Optakt: 1. etape af Renewi Tour

SE RENEWI TOUR OF VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

Ruten

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje, og ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. I denne komprimerede udgave over fem dage bliver der imidlertid ikke plads til noget besøg i Zeeland, og i stedet skydes løbet i gang med en belgisk etape. Det ændrer dog ikke på, at sprinterne kan se frem til at spurte om den første førertrøje. Løbet skydes nemlig i gang med en klassiker i form af finalen i Ardooie, der er på programmet næsten hvert eneste år, og her bliver de hurtige folk aldrig snydt, hvorfor alt peger på, at vi skal have en indledende massespurt igen i år.

I alt skal tilbagelægges 182,9 km, der fører feltet fra Blankenberge til Ardooie. Startbyen ligger helt ude ved den belgiske kyst, og som det er kutyme i løbet, lægger ud med at køre en omgang på rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den 19,6 km lang og henlagt til området syd for byen, og den er igen helt flad. Først kører man mod syd igennem fladlandet, inden man kører et kort stykke mod øst for siden at køre mod nord tilbage til Blankenberge, hvor dagens første Checkpoint-spurt køres efter 15,0 km. Herefter går det mod vest hen langs vandet tilbage til udgangspunktet.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Efter den hele omgang tager man hul på en ny, men efter den første del fortsætter man mod først vest og siden syd ned til udkanten af Brugge. Her sætter man kursen mod sydvest for at fortsætte igennem fladlandet, inden man efter 44,8 km drejer mod syd. I byen Eernegem drejer man efter 51,1 km kortvarigt mod sydvest og senere syd, inden man kører ad lange, lige og flade veje mod øst. Derfra zigzagger man sig i en generelt sydlig retning ned gennem det flade Flandern, inden man kort inden Ardooie slår en sløjfe ved først at køre mod sydøst, så syd og til slut sydvest frem til rundstrækningen, som rammes efter 88,8 km. Herefter kører man det meste af en omgang, inden man efter 102,9 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med fem fulde omgange på den i alt 16,0 km lange runde, der er modificeret en anelse i forhold til den, der blev benyttet i 2020 og 2021, men man fastholder den nye og mere enkle finale, der blev introduceret efter 2019-udgaven, hvor man for sidste gang havde de to berømte sving ved den røde flamme - sandsynligvis grundet den megen kritik af sikkerheden. Rundstrækningen er stort set helt flad og i starten lidt mere teknisk end i 2021, da man skal dreje fire gange i løbet af de første 6 km. Herefter rammer man en lige vej, der leder mod sydøst, inden man drejer mod syd for at køre ad en lige vej ned til det sydligste punkt.

Her drejer man med 8,2 km til højre i en rundkørsel, hvorefter en lige vej leder mod vest. Med 5,1 km drejer man mod nordvest, og nu leder en lang og lige vej mod nordvest og nord ind til Ardooie, hvor man med 1800 m igen drejer skarpt til højre. Derefter bugter vejen sig kun let frem til et blødt sving med 1100 m igen, hvorefter en lige vej, der stiger med 0,1% leder frem til stregen. Der er en sidste Checkpoint-spurt på tredje omgang efter 140,4 km, mens Den Grønne Kilometer kommer på den næstsidste omgang lige inden stregen, hvor de tre spurter kommer med hhv. 19,4 km, 18,9 km og 18,4 km igen.

Etapen byder på i alt 363 højdemeter.

Etapen til Ardooie er som sagt en klassiker, hvor vi senest i 2021 så Tim Merlier vinde foran Mads Pedersen og Danny van Poppel. I 2020 brugte man for første gang den nye rundstrækning, og her sejrede Jasper Philipsen foran Mads Pedersen og Pascal Ackermann på 1. etape, mens Sam Bennett i 2019 tog sin anden sejr på to dage i den gamle finale. I 2018 var det Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

SE RENEWI TOUR OF VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

Vejret

Man drømmer altid om sidevind i dette løb, men man får det næsten aldrig. Det gør man i hvert fald heller ikke den onsdag, der er den smukkeste sommerdag. Således vil det være stort set helt skyfrit med en starttemperatur på 21 grader og en temperatur ved målet på 24 grader. Vinden vil bare være let (6-11 km/t) og i løbet af etapen dreje fra en nordvestlige til en nordlig retning. Det giver efter den indledende rundstrækning generelt med- og sidemedvind ned til finalerundstrækningen. Her vil der være med- og sidemedvind på første del, sidevind midtvejs og derefter stort set direkte over de sidste 5,1 km, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

I gamle dage skete det aldrig, at udbrud snød sprinterne i Benelux Tour, hvor vi altid blot havde den ene massespurt efter den anden. Noget synes imidlertid at være sket, efter at det igen i dag gik galt for sprinterholdene. Tilbage i 2018 skete det endda på to ud af fire sprinteretaper i historiens mest absurde udgave af løbet, hvor Matej Mohoric tog den samlede sejr i kraft af det, der lignede et tv-udbrud, og i 2021 skete det så igen. Det skyldes de ekstremt kringlede finalerundstrækninger, der ofte er umulige at jagte på, og de synes kun at blive mere og mere kringlede med årene - også med kritik fra rytterne til følge.

Det er dog endnu aldrig gået galt på åbningsetapen, og det er endnu aldrig gået galt på den klassiske etape til Ardooie. De to etaper plejer ikke at være sammenfaldende, men det er de i årets forkortede udgave. Her kender vi rundstrækningen, og selvom den som nævnt blev ændret i 2021, var udfaldet det samme i 2020 og 2021. Det er aldrig tidligere sket, at Ardooie-etapen ikke er endt i en massespurt, og med tanke på, at den er blevet afviklet siden 2008 med enkeltstarten i 2012 som en undtagelse, siger det alt om, at det er terræn, hvor det er meget lettere at jagte.

Det gælder også for den nye rundstrækning, hvorpå massespurten aldrig var i fare hverken 2020 eller 2021. Denne gang er starten af rundstrækningen mere teknisk, men den sidste del består bare af lange, lige veje. Det er svært at tro, at traditionen skal brydes denne gang.

Vinden hjælper i hvert fald heller ikke. Det bliver næsten vindstille, og derfor vil det end ikke blive nervøst. Det ligner en begivenhedsfattig sprinteretape, hvor udbruddet tidligt vil blive etableret, og hvor særligt Bingoal og Flanders straks vil jagte spurttrøjen, der bestemmes af de to Checkpoint-spurter. Når gruppen er er etableret, vil Soudal, Jumbo, Alpecin og Lotto formentlig tage ansvar, og de vil formentlig køre med meget lille risikomargin, så vi med sikkerhed får en spurt. Den bør derfor blive umulig at undgå, men det spændende bliver, om udbruddet er hentet, når vi omkring 20 km-mærket rammer Den Grønne Kilometer, så vi kan få den første kamp om bonussekunder.

Efter at man i 2020 ændrede den ikoniske finale med det berømte dobbeltsving, der var rammen om de smarte sejrsmanøvrer fra Mark Renshaw og Jasper Stuyven, er det nu en ret enkel finale. Der kommer dog et vigtigt sving med 1,8 km igen og et blødt sving med 1,1 km igen, hvor man skal sidde godt. Trods den enkle finale plejer positionering stadig at være ret vigtig, da vejen herefter er ret smal, hvorfor man meget let bliver lukket inde. Et lead-out er ikke altafgørende med så lang en opløbsstrækning, men med de smallere veje er positionering altid en vigtig komponent i løbets massespurter. Samtidig er det en modvindsspurt, der skal times rigtigt.

Det er naturligvis umuligt ikke at have Jasper Philipsen som favorit. Vi vidste godt, at han var verdens bedste sprinter, men det satte Touren i hvert fald en fed streg under. Her er han dog uden Mathieu van der Poel, og han tog, der primært tæller Gianni Vermeersch, Søren Kragh og først og fremmest Jonas Rickaert, kunne bestemt være stærkere. Det ligner i hvert fald ikke en spurt, der bliver kørt hjem fra spids, men med Rickaert ved sin side skulle det undre, om ikke Philipsen som altid sidder rigtigt. I dette felt skal han dog stramme sig an, hvis han skal slå særligt Tim Merlier og Arnaud De Lie på ren fart, men i kraft af sin bedre positioneringsevne taler meget for, at han på den smalle vej vil sidde bedst. Efter en pause kender vi ikke hans form, men i dette lette sprinterløb vil han utvivlsomt være i stand til at spurte om sejren - og mon ikke han vinder igen, som da Ardooie-etapen senest åbnede løbet i coronaudgaven i 2020? Han kender i hvert fald finalen.

Jeg prøver at rangere Tim Merlier som nr. 2. Han har flere gange i år vist, at han er klart hurtigere end Olav Kooij, og i dette felt bør det kun være Philipsen, Dylan Groenewegen og Arnaud De Lie, der måske kan slå ham på fart. Til gengæld har han tabt et hav af løb på sin positionering, og den risiko er stor i en finale, hvor vejen er smal. Han hjælpes dog af den meget enklere finale, og det er svært ikke at være imponeret over et tog, der tæller Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Florian Senechal og Bert Van Lerberghe. Det er i mine øjne det klart stærkeste tog i dette løb, og det øger chancen for, at Merlier vil sidde godt i en lang powerspurt, som er nærmest skræddersyet til ham. Når jeg alligevel frygter, at det går galt, skyldes det, at Soudal mange gange i år med en formation, der minder om denne, har skuffet mig, ligesom Merlier har for vane at tabe sit hold. Undgår han det, og lever toget op til sit potentiale, har han dog en stor, stor chance - og så skal det blive interessant at se, hvem der er hurtigst af de gamle holdkammerater Merlier og Philipsen.

Når mit næste bud er Olav Kooij, handler det mest af alt om positionering. Vi har nu flere gange i år - senest i Polen - set, at Merlier slår ham, når det handler om topfart, og det samme må gælde for Philipsen, Groenewegen og De Lie, der lignede den hurtigste af de to, da de stod ansigt til ansigt i Paris-Nice. Til gengæld misser Kooij meget sjældent et topresultat, fordi han er så eminent i positionskampen, og det har blandt andet betydet, at han fører klart i sine mange indbyrdes opgør med Merlier i denne sæson. Samtidig kommer han til dette løb med et tog, der med Jos van Emden, Tosh van der Sande og den faste lead-out man, Mick van Dijke ser fornuftigt ud. De er ikke stærke nok til at dominere, men de bør være stærke nok til, at Kooij sidder godt. Han skal så nok i denne enklere finale have lidt held i forhold til positionen på de ryttere, der synes hurtigere end ham, men på denne smalle vej kommer man meget langt med den positionering, han mestrer så godt.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Så er der Arnaud De Lie. Han har kørt ret få WorldTour-løb, og derfor har vi kun sjældent set ham spurte mod eliten, men i Paris-Nice lignede han en mand, hvis fart ikke var langt fra Merliers. Alligevel endte det franske løb i en katastrofe, og det er der en god forklaring på. Som vi senest så i Vallonien, har han store mangler i positionskampen, og det har allerede kostet ham mange sejre. Jeg frygter, at det sker igen. Heldigvis er noget med Cedric Beullens, Florian Vermeersch og ikke mindst Jasper De Buyst meget stærkere end katastrofeformationen i Hamburg, men de kan ikke matche særligt Soudal. Heldigvis er der ikke mange meget stærke tog, og han hjælpes af den enklere finale, men sporene fra Paris-Nice skræmmer. Han er på denne smalle vej meget afhængig af held, men har han det, mangler farten og formen i hvert fald ikke.

Det var lidt af et slag for Dylan Groenewegen, at Touren definitivt viste, at Philipsen i dag er hurtigere end ham. Han viste dog, at han stadig er en af de allerhurtigste, og særligt efter så let en dag på førstedagen af et etapeløb burde han have en god chance. Som altid med Groenewegen er problemet hans positionering, der dog er blevet meget bedre i år, og han hjælpes af denne meget enklere finale. Hans tog med Zdenek Stybr, Blake Quick, Elmar Reinders, Amund Grøndal Jansen og Campbell Stewart er også pænt, men ikke på niveau med de bedstes. Derfor er han altid lidt afhængig af held, men efter så let et sprinterløb burde Groenewegen, der i Hamburg viste god form, stadig have en god chance for at vinde på sin fart.

Det er spændende at se, hvad Jonathan Milan kan. Vi har lært, at der er meget stor forskel på hans top- og bundniveau, og vi så desværre i søndags, at han slet ikke er på sit topniveau. Heldigvis er dette løb meget let, og det er altså farten, han skal bruge. Det er nyt for ham at spurte lige op med de allerbedste, men den fart, han havde i Giroen, var så overlegen, at han formentlig skal regnes som en af verdens allerhurtigste lige nu. Til gengæld tabte han en del spurter i Giroen på sin positionering, men får han hjælp af Matej Mohoric, ser et tog med sloveneren, Fred Wright, Dusan Rajovic og ikke mindst Andrea Pasqualon ud til at være et allerstærkeste.  Kombinerer man det med den lange powerspurt, der passer ham som fod i hose, tror jeg på, at italieneren har en god chance for at vinde, selv i dette selskab.

En anden rytter, der i hvert fald har farten, er Sam Welsford. Det her han vist flere gange, men vi har også, senest i Touren, set, at hans positionering næsten altid ødelægger festen. Derfor kniber det i stærke sprinterfelter, og det er i det lys svært at se ham finde vejen frem på denne smalle vej. Han vil ellers elske dette lette sprinterløb, og da hele holdet består af sprintere og lead-out-folk, har han på papiret masser af støtte. Mange af dem var dog også med i Touren, og det viser, at han igen skal være pokkers heldig, hvis han skal have glæde af sin høje fart.

Var det bare en engangsforestilling, at Jordi Meeus vandt på ren fart i Touren. Resten af løbet viste, at han - særligt i frisk tilstand - nok ikke kan matche de bedste, men Paris giver trods alt et håb. Desværre lider han i dette løb under et meget svagt tog, der kun tæller Shane Archbold og Ryan Mullen, og derfor er han bagud på point. Han plejer at være god i positionskampen, men Touren viste, at det kan bliver svært at sidde rigtigt, når støtten ikke er bedre end her.

Arnaud Demare kører sit tredje løb for Arkea og fik en god optakt i Hamburg, men han kommer stadig til løbet efter en sløj sæson. Heldigvis fandt han sig selv i juni, hvor han så godt ud i både Bruxelles og Schweiz, men lige nu synes han ikke formstærk. I tirsdags kørte han sit første løb efter skiftet til Arkea, og her så han i et svagt felt mildt sagt skidt ud. Dette sprinterløb er dog ikke noget problem, men lider under sin svage positioneringsevne. Heldigvis er finalen enklere, og han har Dan McLay, der støttes Jenthe Biermans, Clement Russo og Matis Louvel, et tog, der på papiret ser ret fornuftigt ud. De burde være en god chance for, at han sidder rigtigt, men med den fart, han har vist i år, kræver det dog nok et meget godt McLay-lead-out, hvis han skal vinde.

Thibau Nys har nok ikke farten til at vinde i dette felt, men han har et afgørende våben. Toget med Filippo Baroncini, Marc Brustenga, Emils Liepins og ikke mindst Jasper Stuyven ser ud til at være så godt, at de konkurrerer med Soudal om at være stærkest. Det er bestemt ikke utænkeligt, at Stuyven igen vil sætte sin sprinter op fra spids. Det betyder nok desværre ikke, at Nys efter en let dag an slå alle supersprinterne, men det kan føre til et godt resultat.

Cees Bol har oplevet en renæssance efter skiftet til Astana. Han har både lært at positionere sig, hvad han ikke kunne tidligere, og han har også genfundet noget fart. Det er stadig svært at se ham vinde i dette stærke felt, for han kommer til løbet med et meget svagt hold, men han har dog særligt Davide Martinelli, Gianni Moscon og Gleb Syritsa hos sig. Vi så i Touren, at det gjorde det lidt svært i positionskampen, at støtten var svag, men han viste til gengæld en relativt god fart. Denne finale er ret enkel, og har han heldet i positionskampen, skal man aldrig sige aldrig. Han har før overrasket - ikke mindst da han vandt i Paris-Nice.

Israel-PT kører formentlig for Giacomo Nizzolo, men jeg håber, at de giver Itamar Einhorn chancen. Israeleren har været flyvende på det sidste med en række sejre i mindre løb og ikke mindst sejren i Tjekkiet. Feltet her er naturligvis meget stærkere, men vi har flere gange, også i Scheldeprijs, set, at hans fart faktisk rækker langt efter disse lette sprinterløb. Han har det lidt svært i positionskampen, men får han Nizzolo til sammen med Jens Reynders, Tom Van Asbroeck og Guillaume Boivin, kan man håbe, at han sidder så godt, at han kan vise sin fart. Med sin nylige succes har han som israeler en relativt god chance for at være kaptajn. Kører de i stedet for Nizzolo, er jeg knap så optimistisk. Det har nemlig knebet med både fart og positionering i år, men han viste hæderlig form i Leuven.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Intermarché kommer med Arne Marit, der i Giroen viste et niveau, vi ikke tidligere har set. Han har ikke farten til at vinde, men han er bestemt ikke den langsomste i dette felt. Han har haft det svært i positionskampen, men her har han i det mindste et hæderligt tog med særligt Dion Smith og Mike Teunissen. Hollænderen har skuffet i år, men kører han et lead-out som i gamle dag, har Marit jo altså en fremragende sidste mand.

Denne lette sprinteretape er bestemt ikke noget for Matteo Trentin, hvis form også er en anelse usikker efter det grimme styrt til VM. Den smalle vej passer ham dog godt, for den gør, at han kan bruge sin gode positioneringsevne. Han har ganske begrænset støtte fra kun Alessandro Covi, men han er også en ganske kapabel lead-out man. Selvom farten ikke rækker, skulle det ikke undre, om den snu Trentin alligevel via sin positionering laver et godt resultat.

Tidligere i år havde jeg ret store forventninger til Matteo Malucelli, der sidste år viste ret høj fart og god positioneringsevne, hvad han bekræftede i Saudi Tour. Desværre har han skuffet, og min entusiasme er dæmpet. Han gjorde det dog fremragende i de meget kaotiske finaler i ZLM Tour, hvor han utroligt nok ikke missede ud én eneste gang. Det vidner om, at positioneringen er tilbage. Her er feltet meget stærkere, og hans hold er svagt, men ZLM Tour antyder, at han sagtens kan lave en top 10.

Dette lette sprinterløb er ikke ideelt for Piet Allegaert, der slet ikke har farten til at være med helt fremme. Han har dog mange flotte resultater, fordi han er så god til at positionere sig, og det vil bringe ham et stykke på denne smalle vej. Toget er bestemt ikke det stærkeste, men med Christophe Noppe og særligt den i år meget velkørende Alexis Renard ved sin side er han bestemt ikke uden støtte.

Søndagens største chok var den gode spurt fra Elia Viviani. Det var dog også under meget specielle og kaotiske omstændigheder, og der er intet, der tyder på, at han kan gentage det i en klassisk massespurt i dette felt. Han har ikke vist megen fart, og hans positionering har været hans store svaghed. Her lider han under slet ikke a have et rigtigt tog, og at Ben Turner vel er bedste bud på et lead-out. Men har han heldet, må vi se, om han virkelig pludselig har vundet en ny fart.

Endelig er der Max Kanter. Han viste meget lovende takter sidste år, men i 2023 har han skuffet ved de få muligheder, han har haft. Han kommer dog til løbet med en ganske fin 9. plads fra Hamburg, og det giver håb. Han plejer nemlig at være god til at positionere sig, og selvom hans hold er svagt, kan han måske genfinde lidt af sit momentum fra sidste år.

FDJ har Jake Stewart, men han ender i kraft af sin positionering og manglende fart næsten aldrig i top 10 i disse WorldTour-spurter, og i dette løb lider han også under et svagee tog. Det er muligt, at Laurance Pithie som i søndags får lov at køre sin egen spurt, men jeg ser ikke en gentagelse af det flotte resultat efter et let sprinterløb. Hos Ag2r vil Pierre Gautherat prøve, mens Flanders har Vito Braet og Milan Fretin, men det skal flaske sig, hvis de skal i top 10. Hos EF prøver Owain Doull måske, men formentlig skipper de spurten.

Feltet.dks vinderbud: Jasper Philipsen

Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Olav Kooij

Outsidere: Arnaud De Lie, Dylan Groenewegen, Jonathan Milan, Sam Welsford, Jordi Meeus

Jokers: Arnaud Demare, Thibau Nys, Cees Bol, Itamar Einhorn, Arne Marit, Matteo Trentin, Matteo Malucelli, Giacomo Nizzolo, Piet Allegaert, Elia Viviani, Max Kanter

Tidligere udgaver af etapen

Du kan med samme finale gense Tim Merliers sejr fra 2021 og Jasper Philipsens sejr fra 2020 og med den gamle finale også Sam Bennetts sejr fra 2019, Jasper Stuyvens sejr fra 2018, Peter Sagans sejre fra 2017 og 2016, Tom Boonens sejr fra 2015, Nacer Bouhannis sejr fra 2014 og Mark Renshaws sejr fra 2013.

SE RENEWI TOUR OF VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET