Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 2. etape af Tour de Suisse

Optakt: 2. etape af Tour de Suisse

10. juni 2024 15:09Foto: Sirotti

Yves Lampaert viste igen, at han er specialist i korte, flade enkeltstarter og sikrede sig sin anden etapesejr i løbet. Han kan dog ikke være sikker på at forsvare trøjen, for selvom mandagens etape er den eneste sprinteretape i denne uhørt brutale udgave af løbet, betyder en stejl og svær stigning til sidst, at der vil blive ryddet godt ud i feltet inden en forventet reduceret massespurt, der vil finde sted i en ekstremt teknisk finale.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Formentlig som følge af afkortningen af løbet, der kun giver en halv åbningsweekend, er den ide for andet år i træk droppet. Nu venter i stedet en etape helt uden rundstrækninger, hvor man skal fra Liechtenstein til Schweiz. Det sker med en rute, der er helt typisk for løbet, nemlig med ganske kuperet terræn, der appellerer til klassikerryttere og stærke sprintere. Meget symptomatisk for årets brutale rute slutter det hele med en tur op ad den ganske stejle Regensberg, og den vil være så svær, at kun de allermest holdbare afsluttere kan drømme om at være i spil til sejren i det, der bør ende i en spurt i en ikke alt for stor gruppe og i en uhyre teknisk finale, der næsten udelukkende vil handle om positionering - og det er vel at mærke den eneste chance for en flad massespurt i hele løbet!

 

I alt skal der tilbagelægges 177,3 km, der fører feltet fra Liechtensteins hovedstad, Vaduz, til Regensdorf. Selvom startbyen ligger midt i Alperne, er arrangørerne nådige, da man lægger ud med at køre mod sydvest ad en flad dalvej, der allerede med det samme fører feltet ind i Schweiz. Kort efter drejer man mod nordvest og senere vest for at køre videre gennem dalen, som man forlader, når man kører videre mod vest op ad kategori 2-stigningen Kerenzerberg (6,0 km, 4,8%), der er stiger jævnt med 6-7% oover de første 4 km, men derefter er næsten flad frem til toppen, som kommer efter 42,1 km.

 

 

Derfra leder en let nedkørsel mod sydvest tilbage til dalen, som nu følges ad flade veje mod nordvest og nordøst, inden man igen forlader dalen ved at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Ricken (6,1 km, 5,9%), der er en ujævn sag med hovedsageligt 6-8%, men også fladere stykker, inden man runder toppen efter 74,3 km.

 

Den leder op til et plateau, som nu følges mod nordøst ad faldende veje, inden man kører mod nord igennem fladt terræn. Efter 90,1 km drejer man mod vest for at køre ind gennem et højdedrag, der byder på to mindre bakker, men derefter er det generelt let faldende, når man zigzagger sig mod nord og nordvest. Efter 125,9 km drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke, der har top efter 128,4 km, og derefter er det ganske kuperet, når man zigzagger sig mod vest, nordvest, sydvest, nordvest og igen sydvest nord om storbyen Zürich, idet man undervejs skal over to bakker. På toppen af den første køres dagens spurt efter 140,6 km, mens dagens Tissot-kilometer kommer på den anden stigning (1,3 km, 6,6%), hvor der køres efter bonussekunder efter hhv. 150,8 km og 151,8 km.

 

Efter den sidste bakke falder det mod vest, inden man kører ad lige og flade veje mod nordvest, sydvest og vest frem til dagens sidste udfordring. Den melder sig, når man fortsætter mod vest op ad kategori 3-stigningen Regensberg (2,9 km, 6,3%), der stiger jævn med 7-9% over de første 2 km, inden de sidste 900 m bare stiger med 2-3 frem mod toppen, som rundes efter 167,5 km.

 

Herfra resterer blot 9,8 km, der indledes med en lidt småsnoet nedkørsel, som fører mod sydvest, inden man kører mod sydøst, syd og øst ind til målbyen, hvor de sidste 5 km praktisk talt er flade. Med 2300 igen rammer man dog en lille bakke, der over 500 m stiger med 2,2%, hvorefter det falder let over 300 m frem mod de sidste 1500, der er helt flade. Finalen er uhyre teknisk, da man skal igennem en rundkørsel med 2500 m igen og dreje i en rundkørsel med 1900 m igen, hvorefter der kommer to sving i rap med hhv. 600 m og bare 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2147 højdemeter.

 

Regensdorf har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Inden løbet lignede mandagen den eneste stensikre tørvejsdag, og det holder i hvert fald, at det bliver en flot dag. Ganske vist vil det regne hele natten og formiddagen, men det bør være overskyet ig tørt med en temperatur på 19 grader, når starten går. Herefter vil det lynhurtigt klare op med masser af sol og kun få skyer og en temperatur i målbyen på 20 grader. Der vil være en let vind, der vil tiltage fra en styrke fra 8 km/t til 15 km/t og starte i nordvest, men hovedsageligt være i vest. Det giver generelt mod- og sidemodvind næsten hele dagen, idet man dog har sidevind i forbindelse med anden stigning. Der vil være direkte modvind frem til op ad sidste stigning og sidemodvind på nedkørslen. Derefter får man medvind, indtil man i udkanten af målbyen får sidevind. Slutteligt får man medvind med 1900 m igen, sidevind med 600 m igen og igen medvind over de sidste 300 m.

 

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan landmandssønnen fra København slog til igen, da Yves Lampaert vandt den indledende enkeltstart.

 

Favoritterne

Det er meget passende, at Peter Sagan - i hvert fald næsten - har endt sin landevejskarriere og derfor for blot anden gang siden 2011 ikke er til start i det, der må have været et af hans favoritløb. Han har jo ellers rekorden for fleste etapesejre i løbet, fordi den nordlige del af lande har været en sand gave for en rytter med Sagans kvaliteter. Her har kuperede etaper med svære stigninger tæt på mål været perfekte for stærke sprintere og klassikerryttere, og det har det slovakiske unikum udnyttet til at vinde ikke færre end 18 gange i den schweiziske rundtur.

 

I år ville han imidlertid få vanskeligt ved at udbygge sin rekord væsentligt. Det er nu en sandhed med modifikationer, for den bedste udgave af Sagan havde været den klare favorit til både 2. og 3. etape. Det havde imidlertid også været de eneste muligheder, han ville have haft, for selvom han før har udrettet mirakler i bjergene, vil også han få vanskeligt ved at gøre sig gældende senere i løbet, hvor der bydes på en historisk omfangsrig bjergmenu.

 

Jeg kan i hvert fald ikke huske, at vi har haft en udgave, hvor kun én linjeløbsetape har haft en flad finale. Det er imidlertid tilfældet denne gang, og selvom nogle af de hurtige folk også vil drømme om tirsdagens puncheurfinale, vil den sidste lille bakke være så stejl, at det i vidt omfang snarere vil være en sag for ardennertyper. I det lys virker det også næsten sadistisk, at sprinterne end ikke kan se frem til en nogenlunde sikker massespurt, når der mandag bydes på den eneste flade finale.

 

 

Det sørger Regensberg nemlig for. Det er jo kutyme i løbet, at man har sene stigninger - det er en af grundene til, at Sagan har vundet så mange etaper - men der plejer at være én etape, hvor udfordringerne er overkommelige. Det er der imidlertid ikke denne gang. Regensberg er en svær stigning, for 2 km med 7-9% kan altså gøre ganske betydelig skade. Det er derfor heller ikke mærkeligt, at langt de fleste sprintere i løbet er af den holdbare type, der både kan drømme om at gøre sig gældende i en stigende spurt tirsdag og vil have en god chance for at komme med hjem på mandagens etape.

 

I lyset af denne sadisme er det faktisk et ret flot sprinterfelt, der er til start, og derfor burde der heller ikke være megen hokuspokus over denne etape. Hvis deres deltagelse i løbet skal have mening, skal de gå efter denne etape, og derfor burde der være hold til at føre. Stigningen er så svær, at Yves Lampaert ikke kan være sikker på at forsvare sin trøje, men forsøget skal gøres, og da forskellene er små, vil Soudal helt sikkert gøre alt for at skabe samling. Måske får de slet ingen hjælp, hvis ikke det er nødvendigt, men det vil undre mig meget, hvis ikke Lotto og Jayco i hvert fald giver en hånd med. EF gør formentlig også, hvis ikke de insisterer på, at det hele for dem handler om klassementet. Det er mere tvivlsomt med Lidl, fordi Thibau Nys har sagt, at han mest kigger på 3. etape, og fordi de mest er her for klassementet. Andre kandidater er Alpecin, Arkea, Bora, Cofidis og Israel-PT, men for flere af de hold vil der være usikkerhed om deres sprinteres chance for at overleve. Uanset hvad burde der være nok hold at tage af, når også Soudal kastes ind som den primære kraft i ligningen - og så er der endda også modvind næsten hele dagen.

 

Derfor regner jeg med en udramatisk start. Jeg forventer, at udbruddet kører nogenlunde fra km 0, og at det primært vil bestå af ryttere fra wildcardholdene. Derefter vil jeg forvente, at Soudal får kontrol, og så må vi se, hvor meget hjælp der er behov for. Uanset hvad bør udbruddet blive hentet. Måske sker det endda inden Tissot-kilometeren, og så kan vi få et herligt opgør mellem klassementsrytterne, fordi de to spurter med bonussekunder ligger på en ganske stejl bakke, hvor de sagtens kan blande sig.

 

Det spændende er, hvad der sker på Regensberg. De tunge folk hjælpes af, at der vil være en direkte og ganske pæn modvind. Det vil dæmpe selektionen ganske betydeligt, men jeg vil forvente, at Jayco forsøger at lægge et pres. Måske vil Lotto gøre det samme, og måske vil vi endda se Alpecin gøre det. I gamle dage ville man også med sikkerhed have forventet det fra Ineos - særligt fordi Ethan Hayter bare skal i top 3 for at tage trøjen - men det har vi bare slet ikke set i år, og de er her primært for klassementet. Der er dog så mange kandidater, at der bør være et hold, der lægger pres på, og så kan 2 km med 7-9% gøre en fin skade, også selvom modvinden dæmper det.

 

Jokerholdet er UAE. De er her uden sprinter og er her mest for klassementet. Det kan betyde, at de intet foretager sig, men det vil næsten være lidt mærkeligt, hvis ikke deres to schweizere, Marc Hirschi og Jan Christen, finder på noget. Måske vil de lægge pres på, inden de to - formentlig Christen - skal angribe, og måske får Finn Fisher-Black også lov. Jeg vil i hvert forvente en eller anden form for angreb, hvis ikke det hele handler om klassementet. Jeg tror bare, at det bliver svært at holde hjem, selvom Christen har imponeret stort i år. Der er modvind på bakken, der er ganske kort, der er for store interesser i en spurt, og der er for mange lige veje til sidst. Jeg tør dog ikke helt udelukke, at det kan lykkes for særligt Christen faktisk at snyde sprinterne.

 

Jeg regner dog med en reduceret massespurt i et felt, der har oplevet nogen udskilning. Her er det værd at bemærke, at det er en spurt, der næsten udelukkende handler om positionering. Sådan er det ofte i Schweiz, og sådan er det i den grad også i denne finale med to sving med hhv. 600 m og 300 m igen. Det kan gøre det hele ret kaotisk. Af gode grunde er der ikke mange sprintertog i løbet, og derfor kan det godt blive en smule tilfældigt, hvem der sidder godt. Nu er her Sagan her nemlig ikke, for ham kunne man jo altid regne i disse tekniske finaler, der var en anden årsag til, at han vandt utrolige 18 gange.

 

Den tekniske finale gør, at jeg er voldsomt meget i tvivl, men jeg går med Marijn van den Berg. Vi ved, at han er blevet en ørn i positionskampen, og derfor vil han elske denne afslutning. Han er ikke verdens hurtigste, men i dette felt er der ikke mange, der kan slå ham på fart, og derfor skal det være rette mand, der sidder nær ham, når de rammer sidste sving. Endnu vigtigere er det, at han har Alberto Bettiol. Han vil være en fabelagtig lead-out man, og lykkes det endda en formstærk Stefan BIssegger også at overleve, har han et meget stærkt tog. Jeg kan i hvert fald sagtens se Bettiol og Van den Berg gå først igennem de sidste sving, men uanset hvad vil jeg forvente, at han sidder godt. Han er i hvert fald det mest sikre kort i denne tekniske finale, og når han også er en af de hurtigste, tror jeg, at han får sin sejr.

 

Jeg har dog ét forbehold. Når Van den Berg ikke er i form, klatrer han ikke alt for godt. Det så vi i Torino, Sanremo og Catalonien, og derfor bekymrer det mig voldsomt, at han ikke kom med hjem i Aargau. Dette er et lettere løb, hvor han hjælpes af modvind, men stigningen er vanskeligere, og jeg føler mig efter i fredags ikke sikker på, at han overlever. Det burde det dog gøre, hvis han blot kommer i nærheden af de ben, han havde i Ardennerne, og da jeg regner med, at han skal til Touren, skulle formen gerne være nogenlunde. Med hjælp fra Bettiol tror jeg, at han vinder.

 

Falder han fra, kan Bettiol i denne form for finale med lidt held gå på podiet, men han får svært ved at vinde. Skulle det overraskende ske, at Van den Berg falder fra, mens Bissegger overlever, er det sandsynligt, at de kører for schweizeren, der kan tage trøjen, og med et lead-out fra Bettiol, kan han også gå i top 3 i denne tekniske finale.

 

 

Den tekniske afslutning er virkelig en skam for Arnaud De Lie. Blandt de ryttere, der med sikkerhed bør overleve, bør han være den hurtigste, selvom han ikke er alt for hurtig i flade spurter. Vi ved til gengæld, at han har det meget svært i positionskampen, som vi senest så, da han blev slået i Limburg. Heldigvis har han et ret stærkt hold. Han har i hvert fald Pascal Eenkhoorn og Maxim Van Gils, der vil overleve, og mens Jacopo Guarnieri ikke kommer med hjem, er der en chance for Jarrad Drizners og særligt Cedric Beullens. Jo, flere han får med hjem, jo tættere kommer vi på, at han har det stærkeste tog, og jo bedre vil han stå i denne tekniske finale. Farten tror jeg på, men det kræver, at han ikke taber hjulet på Van Gils eller Beullens, der nok vil være hans sidste mand, men undgår han det, står han meget stærkt.

 

Kan vi være sikre på, at han overlever? Han har faktisk kørt meget få løb på denne slags stigninger, men det bør ikke være et problem. Vi ved dog, at han har et chokerende lavt bundniveau, og da han kommer fra højderne, som slog ham helt ud tidligere i år, kan en offday ikke udelukkes. I det tilfælde vil Van Gils være et alternativ - og det kan også være, hvis De Lie taber hans hjul - og han vil i en teknisk finale med lidt held godt kunne slå hurtigere sprintere, selvom det bliver svært at vinde i dette felt. Van Gils var også oplagt til at angribe på bakken, men det forhindrer De Lie formentlig.

 

En anden rytter, der med sikkerhed bør overleve, er Michael Matthews. Han er ganske vist slet ikke med samme bundniveau som tidligere, men han skal være skidt kørende for ikke at komme med hjem her. Han styrtede i fredags, hvorfor vi ikke kender hans form, men han skulle være uskadt. Heller ikke han er verdens hurtigste, og De Lie og Van den Berg bør være hurtigere. Til gengæld har han et andet våben, nemlig den tekniske finale. Han er nemlig god i positionskampen, og særligt hvis han får Felix Engelhardt, der desværre har klatret skidt hele året, med hjem, har han ikke et ringe tog, når det også tæller Mauro Schmid og Anders Foldager - samt Amund Grøndahl Jansen, hvis han mod forventning overlever. Særligt med Engelhardt vil han have så god støtte, at han også kan slå hurtigere folk.

 

Jeg skal vel rangere Jordi Meeus om den næste. På ren fart er han formentlig den hurtigste i dette felt, som han har vist med sin sejr i Paris og vilde spurt i Wevelgem. Han kan imidlertid ikke være sikker på at overleve. Hans holdbarhed er i hvert fald stærkt varierende, og dette er et grænsetilfælde for ham. Han hjælpes heldigvis af modvinden, men det bekymrer mig, at han efter den svage spurt i Bruxelles sagde, at benene ikke var til mere. Han virker bestemt ikke flyvende lige nu, og derfor er mit bedste bud, at han ikke kommer med hjem. Selv hvis det lykkes, skal han også klare sig i den tekniske finale, og selvom han er god i positionskampen har han ikke den bedste støtte fra klatretyper som Frederik Wandahl, Sergio Higuita og Roger Adria. Der er mange ting, der skal flaske sig, hvis han skal vinde, men hvis det lykkes at sidde rigtigt i svinget, har han i hvert fald farten. Falder han fra, tvivler jeg på, at Higuita eller Adria vil blande sig, for de kan alligevel ikke vinde.

 

Israel-PT har Pascal Ackermann. Han har bestemt ikke fordums fart, men i dette felt bør han kunne vinde. Tidligere ville jeg have været ret sikker på, at han faldt fra undervejs, men mens han har tabt fart, har han virkelig imponeret med sin holdbarhed de seneste år. Han kæmpede med formen efter sin lange skadespause, og det giver en vis sandsynlighed for, at han falder fra, men 4. pladsen i det benhårde køb i Bruxelles, hvor han endte som nr. 3 i spurten og blandt andet viste bedre ben end Meeus, gør mig faktisk ret tryg ved at give ham en relativt god chance. Lykkes det, har han i Stephen Williams og Jake Stewart et ganske fornemt tog, og da han også er god i positionskampen, giver jeg ham bestemt en fair chance. Alternativet er Stewart, der ikke har vist sin allerbedste form, men han var ikke ringe i Dunkerque og bør komme med hjem. Han har bare ikke farten og har det meget svært i tekniske finaler.

 

Alpecin kommer med et ret spændende hold med Timo Kielich og Axel Laurance. Det er usikkert, hvem de kører for, men til en flad spurt vil Kielich normalt være plan A. Laurance havde i hvert planer om at køre for Henri Uhlig på 4. etape i Catalonien, og Kielich er betydeligt hurtigere end tyskeren. Det vil dog nok overraske mig, hvis belgieren kommer med hjem. Han kommer fra Giroen, og det er altid farligt, og derudover er dette også et grænsetilfælde for ham. Vi så dog sidste år i Vallonien og tidligere i år i Besseges, at en god Kielich godt kan overleve nogle bakker. Han har også en fart, der fører langt i dette felt, selvom han ikke rigtigt har fået lov at spurte i år. Vigtigst af alt har han et uhyre godt tog med Søren Kragh og Laurance, og det vil stille ham eminent i denne tekniske finale.

 

Falder han fra, eller kører de bare for Laurance, ved vi i hvert fald, at franskmanden er i form. Jeg vil dog tro, at han mangler noget fart, som vi så på 4. etape i Catalonien, men vi så på 5. etape, at han godt kunne slå Van den Berg, da løbet havde været hårdt. Det vil det også være denne gang, og da han i Kragh har en god lead-out man, står han ikke helt ringe i den tekniske finale. Formen er i hvert fald i top.

 

Kan Ethan Hayter rejse sig? Han er jo helt umulig at spå om i år, og selvom han kørte en fin enkeltstart i dag, har vi også lært, at han meget vel kan blive sat i morgen - eller måske bare melde sig som hjælper fra start. Mønsteret er i hvert fald, at han først bliver god efter nogle dage, og derfor vil det ikke undre, hvis han flopper igen. Hvis til gengæld han har de ben, han senest havde i Norge, kan han ikke få løbet hårdt nok. Han er ikke den allerhurtigste, men i denne tekniske finale kan han helt sikkert vinde, hvis det flasker sig i positionskampen. Den tekniske afslutning er dog samlet set en ulempe, for den slags plejer han ikke at være vild med, og selvom han har Kim Heiduk, der kan være plan B, hvis han falder fra, har han væsentligt

ringere støtte end mange andre.

 

Som sagt satser Thibau Nys primært på 3. etape, men han kan også med lidt held vinde denne etape. Med den fart, han viste i Romandiet, burde han i hvert fald komme langt, hvis han sidder rigtigt, men det er netop problemet. Vi har set, at han har det meget svært i positionskampen, og at han svært ved at holde hjul på sine folk. I forvejen har han ikke nogen stor støtte, men han har dog Patrick Konrad som en god sidste mand - Mattias Skjelmose hjælper nok ikke, men kunne sagtens ende i top 10 i denne tekniske finale - og derfor er han ikke uden chance. Han slog sig ikke alt for slemt i fredags og meldte, at han havde så gode ben, at han følte sig klar til at vinde. Formen er der altså stadig, og det bør farten også være, men jeg er ikke tryg ved denne tekniske finale.

 

 

Astana har Mark Cavendish , men det virker helt usandsynligt, at han klarer denne stigning. Deres bedste kort bliver derfor nok Cees Bol. Han har desværre klatret skidt i år, men sidste år imponerede han faktisk med sin holdbarhed. Jeg vil tro, at han falder fra i lyset af det, jeg har set i år, men tidligere var hans speciale at vinde spurter efter hårdere dage. Han viste sidste år, at han stadig har farten til at vinde i dette felt, og selvom Michael Mørkøv næppe overlever, har han en vis støtte fra Simone Velasco og Samuele Battistella . Det er svagere støtte end de fleste andre, men han plejer at positionere sig godt. Sidder han rigtigt, kan han godt vinde i dette felt. Falder han fra, vil Velasco eller Battistella måske gå efter en top 10. Sker miraklet, at Cavendish overlever, står han i denne tekniske finale uhyre stærkt med det nok stærkeste tog, og han har i Ungarn vist, at farten er ved at være tilbage. Det er bare svært at tro på.

 

Tudor har Marius Mayrhofer , der jo virkelig har imponeret med sin holdbarhed. Den bedste Mayrhofer kan ikke få dette løb hårdt nok, men hans form er usikker. Han udgik af Giroen med sygdom og kom ikke med hjem i Aargau. Som for Van den Berg gælder dog, at han har en bedre chance for at overleve her, og han hjælpes af modvinden. Med de spurter, han kørte i Giroen sidste år, tror jeg faktisk, at han står ret stærkt på fart i dette felt, men jeg har svært ved at tro på ham i denne tekniske finale. Hans hold er nemlig meget svagt, og han har kun Luc Wirtgen, der er et ret formsvagt alternativ, som lead-out man. Derfor har han brug for lidt held, hvis han skal vinde.

 

Alle danske øjne vil være rettet mod Tobias Lund, men som alle andre Giro-ryttere kan han meget vel være for træt. Jeg tror, at han får svært ved at overleve, for han er bestemt ikke den allermest holdbare, og denne ret lange stigning er i hvert fald på grænsen i lyset af det, vi så i Kroatien sidste år. Hvis han overlever, ved vi, at hans fart fører meget langt, men vi ved også, at han har det meget svært i positionskampen. Derfor er denne tekniske finale bestemt ingen gave, men får han både Sean Flynn og Pavel Bittner med hjem, har han faktisk ikke det ringeste tog. Der er stadig et hav af spørgsmål, der skal besvares positivt, hvis det skal blive til et resultat, men der er grund til at tro på hans fart. Et alternativ er Bittner, for hvem denne stigning også er på grænsen, men han viste ret god form i Bruxelles og Ungarn. Han spurtede overraskende godt i Norge, hvor han også positionerede sig godt, og han ligner et mere sikkert - men langsommere - kort end Lund. Det tredje kort er Flynn, der er den mest holdbare af de tre, men han har ikke farten og har ikke vist form i lang tid. Er det helt galt med alle tre, vil det ikke ligne Oscar Onley dårligt at blande sig, men han kommer ikke alt for langt.

 

I gamle dage havde Bryan Coquard stået noget højere på denne liste. En teknisk finale har altid været en katastrofe for den positioneringssvage franskmand, men en sen bakke elskede han. Hans holdbarhed har imidlertid været helt væk i år, hvor han har skuffet igen og igen, ikke mindst på stigningerne i Catalonien. Derfor føler jeg mig slet heller ikke sikker på hans overlevelse, for han viste ingen form, da han sidst kørte løv. Det var dog også en måned siden, og mon ikke han har trænet frem mod Touren, hvortil han allerede er udtaget? Det kan gå begge veje i forhold til overlevelse, men selv hvis han klarer den, skal han stadig sidde godt. Det bliver svært, men får han Alexis Renard, der dog slet ikke har vist holdbarhed i år, med hjem, har han faktisk en af de allerbedste lead-out men. Det kan være nok til at vinde i en finale som denne, selvom der er mange, der er hurtigere end ham. Falder han fra, er Renard et alternativ, men det er et usandsynligt scenarium, at Renard er den mest holdbare af de to.

 

Den anden fallerede franske topsprinter er Arnaud Demare. Han kæmper stadig for at bevise, at han er tilbage efter det forfærdelige 2023, hvor han knap vandt et cykelløb, og nu er han så på vej tilbage efter den træthed, der kostede ham foråret. Han styrtede jo herefter i sit comeback i Dunkerque, og det har kostet ham et hav af løb, senest titelforsvaret i Bruxelles. Derfor er det svært at tro, at han har formen til at overleve denne stigning, men modvinden hjælper ham trods alt. Lykkes det, skal han klare den tekniske finale, der altid volder ham problemer, og det ser svært ud, da Dan McLay aldrig kommer med hjem. Han har kun Vincenzo Albanese, og det er formentlig for lidt. Derfor ligner det en svær mission. Formentlig ender det med, at Albanese spurter, men han mangler fart og vil være næsten uden støtte.

 

FDJ har Sam Watson, men han er aldrig blevet den sprinter, jeg havde regnet med. Han skuffede mig stort i Vueltaen sidste år, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt, at han havde det så svært med sin positionering, som vi også så i Pays de la Loire tidligere i år. Til gengæld har han ikke den ringeste støtte med Stefan Küng og Sven Erik Bystrøm samt måske endda Fabian Lienhard, hvis han overlever. Jeg vil dog stadig regne tekniske finale som en ulempe, og han mangler også farten. Hans overlevelse er heller ikke stensikker, men med de klatreben, han havde i Dunkerque, bør han klare den.

 

Ag2r har kometen Paul Lapeira. Hans form er helt ukendt efter en lang, lang pause, men frem mod Touren er han sikkert godt kørende. Han vandt jo på chokerende vis en spurt i Baskerlandet, men det var i en stigende finale. Jeg har meget svært ved at finde et argument for, at han skulle kunne vinde en flad spurt, men i tekniske finaler kan man jo vinde uden at være hurtigst. Hans problem er bare, at han har et ret svagt hold med kun Stan Dewulf som lead-out man, og derfor er det ret usandsynligt, at han choksejrer én gang til.

 

Soudal har Jordi Warlop, der jo imponerede stort med sin holdbarhed i Oman sidste år. Desværre har han været i en gigantisk formkrise hele året, og senest skuffede han stort i Bruxelles. Derfor anser jeg det som ret usandsynligt, at han overlever, og han mangler også farten. Han har dog et meget stærkt våben i Yves Lampaert, hvis han sidder med hjem, og i denne tekniske finale kan det være nok til at sikre et godt resultat. Falder han fra, og overlever Lampaert - hvad jeg bestemt ikke er sikker på - kan den ganske hurtige belgier sagtens lave en top 10 i en teknisk finale, og han vil sikkert spurte for ikke at miste trøjen som følge af dumme huller, når Hayter må antages at blande sig.

 

Bahrain har Andrea Pasqualon, men det er ret svært at se ham vinde. I gamle dage havde han med sikkerhed overlevet, men han har slet ikke fordums holdbarhed. Med ham kan det gå begge veje, men selv hvis det lykkes, ser det svært ud. Han har slet ingen støtte, og han positionerer sig ikke som i gamle dage, ligesom han heller ikke har den fart, han tidligere havde.

 

 

Jeg skal vel også nævne Intermarché. Det virker helt udelukket, at Arne Marit kommer med hjem. Han er på papiret for tung, og nu kommer han endda tilbage efter en skade. Overlever han alligevel, får han det også meget svært i den tekniske finale. Alternativet er Francesco Busatto, der godt kan lave en top 10. Det bliver bare svært, fordi han kun har Lilian Calmejane som lead-out man, og som han har klatret på det sidste, får han også måske problemer med at overlever. Plan C er Calmejane, der aldrig er bleg for at blande sig lidt.

 

Så er der UAE, der skal nævnes. De har en stribe hurtige folk i Finn Fisher-Black, Marc Hirschi, Filippo Baroncini og til dels Jan Christen og sågar Isaac Del Toro, der i en teknisk finale med lidt held godt kan lave en top 10. Skal de vinde, skal de dog i offensiven, og som nævnt ovenfor, vil det undre mig, hvis ikke de prøver. Her er ”the prime candidate” Christen, der var uhyggeligt stærk i Frankfurt, så godt ud i Aargau og har gjort disse soloridt til sit speciale. Mit næstbedste bud er Fisher-Black, hvis han har genfundet Oman-formen og til sidst Hirschi, der dog stadig skuffer lidt. Del Toro var også et godt bud, men han får næppe lov at køre.

 

De øvrige hold får det svært. Q36.5 vil måske blande sig med Walter Calzoni, hvis han overlever, eller alternativt Gianluca Brambilla. Visma har Attila Valter, men han spurter næppe mod sprintere, som det gælder for Pelayo Sanchez hos Movistar. Corratec vil måske prøve med Alexandre Balmer, hvis han overlever, mens landsholdet måske vil satse på Jan Sommer, hvis han overlever, hvad han gjorde fint i Romandiet.

 

Feltet.dks vinderbud: Marijn van den Berg

Øvrige vinderkandidater: Arnaud De Lie, Michael Matthews

Outsidere: Jordi Meeus, Pascal Ackermann, Timo Kielich, Axel Laurance, Ethan Hayter

Jokers: Thibau Nys, Cees Bol, Marius Mayrhofer, Tobias Lund, Pavel Bittner, Bryan Coquard, Arnaud Demare, Sam Watson, Alberto Bettiol, Maxim Van Gils, Mark Cavendish, Jake Stewart, Stefan Bissegger, Vincenzo Albanese, Paul Lapeira, Jan Christen, Finn Fisher-Black, Marc Hirschi, Jordi Warlop, Yves Lampaert

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Marijn van den Berg
Arnaud De Lie, Michael Matthews
Jordi Meeus, Pascal Ackermann, Timo Kielich, Axel Laurance, Ethan Hayter
Thibau Nys, Cees Bol, Marius Mayrhofer, Tobias Lund, Pavel Bittner, Bryan Coquard, Arnaud Demare, Sam Watson, Alberto Bettiol, Maxim Van Gils, Mark Cavendish, Jake Stewart, Stefan Bissegger, Vincenzo Albanese, Paul Lapeira, Jan Christen, Finn Fisher-Black, Marc Hirschi, Jordi Warlop, Yves Lampaert
Andrea Pasqualon, Francesco Busatto, Arne Marit, Walter Calzoni, Filippo Baroncini, Alexandre Balmer, Jan Sommer, Alexis Renard, Sean Flynn, Kim Heiduk, Stephen Williams, Roger Adria, Sergio Higuita, Gianluca Brambilla, Luc Wirtgen, Isaac Del Toro, Lilian Calmejane, Attila Valter, Pelayo Sanchez, Cedric Beullens, Felix Engelhardt, Stan Dewulf, Søren Kragh, Patrick Konrad, Mattias Skjelmose, Michael Mørkøv, Dan McLay, Oscar Onley, Mauro Schmid, Anders Foldager, Frederik Wandahl
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

OL - Herrer (Enkeltstart)(JO) 27/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

OL - Herrer(JO) 03/08

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger