han rundede sit forår af med to sejre i Algarve, men det skyldtes ikke livstruende skader, der kunne stille spørgsmålstegn ved hans fortsatte fysiske formåen. Det skyldtes alene en ganske uskyldig knæskade og så altså det offentlige slagsmål med sin chef, der ikke just havde lyst til at bruge ham til meget, efter at venskab blev til uvenskab.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Der var således intet, der tilsagde, at Bennett ikke igen skulle blive den sprinter, han havde været i foråret, hvor han havde været helt ustyrlig. Efter et 2020, hvor han måske nok vandt to Tour-etaper og den grønne trøje, men aldrig genfandt sit niveau fra 2019 - en observation, han selv har bekræftet - var han i begyndelsen af sidste sæson her, der og alle vegne. I februar, marts, april og maj tabte han praktisk talt ikke en spurt, og det var uanset, om han var oppe mod den ene eller den anden supersprinter. Det var svært at tro, at det sublime momentum skulle brydes, bare fordi han havde haft en kortere pause.

Bora var endda villige til at investere i ham. Det var de ikke just i 2019, hvor han - selvom han klart var den hurtigste af de tre - blev placeret som tredjeviolin bag Peter Sagan og Pascal Ackermann og måtte klare sig nærmest uden et hold. Det lærte ham til gengæld at positionere sig storartet, at det paradoksalt nok kun syntes at være en ulempe, at han hos Quick-Step fik hjælp af sportens bedste tog. Nu kunne han se frem til at være den klare førstesprinter med støtte af nyerhvervelsen Danny van Poppel, der var uprøvet som lead-out man, men med sin gode positionering og evne til at køre lange spurter lignede en mand, der mestrede kunsten, og der blev sågar også plads til vennerne Ryan Mullen og Shane Archbold, som ligeledes skulle være del af et ganske potent tog.

Alligevel viste min vurdering af værdien i den transfer sig at være smaskforkert. Det var nemlig ikke Bennett, der var Bora røverkøb, men derimod Van Poppel. Gennem hele sæsonen har hollænderen mere end bekræftet sit potentiale ved nærmest uden undtagelse at aflevere sine kaptajner helt perfekt, men det har bare ikke hjulpet meget. Det såkaldte røverkøb har nemlig været en gigantisk fejlinvestering, for hver eneste gang Van Poppel har serveret Bennett en sejr på et sølvfad, har han trådt så firkantet, at man glimrende kunne tage et billede af hans spurt og bruge den som beskrivelse af et kvadrat i en geometribog.

Det mærkelige var særligt, at hans holdbarhed var helt væk. Det var jo ellers en enorm styrke, som måske særligt kom til udtryk i Vueltaen i 2019, hvor han knuste al modstand med en sjældent set overlegenhed i den hårde spurt i Bilbao og ene mand var tæt på at slå Quick-Step-overtallet på den vanvittige sidevindsetape, hvor Philippe Gilbert dog alligevel fik omsat overtallet til sin sidste sejr for storholdet. Den styrke var mildt sagt ikke til stede i år, hvor blot den mindste motorvejsbro var for svær, og den blev særligt udstillet i den hårde og stigende spurt i Limburg, hvor Van Poppel igen afleverede sin kaptajn sublimt, men hvor trådet var så firkantet, at han end ikke kunne gå forbi sin åbenlyst stærkere lead-out man.

Der var ellers lys for enden af tunnelen i maj. I Frankfurt blev Bennett nok engang aflevere sublimt af Van Poppel, og her lykkedes det ham endelig at gøre det færdigt - endda efter en hård dag i et WorldTour-løb, som endda var på holdets hjemmebane. Senere kørte han helt lige op med lynhurtige Dylan Groenewegen efter et hårdt Rund um Köln, og endelig kunne man fornemme, at den gode, gamle Bennett var på vej tilbage.

Han vendte imidlertid rundt og gik ud ad døren igen, da vi nåede til Belgium Tour, den sidste test inden Touren. Her var Van Poppel naturligvis sit sublime selv, men det hjalp ikke meget, når Bennetts tråd igen legede geometribog og blev pokkers firkantet. Den svage præstation havde da også kun den eneste logiske konklusion, at Bennett blev frarøvet den Tour-plads, han ellers var blevet lovet fra sæsonstart, for når Aleksandr Vlasov klatrede som en drøm, gav det ikke megen mening at stille med en sprinter, der kun trådte firkantet.

Den nedtur var enorm, og derfor kunne man kun frygte det værste. Kender man lidt til Bennett, ved man, at hans værste fjende er den meget skrøbelige psyke og ikke mindst den ikkeeksisterende tro på de ellers ret åbenlyse evner, han er begavet med. Man kunne derfor kun frygte, at en enorm skuffelse som kulmination på et forår, hvor presset blot var vokset og vokset ville sende ham så langt ned i kulkælderen, at han måske aldrig ville komme op til lyset igen.

Måske var det også derfor, at han fik sin Vuelta-plads. Da han igen kom sejrsløs ud af Tour de Pologne, var det ellers ret nærliggende for Boa at lade ham blive hjemme, når nu man i Jai Hindley har en topkandidat til den samlede sejr i den spanske rundtur, men måske var omsorgen for Bennetts skrøbelige psyke alligevel så stor, at man ikke turde give ham det ekstra tryk, der kunne have sendt ham helt ned under den kulkælder, han allerede befandt sig i.

Der var imidlertid igen håb at spore. Nok gik det polske løb ikke som ønsket, men den spurt, Bennett kørte på 2. etape, gav mindelser om den fart, der gjorde ham så suveræn i foråret for lidt over et år siden. Desværre pustede Van Poppel ud efter Touren, og da samarbejdet med Jordi Meeus ikke fungerede optimalt, fik Bennett aldrig omsat farten til et resultat, men det gav et håb for, at han i denne Vuelta i hvert fald kan nærme sig fordums klasse. Nu skulle han bare genforenes med Van Poppel, og så kunne der måske alligevel være en vej ud af mørket.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Bora-mandskabet må utvivlsomt have været bekymrende for visdommen i at udtage en sprinter, hvis tilstedeværelse måske kan kompromittere en samlet sejr til Hindley, og derfor faldt der formentlig en sten fra deres hjerte, da Bennett i dag åbnede løbet ved at sikre sig sin blot anden sejr, siden han blev en stensikker mand på min transferhitliste. Nu kan ingen i hvert fald sige, at beslutningen var en total fiasko, men vigtigst af alt fik Bennett bevist, at han stadig kan - og for en mand, for hvem selvtillid er lige så stor en mangelvare, som ukrainsk korn er det på verdensmarkedet, kan betydningen af et sådant boost næppe undervurderes.

Det bedste af det hele er nemlig, at det ikke kun skyldtes Van Poppel. Forud for etapen havde jeg som bekendt peget på ireren som min favorit, men det skyldtes stort set udelukkende hans lead-out man. Som altid var Van Poppel da også ganske sublim, da han førte sin kaptajn op på siden af Alex Kirsch og Mads Pedersen, der var i gang med at dominere finalen, men da de to øvrige led i toget, Ryan Mullen og Jonas Koch, var helt fraværende, måtte hollænderen komme i meget høj fart bagfra med en forcering, der i foråret ville have tømt Bennett så meget for kræfter, at han ville have haft svært ved at gå forbi sin egen hjælper.

Det havde han imidlertid ikke i dag, og han havde heller ikke problemer med at gå forbi Pedersen. Heller ikke hans to på papiret værste rivaler, Pascal Ackermann og Tim Merlier, som begge sad i en god position, kunne matche den fart, Bennett kunne levere. Dermed viste han sig i stand til både at overleve et af de voldsomme Van Poppel-lead-outs, der tidligere i år har sendt ham til tælling, og han fik bevist, at hans fart også rækker langt, samt at den også kan holde i den tid, det kræver at vinde en meget lang massespurt. Nok er der lang vej til at vinde på samlebånd, som han gjorde for et år siden, men nu er der endelig et lidt mere vedvarende lys i mørket.

Det er der til gengæld ikke for Merlier, der har haft en bekymrende tid. I dag betalte han som frygtet en ganske betydelig pris for sit svage hold, som tvang ham til at bruge mange kræfter på at bevæge sig frem i vinden, men han endte stadig med at kunne spurte fra en glimrende position lige bag Bennett. Der er imidlertid ikke meget Merlier-fart over den sprinter, vi har set på det senest, først i Vallonien, hvor han var i kritisk form, og senest ved et EM, hvor han trods et forrygende lead-out fik bøllebank af både Fabio Jakobsen og Arnaud Demare, hvoraf han i hvert fald burde have haft styr på sidstnævnte. Lige nu er det vel i virkeligheden mere Merlier end Bennett, der ligner en mand i krise.

Ackermann måtte også sande, at han stadig ikke er som i jubelåret 2019. Han fik ellers god støtte af det stærke tog med Ivo Oliveira og Sebastian Molano og kunne starte sin spurt fra den perfekt position bag Pedersen. I gamle dage havde det ikke voldt problemer at slå danskeren, men den lille genrejsning, hans sejr i Polen gav anledning til, blev ikke konfirmeret i dag. Vi ved nemlig senest fra Touren og EM, at Pedersen er et niveau under supersprinterne i disse boulevardspurter, men Ackermann havde han ingen problemer med at slå.

I det hele taget var det en herlig dansk dag. Nej, det blev ikke til dansk etapesejr, men ingen kunne forvente, at Pedersen ville vinde en spurt mod Merlier, Bennett og Ackermann efter en etape, der nok var relativt hurtig, men stadig meget let. Alligevel var det kun Bennett, der havde farten til at gå forbi, og han fik endda bekræftet, at Alex Kirsch er en pokkers god lead-out man, som i et felt, hvor kun Van Poppel og Molano er rigtige lead-out men, er en af de allerbedste. Samtidig sikrede han sig 20 point i de indlagte spurter, der grundet pointsystemet vil være meget vigtigere i dette løb end i Touren, og dermed har han fin kurs mod den grønne trøje, jeg udpegede ham som favorit til, inden løbet gik i gang. Når han kan blive nr. 2 i boulevardspurterne, lover det i hvert fald godt med tanke på de muligheder, der lurer på særligt 16. etape og måske også i udbrud.

Det gik i hvert fald bedre, end det gjorde for Kaden Groves og Gerben Thijssen. De har ellers begge i år bevist, at de kan vinde boulevardspurter på WorldTour-niveau, men de har også bevist, at det kniber gevaldigt med positioneringen. Derfor kom det vel som verdens mindste overraskelse, at Goves endte for langt tilbage, og dermed blev der nok engang sat en streg under, at alt skal flaske sig, hvis han skal kapitalisere på den fart, de utvivlsomt har. For Thijssen gik det endnu værre, da den ellers formstærke belgier blev sendt til tælling i et styrt.

De kunne lære af Dan McLay. Også han var kendt som skræmmende hurtig i begyndelsen af sin karriere, hvor han til gengæld var uhyre svag i positionskampen. I dag har han måske ikke samme fart, men som han bekræftede i dag, er han blevet ganske god i positionskampen. Desværre blev han lukket inde undervejs, og vi har derfor til gode at se, hvor langt hans nuværende fart rækker i dette selskab.

Han kunne også tage sin landsmand i skole. Der var usikkerhed om, hvorvidt Ethan Hayter ville blande sig i en boulevardspurt som denne, men det stod hurtigt klart, at han ville gøre forsøget. Det gik imidlertid slet ikke, og det stod nok engang klart, at han har det svært i positionskampen. Det gør nu ikke så meget, for han har alligevel ikke farten, og hans muligheder kommer først senere. Det gør de også for Jake Stewart, der normalt mangler både fart og positionering, men som i dag for en sjælden gangs skyld fik sig anbragt rigtigt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det plejer Mike Teunissen at gøre med en usvigelig sikkerhed, når han en sjælden gang kører sig egen spurt. Det gjorde han imidlertid ikke i dag, hvor han endte alt for langt tilbage, men efterfølgende kom med en uventet høj fart. Sejren havde dog næppe været inden for rækkevidde, hvis han havde siddet lidt bedre, og det vigtigste var, at fik den røde trøje, som der var lagt op til, at han skulle overtage fra Robert Gesink. Modsat sin landsmand kan han endda regne med at få lov at køre i den over to dage, for mon ikke han efter dagens flotte spurt får løbepas af Primoz Roglic til at prøve igen i morgen?

Her vil han i givet fald skulle slås med Itamar Einhorn. Israeleren bekræftede det, vi så sidste efterår, nemlig at han er ganske kapabel i disse boulevardspurter, både hvad angår fart og positionering. Sådan var det jo også tidligere med John Degenkolb, der i Vueltaen vandt massespurter i nord, syd, øst og vest, men som i dag trods flot forarbejde af Nikias Arndt nok engang fik bevist, at han nok vandt sin sidste massespurt i Luxembourg i 2020.

Det var nu heller ikke nogen Degenkolb-dag. Etapen endte som ventet som en langsom og begivenhedsfattig affære, men som frygtet var den også præget af styrt. Den i år så velkørende Steff Cras er allerede ude af løbet, og derudover blev Jan Hirt, Mark Padun, Alexey Lutsenko, Alejandro Valverde og Louis Meintjes alle holdt op. Det eneste væsentlige tidstab blev dog noteret til Jay Vine, men det har nu hele tiden været givet, at den uhyre ustabile australier aldrig skulle køre klassement i dette løb.

Det skal Jai Hindley og Sergio Higuita til gengæld, og det med god grund. De har med deres fremragende sæsoner nemlig vist, at de begge skulle have været på min liste over de bedste transfers ved sæsonstart. Det skulle Vlasov og Van Poppel også, for Bora har generelt haft en uhyggeligt heldig hånd med deres investeringer i år. Faktisk er det kun den mest sikre investering, Bennett, der hidtil er fejlet eklatant. Spørgsmålet er, om røverkøbet nu endelig begynder at give det afkast, der var lagt op til for et lille år siden.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE