Vuelta a Espana-analyse: Det gik jo som forventet - og så alligevel ikke

SE EM OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

De fleste vil nok indrømme, at den paradeetape, der runder en grand tour af, ikke er den mest ophidsende. Jo, den afsluttende massespurt er altid et regulært brag, fordi den er så prestigiøs, og fordi man efter en kort og let dag ofte får et meget rent opgør mellem nogle af verdens bedste sprintere. Selve cykelløbet indtil da er dog sjældent noget, man husker. Det er altid lidt sjovt at se, hvem der er friske på et sidste udbrud, men selve processen med at få dem hentet er næsten lige så ceremoniel og forudsigelig som denne paradedel, der er gået forud for selve cykelløbet.

Det sker nemlig næsten aldrig, at sprinterne snydes. Faktisk er det så sjældent, at alle, der overværede Alexandre Vinokourovs berømte kup i Touren i 2005, nok husker det helt tydeligt. Da det endelig lykkedes med en tilsvarende overraskelse i Giroen i 2015, da Iljo Keisse slog Luke Durbridge i en tomandsspurt, hang det også sammen med en typisk, kringlet italiensk rundstrækning. På de store, brede boulevarder, man finder på rundstrækningerne i Madrid og Paris, er der meget, meget lidt plads til overraskelser

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Kaster man et hurtigt blik på resultatlisten fra dagens finaleetape i årets Vuelta, vil man også hurtigt nå til den konklusion, at det gik som forventet. Den store favorit, Kaden Groves, endte helt som ventet med sejren, og hvor det måske for tre uger siden ville have vakt opsigt, at Filippo Ganna endte som nr. 2, gælder den logik jo slet ikke længere efter et løb, hvor den italienske tempomaskine nærmest har udviklet sig til supersprinter. Man vil helt sikkert studse over en 3. plads til Nico Denz, men han har trods alt før kørt massespurter, og at finde Hugo Page og Ivan Garcia Cortina i top 5 kan ikke komme bag på nogen som helst.

Men så begynder det at blive mærkeligt. Rui Costa som nr. 6? Remco Evenepoel som nr. 8? Nok er de hurtige, men deltage i massespurter? Og helt galimatias bliver det, når man ser, at spurtsvage Lennard Kämna endte på etapens 10. plads. Her vil de fleste nok fatte, at der er et eller andet galt.

Og galt er det i den grad. Der er ingen tvivl om, at denne Vuelta vil gå over i historien. Man kan diskutere, om det vil være for det gode, for det har mildt sagt været et antiklimaks at se, hvordan et løb, der ved starten med et fremragende felt tegnede så lovende, endte som meget ensidig forestilling, hvor ét hold - til gengæld ganske forståeligt - selv kunne bestemme, hvem der skulle vinde. Alene den debat, det har affødt, den historiske bedrift, der ligger i, at ét hold ryddede hele podiet for første gang siden 1966, og at vi i Sepp Kuss fik den måske mest overraskende grand tour-vinder siden 2013, vil sikre, at det er et løb, alle vil kunne huske - både på godt og på ondt.

Nu har vi så fået noget mere at huske den for. Det kunne vel egentlig ikke være mere passende, at et løb, der både var overraskende og helt forudsigeligt, når vi på én gang fik en sensationel vinder og forventelig Jumbo-dominans, fik en afslutning, der også både var overraskende og forudsigelig. Forudsigelig, fordi Groves vandt, og overraskende, fordi det skete under omstændigheder, ingen havde drømt om, og som formentlig gør, at det er denne sejr, Groves er allermest stolt af i sin indtil nu dog stadig ret korte karriere.

Forudsigeligheden handlede ikke kun om vinderen. Nej, den handlede også om det, der lagde grunden til etapens vanvittige forløb. Nok havde Remco Evenepoel for nogle dage siden sagt, at de sidste tre dage bare skulle nydes, mens han skulle hjælpe sine holdkammerater, men de ord løb han jo langt væk fra allerede i går. Enhver, der har set den lille belgier køre cykelløb, vidste da også, at han ville finde på et eller andet på det, der ellers skulle være en parade - akkurat som Tadej Pogacar, der har det helt samme mindset, satte Paris-etapen i brand under Touren. Hvad Pogacar ikke kunne i Frankrig, kunne Evenepoel til gengæld i Spanien. Det store spørgsmål var bare, hvor længe han ville vente med at lancere sin offensiv.

Det vidste Groves naturligvis også, og hvis han vitterligt er allermest stolt af denne sejr, står han i evig gæld til det belgiske vidunderbarn. Ikke blot fordi Evenepoel startede offensiven, men også fordi han var skyld i, at Groves overhovedet gik med. Nok havde australieren gået med livrem og seler ved at vinde den indlagte spurt, men han kunne stadig miste den grønne trøje, hvis Evenepoel vandt etapen, og han selv missede top 7. Risikoen derfor var naturligvis lille, men lige netop Evenepoel skal man jo aldrig undervurdere.

Derfor var Groves også nødt til at reagere, da belgieren med små 40 km kom med det forudsigelige angreb. Havde trøjen ikke været truet, havde den logiske løsning på den offensiv været at kommandere sit hold til fronten, så han ikke kompromitterede sin egen friskhed i en spurt, men den risiko kunne han ikke løbe, når det kunne koste ham en endnu større gevinst end etapesejren, nemlig den pointtrøje, han har jagtet igennem tre uger. Risikoen ved at gå med i angrebet var nu også til at overse, for så længe han sad på hjul, var omkostningerne ikke alt for meget større, end de ville have været på Edward Planckaerts hjul i feltet.

Remco alene havde næppe været nok til at skabe det drama, vi var vidner til i dag, men heldigvis er han ikke den eneste, der skal takkes for at have givet os denne mindeværdige septemberaften. Det skal også Ganna, der har samme offensive mindset, og som endda tog en langt større risiko end Evenepoel. Med de spurter, han har kørt i dette løb, var det jo indlysende, at han havde en reel chance for at vinde efter den klassiske opskrift, men den mulighed kastede han sig af hænde, da han gik all-in på en offensiv, hvor chancen for succes var langt mindre.

Selv løbet to bedste temporyttere havde dog næppe heller været nok, men når man fyldte resten af udbruddet op med klasse, forstår man slet ikke, at panikken var så længe om at indfinde sig i feltet. Fem af de seks ryttere havde vundet etaper i dette løb, og den eneste, der ikke havde, nemlig Denz, vandt to af slagsen i Giroen. Tilsammen havde de vundet 8 af de 20 foregående etaper, og de kunne prale af både to linjeløbs- og to enkeltstartsverdensmesterskaber. En anden, Kämna, har endda nok engang i dette løb bevist, at han lige nu vel nok er verdens førende udbryderkonge, og sammen med Costa, Denz og Evenepoel stod han altså for seks udbrudssejre i grand tours bare i år - og Ganna har såmænd også tidligere vundet fra udbrud i et af de lange etapeløb.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Ja, alle alarmklokker burde i den grad have ringet i feltet, men det gjorde de slet ikke. Kun EF forstod, at hullet skulle lukkes med det samme, mens reaktionen fra to af de tre hold med en supersprinter, UAE og DSM, måske nok kom hurtigt, men var alt for halvhjertet. Senere kom også hold som Lotto og Cofidis frem, selvom de allerede har haft succes i løbet, mens man rystes over, at det første var til allersidst, at to hold med relativt stærke sprintere, men som absolut intet har vundet overhovedet, nemlig Trek og Movistar, først kom frem til allersidst. Arkea, der ligeledes har haft en yderst trist Vuelta, så vi heller intet til, før Hugo Hofstetter selv satte sig frem i den fulde finale og faktisk endte med at forstyrre mere, end han gjorde gavn, når han jo af åbenlyse grunde ikke ville føre. Paradoksalt nok var det mod slutningen mest aktive hold det Bahrain-hold, der i Matevz Govekar havde en sprinter, som vel end ikke kunne kaldes outsider, men det er måske meget sigende, at det hold, der måske har imponeret allermest i løbets sidste del, også skulle imponere til sidst, i dag i kraft af en brølstærk Jasha Sütterlin.

Så ja, panikken nåede at indfinde, men slet ikke med den fast, navnene Evenepoel og Ganna med det samme burde føre til, og bedre blev det bestemt ikke af, at Groves valgte at tage en stor chance. I starten gjorde han det eneste logiske, nemlig at sidde på hjul, hvorfra han sagtens kunne bevare friskheden til at vinde en eventuel massespurt, men det lignede galimatias, da han selv begyndte at tage del i føringsarbejdet. Ikke blot ville det gøre det næsten umuligt at slå de friske folk, hvis de blev hentet. Han gjorde også sig selv pokkers sårbar over for de angreb, der måtte komme i en gruppe, hvor kun én ud af seks for alvor kunne tro på sin spurt.

Heldigvis fik han to hjælpende hænder til sidst. For det første sørgede særligt brølstærke Sütterlin for, at afstanden mod slutningen blev så lille, at der aldrig blev tid til taktik før til allersidst. Og da det taktiske spil alligevel startede, havde han den perfekte makker i Evenepoel. Enhver, der har det den lille belgier køre til cykelløb, ville formentlig have gættet, at det var ham, der ville have allermindst is i maven - og sådan gik det da også, da han med 500 m igen åbnede en spurt, der efter alle standarder var alt, alt for lang og da særligt når modstanderen var løbets hurtigste mand.

Men sådan er Remco. Lige så ofte man imponeres af hans imponerende styrke, lige så ofte må man tage sig en smule til hovedet over hans taktik. Det gør man jo ofte, når han fører solen sort, selvom det virker helt unødvendigt, og det gør man også, når han med stor glæde slæber Sonny Colbrelli med hjem til en sikker henrettelse i en spurt ved EM eller gladelig gør det samme med Wout van Aert og Edward Theuns ved de belgiske mesterskaber. I dag var det så en 500 m lang spurt mod Groves, han ville vinde fra spids.

Det skal dog ikke tage noget fra hans underholdningsværdi. Alle cykelløb ville være kedeligere uden ham, og selvom det også kan blive lidt monotont at se ham levere det ene vilde soloridt efter det andet, har han i denne rolle som fri elektron jo været en berigelse til dette løb. Det gode er nemlig, at hans i klassementssammenhæng bekymrende ustabilitet er trådt så tydeligt frem, at man ikke pr. automatik kan regne med, at han kører alt og alle midt over. Det havde han chancen for at gøre i fire udbrud, men det lykkedes ham kun to af gangene, hvad Wout Poels og Costa i dag sætter stor pris på.

Remco-showet har været an af løbets to hovedfortællinger, og derfor var det kun passende, at løbet rundedes af med endnu ét. Til gengæld trådte den anden hovedfortælling lidt i baggrunden på en dag, hvor det var svært selv for Jumbo at have spillet en rolle. Det kunne ellers have været sjovt, hvis holdet havde tilføjet udbruddet lidt ekstra klasse ved at sende en monumentvinder i form af Dylan van Baarle med i offensiven, og det havde været yderst sigende for løbet, hvis han havde taget holdets sjette etapesejr, men så grådige var de trods alt ikke.

De har da også fået nok - ikke blot de seneste tre uger, hvor det blev til fem etapesejre og altså et helt rent Jumbo-podium, men i hele sæsonen. Wout van Aert er stadig skuffet over sin klassikersæson, hvor han kom til kort i de store løb - og så glemmer man, at holdet med totaldominans i Omloop, Kuurne, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen og sejr til Van Aert i E3 i en periode virkede så usårlige, at mange begyndte at blive kritiske over totaldominansen - men på etapeløbsfronten kan det ikke gøres meget bedre. Blandt de etapeløb, de prioriterede, vandt de næsten alle, da Primoz Roglic gjorde rent bord med sine sejre i Tirreno og Catalonien, og Jonas Vingegaard slog til i Baskerlandet og Dauphiné. Kun Paris-Nice var et prioriteret WorldTour-etapeløb, der ikke gik Jumbos vej, da Vingegaard led et overraskende stort nederlag til Pogacar og ”blot” blev nr. 3, men derudover har holdet været helt usårligt både i de ugelange løb og i de tre grand tours, som de nu altså som de første er lykkedes med at vinde på én sæson - og så endda med tre forskellige ryttere. Ja, faktisk er det jo først i dag, at Roglic har mistet sin status som ubesejret i en sæson, der på alle måder har været helt vild!

Det har denne Vuelta også. Klassementskampen endte ganske vist som en tam fuser, hvor der end ikke blev kørt om sejren, men det interne spil om hierarkiet på Jumbo-mandskabet skabte alligevel en ganske vist anderledes og måske knap så ønskelig spænding. Løbet fik også en højst overraskende vinder, når vi vel skal tilbage til den Vuelta-sejr fra 2011, som Chris Froome i dag står noteret for, for at finde det seneste eksempel på, at en grand tour er vundet af en rytter, som helt entydigt stillede til start som ren hjælper. Derfor var det også så passende, at løbet også fik en vild afslutning, der på én gang var både forudsigelig og så alligevel ikke. Groves vandt nemlig Madrid-etapen, men på en helt uventet måde - akkurat som Jumbo vandt Vueltaen, men med en helt uventet rytter.

Det gik jo som forventet - og så alligevel ikke!

SE EM OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE