Vuelta a Espana-analyse: Når lillebror banker storebror

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

For nogle måneder siden var Deceuninck-manager Patrick Lefevere ude med en skrap kritik af Alpecin-mandskabet. Han var træt af, at det belgiske mandskab, der på papiret er en miniput, men med sin store succes og mange sejre er betydeligt stærkere end flere WorldTour-hold, konstant spillede lillebrorkortet, når der skulle jagtes udbrud. Selvom Mathieu van der Poel, Tim Merlier og senere også Jasper Philipsen vandt cykelløb i tide og utide, mente de belgiske lillebrødre åbenbart, at det altid var WorldTour-holdene, der skulle tage ansvar. Og når det gjaldt de massespurter, som Alpecin som bekendt har et stort fokus på, betød det ofte, at pilen pegede på de belgiske storebrødre fra Deceuninck.

Lefevere vil med tilfredshed kunne notere sig, at den mentalitet delvist er blevet sat til side. I Giroen blev kortet ganske vist stadig brugt, men da Tim Merlier allerede vandt 2. etape, indså de hurtigt, at undskyldningen ikke var gangbar. Det var den heller ikke i Touren, hvor de påtog sig det ansvar tilstedeværelsen af Merlier, Philipsen og Van der Poel gjorde uundgåelig, men da Vueltaen startede, blev lillebrorkortet igen hevet frem, da Alpecin-drengene ikke rørte en finger på 2. etape - som i øvrigt blev vundet af Philipsen!

Læs også

Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

Efter den sejr har vi set samme mønster som i Giroen, nemlig at Alpecin har accepteret, at de som et af tre store sprinterhold naturligvis ikke kan undslå sig ansvaret, bare fordi man på papiret har en lavere status, og forhåbentlig var dette års 2. etape sidste gang, at belgierne bruger en officiel UCI-rangering som begrundelse for, at de kan tillade sig at overlade arbejdet til andre. Efter dagens 5. etape af Vueltaen er det i hvert fald meget svært at argumentere for, at belgierne ikke udgør et af sportens førende sprintermandskaber.

Ja, det kan godt være, at storebror fører 5-4, når statistikken for årets grand tour-massespurter gøres op, men med dagens sejr til Philipsen er der altså afstand ned til nummer 3. Lotto har vundet af årets massespurter, og derudover er det kun Jumbo, Qhubeka og Bora, der med hver én gevinst har krydset stregen først i en massespurt i et af årets lange etapeløb. Med andre ord har Merlier og Philipsen til vundet næsten lige så mange spurter som de øvrige tilsammen, hvis man ser bort fra Deceuninck, der i kraft af Mark Cavendishs Tour-dominans fører statistikken.

Det er imidlertid ikke kun de golde tal, der fortæller historien om, at lillebror er ved at blive voksen Dagens spurt blev nemlig tacklet, som det kun kan gøres af et rigtigt sprinterhold, for da den lange og kedsommelige dødsmarch mod Albacete endelig nåede en til slut højintens og meget nervøs afslutning, stod der Alpecin over det hele.

Det troede jeg ellers ikke, at der ville gøre. Faktisk nåede jeg at blive lidt bekymret på Philipsens vegne, da jeg kunne se, hvordan Alpecin allerede med 10 km igen var meget aktive i positionskampen og brugte mange kræfter på at blande sig med klassementsholdene, mens både FDJ og Deceuninck - de to øvrige store sprinterhold - var noget mere afventende. Da det ”lille” belgiske hold senere skød tidligt frem på de sidste 5 km, blev bekymringen kun endnu større, og på det tidspunkt så det ud til, at deres ellers stærke tog meget vel kunne have brændt krudtet af for tidligt.

Det havde de bare ikke. Både Tobias Bayer og Edward Planckaert leverede en jætteindsats i finalen, og da belgierne herefter var kloge nok til kortvarigt at overlade ansvaret til UAE, der siden fik en velkommen hånd af Andrea Bagioli, var scenen sat til det store Alpecin-show. Herefter kunne Alexander Krieger træde an, inden Sacha Modolo, der for første gang var at finde i rollen som rigtig lead-out man på den store scene, kunne sætte Philipsen så perfekt op, at der reelt kun var én ting, der kunne ødelægge den belgiske fest, nemlig at feltets anden fartkonge, Fabio Jakobsen, sad direkte på bagsmækken.

Det gjorde han bare ikke. Denne gang var hollænderen fanget alt for langt tilbage, og hverken Alberto Dainese eller Sebastian Molano, der havde vundet kampen om Philipsens eftertragtede hjul, kunne gøre andet end at forblive i slipstrømmen på den belgiske sprinter, der på få uger er gået fra en status som relativt lavt rangeret i det internationale sprinterhierarki til nu at nærme sig den absolutte top. Den konklusion er ganske uundgåelig efter en Tour, hvor han var i top 3 i seks ud af seks massespurter og nu to gange har slået Jakobsen i de to spurter, han uforstyrret har kunnet køre i denne Vuelta.

Dermed blev spurten også et varsel om, at Alpecin ikke blot har sprinterne til at komme ud af lillebrorstadiet. Nu har de nemlig også toget - et element, de hidtil har manglet. I Touren så vi ganske vist, at de var altdominerende i spurterne i den første uge, men det skyldtes også, at de var til start med A-kæden med Van der Poel, Merlier og Philipsen, der tilsammen udgjorde et tog, som selv et fransk TGV næppe ville kunne matche. Men i dag viste de også, at de med et knap så stjernepræget hold kunne skrive Alpecin med fed ud over en Vuelta-massespurt, da Modolo endelig lykkedes i den rolle, der kiksede så fælt i går, hvor han kom med et meget mærkeligt fremstød til sidst - formentlig lidt i frustration over, at han havde tabt Philipsen og derfor måtte forsøge at gøre et eller andet for at være brugbar.

Denne gang var heldet dog også lidt med Philipsens tropper. To af de tre øvrige stærke tog var nemlig allerede sat tilbage af det store styrt, der blev det dramatiske højdepunkt på en etape, hvor dramaerne ellers var mere sjældne end dage uden vilde vejrfænomener i vanvidssommeren 2021. Jakobsen havde mistet nøglerytteren Florian Senechal, og endnu værre var det for Molano, der var uden Matteo Trentin, som ellers har været altdominerende som lead-out man i de seneste tre spurter, hvor han har haft den rolle.

Det efterlod FDJs supertog, som den eneste reelle trussel mod Alpecin-drengene, men desværre blev spurten i Albacete endnu et vidnesbyrd om, at 2021 er året, hvor det oftere går galt end godt for det hold, der var så dominerende i sidste sæson. Selvom holdet havde proklameret, at det var slut med den passivitet, der havde kostet så dyrt på 2. etape, og med en ny, mere aggressiv taktik i går viste, at klassen er lige så høj, som den var i 2020, sad de alligevel for langt tilbage, da feltet tog det sidste sving med 900 m igen.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Herfra havde de faktisk kurs mod at redde situationen, for Ramon Sinkeldam viste nok engang sin tårnhøje klasse med en forcering, der bragte ham direkte til fronten og næsten forbi Alpecin, men desværre for ahm havde han tabt Jacopo Guarnieri og Arnaud Demare, der var blevet fanget, da et hul lukkedes, lige efter at Sinkeldam var kommet igennem. Da Guarnieri slog ud efter sit lead-out, havde Modolo allerede afleveret Philipsen flere meter længere fremme, og da Demare efterfølgende blev blokeret af Riccardo Minali, blev den 18. august endnu én på den lange liste over sæsonens møgdage for den på WorldTouren stadig sejrsløse sejrskonge fra 2020.

Mindst lige så frustreret må Jakobsen være. Hollænderen viste igen, at hans topfart er tårnhøj, men desværre må han også sande, at han og Philipsen er så jævnbyrdige, at det ikke går at starte sin spurt flere medier bag den værste rival. Det var imidlertid det uundgåelige udfald, da et hold uden Senechal manglede den fornødne power til at matche Alpecin, men måske var det heller ikke den klogeste beslutning af Andrea Bagioli at trække feltet ud og aflaste Jakobsens værste rivaler på et tidspunkt, hvor de var ved at løbe tør for manpower i en situation, hvor hans kaptajn sad så langt tilbage, at det høje tempo mest af alt havde den konsekvens, at det blev meget svært for Jakobsen at forbedre sin ringe position.

Men i det mindste fik han vist sin fart. Værre var det for Molano, der klart fik dokumenteret, at hans sejre i Burgos nok i vidt omfang skyldtes Trentin, og at han i hvert fald ikke har den hastighed, der skal til for at true Philipsen og Jakobsen i denne Vuelta. Det samme måtte Dainese sande, men han kan i det mindste komme herfra med en helt afgørende ny evne. Hidtil har den lille italiener været en sjælden gæst i massespurternes top 10, fordi det han knebet med positioneringen, men nu har han to dage i træk siddet ganske perfekt, selvom han i dette løb reelt er overladt til sig selv.

Det er Jon Aberasturi også, og det har altid kostet ham dyrt. Modsat i går lykkedes det ham denne gang dog at placere sig ganske fornuftigt, men han må også sande, at det altså ikke kun er holdet, der gør, at det i dag blot blev til en 6. plads. Endnu mere skuffende er dog nok Jordi Meeus, der efter en sæson med relativt få spurter, men en ret stor skalp i Ungarn, hvor han slog den så succesrige Phil Bauhaus, havde skrevet sig ind på listen over kommende mulige topsprintere, men som for anden dag i træk var ganske langt fra at matche de hurtigste, selvom han fra en dårlig position dog lykkedes med at gå forbi Riccardo Minali og Reinardt van Rensburg, der imidlertid heller ikke kan beskrives som andet end hørende til anden klasse.

Det gør Piet Allegaert egentlig også, men man må tage hatten af for belgieren. Selvom Cofidis bestemt ikke har det stærkeste hold, har han i år leveret en ganske flot historik, hvor han stort set har været fast gæst i top 10 i de massespurter, han har kørt. Vi så det senest i Mayenne og Vallonien, og i dette løb har han også været uhyre stabil. At positioneringsevnen så nok er bedre, end farten er høj, er til gengæld et ærgerligt faktum, der gør, at det næppe bliver til sejre på dette niveau.

De dage, hvor Michael Matthews kan vinde denne slags spurter, er også for længst ovre, men i dag var det alligevel en sjældent skuffende præstation af australieren. Ganske vist havde hans tog tabt Luka Mezgec, men han Robert Stannard fik alligevel afleveret ham ganske fint umiddelbart bag Philipsen. Da det var op til ham selv at træde an, så han imidlertid ud til at være helt uden fart og power. Måske er det ikke så mærkeligt, at han i går berettede om to dage med dårlige ben efter en 4. etape, hvor hans spurt i en for ham god finale var overraskende svag.

I det mindste holdt han sig oprejst. Det er mere, end man kan sige om Rein Taaramae, der for to dage siden glædede sig til at opleve, hvordan det var at bære en førertrøje i en grand tour, men nu nok er glad for, at den oplevelse er slut. Hvis den betyder, at han skal styrte hver eneste dag, er det i hvert fald nok rarere at iføre sig den almindelig holdtrøje igen, men det er alligevel svært ikke at føle med esteren, hvis store jubelstund blev forvandlet til et sandt mareridt.

Mareridtet var dog endnu større hos Romain Bardet. Man kunne ellers godt unde franskmanden noget medgang efter nogle svære år, men det synes bare ikke at ville lykkes. Forleden smed han formentlig en samlet sejr i Burgos i et styrt, og nu kan han også glemme alt om at blive en hovedaktør i den Vuelta, hans hold bad ham satse så hårdt på, at de tvang ham til at droppe den store OL-oplevelse. Ganske vist viste hans nedtur på Picon Blanco nok, at den helt store genfødsel, som ellers lå lige under overfladen, nok aldrig var blevet til virkelighed, men han skulle i det mindste have haft chancen for at se, hvor langt hans nuværende gode form kunne bære ham.

Heldigvis var listen over tabere i det gigantiske styrt kortere, end den kunne have været. Ganske vist var der tidstab til Geoffrey Bouchard, Taaramae og Steven Kruijswijk, der alle inden løbet havde klassementet som minimum i baghovedet, men Bardet var den eneste af de større favoritter, der blev en taber på en dag, hvor fraværet af vind gjorde, at der kun kunne blive tabere og aldrig vindere.  Det er der helt sikkert mange klassementsryttere, der er glade for, men der er helt sikkert også andre, der ærgrer sig over, at det lige netop i denne uge skal være så stille på den spanske højslette. Ineos havde set sidevinden som et våben mod Primoz Roglic, og Movistar har helt bevidst designet et halvt hold med det formål at klare den blæsende første uge. Den prioritering ser nu ud til at være helt forkert og ramme dem i nakken i de kommende bjerge, hvor de trods en meget stærk kaptajntrio mangler holdet til at skabe det blodbad, der kan isolere Roglic. Heldigvis har de Bahrain og altid initiativrige Mikel Landa til at gøre det arbejde!

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige åbning på den forudsigelige Giro

Stærke klassementshold er der nemlig mange af i dette løb, og på den liste finder vi trods alt ikke Alpecin. Nok er de kommet langt i deres udvikling på meget kort tid, men de har endnu ikke taget det skridt, hvor de kan jagte klassementer i grand tours. Det kommer utvivlsomt om kort, men foreløbig nøjes de med at satse på massespurter og klassikere. Her er det til gengæld også slut med at kalde sig lillebror, bare fordi UCI kun kalder dem et ProTeam. Lillebrødre kan nemlig ikke banke storebrødre på samme måde, som Roodhoft-brødrenes tropper gjorde med bravur denne onsdag i Albacete.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-