Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne (****)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, har løbsdirektør Javier Guillen igen i år al mulig grund til at juble over det felt, der på lørdag vil skyde tre ugers benhård bjergfest i gang med en enkeltstart i Burgos. Desværre valgte en træt Tadej Pogacar alligevel at aflyse sin planlagte deltagelse, men når Guillen alligevel kan byde på et opgør mellem de to øvrige af tidens tre førende grand tour-ryttere, Egan Bernal og Primoz Roglic, er der bestemt ingen grund til at være utilfreds.

Endnu bedre bliver det af, at det ikke kun handler om de to favoritter. Bernal er del af et skræmmende stærkt Ineos-hold, der også tæller Richard Carapaz, Adam Yates og Pavel Sivakov, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, og kometen Tom Pidcock. Movistar kommer med A-holdet med tre af de fire kaptajner i form af en revanchelysten Miguel Angel Lopez, Enric Mas og en genfødt Alejandro Valverde, der som bekendt har en Vuelta-historik, man tror må være løgn. Mikel Landa fører an på et skræmmende Bahrain-hold, der tæller Giro-toeren Damiano Caruso, endnu en komet, Mark Padun, Jack Haig, Wout Poels samt Gino Mäder, og Hugh Carthy jagter endnu en podieplads på et EF-hold, der også tæller den i Touren så velkørende Rigoberto Uran. Giulio Ciccone skal endelig være grand tour-kaptajn efter en Giro, hvor han være uhyre overbevisende inden sit styrt, og Romain Bardet gav i Burgos mindelser om tidligere tiders storhed. Roglic flankeres af Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, Rafal Majka skal følge op på en flot Tour med en tilbagevenden til tidligere tiders kaptajnrolle på et UAE-hold, der også tæller David de la Cruz. Unge Mauri Vansevenant og Jay Vine skal for første gang teste sig selv i en grand tour, og derudover tæller feltet solide folk som Guillaume Martin, Felix Grossschartner, James Knox, Harm Vanhoucke, Mikel Nieve og Lucas Hamilton. Ja, når selv Fabio Aru pludselig viser livstegn i dagene op til løbet, har Guillen absolut al mulig grund til endnu engang at knibe sig selv i armen over sit fine felt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Egan Bernal (****)

Det er en naturlig konsekvens af at befinde sig i vidunderbørnenes tidsalder, at man må indstille sig på at blive overhalet indenom og at være outdated tidligere, end det har været kutyme. Nu om dage synes de mange kometer, der bragede ind på scenen i en ung alder, allerede at være på vej mod pension, når de har rundet de 30, hvad feltets tidligere vidunderbarn par excellence, Peter Sagan, kan skrive under på.

Alligevel var det ret bemærkelsesværdigt, at Egan Bernal i en alder af 23 år synes at være outdated, da rådhusklokkerne ringede ind til 2021. På det tidspunkt talte hele verden om Tadej Pogacar og Remco Evenepoel, og der var nærmest ingen, der huskede, at der i Colombia sad en mand, der bare halvandet år tidligere var blevet den tredjeyngste Tour-vinder i historien. På bare et år var Bernal gået fra at være cykelsportens nye centrum til at sidde parkeret på et sidespor, hvis navn knap blev nævnt, når Tour-favoritterne til 2021-udgaven blev nævnt - og det vel at mærke inden det kom frem, at han skippede løbet.

Det havde naturligvis sin triste forklaring. Bernals ene ben er længere end det andet, og den lille fejlkonstruktion har ”udstyret” ham med rygsmerter, der desværre synes permanente. Konsekvensen var en forfærdelig 2020-sæson, hvor Bernal forlod sit titelforsvar i Touren ud ad bagdøren efter et totalt kollaps på Grand Colombier, og siden blev han ikke set i resten af året - bortset fra når han gav lyd fra sig for at fortælle om sine smerter.

Men Bernal er altså ikke outdated - langtfra! Det fandt vi allerede ud af i februar, da han kom bragende ind til sæsonen med en overbevisende kørsel i Besseges, Provence og Laigueglia, inden han kørte fra en vis og Pogacar og en vis Wout van Aert i et Strade Bianche, hvor han endte som nr. 3 bag en vis Mathieu van der Poel og en vis Julian Alaphilippe, der var betydeligt mere skabt til den slags løb. Og hvis ikke det var bevis nok, blev hovedet slået på sømmet, da han kort efter vandt Giroen i så suveræn stil, at han reelt så usårlig ud midtvejs i løbet og endda også havde overskud til at klare en offday undervejs, uden at det endte i en katastrofe.

Nu er Bernal igen på manges læber. Om tre uger kan han nemlig blive den yngste i historien til at have vundet alle tre grand tours og dermed blive det nyeste medlem af en klub, der kun tæller giganterne Eddy Merckx, Bernard Hinault, Jacuqes Anquetil, Felice Gimondi, Chris Froome, Alberto Contador og Vincenzo Nibali. Og havde han ikke været så svært uheldig, at Roglic styrtede i Touren og derfor omlagde nogle efterårsplaner, der slet ikke talte Vueltaen, var han også gået ind til løbet som storfavorit.

Det er naturligvis velbegrundet. Man kan nemlig med nogen ret hævde, at den Bernal, der i Giroens første 16 dage slet og ret tørrede gulv med rivalerne, var bedre end den Bernal, der vandt Touren for to år siden. I hvert fald var det først i Tourens døende dage, at han fandt benene i 2019, og faktisk virkede han i de første 14 dage dengang temmelig rusten. Det gjorde han bestemt ikke i dette års Giro, hvor han var så suveræn, at alle rivalerne allerede begyndte at køre efter 2. pladsen efter grusvejsslaget på 11. etape.

Alligevel var der noget besynderligt over hans optræden. Bernal har altid været rost for en eminent restitutionsevne, der af Ineos er blevet fremhævet som hovedårsagen til hans grand tour-evner, og det er da heller ikke tilfældigt, at han vandt entydigt vandt Touren i den tredje uge. I Giroen var det imidlertid helt omvendt, for her knuste han al modstand de første 16 dage, inden han viste helt uventede svaghedstegn mod slutningen.

Krisen blev dog blæst op til mere, end den var. Bernal havde reelt kun én dårlig dag på Sega di Ala, men derefter var han i total kontrol. Han ændrede bare sin kørestil ganske betragteligt efter det wakeupcall, han havde fået nogle dage forinden, og herefter gik han i rent forsvarsmode. På 19. etape undlod han helt bevidst at åbne fuldt for gassen til sidst, og da han endelig trådte fuldt til igen mod slutningen af 20. etape viste han, at han også endte løbet som den stærkeste mand, som han havde været det i de første to uger - også selvom han og Ineos havde begået en brøler ved at lade Damiano Caruso køre.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Nedturen viser, at Bernal har sine begrænsninger, men det var også en vigtig lektie. Nu har han nemlig lært, at konservativ kørsel kan være en dyd, præcis som Simon Yates lærte det, da han i 2018 angreb i tide og utide i de første to uger. Og modsat briten var Bernal rigeligt holdbar, og den eneste pris for angrebsvanviddet i løbets start var en enkelt offday.

Bernals problem er, at han i Vueltaen står over for en modstander af en helt anden kaliber. Ingen i Giro-feltet kom i nærheden af Roglics grand tour-klasse, og i kampen mod sloveneren har Bernal den ulempe, at han formentlig kun kan vinde løbet ét sted. Selvom de mere kuperede ruter passer ham bedre end Giroens tonserterræn, hvor han gjorde det ganske pænt, vil han få bank af Roglic på de to enkeltstarter, og selvom han skam er både eksplosiv og hurtig, er det Roglic, der har overhånden i puncheurspurterne og kampen om bonussekunder. Skal Bernal vinde løbet, kan det næsten kun ske ved, at han er så meget bedre i bjergene, at han kan kompensere for tabene på alle andre områder.

Er han så det? Det er svært, men ikke umuligt. Bernal så vitterligt uhyggelig ud i Giroens begyndelse, og den trods alt begrænsede modstand gjorde det svært at se, hvor højt niveauet vitterligt var i forhold til sportens grand tour-giganter. I Vueltaen finder han også en dejligt vanskelig rute med to enormt svære bjergfinaler i den tredje uge, en vanskelig opkørsel på Picon Blanco samt en serie andre bjergafslutninger, hvor han måske også kan vinde nogen tid. De stejle procenter passer ham også fint, som vi så på Monte Zoncolan tidligere i år, og trods han ”omvendte” Giro taler det også til hans fordel, at de sværeste bjergetaper kommer i den tredje uge, hvor han som bekendt vandt Touren, og at enkeltstarten gør det samme.

Det er måske særligt vigtigt denne gang. Bernal efterlod nemlig et alt andet end overbevisende indtryk i Vuelta Burgos, hvor han ofrede sig for holdet på Picon Blanco, men siden blev slået af selv en ”lille” lytter som Einer Rubio på Lagunas de Neila. Der er al mulig grund til at tro, at det var en konsekvens af styrtet på 1. etape, men det kan alligevel ikke undgå at skabe lidt bekymring. Tidligere var Bernal nemlig kendt som uhyre stabil, men i årets Tirreno viste han første gang, at han måske ikke er helt så tilregnelig som i gamle dage. Der er også blevet spekuleret i, om han er en af de mange ryttere, der har haft svært ved at komme hurtigt tilbage efter en coronainfektion, som han jo desværre blev udsat for, da han kortvarigt smed paraderne i dagene efter Giro-sejren.

Det er dog for tidligt at tænde for alarmklokkerne. Styrtet så grimt ud, og Ineos har været så tilbageholdne med deres udmeldinger, at det er rimeligt at tro, at han slog sig mere end som så. Det er naturligvis i sig selv bekymrende som optakt til en grand tour, men det er langt værre, hvis nedturen skyldes ringe form. Det kan sagtens være, at sidstnævnte er forklaringen, men foreløbig må tvivlen komme den normalt stabile Bernal til gode.

Hvis han stadig har lidt at indhente, enten som følge af dårlig form eller styrtet, er det også meget heldigt, at Vueltaens værste udfordringer i år kommer til sidst. Nok er Picon Blanco et uhyre i den første uge, men derudover er den første uges tid denne gang til at overskue. Der er tid til at finde formen på samme fine måde, som han gjorde i Touren for to år siden.

I kampen mod Roglic har Bernal i hvert fald ét vigtigt våben. Nok er Jumbo stærke, men de har kun én klar kaptajn. Hos Ineos vil de formentlig igen køre den taktik, der aldrig nåede at komme til udtryk i Touren, nemlig at have flere strenge at spille på. Sammen med Richard Carapaz udgør han en fremragende duo, og også Adam Yates er tiltænkt en beskyttet rolle. Pavel Sivakov har en historik, der gør ham til en trussel mod Jumbo, og Tom Pidcock er utvivlsomt heller ikke en mand, man tør give minutter, selvom han er grøn i grand tours. Jumbo har mange gode ryttere, men i år har ingen af dem været kendt for skyggen af stabilitet, og det kan måske gøre Roglic mere sårbar end som så.

Det kan han måske også være i sidevinden. Ineos kommer måske ikke med det mest udtalte sidevindshold, men de er altid på rette sted i den slags betingelser. Vinden spiller ofte en rolle i Vueltaen, og selvom Roglic synes at have lært af sin blunder fra 2019, vidner hans mange styrt på ligegyldige tidspunkter også om, at han har lidt svært ved at holde fokus hver dag igennem tre uger. Det problem findes ikke hos Bernal, der må være i spil til titlen som feltets mest koncentrerede og opmærksomme rytter.

Spørgsmålet er, om Bernal er nødt til at have hjælp fra den slags uventede overraskelser for at vinde. Det kan man frygte, for uden den slags skal han vinde løbet ved at distancere Roglic ganske eftertrykkeligt i bjergene. Det lignede i hvert fald en total umulighed, da sloveneren sidste år fejrede sin Vuelta-sejr, mens Bernal plejede sin skadede ryg i Colombia. Heldigvis gør det det ikke længere, efter at Bernal i Giroen mindede os alle om, at det ikke kun er Pogacar, der har vundet Touren i en uhørt ung alder. Og hvis han om tre uger slår rekord som den yngste vinder af alle tre grand tours, kan al snak om, at der i denne verden kun findes slovenske grand tour-giganter definitivt forstumme.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Mikel Landa (****)

Der kan umuligt være det menneske på denne jord, der ikke fik en klump i maven, da Mikel Landa på en ellers helt ligegyldig og uskyldig sprinteretape i årets Giro nok engang bragede i asfalten og kunne se endnu en grand tour-drøm blive knust. Kort efter kom det frem, at et brækket kraveben og et par brækkede ribben igen ville stå i vejen for, at den uheldige basker kunne jagte den succes, der bare synes ikke at vil gå i hans retning.

Det havde vel ellers aldrig set mere lovende ud. For anden gang i karrieren var Landa til start som klar kaptajn på et hold, hvor det på forhånd var helt umuligt at få øje på de interne rivaler, der igennem karrieren gang på gang har henvist ham til rollen som hjælper. Landa havde endda vist overbevisende styrke på den eneste bjergetape, han nåede at køre, og faktisk var det ham, der havde åbnet ballet så kraftigt, at det endte med, at han ved målet i Sestola var blot én af fire, der havde fulgt Egan Bernal til dørs - endda efter en etape, hvor han sammen med colombianeren vel havde lignet stærkeste mand. Senere fandt vi endda ud af, at hjælperen Damiano Caruso var i sit livs form, og at også Gino Mäder var flyvende, og derfor kan det i dag være svært at forestille sig, hvor interessant et løb vi kunne have haft, hvis Caruso og Landa havde gjort fælles front mod Bernal senere i løbet.

Det svar får vi aldrig, men vi nåede heldigvis at se nok til, at Landa formentlig er bedre end det, vi så fra ham i Touren i 2020. Den gik nemlig aldrig helt som håbet, og selvom en 4. plads i verdens største cykelløb kan få de fleste til at blive grønne af misundelse, vil løbet mest af alt blive husket for kongeetapens store Bahrain-offensiv, der endte med at løbe helt ud i sandet, da kaptajn Landa ikke kunne følge med ganske mange af sine rivaler. Det var i hvert fald en betydeligt mere overbevisende Landa, vi så i Sestola i maj.

Alligevel nager sidste års Tour lidt. Vi ved alle, at Landa hører til blandt de ringeste temporyttere, og selvom årets enkeltstarter heldigvis er ganske kuperede, er Vueltaens bogholder stadig i gang med at skrive 0er på den tidsregning, der venter på baskeren i Burgos og Santiago de Compostela. Sårbar i sidevinden er han også, i kampen om bonussekunder i spurter og puncheurfinaler er han chanceløs, og en kedelig tendens til at styrte har han også. Landa er desværre så endimensionel en rytter, at han kun kan vinde Vueltaen ét sted, og det er i bjergene. Skal det lykkes, skal han være bedre, end han var på Col de la Loze i september, og som han i øvrigt også var det i de løb, han kørte i foråret, særligt på hjemmebanen i Baskerlandet Rundt.

Sestola gav dog tilstrækkeligt med håb om, at Landa stadig har noget af den klasse, der gav ham så skræmmende stærkt et gennembrud i Giroen i 2015 og i Touren i 2017 i perioder fik ham til at ligne den stærkeste rytter. Alligevel er det først og fremmest et andet forhold, der bringer ham så højt på denne liste, nemlig hans friskhed.

Det er velkendt, at Vueltaen mest af alt handler om netop det. Det er i hvert fald ikke en fordel at have Touren i benene, og selvom Giro-Vuelta-kombinationen fungerer fint, kan det aldrig blive en ulempe, at Landa sammenlignet med de øvrige favoritter har været på skånekost. I år falder de tre måske vigtigste etaper i den tredje uge, og her må man formode, at Landa kan drage fordel af, at han tilbragte det meste af maj og juni med at hvile sin forslåede krop.

Til gengæld kan man spørge, om han har nået at finde formen. Det var han selv meget i tvivl om inden San Sebastian, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, om han overhovedet kunne køre klassement i Vueltaen, eller om det måtte handle om etapesejre. Da Simon Carr kørte ham ud af hjulet på Erlaitz-stigningen, så det bestemt heller ikke lovende ud, men da han bare en uge senere kunne hyldes som vinder af det traditionelle forberedelsesløb i Burgos, var det rigeligt til at skabe håb om, at han nok skal blive klar.

Nu var løbet i Burgos en temmelig bizar oplevelse, hvor resultatet af den anden bjergetape nærmest bare var en omvendt udgave af den første, og Landa vandt mest af alt løbet, fordi han var en af de få, der præsterede godt begge dage, men på Picon Blanco efterlod han også et uhyre overbevisende indtryk. Lagunas de Neila viste, at han skam stadig ikke er på 100%, men i et løb, hvor de værste udfordringer er koncentreret til sidst, vil han have haft tid til at finde benene, inden det for alvor gælder.

Landa har også en anden fordel. Bahrain er slet og ret flyvende i øjeblikket, og efter et Vuelta a Burgos, hvor de havde to mand på podiet, tre mand i top 10 og fire mand i top 13, står det klart, at araberne er et af de klart stærkeste mandskaber. Sammen med Caruso, der arbejdede for holdet i Burgos, men ligner en mand med kurs mod en form, der måske kan nærme sig Giroens, når man betænker, at han endte som nr. 13 trods enormt arbejde for holdet, står Bahrain med en uhyre potent trio, når Landa, Caruso og kometen Mark Padun, hvis holdbarhed dog er usikker, samt måske endda Jack Haig og Wout Poels kan angribe de to store favorithold på skift. Samtidig har de styrken til at sætte angriberen Landa i scene til de offensiver, han mere end nogen anden er kendt for.

Landa er nemlig en gave til ethvert cykelløb, fordi han aldrig lader en mulighed være uforsøgt, men desværre er det også nødvendigt for en mand, der er så begrænset på alle andre områder, at han kun kan vinde løbet i bjergene. Til gengæld har han også skabt sig selv gode forudsætninger for at gøre netop det ved at komme til løbet i frisk tilstand, med et brølstærkt hold og med en klart stigende og løfterig formkurve i rygsækken. Skulle det lykkes at lukrere på den ekstra friskhed til at lave det helt store resultat på sin spanske hjemmebane, kan klumpen i maven for et par måneder siden pludselig vise sig at have været nøglen, der åbnede døren. Og det vil vel egentlig også kun være fortjent, hvis den evigt uheldige basker fik omsat sit uheld til så meget held, at det endte med at bane vejen for en grand tour-sejr.