Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Det kan måske synes en smule uforskammet ikke at starte denne analyse med at uddele den ene lovprisning efter den anden. Vi har nemlig netop været vidner til en af de smukkeste og mest overbevisende i Giroens nyere historie, da Tadej Pogacar med et vanvidscomeback på løbets kongeetape sørgede for, at hans forventelige Giro-sejr vil stå endnu mere mindeværdig tilbage. De flotteste grand tour-sejre er nemlig ofte dem, hvor sejrherren viser sin suverænitet ved at vinde løbets vanskeligste etape, og sejren bliver blot endnu mere storslået, hvis det også gøres med et stort ridt fra distancen.

 

Det er noget, mange af de store mestre går op i. Det er klart, at det kun er en luksus, man kan tillade sig, hvis man føler, at man er i totalt overskud. Skal man kæmpe for hvert enkelt sekund gennem alle tre uger, kan man selvsagt ikke tillade sig at tage store chancer med storslåede soloridt undervejs. De største metre er til gengæld typisk også så meget i deres egen liga, at de kan tillade sig at forsøge at krydre deres samlede triumf med store ridt fra distancen.

 

 

Mest tydeligt var det i 2021-sæsonen. Her blev alle tre grand tour-sejre nemlig kombineret med den slags episke præstationer. Mange vil sikkert huske, hvordan Primoz Roglic lignede en mand på en vanvidsmission, da han helt, helt unødvendigt ikke blot svarede på Egan Bernals meget tidlige angreb på turen mod Lagos de Covadonga, men også løb en gigantisk risiko ved faktisk at samarbejde med colombianeren og dermed potentielt tømme sig for kræfter længe inden målbjerget. Heldigvis var sloveneren så suveræn, at han ikke bare kunne køre fra Bernal til sidst, men også give alle rivaler et nyrestød og cementere, at han i den Vuelta var i sin helt egen liga.

 

Kort forinden havde vi set det samme i Touren. Feltet havde knap nået at stave til ordet ”bjerg”, inden Pogacar på den første alpeetape havde knust al modstand med et skræmmende soloridt, der ganske vist ikke sikrede ham etapesejren, men som med det samme sørgede for, at al snak i resten af løbet nu udelukkende handlede om, hvor stort sloveneren ville vinde.

 

Endelig havde vi set det i Giroen. Dengang så det tidligt ud til, at Remco Evenepoel måske kunne byde Egan Bernal lidt op til dans i sin grand tour-debut, men der skulle i bogstavelig forstand bare lidt grus i maskineriet, inden det stod klart, at der end ikke var nogen, der var tæt på at kunne matche den overlegne colombianer. Også han ville imidlertid krydre sin stensikre sejr på den største måde, og han havde en barnedrøm om at vinde kongeetapen iført den lyserøde trøje. Derfor iværksatte han et stort soloridt på den stejle Giau-stigning, hvor han cementerede sin overlegenhed med en mindeværdig solosejr.

 

At Pogacar havde samme drøm, kan ikke undre nogen. Det er egentlig ikke mit indtryk, at han er specielt velbevandret i cykelhistorien, men det betyder ikke, at han ikke har blik for de store præstationer. Efter gårsdagens enkeltstart lagde han da heller ikke skjul på, at han meget gerne ville vinde dagens kongeetape, der i denne mere humane Giro skilte sig ud som den eneste store bjergetape med mange højdemeter over en lang distance - en rigtig ”tappone”, som vi stort set kun kender dem fra Giroen.

 

Det var bare ikke en let mission. Pogacars suverænitet betyder nemlig, at der ingen hjælp er at hente. Når flere tror på, at de faktisk kan vinde etapen, er der selvsagt flere hold, der vil forsøge at skabe samling, men når alle ved, at den eneste trussel mod en Pogacar-sejr er et udbrud, er der selvsagt kun ét hold, der har en interesse i at hente lykkeridderne. UAE-mandskabet kunne naturligvis håbe, at kampen om 2. pladsen endelig skulle intensiveres, og at det kunne kaste lidt uventet hjælp af sig, men som udgangspunkt var der kun én ting, der kunne forhindre Pogacar i at realisere sin drøm, nemlig at hans hold ikke var stærkt nok til at skabe samling.

 

Den bekymring var ganske reel. En hård start betød nemlig, at der var garanti for angrebsfest og et brølstærkt udbrud med et hav af klatrere. Et sådant fik vi da også, da en uhørt stor gruppe undervejs kom væk, og da UAE jo altså er kommet til Giroen med B-holdet - A-holdet skal nemlig forsøge at slå Jonas Vingegaard i Touren - var det langt fra givet, at araberne ville skabe den nødvendige forudsætning for, at Pogacars drøm kunne blive til virkelighed - heller ikke selvom de efter en katastrofal start i Torino havde rejst sig med nogle fornemme etaper i Appenninerne.

 

UAEs styrke kan nok have givet Pogacar en urolig nat eller to i løbet af sæsonen, hvis han har ret i, at han har drømt om denne etapesejr siden vinteren. Al hans frygt blev da også gjort til virkelighed. Da Nairo Quintana genopstod fra de døde og indhentede den genopstandne komet Georg Steinhauser, var gode råd dyre. På det tidspunkt så det ud til, at den colombianske veteran med sikkerhed kunne bevise sin genfødsel ved at levere en af den slags soloridt, han efterhånden har flere af i grand tours - ja, faktisk så mange, at han vel næsten kan kaldes kongen af kongeetaperne.

 

Der var reelt kun to ting i denne verden, der kunne forhindre den colombianske, nemlig Pogacar eller Vingegaard. Danskeren var selvsagt ingen trussel mod colombiansk triumf på denne søndag i Dolomitterne, men til gengæld var den slovenske trussel ganske præsent. Heldigvis for Quintana var Pogacars mareridt ved at blive til virkelighed. Trods en heroisk indsats af den samlede UAE-bande var den arabiske hær ved at løbe så meget tør for kræfter, at der kun var én vej til virkeliggørelsen af Pogacars drøm, nemlig den slags soloridt, som kun de største mestrer.

 

Der var nok heller ikke mange, der betvivlede, at Pogacar kunne, hvis han ville. Hans overlegenhed har været så voldsom, at det i hvert fald virkede svært sandsynligt, at han kunne knuse drømmen for den colombianske veteran for at gøre sin egen til virkelighed. Der var bare ét problem. Hvad man kan, er ikke altid det klogeste, i hvert fald ikke, hvis man gerne vil blive den første siden 1998 til at vinde Giroen og Touren i samme sæson.

 

 

Det stod i hvert fald klart, at Pogacars drøm ikke ville billig at indfri. Skulle den gøres til virkelighed, ville det kræve, at han prompte forlod den drejebog, han jo ellers havde fulgt så flot de seneste dage. Det var den drejebog, der prædikede mådehold og defensiv kørsel, og som han så smukt havde fulgt på de to etaper i Appenninerne. Nu betød Quintana imidlertid, at Pogacar stod med et valg: skulle han afvige fra manuskriptet for at jagte sin drøm, eller skulle han lade den langsigtede fornuft råde og lade de lange briller være fast fokuseret på Vingegaard og juli måned.

 

Kender man Pogacar, er man ikke overrasket over, hvilken konklusion han nåede. Denne Giro-sejr skulle krydres med en etapesejr på kongeetapen - åbenbart også koste, hvad det koste vil - og derfor måtte han for en stund lade Vingegaard være Vingegaard. I de minutter, hvor han indså, at den kollektive arabiske styrke var for svag til at knuse den colombianske fest var hovedfjenden for en stund ikke længere fra Visma. Nu var han i stedet fra Movistar.

 

Derfor blev drejebogen smidt på møddingen, og da det skete, var udfaldet næsten givet på forhånd. Pogacar viste sig akkurat lige så suveræn, som al moderne cykelhistorik ville tilsige, og så skulle der altså mere en aldrende, colombiansk veteran til at stoppe ham. Én efter én blev resterne fra det tidlige udbrud opslugt, indtil kun Quintana stod mellem Pogacar og drømmen - og også den hurdle blev nedkæmpet med den selvfølgelighed, sloveneren nedkæmper næsten alle de hurdler, cykelsporten kan udfordre ham med.

 

Dermed vil denne Giro-sejr blive mindeværdig. Det vil den historisk store sejrsmargin i sig selv sikre, men nu er den altså også krydret med den kongeetapesejr, man gerne vil se. Denne gang blev den endda sikret på den mest storslåede måde, der gav mindelser om Bernal, Pogacar og Roglic i 2021, og som altid vil stå som et af de største øjeblikke i moderne Giro-historie.

 

Men så er vi tilbage ved betænkelighederne. Når jeg ikke indleder denne analyse med en uforbeholden og næsegrus beundring over Pogacars vanvidsridt handler det om, at hans drøm jo må antages at have en pris. Der var vel en grund til, at han kørte så defensivt i Appenninerne, nemlig at han havde forstået, at Touren kun vindes, hvis han kører med håndbremsen trukket. Ja, på hviledagen var han jo også meget ærlig i sin beskrivelse af den tilgang, han ville have til resten af løbet.

 

I hvert fald indtil i dag, hvor tilgangen pludselig blev den, vi kender Pogacar for, og den tilbagevenden til instinktet må antages at have en pris. Man kan altid pege den ene præstation ud og sige, at det måske ikke i sig selv er den, der koster en Tour-sejr, men de hober sig jo op. Nu er det i hvert fald anden dag i træk, Pogacar er gravet helt dybt, og den slags plejer at komme med en regning.

 

Ja, faktisk er netop denne soloridtenes 2021-sæson et storslået eksempel. De tre store soloridt havde nemlig alle en pris. Bernal gik pludselig ned i den tredje uge, hvor man endda kortvarigt nåede at frygte, at han kunne smide sin stensikre samlede sejr på gulvet. Pogacar måtte senere sande, at han ikke kunne følge Vingegaard på Ventoux, og da han senere forsøgte sig med flere soloridt i Pyrenæerne, kunne han pludselig hverken sætte danskeren eller Richard Carapaz. Og da Roglic 24 timer efter sit vilde soloridt blev udfordret af en ny bjergetape, kunne han pludselig ikke længere følge Miguel Angel Lopez på det nye bjerg, der vel mest passende skal kaldes Anglirus lillesøster.

 

Pogacar kommer næppe til at betale en pris senere i denne Giro. Jo, han vil næppe have samme gode ben senere i løbet, men hans overlegenhed er så voldsom, at det næppe er noget, der vil kunne aflæses på resultatlisten. Man må nemlig også antage, at Pogacar nu i hvert fald indtil 20. etape har fået stillet sin sult og straks vender tilbage til den drejebog, han så flot fulgte i Appenninerne. Spørgsmålet er bare, hvordan regningen ser ud, når kalenderen siger juli og ikke maj.

 

Det finder vi først ud af om et par måneder, men der er en grund til, at hverken Chris Froome eller Alberto Contador var i stand til at kopiere Marco Pantanis 1998-bedrift. Grand tour-sejre koster, og nu er Pogacar i hvert fald gået helt dybt to dage i træk. Hvis Vingegaard til sommer for tredje gang i træk står øverst på Tour-podiet - denne gang i Nice - skal han derfor måske huske at sende en kærlig tanke til Quintana, der i dag måske gav ham en lille gave, hvis værdi vi først kender om et par måneder.

 

 

”Desværre” er det jo også de lange briller, man skal have på, når man skal analysere Pogacars kørsel i dag, hvis ikke man bare nøjes med den næsegruse beundring. Hans overlegenhed kan nemlig som ventet slet ikke diskuteres, og derfor er det relevante diskussionsemne i forhold til ham stadig ikke, om han vinder Giroen, men hvordan han vinder den.

 

Til gengæld kører de andre et vanvittigt spændende cykelløb om 2. pladsen, og i den kamp blev vi for første gang endelig for alvor klogere på klatrehierarkiet. Ikke helt overraskende kom de svar ikke i kraft af storslåede angreb. Hvis ikke man hedder Pogacar, måtte man nemlig sande, at denne etapes stigninger ikke rigtigt lagde op til den slags. De var alt for lette, og i denne mere humane Giro var det derfor en kongeetape, der skulle gøres hård, hvis den skulle skabe forskelle - og når forskellene skabes på den måde ved en gradvis nedslidning, kommer de ofte bagfra og ikke forfra.

 

Sådan var det da også i dag. De store angreb udeblev næsten totalt, men alligevel sled de mange højdemeter så meget på benene, at der kun stod to tilbage, nemlig Daniel Martinez og Geraint Thomas. Dermed tyder meget nu også på, at det vil være de to, der om en uge vil flankere Pogacar på podiet i Rom.

 

Det kræver selvfølgelig, at de holder det niveau, de viste i dag, men det tilsiger historikken, at de vil gøre. Al snak om Martinez’ genfødsel kan i hvert fald forstumme, og mens man kan diskutere, om han bliver bedre og bedre, som han gjorde det i 2021, er der ingen tvivl om, at han har holdt det tårnhøje niveau, han åbnede sæsonen. I dag havde han endda modet til at forsøge at følge Pogacar, men det overmod glemte han heldigvis hurtigt igen. Ben O’Connor har nemlig lært på den hårde måde, at den slags kan være farligt.

 

Alligevel kommer han til at kæmpe for sin 2. plads. Efter gårsdagens enkeltstart var jeg som bekendt skeptisk i forhold til Geraint Thomas’ niveau. Noget tyder imidlertid på, at det bare er tempoevnerne, der ikke er helt som i gamle dage. I dag fik vi i hvert fald det endegyldige bevis på, at han er blandt løbets bedste klatrere, og at han har al mulig grund til at drømme om 2. pladsen. Stabiliteten plejer han jo i hvert fald at have, og der er nok større risiko for et Martinez-kollaps end for en total nedtur for Thomas

 

Han er også hjulpet af, at Thymen Arensman igen i dag satte en fed streg under, hvor fabelagtig han kan være mod slutningen af en grand tour. Det gr naturligvis ærgrelsen over, at den motor er så svær at varme op, endnu større, men det er også det eneste, der forhindrer ham i at være den perfekt grand tour-rytter, når nu også den gode enkeltstart er tilbage. Nu kan man kun drømme om, at Ineos også tør bruge ham offensivt og række ud efter to mand på podiet, men mon ikke de snarere vil være tilfredse med en konsolideret 2. plads og en mulig ungdomstrøje?

 

Den hvide trøje er i hvert fald inden for rækkevidde. I podiekampen blev Antonio Tiberi nemlig den helt store taber, og det kan jo trods alt ikke overraske stort. Blandt rytterne i toppen af klassementet var han i hvert fald det mest usikre kort, når han aldrig tidligere har præsteret et nævneværdigt klassement i en grand tour. Denne etape var hans første helt store test som klassementsrytter i en grand tour, og her må vi nok sande, at den eksplosion i forhold til sit Vuelta-niveau, som man kunne have drømt om, ikke er indtruffet.

 

Midt i det hele finder vi Ben O’Connor. Han havde helt sikkert drømt om at kunne følge Martinez og Thomas, men vi ser stadig den bedste O’Connor, vi vel nogensinde har set i en grand tour - også bedre end ved 4. pladsen i Touren 2021. Hans enkeltstart er i hvert fald forbedret mærkbart, og i dag fik han også kvalt den skepsis, jeg havde i forhold til hans niveau inden løbet.

 

Alligevel blev det en lidt trist dag for Ag2r. Australieren kom i hvert fald ikke tættere på podiet, og desværre blev det dagen, hvor Alex Baudin knækkede. Netop frygten for han evner i de høje bjerge var årsagen til, at det var Valentin Paret-Peintre og ikke Baudin, jeg tilskrev klassementschancer inden løbet, og måske var den frygt berettiget - eller også mangler han bare stadig den fornødne holdbarhed. Til gengæld må Ag2r forbande langt væk, at Paret-Peintre i starten af løbet var ramt af en af sine mange dårlige dage, for han levede i dag i den grad op til de høje forventninger, jeg havde inden løbet.

 

 

Han var imidlertid ikke ene om at have dårlige dage i starten. Det havde Romain Bardet som bekendt, og hans genrejsning i dag var et af de store lyspunkter. I lyset af hans ret klare nederlag til Paret-Peintre i tirsdags og en lang og svær tid havde jeg i hvert fald ikke ventet et så fornemt comeback - men det er jo i de store bjerge sent i etapeløbene, at han typisk har været bedst. Nu må det handle om at køre offensivt og jagte sin etapesejr, men i den sammenhæng var hans gode præstation måske ikke det bedste, han kunne gøre for sig selv. Frygten for ham i podiekampen er i hvert fald næppe blevet mindre.

 

Det er den næppe heller for Einer Rubio, men han er trods alt for langt efter. Til gengæld har han for mig været løbets mest positive overraskelse, for nu kan jeg vist godt definitivt gemme al min skepsis væk. Colombianeren har i hvert fald lavet et helt gigantisk niveauspring, og nu bliver den helt store prøve at bevise, at han også er holdbar i den sidste uge. Her er der i hvert fald et håb at hente fra sidste år.

 

Holdbar ved vi til gengæld, at Jan Hirt er. Hans evner i den tredje uge er netop hans helt store force, og i dag satte han en fed streg under, at Patrick Lefevere virkelig ikke købte katten i sækken, da de hentede ham ind som Evenepoel-hjælper inden sidste sæson. Det kunne man i den grad have frygtet efter hans horribel 2023, men nu er holdets overvejelse nok snarere, om ikke de begik en fejl ved at sende ham til Giroen inden det store mål. På den anden side er der vel næppe nogen, der burde være bedre skabt til en grand tour-double end netop Hirt.

 

En anden rytter, der synes at have tredjeugesmotoren er Filippo Zana. Det så vi sidste år, og det så vi igen i dag. I hvert fald har han været jævnt skuffende i hele perioden siden sidste års Giro, formentlig fordi vi sammenlignede med det niveau, han havde i den tredje uge sidste år. Mere og mere tyder nu på, at vi bare skal langt hen i etapeløbene, inden han for alvor bliver god.

 

Det var egentlig også min tese, at det samme gjaldt for Lorenzo Fortunato. Det gjorde det i hvert fald i 2021, men Astana-rytteren har ikke vist sig holdbar. I hvert fald kørte han sin bedste bjergetape allerede på andendagen, og siden dengang er det kun gået den forkerte vej. Han har i hvert fald modsat Hirt ikke levet helt op til mine forventninger. Til gengæld er det knap så overraskende, at aldrende Domenico Pozzovivo har vanskeligere ved at holde stand sent i en grand tour, for det har vi efterhånden vænnet os til.

 

Så har usikkerheden været større med Michael Storer, men han har svært ved at forlige sig med rollen som klassementsrytter. I hvert fald synes hovedprioriteten fortsat at være etapesejre, og den slags ender med at koste. Mod slutningen af dagens etape sad man ellers med fornemmelsen, at han måske kunne redde den lige så godt, som han gjorde efter det fejlslagne udbrud sidste lørdag, men denne gang blev regningen betydeligt større. Det har heldigvis den konsekvens, at han med endnu større frihed kan gribe ud efter sin etapesejr, men klassementsrytter bliver han nok aldrig for alvor.

 

Det skyldes også, at han heller ikke virkede så stærk som tidligere. Enten kæmper han med holdbarheden, som han gjorde det i den flotte Vuelta i 2021, eller også er disse bjergetaper bare en tand for voldsomme. I hvert fald blev han klart overstrålet af både Georg Steinhauser, der heldigvis kom tilbage på sporet og bekræftede sit enorme potentiale efter en ganske vist lidt bekymrende nedtur undervejs. Disse store bjergdage burde dog også være dem, der for alvor passer den tyske dieselmotor.

 

Og så blev han overstrålet af Quintana, der én gang for alle fik skeptikerne til at tie. Selv var jeg meget i tvivl om, hvorvidt et års pause var for meget i hans fremskredne alder, og den uheldige sæsonstart gjorde ikke optimismen større. Nu står det imidlertid klart, at han næppe har taget sin sidste store sejr, og det virker bestemt meget sandsynligt, at den næste allerede kommer, inden vi næste gang skriver søndag på kalenderen.

 

Men endnu en kongeetape vinder han ikke. Det havde ellers været smukt, hvis han kunne føje endnu én til den lange række af triumfer, han har taget på netop de største etaper, men desværre for ham kom der en slovener i vejen. Den skuffelse vil det nok tage lidt tid for ham at fordøje, men hvis det kan være ham nogen trøst, kan han formentlig se frem til en tak fra en dansk Tour-vinder, hvis denne om et par måneder har fuldendt sit franske hattrick. Det er i hvert fald svært at se det som andet en gave til Vingegaard, at han tvang Pogacar til at grave dybere end ønsket for at få den kongeetapesejr, der skulle kaste ekstra storhed over en af nyere tids mest forudsigelige grand tour-sejre.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT