SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Optakt: Renewi Tour (Eneco, BinckBank, Benelux Tour)
23. august 2023 15:14Foto: Sirotti
Foråret og efteråret domineres af klassikerne, mens den midterste del af sæsonen er fyldt med etapeløb. Disse to vidt forskellige former for cykelløb smelter sammen i et i det hollandsk-belgiske WorldTour-løb Renewi Tour (det tidligere Eneco, BinckBank og Benelux Tour), der kombinerer et par etaper i velkendt klassikerterræn med et par sprinteretaper og en enkeltstart og derved former et etapeløb skabt til endags- og enkeltstartsspecialister. Efter tidligere at være blevet kritiseret for mindre spændende og alt for sprintertunge ruter har løbet nu fundet sit format og er et stort mål for mange af de ryttere, der normalt dominerer i foråret, selvom løbet denne gang desværre for første gang afvikles i en neddroslet udgave over bare fem dage.
Artiklen fortsætter efter videoen.
SE RENEWI TOUR OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Løbets rolle og historie
Cykelløb i Belgien er mættet med historie, men fokus har altid været på endagsløb og landets mange smukke klassikere. Selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1908, har landets nationale rundtur, Belgium Tour, haft svært ved at få samme popularitet som mange lignende etapeløb længere mod syd i Europa, og etapeløb har generelt været negligeret i et af cykelsportens historiske kerneområder.
Da ProTouren blev indført i 2005, blev det veletablerede Holland Rundt vurderet til at være for nemt til at få en plads på sportens fineste kalender, og derfor søgte arrangørerne hjælp hos Belgium Tour og Tour de Luxembourg i et forsøg på at skabe en Tour of Benelux, der kunne have sin berettigelse i den nye serie. Samarbejdet med luxembourgerne blev aldrig mere konkret, men belgierne og hollænderne fandt sammen i et samarbejde, der gjorde det muligt at udvikle det hollandske etapeløb til et løb hjemmehørende i to lande, og det gav straks plads på ProTour-kalenderen. Pludselig havde belgierne ikke længere blot deres klassikere, men også et etapeløb på allerøverste niveau. Belgium Tour forblev imidlertid en selvstændig begivenhed.
I de første år havde løbet svært ved at finde sit rette format, og mange kritiserede ruterne for at være alt for nemme og for at have for mange sprinteretaper. Ofte var løbet udgjort af en samling massespurter samt én kuperet etape og en enkeltstart, der afgjorde klassementet. Den hollandske og belgiske geografi betyder, at løbet altid vil være meget sprintervenligt, men arrangørerne har siden gjort løbet betydeligt hårdere ved at tilføje flere etaper i vanskeligt klassikerterræn, og løbet har fundet et fornuftigt miks mellem dage for sprinterne og dage for endagsspecialisterne.
Løbet gøres spektakulært ved, at det bringer feltet tilbage til de veje, som i forårssæsonen altid er rammen om nogle af årets højdepunkter i klassikerne, men som kun bruges i ganske lille omfang resten af året. Som regel har løbet i den senere tid haft en etape med mange af de flamske hellingen, der er kendt fra Flandern Rundt, en etape i den kuperede Limburg-provins, der lægger asfalt til Amstel Gold Race, og en etape i de vallonske Ardenner, som er scene for Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Disse klassikeretaper er blevet forent med et par dage for sprinterne og en enkeltstart, hvorved man har skabt et løb for alsidige ryttere samt klassiker- og enkeltstartseksperter. Som altid har vejret i denne del af verden spillet en afgørende rolle, og der har altid været en lurende trussel om, at sidevind kunne få løbet til at eksplodere.
Trods de mange svære etaper er terrænet ikke hårdt nok til at skabe store tidsforskelle, og derfor spiller bonussekunder ofte en afgørende rolle. Den vigtigste etape har som regel været den altid relativt korte enkeltstart. Kun de færreste ryttere har kunnet vinde løbets uden at have solide tempoevner, og det afspejles i vinderlisten. Den første udgave blev vundet af Bobby Julich, og siden da har Stefan Schumacher, Jose Ivan Gutierrez (to gange), Edvald Boasson Hagen (to gange), Tony Martin, Lars Boom, Niki Terpstra og Tom Dumoulin alle vundet løbet. Med den hårdere rute er døren imidlertid blevet åbnet for mere alsidige ryttere, og i de senere år har vi haft de første vindere, der ikke kan betragtes som deciderede specialister i kampen mod uret. Således er det to gange lykkedes Tim Wellens og en gang Zdenek Stybar, Niki Terptsra, Matej Mohoric, Laurens de Plus, Mathieu van der Poel og Sonny Colbrelli at vinde så meget tid andetsteds, at de har taget den samlede sejr. Vinderen har som regel været en alsidig rytter, der har kunnet holde sig til på stigningerne, håndtere den hårde positionskamp og den eventuelle sidevind, måske samle lidt bonussekunder op i en spurt eller to og gøre arbejdet færdigt med en god enkeltstart.
I 2015 gav man løbet et nyt twist ved at indføre Den Gyldne Kilometer, der i år er omdøbt til Den Grønne Kilometer. Konceptet havde gjort debut i Belgium Tour, og arrangørerne af Renewi Tour var så glade for ideen, at de overtog den med det samme. På hver linjeløbsetape har der derfor siden da været tre indlagte spurter samlet på bare én kilometer, og her kan der i hver af dem scores hhv. 3, 2 og 1 sekunder. Derudover er der som altid 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første, der krydser stregen, og i et løb, hvor hvert et sekund er afgørende, har det vist sig at være et ganske afgørende element.
Løbet har traditionelt haft en placering kort inden Vueltaen i første halvdel af august, men det har aldrig rigtigt fungeret som forberedelse til den spanske grand tour. Løbet byder ganske enkelt på etaper, der ikke har mange ligheder med det, der findes i det bjergrige spanske løb, og de fleste ryttere har derfor foretrukket at finpudse formen i de mere kuperede Vuelta a Burgos og Tour de Pologne fremfor at tilbringe en uge på de relativt flade veje i Belgien og Holland. For sprinterne har det forholdt sig anderledes, og nogle af de hurtige folk har brugt løbet til at finde løbsfarten inden de tre uger i Spanien. På den anden side har det spanske løb i de senere år haft meget få muligheder for sprinterne, og derfor har der på det seneste ikke været mange sprintere, der har kørt begge løb.
I stedet har løbet været et stort mål i sig selv. For enkeltstartsspecialister er det en sjælden chance for at score WorldTour-point uden at skulle præstere i høje bjerge, mens klassikerrytterne ser frem til en sjælden chance for at vende tilbage til deres terræn på en tid af året, hvor sådanne chancer er begrænsede. Sprinterne valfarter altid til løbet i enormt antal, for der er ikke mange WorldTour-løb, der er så sprintervenlige som dette. Med den stadigt større betydning af point ser flere og flere hold løbet som en stor chance for at sætte ind på kontoen i et løb, der ikke er voldsomt svært.
I 2021 blev meget forandret. Løbet skiftede navn til Benelux Tour, og selvom man i første omgang holdt sig til Belgien og Holland, var planen langt om længe at realisere den oprindelige plan om på sigt at køre i alle tre Benelux-lande. Samtidig fik løbet en ny placering, så det nu afvikledes samtidig med Vueltaens sidste uge og dermed meget tættere på VM. Det var på alle måder en langt mere naturlig placering. I stedet for at give sprinterne og klassikerrytterne en chance for at komme i gang igen i august, var det nu den perfekte opvarmning til VM, der i hovedparten af årene afvikles i terræn, som svarer til det, man finder i løbet. Det gjaldt naturligvis særligt i netop 2021 med et VM i Belgien, men også på sigt var planen at skulle konkurrere med Tour of Britain og de canadiske klassikere om at være den foretrukne vej til kampen om regnbuetrøjen.
Det blev desværre en engangsforestilling. Kampen mod Vueltaen var for voldsom - ikke i forhold til rytterne, men i forhold til tv-dækning. Derfor blev løbet, der ellers havde overlevet selv corona i 2020, for første gang aflyst, endda med relativt kort varsel. Arrangørerne måtte tilbage til tegnebrættet for at finde en langsigtet løsning. Man ville gerne tilbage til august, og det ønske blev imødekommet fra UCI, der til gengæld anbefalede en kortere udgave af løbet. Derfor afvikles løbet, der ellers med 2020-udgaven som undtagelse, altid har været syv dage langt, nu over bare fem dage. Det betyder samtidig, at man dropper ideen om et løb i alle Benelux-landene, og løbet får derfor igen et sponsornavn, så det nu er kendt som Renewi Tour. Man har endda ikke kunnet undgå konkurrencen fra Vueltaen, da det overlapper med de første to etaper i Spanien, men da 1. etape i Vueltaen afvikles om aftenen er det altså kun søndagsetapen, der giver en konflikt. Det reducerede format har ikke ændret på løbets format, men da man til den første udgave har valgt af sløjfe løbets hårdeste etape, ardenneretapen, samt den ene sprinteretape, giver det et lettere løb end tidligere.
Mens løbet naturligvis tiltrækker mange klassikerspecialister, er det også et stort mål for sprinterne, og løbet har derfor ofte et af de stærkeste sprinterfelter overhovedet. I år er ingen undtagelse, idet alle er klar til at udkæmpe drabelige slag på de flade etaper. For mange af disse ryttere har løbet været den perfekte forberedelse til sprinterklassikerne på WorldTouren, BEMER Cyclassics og Bretagne Classic, der for mange af disse ryttere er de helt store mål i den anden halvdel af sæsonen. Sådan vil det kun delvist være i år, hvor løbet i Hamburg nu afvikles inden dette løb, men der er stadig god synergi mellem løbet de tre WorldTour-løb for feltets hurtigste, der vil have dem som sæsonhøjdepunkt i efteråret. Det betyder, at vi igen kan se frem til at se et sprinterfelt, som man ikke ser i mange andre løb, og navne som Dylan Groenewegen, Jasper Philipsen, Olav Kooij, Arnaud De Lie, Tim Merlier, Jordi Meeus, Arnaud Demare, Sam Welsford, Jonathan Milan, Giacomo Nizzolo, Cees Bol og Thibau Nys vil alle være klar til at slås om sejren i et løb, der giver en god pejling af det aktuelle sprinterhierarki.
Som sagt blev løbet altså aflyst i 2022, og derfor skal vi tilbage til 2021 for at finde den seneste udgave. Her så det efter de første fem etaper godt ud for Stefan Küng, der nok engang med enkeltstarten som udgangspunkt havde sikret sig førertrøjen, men heller ikke denne gang lykkedes det ham at vinde løbet. På kongeetapen i Ardennerne leverede Bahrain nemlig en sand magtdemonstration, da den uhyre formstærke Sonny Colbrelli kørte alene hjem foran en syvmandsgruppe, hvis spurt blev vundet af holdkammeraten Matej Mohoric. På den efterfølgende Flandern-etape var rollerne byttet om, da Mohoric fik lov at angribe tidligt, og mens han kørte til solosejr, kørte Colbrelli til slut fra alle rivalerne, så det blev til endnu en dobbeltsejr, denne gang dog med den omvendte rækkefølge. Det var naturligvis også nok til en dobbeltsejr i klassementet, hvor forskellene var historisk store, da Colbrelli sejrede med 29 sekunder ned til Mohoric og hele 1.14 ned til Victor Campenaerts. Desværre forhindrer Colbrellis hjerte ham jo i at forsvare sin titel, og da Campenaerts er syg, bliver Mohoric eneste genganger fra seneste podium.
SE RENEWI TOUR OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Ruten
Som sagt har Renewi Tour altid været et løb for klassikerryttere, der kan køre enkeltstart. Løbets natur har dog ændret sig en anelse. De tidlige udgaver var således så lette, at det i høj grad blev til en kamp mellem enkeltstartsspecialisterne på tidskørslen, men i de senere år har ruterne været langt vanskeligere, og det har givet klassikerryttere bedre chancer. Det afspejles ikke mindst af sejrene til Zdenek Stybar, Tim Wellens, Niki Terpstra, Laurens De Plus og Sonny Colbrelli, der ikke var langt fremme på enkeltstarten, men kunne gøre forskellen i klassikerterrænet.
I de senere år har man fundet en relativt fast formel med tre sprinteretaper, en enkeltstart, der typisk er kortere end i de tidligere år, samt tre klassikeretaper, der kan betragtes som små udgaver af hhv. Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Lege og Flandern Rundt. I 2016 var formatet lidt anderledes, da man havde inkluderet en holdtidskørsel som led i en ny kalenderplacering pga. OL. Det betød, at løbet var at betragte som optakt til VM, og derfor var det nærliggende at have en slags generalprøve til VM i holdløb. I 2017 vendte man imidlertid tilbage til den nu velkendte model.
Den afveg man imidlertid fra i 2018. På meget kontroversiel vis valgte man helt at droppe kongeetapen i Ardennerne, og i stedet var de to eneste lidt svære etaper den relativt lette Amstel-etape i Limburg samt den nu klassiske afsluttende Flandern Rundt-etape med mål på Muren i Geraardsbergen. I stedet havde løbet nu hele fire flade sprinteretaper samt endda en forlænget enkeltstart, der havde udsigt til at være meget afgørende, hvis det ikke havde været for Matej Mohorics overraskende tidsgevinst via et udbrud på en af de fire flade etaper.
Den lettere model genbrugtes i 2019, men denne gang var det den relativt lette Amstel-etape, der udeladtes på bekostning af en fjerde og ekstra sprinteretape. Dermed var der både en Liege- og en Flandern-etape til at opveje for de forskelle, der kunne gøres på enkeltstarten, som samtidig var den korteste i løbets historie, så 2019-udgaven med sine bare 8,3 km kamp mod uret var den mest tempofattige nogensinde. Samtidig blev der afgørende ændret på løbets anatomi, så enkeltstarten kom helt henne på næstsidste dag, og derfor var det som noget helt nyt ikke tempospecialisterne, der var i front, da kongeetapen i Ardennerne kørtes om torsdagen. Resultatet blev et herligt løb, hvor der blev gjort forskelle i både Ardennerne og på brostenene, og hvor Laurens De Plus som den eneste var med fremme begge dage og dermed tog den samlede sejr. Efter forkortede udgave i 2020, hvor det bare fire etaper lange coronaramte løb var uden både ardenner- og Amstel-etape, vendte man i 2021 helt tilbage til traditionerne med tre klassikeretaper, tre sprinteretaper og en enkeltstart.
Sådan bliver det ikke i år. Som nævnt ovenfor er løbet på ønske fra UCI forkortet fra syv til fem dage, og det har betydet, at man har skullet træffe et valg. Ikke overraskende har det kostet den ene af de tre sprinteretaper, men ganske kontroversielt er også ardenneretapen - løbets klart hårdeste - blevet fravalgt. Samtidig har man fastholdt en ganske let udgave af Amstel-etapen med et design, der minder om det, der blev brugt i 2021, hvor Caleb Ewan vandt en reduceret massespurt blandt cirka 50 mand - måske endda i et lidt lettere format - og minsandten om ikke også man har gjort den helt klassiske Flandern-etape, der har været brugt som afslutningsetape i næsten alle udgaver siden 2012, lettere med længere afstande mellem stigningerne og færre omgange på den velkendte rundstrækning med det klassiske mål halvvejs oppe ad Muren i Geraardsbergen. Det er imidlertid ikke, for den forsvundne sprinteretape er den, der typisk er foregået i den potentielt forblæste Zeeland-provins, og da sidevind ellers aldrig rigtigt spiller en rolle i løbet, kan der derfor ikke være tvivl om, at det ikke blot er en forkortet, men også en meget lettere udgave af løbet, end vi har set de seneste år.
Det kunne klassikerrytterne måske leve med, hvis arrangørerne havde fastholdt den meget korte enkeltstart, vi har set i de seneste år. Det har de bare slet ikke. Tværtimod har de med en distance på 13,6 km designet den længste enkeltstart siden 2015, og selvom der er en ganske teknisk passage undervejs, vil de temposvage folk bestemt heller ikke glæde sig over terrænet, der byder på bare 8 højdemeter i det hollandske fladland. Dermed bliver der i en vis forstand tale om en tilbagevenden til løbets første år, hvor klassikerterrænet er begrænset, og hvor enkeltstarten spiller en meget afgørende rolle.
Der ændres også lidt på rækkefølgen. I starten er det dog, som det plejer, når der lægges ud med en af sprinteretaperne, men denne gang er det ikke den forsvundne Zeeland-etape. I stedet får sprinterne chancen for at slås om den første førertrøje i den helt klassiske afslutning i belgiske Ardooie, der har været målby hver eneste gang siden 2008. Det er også helt normalt, at enkeltstarten kommer på andendagen, denne gang altså i et langt format over 13,6 km på en relativt teknisk rute i det hollandske fladland omkring Sluis.
Nyskabelsen kommer på 3. etape, hvor man har placeret Flandern-etapen, der ellers i alle udgaver siden 2012 med bare én undtagelse har været finaleetape. Denne gang bruger man som sagt også en forlænget udgave af den velkendte rundstrækning, hvilket betyder, at næstsidste passage af Muren og sidste passage af Bosberg kommer længere fra mål, ligesom der kun skal køres to og ikke som tidligere tre eller fire omgange.
Lørdag gælder det så den sidste af de to sprinteretaper, der er henlagt til en helt flad del af Flandern, inden det hele ganske usædvanligt slutter med Amstel-etapen. Her kan man drømme om samme dramatiske afslutning, som vi ofte har set det på Flandern-etapen, hvor førertrøjen flere gange har skiftet ejermand, men det er tvivlsomt, om vi vil se det på en rute, der ligger i den lettere belgiske del af Limburg-provinsen, hvor klassikerrytterne skal forsøge at udnytte terrænet, men hvor man med nogen sandsynlighed kan se frem til endnu en reduceret massespurt som for to år siden - denne gang som afrunding på den første udgave af det forkortede løb.
1. etape
I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje, og ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. I denne komprimerede udgave over fem dage bliver der imidlertid ikke plads til noget besøg i Zeeland, og i stedet skydes løbet i gang med en belgisk etape. Det ændrer dog ikke på, at sprinterne kan se frem til at spurte om den første førertrøje. Løbet skydes nemlig i gang med en klassiker i form af finalen i Ardooie, der er på programmet næsten hvert eneste år, og her bliver de hurtige folk aldrig snydt, hvorfor alt peger på, at vi skal have en indledende massespurt igen i år.
I alt skal tilbagelægges 182,9 km, der fører feltet fra Blankenberge til Ardooie. Startbyen ligger helt ude ved den belgiske kyst, og som det er kutyme i løbet, lægger ud med at køre en omgang på rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den 19,6 km lang og henlagt til området syd for byen, og den er igen helt flad. Først kører man mod syd igennem fladlandet, inden man kører et kort stykke mod øst for siden at køre mod nord tilbage til Blankenberge, hvor dagens første Checkpoint-spurt køres efter 15,0 km. Herefter går det mod vest hen langs vandet tilbage til udgangspunktet.
Efter den hele omgang tager man hul på en ny, men efter den første del fortsætter man mod først vest o siden syd ned til udkanten af Brugge. Her sætter man kursen mod sydvest for at fortsætte igennem fladlandet, inden man efter 44,8 km drejer mod syd. I byen Eernegem drejer man efter 51,1 km kortvarigt mod sydvest og senere syd, inden man kører ad lange, lige og flade veje mod øst. Derfra zigzagger man sig i en generelt sydlig retning ned gennem det flade Flandern, inden man kort inden Ardooie slår en sløjfe ved først at køre mod sydøst, så syd og til slut sydvest frem til rundstrækningen, som rammes efter 88,8 km. Herefter kører man det meste af en omgang, inden man efter 102,9 km krydser stregen for første gang.
Etapen afsluttes nu med fem fulde omgange på den i alt 16,0 km lange runde, der er modificeret en anelse i forhold til den, der blev benyttet i 2020 og 2021, men man fastholder den nye og mere enkle finale, der blev introduceret efter 2019-udgaven, hvor man for sidste gang havde de to berømte sving ved den røde flamme - sandsynligvis grundet den megen kritik af sikkerheden. Rundstrækningen er stort set helt flad og i starten lidt mere teknisk end i 2021, da man skal dreje fire gange i løbet af de første 6 km. Herefter rammer man en lige vej, der leder mod sydøst, inden man drejer mod syd for at køre ad en lige vej ned til det sydligste punkt.
Her drejer man med 8,2 km til højre i en rundkørsel, hvorefter en lige vej leder mod vest. Med 5,1 km drejer man mod nordvest, og nu leder en lang og lige vej mod nordvest og nord ind til Ardooie, hvor man med 1800 m igen dreje skarpt til højre. Derefter bugter vejen sg kun let frem til et blødt sving med 1100 m igen, hvorefter en lige vej, der stiger med 0,1% leder frem til stregen. Der er en sidste Checkpoint-spurt på tredje omgang efter 140,4 km, mens Den Grønne Kilometer kommer på den næstsidste omgang lige inden stregen, hvor de tre spurter kommer med hhv. 19,4 km, 18,9 km og 18,4 km igen.
Etapen byder på i alt 363 højdemeter.
Vinden har aldrig spillet en rolle på denne etape, der altid er endt i en massespurt, hvor det dog i den gamle finale af og til lykkedes at snyde sprinterne. Den nye finale er blevet brugt to gange, og det endte i en helt traditionel spurt, og det vil det efter alt at dømme også gøre denne gang, hvor målstregen dog er rykket tættere på de sidste sving. Medmindre det skulle blæse denne gang, burde det også være ganske sikkert, at sprinterne vil være opsatte på at gribe årets første chance denne onsdag i Ardooie.
Etapen til Ardooie er som sagt en klassiker, hvor vi senest i 2021 så Tim Merlier vinde foran Mads Pedersen og Danny van Poppel. I 2020 brugte man for første gang den nye rundstrækning, og her sejrede Jasper Philipsen foran Mads Pedersen og Pascal Ackermann på 1. etape, mens Sam Bennett i 2019 tog sin anden sejr på to dage i den gamle finale. I 2018 var det Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.
2. etape
Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og mens den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, genvinder den i årets kortere og lettere format en del af sin vigtighed. I de senere år har man dog gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men i fem ud af de otte seneste udgaver har den været kortere end 10 km - i 2019 og 2020 endda kortere end 9 km. I år bryder man med imidlertid denne trend ganske markant med en distance på hele 13,6 km, hvilket gør det til den længste enkeltstart siden de 13,9 km i 2014. Etapen er som så ofte før henlagt til det hollandske fladland, hvor man kan finde sølle 8 højdemeter, men det betyder ikke, at wattmonstrene får det helt, som de vil have det, på en ganske teknisk rute, der vil skabe helt afgørende forskelle i kampen om den samlede sejr - akkurat som den plejer at gøre det.
I alt skal der altså tilbagelægges 13,6 km med start og mål i den hollandske by Sluis, der ligger helt nede i det sydvestlige hjørne på grænsen til Belgien. Starten er det mest enkle på hele ruten, da man kører mod øst ad en helt lige og flad vej frem til et første sving efter 2,4 km. Efter 2,7 km er der en 90-graderskurve, inden man efter 4,1 km drejer mod sydøst ad en lidt snoet vej.
Den leder frem til den mest tekniske fase, hvor man skal dreje efter hhv. 5,8 km, 6,7 km og 8,2 km, hvorefter det går ad en ekstremt snoet vej med hele fire 90-graders kurver. Efter 10,4 km drejer man til højre, hvorefter det bliver enkelt. Man kører mod vest ad en lige hovedvej, der afbrydes af en enkelt rundkørsel, inden der er et sidste sving i en rundkørsel med 900 m igen. Den sidste kilometer, hvor man finder 3 af de 8 højdemeter, stiger let med 0,3%.
Etapen byder på i alt bare 8 højdemeter.
Renewi Tour er kendt for sine flade tonserenkeltstarter, men de tekniske udfordringer har været varierende. Nogle har været relativt tekniske, og det er denne også. Der er dog også flere lige stykker, hvor wattmonstrene kan åbne for gassen, og der kan ikke være tvivl om, at det fortsat er en rute for specialisterne, der over denne særligt lange distance får al mulig plads til at sætte helt afgørende sekunder i banken.
Sluis har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
3. etape
Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 besluttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for 11. år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i alle andre udgaver har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand. I år får den for første gang i ni år ikke lov at runde festen af, men det ændrer ikke på, at den også denne gang vil spille en altafgørende nøglerolle og det endda mere end nogensinde, når fraværet af en ardenneretape gør det til klassikerrytternes helt store chance for at vinde tid - også selvom de denne gang må leve med en lettere udgave med færre omgange på rundstrækningen og længere afstand mellem stigningerne.
Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. Nogle år har vi endda nærmest os klassikerdistance, men det gælder ikke i år, hvor der skal tilbagelægges 171,1 km med start i Aalter og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen har alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.
Etapen indledes i år dog et stykke fra De Flamske Ardenner, og som derfor er den første del helt flad. Som altid lægger man ud med at køre en rundstrækning omkring startbyen, og den er her henlagt til området nord for byen. Der er tale om en helt enkel sag, hvor man først kører mod nordvest, siden nordøst, så sydøst, herefter syd og slutteligt mod vest ind til Aalter, hvor dagens første Checkpoint-spurt køres efter 22,9 km.
Nu sætter man kursen mod, når man zigzagger sig i en generelt sydøstlig retning ned til den store by Deinze, der nås efter 38,6 km. Herfra fortsætter man mod syd ad lange, lige og flade veje ned til Kruishoutem, hvor man efter 51,7 km sætter kursen mod sydøst. Nu gå det igen ad lange, lige veje ned til Oudenaarde, der jo er kendt som målby for Flandern Rundt.
Det betyder også, at man nu har nået De Flamske Ardenner, og det mærker man allerede i udkanten af Oudenaarde, hvor man kører mod øst op ad Edelareberg (1,9 km, 3,3%, max. 5,7%), der rammes efter 69,1 km. Derfra går det ad lige veje mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad Leberg (1,0 km, 4,1 km, max. 10%), der rammes efter 78,4 km. Derfra går det ad en lige vej mod nordøst, hvorefter man kører mod sydøst op ad Berendries (1,0 km, 7,0%, max. 10,5%), de rammes efter 82,7 km, hvorefter det går mod syd ned til Nederbrakel, hvor man fortsætter mod sydøst op ad Tenbosse (500 m, 6,6%, max. 8,6%), som rammes efter 88,1 km. Derfra gå det ad lange, lige veje mod sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, som man rammer efter 93,4 km. Nu kører man de sidste 11,6 km af denne, hvilket betyder, at man efter 99,0 km for første gang rammer den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 7,5%, max. 11%) og efter 104,4 km for første gang rammer den berømte Muur van Geraardsbergen, hvor stregen krydses 600 m oppe ad stigningen.
Etapen afsluttes nu med to omgange på den 33,1 km lange rundstrækning, der er en forlænget udgave af den, der er blevet brugt i de foregående år, hvor den var 25,6 km lang (mod i både 2016, 2018, 2019 og 2021, fire i 2020 og to i 2017). Man lægger ud med at køre hele vejen op til toppen af Muren (1,2 km, 7,8%, max. 13,5%), der er brostensbelagt og har top med 32,5 km igen. Herefter går det mod sydøst, nordøst og øst hen til den kendte og brostensbelagte Bosberg (1400 m, 5,0%, max. 11,3%), hvis top passeres med 27,5 km igen mod tidligere 19,9 km igen.
Herefter flader terrænet lidt ud, når man ad lige veje kører mod nordøst, nordvest og sydvest, inden man rammer Onkerzele Berg (2300 m, 3,2%, max 6,9%), hvis top passeres med 18,7 km igen mod tidligere 12,9 km igen. Her kommer den væsentligste ændring af rundstrækningen, da man snor sig mod vest ad flade veje ind gennem Geraardsbergen og ud til det vestligste punkt, hvor man drejer mod sydøst og senere øst for at sno sig ned til den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 7,5%, max. 11%), der som på den gamle rundstrækning har top med 5,3 km igen.
Nu går det mod nordøst ind til bycentrum, hvor Muren igen venter, og hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne drejer skarpt på toppen af Denderoordberg og igen med 3,4 km igen, inden en meget snoet vej leder frem til to sving med 1000 m og 800 m igen, hvorefter der på selve Muren er tre sving i rap med mellem 300 og 200 m igen. Dagens sidste Checkpoint-spurt kommer på toppen af Muren ved første passage efter 105,5 km, mens Den Grønne Kilomter kommer på vej op ad sidste passage af Bosberg, idet alle tre spurter ligger på selve stigningen med hhv. 28,8 km, 28,3 km og 27,8 km igen - den sidste altså 300 m fra toppen.
Etapen byder på i alt 1401 højdemeter, hvilket er ca. 50 flere end i 2021, ca. 300 færre end i 2018 og 2019 og knap 550 færre end i 2020.
De foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassementet, som det skete i 2016, og kun de stærkeste kan være med, ligesom 2020-udgaven grundet Mathieu van der Poels vilde ridt også blev brutal. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kunnet opgøres i sekunder. Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes. I år er etapen også betydeligt lettere med en længere rundstrækning, der endda kun skal køres to gange - særligt lettere end 2020-udgaven, der bød på fire omgange - og det kan gøre det endnu mindre selektivt. På de anden side er det i år klassikerrytternes måske eneste chance, og derfor er scenen under alle omstændigheder sat til aggressivt cykelløb på den helt afgørende linjeløbsetape, hvor mange vil have meget at vinde ved at forsøge at vende tingene på hovedet, og hvor førertrøjen ofte har skiftet ejermand, senest i 2019 og 2020.
Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste ni udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Belgieren vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt til Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Peter Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, mens Terpstra tog den samlede sejr. I 2017 skulle en 35 mand stor gruppe køre om det på Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der sluttede i samme tid. I 2018 forsøgte alle at angribe Matej Mohoric, og det så ud til, at det skulle lykkes for Oliver Naesen og Tim Wellens at køre væk, men til slut blev det alligevel samlet til en spurt på Muren i en gruppe på godt 30 mand. Her var Michael Matthews hurtigst og sejrede med 1 sekund ned til Van Avermaet og 3 sekunder ned til syv ryttere, der førtes an af Stybar på etapens 3. plads, mens Mohoric med et tab på 13 sekunder til Matthews som nr. 13 kunne sikre sig den samlede sejr. I 2019 måtte en isoleret Tim Wellens lade Oliver Naesen, Greg Van Avermaet og Laurens De Plus køre væk fra distancen, og mens Naesen sejrede i spurten på toppen, kunne De Plus med en 3. plads tage den samlede sejr. 25 sekunder senere var Simon Clarke hurtigste mand blandt de 19 mand, der spurtede om 4. pladsen, idet han nærmest slog Gilbert og Mike Teunissen. I 2020 blev en mindeværdig udgave, da Mathieu van der Poel angreb meget langt fra mål og fuldendte et 50 km langt soloridt ved at sejre med 4 sekunder ned til en forfølgergruppe bestående af Oliver Naesen, Sonny Colbrelli, Søren Kragh og Stefan Küng på en dag, hvor første større gruppe var mere end et minut efter de fire forreste. I 2021 dominerede Bahrain totalt, da Matej Mohoric leverede et soloridt, inden hans førende holdkammerat efter at have fulgt Tom Dumoulins angreb på Denderoordberg kørte alene på Muren til sidst, hvor han sikrede sig 2. pladsen 11 sekunder bag sloveneren, mens Dumoulin tabte 15 sekunder, Christophe Laporte og Fred Wright 22 sekunder og hele 18 mand 24 sekunder.
4. etape
Efter den store Flandern-etape er det tilbage til fladlandet og en ny mulighed for sprinterne, der i denne forkortede udgave har færre muligheder end vanligt. Derfor handler det om at gribe dem, der er, og denne 4. etape er i hvert fald en fremragende chance. Her forbliver man nemlig på belgisk jord, men nu i den helt flade del af Flandern, hvor der ikke er skyggen af terræn at komme efter. Man kan altid håbe på en sommerstorm og et sidevindsdrama, men den slags sker så sjældent i dette løb, at alt taler for løbets anden massespurt.
I alt skal der tilbagelægges 179,4 mellem Beringen og Peer, der ligger ganske tæt på hinanden i det flamske fladland tæt på grænsen til Holland, og derfor består en stor del af etapen af omgange på rundstrækninger omkring de to byer. Som altid lægges der ud med at køre en omgang på en rundstrækning omkring startbyen, denne gang i det helt flade terræn mod sydvest. Her kører man først mod sydvest og vest ud til det vestligste punkt, inden det går mod sydøst og øst frem til en lige og flad vej, der leder mod nord tilbage til Beringen, hvor rundstrækningen afsluttes med den første Checkpoint-spurt efter 18,5 km.
Nu forlader man rundstrækningen for at slå en lille sløjfe, hvor man først kører mod sydøst, så nordøst og slutteligt nordvest og vest, inden man rammer et langt, enkelt og fladt stykke, der fører mod nord. I Lommel drejer man efter 42,4 km mod øst, inden man efter 49,0 km kører mod syd og efter 52,7 km mod nordøst. I etapens nordligste punkt drejer man efter 64,6 km mod sydøst, hvorefter det går ned til Bocholt, hvor man efter 65,2 km sætter kursen mod sydøst. I Grote Brogel drejer man efter 79,2 km nu mod syd, inden man slutteligt kører mod nord frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 84,8 km. Nu kører man lidt mere end en halv omgang, inden stregen krydses for første gang efter 106,6 km.
Etapen afsluttes nu med fire fulde omgange på den 18,2 km lange runde. Fra start kører man kortvarigt mod øst, inden det går ad en lang lige vej mod syd. Med 12,0 km drejer man mod sydvest, inden man i det sydligste punkt med 9,0 km igen sætter kursen mod nord. Her venter en meget teknisk fase med et hav af sving, hvoraf det sidste kommer med 5,2 km igen. Nu leder en lige vej frem til et sving med 2,2 km igen, hvorefter der er et sidste højresving med 800 m igen, idet den sidste kilometer stiger let med 0,3% i snit. Den sidste Checkpoint-spurt kommer på første omgang efter 109,6 km, mens Den Grønne Kilometer kommer på sidste omgang med spurter med hhv. 14,7 km, 14,2 km og 13,7 km igen.
Etapen byder på i alt 348 højdemeter.
Der burde ikke være meget hokuspokus over denne etape. Som vi har set i år, kan det godt blæse i Nordeuropa også i august, men historien viser, at det er meget sjældent. Sprinterne kan sagtens drømme om at spurte på sidste etape også, men det kan de ikke vide sig sikre på. Derfor er dette deres sidste sikre chance, og da løbet som altid har tiltrukket et hav af hurtige folk, vil det være overraskende, hvis ikke der skal spurtes om sejren i Peer.
Peer kan kun ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
5. etape
Selvom vi i de seneste år har set, at mindst én af de tre klassikeretaper har været fjernet, har løbet som regel budt på små udgaver af Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt på de sidste tre etaper. Sådan vil det ikke være i årets forkortede udgave, hvor Liege-etapen udgør, men Amstel-etapen består. I år får den endda lov at udgøre den store finale, men det betyder ikke, at der er lagt op til store omvæltninger. Ligesom i 2021, hvor Caleb Ewan vandt en spurt, skal der nemlig sluttes i Bilzen, der ligger et stykke fra områdets mest kendte stigninger, og selvom etapens placering og fraværet af en ardenneretape lægger op til aggressivt cykelløb, er det bestemt ganske sandsynligt, at løbet denne gang skal slutte med en massespurt, i hvert falde for mest holdbare afsluttere.
Med en distance på 187,3 km er der tale om løbets længste etape, og den går som i 2021 mellem de belgiske byer Riemst og Bilzen, der er naboer, og selvom de er belgiske, ligger så tæt på grænsen til Holland, at de kan regnes som forstæder til Maastricht, hovedbyen i den kuperede Limburg-provins. Etapen består af omgange på både en stor og en lille rundstrækning, og man lægger ud med at køre det meste af en omgang på den store rundstrækning, idet man dog først kører et kort fladt stykke mod sydøst ned til selve rundstrækningen.
Fra start kører man ad flade vej mod sydøst, indtil det hurtigt går mod syd op ad Cote de Hallembaye (1200 m, 5,2%), der rammes allerede efter 5,7 km. Herfra går det mod syd ad lige veje med en mindre bakke, inden man i det sydligste punkt drejer mod vest. I Houtain-Saint-Simeon sættes kursen mod nord, inden det i Bassenge går mod nordøst frem til Wonck, hvor man kører mod nord op ad Cote de Wonck (600 m, 7,4%), der rammes efter 17,5 km, hvorefter det går ad lige og flade veje mod nordvest frem til udkanten af Bilzen. Her drejer man mod vest for kort efter at køre mod nord op ad Keiberg (510 m, 5,7%, max. 12%), der rammes efter 29,1 km, hvorefter man kører finalen frem mod en første passage af stregen efter 34,2 km.
Nu køres to fulde omgange på den 57,3 km lange rundstrækning, der indledes med en helt flad fase, hvor man kører mod først sydøst, så nord og dernæst øst, inden det går mod syd og sydøst ned langs grænsen til Holland. Den forlader man, når man drejer mod øst for at køre op ad Slingerberg (1200 m, 5,6%), hvis top rundes efter hhv. 54,3 km og 111,6 km. Derfra går det mod sydvest ned til den del af rundstrækningen, man allerede har kørt. Det betyder, at man skal over Cote de Hallembaye (1200 m, 5,2%) efter hhv. 63,0 km og 120,3 km, Cote de Wonck (600 m, 7,4%) efter hhv. 74,8 km og 132,1 km samt Keiberg (510 m, 5,7%, max. 12%) efter hhv. 86,4 km og 143,7 km, inden man krydser stregen efter hhv. 91,5 km og 148,8 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en forkortet 38,5 km lang rundstrækning. Her kører man den første del én gang til, hvilket betyder, at Slingerberg passeres en sidste gang efter 168,9 km, dvs. med 18,4 km igen. Kort inden man rammer Cote de Hallembaye drejer man imidlertid mod nordvest for at køre den sidste del af rundstrækningen i stedet for den midterste del.
Det betyder, at man ad lige og flade veje kører frem til finalen, hvor man efter 182,2 km rammer Keiberg for sidste gang. Fra toppen resterer fortsat 4,6 km, er indledes med, at man med 4,4 km drejer til venstre, hvorefter det er faldende frem mod de sidste godt 3 km, der er let stigende, den sidste kilometer med 0,6%. Finalen er teknisk, da der er bløde sving med 4000 m og 3900 m igen, inden man drejer to gange i rap med 3500 m og 3400 m igen. Med 3100 m igen drejer man to gange lige i rap, hvorefter en snoet vej leder frem til et sving med 1900 m igen, inden der slutteligt er et skarpt sving 700 m fra stregen.
Dagens to Checkpointspurter kommer lige inden Slingerberg på de to fulde omgange på den store rundstrækning efter hhv. 50,1 km og 107,4 km, mens Den Grønne Kilometer kommer umiddelbart efter starten på den forkortede rundstrækning med spurter med hhv. 35,1 km, 34,6 km og 34,1 km igen.
Etapen byder på i alt 1747 højdemeter mod 1732 højdemeter i 2021.
Det er en ny udgave af Amstel-etapen, men den minder meget om den, vi havde i 2021, hvor man også sluttede i Bilzen, dog et andet sted. Her skulle man også over Keiberg i finalen, men den blev fulgt op ad en passage af Letenberg, hvilket umiddelbart gav en hårdere finale. Den var hård nok til at koste Stefan Bissegger førertrøjen, men det endte stadig en spurt mellem ca. 50 mand. Dette er sidste chance for at ændre på tingene, og derfor lægges der denne gang op til endnu mere aggressivt cykelløb, men det ligner en etape, der igen skal afgøres i en spurt, særligt hvis den førende har et stærkt hold - ikke mindst fordi etapen synes lettere denne gang.
Bilzen har kun to gange tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var senest i dette løb i 2021, hvor etapen med en lidt anderledes finale endte i en spurt mellem cirka 50 mand og sejr til Caleb Ewan foran Sonny Colbrelli og Danny van Poppel. Først gang var det i Belgien Rundt helt tilbage i 2002, hvor Andrei Tchmil tog en solosejr med 1 sekund ned til Alexandr Vinokourov og 5 sekunder ned til et felt, hvis spurt blev vundet af Björn Leukemans - i øvrigt den sidste sejr i Tchmils flotte karriere.
SE RENEWI TOUR OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Favoritterne
Som sagt var Renewi Tour i løbets tidlige år hovedsageligt en sag for enkeltstartsryttere, men med den mere klassikeragtige og hårdere rute har det i de senere år en langt mere åben affære, hvor flere elementer end bare enkeltstarten indgår. Specielt 2013-, 2014-, 2015- og 2021-udgaverne af løbet bød på en så hård etape i Ardennerne, at det for alvor var muligt at gøre seriøse forskelle, og enkeltstartens betydning blev kraftigt reduceret. De kortere enkeltstarter har også bidraget til at mindske betydningen af tidskørslen, men det har dog ikke ændret på, at det altid er en helt afgørende nøgleetape.
I de senere år har Renewi Tour hovedsageligt være afgjort af fire elementer. Vigtigst er nok stadig enkeltstarten, men ser man bort fra 2018, har der siden 2013 været endnu større forskelle på mindst én af klassikeretaperne. Det har således været de kuperede etaper sidst på ugen, der af de stærke folk kan benyttes til at skabe forskelle. Det tredje element, der typisk har spillet en afgørende rolle, er bonussekunderne, både ved mål og ved Den Gyldne Kilometer, der altså fra i år hedder Den Grønne Kilometer. Endelig er der altid risikoen for sidevind, selvom den historisk aldrig har spillet den store rolle i sommermånederne.
I år er meget naturligvis forandret med det kortere format, der jo har tvunget arrangørerne til at fjerne to etaper fra det format, der typisk har bestået af tre sprinteretaper, en enkeltstart og de tre miniudgaver af Flandern Rundt, Liege og Amstel. Mange vil utvivlsomt begræde, at det blev den klart mest selektive etape, nemlig ardenneretapen, der blev sakset, samt naturligvis en af sprinteretape, hvilket var helt oplagt. Det giver et betydeligt lettere løb, end vi har været vant til, og det vil igen give enkeltstarten en langt mere prominent placering. Dens betydning øges naturligvis blot af den ekstra distance. 13,6 km er stadig ikke rasende langt, men i dette lettere løb er det en pæn distance - i hvert fald den længste siden 2014. Man kan undre sig lidt over, at man på én og samme tid gør løbet lettere og samtidig forlænger enkeltstarten.
Det gør naturligvis andendagen til en absolut nøgleetape. Som så ofte er det en flad tonserrute, men den er også relativt teknisk. På mange måder kan den sammenlignes med den nylige enkeltstart i Polen, hvor Mattia Cattaneo vandt. Denne er en anelse kortere, men vi taler begge gange om flade ruter med relativt mange sving. Her er det værd at bemærke, at de tekniske elementer betød, at navne som Tim Wellens og Matej Mohoric gjorde det uventet godt på de polske veje.
Det store spørgsmål er altid, hvor hårde de nu kun to klassikeretaper, og det varierer fra år til år. Det er ret bemærkelsesværdigt, at vi i de senere år har set, at vinderen oftest slet ikke var en tempospecialist. Siden Lars Booms sejr i 2012, er Tom Dumoulin den eneste specialist, der har vundet samlet, og det vidner om, at det modsat i løbets første år i dag meget ofte er muligt at gøre forskelle. Særligt Tim Wellens har med sine tre sejre på ardenneretapen skabt for løbet enorme forskelle, selvom han aldrig rigtigt har blandet sig på enkeltstarterne. Spørgsmålet er bare, om ikke det ændrer sig i år med den lettere rute.
Lad os tage klassikeretaperne én for én. Lettest er utvivlsomt Amstel-etapen. Den benytter mange af de samme veje, som blev brugt til den tilsvarende i 2021, og dengang endte det i en spurt mellem 50 mand, hvor Caleb Ewan sejrede foran Sonny Colbrelli og Danny van Poppel. Denne gang kommer etapen på sidstedagen, og det vil utvivlsomt betyde, at den vil blive kørt mere aggressivt, men det bliver ganske vanskeligt at gøre forskelle. Over de sidste 20 km er der kun to mindre stigninger, og det kan kontrolleres af et stærkt hold. Hvis etapen gribes offensivt an fra distancen, kan man dog ikke udelukke, at et svagt hold kan sættes under pres.
Nej, det bør blive Flandern-etapen, der bliver afgørende. Den kender vi til gengæld til hudløshed, for det er den samme rundstrækning, der er blevet benyttet år efter år. Udfaldet af den etape har været meget forskelligt. Vi så i 2016, at det blev et episk blodbad, men det skyldtes vejret. I langt de fleste tilfælde har det været en også lidt stor favoritgruppe, der har spurtet op ad muren, hvorfor forskellene har skullet opgøres i sekunder.
Der er dog undtagelser i de seneste udgaver. I 2021 kørte Matej Mohoric alene i en lidt speciel strategi til at forsvare Sonny Colbrellis førertrøje. Ba han kom Colbrelli og Tom Dumoulin væk, men deefter var det et stort felt, og 23 mand var stadig inden for 24 sekunder af Mohoric. I 2020 blev etapen uhyre selektiv, men det skyldtes Van der Poel-faktoren. Fænomenet gik amok fra distancen, og da han skulle jagtes, blev det til et blodbad, hvor Søren Kragh, Oliver Naesen, Sonny Colbrelli og Stefan Küng næsten fik styr på ham til sidst, men akkurat ikke. Dengang var der i øvrigt også for første gang hele fire omgange på menuen i en udgave, der altså var hårdere end den klassiske, hvor der kun har været tre af slagsen. Også i 2019 blev den mere afgørende end som så, men det skyldtes et svagt Lotto-hold. Tim Wellens var isoleret og sov i timen, da Laurens de Plus, Naesen og Greg van Avermaet kørte, men bag de tre var forskellene igen små.
Historien taler imidlertid for, at det vil være knap så selektivt, i hvert fald hvis vejret er godt og det førende hold stærkt, og det kan gøre sig gældende igen i år. Igen har arrangørerne gjort deres bedste for at gøre løbet lettere. For første gang har man pillet ved rundstrækningen, der er forlænget, så der bliver længere mellem passagerne af Muren, og derudover skal man nu blot køre to omgange. På den anden side er det klassikerrytternes eneste reelle chance for at gøre forskelle, men chancen for, at et stærkt hold kan iscenesætte en spurt på Muren til sidst, er stadig større end vanligt. Det er i hvert fald et løb, der skal gøres hårdt, for ruten er ikke i sig selv rasende svær. Men som minimum er der gode muligheder for klassikerrytterne på Den Grønne Kilometer, der ligger på Bosberg, mens spurterne på De Grønne Kilometer på de øvrige etaper er flade.
Endelig er der vejret. Historisk har det aldrig spillet den helt store rolle i løbet, og vinden bliver heller ikke et tema denne gang. Den bliver ikke stærk undervejs. Til gengæld kan regnen måske hjælpe til sværhedsgraden. Onsdagen bliver den flotteste sommerdag, men desværre kan våde veje gøre enkeltstarten til et lotteri og et spørgsmål om risikovillighed. Til fredagens slag i Flandern er der en chance for kraftige tordenbyger, men formentlig ender det med at være tørt. Lørdag kan der komme en enkelt byge, mens søndagen ligner en tørvejrsdag. En tordenbyge på fredag kan bidrage til vanskeligheden, men det ser desværre ud til, at vejrets væsentligste bidrag kan blive våde veje til en i forvejen lidt teknisk enkeltstart.
Samlet set er konklusionen altså, at løbet er historisk let. Det kan sammenlignes med 2018-udgaven, hvor der heller ikke var en ardenneretape, men hvor Amstel-etapen var hårdere. Dengang vandt Mohoric, men alene fordi han ganske sensationelt holdt hjem på en af sprinteretaperne. Michael Matthews endte som nr. 2, fordi han som nr. 4 på enkeltstarten var den temporytter, der klarede de to hårde etaper bedste, og derudover fik han bonus ved at vinde Flandern-etapen. Det lykkedes dog for Tim Wellens at få bonus nok til at avancere til 3. pladsen, selvom han havde været langt efter på enkeltstarten, der dengang var 12,7 km lang.
Det bliver altså de klassiske elementer, der bliver afgørende. Enkeltstarten kommer til at spille en særligt prominent rolle, og derudover skal man kunne være med helt fremme på den historisk lette udgave af Flandern-etapen. Spurtstyrke kan blive vigtigt i spurterne på De Grønne Kilometer, og måske kan man også få bonus i finalen på 5. etape, hvis det skulle lykkes at sætte mange sprintere af, hvad der dog ligner en svær opgave, når man ser på antallet af holdbare sprintere. Endelig fandt Wellens i 2019 ud af, at man gerne skal have et godt hold, hvis man vil forsvare en trøje på brostenene.
Årets felt er ikke helt så stærkt, som vi før har set det, men det tæller stadig en stor del af klassikereliten. Til gengæld er det lidt sløjt med tempospecialister, og det er godt nyt for klassikerrytterne. Det betyder nemlig, at man måske godt kan vinde løbet uden at køre en rasende god enkeltstart, hvis blot man kan sætte de få tunge specialister på fredag.
Det gør også, at jeg ser et ret åbent løb for mig, men jeg vover pelsen ved at pege på Matej Mohoric. Det burde jeg ikke gøre, for han er en meget stor taber på den lette rute, men han vandt jo altså i 2018 på en lignende rute. Dengang skyldtes det alene et udbrud, men siden dengang er han blevet enormt meget stærkere. Desværre viste den polske enkeltstart også, at han trods de tekniske elementer, mangler lidt i forhold til specialisterne, men han forsvarede sig så godt, at han over 16,6 km kun smed 8 sekunder til en af sine hovedrivaler her, nemlig Tim Wellens, og kun 11 sekunder til en superspecialist som Geraint Thomas.
Hvis han kan præstere på samme niveau denne gang - og her vil våde veje hjælpe risikovillige Mohoric - vil han have en god chance for at finde den tid, selvom Flandern-etapen ikke skulle blive rasende selektiv. Han har en særligt god chance for at tage bonus i Den Grønne Kilometer på Bosberg og i finalen på fredag, men han har også en vis fart til de flade spurter på de øvrige Grønne Kilometer. Bedst chance har han naturligvis, hvis han kan få Flandern-etapen, som han jo vandt i 2021, til at eksplodere, men det ser ud til, at han kan vinde løbet alene i kraft af bonus, hvis han kører enkeltstarten på samme niveau som i Polen.
Spørgsmålet er naturligvis, om han har bevaret formen. Han mente i Polen, at han havde sine bedste ben nogensinde, og hans sejr på 2. etape gør det svært at være uenig i den påstand. Det er klart, at vi ikke aner, om formen har holdt de seneste uger, for vi så i 2021, hvor han kørte som en motorcykel efter Touren, blandt andet i dette løb, at gassen gik af ballonen, da vi kort efter nåede EM. Det vil den gøre før eller siden, men har han samme niveau som i Polen, tror jeg, at han med god opbakning fra et stærkt hold vil trods den for ham ugunstige rute og vinde løbet for anden gang efter 2. pladsen i 2021.
Den værste rival kunne være Tim Wellens. Det burde han egentlig heller ikke være, for belgieren er den store taber på ardenneretapens fravær. Den var i hvert fald hovedårsagen til, at han vandt løbet i 2014 og 2015, men nu rider han pludselig videre på UAEs tempomirakel. Han har skam før kørt gode enkeltstarter, men hans nylige 5. plads i Polen, hvor han slog navne som Ilan Van Wilder, Tobias Foss og Brandon McNulty må vel betegnes som hans bedste nogensinde. Samtidig minder enkeltstarten i dette løb som sagt meget om den polske, og Wellens vil elske de tekniske elementer samt muligheden for en gang vådt Wellens-vejr.
Spørgsmålet er, hvor han står. Siden han brækkede kravebenet i Flandern, har han haft en lang og svær vej tilbage, og det kostede ham Tour-deltagelsen. Siden pausen har han alene ageret hjælper, men hans gode enkeltstart i Polen indikerer, at formen i hvert fald ikke er helt ringe. I dette løb er han den erklærede kaptajn, hvad der er helt forståeligt. Hans historik er nemlig skræmmende. Da han gjorde debut i 2013, blev han nr. 21, men siden dengang er han endt som nr. 1 i 2014, nr. 1 i 2015, nr. 2 i 2017, nr. 3 i 2018, nr. 3 i 2019 og nr. 4 i 2021, mens han udgik i 2016 og ikke deltog i 2020. Han plejer at være flyvende på denne årstid, og selvom vi ikke kan vide os sikre på, at han er det denne gang, var den polske præstation lovende nok.
Til gengæld er deres spørgsmålet om hans niveau. Sidste år lignede han en færdig mand, men i sæsonstarten var han pludselig genfødt. Han lignede i hvert fald stærkeste mand i åbningsweekenden, men styrtet i Flandern forhindrede ham i at ride videre på det momentum. Er han på toppen, passer Flandern-etapen ham fint, og han har punchet til Den Grønne Kilometer på Bosberg. Han mangler til gengæld noget af Mohorics fart i de flade spurter, og derfor skal han først og fremmest vinde løber torsdag og fredag. Her hjælpes han i hvert fald af et af de stærkeste hold, der ikke har problemer med at kontrollere eller sætte et Wellens-angreb i scene. Det hele står og falder med, om vi kan regne med, at han polske niveau er hans nye enkeltstartsniveau, men i lyset af UAEs fremgang er det sandsynligt. Derfor tror jeg, at han vinder løbet for tredje gang.
Den naturlige favorit burde jo egentlig være Kasper Asgreen. I dette felt er han en af de absolut bedste temporyttere, og den bedste Asgreen er jo uhyggeligt svær at bide skeer med på en Flandern-etape. En vis fart har han også til De Grønne Kilometer, og punchet til Muren og Bosberg har han også. Spørgsmålet er bare, om vi ser den bedste Asgreen. Mod slutningen af Touren lignede han sig selv igen, men til VM var han i hvert fald træt. Nu har han haft tid til at puste ud, men da han senest kørte løbet i 2021, manglede han for meget. Denne gang hjælpes han af fraværet af ardenneretapen, men spørgsmålet er, om formen rækker til at følge folk som Mohoric og Wellens på fredag. Han skal i hvert fald have forbedret sig siden VM.
Derudover er der spørgsmålet om enkeltstarten. Denne distance er en anelse for kort for ham, og i kamp med Wellens og Mohoric lider han under de mange sving. Hans DM-enkeltstart var fremragende, men han har stadig til gode fuldt at bevise, at han kan genfinde fordums storhed som temporytter, særligt over en kort distance. Hans 9. plads over 12,7 km i Schweiz var i hvert fald under tidligere standard, og hvis ikke han gør det bedre, vinder han formentlig for lidt tid på Wellens og Mohoric. Hvis til gengæld vi ser den Asgreen, vi så i sidste del af Touren, vil han være den helt naturlige favorit til dette løb.
Jeg prøver at rangere Jasper Philipsen her. Belgieren er nemlig den store vinder på denne lettere rute. I år har han opnået en helt ny holdbarhed, og selvom han nok ikke kan vinde fredagsetapen, kan den Philipsen, vi så i Roubaix og senest på 19. etape i Touren, formentlig begrænse sit tab til nogle sekunder. Problemet er naturligvis enkeltstarten, hvor han vil tabe en del tid, men han hjælpes af den tekniske karakter. Jeg har stadig svært ved at glemme, at han sidste år i UAE Tour blev nr. 10 på en 9 km lang og flad tonserrute. Kan han gentage den bedrift her, vil tabet ikke være rasende stort, og da han kan vinde både onsdag, lørdag og søndag samt score en masse bonus på De Grønne Kilometer, kan han indhente ufatteligt meget i kraft af bonus. Det helt store spørgsmål er, hvor han står efter pausen, for hans VM indikerede, at han var træt. Heldigvis er Philipsen en rytter med et meget højt bundniveau, og hvis han er kommet sig godt efter Touren, burde han ikke være uden chance i denne historisk lette udgave. En udfordring kan dog være, om hans hold er stærkt nok til at kontrollere fredagens etape, for selvom de på papiret er stærke, er der en del usikkerhed om formen.
Løbets helt store joker er Joshua Tarling. Den britiske komet viste med sin VM-bronze, at han nu er en del af den absolutte tempoelite, og det taler for, at han vil være den helt store favorit til enkeltstarten. Han har dog til gode at bevise sig selv over kortere distancer og på en teknisk rute, men skulle han vinde enkeltstarten i suveræn stil, er han i pole position inden Flandern-etapen. Her er han et helt ubeskrevet blad, men han kan sagtens køre opad. Faktisk blev han nr. 23 på kongeetapen i UAE Tour, men det er også klart, at disse eksplosive stigninger er noget helt andet. Hans erfaring fra Roubaix og E3 var ikke god, men her var han også hjælper. Her er ruten betydeligt lettere, og det virker bestemt ikke på månen at tro, at han kan forsvare sig her. Han lider dog under et hold, der i kraft af usikkerhed om formen hos flere ryttere måske kan sættes under pres, og så er det bekymrende, at han end ikke kom med over Waseberg i søndags.
En stor vinder i kraft af den hårdere rute er Yves Lampaert. Belgieren er altid kommet ganske gevaldigt til kort i Ardennerne, men det problem har han ikke længere. Vi ved samtidig, at han er superspecialist på flade enkeltstarter, der er op til ca. 15 km lange, og denne tekniske rute burde passe ham ganske sublimt. Til gengæld kunne hans enkeltstart i Belgien sidste år indikere, at han måske ikke helt har den tempostyrke, han havde sidste år. Heldigvis passer denne tekniske rute ham bedre end den, han kørte på dengang, og en regnvåd og mere teknisk enkeltstart lugter jo af en vis Tour-enkeltstart, han som bekendt vandt i København. Spørgsmålet er bare, om han i dag er stærk nok til Flandern-etapen. Han har altid været lidt tung på bakkerne, og i år har han virket endnu tungere. Hans kørsel i Hamburg indikerer form, men jeg kan være bekymret for, at folk som Mohoric og Wellens kan gøre lidt for stor skade på ham. Omvendt er han tidligere blevet nr. 7 på etapen, og han hjælpes af den lettere rute, ligesom han vil være ganske hurtig i de indlagte spurter.
Hvor frisk er Michal Kwiatkowski? I Touren blev han genfødt, og den genfødsel bekræftede han i Polen. Til gengæld har vi også før set, at trætheden plejer at ramme ham som en hammer før eller siden, og jeg er i hvert fald mere skeptisk i forhold til hans form, end jeg er i forhold til Mohorics. Hvis til gengæld han har sit polske niveau, burde han ikke stå ringe. Flandern-etapen passer ham storartet - manden har trods alt vundet E3 - og han har punch og fart til afslutningen på fredag og de indlagte spurter. Han genfandt også lidt af sine tempoevner i Polen, hvor han elskede de tekniske elementer, og placerede sig som nr. 8 mellem Mohoric og Wellens. Med en tilsvarende præstation her har han i hvert fald en ganske glimrende chance for at vinde, selvom en ardennerspecialist som ham naturligvis vil savne ardenneretapen. Og så er det et problem, at Joshua Tarling meget vel kan tage trøjen på torsdag, for Ineos kan godt se sårbare ud, hvis de skal kontrollere kongeetapen, og det kan måske gøre det svært for Kwiatkowski også-
Dette er en historisk chance for Mikkel Bjerg for at vinde et WorldTour-etapeløb. Han er nemlig måske den største vinder på fraværet af en ardenneretape. Med det enkeltstartsniveau, han har vist i år, hvor han har været en del af UAE-miraklet, ligner han næst efter Tarling det bedste bud på en vinder af enkeltstarten. Spørgsmålet er så, om han kan forsvare trøjen. Det kan han med nogen sandsynlighed, hvis han har benene fra foråret, for vi skal ikke glemme, at han trods sin hjælperrolle kørte et rystende godt Flandern Rundt, hvor han blev nr. 15. Med de ben vil han ikke tabe meget på fredag, men han får næppe ét eneste bonussekund undervejs. Han skal altså vinde løbet alene på enkeltstarten, men det er også muligt for den Bjerg, vi så i foråret. Spørgsmålet er så, hvor frisk han er efter Touren. Hans VM-enkeltstart var ganske pæn, selvom den ikke var på Dauphiné-niveau, men spørgsmålet er om et par ugers hvile har været nok til at genfinde Flandern-benene. Og så er det måske et problem, at enkeltstarten er lidt for kort og teknisk, selvom han før har gjort det glimrende over denne distance også.
På papiret passer løbet ganske perfekt til Fred Wright. Han er nemlig en glimrende temporytter, som vi senest så med 4. pladsen i Dauphiné, og han har punch og fart til de indlagte spurter. Vi ved også, at han har evner på brosten, for han er to år i træk kørt i top 10 i Flandern Rundt. Spørgsmålet er bare, hvor han står. Han har skuffet gennem det meste af året, og senest havde han en skuffende Tour og et VM, hvor han slet ikke havde benene. Heldigvis kom han flyvende ud af Touren sidste år, og hvis den har givet ham de ben, han havde i Vueltaen sidste år, kommer han langt. Et problem er det dog, at det er Mohoric, der er plan A, og derfor kan det måske blive svært for ham at få lov at køre sin egen chance i blandt andet de indlagte spurter - men det problem kan løse ved at køre en fremragende enkeltstart.
Tobias Foss har meget at bevise som temporytter efter et år, der ikke gik som håbet, men efter en lidt halvsløj 9. plads i Polen blev han i skrapt selskab trods alt nr. 11 til VM. Det taler for, at han vil være en af favoritterne på enkeltstarten, og så er spørgsmålet, hvordan han klarer Flandern-etapen. Som U23 var han glimrende i også denne slags klassikere, men det er ikke noget, han har dyrket som professionel. Med tanke på den skuffende holdbarhed, han har vist de seneste sæsoner, kan jeg godt frygte, at de bedste klassikerryttere kan sætte ham under et ganske alvorligt pres. Omvendt hjælpes han af den lettere rute, og hans VM indikerer, at han er i fremgang efter sin lange pause. Skal han vinde, skal han dog køre en bedre enkeltstart end i Polen, hvor han blev slået af Wellens og Kwiatkowsk og kun kørte nogenlunde lige op med Mohoric - tre ryttere, der bør slå ham på fredag - og kan han det på denne mere rute?
Jeg er lidt spændt på Jasper Stuyven. Han har altid lidt under enkeltstarten i dette løb, hvor ardenneretape også har været et problem, men som mange andre Trek-rytter kan han have forbedret sin enkeltstart. I et ganske vist betydeligt svagere felt blev han nemlig nr. 5 på enkeltstarten i Belgium Tour, og denne mere tekniske rute burde passe ham bedre. Til gengæld har han også været en skygge af den rytter, der faktisk engang vandt Flandern-etapen i dette løb, men også her er der håb at spore. Ved VM var han nemlig for første gang i år en af de bedste i et stort endagsløb, og hvis han har bevaret den form, kan han pludselig køre med om sejren på fredag. Så er spørgsmålet bare, om han vitterligt er blevet så god en temporytter, som han indikerede i maj.
En rytter, der meget vel kunne vinde Flandern-etapen, er Arnaud De Lie. På den lettere rute står han i hvert fald meget stærkt, og den kørsel, han viste på Waseberg i søndags, indikerer, at han efterhånden har fundet sin allerbedste form. Som Philipsen kan han også score en masse bonus, fordi han i teorien kan vinde fire ud af fem etaper, men modsat Philipsen gør hans positionering, at det er svært at tro, at han får alle de bonussekunder, han skal bruge. Han vil nemlig få en ganske solid lussing på enkeltstarten, hvad vi har set af de enkeltstarter, han i år har kørt i Besseges og Vallonien, og det er svært at tro, at han ikke vil tabe for meget til de folk, der vil kunne matche ham på fredag. Hvis til gengæld han har det rette held i positionskampen og vitterligt tager for sig at bonussekunderne, er det ikke helt umuligt, at han kan vinde løbet.
En rytter, der i hvert fald er i form, er Victor Campenaerts. Det viste han med sejren i Druivenkoers og den flotte kørsel i Leuven, og i gamle dage havde han elsket denne tempotunge rute. Desværre er han jo slet ikke den temporytter, han engang var, og da han i 2021 endte som nr. 3 i dette løb, blev han blot nr. 8 på enkeltstarten. Om han kan gentage det denne gang, tvivler jeg stærkt på, for i dag betyder enkeltstarter så lidt for ham, at han plejer at sætte en ære i at blive sidst. Omvendt betyder det også, at det er lang tid siden, han har kørt en enkeltstart for fuld knald, og han vandt trods alt bronze ved de belgiske mesterskaber sidste år. Desværre passer denne korte, tekniske rute ham dårligt, og derudover mangler han i kamp med de bedste farten til at tage bonus. Derfor skal han formentlig reelt køre væk på fredag, hvis han skal vinde, og det kan trods alt blive svært i dette felt.
En joker kunne være Ben Turner. Han lider voldsomt under enkeltstartens betydning, men han hjælpes af de tekniske elementer. Han blev jo nr. 7 på den tekniske rute i Besseges, og mens han her var hjulpet af den hårde bakke til sidst, kan det indikere, at han kan begrænse tabet. Hvis han endelig begynder at finde den form, han havde inden sit styrt i Omloop, vil supertalentet være en af favoritterne til at vinde på fredag. Problemet er bare, at han efter sit exit fra Touren, hvor han udgik med sygdom, havde et skuffende VM, hvor han ikke var formstærk nok til en kaptajnrolle. Omvendt burde et maveonde for mere end en måned siden ikke have sat ham så langt tilbage, at han ikke kan drage fordel af, at han med en halv Tour i benene endelig burde begynde at finde noget form.
UAE har også Matteo Trentin, men det er tvivlsomt, om han har formen. Han slap ganske vist fra sit VM-styrt uden brud, men det var angiveligt en hård omgang. Derfor er det sandsynligt, at han har mistet for meget, men omvendt kørte han til VM jo sit bedste løb i meget lang tid. Hvis han har de ben nu, vil han særligt på den lidt lettere rute være en af de stærkeste på fredag, og mens han ikke kan vinde massespurterne, kan han med god positionering nok få en del bonus. Enkeltstarten er til gengæld en udfordring, men kan han ride med på UAE-miraklet på en teknisk rute, kan det faktisk se ganske lovende ud. Han kørte nemlig overraskende i top 10 på 1. etape af Touren i 2017.
En anden sprinter, der kan komme langt, er Olav Kooij. Modsat De Lie har han Philipsens stabilitet, og derfor kan vi forvente, at han vil få ganske megen bonus. Han kørte også en ganske flot prolog i ZLM Tour, og selvom han vil tabe betydeligt mere tid over denne distance, indikerer det, at han i hvert fald nok er en bedre temporytter end De Lie. Til gengæld har han for alvor til gode at bevise sig på så svær en stigning som Muren. Han hjælpes af den lettere rute, men kan han begrænse tabet tilstrækkeligt til klassikerspecialisterne? Det er bestemt ikke umuligt, men det kan blive en svær opgave at vinde løbet alene på bonus, når han både taber lidt fredag og en del torsdag.
Lotto har et andet godt bud i Florian Vermeersch. Belgieren hævede sit niveau i de flamske klassikere meget i år, og han viste senest glimrende form i Danmark, hvor han var blandt de bedste i Vejle og bekræftede sine tempoevner på enkeltstarten. Samme enkeltstart viste dog også, at han ikke kører med om sejren på torsdag, og i forhold til de bedste er han også lidt for tung til fredagens bakker. Han har lidt fart til jagten på bonussekunder, men det ligner mere et godt resultat end en samlet sejr.
UAE har en anden kandidat i Marc Hirschi, der i Hamburg beviste, at han er i den glimrende form, vi også så i San Sebastian. Han savner i den grad ardenneretapen, men han har før vist fine evner på brosten. Problemet er, at han vil tabe ganske megen tid på enkeltstarten, og skal han vinde dette løb, skal han virkelig have fredagens etape til at eksplodere. Det lader sig måske dog også gøre med et stærkt UAE-hold, hvor han og Wellens vil udgøre en potent duo, der kan sætte rivalerne under pres - og så hjælpes han jo i hvert fald af, at ruten til enkeltstarten er relativt teknisk.
Trek har også kometen Thibau Nys, men også han savner en hårdere rute. Han hjælpes utvivlsomt af de tekniske elementer, men hans enkeltstarter i år viser, at han får en gedigen lussing på torsdag. Til gengæld kan han vinde på fredag, og med lidt held kan han også få del i bonussen de øvrige dage, særligt på fredag, samt naturligvis i de indlagte spurter. Spørgsmålet er bare, om formen er som i foråret. Han skuffede i Vallonien og Getxo, og selvom han mente, at han havde benene til at vinde et U23-VM, hvor han blev fanget, har han til gode at bevise, at han har genfundet de ben, han bestemt ikke havde efter pausen.
Søren Kragh er jo skabt til dette løb, som han tidligere er blevet nr. 2 i, men desværre gælder det ikke helt så meget længere. Vi har nemlig i år set, at han slet ikke er så tempostærk som tidligere, hvad vi - trods uheldet - senest fik bekræftet i Danmark. Omvendt kørte han så godt i både Schweiz og Danmark, at han særligt på en teknisk rute bør køre en hæderlig enkeltstart. Spørgsmålet er så bare, om formen rækker til Flandern-etapen. Efter en lang og skuffende tid indikerede hans kørsel i Danmark i hvert fald ikke, at han har fundet den form, han længe har jagtet.
En anden stor taber i kraft af den lettere rute er Valentin Madouas. Franskmanden vil i den grad savne ardenneretapen, for vi så senest i Luxembourg sidste år, at han får en gevaldig øretæve på torsdag. Til gengæld ved vi også, at den bedste Madouas kan vinde på fredag, selvom han havde ønsket sig en hårdere rute, for han er trods alt blevet nr. 3 i Flandern Rundt. Han har bare ikke for alvor fundet formen i nogen tid, og selvom hans VM var hæderligt, er det tvivlsomt, om han kommer flyvende ud efter pausen.
Endelig vil jeg slå Arnaud Demare og Cees Bol sammen. Begge er blandt de sprintere, der kan få bonus undervejs, men de er også så ustabile i positionskampen - Demare i kraft af sig selv og Bol i kraft af sit tog - at det ikke bliver rasende meget. Begge kan forsvare sig på en enkeltstart, som Bol viste i både Dunkerque og ZLM Tour, men for Demare bekymrer det, at han ikke har kørt gode enkeltstarter i nogen tid og nu endda har skiftet materiel. På kongeetapens lettere rute burde de have en chance for at begrænse tabet ganske pænt. Demare har i hvert fald før været ret robust, men desværre lignede han i Leuven ikke en mand, der har formen. Bols form er mere ukendt og har ikke haft samme robusthed som Demare, men han har til gengæld imponeret med en helt ny holdbarhed i år.
OPDATERING: Campenaerts er syg og kommer ikke til start.
OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. Ineos har udtaget Ben Tulett, hvis form er ukendt, men i kraft af enkeltstarten er en kandidat. Han har dog haft det svært på flade tonserenkeltstarter i år, og selvom denne er teknisk og passer ham meget bedre, fører det ham næppe hele vejen.
***** Matej Mohoric
**** Tim Wellens, Kasper Asgreen
*** Jasper Philipsen, Joshua Tarling, Yves Lampaert, Michal Kwiatkowski, Mikkel Bjerg
** Fred Wright, Tobias Foss, Jasper Stuyven, Arnaud De Lie, Ben Turner, Matteo Trentin, Olav Kooij, Florian Vermeersch, Marc Hirschi, Thibau Nys, Ben Tulett, Søren Kragh, Valentin Madouas, Arnaud Demare, Cees Bol
* Alexis Renard, Filippo Baroncini, Daan Hoole, Brent Van Moer, Mikkel Honoré, Derek Gee, Kevin Geniets, Mick van Dijke, Nils Eekhoff, Xandro Meurisse, Mike Teunissen, Florian Senechal, Stan Dewulf, Gorka Izagirre, Matis Louvel, Greg Van Avermaet, Gianni Vermeersch, Owain Doull, Luke Durbridge, Stan Van Tricht, Frederik Wandahl, Pavel Bittner, Jasper De Buyst, Laurance Pithie, Jenno Berckmoes, Zdenek Stybar, Axel Zingle, Oliver Naesen, Edoardo Affini
SE RENEWI TOUR OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Danskerne
Kasper Asgreen, Søren Kragh og Mikkel Bjerg kan alle køre efter et resultat i klassementet og er omtalt ovenfor. Det samme kan på EF Mikkel Honoré, der er omtalt i holdoversigten nedenfor. På Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Matej Mohoric og Fred Wright samt jagte et topresultat på enkeltstarten. På Movistar skal Mathias Norsgaard også teste sig på enkeltstarterne samt hjælpe Max Kanter i spurterne, og derudover kan han sikkert få frihed til at jagte udbrud. Endelig skal Frederik Wandahl på Boa teste sig selv i for ham uvant terræn på kongeetapen, hvor han dog nok primært skal støtte Ide Schelling og Giovanni Aleotti.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassementet.
Alpecin-Deceuninck: Philipsen og Kragh ligner de bedste bud. Gianni Vermeersch er for svag på enkeltstarten, hvor Xandro Meurisse kan gøre det hæderligt, men ikke godt nok til et absolut topresultat. Jonas Rickaert er nok lidt for tung til kongeetapen, som også Silvan Dillier er det.
Jumbo-Visma: Holdets kaptajn er Kooij, men Foss har frihed. Det samme har Mick van Dijke, der passer til løbet, men efter ens løj indsats i søndags er optimismen begrænset. Kongeetapen er for svær for de tempostærke Edoardo Affini og Jos van Emden.
Soudal-Quick Step: Asgreen og Lampaert er de gode bud. Tim Merlier kommer til kort på kongeetapen og Florian Senechal og Stan Van Tricht på enkeltstarten.
Intermarché-Circus-Wanty: Mike Teunissen ligner bedst bud, men han mangler i dag for meget på både 2. og 3. etape. Loic Vliegen har skuffet i år, senest i søndags, og selvom han ser bedre ud nu, mister Aimé De Gendt for meget på enkeltstarten, som også Dion Smith, der ellers før har gjort det godt på kongeetapen, gør det.
Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn med Wright som plan B. Søndagen viste, at Jonathan Milan slet ikke har formen til kongeetapen, de er for svær for Johan Price-Pejtersen. Andrea Pasqualon mister for meget på enkeltstarten.
AG2R Citroën Team: Greg Van Avermaet gjorde det hæderligt i Limousin, men vil i dag miste for meget på enkeltstarten, som det også gælder for Oliver Naesen, der er en skygge af sig selv, og den ellers stærke Stan Dewulf.
BORA-hansgrohe: Det ligner en svær opgave. Kongeetapen er for svær for Jordi Meeus, og holdet bud på kongeetapen, Ide Schelling, Giovanni Aleotti samt måske Frederik Wandahl mister for meget på enkeltstarten.
Lidl-Trek: Stuyven og Nys må formodes at være kaptajner, men den relativt tempostærke Filippo Baroncini kan lave et resultat, hvis han ikke bruges som ren hjælper. Det samme kan tempostærke Daan Hoole, men kongeetapen er nok for hård.
EF Education-EasyPost: Mikkel Honoré passer ikke helt ringe til løbet, men efter et skuffende Danmark Rundt ser det svært ud, når hans enkeltstart heller ikke er i top. Owain Doull er tempostærk og kan gøre det hæderligt, som Jonas Rutsch måske også kan, men jeg vil forvente, at de begge taber på kongeetapen.
INEOS Grenadiers: Holdet har flere kandidater i Kwiatkowski, Tarling og Turner. Luke Plapp er stadig helt fra snøvsen, men som nævnt i opdatering er Ben Tulett kandidat.
UAE Team Emirates: Med Wellens, Bjerg, Trentin og Hirschi mangler holdet ikke kandidater. Derfor må formsvage Alessandro Covi samt Sjoerd Bax og ellers formstærke Ryan Gibbons være hjælpere.
Cofidis: En joker kunne være Alexis Renard, der kørte en uventet god enkeltstart i Schweiz og måske kan begrænse tabet på den lettere kongeetape. Den passer Axel Zingle og måske Piet Allegaert, men de får klø på enkeltstarten.
Groupama-FDJ: Madouas er bedste bud. Har han fundet formen, kommer Kevin Geniets langt på kongeetapen, men han taber for meget på enkeltstarten, som også den formstærke Laurance Pithie samt Jake Stewart gør det. Miles Scotson er slet ikke tempostærk længere.
Movistar Team: Det ligner et svært løb. Mathias Norsgaard er for tung til kongeetapen, hvor holdet kandidat er Gorka Izagirre, men han er slet ikke den temporytter, han engang var.
Team Arkea Samsic: Demare er bedste bud. Holdets anden kaptajn er Matis Louvel¸ men han syns ikke i form og er for temposvag, hvad Jenthe Biermans også er.
Team dsm-firmenech: Holdets bedste bud er Nils Eekhoff, der har kørt gode enkeltstarter i år. Han har slet ikke haft sin holdbarhed, men den genfandt han lidt i Touren. Holdets anden kaptajn, Pavel Bittner, er for temposvag, mens Alex Edmondson er for tung til kongeetapen.
Astana Qazaqstan Team: Bol ligner manden. I gamle dage havde det været et løb for Gianni Moscon, men der er ingen tegn på fremgang.
Team Jayco AlUla: Luke Durbridge har før gjort det godt i løbet, men han er i dag for tung. Zdenek Stybar er temposvag og på vej tilbage efter sin operation, mens Amund Grøndahl Jansen er på vej tilbage efter sin lange skadespause.
Lotto Dstny: Vermeersch og De Lie er alle gode bud. Brent Van Moer kunne i Danmark ikke leve op til sin flotte enkeltstart i Vallonien og mangler nok lidt punch til kongeetapen, hvor Frederik Frison vil være for tung. Formstærke Jasper De Buyst er i kraft af enkelttstarten formentlig hjælper.
Israel-Premier Tech: Holdets eneste tempostærke mand er Derek Gee, men han har til gode at vise, at han er i form efter pausen, og han passer heller ikke godt til den eksplosive kongeetape.
Team Flanders-Baloise: Kamil Bonneu er i form, men passer slet ikke til løbet. Bedste bud er Jenno Berckmoes, der kører en fin enkeltstart, men skuffede på stigningerne i Danmark. Vito Braet og Aaron Van Poucke mister for meget på enkeltstarten.
Bingoal WB: Holdet bedste bud til kongeetapen, Kenneth Van Rooy og Luca Van Boven, mister alt for meget på enkeltstarten.
SE RENEWI TOUR OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR
Feltet.dks vinderbud
Stjernernes betydning:
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Matej Mohoric | |
| Tim Wellens, Kasper Asgreen | |
| Jasper Philipsen, Joshua Tarling, Yves Lampaert, Michal Kwiatkowski, Mikkel Bjerg | |
| Fred Wright, Tobias Foss, Jasper Stuyven, Arnaud De Lie, Ben Turner, Matteo Trentin, Olav Kooij, Florian Vermeersch, Marc Hirschi, Thibau Nys, Ben Tulett, Søren Kragh, Valentin Madouas, Arnaud Demare, Cees Bol | |
| Alexis Renard, Filippo Baroncini, Daan Hoole, Brent Van Moer, Mikkel Honoré, Derek Gee, Kevin Geniets, Mick van Dijke, Nils Eekhoff, Xandro Meurisse, Mike Teunissen, Florian Senechal, Stan Dewulf, Gorka Izagirre, Matis Louvel, Greg Van Avermaet, Gianni Vermeersch, Owain Doull, Luke Durbridge, Stan Van Tricht, Frederik Wandahl, Pavel Bittner, Jasper De Buyst, Laurance Pithie, Jenno Berckmoes, Zdenek Stybar, Axel Zingle, Oliver Naesen, Edoardo Affini |
Annonce
Annonce
Vuelta España Femenina(2.WWT) 28/04-05/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05
Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05
Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05
Circuit de Wallonie(1.1) 09/05
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!
Ung Jumbo-sprinter skal køre klassement i Renewi Tour
Optakt: Deutschland Tour
Optakt: 1. etape af Renewi Tour
Lynoptakt: Prolog til Deutschland Tour
Favoritvurdering: 2. etape af Tour du Poitou-Charentes