Favoritvurdering: Tour du Poitou-Charentes

Som altid afvikles Tour de Poitou-Charentes over fire dage med i alt fem etaper, og formatet er altid det samme. Alle fire linjeløbsetaper er uhyre sprintervenlige, og det hører til i de absolutte sjældenheder, at de ikke er endt i massespurter. Derfor er løbet ubetingede nøgleetape altid torsdag eftermiddags enkeltstart, der er afslutningen på en lang dag, som også byder på en linjeløbsetape om formiddagen.

Årets sprinterfest skydes i gang tirsdag med en 195,2 km lang etape, der byder på 1711 højdemeter.  Efter en småkuperet første del er det stort set helt fladt over den sidste fjerdel, og det er det også til slut, hvor man kører på en 30,3 km lang rundstrækning. Finalen er enkel, da opløbet er 1400 m langt, og den sidste kilometer falder let med 0,6% i snit.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Sprinterfesten afbrydes måske på en for løbet atypisk etape onsdag, hvor der skal køres 185,7 km med i alt 1570 højdemeter. Her er sidste del af etapen mere kuperet end på den foregående etape, men der er ingen væsentlige stigninger, før man når finalen. Her slutter etapen nemlig på en 400 m lang bakke, der stiger med hele 8,2% i snit som afslutning på en 49,3 km lang rundstrækning. Finalen er også teknisk med et sving på næsten 180 grader med knap en kilometer igen.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Torsdagen indledes som altid med en morgenetape, der denne gang er 94,1 km lang og byder på 691 højdemeter. Denne gang er det stort set helt fladt, men den 44,9 km lange rundstrækning byder på en stigning (1000 m, 5,0%), der dog har top hele 31,4 km fra mål. Til slut falder det ned mod en sidste kilometer, der over de sidste 500 m stiger med 1,2% i snit, og finalen er uhyre teknisk med et sving 300 m fra stregen.

Torsdagen slutter med løbets nøgleetape, enkeltstarten. Den har en klassisk længde på i år 22,1 km og er ret enkel. Der er bare 115 højdemeter, og der er nærmest ingen sving på en rute, der mest består af lange, lige og flade veje. Der er ingen væsentlige bakker undervejs

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Løbet slutter som altid fredag med den vanlige klassiker i Poitiers. I år skal der køres 170,4 km med 1288 højdemeter, og det er med en helt flad første halvdel, inden man når frem til den velkendte 13,6 km rundstrækning, hvor der skal køres næsten tre omgange. Den har en ganske svær bakke (500 m, 7,9%) med top 6,1 km fra stregen, inden også de sidste 3 km er let stigende, den sidste kilometer med 1,4%. Finalen består mest af en lige vej, men der er et skarpt sving 310 m fra stregen.

Vejret kan være en nøglekomponent, og det kan det også blive i år, men ikke på grund af vinden, der ikke vil spille en rolle. Det kan derimod varmen, der bliver brutal. Tirsdag når vi 37 grader, onsdag 34 grader og torsdag 36 grader, samtidig med at kraftige tordenbyger desværre kan påvirke enkeltstarten, inden vejret slår om fredag, hvor det bliver skyet, lidt mere blæsende og køligere med en temperatur på ”kun” 29 grader.

Løbet er som regel uhyre enkelt. I ni ud af de seneste 12 år har vinderen af enkeltstarten også vundet samlet. Undtagelserne kom i 2021, hvor et hav af styrt betød, at Connor Swift kunne vinde samlet, selvom han kun blev nr. 9 på enkeltstarten, i 2020, hvor Arnaud Demare havde sikret sig nok bonussekunder til alligevel at snyde Josef Cerny for sejren, og i 2015, hvor Adriano Malori vandt enkeltstarten, men var blevet fanget bag et styrt på 2. etape, hvorfor sejren gik til Tony Martin.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Styrt er altid en risiko, men undgår vi dem, er det som regel et opgør på bonussekunder og tempoevner. Bonussekunder kommer dog kun i spil, hvis der findes en tempostærk sprinter som med Demare i 2020 og tidligere Christophe Laporte, men som det fremgår af ovenstående, er det sjældent. Som regel er enkeltstarten altafgørende, men i år har vi en tempostærk sprinter i Søren Wærenskjold. Han er ganske vist favorit til enkeltstarten i kamp med Bruno Armirail, men skulle han blive slået på tidskørslen, kan han måske som Demare vinde løbet på bonussekunder.

De fire øvrige etaper ender næsten altid i massespurter, og det bør de også gøre i år. Det er før lykkes at vinde nogle sekunder på bakken i Poitiers til sidst, men sjældent nok i forhold til den store tidsforskel, en mere en 20 km lang enkeltstart kan gøre. Der kan også opstå huller på den meget korte, men ret stejle bakke op til mål på 2. etape, der måske passer bedre til puncheurs end sprintere, men den øger bare chancen for bonus til en klassikerrytter som Wærenskjold. I år vil vinden ikke spille en rolle, og derfor bør det ende i fire spurter og formentlig også i relativt fulde felter - i hvert fald for dem, der ikke er smeltet sammen i varmen. Enkeltstarten er igen i år næsten altafgørende, og den er helt flad og skabt til specialister. Som vi så i 2021, kan styrt blive altafgørende, men dem kan jeg af gode grunde ikke tage hensyn til.

Baseret på mit kendskab til tempoevner og form når jeg frem til følgende rangering:

***** Søren Wærenskjold

**** Bruno Armirail, Niklas Larsen

*** Joel Suter, Ion Izagirre, Jeremy Cabot, Lasse Norman, Logan Currie

** Arthur Kluckers, Max Walscheid, Anthony Perez, Thibaut Pinot, Thibault Guernalec, Ewen Costiou, Maciej Bodnar, Valentin Ferron, Bart Lemmen, Anthony Delaplace, Enzo Paleni, Charlie Quaterman

* Tom Sexton, Paul Penhoët, Sandy Dujardin, Mirco Maestri, Samuele Rivi, Petr Kelemen, Simon Pellaud, Rick Ottema, Iuri Leitao, Rory Towsend, Alessandro Tonelli, Gijs Van Hoecke, Pier-André Coté