Vuelta a Espana-analyse: Fænomenernes forrygende festforestilling

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Forud for årets Vuelta var det ikke svært at finde spændingsmomenter. Det mest åbenlyse var måske, hvorvidt Vuelta-kongen Primoz Roglic trods en begrænset forberedelse kunne bevise, at det halsvage forår ikke var udtryk for, at han har set sin bedste tid. Mange var utvivlsomt også interesserede i at se, hvorvidt Jai Hindley kunne bekræfte det tårnhøje niveau, han viste i Giroen, og om Richard Carapaz omvendt kunne finde tilbage på sporet efter en første grand tour, hvor han aldrig helt lignede sig selv.

Det allermest spændende var dog måske nok, hvordan det ville gå fænomenerne. I denne vidunderbørnenes tidsalder har vi jo vænnet os til altid at skulle forvente det mest storslåede fra de supertalenter, cykelverdenen i disse år føder i en lind strøm. Mest opmærksomhed var der naturligvis om Remco Evenepoel i det, der skulle blive hans første velforberedte forsøg som klassementsrytter, men og så Juan Ayusos mulighed for at kopiere holdkammeraten Tadej Pogacars vilde grand tour-debut i 2019 blev imødeset med stor interesse. Selvom det måske er at gå for vidt at bruge ordet fænomen om han, var der også en del spænding om, hvordan det ville gå det andet spanske supertalent, Carlos Rodriguez, i dennes første forsøg i et tre uger langt etapeløb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

At der var lagt op til talentshow, var således klart, men det var nok alligevel de færreste, der havde forventet, at den første bjergetape skulle blive forvandlet til en total opvisning i det enorme potentiale, tidens største vidunderbørn har. Første bjergslag har som bekendt for vane at blive grebet ganske konservativt an, og at der ikke var udsigt til nogen ændring af den vane, blev bekræftet af Evenepoel inden løbet. Belært af erfaringerne med den manglende holdbarhed havde han nemlig gjort det klart, at han skulle spare på kræfterne og finde sig til rette i løbet, inden han efter enkeltstarten - hans helt store våben i dette løb - kunne gøre en foreløbig status.

Der var således lagt op til en mere afventende Evenepoel, end vi har for vane at se fra manden, der i sin unge alder allerede har leveret flere soloridt, end resten af feltet nærmest har gjort tilsammen. Der var heller ikke just lagt op til noget stort Ayuso-show denne dag i Catabrien, for det ellers så store spanske talent havde lignet en af de store tabere på tirsdagens lille bakke, der som beskrevet i analysen for to dage siden gav mange flere svar og indikationer, end man kunne forvente af en bare 900 m lang spurt.

Måske skulle den lille bakke vise sig at spille en større rolle end som så. Som bekendt efterlod Evenepoel for to dage siden et skræmmende stærkt indtryk, da han trods en helt håbløs position alligevel endte som nr. 8, og det stod der ret tydeligt, at vores belgiske vidunderbarn var kommet lige så flyvende ind til løbet, som hans magtdemonstration i San Sebastian havde varskoet os om. Også i går meldte han om meget gode ben, selvom det blev en dag med forventelig våbenhvile, og to dage med den slags opmuntringer må give kløe i benene på en mand, der helst ikke kører mere end 50 km i et felt uden at angribe.

Måske var det de selvtillidsboost, der fik ham til at lege Jens Otto Krag. Som den danske statsminister havde Evenepoel i hvert fald et standpunkt, indtil han tog et nyt. Det fandt vi ud af ganske tidligt på den regnvåde etape, da han højst overraskende sendte Remi Cavagna til fronten for at kontrollere et udbrud, hvor hans holdkammerat Fausto Masnada trods sin formkrise lignede et ret godt bud på en vinder. Det var ikke just den konventionelle taktik og da slet ikke fra en mand, der bare skulle føle sig selv an ugen ud, inden hans første dødsstød skulle sættes ind i Valencias fladland på tirsdag.

At standpunktet var ændret, blev endnu tydeligere, da feltet ramte den stejle Brenes-stigning, der var opvarmning til det endelige slag på det spritnye målbjerg Pico Jano. Skulle Evenepoel have en chance for at gøre skade i finalen på en stigning, der med sin lette afslutning lagde mere op til defensiv kørsel og en spurt end en vild offensiv, skulle løbet gøres knaldhårdt. Her blev han hjulpet af regnen, der gjorde første del af etapen rasende hurtig og nervøs og tvang rivalerne til at bruge kræfter på at lukke det hul, der opstod på den sidste nedkørsel. Dernæst viste Julian Alaphilippe, at han stadig godt kan køre på cykel, da han lagde så hårdt et pres, at Rudy Molards ellers ret sandsynlige trøjeforsvar allerede så meget skrøbeligt ud inden bunden af Pico Jano, og dermed var det, der normalt er en ret konservativ affære, allerede blevet et mindre blodbad, inden der var taget hul på sidste stigning.

Og så trådte Remco i karakter. Masnada fik brugt sine sidste kræfter til at sætte tempo, når nu en åbenbart formsvag Ilan van Wilder var fraværende, og herefter var vejen banet for kaptajnen. Først en enkelt forcering og derefter det opslidende tempo, der har for vane til at kunne køre hvem som helst ud af hjulet, når han har én af sine dage. Det havde han i den grad denne torsdag i den cantabriske regn, da han leverede en magtdemonstration og skabte nogle forskelle, ingen kunne have drømt om ved etapens start.

Evenepoel var ikke bare modbydelig ved konkurrenterne. Han var også modbydelig ved stakkels Molard, der havde så stor en buffer, at der var udsigt til, at han kunne overgå længden på det røde eventyr fra 2018, hvor han bar trøjen i fire dage. Alle de mange minutter forsvandt i ét hug, og i stedet greb Evenepoel effektivt ud efter den førertrøje, han egentlig først skulle være gået efter på tirsdag.

Var det overraskende? Nej, det var det på ingen måde. Vi har længe set, at Evenepoel har forbedret sig så enormt i bjergene, at der er meget, meget få, der kan matche ham, når han er frisk og på toppen. Det så vi i Liege og senest i San Sebastian, og når han kunne gøre det i Baskerlandet sidst i juli, kunne han naturligvis også gøre det i Cantabrien midt i august.

Det betyder imidlertid ikke, at Evenepoel vinder Vueltaen. At han havde disse magtdemonstrationer i sig, vidste vi. Hvad vi også ved, er, at han i stort set alle sine etapeløb i sin efterhånden halvlange karriere er gået ned undervejs. Det har således aldrig været første uge, der har stået i vejen for en Evenepoel-triumf. Det har været uge 2 og 3, og selvom dagens ridt var så overbevisende, at chancen for en Evenepoel-sejr må være vokset ganske betydeligt, er han stadig ikke blevet testet på den akilleshæl, der har sendt ham til tælling i et hav af etapeløb.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det bliver han først om et par dage, men i lyset af hans indtil nu manglende holdbarhed var det måske meget klogt at slå til, mens superformen er intakt. Omvendt var hans egen lære af de mange nedture jo, at han skulle køre mere konservativt for at undgå de sammenbrud, vi har haft for vane at se. Dagens vilde ridt kommer jo med en pris, og ingen ved, hvor stor den er. Det finder vi først ud af om et par dage.

Der kan i hvert fald være en ide i at se sig over skulderen. Forud for løbet åbnede jeg døren for, at Juan Ayuso kunne matche Tadej Pogacar, der vandt tre etaper og endte som nr. 3 i sin grand tour-debut. I sin første hele sæson som professionel har det 19-årige vidunderbarn nemlig leveret resultater, der på mange punkter var bedre end dem, det slovenske vidunderbarn leverede inden sin flotte Vuelta. Med den slags fænomener skal man altid vente sig det uventede, og derfor var det en reel option, at Ayuso kunne køre med om sejren.

Om han kan det, ved vi ikke, men dagens start var uhyre lovende. Som jeg beskrev inden løbet, kunne hans tidligere etapeløb tyde på, at han har den sublime motor, der skal bruges til at køre stærkt i tre uger. Vi har stadig kun begrænset erfaring, men indikationerne på, at han kan forbedre sig gennem løbet, er til stede, og holder Evenepoel heller ikke stand denne gang, er chancen for en 19-årig grand tour-vinder vel reel. I dag var han i hvert fald en helt anden, end han var det i tirsdags, men det kan ikke helt undre, når vi så den voldsomme forvandling, han tidligere i år havde fra lørdagens nedtur i San Sebastian og søndagens magtdemonstration i Getxo. Det kan selvfølgelig indikere en manglende stabilitet, men det kan også indikere, at hans store dieselmotor bare skal varmes lidt op.

I det hele taget var det en stor dag for Spanien bare 24 timer efter, at de endelig brød deres alenlange grand tour-tørke. Vi skulle lige igennem en overraskende fiasko i en Tour, der tømte ham totalt for selvtillid og fik ham til at møde opgivende op til årets Vuelta, men i dag fik Enric Mas endelig sat den fede streg under den forvandling, han gennemgik fra begyndelsen af sidste års Vuelta. Det er få, er i år har leveret så overbevisende et indtryk som spanieren, men har fået så lidt ud af det. Nu står han til gengæld endelig til at kapitalisere på de superben, han har haft hele året, og hvis Evenepoel igen falmer, er der pludselig en ganske synlig vej til en ekstremt tiltrængt Vuelta-sejr til Spanien og Movistar. Selvfølgelig gør det stadig ondt, at Alejandro Valverde er en skygge af sig selv i sit afskedsløb - selvom det nu slet ikke var så ringe i dag - men det ville jo være en fornem afsked, hvis han kunne runde sin grand tour-karriere af med at bidrage til en samlet sejr.

Det, der markerede Mas’ forvandling, var, at han i sidste års Vuelta kørte lige op med Roglic, indtil han styrtede i den tredje uge. I år kører han ikke bare lige op med sloveneren. I år kører han fra ham. Det er imidlertid langt fra givet, at det skyldes endnu et spansk niveauspring. Mere sandsynligt er det, at det handler om de to udfordringer, Vuelta-herskeren havde inden løbet. Dels vidste vi ikke, hvordan hans begrænsede forberedelse ville påvirke ham, og dels havde han alt at bevise efter sit halvskuffende forår.

Tirsdagens magtdemonstration nåede ellers lige at give os en ide om, at han måske var på vej tilbage. Han lignede i hvert fald sit gamle overskudsagtige selv, da han totalt dominerede den lille bakke i Baskerlandet, men det var først i dag, at han stod for sin virkelige test. Den faldt desværre negativt ud, men alt håb er bestemt ikke ude. Roglic har stadig enkeltstarten i baghånden, og falmer Evenepoel, er han kandidatfeltets klart bedste temporytter. Modsat belgieren må man også forvente, at han i lyset af sin forberedelse forbedrer sig undervejs. Spørgsmålet er bare, om han stadig er i stand til at finde sit gamle tårnhøje niveau. Det har været lidt svært at tro på, og dagens nedtur gjorde ikke bekymringen bedre. I det hele taget var det en møgdag for Jumbo, der også kan stege plan B, Sepp Kuss, fra listen, da den amerikanske lottokupon nok engang falmede i den regn, der synes at volde ham problemer.

Akkurat som Roglic havde han ellers været en af de positive oplevelser i tirsdags, men de svaghedstegn, Jumbo-duoen i dag viste, var vel næsten også den eneste af tirsdagens indikationer, der ikke blev bekræftet i dag. Selvom den lette afslutning på stigningen betød, at vi næsten endte med den spurt, der var lagt op til - når man altså fraregner feltets fænomener samt den genfødte Mas - men vi fik alligevel en god ide om styrkeforholdet.

Vi fik i hvert fald bekræftet, at det er Pavel Sivakov, der lige nu er Ineos’ stærkeste mand. Franskmanden fortsætter den genfødsel, han startede i San Sebastian, og selvom vi fortsat ikke ved, om han har toppet for tidligt, ligner han lige nu en af feltets allerstærkeste. Det var også uhyre opløftende at se Tao Geoghegan Hart endelig give mindelser om den rytter, han ikke har været i to år, og med hans evne til at forbedre sig undervejs bliver han pludselig spændende. Det samme gør Carlos Rodriguez, som synes at have den motor, der gør ham i stand til at blive bedre og bedre.

Til gengæld røg kaptajnen i svinget. Det svage indtryk, Richard Carapaz efterlod både i Polen og i tirsdags, blev bekræftet, og dermed får han ikke den drømmeafsked med Ineos, han havde drømt om. Der kan dog være et håb om, at han kan finde formen undervejs, og en aggressiv Carapaz kan stadig blive en gave til løbet på et uhyre spændende Ineos-hold, der nu for alvor må lugte muligheden for at udnytte den bredde, der er deres store styrke.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Den bredde har Bora også, og de kan vel være udmærket tilfredse med udkommet. Vi ved jo, at Jai Hindley aldrig er flyvende i den første uge, og alligevel var han en af de få, der i første omgang kunne følge Evenepoel. Det er klart, at dagens tidstab ikke er en gave for en temposvag mand som ham, men han synes at være på sporet mod at toppe frem mod den afgørende næstsidste weekend. Han er til gengæld nok også den eneste reelle kandidat hos Bora, for igen i dag stod det ret klart, at Wilco Kelderman ikke klatrer godt nok til at køre med om podiet, mens Sergio Higuita, der hele tiden har været et usikkert kort, bekræftede tirsdagens svage indtryk.

Det gjorde Miguel Angel Lopez også. Nok kom han hæderligt fra opgaven, men den tro på en flyvende Superman, Burgos havde skabt, men som i tirsdags led et gevaldigt knæk, fik endnu et skud for boven i dag. Med den begrænsede forberedelse er der en chance for, at han finder benene undervejs, men det er i hvert fald ikke den Lopez, vi så i sidste års udgave af løbet. Og nogen Giro-udgave af Vincenzo Nibali er vi også langt fra at have i et løb, hvor David de la Cruz også fortsat er en skygge af sig selv-

Så var det mere opløftende for Joao Almeida. Det kan godt være, at han længe lignede en taber, men hans dieselmotoragtige enkeltstart betød alligevel, at han undgik tidstab. Med tanke på hvor svært han har haft det i dårligt vejr, kunne man have frygtet det sammenbrud, det længe lignede, men det udeblev. Sammen med Ayuso har UAE en ganske potent duo, når vi kommer ned i Almeida-temperaturer i syden, selvom de må leve med, at tredjeviolinen Brandon McNulty ikke helt uventet faldt igennem.

Faldt igennem gjorde Mikel Landa også, men det havde han nærmest allerede bekendtgjort inden løbet. Det var dog slet ikke en ringe dag for Bahrain, for mens Santiago Buitrago bekræftede tirsdagens svage indtryk, bekræftede Gino Mäder det positive, han havde givet. Det var uhyre opløftende at se den i forvejen meget lovende schweizer køre så stærkt i uge 1 på en stigning, der ikke passede ham storartet. Når han får motoren i gang på de lange bjerge i den anden uge, kunne det ligne, at Bahrain har udsigt til en Vuelta, der bliver betydeligt bedre end deres Tour.

Den dieselmotor har Ben O’Connor også, men han endte vel egentlig som en skuffelse. Han så ellers lovende ud i tirsdags og startede uhyre stærkt, men herfra lignede han en hængt kat, der kæmpede for overlevelse. Netop O’Connor plejer jo ellers at være som en fisk i regnen, men i dag hjalp det dårlige vejr ham ikke. Til gengæld kan han så også se frem til finaler, der passer ham bedre, når vi rammer de rigtige bjerge i den anden uge. Her vil Thymen Arensman også være i sit es, og med tanke på hans dieselmotor kom han ganske fremragende fra den første test, der hele tiden har luret som en trussel.

Det gjorde Simon Yates til gengæld ikke. Briten var helt sikkert en af de stærkeste, men for en mand, der ikke just har tradition for at blive bedre og bedre, havde man vel håbet, at han kunne gøre en større forskel på en stigning, der passede ham godt. Det var i hvert fald ikke den flyvende start, man skulle have set, hvis man for alvor skulle tro på endnu en Vuelta-sejr til Yates. Den tro har for mit vedkommende aldrig været stor, og den blev bestemt heller ikke større i dag.

I det mindste er han stadig med i kampen. Det er hverken EF eller Intermarché. Begge havde ellers hele tre kaptajner, men ikke helt uventet gik det galt for amerikanerne. Hugh Carthy leder stadig efter at blive den rytter, han var i dette løb for to år siden, og selvom han sikkert som i Giroen bliver bedre og bedre undervejs, ligne han ikke just en podiekandidat igen. Rigoberto Uran fortsætter sin stille tilbagegang, og Esteban Chaves eksploderede på den måde, hans kørsel i tirsdags allerede havde advaret os om. Hos Intermarché var det ventet, at Louis Meintjes ville have det svært i den første uge og i regnvejr, mens det var mere skuffende at se Domenico Pozzovivo tabe tid. Desværre var det ikke helt uventet efter den kørsel, han leverede i Tjekkiet forleden.

EF kan heldigvis glæde sig over noget andet. Man kan diskutere, om man kan kalde Mark Padun for et fænomen, men vi ved, at han på sine store dage kan udrette de mest utrolige ting. Desværre sker det uendelig sjældent, men når endelig han rammer rigtigt, er han lige så fabelagtig, som han var det i dag. Hans forrygende ridt havde fortjent en bedre skæbne, men den varsler heldigvis, at vi forhåbentlig får lid Dauphiné-fornemmelse senere i løbet.

Dengang gjorde han som bekendt det helt utrolige, at han slog alle klassementsrytterne i La Plagne, selvom han var startet stigningen i samme gruppe som dem. Den slags sker ellers uhyre sjældent for en lykkeridder som ham, og han er i min erindring den seneste, der har gjort det. Eller det var han i hvert fald indtil i dag. På mange måder var der således noget symbolsk over, at Padun skulle spille en hovedrolle på dagen, hvor dette sjældne fænomen igen blev til virkelighed.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Manden, der gjorde det, var Jay Vine. Det var mildt sagt overraskende, for selvom han har været ganske lovende, har han aldrig været i nærheden af et ridt, der kan sammenlignes med dagens, hvor han slet og ret kørte lige op med Evenepoel, samtidig med at belgieren kørte det meste af feltet midt over. Alligevel er det ikke helt overraskende, at det sker netop for ham. Hans lidt specielle baggrund, hvor han via Zwift sikrede sig en professionel kontrakt, har betydet, at han har været en af de uerfarne størrelser, der som en anden Roglic har potentiale til at udvikle sig med stormskridt. At han måske var ved at gøre noget sådant, fornemmede vi, da han tidligere i år var den eneste, der kunne måle sig nogenlunde med Evenepoel på kongeetapen i Norge.

Det gjorde han så igen i dag, men hvor belgieren i Norge var den stærkeste, var de vel i dag ligemænd. Hvis Evenepoel skal have prædikatet ”fænomen” - og det vil de færreste vel bestride, at han skal - skal Vine måske også have det samme. Det var i hvert fald ganske fænomenalt, hvad han leverede på denne regnvåde dag i Cantabrien - akkurat som det var fænomenalt, hvad fænomenet Ayuso gjorde. Nok havde de fleste forventet sig meget af løbets spændende fænomener, men at de skulle forvandle den første bjergetape til deres helt egen forrygende festforestilling, stod trods alt næppe i manuskriptet hos mange.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE