Vuelta a Espana-analyse: Flødeskum eller nødvendig buffer?

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Det er blevet næste rituelt, at Primoz Roglic skal lægge en større skuffelse bag sig i Vueltaen. Sådan var det, da han i 2019 for første gang kørte løbet efter en Giro, der blev ødelagt af sygdom og styrt, og det fortsatte mest markant i 2020, hvor hans choknederlag på Tourens sidste enkeltstart på imponerende vis blev revancheret med hans anden sejr i to forsøg. Sidste år var det så et dumt styrt og et tidligt Tour-exit, der skulle revancheres, og det blev det ganske effektivt med et hattrick, fire etapesejre og total dominans.

I år gentager ritualet sig. Igen i år var det et styrt, der ødelagde Tour-festen for sloveneren, inden den rigtigt var kommet i gang, men alligevel er alt anderledes denne gang. I de seneste tor udgaver har der nemlig ikke været den store tvivl om, at Roglic var klar, og han stillede alle tre gange op som den altoverskyggende favorit. I 2020 var der måske lidt usikkerhed om hans friskhed i den ekstremt komprimerede kalender, når han havde kørt både VM og Liege i mellemtiden, men dengang var han så altdominerende, at ingen rigtigt turde pege på andre favoritter end ham.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Det er der til gengæld folk, der tør gøre denne gang. Da Roglic i dag rullede ned ad startrampen som indledning på den hollandske Vuelta-start, der med to års coronaforsinkelse endelig blev til virkelighed, var det i en sky af usikkerhed. Det skyldtes først og fremmest hans elendige forberedelse, der - hvis man kan tro Jumbo-mandskabet selv - har ført til, at han først for ganske kort tid siden var tilbage på landevejen og først i mandags besluttede sig for, at han var klar nok til at jagte den historiske fjerde sejr i træk. Ingen i denne verden uden for Jumbo-lejren har haft skyggen af chance for at vide, hvor klar det slovenske uhyre er denne gang, og alle spådomme om hans form har for udenforstående reelt været gætværk.

Usikkerhed skyldes imidlertid mere end det. Det har været ret indlysende, at Roglic trods sine sejre i foråret har været under det niveau, vi normalt har set. Ender Roglics tid som ubesejret i Vueltaen således i Madrid om tre uger, kan et nederlag ikke nødvendigvis bare afskrives med henvisning til dårlig forberedelse. Der vil altid være en tvivl om, hvorvidt det mest af alt er udtryk for, at den efterhånden aldrende slovener har toppet.

Heldigvis for Roglic har Vueltaen ikke et alt for uheldigt design, hvis han skal bruge en uges tid på at indhente det, som den tvivlsomme forberedelse måtte have forårsaget. Ganske vist er der tre grimme bjergetaper i den første uge, og ganske vist er det et problem, at den lette tredje uge gør, at han måske ikke når at få glæde af den topform, han måske først finder undervejs, men målbjergene i den første uge er ikke alt for lange. Her bør man kunne begrænse tabet i hvert fald nogenlunde og håbe på, at en eventuelt manglende form indfinder sig inden nøglepunktet i løbets anden uge, hvor der venter lange målbjerge i det glohede andalusiske syd.

Den største gave for en muligvis lidt dårligt forberedt Roglic var imidlertid, at han kunne sikre sig et ganske gratis forspring fra start. Nok var dagens indledende holdløb, der var den første større holdtidskørsel i det professionelle felt i hele tre år, en ganske åben affære, der havde tre helt jævnbyrdige favoritter i form af Roglics eget Jumbo-mandskab, Quick-Step og Ineos, men jævnbyrdigheden betød, at det nederlag, Roglic måtte lide til Richard Carapaz og Remco Evenepoel, næppe ville blive stort. Til gengæld lå det også i kortene, at han ville sikre sig en ganske pæn buffer i forhold til alle øvrige holds rivaler, og det er trods alt ikke helt ringe at starte med et sådant udgangspunkt, hvis benene først skal findes undervejs.

Hvis Roglic vitterligt sidder med en fornemmelse af, at der mangler nogle procent, må han knibe sig selv i armen. Det endte ikke helt med samme knusende magtdemonstration som ved holdløbet i Touren i 2019, men Jumbo-mandskabet kom fra de indledende godt 20 km i det hollandske fladland med et udbytte, de næppe havde turdet håbe på i deres vildeste drømme. Måske betalte de mod slutningen lille pris for et udlæg, der var meget hårdt, men i holdløb, der i toppen næsten altid e meget tætte, havde Roglic utvivlsomt gerne solgt dagen for et forspring til Carapaz og Evenepoel på hhv. 13 og 14 sekunder.

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det var sjældent suverænt, når man betænker, hvor stærkt besatte de to rivaliserende hold var, og det kan han formentlig takke Rohan Dennis for. Der er ingen tvivl om, at Roglic selv ikke kan være helt dårligt kørende, når hans mandskab kan vinde så klart, og naturligvis har Edoardo Affini også været en gevaldig motor, men det er nærliggende at tro, at den helt store trækkraft har været Dennis. Australieren har i en evighed været verdens bedste holdløbsrytter og været manden bag den dominans, BMC i mange år havde, og derfor var det ganske kritisk, at han for nogle uger siden blev indlagt med en uforklarlig sygdom. Heldigvis nåede han at blive frisk i tide, og med ham som chef på et hold med Roglic og Affini fik mandskabet det maksimale ud af deres tre mand store motorrum.

Faktisk må de have følt sig ganske sikre på sig selv. De lod indledningsvist Sepp Kuss sidde på hjul - et klart bevis på, at den i dag så sårbare amerikaner skal holdes inde i klassementet - men det vidner om et endnu større overskud at komme til mål med otte mand. Normal planlægning ville tilsige, at man skulle brædne folk som Robert Gesink og Mike Teunissen af, så Roglic kunne vinde så megen tid som muligt, men der var åbenbart plads til lidt luksus og lidt takkegaver. Den loyale hjælper Gesink skulle belønnes med en rød trøje på hjemmebane, og Teunissen fik endda lov at sidde med hjem og derved sikre sig muligheden for i morgen at overtage trøjen, hvis han deltager i spurten på hjemmebanen og ender som første Jumbo-mand. Det er normalt et tegn på, at man kunne have fundet nogle ekstra sekunder undervejs, hvis alle otte mand er med hjem, men i dag var der altså plads til at belønne hjælperne, selvom det formentlig har haft en lille pris. Det vidner om, at troen på egne evner ikke kan være helt lille hos Roglic.

Det bør den heller ikke være hos Richard Carapaz. Nok fik han en ærgerligt stor lussing til sin værste rival, men med god hjælp af særligt Ethan Hayter fik han den ventede tidsgevinst i forhold til alle andre. Hele holdets brede gruppe af potentielle klassementsryttere blev holdt inde i kampen, og skulle Hayter have ambitioner om at tage trøjen de første dage i Spanien, blev den mulighed i hvert fald også holdt åben, selvom det nok mere er et mål for briten selv og holdets ledelse, end det måtte være det for chefen. På papiret lignede det britiske mandskab nok det svageste af de tre favorithold, og i det lys er udgangspunktet aldeles glimrende.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Til gengæld havde Quick-Step helt sikkert håbet på mere. I går lod Remco Evenepoel det klart skinne igennem, at sejren på holdløbet var et ganske stort mål, men i dag endte de som de små i giganternes kamp. Tabet på 14 sekunder er næppe nogen katastrofe, for med Evenepoel er det formentlig enten-eller. Enten har han holdbarheden over tre uger, eller også ender han formentlig ganske langt fra sejren? Det er i hvert fald svært at tro, at det er dagens beskedne nederlag, der vil koste andet end ærgrelsen over den manglende etapesejr. Lidt trøst kan der så være i, at vidunderbarnet selv virkede akkurat lige så flyende, som han altid er efter en træningsperiode og mod slutningen endda var tæt på at gøre det, man på forhånd kunne frygte, nemlig at han ville rive sit hold i stumper og stykker.

Skuffelsen bør værre større hos Simon Yates. Med tanke på BikeExchanges historik i disciplinen, tilstedeværelsen af de to holdløbsspecialister Michael Hepburn og Luke Durbridge og holdets enorme fremgang på enkeltstartscyklen i år havde briten formentlig i sit stille sind drømt om, at de endda kunne tage sejren mod på papiret stærkere hold, som de før har gjort det, blandt andet i Tirreno. Det var de imidlertid aldrig tæt på, og selvom de endte på den 4. plads, der lå i kortene inden starten, var afstandene utvivlsomt ikke som håbet. Tabene til Roglic, Evenepoel og Carapaz var større end håbet, og den forventede gevinst til de øvrige rivaler meget mindre end antaget.

Han havde i hvert fald helt sikkert håbet på at vinde mere tid på Bora og ikke mindst Hindley, der bestemt ikke kan være utilfredse med dagens udkomme. Den tid, hvor Wilco Kelderman og Ryan Mullen kan regnes som specialister, er nemlig for længst ovre, og derfor kunne det ligne en relativt svær dag for tyskerne. Jumbos sublime ridt betød, at Roglics vel nok største rival stadig fik en relativt stor lussing på 41 sekunder, men i forhold til alle andre var udkommet ganske positivt. Det kunne i hvert fald have været meget værre, og i dag var det i hvert fald en fordel for Hindley, at halvdelen af holdet udgøres af en sprintertrup. Desværre for ham var det nok også første og sidste gang, at det var tilfældet.

UAE kan også være godt tilfredse. På papiret lignede de det femtestærkeste mandskab, og sådan endte det også. Joao Almeida tabte også mere tid til Roglic, end han havde håbet, men i forhold til de fleste andre var udnyttet vel nogenlunde som forventet. Samtidig var det opløftende at se, at Brandon McNulty var den store motor til sidst, og det kunne tyde på, at amerikaneren, hvis form efter Touren har været usikker, slet ikke er så ringe, som man kunne have frygtet. Om det rækker til, at han selv kan køre klassement, er stadig tvivlsomt, men starten var i hvert fald lovende.

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Tre af de andre favorithold, Astana, Movistar og Bahrain, kan heller ikke være utilfredse. De endte alle nogenlunde, hvo man kunne forvente det og kørte praktisk talt lige op med hinanden. Movistar betalte en pris for et lidt for hårdt udlæg, der kostede Gergor Mühlberger og Lluis Mas allerede længe inden mellemtiden, men forud for etapen havde Enric Mas formentlig været fint tilfreds med det udkomme. Det bør Gino Mäder og Mikel Landa også have været, når man betænker, at de havde relativt mange blylodder at slæbe rundt på, og trods et totalt fravær af en decideret specialist kom Astana hæderligt fra opgaven - og de kunne endda glæde sig over, at Miguel Angel Lopez selv efterlod et stærkt indtryk med en hård føring, der trak holdet over stregen.

For andre gik det også ganske pænt. Faktisk gik det vel nærmest fremragende for Ben O’Connor, vis Ag2r-hold lignede en stor taber, men som nu begrænsede et sikkert tab til mindre end et minut. Thymen Arensman kan ærgre sig over, at hans unge hold startede lidt for hårdt, men DSM kan heller ikke være svært utilfredse med udgangspunkt.

Langt værre var det for andre. At Israel-PT ikke ville ende helt fremme, vidste alle, men med et par solide tempomaskiner havde Michael Woods utvivlsomt håbet, at det ville være gået betydeligt bedre, end det gjorde, når han nu ellers for en sjælden gangs skyld ikke var afhængig af sin egne svage tempoben på en tidskørsel. Han måtte dog sande, at den i Touren så velkørende Chris Froome vitterligt er hårdt mærjet af sin coronasygdom, og britens tidstab er nok en del af forklaringen på, at det gik israelerne værre end ventet.

Gedigne nederlag blev det også til EF med Hugh Carthy, Rigoberto Uran og Esteban Chaves samt til Intermarché med Domenico Pozzovivo, Louis Meintjes og Jan Hirt, men det var helt forventet. Det har nemlig sin pris at have hele tre klassementsryttere, hvoraf ingen kan regnes som alt for tempostærke - i hvert fald ikke den Uran, vi kender i dag - og når resten af truppen også er renset for tempospecialister, kunne et nederlag ikke undgås. Det fik de da også alle serveret på et sølvfad, og der er derfor ganske meget at arbejde med allerede efter de første godt 20 km. I det mindste gik det bedre, end det gjorde for outsiderne Remy Rochas og Steff Cras, der også begge fik det dårlige udgangspunkt, man kunne forvente.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Til gengæld var der gode præstationer hos hold, der ikke kan bruge det til helt så meget. Trek kørte det ventede gode holdløb, men Jumbos magtdemonstration betød, at Mads Pedersen kan skyde en hvid pil efter den røde trøje, inden feltet på tirsdag rammer terræn, der er for svært for danskeren. De gav heldigvis Juan Pedro Lopez et fint udgangspunkt, men hans coronaforstyrrede optakt gør, at forventningerne til ham nok er en anelse afdæmpede.

Helt anderledes ubrugeligt var det for dagens største overraskelse. Med en tilsyneladende flyvende Bruno Armirail som den store motor kørte FDJ sig til en højst uventet 6. plads, men da de slet ikke har klassementsambitioner, er værdien begrænset - udover at det må styrke moralen hos særligt den lidt skrøbelige Thibaut Pinot ganske betragteligt. På den anden side er det nu Roglic, der står til at overtage trøjen på et tidligt tidspunkt, og skulle han have lyst til at låne den ud til en udbryder, har FDJs mange udbrydere bragt sig i en position, hvor de måske kan erobre trøjen, som de jo allerede gjorde med Rudy Molard tidligt i løbet for nogle år siden.

Det kan også være drømmen for Kern Pharma. Det lille spanske mandskab var den anden helt store overraskelse, da den spanske enkeltstartsmester Raul Garcia Pierna var grundstenen bag en uventet flot 14. plads. Fraværet af klassementsambitioner betyder, at det kan ende som et ubrugeligt resultat, men for holdets ledelse er det en fremragende debut i et løb, de har set frem til at deltage i i årevis, og måske kan det endda åbne døren for en førertrøje, mest sandsynligt til Roger Adria.

Det kræver dog, at Roglic er villig til at låne den ud, som han gjorde til Odd Christian Eiking sidste år. Med dagens fremragende ridt har sloveneren i hvert fald reelt gjort sig til løbets førende rytter allerede på dag 1, som han i øvrigt også gjorde det i 2020 og 2021, hvor han vandt 1. etape, og også havde gjort i 2019, hvis ikke en lille piges sprøjten med vand fra sit badebassin havde sendt Jumbo-mandskabet på rumpen i WorldTourens indtil i dag seneste holdløb.

Den nyttige buffer, som løbsdirektør Javier Guillen havde garanteret ham ved at åbne løbet med denne etape, blev sikret og det endda i større grad, end han kunne have håbet på. Om den så bliver nødvendig, fordi formen vitterligt halter, eller om det bare er flødeskum som indledning på en fjerde slovensk magtdemonstration, vil de kommende tre uger vise.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER