Optakt: Tour of Norway

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie                         

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport, har det været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

 

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Tour de France samt klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mange børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff blev topnavne på den internationale scene, siden har landet udviklet masser af talenter på mange kontinentalhold, og sporten får enorm opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

 

 

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man i en periode havde tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da fulgte både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, efter. I 2018 tiltrak landet endda en udgave af det nye Hammer Series i samarbejde med den stærke holdorganisation Velon, og den begivenhed afvikledes i samme uge som Tour des Fjords i en forrygende cykeluge sidst i maj. Alle tre etapeløb er blevet vist på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

 

Med den store interesse for sporten var det naturligvis oplagt at skabe et nationalt etapeløb, og i 2011 blev den første udgave af Tour of Norway afviklet. Det blev betragtet som en efterfølger til Ringerike GP, der var blevet reduceret til et endagsløb, og det fik med det samme 2.1-status i UCI-hierarkiet og deltagelse af WorldTour-hold. Efter tre succesrige udgaver blev det endda rykket op og fik tildelt 2.HC-status og er nu et årligt højdepunkt på den internationale kalender, hvor det tilbyder en virkelig cykelfest i et af de mest cykelgale lande.

 

Med en kalenderplacering samtidig med Giro d’Italia er det naturligvis svært at konkurrere med den italienske grand tour i kampen om deltagelse af sportens stjerner, men det giver Tour de France-rytterne en god chance for at komme i gang igen efter en lille pause. Da de største navne sjældent har været i topform, har løbet været domineret af de hjemlige ryttere, og Edvald Boasson Hagen har således vundet løbet tre gange, mens Kristoff har taget utallige etapesejre, inden han i 2019 endelig fik sin samlede sejr. Wilco Kelderman, Maciej Paterski, Jesper Hansen, Pieter Weening, Eduard Prades, Ethan Hayter, Remco Evenepoel og senest Ben Tulett har imidlertid sikret, at ni udgaver har haft udenlandske vindere, og selvom de lokale helte altid vil spille en fremtrædende rolle, er det bestemt ikke bare en national begivenhed, særligt ikke, da der er mange point at hente i et løb, der nu er en del af den nye ProSeries.

 

I 2019 skete der imidlertid en udvikling i vort broderland. Efter i nogle år at have kæmpet lidt med at få de store navne til start slog arrangørerne sig sammen med folkene bag Tour des Fjords, der i kraft af deres samarbejde med Velon og Hammer Series havde udsigt til at vinde kampen om de store holds deltagelse. Resultatet blev et nyt seks dage langt Tour of Norway, der naturligvis i vidt omfang fandt sted i området omkring Stavanger, hvor Tour des Fjords var hjemmehørende, men som bevarede sin status som en national rundtur, fortsat med 2.HC-status. Det gjorde 2018-sæsonens meget tætpakkede kalender, hvor man havde løb på 11 ud af 12 dage i maj, mere spiselig, og nu afvikledes Hammer Series som indledning i Giroens anden uge, men det nye Tour of Norway startede tirsdagen efter afslutningen på første afdeling i den specielle løbsserie.

 

Det havde en klar effekt på startlisten. Hvor Tour of Norway i 2018 blot havde tre WorldTour-hold til start, kunne de i 2019 prale med deltagelse af hele 11 af de 18 hold fra sportens øverste niveau. Synergien med Hammer Series var tydelig, da 10 af de 11 hold også kørte i Stavanger ugen forinden. Dertil kom et hav af professionelle kontinentalhold i det, der vel måtte betragtes som det stærkest besatte etapeløb i Norges historie.

 

Fremgangen blev brudt i 2020, hvor løbet som så mange andre blev aflyst, men i 2021 var det tilbage, dog i en forsinket udgave, der blev afviklet i august. I 2022 var løbet imidlertid tilbage i Giroens sidste uge, stadig som et ProSeries-løb over seks dage. Desværre er Hammer Series som bekendt forsvundet, men det svækkede ingenlunde startlisten. Hele 10 af de 18 WorldTour-hold meldte deres ankomst, og blandt deltagerne fandt vi endda flere af sportens største stjerner i form af Remco Evenepoel, Filippo Ganna, Kasper Asgreen og Mads Pedersen i tillæg til de norske topnavne.

 

Desværre er alt ikke fryd og gammen i disse økonomisk svære tider. I 2023 betød vanskelige økonomiske vilkår, at løbet atter reduceredes til bare fire dage, og løbet havde heller ikke helt samme appel til de store hold. Nu måtte man således nøjes med bare 8 mandskaber fra højeste niveau, og selvom særligt Egan Bernal kastede stjernestøv over foretagendet, manglede det store antal topnavne, vi så i 2022-udgaven. Desværre har man i 2024 ikke været i stand til at udvide løbet, der således fortsat afvikles over bare fire dage, og denne gang vil der endda kun være syv WorldTour-hold til start. Heldigvis har løbet fået et stort boost af, at Wout van Aert har valgt løbet som rammen om sit comeback, men igen i år må man generelt se langt efter de stjerner, man havde for to  år siden.

 

Det norske terræn er kuperet og giver dermed mulighed for at sammensætte et solidt etapeløb. Der er altid et par chancer for sprinterne, men klatreudfordringerne er år for år blevet hårdere og hårdere. Mens de første udgaver var mere for allroundere, har klatrerne nu i et par udgaver kunnet gå efter den samlede sejr i et løb, hvor der ikke har været nogen enkeltstart. Det var blandt andet tilfældet i 2015, hvor danske Hansen vandt tilstrækkeligt med tid på kongeetapen til at vinde løbet foran Boasson Hagen. Noget bjergløb har det dog generelt ikke været, og der har oftest været tale om korte, eksplosive bakker i finalerne eller lidt længere og ikke alt for stejle stigninger et stykke fra mål.

 

Først i 2022 forsøgte sig man sig et rigtig bjergfinale, da man havde mål på den brutale Stavsro-stigning og dermed ændrede lidt på naturen i et løb, der ikke tidligere havde budt på så voldsomme udfordringer. Det ændrede da også løbets dynamik totalt og gav en sjældent overlegen sejr til Evenepoel, og noget tyder på, at vi skal til at vænne os til bjergfinaler. Sidste år kom den ganske vist i form af en bjergprolog med mål på Fløyen-stigningen i Bergen, og igen i 2024 har man en rigtig bjergfinale på programmet. Det kan betyde, at det er slut med tungere vindere af løbet.

 

 

Sådan var det i hvert fald sidste år, hvor man åbnede løbet med noget så eksotisk som en bjergprolog - i øvrigt løbets første enkeltstart nogensinde, og med sin afslutning på den stejle Fløyen-stigning blev den afgørende. Ineos satte sig med det samme på løbet, da Ben Tulett vandt med 1 sekund ned til Magnus Sheffield, og herefter kontrollerede briterne de tre sidste etaper, der alle blev vundet i massespurter. Med lidt bonussekunder undervejs kunne Tulett derfor tage den samlede sejr med 4 sekunder ned til Sheffield og 23 sekunder ned til Thibau Nys, der havde vundet en etape undervejs. Tulett har valgt ikke at forsvare titlen, og da Sheffield i år kører Giro, bliver Nys eneste genganger fra det seneste podium.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Siden starten har Tour of Norway varieret ruten ganske betydeligt fra år til år. Der har altid været et par sprinteretaper, ofte med et stigende opløb, der har passet de stærkere folk, samt et par kuperede etaper til at afgøre klassementet. Der har været mål opad flere gange, men ofte har det været for puncheurs og ikke for klatrere. Løbet har imidlertid også haft længere stigninger, idet man havde en hård rundstrækning i Lillehammer i 2013 og 2014 og en afslutning i Rjukan i 2015 og 2016. I de følgende år havde man en lidt lettere kongeetape i Lillehammer, og den første udgave af det fusionerede løb i 2019 var endda for stærke sprintere. I 2021 var det igen for puncheurs i en udgave, hvor man atter undlod de længere stigninger.

 

Løbet er gradvist blevet hårdere og hårdere, og man nåede en foreløbig kulmination i 2015, hvor man med indførelsen af Rjukan-etapen gjorde det muligt for en ren klatrer som Jesper Hansen at vinde. I 2016 var ruten stort set identisk, og igen var det en klatrer, Pieter Weening, der på Rjukan kunne gøre forskellen. I de følgende år gik man med den lettere Lillehammer-etape imidlertid den modsatte vej med et ganske let løb, men nu e den trend blevet brudt. I 2022 var løbet nemlig for første gang nogensinde et løb for de rigtige klatrere, da kongeetapen havde mål på den brutale stigning Stavsro, der bød på 9 km med 8-10%.

 

Noget tyder på, at det varsler en ny tid, hvor der skal være en bjergfinale hvert år. En sådan var der i hvert fald sidste år, hvor den dog havde form som noget så eksotisk som en bjergprolog på den stejle Fløyen-stigning i Bergen, som kendes fra VM i 2017. Dengang var det dog også den eneste meget hårde finale, og den blev derfor næsten altafgørende, da resten af løbet bestod af enten sprinter- eller puncheuretaper.

 

I år fortsætter man den nye, bjergrige trend med en rute, der minder meget om den brutale 2022-udgave. Den store forskel er, at løbet jo som nævnt i afsnittet ovenfor siden dengang er blevet forkortet med to dage, hvilket reducerer antallet af sprinteretaper, men derudover følger løbet samme koncept som dengang. Også her havde man nemlig en puncheurfinale på en kort, eksplosiv stigning samt den store kongeetape med mål på et svært bjerg, og det genfindes i årets udgave.

 

Ja, faktisk skal man på puncheuretapen slutte på præcis samme stigning som for to år siden, idet man denne gang dog kører på længere nedefra, så den bliver en anelse længere. Derudover byder kongeetapen på en ny og lidt kortere bjergfinale, der dog er stejl nok til at skabe betydelige forskelle. Som kompensation for de voldsomheder kan sprinterne, der sidste år kun fik én flad finale, glæde sig over, at de to øvrige etaper lægger op til massespurter.

 

En anden nylig trend i Tour of Norway er, at de højst atypisk ofte har de vigtigste etaper tidligt i løbet. Det gælder også i år, hvor man lægger ud med de to hårde etaper, inden sprinterne tager over i weekenden. Således lægges der ud med den eksplosive puncheuretape til Voss, hvor Remco Evenepoel for to år siden sejrede foran Tobias Johannessen og Eduard Prades, og hvor der med det samme kan være sekunder at vinde, både reelt og i form af bonus. Det helt store slag kan dog slås om fredagen, hvor en lang kongeetape på 206 km slutter på den nye stigning Gullingen, der med sine 8,7% over 5,5 km, lægger op til et stort slag mod klatrerne.

 

Herefter er klassementet imidlertid nok afgjort. Den meget flade 3. etape lægger i hvert fald i den grad op til massespurt, men da meget af etapen foregår ved kysten, kan man håbe på noget af den sidevind, vi af og til, men ganske sjældent ser i de norske løb. Det hele slutter med den klassiske afslutningsetape fra Tour des Fjords, hvor den lille Grisabakken kan rydde lidt ud i sprinterne, inden en reduceret massespurt i Stavanger formentlig vil slutte den norske cykelfest, selvom man denne gang afvikler etapen som en ren rundstrækningsetape og dermed med flere bakker og højdemeter.

 

 

 

1. etape

Både Tour of Norway og Tour des Fjords har haft tradition for at starte med en relativt flad etape, men sådan har det ikke været i de seneste to udgaver. Sådan bliver det bestemt heller ikke i år, hvor man åbner løbet på samme måde som i 2022, nemlig med afslutningen på puncheurbakken i Voss, som man ”opfandt” for to år siden. Dermed skal klassementsrytterne være klar fra start, for som vi så dengang, kan de eksplosive typer med det samme få vigtige bonussekunder, som Remco Evenepoel gjorde, da han åbnede sit succestogt i 2022 ved at spurte sig til sejr på toppen af den lille bakke, som man denne gang kører fra en lidt anden retning, så den bliver længere og kun de sidste 1500 m er de samme som dengang.

 

Modsat 2022-udgaven er der denne gang tale om en meget kort etape på 141,9 km med både start og mål i Voss, idet målstregen dog er placeret ved Voss Resort på toppen af en bakke i udkanten af byen. Starten er ganske enkel, da man kører hele vejen rundt om søen Vansvatnet, der ligger ved Voss, og det giver en helt flad indledning. Herefter kører man ind gennem byen og derefter mod sydøst op og ned ad et højdrag, der senere skal passeres fra den modsatte side, og hvis nedkørsel leder ned til byen Nesheim, der nås efter 38,5 km.

 

Her rammer man en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Man lægger ud med at kører mod syd ad flade veje ned langs søen Granvinsvatnet, hvorefter det går mod sydøst igennem fladlandet. Nu møder man en ad områdets fjorde, og den følges igennem helt fladt terræn mod øst og nord og nordøst. Nu forlader man imidlertid vandet, når man vender rundt og kører tilbage mod sydvest igennem let kuperet terræn, inden det går mod nordvest op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Espedalen (8,3 km, 3,6%, max. 24,2%), der er en uhyre ujævn sag. Således stiger de første 4,1 km med 5,2% og har to kilometer med 7-8%, inden der venter 3 km, som kun er næsten flade frem mod de sidste 1,1 km, som stiger med 7,6%.

 

Toppen rundes efter 81,2 km, hvorefter man kører mod vest ad et fladt plateau, inden en let nedkørsel leder mod sydvest ned til rundstrækningens udgangspunkt. Her drejer man mod nordvest for at køre tilbage ad samme vej som tidligere op og ned ad højdedraget. Det sker denne gang via kategori 2-stigningen Skjervsfossen (4,2 km, 4,8%), der også er en ujævn sag med stigningsprocenter på under 5, men som har 600 m med 10,8% midtvejs og slutter med 600 m med 6,6% frem mod toppen, som rundes efter 100,2 km.

 

Efter den lette nedkørsel er man tilbage i Voss, som man igen forlader for at køre mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (7,3 km, 3,5%), der har top efter 119 km. En lidt kringlet nedkørsel leder nu mod nordvest, inden det går ad flade veje frem til det nordligste punkt. Her vender man rundt for at køre ad en lige og fald vej mod sydvest tilbage til Voss. I stedet for at fortsætte ind til centrum drejer man imidlertid mod nordvest for at køre op til ad den afsluttende kategori 2-stigning Voss Resort (3,9 km, 5,7%, max. 16,7%). Også her er der tale om en ujævn sag, hvor de første 2 km stiger med 5-7%, inden der venter 500 m, der er let faldende. Herefter følger to 500 m-segmenter, der stiger med hhv. 7,0% og 12,0%, inden den flader ud med 3,6% over de sidste 400 m frem mod toppen. Man drejer skarpt i en rundkørsel i bunden, hvorefter der fem hårnålesving, inden en lige vej leder frem til et sving med ca. 1500 m igen. Herefter går det ad en lige vej frem til et sidste hårnålesving, der kommer med 550 m igen, hvorefter der er en blød kurve med 200 m igen, inden man rammer den 100 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2338 højdemeter mod 2190 højdemeter, hvor etapen var små 40 km længere.

 

Det er en ganske tricky åbningsetape, der med det samme vil afsløre, hvem der er kommet for at vinde. Vinden er altid en lille trussel i Norge, men den splitter sjældent feltet, og meget taler for, at slaget skal slås på sidste bakke. Sidste gang så vi, at klassementsrytterne havde en lille overhånd i forhold til tungere puncheurs som Eduard Prades og Ethan Hayter, men begge typer kan blande sig. I år betyder den længere opkørsel til målet og de ekstra 2 km i bunden, der stiger med 5-7%, at de lettere folk nok vil have en lidt større fordel, end de havde for to år siden.

 

Voss har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, nemlig i dette løb i 2022, hvor de sidste ca. 1500 m var de samme som på denne etape, og hvor Remco Evenepoel spurtede sig til sejr i samme tid som Tobias Johannessen og med 2 sekunder ned til Eduard Prades på en dag, hvor top 14 var inden for 5 sekunder af vindertiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

Tour of Norway har i de senere år været et af de få etapeløb, der ikke forsøger at gemme spændingen til sidst. Tværtimod har vi før haft de mest afgørende etaper i løbets allerførste del, og det gælder i særlig grad i år. Dagen efter den indledende puncheuretape gælder det nemlig allerede løbets kongeetape, når der bydes på den blot anden store bjergfinale i løbets historie. Denne gang er der ikke tale om en helt så vanskelig afslutning som på den brutale Stavsro-stigning, hvor Remco Evenepoel knuste al modstand i 2022, men selvom den spritnye finale i Gullingen består af et kortere bjerg er det rigeligt stejlt til, at klatrerne her skal udkæmpe det store slag om den samlede sejr.

 

Helt modsat den foregående etape er der denne gang tale om en lang sag, når der skal køres ikke færre end 204,8 km mellem Odda og Gullingen. Fra start kører man mod syd ad en lige og flad vej, inden man drejer mod sydvest for at køre op over et højdedrag via en stigning (7,3 km 4,4%), der har top efter 17 km. Den lette ned kørsel leder bed til byen Fjæra, hvor man møder en af områdets fjorde. Her bliver det derfor næsten helt fladt, når man kører mod sydvest ned langs vandet, idet det dog er let stigende, hvorefter det bliver let faldende, når man forsætter mod sydvest ned langs søen Stordalsvatnet frem til byen Etne, der nås efter 70,5 km.

 

Her drejer man mod syd og senere sydvest for at kører op og ned ad en lille bakke (5,5 km, 3,7%), der har top efter 76 km, inden man når ned til byen Ølen. Her drejer man mod syd og senere sydøst for hurtigt at ramme endnu en fjord. Den følges nu igennem fladt terræn mod syd over et længere stykke, indtil man forlader den for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Hogganvikbakken (3,5 km, 5,3%, max. 16,1%), der stiger med 3-5% over de første 2,5 km, inden den tager fat med 8-10% over den sidste kilometer frem mod toppen, der rundes efter 104,1 km.

 

 

En let nedkørsel leder no mod sydvest tilbage til vandet, som man med det samme forlader for at køre mod vest og nordvest op og ned ad en bakke (2,7 km, 5,0%), der har top efter 112 km. Derfra bliver det kortvarigt fladt, inden man kører mod nord op ad endnu en bakke (1,6 km, 5,8%), der har top efter 125 km. Herfra forsætter det med at stige let, inden det i stedet blive let faldende, mens man kører mod sydøst og sydvest rundt langs fjorden.

 

Man forlader kortvarigt vandet for at køre mod øst op ad en bakke (1,4 km, 6,3%), der har top efter 150,5 km, men efter nedkørslen er man tilbage ved fjorden, som nu følges igennem fladt terræn mod nordøst, syd, øst og nordøst frem til byen Erfjord, der nås efter 168,5 km. Nu går det mod nord og nordøst videre op langs vandet, som man forlader, når man drejer mod sydøst. Det sker via en bakke (3,5 km, 3,5%), der har top efter 181,5 km, inden en nedkørsel leder ned til elven Duldalslågen, der følges igennem let kuperet terræn mod øst frem til finalen.

 

Den indledes, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Gullingen (5,5 km, 8,7%, max. 22,4%), der stiger relativt jævnt med 8-10% over de første 4 km, inden den bliver lidt lettere med 7-8% over de sidste 1,5 km frem mod toppen, som rundes med bare 1700 m igen. Herfra falder det let ned til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er let stigende. Stigningen har en del hårnålesving på den nedre del, men til slut går det ad en let vej, og sådan fortsætter det efter toppen, indtil man drejer med 320 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3450 højdemeter.

 

Det er et spritnyt bjerg, men det er bestemt ikke en let sag. Der er lagt op til et slag mellem løbets klatrere, som vi så det på Stavsro-stigningen i 2022, men denne gang er stigningen noget kortere. Det kan give løbets mere eksplosive typer en bedre chance for forsvare sig, særligt hvis der er modvind, men man få forvente, at det primært er klatrerne, der vil dominere denne etape, som med nogen sandsynlighed vel bestemme, hvem der skal vinde årets løb.

 

Gullingen har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Tour of Norway har i de fleste udgaver været et meget sprintervenligt løb, men i denne meget hårde udgave skal vi helt frem til løbets tredje dag, inden de kan se frem til at få deres chance. Herefter kan de til gengæld også håbe på to muligheder på to dage, og den første af disse kommer lørdag, hvor der venter en ganske flad etape. Her ser det kun ud til, at sidevind kan snyde de hurtige folk, og da den sjældent spiller en afgørende rolle i Norge, er der som udgangspunkt lagt op til løbets første massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 173,1 km, der fører feltet fra Sola til Egersund, der er to kystbyer ved den norske vestkyst. Det betyder også, at første del af etapen er uhyre enkel, når man kører mod sydvest igennem fladt terræn ned langs vandet. Man kører kortvarigt mod syd ind i landet, hvor det bliver en smule mere kuperet, men herefter kører man mod sydvest tilbage til vandet. Nu kører man mod sydøst ned langs den lange, lige og flade kystvej i mange kilometer, inden man kort inden Egersund forlader vandet for at køre mod nordøst. Det gør det en smule mere kuperet, inden man kører mod sydøst ned til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 84 ganske lette kilometer.

 

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 94 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Man forlader med det samme vandet for at køre mod nord ad først let stigende og siden kortvarigt og dernæst flade veje. I byen Vikeså drejer man mod nordvest for at køre opad kategori 2-stigningen Dalane Energi Bakken (6,4 km, 3,1%, max. 8,0%), der starter med 3 km med 5-6; inden de næste 3 km er stort set flade frem mod de sidste 1400 m, der stiger med 4,2%.

 

Toppen rundes efter 108,8 km og leder op til et fladt plateau, som følges mod sydvest ad lange, lige og flade veje. Man drejer nu mod syd og senere sydvest for at køre ad en lille nedkørsel, der leder tilbage til kysten, hvor man rammer kystvejen. Nu kører man en del af etapen, man allerede har kørt én gang, idet det går mod sydøst ad den flade kystvej, inden man som tidligere lige inden målbyen kører mod først nordøst og siden sydøst væk fra vandet, hvormed det bliver en smule mere kuperet, inden man når frem til Egersund, hvor det med 4 km igen bliver let stigende frem mod den sidste kilometer, der er flad. Finalen er helt enkel, idet det går ad en lige vej frem til et sving med 2400 m igen, hvorefter vejen buer til højre, inden det bliver helt lige over de sidste 1000 m.

 

Etapen byder på i alt 1293 højdemeter.

 

En stor del af etapen foregår langs vandet, og man kan derfor håbe på et sidevindsdrama. Sidevindskørsel er bestemt heller ikke uset i Norge, men det er en sjældenhed. Derfor taler meget for, at sprinterne på denne lørdag endelig skal have deres første chance i en ganske enkel finale, hvor de virkelig kan lade farten tale.

 

 

Egersund har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor Cees Bol åbnede løbet med at vinde en massespurt foran Eduard Grosu og Alexander Kristoff, og i Tour des Fjords i 2018, hvor man sluttede med en spurt på en hård bakke, hvor den tragisk afdøde Bjorg Lambrecht tog karrierens første sejr foran Michael Albasini og Edvald Boasson Hagen.

 

 

 

 

 

4. etape

Tour des Fjords sluttede altid i Stavanger med den velkendte rundstrækning med den lille Grisabakken forud for en flad finale, og selvom det ikke var tilfældet i den første udgave i 2019, ser det ud til at være en tradition det fusionerede Tour of Norway vil adoptere. I hvert fald er det nu fjerde udgave i træk, hvor løbet slutter med en af de bedst prøvede afslutninger i Norge, og det vil de holdbare sprintere sætte pris på, da meget taler for, at vi igen vil se en reduceret massespurt, som det oftest har været tilfældet - og det vil de særligt gøre i en udgave, hvor de kun har to chancer for at spurte. Som noget nyt afvikler man dog etapen som en ren rundstrækningsetape, hvor hele seks ture op ad bakken måske kan en chance for at snyde sprinterne en tidligere.

 

Etapen har altid været kort, men i år er den ultrakort, når der skal køres bare 123,8 km med start og mål i Stavanger. Det sker som sagt som noget helt nyt som en ren rundstrækningsetape, hvor der skal køres seks omgange på en 21,0 km lang rundstrækning, der er en modificeret og lidt forlænget udgave af den runde, der er blevet benyttet de seneste gange, idet første del af første omgang er neutraliseret

 

Først kører man ad lige og flade vejen mod nordvest, sydøst, syd, sydvest og syd. Nu når man vandet, som følges mod sydøst ned til byen Grannes, hvor man atter forlader havet for at køre mod nordøst frem til dagens hovedudfordring. Den melder sig, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Grisabakken (600 m, 7,5%), der stiger med 8,5% over de første 400 m, men blot 5,3% over de sidste 200 m.

 

Toppen, hvor der er en bjergspurt på 2., 3., 4. og 5. omgang efter hhv. 34 km, 55 km, 76 km og 97 km, rundes på sidste omgang med bare 7,2 km igen, og de er stort set alle let faldende, når man snor sig mod nordvest og siden kører mod nordøst ind til målet i centrum, hvor den sidste kilometer er flad. Finalen er kringlet, da der er to sving i rap med 1500 m igen, hvorefter man med 900 m igen skal dreje i en rundkørsel. Herfra bugter vejen sig relativt meget, indtil de sidste 400 m går ad en lige vej.

 

 

Etapen byder på i alt 1406 højdemeter mod 1277 højdemeter på den knap 150 km lange rute, der blev benyttet i 2022 og 2023.

 

I forhold til rundstrækningen fra 2022 og 2023 er kun den første del ændret og forlænget. Hele den sidste del - langt over halvdelen - er det samme som tidligere.

 

Finalen er en klassiker, som er blevet benyttet mange gange. Overraskende ofte har vi fået en spurt på mellem 10 og 20 mand, og det viser, at det ikke er en helt enkel finale. Både i 2021, 2022 og 2023, hvor feltet var stærkere end tidligere, fik vi dog en stor massespurt, der i 2021 endda blev vundet af den tunge Matthew Walls, og det vidner om, at det bestemt ikke er den sværeste afslutning. I år forsøger man med rundstrækningsformatet at øge chancen for et andet udkomme, men historien taler for, at vi skal have endnu en massespurt i den kringlede finale.

 

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor den lokale helt Alexander Kristoff vandt etapen i sin hjemby for fjerde gang i en massespurt i et ganske stort felt foran Tobias Lund og Jordi Meuus, og det gjorde han også i 2022, hvor han sejrede foran Ethan Vernon og Mads Pedersen. Også i 2022 fik vi en spurt i et stort felt, hvor Matthew Walls vandt foran Mads Pedersen og Daniel Hoelgaard. Forinden var det den faste afslutning på Tour des Fjords. I 2018 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt blandt 16 mand foran Timo Roosen og Jeroen Meijers, i 2017 vandt Alexander Kristoff en spurt blandt 14 mand foran holdkammeraten Michael Mørkøv og Kristoffer Halvorsen, i 2016 vandt Edvald Boasson Hagen en firemandsspurt foran Daryl Impey og Marco Haller, i 2015 vandt Alesander Kristoff en massespurt foran Nikolay Trusov og Tom Van Asbroeck, i 2014 vandt Alexander Kristoff en spurt blandt 14 mand foran Magnus Cort og Sondre Holst Enger. I 2013 var der holdløb i byen, hvor Katusha vandt foran Belkin og Sport Vlaanderen, og derudover mål for to linjeløbsetaper med andre finaler, som gav sejre til hhv. Sergey Chernetskiy og Angelo Tulik. Byen var derudover vært for Hammer Series i 2019, hvor Quick-Step vandt Hammer Spring og CCC Hammer Chase, og 2018, hvor Mitchelton-Scott vandt både Hammer Sprint og Hammer Chase. Endelig var Stavanger i 2023 faktisk mål for to etaper i dette løb, og den første af disse, hvor man spurtede på en bakke, blev vundet af Thibau Nys foran Edward Planckaert og Ben Tulett.

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

Favoritterne

I de tidlige år var Tour of Norway et perfekt løb for puncheurs. Lillehammer-etapen var den sværeste, og selvom man tabte kontakten på den vanskelige stigning i finalen, var der tid til at komme tilbage og gøre brug af sine gode afslutteregenskaber. I 2015 og 2016 gjorde Rjukan-stigningen det imidlertid muligt for de rene klatrere Jesper Hansen og Pieter Weening at tage samlede sejre. I 2017 og 2018 var løbet mere som i gamle dage, hvilket gav Edvald Boasson Hagen endnu en sejr i 2017, inden det i 2018 lykkedes for Eduard Prades og Alexander Kamp at gøre så stor en forskel, at de kunne snyde nordmanden for hans fjerde sejr i løbet. I 2019 var ruten historisk nem, og det gav Alexander Kristoff mulighed for endelig at vinde løbet samlet, mens man i 2021 til gengæld havde et rigtigt puncheurløb med hele to puncheuretaper, som blev domineret af den samlede vinder Ethan Hayter.

 

Al den form for historik ser vi nu ud til at kunne glemme. Som nævnt ovenfor tyder det på, at vi skal vænne os til, at vi hvert år vil have en bjergfinale - også selvom den sidste år havde form af en bjergprolog. I hvert fald er det nu tredje år i træk, at der bydes på en regulær bjergafslutning, og det har selvsagt forvandlet løbet til en sag for klatrere. Hvis den trend fortsætter, har Alexander Kristoff i hvert fald vundet for sidste gang!

 

Han vinder i hvert fald ikke i år. Denne nye tilgang betyder, at løbet er langt lettere at fortolke end tidligere. Det er nemlig meget sandsynligt, at kongeetapen vil afgøre løbet, og at den bedste og mest formstærke klatrer vil løbe med den samlede sejr. En stigning, der over 5,5 km stiger relativt jævnt med 8,7%, kan i hvert fald gøre betydelig skade. Da man i 2022 sluttede på Stavsro-stigningen, kom rytterne ind én og én med store afstande.

 

Denne gang er bjerget dog både lidt kortere og knap så stejlt. I et felt, der desværre i år ikke er så stærkt som i 2022, vil vi formentlig se ret stor adskillelse, men det er klart, at en kun ca. halvt så lang stigning giver eksplosive ardennertyper en bedre chance for at forsvare sig, særligt hvis der er modvind. Det gælder i særlig grad, når man ser på feltets karakter, for det er småt med klatrerne. Det ændrer ikke på, at man stadig skal være en stærk klatrer for at vinde på en stigning som denne, men det er ikke så udtalt som i 2022. Denne gang er der også mål 1700 m efter toppen, og det øger jo i lille omfang betydningen af at kunne spurte i en stigende finale, men chancen for en solosejr til bedste klatrer er stadig god.

 

Den anden etape, der kan ventes at gøre forskelle, er åbningsetapen. Vi kender Voss-stigningen fra 2022, hvor Remco Evenepoel spurtede sig til sejr på toppen. Kun Tobias Johannessen endte i samme tid, Eduard Prades smed 2 sekunder, og resten af top 14 tabte enten 3 eller 5 sekunder. Ethan Hayter blev kun nr. 5, mens typer som Esteban Chaves og Cian Uijtdebroeks begge var i top 10. Det fortæller, at klatrestærke folk har en lille overhånd, men med Prades som nr. 3, Hayter som nr. 5 og endda Mike Teunissen som nr. 8, kan tungere folk godt være med. I år bliver stigningen dog dobbelt så lang, når man kører helt nede fra bunden, og selvom jeg stadig vil vente en spurt på toppen, hvor forskellene vil være små og primært komme som bonus, vil selektionen nok værre større. Her kan de eksplosive klassementsryttere vinde nogle rigtige sekunder og ikke mindst bonus.

 

De øvrige to etaper vil formentlig ikke ændre på klassementet. Lørdagens etape kan dog være udsat for sidevind. Vi ser det af og til i Norge, men betydeligt sjældnere end vanligt. I gamle dage angreb klassementsrytterne hinanden på Grisabakken på 4. etape, men det var dengang, feltet var svagere og løbet for puncheurs. Nu om dage er det en sprinteretape, og da det denne gang er en rundstrækningsetape, kommer vinden ikke i spil.

 

En faktor i Norge er jo altid vejret, men det bliver næppe nogen faktor. Skandinavien nyder sommervejr lige nu, og det kan rytterne se frem til torsdag, hvor der venter en for løbet uhørt temperatur på 25 grader, masser af sol og en let medvind på målbakken, hvilket kan øge forskellene lidt. Det bliver dog den eneste varme dag. Fredagen byder på byger, men det vil overhovedet ikke være blæsende, og temperaturen vil stadig være 19 grader. De tungere folk kan dog glæde sig over en let modvind på stigningen. Lørdag vender solen tilbage på en flot dag, der vil være mere blæsende end de foregående, men vinden burde ikke kunne skabe et sidevindsdrama. Endelig slutter det hele med en lige så flot søndag, hvor der ventes modvind på Grisabakken, men derefter generelt medvind.

 

Konklusionen er, at løbet formentlig vindes af den bedste klatrer, men modvinden på målbjerget og den kortere stigning samt det forhold, at der er mål lidt efter toppen, kan åbne døren for lidt tungere, men stadig meget klatrestærke folk. En god spurt kan blive et våben både på kongeetapen og på 1. etape, hvor de eksplosive folk også kan vinde et par rigtige sekunder.

 

Efter fusionen med Tour des Fjords blomstrer løbet, selvom det igen i år nedskaleret med to dage grundet økonomiske udfordringer, men feltet er ikke så prangende som i jubelåret 2022. I 2022 var det imidlertid også rystende flot, måske ikke så meget på klassementssiden, men over den brede palet. Både sidste år og i år er vi tilbage ved den tidligere tradition, nemlig at det mest af alt er unge talenter, der skal en tur mod nord, og feltet er desværre lidt også svagere end sidste år. Vi er et stykke fra den stjerneparade, vi havde for to år siden.

 

 

Særligt på klatresiden er det ikke prangende, og det er selvsagt ret afgørende, når vi taler om et løb, der skal vindes af klatrere. Faktisk er det sjældent, at jeg har skrevet optakt til et klatreløb og siddet tilbage med så stor en mangel på gode kandidater, jeg føler mig ret sikker på.

 

Derfor er det også med tvivl, at jeg går med Thibau Nys. For bare et par uger siden ville jeg totalt have udelukket, at han kunne vinde på så svær en stigning, men nu har han både vundet en bjergetape i Romandiet og kongeetapen i Ungarn. Førstnævnte var fra et udbrud og skal derfor tages med varsomhed, men det siger meget, at han overraskede sig selv ved at vinde den ungarske kongeetape. Den havde mål på et 12 km langt bjerg, men det var kun de sidste 3 km, der var stejle. Her er den stejle del dobbelt så lang, og det burde i et felt med bedre klatrere være for meget for ham.

 

Blandt disse ryttere har jeg bare svært ved at se, hvem der skal slå ham. Han hjælpes endda af modvinden, og vi taler jo stadig ikke om et bjerg over 15 km. Det er en kort, eksplosiv stigning, som burde være inden for rækkevidde, og med mål lidt efter toppen vinder han en spurt, hvis han overlever. Skulle han miste lidt tid, kan han også vinde tid på 1. etape, hvor han vil være den helt store favorit, og flasker det sig, kan han jo endda også tage bonussekunder på de sidste to sprinteretaper. Det kræver, at hans tidstab på fredag bliver lille, men han behøver ikke nødvendigvis vinde kongeetapen for at tage den samlede sejr. I dette felt tror jeg dog, at det vil være muligt for ham at sikre sig den samlede sejr ved at vinde både torsdag og fredag og dermed tage sin anden samlede sejr på få uger.

 

Lidl har også Mathias Vacek, der klatrede chokerende godt i Ungarn, men som også vil få det lidt vanskeligere på denne stigning. I dette felt er han dog top 10-kandidat. Natnael Tesfatstion viste klar fremgang i Ungarn efter sin skade, men han må stadig mangle for meget. Fabio Felline klatrede bedre end længe i Ungarn, men kommer ikke hele vejen.

 

Jeg tror, at jeg vil gå med Marco Brenner som nr. 2, men det er med enorm usikkerhed. Han er en kronisk lottokupon, der langt oftere rammer sit bund- end sit topniveau, og hans bundniveau er meget lavt. I år har han dog vist helt nye klatreevner med den flotte top 10 i Abruzzo, ligesom han klatrede med favoritterne på den ganske vist lette første bjergetape i Romandiet. Hvis han møder op til løbet med samme form, vil han formentlig være bedste klassiske klatrer i dette løb, men ingen ved, hvor han står efter en pause. I Romandiet kollapsede han også totalt på kongeetapen, og det fortæller bare igen, hvor helt uforudsigelig han er. Tudor har også Lucas Eriksson, men han vil finde stigningen lidt svær som vi så i Ungarn. Den passer bedre til Sebastien Reichenbach, men som vi har set i år, kommer han ikke alt for langt. Hannes Wilksch og Luc Wirtgen har intet vist i år.

 

Jeg forsøger at placere Luca Vergallito som nr. 3. Zwift-rytteren kommer nemlig tættere og tættere på de bedste i de store løb. En placering som nr. 28 på kongeetaperne i både Baskerlandet og Romandiet er selvsagt ikke prangende, men i dette felt fører det niveau altså meget, meget langt - måske også hele vejen. Han er en helt ren klatrer uden punch og skal derfor vinde ved solokørsel på kongeetapen, men det er bestemt også muligt, hvis han efter en pause har det stabilt høje niveau, han har haft i år. Han ledsages af Jason Osborne, der fortsætter med at skuffe, og som nok også vil finde denne stigning lidt for svær, selvom han viste en smule livstegn ved sin seneste optræden i Baskerlandet. Henri Uhlig klatrer godt, men det her er for svært. Unge Ramses Debruyne har været i top 3 i U23-Lombardiet, men synes uden form.

 

Visma har jo Wout van Aert, der i dette felt burde være den store favorit. Han kommer imidlertid til løbet helt uden forventninger, og hvis han skal vinde på en stigning som denne, skal han selv i dette felt trods alt være i form. Jeg har lidt svært ved at tro, at han efter så lang en pause kan vinde på et regulært bjerg, men det er klart, at en formstærk Van Aert naturligvis kunne sejre, da han som type minder meget om Nys og kan blande sig på alle fire etaper. Problemet er bare, at han selv inden sit styrt bestemt ikke imponerede med sin klatring i Algarve, og det vidner om, at han altså ikke kommer halvsovende til sine sejre, når han ikke er på toppen - i hvert fald ikke længere.

 

I stedet skal Visma vel satse på Koen Bouwman, der egentlig burde være favorit. Han passer fremragende til begge de to første etaper, men trods sejren i det svage felt i Coppi e Bartali, hvor han vandt via taktik, har han skuffet gennem hele sæsonen. Det skete senest i Romandiet, og nu har han misset Giroen med sygdom, hvilket næppe betyder, at han er på toppen. Bedste mand kan derfor sagtens være Bart Lemmen, der gjorde det så godt i sæsonstarten og i dette felt burde være en af favoritterne. Efter sin skade manglede han dog meget i Romandiet, og har han indhentet det hele nu over den sidste måned. Unge Tijmen Graat viste med sin 11. plads i Coppi e Bartali, at han sagtens kan komme et stykke. Unge Menno Huising er netop blevet nr. 3 i bjergløbet Ronde de l’Isard, men han har ikke vist sig på dette niveau.

 

Ineos satser vel på Oscar Rodriguez, men han har været en kronisk skuffelse i år. Senest blev han blot nr. 8 på kongeetapen i Ungarn. Det kan være lidt svært at tro, at han kan slå Nys, der var ham ganske overlegen dengang, men omvendt passer denne finale ham jo bedre. Man kan også håbe, at han har forbedret sig lidt siden dengang. Problemet er bare, at vi skal nogle år tilbage for at finde den seneste gode udgave af ham, men hvis han pludselig finder benene fra Limousin i efteråret, kan han vinde i dette felt.

 

 

Holdets andet bud er lottokuponen Ethan Hayter, der i år er helt, helt umulig at finde ud af. Den ene dag sidder han i gruppettoen, inden han kører alle i sænk på kongeetapen i Romandiet den anden dag. Selv den bedste Hayter vil dog få meget svært ved at vinde denne kongeetape, og vi så også for to år siden, at han ”kun” blev nr. 5 på 1. etape. Har han pludselig Romandiet-benene, kan i dette felt komme langt, men hvem tør satse på det? Unge Andrew August har haft det svært i år.

 

Bora kommer med Ben Zwiehoff. Med de ben, han havde sidste år, hvor han blandt andet blev nr. 2 i Tyrkiet, kunne han vinde dette løb i dette felt. Dem har han bare slet ikke fundet i år. Nu har han holdt en pause, men selvom han agerede hjælper for Emanuel Buchmann i Ungarn, imponerede han ikke. Han er sikkert bedre nu, men han ligner ikke den mulige vinder, han gjorde for et år siden. Holdet har også Anton Palzer, der i Alperne viste, at han har nået et niveau, som fører ham et stykke i dette felt, og det samme kan siges om Alexander Hajek, der blev nr. 7 i Tyrkiet, men var svagere end Zwiehoff i Ungarn. Endelig har holdet Frederik Wandahl, der burde kunne komme langt i dette felt, men som jo desværre skuffede i det svagere felt i Tyrkiet og har ledt efter formen hele året. Løbet må være for svært for unge Emil Herzog.

 

Intermarché stiller med Lorenzo Rota. Han vil finde denne stigning lang, men i dette felt kunne en god Rota godt hævde sig. Han fortsætter imidlertid med at skuffe, og efter lidt livstegn i Liege, skuffede han igen i Frankfurt og Morbihan. Han har haft et par uger til at forbedre sig, men i lyset af det, han har vist i år, skal vi nok dæmpe forventningerne en smule. Holdets rigtige klatrer er Rein Taaramae, der sagtens kunne vinde dette løb, men han synes faldet ned i et stort, sort hul og har intet leveret i år, senest ikke i slutningen af april, hvor han kørte sine seneste løb. Et tredje bud er den uhyre lovende Francesco Busatto, men han bør finde stigningen for lang og har intet vist siden det stærke Strade Bianche. Holdet har endelig også den lovende crossrytter Gerben Kuypers, men han har intet vist i år.

 

Flanders har Kamil Bonneu, der er kommet ganske pænt tilbage efter en lang krise. Jeg havde måske ventet mig lidt mere i Ungarn, men en 11. plads på sidste etape var ret opløftende. Han er så svingende, at han sagtens kan falde helt igennem, men med de ben kommer han ganske langt på fredag. Holdet andet bud er Lars Craps, der kan være lidt for tung, men en 19. plads i Ungarn vidner om, at han kan komme stykke. Til gengæld manglede Elias Maris og Vincent Van Hemelen for meget i det ungarske

 

Hos Q36.5 satser man på lokale Carl Fredrik Hagen, men hans potentiale synes begrænset. Han blev nr. 21 i Ungarn og nr. 9 i Tyrkiet, og det vidner om, at han bør lave et hæderligt resultat, men næppe mere end det. Han ledsages af Walter Calzoni, der klatrede så fint sidste år, men intet har vist i år, og stigningen er for svær for Marcel Camprubi og Kamil Malecki.

 

Uno-X ser ud til at sælge klassementet til deres hjemmebaneløb. Bedste bud må være Ådne Holter, der vi en god bjergprolog endte som nr. 7 sidste år. Denne stigning er dog vanskeligere, og selvom han klatrede flot i Jura-løbene, hvor han var i udbrud to gange, har han til gode at være med fremme på så svær en stigning på dette niveau. Det bedste alternativ er Idar Andersen, der netop har vundet bjergfinale i Sundvolden GP, men han har aldrig klatret i nærheden af de bedste på dette niveau. Det tredje bud er Fredrik Dversnes, der efter en skidt start synes at have fundet formen, men som bør finde denne stigning for svær. En god Magnus Cort kunne komme et stykke i dette felt, men han må efter sin skade være et stykke fra den superform, han ville skulle bruge

 

TDTs bedste bud må være Adrien Mairet. Han manglede stadig en del i Abruzzo, men i Alperne var han faktisk ganske fint med i et felt, der var betydeligt stærkere end dette. Langt kommer han dog ikke, og vi aner heller ikke, hvor han står, da han ikke har kørt i en måned. Det andet bud er Baptiste Huyet, der dog ikke har været helt lige så god, og som skuffede fælt i Ungarn. Det samme gjorde Adam Toupalik, der ikke har fundet benene fra Coppi e Bartali, mens den ret spændende Jelle Johannink og Owen Geleijn bør finde stigningen for svær.

 

Bingoal har Lennert Teugels, men han har skuffet hele året. Det var lidt bedre i Tyrkiet, hvor han blev nr. 14, men det niveau fører ikke særligt langt her. Et bedre bud burde være Floris De Tier, der var pænt kørende i Torino og Coppi e Bartali, men siden styrtet i Flandern har han skuffet, og han var markant ringere end Teugels i Tyrkiet. Det sidste bud er Marco Tizza, men han har klatret skidt hele året og finder stigningen for lang.

 

Det er svært at tro på DSM kommer med lutter tunge folk med Martijn Tusveld, Romain Combaud og Sean Flynn som de bedste bud, men de kommer slet ikke langt. På kontinentalholdene skal vi særligt holde øje med Jakob Otruba, der med sidste års 3. plads i Tjekkiet og Rumænien viste, at han kan komme meget langt i dette felt. Det samme kan Tyler Stites, der kommer med to friske etapeløbssejre fra USA i bagagen. Også Karel Camrda kan måske komme et stykke, mens landsholdets Sven Erik Bystrøm stadig synes at kæmpe med formen.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var kun få ændringer. Der er afbud fra Bystrøm, Wandahl, Uhlig og Palzer. Alpecin har til gengæld udtaget Axel Laurance, men han bør finde kongeetapen for svær, selvom han klatrede godt i Ardennerne. Vi så nemlig hans mangler i Frankfurt. Hans form er også usikker efter en pause,

 

***** Thibau Nys

**** Marco Brenner, Luca Vergallito

*** Wout van Aert, Oscar Rodriguez, Koen Bouwman, Bart Lemmen, Mathias Vacek

** Ben Zwiehoff, Lorenzo Rota, Kamil Bonneu, Ethan Hayter, Alexander Hajek, Rein Taaramae, Jakub Otruba, Jason Osborne, Ådne Holter, Sebastien Reichenbach, Francesco Busatto, Lars Craps, Lukas Eriksson, Natnael Tesfatsion, Tijmen Graat, Tyler Stites

* Idar Andersen, Adrien Mairet, Lennert Teugels, Floris De Tier, Axel Laurance, Fredrik Dversnes, Menno Huising, Fabio Felline, Baptiste Huyet, Adam Toupalik, Hannes Wilksch, Magnus Cort, Marco Tizza, Emil Herzog, Elia Maris, Vincent Van Hemelen, Walter Calzoni, Jelle Johannink, Karel Camdra, Kamil Malecki, Marcel Camprubi, Vincent Van Hemelen, Elias Maris, Ramses Debryne, Gerben Kuypers, Martin Tusveld, Romain Combaud

 

Danskerne

Hos Uno-X skal Magnus Cort formentlig køre lead-out for Alexander Kristoff i weekenden og derudover teste formen med udbrud og på stigningerne de to første dage.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT