Criterium du Dauphiné-analyse: Da alarmklokkerne begyndte at ringe igen

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Det kan jo i virke en smule paradoksalt. For snart sagt enhver cykelrytter i denne verden vil en samlet sejr i Criterium du Dauphiné være en karrieredefinerende begivenhed, der vil stå som et stort højdepunkt. Når Jakob Fuglsang eksempelvis skal se tilbage på sin flotte karriere, er det i hvert fald kun de to monumentsejre, der kommer i nærheden af at kunne måle sig med hans to samlede sejre i det vel nok sværeste ugelange løb, og for Andrew Talansky og Daniel Martinez, der begge to tilsvarende overraskende sejre, er der ingen tvivl om, at de her oplevede det, der i hvert fald indtil nu var deres største triumf.

Sådan er det bare ikke for Primoz Roglic. Ikke blot har han allerede vundet løbet én gang - og uden et styrt i 2020 havde han helt sikkert også vundet to gange. Han har også vundet hele fire grand tours, og han mangler endda kun Tour de Suisse for at blive den første rytter nogensinde til at have vundet alle sportens historiske ugelange etapeløb.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

På et sådant generalieblad drukner enhver ny etapeløbssejr let. Når regnskabet engang skal gøres op, vil det ikke gøre den helt store forskel, om der står én eller to samlede sejre i det franske opvarmningsløb på den alenlange liste over sejre. Nej, for en rytter af hans kaliber skal der helst sejre i nye løb til, hvis det for alvor skal flytte noget - derfor er det også en skam, at han ikke kørte Tour de Suisse i år - eller også skal han vinde nogle flere grand tours, for antallet af grand tour-sejre er noget af det, der oftest nævnes, når man skal gøre status over en rytters karriere.

Derfor bliver alt i denne sæson for Roglic også målt i forhold til Touren. Det har han også selv bidraget til ved at gøre løbet til sit altoverskyggende fokus. Ja, faktisk har han i denne uge jo flere gange gentaget, at han er helt ligeglad med, hvordan resultatet af ugens begivenheder ville falde ud. Det vigtigste var forberedelsen til Touren, og hvis han kom fra løbet med en god følelse - måtte man forstå - var det ligegyldigt, om han blev nr. 1 eller nr. 77.

Nu er det sådan med sportsfolk, at det ofte kan være en god ide at indstille forventningerne, så man undgår at blive skuffet - i hvert fald over for omverdenen. På den måde bliver man ikke udsat for en byge af kritik, hvis målene ikke bliver nået, og så længe Roglic ikke vidste, om han ville lykkes med at vinde Dauphiné for anden gang, var det jo meget bekvemt, at resultatet faktisk var helt lige meget. Skulle han vitterligt ende som nr. 77, kunne han jo fint henvise til, at det var helt i tråd med forventningerne.

I dag fik piben imidlertid pludselig en helt anden lyd, da sejren kom i hus efter et vanvittigt drama, hvor endnu en af Roglics få, men meget berømte kriser var tæt på at koste ham en triumf, der bare få minutter forinden havde været så sikker, at de formentlig allerede havde trykt Bora-logoet på den sidste gule trøje. Havde han stadig haft de samme briller, som han havde haft indtil da, skulle alle alarmklokker jo ringe, for den store krise var jo et ilde varsel frem mod den Tour, dette løb jo åbenbart kun handlede om. Da han efter løbet blev bedt forholde sig til krisen, var den imidlertid helt ligegyldig. Nej, nu var det eneste vigtige, at han lige havde vundet det løb, han jo ellers var helt ligeglad med, om han kunne vinde eller ej.

Sådan kan man jo ændre sit perspektiv til lejligheden. Det vil da også være helt urimeligt at negligere den store bedrift, Roglic netop har leveret, men det kan bare ikke skjule, at følelsen i den slovenske krop formentlig har været noget helt andet end den, han forsøgte at udtrykke gennem sin mund. Hvis perspektivet vitterligt var, at Dauphiné først og fremmest handler om Touren - og det er helt sikkert rigtigt, når han har indrettet hele sin sæson efter årets største løb og bl.a. fravalgte muligheden for at skrive historie i Schweiz, fordi han vurderede det franske løb som værende den ideelle forberedelse, er det svært at tro, at det ikke var bekymring mere end glæde, der fyldte hans sind. Og sådan fornemmede man det da også, når han nu havde så travlt med at insistere på, at han altså kun, kun, kun var glad.

Det vil i hvert fald være mærkeligt, hvis ikke han går bekymret i seng i aften. I forvejen var der jo ikke meget, der lugtede af en kommende Tour-sejr. Ganske vist har han i dette løb cementeret, at han slet ikke et færdigt vrag, som han lignede i Paris-Nice, men som jeg også har påpeget i de seneste analyser, har hans sejrsmodus ikke været overbevisende. Det har nemlig handlet om at bruge sit stærke hold til at sætte en spurt i scene, og det er altså noget helt andet, man skal bruge, hvis man vil slå Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar senere på sommeren.

Man skal i hvert fald ikke bruge kriser som dem, Roglic havde i dag, og dem har han desværre lidt for ofte. Ingen kan betvivle den forrygende holdbarhed, der kendetegner en firedobbelt grand tour-rytter, men det sker bare for ofte, at han ikke holder sit niveau. Faktisk har han haft mindre gode dage i forbindelse med alle sine grand tour-sejre, og selvom han har en fabelagtig evne til som i dag at undgå det totale sammenbrud, er det stensikkert, at man ikke vinder Touren mod Pogacar og Vingegaard, hvis ikke man er knivskarp hver eneste dag. Når så også topniveauet slet ikke rækker mod de to bedste, ser Tour-sejren endnu mere fjern ud, end den gjorde for 24 timer siden.

Det værste er næsten, at kriserne er begyndt at komme i de ugelange løb også. Det gjorde de ikke tidligere, men nu er det anden gang, vi har set, at Roglic må kæmpe for en sejr med det yderste af neglene. Forinden så vi det jo i Paris-Nice i 2022, hvor han med statsgaranti havde smidt det hele, hvis ikke det havde været for Wout van Aert, og det er altså ganske urovækkende, at det synes at være blevet en skavank, der er kommet med alderen. Tidligere var det i hvert fald ganske uhørt, at han havde dårlige dage i de ugelange løb, han spiste til morgenmad. Naturligvis er der hele tiden usikkerheden om effekten af slaget på skulderen, men det er bare sjældent, at den slags kriser som følge af en skade først indtræffer tre dage senere.

Bedre bliver det jo ikke af, at det var hele Bora-billedet, der krakelerede. Vi fik nemlig også bekræftet det, vi har set så mange gange før, senest i Catalonien, at Aleksandr Vlasov er for ustabil. Nu har han kørt som en motorcykel to dage i træk, men da Roglic skulle bruge ham allermest, var han pludselig fraværende. Når samtidig Jai Hindley - der heldigvis stadig kan nå at få motoren varmet op - er langt fra det niveau, der sikrede ham en 4. plads i dette løb for et år siden, tegner der sig pludselig et knap så positivt billede som for et døgn siden. Det var i hvert fald nedslående at få bekræftet, at Vlasov formentlig fortsat mangler den stabilitet, der for alvor gør ham brugbar som andet og mere end ”bare” en god hjælper.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Nej, i stedet var vi tæt på at få opleve endnu en sensation. Sølle 8 sekunder manglede Matteo Jorgenson i for anden gang i år at have vundet et etapeløb, hvor både Roglic og Remco Evenepoel var til start. I Paris-Nice lykkedes det, men der kunne det også forklares med, at ruten passede ham, og at det var ret åbenlyst, at de to favoritter var langt fra deres bedste. Det var Evenepoel også i dette løb, men Roglic meldte sig i hvert fald tilbage på banen, og denne gang skulle han også slå Carlos Rodriguez, som de fleste nok ville anse som en mere sandsynlig vinder på så bjergrig en rute som denne.

Det var han imidlertid ikke. Jorgenson viste nemlig først, at han har forbedret sin enkeltstart helt enormt, og siden viste han nogle klatreevner, han aldrig tidligere har været i nærheden af. Oveni det hele kommer så, at han var den eneste rytter, der aldrig for alvor viste et svaghedstegn, og det er jo den form for stabilitet, der skaber en god etapeløbsrytter. Denne uge har i hvert fald tegnet nogle helt, helt andre perspektiver for amerikanerens karriere, for nu ligner han altså en mand, der også skal give en grand tour et skud. Det bliver i hvert fald uhyre spændende at følge ham over de kommende tre uger i Touren, hvor han i lyset af Sepp Kuss’ krise pludselig kan ligne den uhyre vigtige sidste mand, Vingegaard får brug for.

Han var imidlertid ikke den eneste store vinder i dag. Det var i sandhed også Carlos Rodriguez. Han har jo ellers ikke helt levet op til forventningerne de seneste dage, men som jeg har påpeget flere gange, skulle hans motor nok blive så varm, at han stadig fremstår som et af de bedste bud på den tredje og sidste plads på Tourens podium.

Den status cementerede han i dag, hvor hans motor langt om længe var ved at være varm, og han fik sat en fed streg under, at han har et af de højeste niveauer i bjergene. Enkeltstarten har han også fundet, og holdbarheden ved vi, at han har. Nu skal han bare holde sig på den cykel, han har svært ved ikke alt vælte på, men i dette løb var han jo faktisk den eneste af de fire forhåndsfavoritter, der aldrig var i asfalten. Nu er det så på tide, at han også får nogle sejre, han ikke får foræret af andre, for det er nu anden gang i år, at der indgås en oplagt deal, som vi så det, da han og Ayuso fordelte rovet i Baskerlandet. Men ingen kan sige, at han fik sin samlede sejr i Romandiet foræret, for her skulle han i hvert fald kæmpe ganske alene for at få skovlen under Vlasov.

I det hele taget må Ineos juble. Nok havde jeg forventninger om at se Laurens De Plus nærme sig fordums styrke, men at han skulle blive nr. 4 på den sidste bjergetape i det største forberedelsesløb, havde jeg aldrig drømt om. Også han har jo både holdbarheden og enkeltstarten, og selvom han ikke har Rodriguez’ topniveau, bliver Ineos pludselig mere og mere interessant til juli. Nu skal vi bare have Egan Bernal til at fortsætte fremgangen fra foråret med en samlet sejr i Schweiz og have Tom Pidcock til måske at finde den holdbarhed, han mangler, og så har vi pludselig en giftig kvartet, som er den langt mest interessante, det britiske storhold har haft længe. Og så kan der om nogle år måske komme noget andet spændende, efter at Josh Tarling igen i dag viste, at han har nogle klatreevner, de færreste havde drømt om.

Briterne kan i hvert fald rejse hjem med betydelig større optimisme end Soudal. Naturligvis vidste de godt, at der var en betydelig risiko for et svært løb for Remco Evenepoel, men i lyset af det, vi har set fra ham i grand tours, er det svært at tro, at han kan ende som en reel podiekandidat, hvis ikke han er 100% forberedt. Denne uge viser tydeligt, at det ikke er tilfældet, og selvom han i dag heldigvis viste, at formen er i fremgang, er det stensikkert, at han ikke kommer til løbet med den formopbygning, han havde ønsket i den ideelle verden. Da samtidig Mikel Landa var et stykke fra det niveau, han viste i Catalonien, må det være en urolig Patrick Lefevere, der går til køjs i aften, selvom også baskerens manglende form kan forklares med en skade.

Nej, det var bestemt ikke forhåndsfavoritternes løb. Roglic vandt ganske vist, men med en bekymrende bismag, Ayuso styrtede ud, og Evenepoel fik bekræftet frygten for, at han mangler en del. I stedet blev det sensationernes løb, mest markant selvfølgelig med Derek Gee. Den podieplads havde ingen - heller ikke hans hold eller ham selv - set komme, men den tegner nogle uhyggeligt spændende perspektiver. Vi ved nemlig fra sidste års Giro, at hans holdbarhed er enorm, og han er jo nu den komplette rytter, der kan både klatre og køre enkeltstart.

Han skal bare lære at økonomisere lidt med kræfterne, for i dag var han igen nok lidt for arbejdsom i en gruppe, hvor ansvaret mest lå på Jorgenson, og det endte med at koste til sidst. Nu håber jeg bare, at israelerne, der i morges afviste, at han skal køre klassement i Touren, for jeg kunne pokkers godt tænke mig at se, hvor langt det vil føre. I givet fald har han pludselig en god hjælper i Jakob Fuglsang, der i dette løb - og særligt i dag - har oplevet en genrejsning, jeg slet ikke havde set komme inden løbets start.

Den anden sensation var jo Oier Lazkano. I dag kunne han ikke helt leve op til det, han viste i går, og han er nok heller ikke helt så spændende som grand tour-rytter som Gee, men også han har da tegnet nogle helt anderledes spændende perspektiver i denne uge. Det skulle jo angiveligt være ganske sikkert, at han skal til Bora næste år, og man må da håbe for ham, at han endnu ikke har underskrevet den kontrakt. Efter denne uge kunne den nok godt tilføjes et par nuller. Til gengæld må Movistar-manager Eusebio Unzue ærgre sig gul og grøn over det, han er ved at miste, men til gengæld kan så glæde sig over, at Javier Romo har stået for et andet af løbets gennembrud, selvom han ikke er kommet helt så langt.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Noget gennembrud leverede Santiago Buitrago måske ikke helt så åbenlyst, men det gjorde han nu alligevel. Han floppede ganske vist i fredags, men de seneste to dage har han præsteret meget bedre i de høje bjerge end tidligere. Nu ligner han pludselig et helt anderledes interessant bekendtskab i Touren, end han gjorde for nogle dage siden - i hvert fald hvis han kan undgå flere af den slags dårlige fredage. I det hele taget har det været et godt løb for Bahrain, der også har oplevet en helt uventet genfødsel af Jack Haig, som i dag viste, at det nok igen var den for ham så forhadte kulde, der slog ham ud i går.

Det har også været et godt løb for Lidl. Det er i hvert fald uhyre opløftende at Giulio Ciccone lykkedes med ikke blot at bekræfte sit høje topniveau, men også holde det nogenlunde over tre uger. Måske var der stadig en bekymrende nedadgående tendens - han var i hvert fald bedre fredag end lørdag - men i dag kan tidstabet formentlig forklares med, at han blev lidt for overivrig. Med sin gode spurt kunne han i hvert fald have haft en ret god chance for at vinde etapen, hvis ikke han havde satset hele butikken med et meget tidligt angreb. Men på den anden side skulle han jo af med Roglic, og hvem kunne vide, at han ville blive sat af sig selv? Han bliver i hvert fald et ganske spændende bekendtskab i Touren, og hvis Tao Geoghegan Hart kan komme sig efter sin skade, bliver Lidl et af de mere interessante hold til juli - ikke mindst fordi Mads Pedersen viste, at han er topklar.

Hvor der er vindere, er der til gengæld også tabere, og i sidstnævnte kategori finder vi for en sjælden gangs skyld UAE. Selvfølgelig blev hele deres løb ødelagt af Ayusos styrt, men det var alligevel bekymrende, at de med deres stærke trup ikke havde en bedre backup. Med sit exit i dag fik Pavel Sivakov i hvert fald tegnet nogle endog meget bekymrende perspektiver, og Marc Soler er jo trods ganske pæn og offensiv kørsel jo ikke en mand, der kommer allerlængst i finalerne i Touren. Det hører i hvert fald til sjældenhederne, at bedste UAE-rytter ender som nr. 17 i et stort etapeløb, og derfor må man krydse fingre for, at Ayuso bliver klar, og at Adam Yates og Joao Almeida viser andre takter i Schweiz. Men heldigvis har de jo Pogacar, og det vigtigste våben kom jo bedre ud af Giroen, end han havde drømt om.

Det gjorde franskmændene til gengæld ikke af dette løb. David Gaudus krise blev cementeret af en meget sløj indsats i dagens udbrud, og selvom han rejste sig i dag, har Guillaume Martin ikke vist nogen vej ud af sin krise. Igen i dag var det pokkers tæt på, at den vanvittigt imponerende Bruno Armirail, der har fået et vildt boost af sit skifte til Ag2r, var bedste franskmand, og det er altså svært urovækkende - særligt fordi jeg slet ikke har nævnt, at Warren Barguil i dag endte som nr. 27. Der var i hvert fald ikke mange, der havde troet, at en anden sensation, Callum Scotson, skulle slå alle de lokale helte, og de havde helt sikkert også håbet, at de ville slå Louis Meintjes, der igen har fundet sit klassiske fine sommerniveau, selvom han nok må sande, at der er en klar nedadgående trend.

Det er der jo desværre også for Roglic. Det har vi vidst længe, men det store spørgsmål har været, hvor tæt på sit gamle niveau, han kan komme, når han om et par uger skal forsøge at indfri det livsmål, som Pogacar så brutalt rev fra ham for fire år siden. Desværre har denne uge ikke gjort det mere sandsynligt, at han i sin karrieres efterår skulle få sin revanche. Nok har han bevist, at han stadig er en pokkers god - og en af verdens allerbedste - cykelrytter, men al den optimisme, slovenerne måtte have samlet op efter de seneste to dages etapesejre, må være forsvundet som dug for solen på en søndag, hvor alarmklokkerne igen begyndte at ringe - samlet Dauphiné-sejr eller ej.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT