Tour de Suisse-analyse: Da landmandssønnen fra København gjorde det igen

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Egentlig burde Yves Lampaert være en total nobody i den brede offentlighed i Danmark. Selvom han er en pokkers god cykelrytter, der endda har haft kaptajnroller på et af de største hold i flere af de største løb, er han trods alt ikke en mand, man kender, hvis ikke man har et rent indgående kendskab til cykelsporten. Han er jo i hvert fald ingen Lance Armstrong, Alberto Contador, Peter Sagan eller Tadej Pogacar, der er så store navne, at de vil være kendt af det store flertal af danskere. Det skyldes naturligvis også, at Tour de France har en langt større rækkevidde end noget andet cykelløb, og her er der sjældent meget at komme efter, hvis man mest af alt er en brostensspecialist som Lampaert.

Hvis man lavede en undersøgelse hos den brede danske befolkning, vil vi nok også komme frem til, at de fleste ville sige ”Hvem?”, hvis de blev bedt forholde sig til, om de havde hørt navnet Yves Lampaert før. Hvis til gengæld man spurgte, om de kendte landmandssønnen fra Flandern, der choksejrede på den våde enkeltstart i København under Touren i 2022, ville der helt sikkert ringe en klokke hos ganske mange danskere.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Det var nemlig ganske rørende at se belgieren, da det gik op for ham, at han havde opnået sit livs største bedrift. Ingen i denne verden havde regnet med, at belgieren skulle vinde en af løbets mest prestigiøse etaper - det er 1. etape nemlig altid, fordi den indebærer retten til at bære den gule trøje - og selvom det utvivlsomt heller aldrig var sket, hvis ikke han var blevet voldsomt hjulpet af det danske sommervejr, var det alligevel fascinerende at se ham i al sin benovelsen udbryde, at han jo blot var ”en landmandssøn fra Flandern” og - måtte man forstå - den slags vinder åbenbart ikke etaper i verdens største cykelløb.

Men det gjorde Lampaert altså denne dag, og det er bestemt ikke det eneste, han har vundet. Faktisk står han i dag noteret for ikke færre end 16 sejre, herunder både Tour- og Vuelta-etaper, to World-klassikere og nu også to enkeltstarter på WorldTouren. Det er altså et generalieblad, de fleste vil give deres højre arm for at kunne præstere, og derfor var der slet ingen grund til, at Lampaert talte sig selv helt ned under gulvbrædderne og gjorde hans talenter langt mere ordinære, end de er.

Han er jo nok mest kendt for sine meritter i klassikerne, for selvom han stadig har til gode at vinde et af de allerstørste løb - selvom Dwars door Vlaanderen og Classic Brugge-De Panne nu heller ikke er små løb - er han et navn, man altid nævner, særligt i Roubaix, som han på den rette dag med det rette held godt kunne have vundet. Han er imidlertid mindst lige så god en temporytter, for selvom han har været svingende og aldrig har været en af de maskiner, der har høstet sejre på stribe, er det altså blevet til nogle pæne skalpe undervejs.

Den største af dem kom i Tour de Suisse i 2019. Det var på en dag, hvor alle talte om Stefan Küng, Søren Kragh, Kasper Asgreen og ikke mindst Rohan Dennis, der havde gang i et vanvittigt løb og på denne afsluttende enkeltstart havde mulighed for måske endda at true Egan Bernals samlede sejr efter nogle vanvittige ridt i bjergene. Det kom han imidlertid aldrig tæt på, for det var i hans sæson hos Bahrain, hvor hans enkeltstarter var langt under niveau, men det blev altså heller ikke hverken Küng, Asgreen eller Kragh, der vandt. Nej, det blev såmænd landmandssønnen fra Flandern.

I dag gjorde han det så igen, bare fem år senere. Denne gang var sejren måske endda endnu mere bemærkelsesværdig. Det var den ikke grundet feltets karakter, for årets ekstremt bjergrige rute har naturligvis fået langt de fleste tempospecialister til at løbe skrigende væk. Derfor var det små med konkurrencen, men der var alligevel et par store navne, der skulle slås, ikke mindst Küng, der måske ikke er fan af enkeltstarter på bare 4,8 km, men som trods alt har vundet de to seneste af disse indledende enkeltstarter i sit hjemmebaneløb.

Det kom han bare slet ikke tæt på i dag. Tværtimod endte den lokale som etapens helt store skuffelse, da han endte helt nede som nr. 8. Det har dog nok sin gode forklaring. Ikke blot var distancen ikke ideelt. Küng havde også brokket sig over noget bronkitis under hans nylige træningslejr, og derfor vidste han godt, at han ikke var helt på toppen. Det havde dog ikke fået nogen indvirkning på hans ambitioner på denne enkeltstart, som han gik efter at vinde, men noget kunne tyde på, at han var sat mere tilbage end som så. Heldigvis er der lang tid til både den første enkeltstart i Touren samt ikke mindst OL og VM på hjemmebane, der er hans store mål for resten af sæsonen.

Lampaert skulle dog også slå en anden gigant. I 2022 havde man ikke kunnet anse det som muligt, at Ethan Hayter kunne slås på en flad rute over en distance, der gav mindelser om hans banefortid. Det er imidlertid nye tider for briten, der slet ikke er det tempomonster - eller noget monster i det hele taget - han plejede at være. Derfor var det faktisk slet ikke nogen stor skuffelse, at han i dag ”blot” blev nr. 3. Nej, tværtimod var det ganske opløftende, for det var over en længere periode næsten den første enkeltstart, hvor han ikke faldt helt igennem. Det kan bare ikke skjule, at vi igen i dag fik at se, at det altså er gået overraskende tidligt ned ad bakke for kometen, der vandt det ene cykelløb efter det andet, da han blev professionel.

Dermed var vejen banet for Lampaert. Ser man bort fra de to favoritter, var hans navn et af de første, der dukkede op på listen. Belgieren har ganske vist ikke de store meritter fra de store mesterskaber eller grand tours, hvis man ser bort fra den dag i København for to år siden, men det skyldes udelukkende, at han har de pokkers svært, hvis enkeltstarterne bliver over 20 km lange. Over kortere distancer og på helt flade ruter har han imidlertid potentiale til at drille de bedste, og det gjorde han i dag. Det bemærkelsesværdige, der måske gør bedriften flottere end i 2019, er, at sejren kommer i en sæson, hvor det har stået ret klart, at vi nok har set det bedste fra ham - men hans næstbedste er altså stadig godt nok til at tage store sejre som denne.

Nogen vil nok hævde, at jeg har glemt Stefan Bissegger på listen over etapens indlysende favoritter. Der er imidlertid slet ikke tale om nogen forglemmelse. Den schweiziske maskine er nemlig raslet ned i tempohierarkiet i 2023 og 2024, hvor han har kørt den ene skuffende enkeltstart efter den anden, og så sent som i slutningen af maj floppede han fælt i Mayenne. Men tilsyneladende sker der et eller andet, når han kommer hjem. Sidste år kørte han to af sine eneste gode enkeltstarter netop i sit hjemmebaneløb, og i dag fik han med en 2. plads mindet os om, hvor god en temporytter han var og måske stadig er. Som for Hayter gælder imidlertid, at den gamle Bissegger, der knuste al modstand med en skræmmende magtdemonstration på en tilsvarende rute i BinckBank Tour i 2021, og som slog Filippo Ganna på en tilsvarende rute i Emiraterne i 2022, naturligvis havde slået Lampaert, hvis han havde været som i gamle dage.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Men sådan er det jo i moderne cykelsport. Her synes evner hurtigt at gå i en eller anden form for forfald, og så er der andre, der banker på. I dag fik vi i hvert fald bekræftet, at Finn Fisher-Black ikke er langt fra at kunne blande sig i den absolutte tempoelite. Vi fik også at se det, vi nu har set flere gange i år, at Sam Watson lidt ud af det blå har fået meget smag på denne slags enkeltstarter. Vi fik også at se, at kometen Jan Christen, der ellers har været alt andet end en tempoørn, kan overraske næsten overalt. Til gengæld fik vi ikke at se, hvor tæt på eliten Johan Price-Pejtersen er kommet. Distancen blev trods alt for kort, og derfor må vi vente endnu længere på at se ham folde sig ud på en længere, flad tonserrute, for her han formentlig et uhyggeligt potentiale, som vi så med sidste års 5. plads i ekstremt skrapt selskab og hans vilde ridt i Romandiet, hvor ruten var alt for kuperet.

Der var også plads til mere erfarne specialister. Alberto Bettiol bekræftede både sin storform og sin genrejsning med en af sine bedste tonserenkeltstarter nogensinde, selvom den ikke helt kan matche hans helt sensationelle 2. plads i Tirreno for nogle år siden. Det var også uhyre opløftende at se livstegn fra Mauro Schmid, der jo ikke er nogen veteran, men har været både skadet og i formkrise, men som i dag leverede sit livs ridt på en enkeltstartstype, der slet ikke har passet. Set med danske øjne var det særdeles glædeligt at se Kragh køre sin bedste enkeltstart i nærmest umindelige tider. Det var også en fornøjelse at se Bauke Mollema fortsætte den lille genfødsel, han indledte med sin flotte ardennerkampagne. Til gengæld må Michael Matthews, der tidligere har vundet en tilsvarende enkeltstart i Paris-Nice og burde elske denne distance, sande, at hans tid som tempospecialist nok er ovre.

Han havde dog nok heller ikke regnet med at vinde i dette selskab, og derfor gjorde det nok ikke det helt store, om han var blevet nr. 7 eller 17. For andre ryttere var det en helt anderledes vigtig etape. Det var nemlig også i år indledningen på klassementskampen, men i år er der nu nok ingen, der får søvnløse nætter af dagens resultat. Med årets vanvittige bjergrige rute skal man være uheldig, hvis det er dagens tabte sekunder, der koster en samlet sejr, men derfor kunne de tempostærke klassementsryttere jo lige så godt tage de få sekunder, de nu kan få ud af de tempoevner, som ellers i vidt omfang negligeres i en udgave, hvor åbningsenkeltstarten er den korteste siden 2007, og den lange enkeltstart har form af en bjergenkeltstart.

Det blev da også i vidt omfang de ventede navne, der fik udbytte af dagens etape. Det kommer i hvert fald slet ikke som et chok, at den store vinder blev Joao Almeida. Som led i UAEs tempomirakel genfandt han nemlig sine tempoevner i 2023, og derfor havde han udsigt til en fin lille gevinst i dag. Alligevel må det ganske imponerende resultat - distancen var trods alt meget kort - falde som en sten fra hjertet, for det var hans første gode præstation i en generelt trist sæson og en indikation på, at han er tilbage på sporet frem mod sin Tour-debut.

En anden vinder blev Mattias Skjelmose, der endte som tredjebedste klassementsrytter. Den forsvarende vinder var dog ikke helt så langt fremme, som jeg havde ventet i lyset af de vilde enkeltstarter, han har kørt på de sidste. Nu er spørgsmålet så, om jeg bare havde undervurderet betydningen af den for ham alt for korte distance, eller om han stadig kæmper lidt med at finde det tårnhøje topniveau, vi ikke for alvor har set siden Ardennerne og dette løb i 2023. Det finder vi heldigvis ud af de kommende dage, for på denne rute er der ingen steder at gemme sig.

Mere uventet var det, at Wilco Kelderman skulle ende som næstbedste klassementsrytter. Sådan havde det ikke været i gamle dage, men han har jo været i den specielle situation, at hans enkeltstart i en periode har været vendt fra styrke til svaghed. I dag kørte han imidlertid langt stærkere end for et år siden, hvor han ellers endte som samlet nr. 4, og det tyder på, at han er tilbage på sporet efter - endnu - en skadespause. Han er da også fortsat sammen med Wout van Aert det helt indlysende valg til de to sidste pladser i Vismas Tour-trup, hvor der jo skal findes erstatninger for Dylan van Baarle og Steven Kruijswijk, og noget tyder på, at han i denne uge kan levere noget tiltrængt opmuntring til det hollandske storhold, der også kunne glæde sig over et fornemt ridt af kometen Johannes Staune-Mittet, der bliver uhyre spændende den kommende uge, men som også må sande, at Ben Tulett stadig kæmper med at slå igennem - også selvom det til hans forsvar skal siges, at denne slags enkeltstarter aldrig har været ham.

Den sidste helt forudsigelige vinder var Kevin Vauquelin, men han endte nu nok som en lille taber. Akkurat som Skjelmose kunne han nok godt have forventet et lidt bedre resultat, når man ser på de enkeltstarter, han har kørt i år, men for dem alle gælder også, at man ikke skal overgøre noget på så kort en enkeltstart. En enkelt lille fejl i et sving kan hurtigt koste et par sekunder, og havde Vauquelin bare kørt tre sekunder hurtigere og var endt i top 10, havde min konklusion jo nok været en ganske anden.

Der var også mere overraskende vindere. Det tog i hvert fald mig på sengen, at den stadig mere spændende Frank van den Broek kun skulle være et sekund langsommere end Vauquelin. Selvom vi har set gode enkeltstarter fra ham før, var det også uventet godt med en 20. plads til Yannis Voisard, og selvom han i den ideelle verden nok havde håbet på lidt mere, kan Adam Yates, der jo har meget at bevise efter et forsømt og uheldigt forår, heller ikke være helt utilfreds. Det kan heller ikke Alexey Lutsenko, der også lå i den pæne ende af klassementsfeltet, som han burde, eller Georg Steinhauser, der bekræftede de nyfundne tempoevner og i hvert fald har indikeret, at han ikke er helt død efter Giroen.

Der var dog også et par sandsynlige vindere, der endte som tabere. Mest markant er det med Isaac Del Toro, der grundet et forkert sving og et styrt - der heldigvis var harmløst - nu er sat tilbage med 43 sekunder. Han havde ellers kurs mod en top 20 og dermed en bekræftelse på, at han er en ganske glimrende temporytter. En anden taber var Ion Izagirre, hvis endeløse krise fortsætter, for han fik slet ikke det udbytte, han gjorde for et år siden, hvor han pludselig genfandt sine tempoevner på netop åbningsetapen her.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

For andre handlede det bare om at begrænse tabet, og det kom nogle bedre fra end andre. Tom Pidcock smed 11 sekunder til Almeida, hvad han formentlig fint kan leve med, men det var hos Ineos langt mere opløftende, at Egan Bernal på en for ham helt håbløs rute kørte sin bedste enkeltstart siden comebacket og med et tab på kun 12 sekunder til Almeida bestemt ikke er blevet en mindre favorit for mig, end han var inden løbet. Også Oscar Onley må være svært tilfreds med at smide 12 sekunder, ligesom Lenny Martinez og Enric Mas heller ikke skal brokke sig over tab på 13 sekunder. For Felix Gall var en 70. plads og en regning på 15 sekunder også markant bedre end sidste års totalkatastrofe, mens et tab på 17 sekunder for Cian Uijtdebroeks næsten ikke kunne undgås på denne for ham katastrofale rute. Mere ærgerlig er nok Richard Carapaz, der smed 17 sekunder og stadig er en skygge af den temporytter, han var i sin sidste tid hos Ineos. Men i det mindste var det bedre end flere af de ryttere, der kommer fra Giroen, for Damiano Caruso smed 18 sekunder - og hans holdkammerat Wout Poels, der også floppede fælt i fredags smed endda et sekund mere - Nairo Quintana tabte 20 sekunder, Einer Rubio fik en regning på 22 sekunder, og Valentin Paret-Peintre kan tage hul på resten af løbet med et tab på hele 25 sekunder. For dem alle gælder dog, at de har masser af terræn til at indhente det tabte, hvis altså de er friske nok efter tre uger i Italien.

De vidste i hvert fald godt, at de ikke ville køre med om sejren i dag. Den lignede for mig et anliggende mellem Küng og Hayter, men historien har lært os, at man aldrig skal afskrive Lampaert. I dag kunne han endda uden hjælp fra det vejr, der fik alle favoritterne til at starte tidligt, og dermed fik han mindet os alle om, at der altså ikke er mange i denne verden, der kan matche ham på en kort, flad enkeltstart. Landmandssønner fra Flandern kan nemlig godt vinde store cykelløb - uanset om det er i København eller Vaduz.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT